torsdag den 3. november 2011

Utaknemmelige bæst, sparker du igen?

Man siger, at det hele er grækernes skyld, hvis det europæiske banksystem går i stykker, fordi Grækenland ikke betaler af på sin statsgæld, og de bør desuden være taknemmelige over al den hjælp, de får.
Grækerne vil nu alligevel tilslutte sig den EU-aftale, der giver landet en yderst tiltrængt økonomisk håndsrækning. Sådan lyder den seneste melding fra landets parlament, og det glæder den danske europaminister Nicolai Wammen (S).

- En aftale er en aftale, og det gælder naturligvis også for grækerne. Derfor er det glædeligt, at vi nu kan komme videre med arbejdet med hjælpepakken, som er uhyre vigtigt for EU i almindelighed og grækerne i særdeleshed, siger han.
Men redningspakken gik i stykker, nærmest inden den ramte avisspalterne, og det var før Papandreou sagde noget om folkeafstemning. I mellemtiden er Grækenlands økonomi ved at brase sammen pga. voldsomme nedskæringer, som EU, IMF og ECB kræver, og med den økonomiske udvikling vil de ikke kunne betale gælden alligevel, så nedskrivningerne var sgu ikke en gave; det var realisme. Nedskrivningerne var ikke engang store nok til at gøre noget særligt ved det overordnede gældsniveau, fordi de kun omfattede privatejede statsobligationer - så hvad satan skal grækerne gøre? De går jo konkurs alligevel. Hvorfor så trække det ud?

Jeg har ikke den store sympati for grækerne specifikt, de ligger som de har redt. Men det er det pureste pis & løgn at fremstille det her, som om det hele er Grækenlands skyld. Grækenland er ca. 2 % af EU's økonomi. Hvordan skulle det kunne vælte hele læsset, hvis ikke der var noget grusomt galt med de andre 98 %?

Det her drejer sig om Italien, euroen og bankerne. Men det drejer sig ikke om Grækenland, så hold op med de selvretfærdige løgne.

0 kommentarer:

Send en kommentar