Viser opslag med etiketten dansk politik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten dansk politik. Vis alle opslag

fredag den 8. februar 2008

Uffe & Tortur

Her er Uffe.

Uffe har engang været Danmarks udenrigsminister. Det var sjovt.

Nu blogger Uffe. Det er ikke lige så sjovt. Se, han ser sur ud.

Uffe har ikke noget mod at kritisere ikke-vestlige landes konventionsbrud:
Er det klog “realpolitik” at tie stille, når lande som Rusland og Kina bryder de spilleregler, der nu engang er aftalt? Det mener jeg ikke. For der er jo ikke tale om, at vi anlægger særlige “vestlige normer”, når de to lande kritiseres for deres forhold til menneskerettigheder og små nabolandes suverænitet. Der er tale om brud på regler, de selv har lovet at respektere som medlemmer af FN - og i Ruslands tilfælde tillige OSCE.
Men Uffe har det sværere med vestlige landes konventionsbrud. For eksempel i sagen om USAs fangeflyvninger over dansk territorie:
Men i den amerikanske debat er man også anderledes robuste end mange danske politikere, fordi man kender til de barske kendsgerninger - først og fremmest, at man er i krig, og at i krig er det ikke alle ting, der kan eller skal lægges åbent frem.
Uffe mener ikke at disse "barske kendsgerninger" er værd at tale om:
Som allierede skal man have tillid til hinanden. Og de danske holdninger til fangeprogrammer og anvendelse af tortur er velkendte. Og så burde den snak ikke være længere.
Åh nej.

Se Uffe. Nu ser Uffe dum ud.

torsdag den 7. februar 2008

Ergo Ingenting

Det Hvide Hus har sagt god for waterboarding.

Ser Fogh dum ud nu? Eller kan han referere til en udtale fra Espersen, der lovliggør metoden? Som derfor ikke er tortur? For det er argumentet:
Fratto said waterboarding's use in the past was also approved by the attorney general, meaning it was legal and not torture.
Det er vores allierede. Har Danmarks regering før kunnet så tvivl om USAs brug af torturmetoder, må de nu så tvivl om selve metoderne er tortur. Vil de gå så langt? Følg med næste uge, når cirkusklovnerne fra Ny Alliance er forsvundet fra forsiderne.

Og mærk jer dette: Waterboarding er kun symbolet på denne administrations torturpolitik. Der gemmer sig meget mere, meget værre. Abu Ghraib var tilsigtet, og ikke en fejl. Jeg kan næsten ikke vente på at høre en udtale fra Espersen om dette. Jeg kommer nok til at vente længe.

Jeg ved ikke hvad der er værst: De amerikanske vulgariteter eller de europæiske hyklerier.

tirsdag den 5. februar 2008

Berørende

En lille sjov detalje man bør huske på mht. CIAs bortførelser er, at Rendition-programmet begyndte under Clinton. Derfor berører dette også Nyrup-regeringen, herunder Lykketoft. Undersøgelsen bør derfor være uafhængig af både regeringen og resten af folketinget; jeg ville ikke være bleg for at pudse lidt Bagmandspoliti på denne sag.

En lille ting til: Fetisheringen af menneskerettighederne irriterer mig mere og mere hver gang jeg ser det, som her:
"Landene har en positiv forpligtelse til at beskytte menneskerettigheder. De skal gøre alt, der står i deres magt, for at beskytte disse rettigheder. Jeg siger ikke, at Danmark ikke har gjort det. Men de burde vise, at de har gjort alt, der stod i deres magt," siger Matjaz Gruden, talsmand for Terry Davies.
Altså: Vi bør ikke kidnappe eller give stiltiende støtte til at kidnappe folk fra gaden og smække dem i et sort fængsel i Rumænien eller Egypten, fordi vi for fanden lever i en retsstat. Det er grunden. Og det er grunden til at dette er inkluderet i menneskerettighederne. Europarådet skærer det væk og påkalder sig menneskerettighederne som et argument i sig selv, og det gør et fælt ideologisk dogme ud af almindelig sund fornuft.

Så i stedet for at hævde menneskerettighederne som var de lov, forklar i stedet hvorfor de er et gode. Igen, igen og igen.

mandag den 4. februar 2008

Forsk lokalt, påvirk globalt

Uffemanden skrev for et stykke tid siden om energifråds i Golfen, og spurgte ud i luften om ikke Danmarks CO2-reduktioner var meningsløse, når resten af verden alligevel fyrede den løs...

Bestemt.

Indtil forureningen lokalt bliver så slem, at man simpelthen er tvunget til at gøre noget ved den, så er der kun éen faktor, der bestemmer udviklingslandenes energikilder: Penge.

Sådan er det, når man er fattig. Hvorfor bekymre sig om en videnskabelig hypotése, når man midt i en kold vinter står og mangler el og varme? Det ville være den rene galskab. Sådan er det sgu også, når man er rig: Der er ikke særlig mange, der har lyst til at være fattigere for miljøets skyld, når det kommer til stykket.

Penge er hovedfaktoren. Da den amerikanske hær satte solcelledrevne gadelys op i Anbar-provinsen, der var afskåret fra Iraks centrale elnet (som alligevel fungerede af scheisse), var det ikke for miljøets skyld; det var blot den nemmeste løsning.

Derfor vil jeg sige, når jeg kigger på IDAs miljøplan: Prioriteterne er helt forkerte. Der er sat ca. 200 milliarder kroner af til selve de energibesparelser, som nærmest hele planen består af, og én milliard til forskning.

Én sølle milliard.

Det burde være omvendt. Det, verden har brug for, er fremskridt som de nyeste indenfor solcelleteknologi, der gør en solcellewatt omtrent fem-ti gange billigere. Det gør en forskel for hele verden. Og opvarmningen er - global.

Jeg synes det siger sig selv. Når man tænker på hvor meget blod og hvor mange penge verdens nationer bruger på at vriste energiresourcer fra hinanden, og på hvordan den globale opvarmning kan vende op og ned på verden, så er det vanvid at der ikke bruges flere penge på energiforskning.

fredag den 1. februar 2008

Problemet Med Socialdemokratiet

Der er to fløje i S: En til højre og en til venstre. Det højre S er Thorning ApS, det venstre S er Auken Og Venner.

En ad gangen.

Det venstre S adskiller sig ikke særligt meget fra SF. Denne fløj har stadigt ikke forstået hvor stor en fejltagelse den massive indvandring fra tredjeverdenslande har været, og holder fast i den gamle indvandringskonsensus, hvor problemerne med indvandring - hvis der da overhovedet er nogen - er pga. hvid racisme. Denne fløj ville ikke tøve et øjeblik med at indføre svenske regler, hvis den kunne. Det gode ved fløjen er at den ved, hvad den vil. Den er oprigtig og stærk.

Højrefløjen i S ved ikke hvad den vil, udover regeringsmagten. Den er en vejrhane, der vender og drejer sig efter folkestemningen. Jeg skrev om den tidligere, og brugte skattestoppet og indvandrings- og flygtningepolitikken som eksempler på denne fløjs gennemskuelige vælgerleflen. Gennemskuelig, fordi den altid leger Kongens Efterfølger: Alle politiske reaktioner - på nær dem af DF provokeret - går i modsat retning af den officielle linie. Den er uoprigtig, og derfor svag og forvirret.

Konflikten mellem disse to fløje går igen overalt i Vesteuropa. Nutidens venstrefløj har godhed som sin grundfølelse. Derfor vil man et velfærdssamfund, der tager sig af de svage, de små, de syge og de gamle. Derfor kan man sjældent holde budgettet, fordi der er så mange gode ting der bør støttes. Derfor er man generelt pacifistisk, fordi krig er ondt. Derfor går man ind for sol-, vind- og bølgeenergi, fordi de emmer af bløde værdier, modsat de modbydelige kul- og atomkraftværker. Og så videre.

Problemet er at virkeligheden er ganske ligeglad med følelser. Så et politisk program, der hænger moralsk sammen, kan sagtens falde fra hinanden i virkeligheden. Man kan derfor hylde sin moralske integritet, alt imens samfundet forvitrer. Valget kan således stå mellem éns egen moralske integritet og samfundets strukturelle integritet.

Det er denne indre konflikt der gør at S har det svært med sig selv i øjeblikket. Selv om det moralsk gode ville være at tage alle de flygtninge og indvandrere ind, som kommer til Danmark, er de langsigtede konsekvenser nu blevet til at tage og føle på: Racisme, ekstremisme, vold, organiseret kriminalitet, polariseret samfund. Selv om det moralsk gode ville være at skabe mere og mere velfærd, så har den skandinaviske velfærdsstat nået et punkt, hvor den kun kan udvides ud i det absurde. Så en venstrefløj, hvis idé er at være god, har et stort problem: Den kan ikke være sig selv. Og det er så Socialdemokratiet.

Vælgerne ved det.

---

PS. Højrefløjens grundfølelse er styrke. Derfor kan den uden videre kombinere konservatismen, nationalismen og liberalismen, på trods af de indre selvmodsigelser; for alle tre ideologier går ud på at være stærk.

lørdag den 26. januar 2008

Perception is Reality

Per Stig Møller (Danmarks udenrigsminister) skrev:
Det voksende militære pres på Taleban og andre grupper har fået dem til at skifte strategi, og det har ændret trusselsbilledet. Frem for større direkte konfrontationer benytter Taleban og andre sig nu i stadig højere grad af asymmetriske angreb som vejsidebomber og selvmordsangreb.

Disse angreb gennemføres over store dele af Afghanistan – også i Kabul – og er således ikke forbeholdt de mere urolige provinser mod syd. Med angreb, der rammer mere vilkårligt, opfatter mange afghanere følgelig, at deres sikkerhed nu er forværret.
NavyTimes:

According to retired Lt. Gen. David Barno, former commander of U.S. forces in Afghanistan and now director of the Near East South Asia Center for Strategic Studies, National Defense University, acts of violence in Afghanistan rose from 900 in 2004 to 8,950 last year. Over the same span, roadside bomb attacks increased from 325 to 1,469; suicide bombings rose from 3 to 130.

A total of 107 U.S. troops were killed in Afghanistan in 2007 — the most ever, according to icasualties.org.

Spørgsmål: Er dette fokus på opfattelsen af virkeligheden, snarere end virkeligheden selv, en konsekvens af:

a. Hensyn til og påvirkning af Bush/Cheney-administrationen, Premium-quality B.S. Artists?

b. Spindoktorernes indtog i politik, og deres påvirkning af politikernes virkelighedssyn?

c. Standard Operating Procedure i moderne krig?

SMS dit svar til Udenrigsministeriet.

Recession

En af de ting, der tit slår mig, er hvordan jeg efter at have brugt et par uger på at læse om et særligt emne, ved mere om emnet og er bedre til at forudsige begivenheder end journalister, der skriver om det i landsdækkende aviser.

Irak, selvfølgelig. Pakistan, Iran. Det er blogmediets styrke; at man ikke behøver vade gennem stakkevis af groupthink-kundskab kun for at nå frem til nutidens emner med fortidens fordomme som ballast, men i stedet kan forlade sig på blogs skrevet af folk, der ved noget om emnet, og går direkte i kødet på kontroverserne. Ikke som journalister, der ikke nænner at støde ortodoksien, uvist af hvilken grund. Det er journalistikkens træghed, som jeg skrev om før. Træghed lider blogosfæren bestemt ikke af.

Så vidt journalister.

Jeg har fulgt sandsigeren Nouriel Roubinis blog et stykke tid, og set hver en spådom mere end opfyldt. Man skulle tro, folk ville begynde at høre efter. For det er stadig nemt at støve en ekspert op, der insisterer på, at økonomien "grundlæggende er sund".

The hell it is. En recession har visse formelle definitioner, men basalt er det, når økonomien går tilbage. Og det, vi også kender til herhjemme, er at økonomien i høj grad er blevet trukket frem af eksplosionen i friværdierne: Man har brugt sit hus som et kreditkort. Det siger sig selv, at når eksplosionen i friværdier har været båret oppe af dårlige lån, at disse friværdier derfor vil mindskes når lånene ikke bliver betalt, at husene derfor bliver sat på tvangsauktion, og at huspriserne derfor falder som en sten, så man ikke længere kan bruge ejendommen som kreditkort. Ergo vil forbruget falde. Ergo vil firmaerne tjene mindre. Ergo vil økonomien skrumpe.

EU vil slet ikke rammes så hårdt som USA, men huspriserne går kun én vej i øjeblikket: Ned. Dertil, at når USA nyser, bliver resten af verden forkølet. Hvad så, når de hoster blod?

søndag den 20. januar 2008

Jer og jeres skide midte

Ritt har ret.
Der er brug for, at [S] sætter spørgsmålstegn ved vores politiske projekt, og der er brug for grundigt at diskutere de tanker og de ambitioner, der ligger hos den moderne venstrefløj.

Noget tyder på, at vi i valgkampen blev bange for vores egen skygge. Strategien var, at skræmme færrest mulige vælgere væk ved at sige mindst muligt, som kunne være kontroversielt. Der er vist ingen tvivl om, at den vej endte blindt.

Ja. Fordi Socialdemokraternes værdipolitik er ligeså hjernedød som CEPOS's og Karl Marx's: Det drejer sig kun om rigdom. På trods af alt det orwellske onani i deres partiprogram. Eller endnu værre: Det drejer sig kun om at vinde valget, om at tage magten. Store elementer i S's politiske program ses derfor, med rette, som ikke andet end taktiske manøvrer, der skal få flere til at sætte krydset ved partiet. Eller blot undgå at de sætter det et andet sted. Elementer som tilslutning til 24-års-reglen og skattestoppet.

Ok. Som højreorienteret socialdemokrat holder jeg selv meget af 24-års-reglen. Men jeg ved hvorfor. S's ledelse gør ikke. Stor forskel. For eksempel ville S aldrig have fundet på loven selv, og slet ikke i forbund med R, SF og Ø. Man ser dette hver gang en asyl- eller indvandrersag kommer op i medierne, hvor S halser efter snart den ene, snart den anden fløj.

Skattestoppet er jeg uenig i, og jeg ved hvorfor. S's ledelse gør ikke. Derfor har de ændret retning på dette punkt flere gange end jeg kan huske.

Og skal jeg også nævne tegneseriekrisen? Thorning, der beder R om at holde sig tilbage, fordi hun ikke kan komme til? Man kan have sine meninger om Khader eller Seidenfaden, men de vidste hvor de stod. Ikke som S, der gemte sig under dynen og læste meningsundersøgelser med en lommelygte.

Det er patetisk. Find dog ud af hvad I mener.

lørdag den 19. januar 2008

Salt i såret ? Resten i håret ?

Et tomgangsargument, men lad gå. Dette:
Økonomer står i disse år nærmest i kø for at anbefale højere boligskatter, så der bliver bedre råd til at sætte personskatten ned.
...er i mine øjne en logisk konsekvens af husprisernes himmelløb de sidste seks år, og den ulighed som udviklingen har skabt, hvor spekulation/investering lønner sig bedre end arbejde. På det lange sigt er det selvfølgelig noget vås for samfundet som et hele, fordi arbejde skaber rigdommen til at begynde med, så en forhøjelse af boligskatterne mod en sænkning af indkomstskatterne virker fornuftigt nok, ikke blot til at drive spekulanterne væk. Specielt i et skandinavisk velfærdssamfund, hvor incentivet til at arbejde ikke er så voldsomt som i mere liberale lande.

Men: Måske de sidste seks-ti år har været en undtagelse pga. de abnorme tilstande i kreditmarkedet. Da dette økonomiske sofisteri nu er gennemskuet, og de unormale tilstande langt om længe er ved at reguleres væk, kan de højere boligskatter være en løsning på et problem, der om få år ikke længere findes. Fordi hele skidtet er ved at ramle ned nu. Højere boligskat vil derfor være dobbelt smerte for husejerne, og der er ingen grund til at gøre krisen endnu værre. Ja, jeg har sagt det før.

Jeg ville ikke købe hus nu.

søndag den 13. januar 2008

Public Enemy

Dagens doublethink, serveret af K's retspolitiske ordfører, Tom Behnke:

#1
En mistanke for terror er nok til, at udlændinge kan udvises uden forklaring. Og statens sikkerhed vejer tungere end den enkeltes retssikkerhed, mener retsordfører Tom Behnke.
#2
Dermed mener han dog ikke, at statens sikkerhed "står over" den enkeltes retssikkerhed.

lørdag den 12. januar 2008

Ordfører Analfabet

Karen Hækkerup, Socialdemokraternes retsordfører, udtale om udvisning uden rettergang:
- En del af terrorloven indebærer, at hvis Politiets Efterretningstjeneste vurderer, at en udlænding er i landet med henblik på at skade os, så kan man blive administrativt udvist. Det stemte vi med åbne øjne for i 2002, og det står vi stadigvæk ved i dag, siger Karen Hækkerup.

Flere jurister og menneskeretseksperter mener, at fremgangsmåden er i strid med menneskerettighederne.

- Jeg har meget svært ved at forestille mig, at vi har vedtaget en lov i Folketinget, der går imod menneskerettighederne. Har vi gjort det alligevel, er situationen selvfølgelig en anden, og så bliver vi nødt til at se på det, siger Karen Hækkerup.
Almindelig juridisk fornuft: Man er uskyldig indtil andet er bevist, og beviset for dette skal føres ved en domstol. Dette er retsstatens bærende søjle. Så hvad er egentlig værst ved denne udtalelse? Er det, at S åbenbart er ligeglade med retssikkerheden, eller er det, at S åbenbart er ligeglade med retssikkerheden med mindre det går ud over menneskerettighederne? Eller er det, at Karen Hækkerup har svært ved at forestille sig at dette kunne være i strid med menneskerettighederne?

Man ser at fetisheringen af menneskerettighederne har nået et punkt, hvor et brud på disse er grund til at handle, hvorimod et brud på den anklagedes grundlæggende ret til at få sin sag prøvet ved en domstol ikke er. Ikke blot er Karen Hækkerup juridisk analfabet; hun er tilbeder af menneskerettighederne uden at vide hvorfor.

Spørg dig selv, Karen, hvorfor artikel 6 er med. Et lille vink: Statsmagtens tredeling.

onsdag den 9. januar 2008

Der var engang en fløj

Jalvings indlæg om Blekingegadebanden langer ud efter venstrefløjens vantro overfor noget der skete - tilbage i 1989.

Jalvings type sviner tit nutiden til med fortiden. Jeg kunne på samme måde anklage højrefløjen for at ignorere eller undskylde Iran-Contra, Echelon, Nicaragua, Pinochet, Sydafrika, og andet godt fra Den Kolde Krigs huskekammer. Men da muren faldt, faldt også de gamle overbevisninger, og ud af ruinerne voksede en økonomisk ansvarlig venstrefløj, der havde kastet de gamle vrangforestillinger om planøkonomi og nationalisering af produktionsmidlerne overbords. Den næste skelsættende historiske begivenhed var 9-11, og ud af denne voksede den nye tids højrefløj, der i modsætning til den gamle knugede frygten til sig, både som våben og rygrad.

Mekanikken var kompliceret, og partiskellene mudrede: Storbritanniens Labour var således de amerikanske neokonservatives bedste disciple, og Blair frygtens profet i Europa.

Ikke desto mindre: Hvor venstrefløjen engang så mellem fingre på forskellige former for revolutionær-marxistisk terrorisme og østblokkens statsterrorisme, ser nutidens højrefløj mellem fingre på Terrorkrigens forbrydelser: Ulovlige kidnapningsprogrammer, ulovlige aflytninger, voldsom erodering af retssikkerheden, diktatoriske beføjelser til statsmagten i sammenhæng med retsstatens nedbrydelse, uretsmæssige angrebskrige, demagogisk nationalisme, fusionen af rovdyrskapitalisme og statskorruption, og tortur som almindeligt redskab.

Fortid og nutid. Spørg dig selv i hvilken af disse to vi lever.

søndag den 6. januar 2008

Kunst & Penge

Demokrati er jo at vælge mellem dumheder, så her er venstrefløjen i middelsvær vægtklasse:
»Problemet er, at kunstnerne i perioder ikke har nogen indtægt, og de perioder skal dækkes ind«, siger SF’s kulturordfører Pernille Frahm til politiken.dk.

»Det her handler jo ikke om at være arbejdsløs. Det handler om at være indtægtsløs i en periode. Når vi snakker arbejdsmarked, handler det om, hvorvidt man er i beskæftigelse eller ej. Men det skel kan man ikke lave med kunstnere, fordi de også har beskæftigelse, som de ikke får løn for. Eksempelvis når en konservatorieuddannet musiker, sanger eller skuespiller øver sig«, siger Pernille Frahm.
Hvad Pernille Frahm rent faktisk siger er at nogle kunstnere ikke kan leve af den løn de får for det færdige arbejde, hvad enten det er en udstilling, opførsel eller andet.

Man har ikke ret til at leve af det, man vil. Hvis man vil prøve at leve af at være kunstner, så held og lykke; det har altid været meget, meget svært. At man har en uddannelse med burde ikke gøre nogen forskel, der er ingen naturlov der siger at hver gennemført uddannelse skaber et job, der svarer til denne.

Hvis man derfor mener at en uddannelse giver én ret til dagpenge, så længe man ikke har det perfekte job, så skaber man ved denne politik et forvredet forhold mellem udbud og efterspørgsel, hvis konsekvens kun kan være at udhule sundheden på sigt. Hvis man derimod satte sig for at begrænse uddannelses-udbuddet efter job-efterspørgelsen, så ville der være gods i. Et sted skal der være et feedback. Af dette kommer økonomisk integritet. Som sagerne står nu, så uddanner man folk til arbejdsløshed. Det er ikke fedt.

Specielt i kunstverden er der så mange, så mange, af disse forvredne forhold. Det er ikke meningen, at det skal løbe rundt. Fordi man jo gør det for kunsten, og ikke pengene. Og det burde ikke gå ud over andre.

onsdag den 26. december 2007

En gang til for Prins Knud

Måske min blog kører lidt i tomgang i øjeblikket, men mht. stormoskéen, der mangler 400 mill. kr. for at bygges; de penge kunne godt tænkes at komme fra en rig saudi. Og det ville ikke være så godt. Måske min ateisme skinner igennem, men udenlandske donationer til religiøse formål bør kigges efter i sømmene, mht. til sektens tolerance overfor anderledes tænkende.

mandag den 17. december 2007

Forestil dig bare...

Ja så.
Ifølge partiets retsordfører Karen Hækkerup kan Dansk Folkeparti komme med et hvilket som helst »strammerforslag« og møde opbakning fra S, forklarer hun.

»Jeg kan ikke forestille mig, at Dansk Folkeparti kan komme med nogle forslag til, hvordan vi kan få våbnene væk fra gaden, som vi ikke vil være med til. Pia Kjærsgaard ved godt, at vi har støttet alle tiltag, der strammer op på det her område«, siger Karen Hækkerup.
Jeg kunne nu godt forestille mig en hel del. Men det kunne være interessant at se hvor langt Thorning egentlig vil gå DF i møde for at lukke den bløde indvandrerflanke. Og hvordan R, SF, Enh. og vælgerne vil reagere.

søndag den 16. december 2007

Useriøst, ubegavet.

Lad os spille dumme et øjeblik, og prøve at tage Lisbeth Knudsen alvorligt:
Nu er diverse EU-eksperter bekymrede over, at befolkningen ikke får lov til at stemme om traktaten, og de frygter at vælgerne vil tage revanche og stemme nej ved den kommende afstemning om fjernelse af de 14 år gamle fire danske forbehold. Skulle vi virkelig være så useriøse og ubegavede som vælgere? Tak for tilliden.
Sjovt nok er det netop det argument, jeg tit hører mod folkeafstemninger om EU: At vælgerne er for dumme til at gøre EU-afstemninger til andet end et spørgsmål om at straffe regeringen. Når over halvdelen af Danmarks befolkning (totredjedele andre steder) gerne ville have haft folkeafstemning om resterne af Reformtraktaten, hvordan skal man da forlige det med Knudsen her? At vi er for seriøse og kloge til at vide hvornår vi bør have folkeafstemning?

Selv tak.

lørdag den 15. december 2007

Der er ikke brug for dette indlæg

USAs højrefløj blokerer et forslag, der vil gøre det amerikanske militærs retningslinier vedr. afhøringsteknikker gældende for efterretningstjenesterne. Med andre ord er USAs højrefløj imod et forslag, der eksplicit forbyder torturmetoder som vandbrætning, koldcelleture, stresspositioner, falske henrettelser o.l., for CIA og udenrigsministeriets andre ansatte.

Der er larmende stilhed på Danmarks højrefløj. Ingen protester, højst bortforklaringer. Det er med møje og besvær jeg lader være med at bruge skældsord, når jeg skriver dette. Som Fogh holder de borgerlige med USA, uanset hvad USA gør. En artikel i Weekendavisen kaldte det Rebild-Refleksen. Det følger deraf, at når USA om et år får en demokratisk præsident, der drejer USA væk fra "the dark side, if you will," og tilbage mod civilisationens lys, at Europas højrefløj vil følge med. For USA er storebror, og højrefløjen har således altid været imod tortur. Ingen selvstændig borgerlighed, der kan hvile i sig selv. Ingen bevidsthed uden objekt, ergo ingen eksistens uden opposition. Dette er holdkampen, der sluger alle principper i sidste ende. Men jeg kan ikke lide at blive mindet om det.

Der er ikke rigtig nogen mening med dette indlæg. Det, som foregår, er gamle nyheder. Jeg har bare brug for at skrive om det. Det er bedre end at slå noget i stykker. Så det er ikke helt meningsløst meningsmageri.

fredag den 7. december 2007

En af disse dage

En dag bliver jeg nok nødt til at låne Atlas Shrugged på biblioteket for at se om den er så dum som folk siger. I IHT om det skattetotalitære Danmark finder man:
Lars Christensen is co-chief executive of Saxo Bank, a Copenhagen financial services firm specializing in currency trading and retail brokerage services. New employees at Saxo Bank get a copy of "Winning," the playbook of Jack Welch, the brass-knuckled former chief executive of General Electric, and "Atlas Shrugged," the libertarian manifesto by Ayn Rand, suggesting that the boss has little time for solutions that beat around the bush.
Fordi så ved man hvor folk kommer fra.

fredag den 30. november 2007

Tysken og Dansken

Det er en anelse irriterende, at den danske debat om Afghanistan kun drejer sig om at få tyskere til at "deltage aktivt i kampen" - som om det er derfor, det går dårligt. Og det er det ikke. Men så kan Danmark jo trække sine soldater tilbage med god samvittighed, når tiden kommer - som i Irak - uden at tænke nærmere over hvad fanden der gik galt. For vi gjorde vores.

torsdag den 29. november 2007

Spin-en-krig

To til i Afghanistan. Mikkel Vedby:
»Befolkningen herhjemme skal i endnu højere grad overbevises om, at det nytter noget, at vi er i Afghanistan. At soldaterne ikke dør forgæves«.
»Og hvis politikerne ikke kan forklare, hvad der kom ud af, at danske soldater ofrede deres liv, så er der et problem.«
Mikkel, ved du hvad problemet er? At NATOs indsats ikke ser ud til at nytte. Det er problemet. Ikke befolkningens støtte til krigen.

MEN KRIGEN!

Sikkert endnu en, der mener USA tabte Vietnam på hjemmefronten.

Ja, jeg er lidt sur i dag.