Bring on the pain

Amagerbankens vrede aktionærer er et godt argument for, at der skal direkte og klar sammenhæng mellem smerte og smertekilde til, for at folk intuitivt forbinder et dårligt banksystem med dårlig økonomi, og det er nødvendigt, ellers kommer der ikke nogen reformer. Staten har endda stillet med 13,5 mia. kr. i garanti, og Claus Hjort forudsiger (indtil videre) et tab på 6,7 mia. kr.

6,7 mia. kr. er da også penge. Men aktionærerne er det mere synd for; det er jo rigtige mennesker. Så må der gøres noget.

I det mindste er der nogen, der konkret har lidt tab. På det punkt er Danmark foran alle andre i verden, så jeg synes faktisk, at regeringen har gjort det ok, i sammenligning.

Dette er fjendens leder

Egyptens Hitler!



Islams fane vil snart vaje over hele Euroasien, hvis denne galning får magt, som han har agt. Han har ikke engang et salaf skæg for at skjule sin ekstremisme; det er taqiyya, det har Profeten sagt man godt må. Vi danske snaphaner og hørfrøkyllinger må stå sammen mod den dybgrønne fascisme - skulder ved skulder ved Wiens porte endnu engang!

Venner

Jeg må sige noget om Milena Penkowa og Helge Sander, hvor jeg for en gangs skyld har lidt professionel viden om sagerne...tangentielt relateret til mit arbejde...

Reuters:

Sander har tidligere offentligt bekræftet, at han er personlig ven til [Milena Penkowa], der blandt andet anklages for dokumentfalsk i forbindelse med en række rotteforsøg.

Weekendavisen kan i sin kommende udgave berette, at Sander sandsynligvis gav sin veninde en hjælpende hånd i hendes forsøg på et usædvanligt straffeangreb mod det uafhængige Forskningsrådet for Sundhed og Sygdomme.

Det her ville samle op på nogle løse ender, hvis det er rigtigt. FSS, som Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom forkortes, har haft en central rolle i Weekendavisens reportager. Mere fra Sander:

“Uanset hvilke kilder jeg end måtte have, er det altid en ministers ret og pligt at stille kritiske spørgsmål til sit system. Svarene på de 30 spørgsmål viste sig at være særdeles relevante - idet de kom til at præge det eksterne udvalgs evaluering af forskningsrådssystemet og efterfølgende også på Folketingets ændring af loven.”

Ja, men. For det første svarede FSS, at det ikke ville svare på anonyme anklager om nepotisme. Jeg ved ikke helt, hvordan det præcist skulle præge den eksterne evaluering. For det andet havde selve evalueringen (pdf) nogle spøjse konklusioner. Her er den vigtigste:

I Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom er »52 procent af midlerne i efteråret 2008 gået til ansøgninger, hvor et eller flere rådsmedlemmer var enten inhabile eller havde sampubliceret med ansøger«, konstaterer dr. polit Inge Thygesen, der er tidligere departementschef i Forsknings- og Innovationsstyrelsen, i en uddybende analyse af fordelingen af midlerne.

Det var denne undersøgelse (pdf), som Inge Thygesen lavede, og som var grundlaget for anklagerne om nepotisme og dermed Sanders efterfølgende, mindre reform af systemet.

Her er pointen: De ansøgninger, hvor et rådsmedlem fra FSS selv søgte, var inhabilt og/eller havde sampubliceret med ansøger, udgjorde 38 procent af ansøgningerne. Grundlaget for at anklage FSS for nepotisme var dermed, at 38 pct. fik 52 pct.

Det er ikke nogen rygende pistol.

Det Frie Forskningsråd, som samlet består af fem forskellige, faglige forskningsråd med hvert sit fagområde, lavede så sin egen statistiske undersøgelse (pdf). Undersøgelsen kom frem til denne succésrate for rådsmedlemmer som ansøgere til Det Frie Forskningsråd før, under og efter medlemskab:

Det er den tykke røde, der er for medlemmer af alle fem råd i Det Frie Forskningsråd. Forskningsrådet for Natur og Univers (FNU) er det eneste, der har et problem. Alle andre ligger stabilt, og FKK (humaniora) har endda et fald. Sammenholdt med, at Thygesens analyse også inkluderede rådsmedlemmer i de 38 pct., der fik 52 pct - som man her kan se ikke er forfordelt i forhold til, hvordan de klarede sig, før de trådte ind i rådet - så er der sgu ikke noget at komme efter.

For at bruge den frase der.

Ikke desto ansporede det Sander til at sætte en reform i gang af rådssystemet. Reformen har gjort ansøgningsbehandlingen mere besværlig og en del mere langsom, men nu med endnu flere instanser, for at kunne modstå beskyldninger om nepotisme og korruption.

Kunne det forsvares med. For det er lidt af et mysterie, hvorfor Sander så sig gal på forskningsrådene. Det her med Penkowa kunne forklare den side af sagen.

Spionmusik

Hvil i fred, John Barry.

Reagan! Cairo-talen!

Zenia Stampe:

Arabisk demokrati druknes i vestlig tavshed

Tænk på da muren faldt, og den folkelige demokratibevægelse skyllede hen over Østeuropa. Dengang var Ronald Reagan hurtig på aftrækkeren. Han havde allerede i 1987 holdt sin berømte tale i Berlin, hvor han op­fordrede Gorbatjov til at rive muren ned. (...)

Tavshedens tid er forbi. Lad os sende et klart budskab.

Mr. Mubarak, tear down this wall!

Muren faldt altså ikke, fordi Reagan holdt en tale. Den faldt, fordi supermarkederne var tomme i østblokken og fyldte i Vesteuropa, og det var godt hjulpet på vej af USSR's økonomiske vakkelvornhed.

Et af de neokonservative argumenter for Irak-invasionen var netop at sætte gang i en udvikling som den i Østeuropa. Det skete ikke, fordi Nordafrika og Mellemøsten (for ikke at tale om Afghanistan...) ikke er Østeuropa. Der er mange forskelle, og man kan ikke bare trække en linje fra det ene til det andet.

Det handler ikke om os! Det er nok en svær én at fordøje for politikere herhjemme, både til højre og venstre, men demokrati handler meget om at bestemme selv, og det er som regel kontraproduktivt, at vi mægtige mennesker blander os i, hvordan andre indretter deres samfund. Og det er særligt ikke kønt at bruge andre nationers kamp for et anstændigt liv til at score point mod den hjemlige opposition.

Mente I det?

Der er grund til at være bekymret for, at Broderskabet måske får magten i Egypten. Men hvad gik alt det med at skabe demokrati i Mellemøsten med våbenmagt ud på? Folk får det de vil have, dybt og hårdt. Det er det, demokrati går ud på. Eller er demokrati kun ok, hvis det kommer i stand ved hjælp af vores krudt og kanoner?

En anden fortolkning kunne være, at alt det med demokrati kun gik ud på at spejle os selv i en politisk forplantning, og at det i virkeligheden drejede sig meget mere om en selvforherligende, psykopatisk onani og at slå nogle brune muslimer i hovedet end at forfølge et ideal. Det forklarer jo også hvorfor det er gået, som det er gået. Men lad det ikke gå jer på, o disciple af Churchill og Orwell.

Det er blandt andet effekten af krigene i Irak og Afghanistan, vi ser, når almindelige borgere i Mellemøsten går på gaden og kræver demokrati og ytringsfrihed.

Det mener Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen.

Fyr den løs.

Danmark er ikke verden

Danmark er stadig ikke verden, men det kan man ikke se på debatten om økonomien. Vi lever i en tid, der har set den største ophobning af privat gæld og efterfølgende sammenbrud af det private forbrug siden depressionen. Alligevel diskuterer vi Danmarks økonomi, som om den eneste faktor overhovedet er hvor meget velfærd vi har.

Det minder mig om Ole Birk Olesens kronik en gang for længe siden, hvor han skyder skylden for stigende kriminalitet siden 2. Verdenskrig på mere velfærd. Det er det eneste vi har, åbenbart. Der findes intet andet, der kan forklare noget som helst. Og slet ikke udviklingen i udlandet, selv om vi alligevel konstant drøfter hvordan vi bliver bedre til at konkurrere med Kina (se i øvrigt her om konkurrenceevne som mål for nationaløkonomi).

Skatteindtægterne faldt med nær 150 mia kr fra det ene år til det næste, og beskæftigelsen er vist faldet med 300.000. Det er ikke fordi en masse mennesker pludselig er blevet til dovne samfundsnassere, eller fordi regeringen har vanrøgtet økonomien, og det pludselig slår igennem. Det er faktisk irrelevant. Her og nu drejer det sig om privat gæld og forbrug, og hvordan man håndterer det. Men det kan man ikke læse fra debatten i vækstfora, aviser, bloody Davos osv.

Det er rigtigt, at befokningen er ældre end før og bliver ældre endnu. Det kræver nedskæringer (ordet 'reformer' er spin). Det er der ikke nogen vej udenom. De nedskæringer må følge økonomiens bæredygtighed. Men de exceptionelt dårlige økonomiske tilstande vi har lige nu drejer sig om den elendige styring af bankers udlån, og det er over hele Nordatlanten, fra Californien til Ukraine.

Jeg ved ikke, hvad der ellers skal til for at overbevise folk om, at udlandet betyder noget for Danmarks økonomi, hvis finanskrisen ikke kunne magte det. Der tales om, at økonomien er på vej tilbage, men de forhold, der skabte krisen, er der ikke blevet gjort noget ved, og vi mangler stadig en konkurs eller tre fra de mest udsatte eurolande.

Dagens dumme spørgsmål

Hvis det nu skulle ske - skulle - at Tunesien faktisk ender med et selvskabt demokrati med mediefrihed, uden at det fører til islamisme, betyder det så, at civilisationskrigerne ikke længere kan sige, at muslimer ikke kan finde ud af demokrati, eller at tunesere ikke er rigtige muslimer? (alternativt, at Tunesien er en undtagelse, der bekræfter reglen?)

Citizen

C er holdt op med at blogge, men jeg ville være glad for stadig at kunne se hans tidligere indlæg, i stedet for bare en 403. You know who you are...

Trussel: Epic Fail

Glædeligt nytår derude, og pas på den sorte is. Har selv fundet ud af hvor glat det er, ret utroligt.

---

Euroen:

Sarkozy: EU dør med euroens fald

Hvis den europæiske valuta euroen falder fra hinanden, falder også EU fra hinanden, advarer Sarkozy.

Uffemanden, tidligere:

...naturligvis skulle [grækerne] reddes. For ellers ville euroen bryde sammen. og – som både kansler Merkel og finansminister Schäuble sagde: Uden euro – intet EU!

Hvorfor?

Hvorfor skulle EU bryde sammen, hvis euroen gør? Er det her noget som helst andet end et glidebaneargument? Jeg kan ikke se hvorfor ophørelsen af et monetært samarbejde skulle gå ud over de mange andre urelaterede institutioner i EU - hvor er sammenhængen mellem årsag og virkning? Der er ikke nogen, vel? Det er simpelthen en uudtalt tanke, som siger, at EU eksisterer, fordi folk tror på, at EU er en succés, og hvis folk holder op med at tro på EU, så ophører EU med at eksistere, fordi EUs medlemmer så vil...øh...holde op med at samarbejde?

Det er bare en underlig ting at sige. Det er måske også nødvendigt, for hvis Frankrig og Tyskland sætter spørgsmålstegn ved euroen, så går der ikke længe til, at rentespændet for de svage økonomier øges meget voldsomt, og det vil i sig selv gøre det af med euroen. Selv om rentespænderne er meget høje allerede...så der er vi alligevel på vej hen.

Men det var det, der slog mig: Når establissementpolitikere som Sarkozy siger sådan noget, skal det opfattes som en trussel? At de vil lade EU gå i opløsning, hvis euroen ikke støttes til det sidste? At det er dem - centrumpolitikerne - der holder pistolen mod vores hoved, og ikke andre? For hvad skulle dette andet være?

Som jeg ser det, er den eneste mulighed for at holde euroen gående, at ECB, den europæiske centralbank, trykker en masse penge og låner dem meget, meget, meget billigt til randøkonomierne, og dermed reelt lader de overskudsskabende eurolande sluge bankernes dårlige lån.

Politisk lyder det umuligt, men ECB har faktisk læst min blog skriften på væggen og køber løbende ind i mindre grad af græske og irske obligationer ol. Men der skal meget mere til, og så kommer balladen. Men måske kan det lade sig gøre, når vi står endnu tættere på afgrunden.

Og hvis det ikke kan lade sig gøre, så vil det måske vise sig, at EU godt kan køre uden euroen alligevel, og at sloganet om intet EU uden euro var varm luft.

---

PS. Det giver al mening, at modstanden mod EU er nationalistisk, når EUs konstruktion er internationalistisk. Men som det ser ud nu, er der ikke andre udveje. Hvis overhovederne insisterer på at redde euroen og finanssystemet på bekostning af manden på gaden, så vil de fremprovokere mere nationalisme - og det bliver rigtig grimt. Når ultranationalister som vores egen Morten Uhrskov Jensen og Englands Nigel Farage siger mere fornuftige ting om eurozonen end dem, der har magten, så er den hel gal.

En kritik af forskning som middel til bedre konkurrenceevne

En af plankerne i Danmark og EUs industripolitik er, at vi skal skabe økonomisk vækst og forbedre vores konkurrenceevne ved at "satse på forskning" - dvs. gøre det nemmere for virksomheder at forske og derved udvikle nye produkter, som de så kan tjene penge på at sælge til andre.

En tommelfingerregel i forskning om forskning er også, at man kan forvente et afkast på det dobbelte af et samfunds investeringer i forskning og udvikling. Derfor er en stor, stor del af EUs budget forskningsstøtte, derfor har vi forskerskatten, og det virker indtil videre.

Der er nogle hager ved dette - bl.a. BNP som mål for økonomiens sundhed, makroøkonomiens lære om handelsbalancens påvirkning af valutakursen og deraf, at man ikke kan leve af et eksportoverskud i længden - men jeg vil lige linke til denne kommentar på FT:

China takes a short-cut to power

(...) Western companies have had to disclose details of their technology in order to gain contracts and later had to compete against Chinese state-owned enterprises selling near-identical products. Westinghouse Electric, a US nuclear group, has just handed over 75,000 documents as part of a deal to build four advanced nuclear reactors in China.

(...) a pattern is developing. One company cedes its intellectual property to a Chinese SOE and then all of them are then squeezed to the margins of China’s domestic market, and face a new competitor.

None of this is accidental, or a case of over-eager SOEs crossing the line. China wants to transform from being the factory of the world to an advanced economy and is using its market power to take a short-cut by “digesting” others’ intellectual property. One State Council report called for the “absorption, assimilation and re-innovation of imported technologies”.

Det er en offentlig hemmelighed, at Kina skider på immaterialret, fordi de ikke har nogle af rettighederne, og de derfor ikke har nogen som helst fordel ved at overholde deres "internationale forpligtelser" - dvs. give os penge for at bruge vores teknologi.

Og hvorfor skulle de også det? Der er ingen gevinst for dem. Vi har set det samme i Brasilien, Indien og senest Grækenland (!), hvor Novo Nordisk og andre medicinfirmaer har måttet sluge "ulovlige" kopiprodukter eller lavere priser (i Indien er det lovligt at kopiere medicin fra andre lande uden videre - kæmpe industri). De sanktioner, der har været, er alt for svage til at gøre noget, og det er sgu lidt svært at forsvare moralsk, at fattige mennesker må dø, hvis de ikke har råd til at betale for licensrettigheder til vores piller, som faktisk koster en del at udvikle.
 
---

PS. Jeg er ved at blive godt træt af folk, der siger, at vi skal gøre ligesom Kina. Det hele går ud på billigere arbejdskraft, det er samme klassekamp i sidste ende, men fordi diskussionen om makroøkonomi herhjemme er så fattig, tror alle - og særligt de nærsynede virksomhedsledere - at vi bare skal indføre diktatur arbejde hårdere og gå senere på pension, så er den prut slået. Lad os først lige se, om Kina kan holde styr på inflationen.

Godt nyt

En af de mest positive historier de seneste år har været lægeordineret heroin. Der er ingen grund til, at det ikke også udvides til rygeheroin: Det er det samme skidt, men ryges i stedet for at sprøjtes ind i blodet.

Kortere Henrik Gade Jensen og Mie Harder

Kampen for tilværelsen

Krigen i Afghanistan (som vi måske taber, og det vil vi ikke tænke videre over) er godt for Danmark, fordi soldaterne slås for deres liv, og det påvirker os herhjemme til også at slås for vores liv, i stedet for bare at nasse på staten.

De danske soldater og afghanerne er sikkert stolte over at kunne bidrage til at gøre almindelige danskere til nogle hårdere, sejere mennesker. Ham her f.eks.:

Der er så mange ting, som krig er godt for.

---

Det her billede er ganske vist fra Irak, men den var vi faktisk med i fra starten, og det viser, hvor godt krig er for Danmark som samfund betragtet:

Vores tolerante overvågning

Lad os hypotetisk sige, at jeg har en ven, som har bidraget med ti euro til Wikileaks. Lad os også sige, at det blev overført ved kreditkort...ville min ven så føle sig særlig tryg i sin ansættelse, hvis Wikileaks efterfølgende bliver udråbt til verdensfjende?

...pointe: Overvågningssamfundet tolereres, fordi forvaltningen deraf opfattes som tolerant og fornuftig. Desuden har vi ikke flere tabuer tilbage, eller politiske kampe (vel?), så der er ikke rigtig noget at skjule...men hvorfor så det postyr over åbne facebookprofiler for diplomatiet?

At love at bryde love

Læk, læk, læk løs...

Selvfølgelig skal man tage amerikanske ambassadørers ord med et gran salt, det er trods alt kun zladr...men Tacan Ildem er Tyrkiets "permanente repræsentant ved Nato" og rapporteres her at sige, at Tyrkiet gav Fogh lov at være generalsekretær for Nato mod, at Danmark til gengæld "klargjorde de juridiske krav til at lukke Roj TV". Noget af en offentlig hemmelighed - gaaaaab - men ikke helt i tråd med den ukrænkelige ytringsfrihed eller adskillelsen mellem den udøvende og dømmende magt.

Vi små skal blot tænke på, at det gavner vores nations interesser, når vores ledere knytter bånd til hinanden ved at love at bryde love på den ene eller den anden måde; ergo er det landsforræderi at undergrave deres gode netværk ved ligefrem at afsløre for os, hvor korrupt det foregår.