Spøgelsesuddrivelser

Om Osama bin-Ladens død: Det er kun udtryk for hvor patetisk USA er blevet, når landet eksploderer i glæde over at have slået ham ihjel. Og vidnesbyrd om, hvor stort et spøgelse Osama var blevet til i amerikanernes bevidsthed. Exorcisme er det heller ikke; det er som at se Verona gå amok over at vinde over Vejle Boldklub.

Dagens dobbeltmoral

Politiken 16. marts om Libyen:

Europa kan ikke se passivt til, mens voldsomme overgreb på civile finder sted i vores eget nærområde. (...)

Militærmagten kan ikke skabe et nyt demokratisk regime, men drabene på civile kan i det mindste standses.

Politiken 7. maj om Syrien:

Vi kan og skal ikke gribe ind i konflikten militært, og vi kan og skal ikke blive en central aktør i det opgør, der forestår. Vi ved, at der blandt oprørerne er vidt forskellige kræfter, og at der blandt dem er elementer, vi ikke sympatiserer med.

Dobbeltmoral er fint nok, hvis det er for at slå færrest mulige ihjel i sidste ende ved ikke at 'gribe ind' - netop af hensynet; at hindre civile i at dø. Men var overvejelser om de menneskelige omkostninger ved en lang borgerkrig i Libyen med i disse overvejelser, eller var det for tungt at tænke på, at en enkelt massakre var at foretrække? Drejede det sig i virkeligheden igen om vores egen moralske forfængelighed og ikke om brune mennesker har det godt eller dårligt?

Hvor er vi gode.

En blog dør aldrig

- den lægger sig på lur og venter.

Galskab

Fra EU Observer:

"The European Commission shall be entitled to intervene with all necessary means if the stability of the euro is at stake, to preserve our European project."

Ingen krig for olie

Independent:

Plans to exploit Iraq's oil reserves were discussed by government ministers and the world's largest oil companies the year before Britain took a leading role in invading Iraq, government documents show. (...)

Five months before the March 2003 invasion, Baroness Symons, then the Trade Minister, told BP that the Government believed British energy firms should be given a share of Iraq's enormous oil and gas reserves as a reward for Tony Blair's military commitment to US plans for regime change.

The papers show that Lady Symons agreed to lobby the Bush administration on BP's behalf because the oil giant feared it was being "locked out" of deals that Washington was quietly striking with US, French and Russian governments and their energy firms. 

Jeg kan ikke se nogen rygende pistol her. UK har besluttet sig for at gå i krig, britiske oliefirmaerne går så til udenrigsministeriet og får det til at lobbye for, at de får en bid af kagen, når den bliver delt.

Det er det, udenrigsministerier gør. Det danske udenrigsministerium laver sgu næsten ikke andet end at promovere danske firmaer i udlandet. Det er en stor lobbyvirksomhed for erhvervslivet. Man kan her se, at USA har franske og russiske firmaer med i spillet, og Frankrig og Rusland var da vist imod krigen. Så gik USA i krig for franske og russiske olieinteresser?

Jeg er med på, at særinteresser kan have politisk indflydelse. Men nationalt holder den stadig ikke.

Af og til får man for meget

Jeg er GÅET AMOK!!!11!et i en tråd på bidniz.dk. Det gør jeg ikke så meget mere; det hele flimrer efterhånden forbi som i et kalejdoskop, med smukke strukturer af dumhed. Man bør som politisk interesseret ikke tro, at verden lærer af sine fejl. Det drejer sig om de større strukturer i bevægelserne. Oh yeah...



Men: Inflationsskræk er henad sammensværgelser, fordi pengemængden kontrolleres af mænd i sorte jakkesæt. Arbejdsløshed, derimod - det er folks egen skyld. Ingen sammenhæng overhovedet, næ nej.

Lidt bedre

Økonomien har det lidt bedre, selv om der er rigtig mange langtidsledige nu. Men vi mangler stadig en statskonkurs eller tre.

Greek borrowing costs reached a euro-era high compared with those of Germany. The euro tumbled on Thursday and premiums charged on Greek debt over Germany’s hit euro-era highs after the countries’ respective finance ministers talked of Greece needing more time to attract investors and raised the prospect of debt restructuring.

Men Island lod sine bankers udenlandske lån gå nedenom og hjem, uden at verden gik i stå af den grund. Så måske er finanssektoren ikke et råddent æg længere. Nu er der kun problemer med den rigtige økonomi. Med inflation østpå er det ved at rette sig. Men det er en usikker proces, som kan minde mere om hvordan et hus falder sammen end hvordan det rettes op.

Guitarmusik

Mau Mau

Krigsnørden fortæller om Mau Mau oprøret:

Turns out the Brits basically put the whole Kikuyu population in concentration camps—more than 1.5 million civilians inside the wire, and if they died of every African disease that was going, all the better. Actually the Brits used the same technique against the Boer women and children in the Boer War—purposely killed off 25% of the total civilian population to demoralize the guerrillas they couldn’t beat in a fair fight—so it shouldn’t surprise anyone .

Nedkæmpelsen af oprøret bliver ofte fremhævet som bevis på, at oprørsbekæmpelse kan virke, men det her aspekt bliver sjældent nævnt.

"With notably rare exceptions"

At FT trykker en så provokerende tåbelig og stupid klumme af et tidligere så magtfuldt menneske som Greenspan kan være for at trække læsere til, som blod tiltrækker hajer. Jeg tror ikke, det er en god langsigtet strategi, fordi det faktisk er det frastødende, folk reagerer imod. Det frastødende. Det kan være båret af, at meget internetsucces måles på hits, så derfor blod i vandet.

Det kaldes også at trolde sin egen blog.

Boblemanden

Det er en fornøjelse at se Greenspan få tæsk af kommentatorerne i FT her. Og så igen med fokus på individer: De er som regel et produkt af en tidsstrømning, og Greenspans politik var fuldstændig i tråd med tidens knæfald + bj på Mammon. Men hvis et opgør med individer kan føre til et opgør med strømningen, så fint. Det skal blot noteres, at det stadig er de samme mennesker, der sidder på pengekassen i DC og Frankfurt.

-----

Vi har et nyt meme.

...

Jeg blev ikke fyret, så skidt nyt for min blog. Arbejdsløsheden er nu igen et samfundsproblem, som ikke rammer rigtige mennesker.

Irak 1991, Libyen 2011

Abu Muqawama og venner om Libyen (PDF):

The most dangerous outcome for the United States is also the most likely, which is a stalemate that prolongs U.S. and allied military intervention in Libya. The relative lack of sophistication and organization among rebel fighting forces means they may be unable to regain the momentum in Libya and defeat Gadhafi’s forces in open combat absent significant direct and indirect support from U.S. and allied militaries – which is not explicitly authorized by UNSCR 1973 and might not be supported by the U.S. Congress.

A stalemate in Libya would effectively result in a de facto partition of the country with a severely undergoverned and disorganized safe haven in eastern Libya for the rebels that could provide refuge for various militant and criminal groups capable of exporting violence and instability to other countries in North Africa and the Middle East. Such a scenario would prolong U.S. and allied military intervention as only a major Western investment in developing the independent governance, economic and security force capacity of eastern Libya would be likely to forestall this outcome. However, such an investment is highly unlikely due to the overarching fiscal constraints facing the United States and NATO countries and competing priorities.

Det gælder for alle krigsførende lande, ikke bare USA, som i øjeblikket fører en tilbagetrukken rolle. Det, man kunne gøre, var ikke at indføre sanktioner bagefter. Blot sørge for, at der ikke bombes over grænserne, når vejene er ødelagt, pigtråden spændt ud og minerne lagt i jorden. Sanktionerne mod Irak ramte almindelige borgere og gjorde ikke noget ved styret. Det samme vil gælde for Libyen, tror jeg. Hvis Gaddafi køber nyt antiluftskyts, så må det bombes ved evt. nyt udbrud af krigen. Her må man tage sit ansvar for libyernes liv og velstand alvorligt og om nødvendigt risikere egne piloter. Østen har også masser af olie og kan købe egne våben.

Hvad man vil gøre ved statsapparatet i østen ved jeg ikke. Det kan sagtens ende som et nyt fristed for kriminelle som Kosova. We can haz nation building?

Just another statistic

Fyringsrunde på arbejdet i morgen. En ud af tyve. Er selv i farezonen.

Arbejdsløshed er et samfundsproblem. Det betyder ikke, at det ikke rammer mennesker.

Fugl mod frø

Der er to konkurrerende fortællinger om storpolitik. Den ene er, at det hele sker efter planer, som de stærke nationer har lagt. Krige føres for at erobre ressourcer, Verdensbanken og IMF holder ulandene fattige, 9/11 var et falsk flag, idealer er bedrag og undskyldninger for at sætte sig på verdensmagten, Zions Vise Protokoller, osv. Grundlæggende sammensværgelsestankegangen. Den anden er, at nationer ikke er enheder, at magtfulde mennesker handler ud fra et umiddelbart og individuelt syn på verden, og at det hele er meget mere kaotisk, end det ser ud til i historiens efterrationaliserende indretning af en rodløs virkelighed. Fugleperspektiv mod frøperspektiv.

Trofaste læsere af denne blog ved sikkert, at jeg er tilhænger af den sidste fortolkning - mest fordi jeg synes, at den første har alt for meget spalteplads i disse ellers så forvirrede tider. De kan sagtens sameksistere: individer kan bruse med kollektivets tanke, hvor stammens, nationens eller klassens interesser vægtes over de personlige. Det gælder også magtfulde mennesker. Samtidig betyder det ikke, at alt, der besluttes, er godt for den interesse, som man prøver at tilgodese. Med andre ord tager statsledere tit grueligt fejl på statens vegne.

Det er ikke noget vanvittigt kontroversielt synspunkt, og ved nærmere eftersyn og -tanke finder de to perspektiver ikke bund i virkeligheden. Der er så mange andre perspektiver - f.eks. det sociale, hvor en uudtalt enighed, en stemning, viser vejen for en gruppe mennesker, uden at stemningen kan håndfæstes i noget konkret. Svært at analysere og tale om, fordi det ikke er til at tage på, men meget vigtigt.

Man ser de to perspektiver folde sig ud i fortolkningen af krigen i Libyen. Krig er noget, der for alvor får fantasien i sving. Jeg kunne godt skrive om Libyen, men jeg kan konstatere, at diskussionen i medierne - selv i Danmark - er meget mere nuanceret end tidligere, på trods af at et helt folketing stemte for krig. Jeg har ikke så meget mere at sige end det, som allerede siges, f.eks. her og her. To essentielle indlæg.

Men Krigsnørden er enig med mig i, at medier betyder fantastisk meget i vor tids krigsførelse:

You have to see the strategic picture, which at this stage is not military but media. The Green March is Qaddafi’s media offensive, with a stealth military purpose under it. If NATO steps wrong and blows up a bunch of Warfalla civilians sitting on a tank, NATO loses and Qadaffi gets ten times more freedom to start cleansing troublemakers. But if Qaddafi’s people do something bloody and cinematic in front of a news crew, like bomb a school or kill some nice-looking well-dressed people in good lighting, then it’s a license to napalm his compound.

Det alene taler for frøperspektivet. Hvis det hele foregår efter nøje tilrettelagte planer, hvorfor så denne dramatik? Ikke at det gør krigen forkert, men det lugter af at sende franske og danske fly i valgkamp. Gaddafi må være en drøm at føre valgkampagne imod. En rigtig skurk. Der er til gengæld ikke mange stemmer at vinde på at mægle i konflikten i Elfenbenskysten. Det fænger ikke, heller ikke hos politikerne selv.