Kang og Kudos

Der er næppe noget bedre argument imod topartisystemet end det, der foregår i DC i øjeblikket: Demokraternes ledere underløber deres egne for at hjælpe Bush/Cheney.

Den politiske apati, som tit kendetegner topartisystemer, bliver forstærket af USAs spøjse system: Checks and balances, som forhindrer særligt meget i at ske særligt hurtigt, men til dette vil jeg tilføje spørgsmålet om politisk identifikation.

Hvem er demokraternes leder? Er det Steny Hoyer, Harry Reid eller Nancy Pelosi? Eller er det Chris Dodd, Hillary Clinton, Barack Obama eller John Edwards? Rahm Emanuel eller Howard Dean?

Kucinich?

Der er ingen leder. Der er masser af ledere. Og for befolkningen er ansvarsplaceringen diffus, for man skal virkelig følge med for at vide hvem der står for hvad. Det er pressens ansvar at skrive om dette, men hvor vores flerpartisystem kræver at pressen hæfter politiken fast på en bestemt leder af et bestemt parti, så er et topartisystem langt mindre gennemsigtigt, hvis man regner de uofficielle indre fraktioner med.

Og det bør man. Indenfor demokraterne er der The Blue Dogs til højre og The Congressional Progressive Caucus til venstre. Og mange, mange andre. De er en stor del af forklaringen på hvorfor demokraterne pt. er så uduelige. En del af ulykken er at disse fraktioner ikke annoncerer med deres tilhørsforhold, når de er på valg. De har vist ikke engang logoer. Derfor kan vælgerne ikke identificere hvem der står hvor, og ender som regel med at vælge de samme gamle stoddere ind igen. Læser derefter om "demokraterne", skønt det er så vag en betegnelse, og bliver skuffet.

Well, you voted for the bastards. Selv om du nok ikke var klar over det.