Recession

En af de ting, der tit slår mig, er hvordan jeg efter at have brugt et par uger på at læse om et særligt emne, ved mere om emnet og er bedre til at forudsige begivenheder end journalister, der skriver om det i landsdækkende aviser.

Irak, selvfølgelig. Pakistan, Iran. Det er blogmediets styrke; at man ikke behøver vade gennem stakkevis af groupthink-kundskab kun for at nå frem til nutidens emner med fortidens fordomme som ballast, men i stedet kan forlade sig på blogs skrevet af folk, der ved noget om emnet, og går direkte i kødet på kontroverserne. Ikke som journalister, der ikke nænner at støde ortodoksien, uvist af hvilken grund. Det er journalistikkens træghed, som jeg skrev om før. Træghed lider blogosfæren bestemt ikke af.

Så vidt journalister.

Jeg har fulgt sandsigeren Nouriel Roubinis blog et stykke tid, og set hver en spådom mere end opfyldt. Man skulle tro, folk ville begynde at høre efter. For det er stadig nemt at støve en ekspert op, der insisterer på, at økonomien "grundlæggende er sund".

The hell it is. En recession har visse formelle definitioner, men basalt er det, når økonomien går tilbage. Og det, vi også kender til herhjemme, er at økonomien i høj grad er blevet trukket frem af eksplosionen i friværdierne: Man har brugt sit hus som et kreditkort. Det siger sig selv, at når eksplosionen i friværdier har været båret oppe af dårlige lån, at disse friværdier derfor vil mindskes når lånene ikke bliver betalt, at husene derfor bliver sat på tvangsauktion, og at huspriserne derfor falder som en sten, så man ikke længere kan bruge ejendommen som kreditkort. Ergo vil forbruget falde. Ergo vil firmaerne tjene mindre. Ergo vil økonomien skrumpe.

EU vil slet ikke rammes så hårdt som USA, men huspriserne går kun én vej i øjeblikket: Ned. Dertil, at når USA nyser, bliver resten af verden forkølet. Hvad så, når de hoster blod?