torsdag den 3. januar 2008

St McCain

En ny meningsundersøgelse har McCain foran i New Hampshire, den anden stat, der stemmer i primærvalget.

Jeg tror, det bliver McCain. Han er sandsynligvis også republikanernes bedste chance for at vinde præsidentembedet, da alle de andre kandidater - med undtagelse af Ron Paul - er forfærdelige. Mitt Romney er en plastikdukke, Rudy er bindegal, Huckabee er fundamentalist, Fred Thompson er faldet i søvn.

Men McCain vinder ikke selve præsidentvalget, fordi han så utvetydigt går ind for Irakkrigen. Og derfor vil han ikke kunne vinde de uafhængige vælgere, som betyder alt, da de er ligeså meget imod Irakkrigen som de demokratiske kernevælgere. McCain vil have pressen på sin side, men der er grænser for hvad den kan udrette: Bølgen er udråbt til en kæmpe succés, men i spørgsmålet om tilbagetrækning fra Irak har vælgerne ikke flyttet sig en tomme (PDF, side 31).

---

Og selvfølgelig dette: At de republikanske kernevælgere hader McCain, fordi han engang har vovet at sige Den Kære Leder imod, og officielt er imod tortur. Sådanne skrupler har ingen af de andre: Huckabee angreb forleden Romney for ikke at have henrettet nogen, da han var guvernør for Massachusetts.

Jeg tillader mig at glemme Ron Paul. Det burde jeg ikke, men han passer ind i partiet som Carsten Jensen passede til Berlingske.

0 kommentarer:

Send en kommentar