De sidste dage

I de sidste dage af Iran-Irak krigen, hvor det stod klart at våbenhvilen var på vej, sendte irakerne missil efter missil mod Iran. Alt skulle bruges, og alt blev brugt. Målet var ikke at vinde - det var selvfølgelig for sent - men at ødelægge så meget som muligt inden freden brød ud, for at svække Iran på sigt.

Jeg kommer til at tænke på dette, når jeg læser om Bush/Cheney-administrationens seneste overgreb på den amerikanske retsstat. De har aldrig været værre.

For det første er der de nylige bekræftelser af brugen af waterboarding, fulgt op af justitsminister Mukasey i en ny senatshøring, hvor han gør sig til talsmand for det juridiske princip, at en godkendelse af en handling fra en hvilket som helst gren i Justitsministeriet udelukker enhver fremtidig undersøgelse af sagen. Ikke blot forfølgelse af lovbrud, men undersøgelse deraf. Således vil han hverken undersøge brugen af waterboarding eller uberettigede aflytninger, fordi det såkaldte Office of Legal Counsel mente de var lovlige. Denne lille grens funktion er at give administrationen råd om juridiske emner. I Mukaseys justitsministerium er de nu ophævet til dommere: Det, de siger er lovligt, er lovligt.

For det andet brugte Bush for en uge siden en af sine berømte "signing statements" - underskriftsudtalelser - hvori han plejer at sige, at han ikke vil følge loven, hvis nu. Denne gang drejede det sig om Kongressens forfatningssikrede ret til bestemme hvad det føderale budget skal bruges til. Denne ret er nedfældet ganske, ganske tydeligt i den amerikanske forfatning, men Bush mener sig i sin gode ret til at være ligeglad.

For det tredje er Senatet stadig i gang med at debattere om hvorvidt teleselskaberne, der assisterede administrationen med de ulovlige aflytninger, bør have tilbagevirkende immunitet for disse lovovertrædelser. Dette for at sænke de retssager mod teleselskaberne, der sandsynligvis vil ramme administrationen, hvis de får lov at fortsætte. Tilbagevirkende immunitet for at deltage i et ulovligt program, der aflyttede amerikanske statsborgere.

Som i de sidste stadier i en dødelig sygdom vil degenerationen blive værre og værre. I Det Hvide Hus sidder en gruppe ekstremister der i årene efter 9/11 fik nationen med sig. Men totredjedele af nationen har gennemskuet ekstremisterne, og de ved at de kun har dette sidste år tilbage i præsidentembedet. Så alt skal igennem nu, og der er ingen tid at spilde. De vil søge at binde den næste præsident i Irak. Visse vil presse hårdere og hårdere på for at få en krig med Iran. Og jo tættere vi kommer på præsidentvalget i november, og jo tydeligere det bliver at McCain vil tabe stort, jo klarere vil administrationens mål stå: At hytte sit eget skind. De vil søge at tvinge lov efter lov igennem, der immuniserer eller fritager dem for deres utallige lovbrud. I de allersidste dage vil vi se en lind strøm af benådninger af venner og bekendte.

Men på dette tidspunkt vil demokraterne have en præsidentkandidat, der tilmed sidder i Senatet. Det er muligt at denne vil prøve at samle demokraterne til at gøre modstand mod administrationen. Sandsynligvis ikke, men værd at holde øje med. Det mest sandsynlige er at amerikanerne vil gøre som alle folkeslag, der har været igennem en stor og fornedrende intern konflikt: Prøve at glemme alt så hurtigt så muligt.

Jeg ved ikke helt om det kan lade sig gøre i informationsalderen.