Mookie & Vreden

Jeg har ikke alverden at føje til dette indlæg af Eric Martin om al-Sadrs position. Den største milits i Irak erklærer våbenhvile, og straks falder volden dramatisk. Hvad gør Iraks regering og USAs militær? Angriber den med militær og politi, og forsøger at undergrave dens ellers solide magtbaser indefra med Vækkelsesråd. Som sagt:

Tactics such as these make me wonder if the US military is congenitally incapable of prosecuting successful COIN doctrine: every time things appear to be moving in the right direction, the temptation to use brute - though counterproductive - force just gets the better of our military/political leaders. The lessons from the siege of Fallujah are forgotten while that city still smolders.

De har stadig ikke fattet det. Heller ikke Skt. Petraeus. Idéen med Vækkelsesråd i det sydlige shi'itiske Irak er dybt ulogisk, eftersom disse råd ikke bygger ovenpå eksisterende magtstrukturer som i Anbar, men konkurrerer med dem. Det skaber ustabilitet, og i sidste ende vold. Selvfølgelig.

Det er også forkert at tro at al-Sadr kan skalte og valte med sine tilhængere som han vil. Sadrismen er udtryk for den shi'itiske underklasses vrede, og Moktada har redet denne bølge mesterligt. Men han kan ikke holde den tilbage, og slet ikke når sadristerne er under angreb. Ellers ender han som en impotent kransekagefigur i stil med al-Sistani. Og så er han færdig, for gadens vrede er hans eneste styrke, og uden den er han ingenting.