Forsk lokalt, påvirk globalt

Uffemanden skrev for et stykke tid siden om energifråds i Golfen, og spurgte ud i luften om ikke Danmarks CO2-reduktioner var meningsløse, når resten af verden alligevel fyrede den løs...

Bestemt.

Indtil forureningen lokalt bliver så slem, at man simpelthen er tvunget til at gøre noget ved den, så er der kun éen faktor, der bestemmer udviklingslandenes energikilder: Penge.

Sådan er det, når man er fattig. Hvorfor bekymre sig om en videnskabelig hypotése, når man midt i en kold vinter står og mangler el og varme? Det ville være den rene galskab. Sådan er det sgu også, når man er rig: Der er ikke særlig mange, der har lyst til at være fattigere for miljøets skyld, når det kommer til stykket.

Penge er hovedfaktoren. Da den amerikanske hær satte solcelledrevne gadelys op i Anbar-provinsen, der var afskåret fra Iraks centrale elnet (som alligevel fungerede af scheisse), var det ikke for miljøets skyld; det var blot den nemmeste løsning.

Derfor vil jeg sige, når jeg kigger på IDAs miljøplan: Prioriteterne er helt forkerte. Der er sat ca. 200 milliarder kroner af til selve de energibesparelser, som nærmest hele planen består af, og én milliard til forskning.

Én sølle milliard.

Det burde være omvendt. Det, verden har brug for, er fremskridt som de nyeste indenfor solcelleteknologi, der gør en solcellewatt omtrent fem-ti gange billigere. Det gør en forskel for hele verden. Og opvarmningen er - global.

Jeg synes det siger sig selv. Når man tænker på hvor meget blod og hvor mange penge verdens nationer bruger på at vriste energiresourcer fra hinanden, og på hvordan den globale opvarmning kan vende op og ned på verden, så er det vanvid at der ikke bruges flere penge på energiforskning.