Civilisationskrigens Skabelse, del 2

Imens i USA: Clinton-årene var stille og rolige, med fyldt mave og tomt hoved. Postmodernismen, med sit mantra om historiens endeligt, havde kronede dage på universiteterne, og meningsløst tankespind blev symbolet på mental ophøjelse. Men i visse gnavede tomheden. Vesten havde vundet Den Kolde Krig, og koldkrigerne kunne ikke finde sig selv uden deres gamle ærkefjende. Med Gingrich-kongressens tiltræden i 1994 så man reaktionen på tomheden, dovenskaben og korruptionen som havde inficeret den tidligere demokratisk kontrollerede kongres: Clinton blev af Gingrich og Limbaugh gjort til syndens ikon, selve inkarnationen af de dekadente 90'ere. Han blev jaget vildt, og jagten blev afsindig og absurd. I Whitewater-sagen blev der brugt 50 millioner dollars for at finde smuds på Clinton-parrets bolighandler. Intet blev fundet. Ved nærmest et tilfælde faldt undersøgelsesdommeren Kenneth Starr over det famøse blowjob i Det Ovale Værelse, og så blev hundene sluppet løs. Clinton måtte bruge det meste af sin anden embedsperiode på at forsvare sig mod højrefløjens personangreb; han var ikonet og angrebspunktet i opgøret med samtiden.

Det førte, alt i alt, til meget lidt. Men det sagde alt om hvad der foregik på USAs højrefløj: Man søgte fjender. Indre fjender, ydre fjender, det var ét fedt. Uden en rigtig fjende faldt man fra hinanden, og angrebene på Clinton holdt én sammen. Men som med Iago var hadet uden motiv, og Clinton blev kun endnu mere populær jo længere farcen trak ud. 9/11 kom derfor som en åbenbaring fra himlen og helvede på én gang: Fjenden. Der. USAs fabulerende højrefløj ønskede sig en god krig, som den mod nazisterne, for at hæve sig over hverdagens formløse fladhed. Og nu blev den sagnomspundne globale islamiseringsbevægelse til det nye Nazityskland, og Osama bin Laden til Årets Hitler.

Vesteuropas højrefløj fandt derfor sammen med USAs, fælles om at udnævne islam til den nye store trussel. Talebanerne blev væltet pr. stedfortræder og al-Qaedas ledere sendt på flugt, en af CIAs få succéser i nyere tid. Det var for lidt og for nemt, ingen katharsis. Og en ny krig mod Irak - en tanke, der havde luret i kulissen blandt den neokonservative klike i 90'erne - ville endeligt udløse alle de opsparede følelser hos høgene i USA.

Men typisk for disse høge, der vil drømme om den gode krig til deres dages ende, var virkeligheden for meget at tage livtag med. Besættelsen af Irak, der på tegnebordet alene havde al mulig grund til at gå galt, blev misrøgtet fra første dag af disse krigsliderlige dagsdrømmere. Der blev ikke krævet nogen ofre af Vestens civile, alt fortsatte som hidtil. Ingen højere skatter for at betale for krigen. Ingen værnepligt for at skaffe soldater nok til besættelsen. Ingen inddragelse af oppositionen i et krigskabinet. De moderne amerikanske politikere havde brugt hele livet på at føre valgkamp og skrabe kampagnebidrag sammen, og kendte ikke til meget andet end kampen mod oppositionen om medieæteren. Der blev krigen om krigen kæmpet, mens den virkelige krig fik lov at sejle.