Vores Land

Folk verden over vil bestemme selv. Det er en drift, så at sige, at hvert identitetsbærende område ønsker at lede sig selv: Man foretrækker altid sin egen usle diktator fremfor en godhjertet hersker udefra. Identitet og ønsket om selvbestemmelse er to sider af samme mønt. Ser man nationalisme og fremmedfjendskhed fra denne vinkel, er der en del, der giver mere mening.

For eksempel; den vesteuropæiske nationalismes opblussen de senere år. Muslimske indvandrere ses stadig som et fremmedelement i Vesteuropa, som gæster. I nationalisternes øjne er alle forsøg fra muslimsk side på at ændre værtssamfundet som en gæstefamilie, der - efter nådigt at være inviteret indenfor i varmen - begynder at stille krav til højre og venstre til sine værter om hvordan alting bør foregå. Og får de ikke deres vilje, kan de ikke garantere at deres uvorne børn ikke ødelægger flere møbler end de allerede har gjort.

Grundindstillingen er, at i Vores Land bestemmer Vi, og ingen skal komme udefra og lave om på os. Gør de det, så smider vi dem ud i kulden igen.

Og se så krigene i Irak, Afghanistan, Vietnam, og alle deres lige, i dette lys. De famøst uafhængige pashtun-stammer, i hvilkes hængedynd adskellige af verdenshistoriens største imperier sad fast. Anti-amerikanismen, næret af supermagtens indblanding i alt mellem himmel og jord. Russofobien, ikke blot et levn efter Sovjetunionen, men spillevende ved Ruslands brutale armvridning af sine naboer. Raseriet mod EUs ubesjælede standardiseringer og globaliseringens massemord på lokale kulturer. Og så fremdeles.

Folk er hamrende ligeglade med demokrati, menneskerettigheder, kalifat, ytringsfrihed, klassekamp, og anden teori. Men at bestemme selv; det kan få folk på gaden.