Det står skrevet

Det sker, at noget er så tæt på én, at man ikke lægger mærke til det. For nogle kan dette indlæg være selvindlysende, og være fuldstændigt unødvendigt. Whatev.

2. Verdenskrigs betydning for Vesten er kolossal. Det er nutidens samlende historie, det er fortællingen, der binder verden sammen. Myter, legender, kæmper, titaner, engle og djævle, 2. Verdenskrig overgår dem alle. I en tid, hvor det religiøse verdensbillede er sat i skammekrogen af videnskaben, er historien om 2. Verdenskrig blevet vores moralske kompas. Deraf Godwins Lov: Nazismen er ondskaben selv, der er ikke noget værre. Den er vores Satan. Det gode er modstanden mod ondskaben. Det er Vestens moral.

Denne moral dyrkes særligt på højrefløjen, hvor fjenden - hvem det så end er - er Hitler, modstanden er Churchill og Roosevelt (men ikke Stalin...), og dem, der ikke vil i krig, er naive "formildere" som Neville Chamberlain. Alle rollerne fyldes ud: George Orwell er den antifascistiske intellektuelle, både verdensskeptisk, godhjertet og handlekraftig, et idol for fremtidens forfattere. Quisling er forræderen. Göbbels er propagandamesteren, Slangetunge, Mørkets Fyrste.

Der er så mange. Blot at sige navnene er at træde ind i en anden verden. Prøv: Hitler, Göring, Himmler, Hess, Dönitz, Patton, Molotov, Stalin, Speer, Eichmann, Mengele, Tito, Mussolini, Montgomery, de Gaulle, Tojo, Roosevelt. The Blitz, Stalingrad, Kursk, El Alamein, Singapore, Lend-Lease, U-Boot, La Resistance, Sjette Armé, Anne Frank, Auschwitz-Birkenau, Tokyo Rose, Midway. Man får det helt varmt indeni.

2. Verdenskrig bruges også som moralsk kompas til venstre. De sidste par dages afsløringer om godkendelsen af torturmetoderne øverst oppe i Bush/Cheney-administrationen får folk til at grave i kapitlerne om krigsforbrydertribunalerne i Nürnberg og Tokyo. Vil Bush gøre det af med sig selv forinden? Vil Cheney være lystig under retssagen som Göring, og hænge sig selv i sin celle, uden et øjebliks anger? Vil vandbærere som Yoo og Gonzales bryde sammen, græde og undskylde foran mikrofonen?

Åh. Åh. Jeg blev helt væk et øjeblik.

Jeg vil gerne frem hertil: 2. Verdenskrig var 2. Verdenskrig, og hver ny situation bør forstås på sine egne betingelser. Vi må ikke vade i falske analogier. Nürnbergs retsmoralske lektie er universel, og var det både før og efter. Det er selve sjælen i lov - at den gælder uden undtagelser. Det burde ikke være nødvendigt at hive Nürnberg frem.

2. Verdenskrig var heller ikke så ligetil. Dekonstrueres kan den stille og roligt, men igen burde det ikke være nødvendigt. Vores moralske kompas er i os selv, hverken i en fortælling, en hellig bog, eller i noget andet.

Det er naivt, selvfølgeligt. Mennesker har brug for rammer, de kan ikke selv. De skejer ud uden, og bygger nye moralske fortællinger ovenpå disse nye forbrydelser. Alligevel ville det hjælpe, hvis folk i al almindelighed var bevidste om en moralsk analogis begrænsninger, og ikke lod analogien dække over nye forbrydelser.

Det er nemlig en af de forbandede ting ved religion: At onde mennesker kan tilkæmpe sig en magtfuld position indenfor religionen, hvor de ikke kan røres, moralsk eller politisk. 2. Verdenskrigs myter kan bruges på samme måde. Vi skal bare være klar over det.