Står der idiot i panden på mig?

Bush/Cheneys politiske strategi vis-a-vis Irak har været at prioritere den indenrigspolitiske situation over alt andet. Med andre ord; at isolere vælgerne fra krigen. Prisen for møget er blevet skubbet forud vha. "ekstrabevillinger" til de noget så uforudsete udgifter en krig nu engang har - en gang om året, eller to. Nærsynede militæraktioner uden politisk overblik er blevet timet til præsident- og midtvejsvalg, hvis da ikke de er sat igang af irakiske politikeres manipulationer. Militærets øverste ledelse har været udsat for stadig politisk udrensning. Og på trods af det håbløse troppeunderskud har hæren kun forladt sig på frivillige soldater, og da disse ikke slog til - fordi krigstilhængere af en eller anden grund havde andre prioriteter - lejesoldater.

Det har skabt en særegen situation, hvor kun omtrent en halv procent af USAs befolkning har været i direkte kontakt med krigen. Denne soldaterklasse bliver mere og mere isoleret fra hjemstavnen, i ånd og afstand. De kan ikke finde sig til rette derhjemme. De kan ikke med alt for mange mennesker ad gangen (der er for mange at holde øje med). Tænker på vennerne, der stadig er i Irak. Og melder sig derefter igen. Og igen, og igen, og igen. Livstidsfanger.

Denne halve procent bærer byrderne af krigen helt alene. Så der murres i krogene. For ærligt talt: Man skal være godt dum for ikke at have gennemskuet svindelnummeret forlængst.

Idioter. Jeg ville ikke kunne se dem i øjnene.

---

Inspiration 1, 2.