"So I direct my last warning and speech to the Iraqi government to refrain and to take the path of peace and abandon violence against its people," al-Sadr said in the statement. "If the government does not refrain and leash the militias that have penetrated it, we will announce an open war until liberation."Forinden har den irakiske regering brudt den iransk mæglede våbenhvile og genoptaget angrebet mod sadristerne i Basra, hvor de - med amerikansk luftstøtte og britisk artilleriild i ryggen - endeligt har kunnet indtage et af de mere vigtige JAM-kontrollerede nabolag. I tillæg til belejringen af Sadr By.
Jeg gætter på, at sadristerne hidtil har holdt igen, fordi de har haft øjnene på lokalvalgene til oktober, samt at de reelt bekymrer sig for det irakiske folks vé og vel, hvis borgerkrigen skulle blusse op igen. Men Moktada må være meget naiv, hvis han nu - efter alt, der er sket - tror at al-Maliki vil gennemføre valgene i syden, uanset om den irakiske forfatning kræver det eller ej.
Nu får al-Maliki sin borgerkrig. Han og Rådet har fremprovokeret den, og vil bruge den som undskyldning for ikke at holde lokalvalg i "de berørte områder" pga. "manglende sikkerhed", altimens USAs hær bliver pudset på sadristerne, der nok vil forsvinde fra det politiske dagslys og hellige sig en traditionel guerillakamp. Deres officielle kontorer vil forsvinde, bevægelsen ulovliggjort, deres repræsentanter i parlamentet vil blive arresteret, og regeringen vil skrue op for tvang og smerte efterhånden som det bliver nødvendigt. Og det vil det.
Blandt demokraterne hører man tit, at en amerikansk tilbagetrækning vil tvinge irakerne og de omliggende lande til at tage fat om situationen; tage det ansvar på sig, som USA hidtil har båret rundt på.
Vås. Dette er og har altid været en borgerkrig, og nogen skal vinde den. Før dette sker, vil Irak ikke komme videre. Det eneste, USAs tilstedeværelse gør, er at udsætte afgørelsen.
Det er mit syn på Bølgen: En udsættelse. Ved at betale sig til fred med sunni-oprørerne, ved at lade de mange militser være i fred, og generelt afhænde statsmagten til de lokale fraktioner, har Petraeus opnået en midlertidig stabilitet, på bekostning af centralmagtens udbredelse. Det tydeligste eksempel på dette er murene i Baghdad, der ikke har løst nogen politiske problemer, men blot har fremtvunget en våbenstilstand. Og nu er murene ved at falde sammen under trykket fra de uløste konflikter.
0 kommentarer:
Send en kommentar