Mit gæt er, at Terrorkrigens dage er talte, fordi vi nu er ved at få rigtige problemer i verden. Alvorlige problemer. Terrorkrigsdiskursens dominans ser man, når selv Barack Obama - et af de fornuftigste væsener, USA har frembragt i lang, lang tid - insisterer på tosserier som at luftbombe terrorlejre indenfor Pakistans grænser. Eller i det hele taget; at insistere på begrebet "The War On Terror".
Man ser diskursskiftet hos demokraternes primærvalg i USA: Obama, der i mine øjne ikke har interesseret sig synderligt for velfærd og økonomi, bruger broderparten af sine optrædener på at tale om middelklassens økonomiske problemer. De har ikke lyst til at høre på mere terrorhys, de har ikke lyst til at være bange for langskæggede spøgelser længere, de har mere virkelige problemer at tænke på.
Og således i resten af verden. Lad mig remse op: Kreditkrisen, Atomvåbenspredning, Råstofinflation, Oliemangel, Madknaphed, Global Opvarmning.
Kreditkrisen ruller videre, og sprænger boligbobler til højre og venstre. EUs økonomi er på vej ned, sammen med USA. Der er nok ikke helt så langt til bunden, til gengæld er vi lidt tungere i vandet. Italien er ved at ødelægge sig selv, Spanien går igennem et alvorligt boligkrak, Storbritanniens finansinstitutioner har haft fingrene i for meget subprime.
Atomvåbenspredning kan ikke undgås, og generel destabilisering, lokale våbenkapløb og frygt for morgendagen kan som konsekvens heller ikke undgås. Hvis der er en genvej til politistaten, så er det via frygten for bomben: Rygterne om russernes atomvåbenmapper bliver tit brugt som argument mod et åbent samfund.
Råstofinflationen er i det store og hele en konsekvens af mere industri i ulande. Kina, først og fremmest, men den globaliserede økonomi har sat gang i økonomier verden over.
Madvareinflationen er noget mere alvorlig. Selv i Vesten er folk generelt ligeglade med borgerrettigheder (forstår ikke helt hvorfor selv), men når benzin og mad bliver dobbelt så dyrt på ingen tid, så vakler diktatorer verden over, og andre står parat i kulisserne. Selv om madkrisen er en belastning for os rige, så er den en katastrofe for de fattige.
Olieknaphed er Peak Oil. Når OPEC ikke har sat produktionen op i lang tid, så har det sine grunde. Sammen med råstofinflationen sætter det verdensøkonomierne på den anden ende, når de produktive lande domineres af de havende. På lang sigt får vi Al Gore eller Mad Max.
Den globale opvarmning er skyggen over verden alle ignorerer. Tørker, oversvømmelser og andre klimatiske omvæltninger vil sætte folkevandringer igang, hvis lige aldrig før er set, dertil tilhørende krige. Visse spekulerer allerede nu at madvareknapheden er forbundet med klimaændringer.
Når fremtidens historikere ser tilbage på det nye årtusindes første årti, vil de undres: Mage til forkælede hystader.
For at få humøret i vejret, er her killing i hund:
0 kommentarer:
Send en kommentar