Aid Invaders

The Citizen om militær indgriben i Burma:

Har man tænkt igennem, hvordan man har tænkt sig at komme ind i Burma, hvilke magtmidler man vil gribe til; hvor langt man vil gå - vil man gå så langt som til at kæmpe en regulær åben krig mod Burmas regering? Hvordan vil man opholde sig i Burma, på hvilke vilkår? Ifølge hvilket sæt omstændigheder vil man trække sig ud af Burma igen, og … igen … hvordan skal det foregå?

Hvad sker der, hvis den vestlige militære tilstedeværelse kombineret med de sørgelige omstændigheder får et oprør til at bryde ud i lys lue, og diktaturet ramler sammen, imploderer? Eller for den sags skyld brænder op i en all out krig mod Gud og hvem som helst der måtte være inden for skudvidde, altså eksploderer? Bliver vi så som besættelses- og stabiliseringsstyrke, indtil … ja, hvornår? Indsætter vi en midlertidig regering selv, eller lader vi tingene gå deres muligvis grimme gang med os som passive tilskuere?

Ikke for at være en lyseslukker, men brug af militær magt skaber nogle gange flere problemer, end det løser.

Jeg skulle lige til at skrive noget lignende, godt krydret med referencer til Sudan, Rwanda og Irak. Dog dette: Den "militære indgriben", som de neokonservative godhjertede kunne tænke sig, synes ikke at lyde som andet end nedkastning af forsyninger fra og med beskyttelse af militærfly, uden godkendelse fra Burmas regering. Men uden indsatte på jorden vil dette være en komplet meningsløs aktion - ellers bliver skidtet kastet i blinde, og hvis det rammer, så ikke fordelt - og med indsatte på jorden har vi som sagt en fuldbyrdet invasion, der højst sandsynligt ville gøre situationen langt værre for de nødstedte, da nødhjælpsaktioner tit er meget afhængige af de lokale myndigheders netværk, viden og samarbejde. At nogen udefra skulle kunne stable en effektiv aktion på benene på et par uger i fjendeland er overmåde usandsynligt.

Så forslaget om militær indgriben er fra start af en dødssejler. Og dette får én til at spørge om hvorfor det blev stillet. Var Frankrigs Kouchner ude på at score point på hjemmefronten? Eller var det bare en blanding af frustration og bravado?

---

Det gnider sig også op af et andet emne, jeg måske vil skrive om en dag: Tony Blairs rejse fra Rwanda til Irak.

---

Espersen er i øvrigt mere fornuftig end Lykketoft.