Den etiske stofmisbruger og den politiske virkelighed

En stor opfølger til en lille én.

Mexicos narkokarteller er efterhånden stærkere end staten. De skyder politikommissærer og offentlige anklagere næsten efter behag, og hæren kan ikke gøre meget andet end at hænge ud på gadehjørnerne, da det nu engang er en hær og ikke en politistyrke. Det er det rene Bulgarien.

Givet, at den organiserede kriminalitet får sin hovedindkomst fra rigere landes stofforbrugere,

og

Givet, at den politiske virkelighed er, at liberalisering og lovliggørelse af alt stærkere end tobak og alkohol er mange år væk,

er konklusionen, at

Den etiske stofforbruger holder sig væk fra ulovlige stoffer, til den dag hvor de er gjort lovlige, samtidigt med at han arbejder for dette mål.

En lovliggørelse af al narkotika vil sandsynligvis føre til en gevaldig forøgelse i stofinducerede psykoser o.l., samt et næstent totalt sammenbrud for den organiserede kriminalitet - de har dog stadig prostitution at slå sig på. Om det er det værd, ved jeg ikke, og jeg vil heller ikke diskutere her. Men den politiske virkelighed støder ind i en anden virkelighed: At stoffer har vist sig umulige at holde tilbage. Og ikke blot det: Folk køber dem.

Det gør de, i stor stil. Der er en total diskrepans mellem det politiske overjeg og samfundets jeg. Folk tager stoffer, men stemmer ikke derefter. Der sniffes kokain fra loungen i Boltens Gård til Vestjyllands mørke heder, der ryges hash fra Skagens møgdyre sommerhuse til Roskilde Festivals rådne telte. Og fordi folk ikke ser forbindelsen mellem deres hyggestund og dem, der klipper fingrene af dårlige betalere, har vi den politiske afkobling, som først og fremmest er til skade for de fattigere lande, der enten producerer narkoen vi bruger, eller er dennes transitland.

Forbindelsen mellem gerning og mening må genoprettes. Hvem går først?