Økonomisk antiglobalisering

Amatørøkonomiske småtanker: Jeg kan ikke forestille mig at de stigende energipriser kan få andet end voldsomme konsekvenser for den globaliserede økonomi. Når det ikke længere kan betale sig at sejle bildæk halvvejs rundt om jordkloden, så må skidtet skrumpe. Det får nok størst konsekvens for den kunstige kinesiske økonomis eksportfabrikker, der oven i købet skal trækkes med højere råstofpriser.

Snart vil det gå op for politikerne at en såkaldt "energipolitik" er mere end blot et valgslogan. EU, den politiske amøbe, har i det store og hele tabt spillet om gasforsyninger til Rusland. Siden Reagan gjorde det af med Carters fremsynede energipolitik, har USA heller ikke skænket morgendagen en tanke. Som altid opfører vi os som en kæderyger, der skal hoste blod op, før hun stopper. Men nu sker det, og vi reagerer. Når Vesten tager sig sammen, så er den grumme nævenyttig. En civilisation, som er fortabt uden ægte problemer, har nu fået noget at rive i. Det er bare at gå i gang.

Jeg tror ikke, at nogen lige nu har nogen anelse om hvor energipriserne ender. Når vi ser forbruget af energi for alvor gå ned i takt med prisstigningerne, så kan man jo ekstrapolere sig frem til et balancepunkt. Indtil de vestlige økonomier har indrettet sig på de nye tilstande, vil hyggelige lande som Rusland og Saudi-Arabien føre sig frem. USA har det værre end Europa, med kolossale forstadsområder og nedprioritering af kollektiv transport, men det vil være en midlertidig smerte, der kan føre til en mere stabil økonomisk struktur på sigt.

I grunden en selvmodsigelse: De stigende råstofpriser er i høj grad pga. det stigende globale forbrug, som blev hjulpet godt på vej af globaliseringen. Selvsamme stigning vil forårsage nationalisering - nærmest merkantilisme - af råstoffer, og toldmure, der ruller globaliseringen tilbage. Balancen kan jeg ikke se forude. Interessante tider.