Israel & Bomben

Israel føler sig med rette truet af muligheden af en iransk atombombe. Jeg tror ikke at Iran ville bruge den, men med den retorik, som visse lægger for dagen, og med den historie, som det jødiske folk har haft, så er der ikke noget at sige til at blodet løber lidt hurtigere, hvad enten det nytter eller ej.

Jeg er decideret pessimist når det drejer sig om atomvåbenspredning, ene og alene af den grund at der er for mange penge at tjene. Jeg har allerede diskuteret konventionelt våbensalg, som er noget nært umuligt at stoppe, særligt i en kaotisk borgerkrigszone som Irak. Det er derfor USAs seneste bredside mod Kina virker lidt søgt: Med alle de penge i omløb kan en driftig befalingsforretningsmand skaffe sig en livstidsformue på ingen tid. Våbenspredning fungerer som diffusion; det er derfor man, via Irakisk Kurdistan, også ser amerikanske våben i hænderne på PKK.

Tag så atomvåbnet, enhver tosset diktators våde drøm. Det nærmest garanterer mod invasion. Det kuer naboerne, indtil de uundgåeligt selv får atomvåben. Pakistans nationalhelt Abdul Kadeer Khan tjente både sit land og sig selv gode penge ved at sælge atomvåbenteknologi til lande som Iran, Libyen og Nordkorea. Der er sagen om Sibel Edmonds: En amerikansk-tyrkisk tolk, der gennem sit job overhørte højtstående amerikanske embedsfolk og politikere sælge atomvåbenteknologi til Pakistan gennem tyrkiske mellemmænd. Hvis de er falske, kunne hendes påstande nemt modbevises; det er ikke sket.

I Weekendavisens artikel om A.K. Khan spiller USA rollen som atompolitiet. Man kan sige meget om Den Kolde Krigs skrøbelige terrorbalance, men atomvåbenspredning var nemmere at hindre i en bipolær verden: De to supermagter havde ingen national interesse i at se andre lande få bomben - de havde den selv, og det var mere end rigeligt. Den bipolære verden blev kortvarigt afløst af en unipolær verden, hvor USA forsøgte at fylde Sovjetunionens magtrum ud. Men det varede ikke længe: Verdens generelle økonomiske fremgang har eksploderet magtbilledet, og i så kaleidoskopiske magtstrukturer ser atomvåbenbesiddende lande ikke de store knaster i at sælge teknologien videre til lande på den anden side af jordkloden, skønt det som regel foregår udenfor statslig regi.

Der er for mange penge i lortet. Israels knibe i dag har derfor været godt og vel uundgåelig: Hvis ikke Iran får bomben først, så bliver det Egypten, Syrien eller Saudi-Arabien. Det internationale fokus på palæstinenserne er fuldstændigt ude af proportioner med deres lidelser, men sådan er det nu engang; det er en arabisk-muslimsk fremmedfjendsk reaktion, der kan sammenlignes med europæiske nationalisters overdrevne fokus på islamisme. Hvis Israel var rationelt, ville det derfor sørge for sig selv ved at sørge for palæstinenserne, og således berøve sine fjender deres vigtigste propagandavåben.

Men Israel er ikke rationelt, ikke i øjeblikket. I sin mere eller mindre velbegrundede paranoia overvejer det alvorligt et nytteløst bombetogt mod Iran, hvis mest sandsynlige virkning vil være at starte en krig mellem USA og Iran, som igen ville firedoble oliepriserne, vælte den internationale økonomi, og i øvrigt fortsætte verdens march mod atomvæbning. Jeg har lidt svært ved at se hvordan det her ender godt.