Nye regler

Jeg er tilhænger af en udenrigspolitik, der fokuserer på stabilitet fremfor forandring, af flere grunde. De er det 21. århundredes nye regler:

1. Historien har vist, at idealistiske forsøg på at forandre andre lande med statsmagt - militær såvel som diplomatisk - som regel har givet bagslag. Det er en kendt sag.

2. Imperier er blevet noget nær umulige at skabe - om end ikke at opretholde, indenfor en nations veletablerede grænser - da globaliseret våbensalg og international medieopmærksomhed kan gøre alle lokale modstandsbevægelser til en kongelig smerte i numsen på hvem som helst.

3. De rigeste lande er de militært mægtigste lande, men også de militært dovneste lande. Derfor ser man, når rige landes regeringer begiver sig ud på militære eventyr på den anden side af jordkloden, at kun en forsvindende lille del af befolkningen følger med. Således er de mægtigste lande også de mest ineffektive til aggressionskrig, fordi rige mennesker ikke gider sætte livet på spil; sådan har det altid været, sådan vil det altid være. Desværre betyder det ikke at rige nationer ikke vil kaste sig ud i noget snask, da særligt rige mennesker har det med at drømme om at udrette store ting. Men det betyder dog, at nationer med en stor andel af fattige - så stor, at den kan understøtte et imperialistisk felttog - ikke er rige nok til at bygge en tilsvarende stærk hær i forhold til rige nationer.

4. Globaliserings- og informationsalderen har gjort det overmåde vanskeligt for autokratier at monopolisere medierne, hvilket på sigt er pinedød nødvendigt for at forherlige og derved immunisere magten mod kritik. Og man kan ikke tage del i en velfungerende produktionsøkonomi uden også at åbne op for nymodens informationsteknologi - netop dette er det moderne Kinas største selvmodsigelse. Og deres partidiktatur har helvedes til besvær med at tøjle internettet.

Hvilket bringer mig frem til min pointe: Unge mennesker. Først Zbigniew Brzezinski:

According to the Gallup Organization's Russian affiliate, 71 percent of Russians under the age of 30 believe that democracy is the best political system, whereas only 50 percent of those over the age of 50 believe this. Whatever its current political views, before too long such exposure is bound to have a political effect, gradually redefining the outlook of Russia's elite.

Det svarer til udviklingen i Iran, og mange andre autokratier verden over: Vestens bløde magt fornægter sig ikke. Både it-teknologiens og popkulturens implicitte værdier gør demokratiet til ungdommens våde drøm om vestlig lykke. Det siver ud i verden, giv det tid. Lad det sive i fred.

---

Jeg vil for i øvrigt anbefale Brzezinskis artikel om Putins Rusland. Han er a-okay, og jeg kan kun være enig med Steve LeVine:

One amusing aspect of the foreign policy debate that has taken place is hoopla among some in the expert community over Obama's reliance on Zbigniew Brzezinski, the Carter-era national security adviser, as a chief foreign policy expert. These experts see Brzezinski as a relic of the Cold War. Perhaps such younger specialists see themselves as more authoritative. But a reading of his writing over the last decade and a half shows Brzezinski proving himself again and again as one of the most realistic and wise hands on the former Soviet Union.