Eksempel 1: Obama siger, at en tostatsløsning i Palæstina bør tage udgangspunkt i grænserne før 1967. Så går den amerikanske højrefløj amok, ført an af den israelske leder Netanyahu, selv om det er en linje, USA og Israel har haft udadtil i mange år.
Ja, så sent som i november sagde Clinton og Netanyahu i en pressemeddelelse... (via/via)
The Prime Minister and the Secretary agreed on the importance of continuing direct negotiations to achieve our goals. The Secretary reiterated that "the United States believes that through good-faith negotiations, the parties can mutually agree on an outcome which ends the conflict and reconciles the Palestinian goal of an independent and viable state, based on the 1967 lines, with agreed swaps, and the Israeli goal of a Jewish state with secure and recognized borders that reflect subsequent developments and meet Israeli security requirements." Those requirements will be fully taken into account in any future peace agreement.Man ville normalt tage sådan noget internt i stedet for at tage en udenlandsk leders kritik af statsoverhovedet for gode varer. Men et Storisrael er vigtigere end USA, i hvert fald for amerikanske patrioter.
Eksempel 2: Mens europæiske konservative ser statskonkurs - selv hos globalt ubetydelige lande som Grækenland - som verdens ende, leger republikanerne med tanken om at tvinge USA i betalingsstandsning, selv om amerikanske statsobligationer fungerer som finansverdens sikre havn. Spørgsmålet er, om ratingfirmaerne bare vil lade som ingenting, for en AAA-rating er faktisk nødvendigt for, at et aktiv fuldt ud kan tælle som kernekapital.
0 kommentarer:
Send en kommentar