fredag den 30. april 2010

Spanien og Grækenland

Det er rart, at de danske dagblade i det mindste er begyndt at snakke om euroen. Bedre end ingenting. Berlingske og JP siger selvfølgelig, at det er græsk overforbrug. Det er for så vidt rigtigt, at det er det, der har sat skub i krisen, men som Krugman siger, så er den også ved at være gal med Spanien, og de har ikke opført sig skidt i det sidste årti. Tværtimod sparede de op.

Krugman (og Atrios) har det med at undervurdere betydningen af gæld ift. valutaers indbyrdes værdi, men altså, læs ham idag. Det essentielle:
The fact is that three years ago none of the countries now in or near crisis seemed to be in deep fiscal trouble. Even Greece’s 2007 budget deficit was no higher, as a share of G.D.P., than the deficits the United States ran in the mid-1980s (morning in America!), while Spain actually ran a surplus. (...)
The deficit hawks are already trying to appropriate the European crisis, presenting it as an object lesson in the evils of government red ink. What the crisis really demonstrates, however, is the dangers of putting yourself in a policy straitjacket. When they joined the euro, the governments of Greece, Portugal and Spain denied themselves the ability to do some bad things, like printing too much money; but they also denied themselves the ability to respond flexibly to events.
 Euroen skal opløses. Nogen bliver nødt til at lave en køreplan. Merkel? Quo vadis?

onsdag den 28. april 2010

Zweifeln

Jeg mener, at Grækenlands nedtur her og nu er de tyske politikeres skyld. FT gør rede for rodet med redningen her, anbefalet. Men det kommer af, at de tyske politikere vil have i både pose og sæk: De melder ud, at de selvfølgelig ikke vil tillade, at en eurostat som Grækenland går bankerot, men efter lidt hys i den tyske presse siger de så, at de ikke vil alligevel.

Selvfølgelig bliver markedet nervøst, når redningsmanden ikke kan beslutte sig.

Imens gætter jeg på, at ratingfirmaerne har det storartet med at spekulere i at nedvurdere obligationer (ikke firmaerne, men dem i firmaerne). Så vidt jeg husker var et af argumenterne for euroen at bremse valutaspekulation. Hvordan går det med det?

Skak og finans

Jeg tror, at finans er som skak.

Jeg var engang virkelig dårlig til skak. Jeg troede, at man var god til skak, fordi man forstod spillet intuitivt - man kunne "se" hele brættet på en gang. Man så sammenhængen mellem alle brikkerne, og man forstod - som man ville "forstå" kunst - hvordan alting hang sammen. Dyrkelsen af det uforståelige geni, og skak som geniets sport.

Med den opfattelse var jeg selvfølgelig helt tabt, fordi jeg ikke kunne se sammenhængen, og derfor ikke kunne noget som helst.

Jeg fandt så ud af, at det slet ikke var sådan. Skak går ud på at forstå, hvordan nogle isolerede positioner mellem brikker ser ud og på at få dem til at opstå, så man kan udnytte dem. F.eks. hvordan en springer laver en gaffel på to tårne, eller hvordan to tårne kan slå en konge mat.

Jo bedre man er, jo flere træk kan man regne fremad, og jo flere mulige positioner kan man se. Men man kan ikke være sikker; der er for mange brikker og felter. Det gælder bare om at se, skabe og udnytte de isolerede muligheder, der opstår. Det kan altid bryde sammen, og så må man bare tage den derfra. Det er slet ikke geniets sport; det er en sport for opportunister.

Så når finansgenierne forklarer krisen, og det ikke lyder særligt overbevisende, så er det ikke fordi de har regnet den hele ud og skjuler sandheden (vampyrblæksprutte om menneskehedens ansigt). De ved ikke mere end at de fik penge for lort, og at staten har fejet op efter dem. De ville gøre det igen uden at tøve et øjeblik.

Der er bare ikke nogen grund til at tro, at finanssektoren er et meget følsomt og sindrigt sammenskruet økosystem, som ingen andre forstår, og som politikere for guds skyld ikke må blande sig i, ellers braser det hele sammen. Det er som skak: Isolerede muligheder.

Også paralleller til sammensværgelsestankegangen.

mandag den 26. april 2010

Aftentanker, Tyrkiet i EU

Slog mig, at et Tyrkiet i EU ville opføre sig meget som Storbritannien (apropos). Det ville altid insistere på at være på tværs; som et land, resten af EU burde være taknemmelig for at have med, og et land, der ville gå egne vegne, af ren stolthed, grundet i historisk opposition til the Continent.

Det sker næppe: Alt, der har med EU's udvikling at gøre, er gået i stå nu, mens man forsøger at holde sammen på euroen. Men Tyrkiet ville ikke gøre det nemmere overhovedet. Indvandring mv. er en anden sag.

søndag den 25. april 2010

Aftentanker

UK er så lig os selv, at det eneste spændende ved valget netop er, om det vil rykke ved briternes udemokratiske valgsystem. Centrumpartiernes kvælertag kan kun slækkes, hvis de reelt kan udfordres politisk.

(elendigt comeback indlæg. Ja ja da.)

lørdag den 17. april 2010

Redaktøren lægger sin vinkel

Overskrift på epn om indførslen af afdragsfrie lån dengang:
Statsoppustet boligboble koster danskerne dyrt 
...indførslen var en deregulering af lånemarkedet - der var noget, der ikke var tilladt før, som så blev tilladt. Statens magt blev altså indskrænket. Man skal have hovedet fyldt med bras om, at alle ubalancer i økonomien skyldes statsindgreb, for at få konsekvenserne af deregulering til at blive statens skyld i stedet for folketingets.

Artiklen er fin nok, og jeg ved ikke, om modstanden mod denne konklusion i Økonomi- og Erhvervsministeriet og realkreditøkonomer ikke bare bunder i at dække over egne fejl. Men overskriften er en af de der redaktøridiotier.

Bah.

mandag den 12. april 2010

Lånebetingelser

Nationer som Grækenland kan få lån fra Valutafonden og andre på betingelse af, at de får styr på deres underskud - for at rette op på skuden og sikre, at lånene bliver betalt tilbage.

Jeg har sjældent hørt, at man har forlangt, at et land skulle sørge for at regulere sin finanssektor ordentligt. Det ville ellers være et af mit højeste ønsker, hvis jeg skulle sørge for, at landet ikke igen endte i en finanskrise. Da Danmark lånte penge til Island, blev det kun som en fodnote. Resten gik ud på at betale gælden tilbage. Det virker lidt asymmetrisk.

torsdag den 8. april 2010

Aftentanker

Mht. at splitte store banker ad i mindre dele, så tror jeg ikke, at det løser problemet med finanssektoren. Jeg tror, at problemerne mest skyldes, at bankerne er vævet tæt sammen med så uigennemskuelige finanspåhit, at investeringsrisikoen er umulig at forudsige, og at bankerne derfor reelt kører så tæt på kanten, at den ene bank hiver den anden ned med sig, med mindre staten træder til.

Too-big-to-fail er bestemt en faktor, men det er hele sektoren, der er for stor. Det er svært at skille de enkelte dele fra hinanden, når alle skylder hinanden penge.

Men finanssektoren spiller så stor en rolle i resten af økonomien, at store banker har et fast greb om politikernes testikler. Tvangsdeling vil derfor frem for alt gavne resten af samfundet ved at hæmme de store bankers politiske indflydelse.

mandag den 5. april 2010

I helikopterens sigtekorn

Det her er videoen fra Wikileaks, som har givet dem den amerikanske hær på nakken.



Den viser et dusin uskyldige irakere blive slået ihjel, heriblandt to fotografer fra Reuters og to børn (børnene blev kun hårdt såret), af et par amerikanske helikopterpiloter. De amerikanske piloter er nervøse, lidt bange, småsludrer og fniser, da et frisk lig bliver kørt over af en tank.

Amerikanerne er ikke forsigtige med at slå ihjel. Det er fordi det drejer sig om brune muslimer, og de er i øjeblikket meget lidt værd i vestlig optik. Det er ikke nødvendigvis fordi piloterne er onde, de regner bare ikke dem på jorden for noget og er helst fri for dem.

Hvis man vil undgå det her, skal man lade være med at have soldater i andre lande. Først og fremmest må man sørge for, at man ikke er så svag, at man selv kommer i helikopterens sigtekorn, for der er man ingenting værd. Der vil altid være lande, der er stærkere end andre, og de lande vil med den ene eller den anden ædle hensigt have soldater i de svage lande. De soldater gør som i videoen.

Det er måske et højreorienteret argument for at holde en hær. Højrefløjen er også i vid omfang præget af stammetanker, og det konstante fokus på egne landsmænds styrke eller svaghed i forhold til andre nationer er fornuftig nok, hvis man går ud fra, at stammekrig er normen. Det er et argument, der begrunder sig selv, og derfor ikke noget, vi slipper for lige foreløbigt.

torsdag den 1. april 2010

Bevis og bevis

CIA praktiserer sine koldkrigsteknikker i Iran, og har fået en højerestående atomfysiker til at hoppe af til USA. Et point til dem, der sagde, at USA faktisk blander sig i Irans indre anliggender. Og det er da godt, at spionerne har et nyt Ondskabens Imperium at rive i. Alle, der er interesseret i konflikten, er sikkert tilfreds med forløbet. De iranske høge kan sige; se der. De amerikanske høge kan...ja, hvad egentlig? Be- eller afkræfte?

Den stadigt gældende vurdering fra de samlede amerikanske efterretningstjenester er, at der ikke er bevis på, at Iran er ved at udvikle et atomvåben (via).
We continue to assess Iran is keeping open the option to develop nuclear weapons though we do not know whether Tehran eventually will decide to produce nuclear weapons.
Det må nødvendigvis inkludere CIA's vurdering. Og de kan ikke være helt ved siden af, sådan som de får sådan en fin herre til at hoppe af.

Men det kommer alt sammen an på, om han er sådan en fin herre. Hvis afhopperen siger, at der udvikles atomvåben, vil dem, der ønsker fred, sige at han er marginal og sikkert taler høgene efter munden - som Curveball med Irak (og glem ikke Chalabi). Han vil til gengæld fremhæves af de krigsglade. Det modsatte vil være tilfældet, hvis han siger, at der ikke udvikles atomvåben. Vurderingen er derfor mere af CIA's evner end noget andet.

Måske han er en dobbeltagent, som Iran har ladet hoppe af, for at fejlinformere? oooh. De er godt nok snu, de persere.

Der er ikke håndfaste beviser for noget. Ud over, at CIA har folk i Iran.