Politisk fallit

Jeg taler af og til med folk, og af og til taler jeg med folk om politik. Nogle folk, viser det sig, stemmer på R eller S. Så nævner jeg sådan noget her:

Lavtlønnede danskere må gå ned i løn. Ellers flytter deres virksomheder til udlandet, fordi de ikke kan klare sig i konkurrencen.

Det siger A.P. Møllers-Mærsks topchef, Nils Smedegaard Andersen, i et interview med Berlingske.(...)

Socialdemokraterne og De Radikale roser Nils Smedegaard Andersen for at fokusere på bedre lønkonkurrence. 

Så kigger de lidt ned i jorden og siger, at de alligevel ikke længere interesserer sig for politik.

Der er rigeligt skidt at skovle

Sagen om drabet på Trayvor Martin er en påmindelse om, hvorfor sorte amerikanere generelt ikke ofrer megen tid på Obamas oversøiske menneskerettighedsbrud, og hvorfor nogle sorte er forbandede over al den opmærksomhed, som isolationsfængslingen af kridhvide Bradley Manning over Wikilækket fik: Den slags sker med sorte amerikanere hele tiden, og det giver sjældent overskrifter.

Europa: Jeg ser blåt

Man kommer ikke udenom, at Europas politiske højredrejning har folkets opbakning, jf. billede til højre (Spanien skal være blå nu, og Danmark og Slovakiet røde). Folk er for det meste ok med finanspagtens idiotiske teser osv.

Jeg mener, at denne bevægelse mod højre kommer af ændringer i de mere grundlæggende socioøkonomiske strukturer. De er følgende: Som følge af meget store effektiviseringer / automatisering i produktionsindustrien er fordelingen af arbejdende i hhv. produktion og service ca. 20 og 80 pct. af arbejdsstyrken, vist nok. Der er i hvert fald sket en kæmpe udvidelse af serviceøkonomiens betydning.

Med forbehold for, at "service" er dårligt defineret, så må denne bevægelse have konsekvenser for arbejdstagernes politiske identitet. Man identificerer sig kort og godt ikke længere med "arbejderen". Arbejderbevægelser og -tankegang er blevet gammeldags. Oven i dette er samfundet og folk generelt blevet rigere som følge af den mere effektive produktion, hvis værdi er blevet fordelt ganske udmærket. Mange flere tager lån for at købe bil og bolig, og identificerer sig derfor mere og mere med den formuende klasse og dennes interesser frem for en egentlig arbejdstagerklasse.

Muren er desuden faldet, og celebritykultur er alle vegne. De mest populære tv-programmer går ud på almindelige mennesker, der konkurrerer om at blive rige og berømte. New Public Management er et knæfald for tesen om, at den private sektor bare er mere effektiv, og som konsekvens vokser mellemlederlaget som bare fanden. Det giver mange en tro på, at de trods alt bestemmer over andre, eller ikke er helt nede på gulvet i fabrikshallen, men længere oppe ad rangstigen. Alle nikker til OECDs højreorienterede anbefalinger, som efterfølges af vismændenes højreorienterede anbefalinger, og så CEPOS' højreorienterede anbefalinger - forstærkning kaldes denne metode. Det eneste modspil, som venstrefløjen kan diske op med, er enkeltfortællinger - cases - om hvor synd det er for en eller anden. Ingen overordnet intellektuel analyse af økonomien; den overlades helt til tænketankene, der arbejder med bevilling fra arbejdsgiverne.

Problemet er, at det ikke ændrer ved, at de formuendes ideologi er og bliver en egoismens selvdestruktive udnyttelse, og det vil kneppe middelklassen i sidste ende. Vi er godt i gang med EUs lange nedtur. USA er længere fremme i ulighed, men Europa kommer nu. Foreløbig konklusion er, at generel velstand kun kan opnås midlertidigt, da den samtidig fører til opløsning af opbakningen til de ideologiske strukturer, der er forudsætningen for den politik, der fører til generel velstand.

Vi har en generation

Godt nyt til dem, der har sukket efter et autentisk ungdomsoprør - nu har vi det. Dagens unge er den første generation i lang, lang tid, som har dårligere vilkår end deres forældre. Den voldsomme ungdomsarbejdsløshed vil føre til fremmedgørelse fra arbejdets socialiseringsprocesser, mens de ældre og etablerede generationer vil kalde de unge for dovne og slappe. Skisme.

Alt med forbehold for de historiske forsimplinger og grove strøg, som sensations- og fortællingslystne journalister, forfattere og eksperter vil trække ned over alle de grå mennesker, der ikke var med i nogen bevægelse.

Men det er et andet udgangspunkt end i halvtredserne, fordi vi har en ungdomstilbedende kultur. Det er ikke nok at spille vild musik; det bliver kommercialiseret lynhurtigt. Samtidig er det også grundlæggende et spørgsmål om at finde tilbage til den viden, som forrige generationer havde om samfund, kapitalisme, klassebevidsthed og magt i det hele taget. Det er meget gammeldags.

Italisering

Patent!

En fordomsfuld tanke: Når jeg ser på folks lækre tøj og det, der sker - og særligt det, der ikke sker - siger det mig, at vi er mere og mere som italienere. Vi vil egentlig kun nyde livet og gå i godt tøj, og så skidt med tortur, overvågning og korruption.

Mere sympatisk sagt:

I helikopterens sigtekorn

Det her er videoen fra Wikileaks, som har givet dem den amerikanske hær på nakken.



Den viser et dusin uskyldige irakere blive slået ihjel, heriblandt to fotografer fra Reuters og to børn (børnene blev kun hårdt såret), af et par amerikanske helikopterpiloter. De amerikanske piloter er nervøse, lidt bange, småsludrer og fniser, da et frisk lig bliver kørt over af en tank.

Amerikanerne er ikke forsigtige med at slå ihjel. Det er fordi det drejer sig om brune muslimer, og de er i øjeblikket meget lidt værd i vestlig optik. Det er ikke nødvendigvis fordi piloterne er onde, de regner bare ikke dem på jorden for noget og er helst fri for dem.

Hvis man vil undgå det her, skal man lade være med at have soldater i andre lande. Først og fremmest må man sørge for, at man ikke er så svag, at man selv kommer i helikopterens sigtekorn, for der er man ingenting værd. Der vil altid være lande, der er stærkere end andre, og de lande vil med den ene eller den anden ædle hensigt have soldater i de svage lande. De soldater gør som i videoen.

Det er måske et højreorienteret argument for at holde en hær. Højrefløjen er også i vid omfang præget af stammetanker, og det konstante fokus på egne landsmænds styrke eller svaghed i forhold til andre nationer er fornuftig nok, hvis man går ud fra, at stammekrig er normen. Det er et argument, der begrunder sig selv, og derfor ikke noget, vi slipper for lige foreløbigt.

Løft dine hænder hvis du ved hvad jeg snakker om

For at fejre USAs snarlige undergang, da der om lige lidt er vedtaget en sundhedsreform, der regulerer sundhedsforsikring og støtter forsikring til fattige forvandler den lysende by på bakken til et socialistisk helvede:



Flot sang.

Klimakampen er en politisk kamp

Så altså da klimaskandalen brød ud, blev klimaforskerne skoset for ikke at holde sig til det fuldstændigt kendte og i stedet male fanden på væggen - overdrivelse for forståelsens skyld. Man mente, at tvivlen ville blive overspillet i medierne, og at man i forvejen havde svært nok ved at overbevise folk om menneskeskabt global opvarmning til, at det gav mening at fortælle om alt det, man faktisk ikke vidste. Uagtet at usikkerhed om global opvarmning er et argument for handling - som i: Vi kan ikke sige med sikkerhed, om dit hus eksploderer inden for de næste fem minutter - vil du udenfor og trække lidt luft, eller er besværet for stort i forhold til chancen for at blive slået ihjel?

Nåmendetvarsåforkert, ikke? Klimaforskerne har nu lært, at de skal stille sagen så lødigt frem som muligt, så deres integritet ikke undergraves af sådanne sager, uanset hvor irrelevante "afsløringerne" ellers måtte være. BT på banen!

Forsker-chok: Ingen global opvarmning i 15 år

Der har simpelten ikke været nogen stigning i den globale opvarmning i 15 år, indrømmer en fremtrædende videnskabsmand i den britiske avis Daily Express.

Professor Phil Jones fastslår, at der ikke har været nogen betydningsfuld stigning i  temperaturerne siden 1995.  Det sker samtidig med, at en række forskere sår tvivl om de temperaturstigninger, der er registreret rundt omkring i verden. Mange af dem skyldes lokale forhold, og ikke global opvarmning, mener de.

Det, Phil Jones rent faktisk sagde, var:

B - Do you agree that from 1995 to the present there has been no statistically-significant global warming

Yes, but only just. I also calculated the trend for the period 1995 to 2009. This trend (0.12C per decade) is positive, but not significant at the 95% significance level. The positive trend is quite close to the significance level. Achieving statistical significance in scientific terms is much more likely for longer periods, and much less likely for shorter periods.

Altså - perioden er for kort til at kunne drage konklusioner fra, ud fra gældende statistiske metoder. Var hvad Phil Jones sagde.

Man kan så være uenig eller ej. Men han sagde ikke, som Daily Mail påstod, og BT gentog, at der ikke har været nogen global opvarmning de sidste 15 år. Daily Mail løj, og BT løj.

Dette er ikke en kamp om fakta, men en politisk kamp. Den drejer sig om, at hippierne skal have tæsk, at eliten skal have tæsk, at FN skal have tæsk, og at der ikke er nogen, der skal hundse med os. Booyah! Normalt en sund, populistisk reaktion, men. Ja. Hvis det drejede sig om integritet, tror jeg ikke Daily Mail ville have så meget at sige.

Supertanker

Obamas tilgang:

States are like big tankers, they're not like speedboats. You can't just whip them around and go in a new direction. Instead you've got to slowly move it and then eventually you end up in a very different place.

Her er problemet: Supertankeren er på vej mod et isbjerg. At skifte retning langsomt er bare ikke godt nok. Måske denne holdning kommer af det amerikanske politiske system, hvor specielt Senatet er fantastisk tungt at danse med. Måske er det Obamas typiske forsigtighed. Det er i og for sig også lige meget. Problemerne har rod i USA's barnagtighed efter sejren over USSR i Den Kolde Krig. Ligegyldighed over for retsstaten, tortur, krig, diplomati, gæld, alliancer, og jeg kunne blive ved.

a. Økonomi. USA træder med sin gældsætning en farlig linie, og det er ved at gå op for Kina, at de sidder med Sorteper, når inflationen kommer. Den monetære terrorbalance kan ikke opretholdes uendeligt, og finanskrisen - kan vi efterhånden kalde den en depression? - har afsløret, hvor skrøbeligt den globaliserede økonomi er opbygget. Obamas budget føjer til gælden, og han har ført kampagne på skattelettelser. Men der skal betales for skidtet. Hans finansminister har samtidig en redningsplan for bankerne, der enten er fantastisk dum eller dybt korrupt, og hvis forudsigelige fiasko sandsynligvis vil dræne Obamas indenrigspolitiske kapital voldsomt. Heller ikke mht. sundhedssystemet ser det godt ud: Det eneste, som administrationen åbenbart ikke vil være med til, er at skære netop de fordyrende sundhedsforsikringsselskaber væk, med et statsfinansieret system.

b. Udenrigspolitik. Skønt Obama sender de rigtige signaler (gerne på tværs af Hillarys egne), så skal der mere til end bare ord. Ud af Irak, ser det ud til, men optrapning i Afghanistan og, hvad værre er, decideret eskalering til Pakistan. Det kan ikke ende godt. Han påstår stadig, at Iran er ved at udvikle atomvåben, uden beviser, jf. NIE 2007. Og at Al-Qaeda er en kolossal trussel. Det neokonservative perspektiv har bidt sig fast som en parasit i hjernen.

c. Retsorden. Obama-administrationen er nu ved at gå længere end Bush/Cheney i diktatoriske beføjelser, der eksplicit er formuleret til at undgå lovens lange arm. Justitsministeriet ser ud til at være fast besluttet på at blokere ethvert tilløb til et retsopgør om den forrige administrations forbrydelser. Konsekvensen er en stærkt svækket retsstat, og modsat civilisationskrigernes antagelse om, at loven svækker os, fordi den forhindrer en jernnævepolitik, så holder den os faktisk stærk, fordi en retsstat betyder gennemsigtighed, ansvarsplacering og social tillid. Obama-administrationens dedikation til den totale uigennemsigtighed - af hensyn til nationens samhørighed, vil jeg nådigt gå ud fra - vil på lang sigt sikre, at forbrydelse kan betale sig.

Det er ikke ligefrem "the fierce urgency of the now", vi bevidner. Ironisk nok har depressionen styrket USA i forhold til resten af verden pga. dollaren og de amerikanske statsobligationers gode ry. Den har afsløret eurozonens manglende finanspolitiske værktøjer og økonomiske skrøbelighed, Østasiens dybe afhængighed af vestlige markeder, og de resourcerige landes overfladiske velfærd, fra Saudi-Arabien til Rusland. Men det langsigtede problem er USA's indre ideologiske selvmodsigelser, der enten skal afvikles eller svække landet til ukendelighed, som tilfældet Californien så fint demonstrerer.

Obamas projekter ser ud til at blive nogle gedigne fiaskoer, og uden politisk diesel kan retningen på supertankeren ikke ændres i tide.

Der er så en anden supertanker i billedet: Europa. Siden 2. Verdenskrig har vi knyttet os til USA, og godt det samme. Men vi bliver nødt til at tænke selv. Vi bliver nødt til at tænke over, hvad det er, vi vil. Vi kan ikke bare lægge os i kølvandet på USA, mod- eller velvilligt, uden at blive trukket med eller med ned af ren apati. Irak har vist det, torturprogrammet har vist det. Det er den samme apati, der i mine øjne har gjort et decideret anti-demokratisk projekt som EU muligt at få igennem. Vores ligegyldighed er de koloniseredes apati over for tilværelsen, og den går ikke længere: Vi skal tage vores egne beslutninger, sætte vores egne mål. Jeg udbeder en selvstændig eksistens - at vi er midten i vores eget univers.

Det lyder måske langt ude. Men de rigtige problemer er ved at tårne sig op. Det første årti i det nye årtusinde var faktisk en fortsættelse af de ubekymrede halvfemsere, blot blev kedsommeligheden afløst af selvforherligende ondskabsfuldhed. Der var ikke modstand nok til at fostre ansvarlighed og modenhed. Det er der så nu, og forandring skal der nok komme, uanset hvor meget Obama står imod.

Efter drejebogen

Jeg mener, at dette er forudsigeligt mht. indvandring fra fattige lande til rige:

a. At store sociokulturelle forskelle mellem ind- og udvandringsland skaber store generationskløfter blandt forældre og børn i det nye hjemland.

b. At indvandrere typisk klumper sig sammen, som danskere og englændere i Spanien.

c. At dette skaber gode betingelser for opståelse af ghettoer, hvor børnene mentalt og fysisk er overladt til sig selv.

d. At dette, hvis indvandrerne ser anderledes ud end majoriteten, skaber en fordomsfuld modvilje fra majoritetens side mod den nye minoritet, da der pga. ghettoiseringen er for lidt kontakt mellem de to til, at personlige erfaringer overvinder fordommene.

e. At dette skaber et hårdt, socialt skel og gensidig modvilje mellem en etnisk, overkriminaliseret underklasse og den rigere majoritet.

f. At majoriteten opfatter underklassens overkriminalitet som uopdragen utaknemmelighed, og at majoriteten, i de tilfælde, hvor den bliver ramt af volden, vil gribe til overdrevne midler, som var det et hysterisk barn, der skulle sættes på plads.

g. At de voldsomme midler kun gør situationen værre og får situationen til at eksplodere fra tid til anden i raceoptøjer.

h. Hvilket medfører endnu hårdere tiltag fra majoritetens side. Og så fremdeles.

Ergo MetroXpress's forside i dag:

Politiet er klar til krig

Flere ransagninger, massiv politiopdækning og nye strenge særlove skal stoppe bandekrigen

Oven på den mest blodige weekend i den over seks måneder lange københavnske bandekrig er politi og et politisk flertal i Folketinget parat til at slå tilbage.

Fra politikernes side er der en streng lovpakke på vej, som er direkte rettet mod indvandrerbander og rockere. Og politiet indleder her og nu en omfattende jagt på de kriminelle i bandekrigen.

Ifølge major i Hærens Kampskole Steven Boyle er det på visse punkter samme taktik, som bliver brugt til at jage terrorister i Afghanistan.

»Det handler om at komme ind med en overlegen styrke og få gennemsøgt et område for våben. I Afghanistan foregår det dog langt voldsommere, end nogen politistyrke kunne gøre på Nørrebro,« siger han.

Dertil et interview med tidligere elitesoldat og linselus B.S. Christiansen, med titlen, "B.S. har en løsning".

Nørrebro er dermed blevet til Afghanistan, bekæmpelse af narkokriminalitet er blevet til en krig, og man skal ikke tænke meget over, hvem taleban er i denne sammenhæng, jf. Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksen, der "ser en parallel til terrorisme".

En af tiltagene, der diskuteres, er at udvise udlændinge, der pågribes med våben. At udvises er en meget voldsom straf. Under anklage om, at dette kun vil ramme indvandrerbander og ikke rockere, udtaler justitsminister Brian Mikkelsen: "Reglerne gælder jo alle".

Ja - ligesom forbud mod tiggeri gælder for rige såvel som fattige.

Mit bredere argument er - i kølvandet på forrige indlæg - at man ikke kan forvente andet. Sådan går det. Det er samme historie over hele verden. Indvandring har ikke direkte noget at gøre med bandekrigen, men den har en del at gøre med dens opståen, efter forløbet beskrevet ovenfor.

Hvad, der her og nu skal gøres ved bandekrigen, er en anden sag, og jeg har ingen gode idéer - ud over legalisering af hash, selvfølgelig. Men det står ikke i drejebogen.

Refleks

Endvidere, om den danske højrefløj og Obama. Karl (der burde have en blog) spørger:

Hvad er det præcis, man har det svært med som fornuftig dansk højrecentrist?

Politik kan det ikke være - jeg tror ikke på argumentet om frihandel over en dørtærskel. Det er simpelthen for tyndt, i betragtning af hvad der ellers er kommet fra USAs højrefløj de seneste år: Tortur, politiske forfølgelser, politisk screening af offentlige ansatte, krig på grundlag af løgne, bundløs inkompetence, korruption, og en rådden økonomi tilmed. Jeg mener, at højrefløjens modvilje mod Obama har grund i identitetspolitik, som jeg skrev - andet giver ikke mening. Men den borgerlige politiske elite - de blå - skal nok falde til ro, når Obama er på plads. Med tiden vil de nok ende med helt at holde af ham, for særligt venstreorienteret er han ikke.

Men dette årti bevidner, hvor solidt Rebildrefleksen sidder i ryggen på Europas højrefløj: Med USA, i tykt og tyndt. Det er sådan, USA påvirker Europa; ved først og fremmest at påvirke højrefløjen, i værdier og ført politik. Så det er et vigtigt valg for Europa, netop fordi det i den grad har formet sig omkring værdier.

Jalving min kære

Jalving gjorde det endelig - forsøgte sig med Jonah Goldbergs bog Liberal Fascism, der sammenligner den amerikanske venstrefløj med fascismen. Jeg er taknemmelig; det er nemt at gøre grin med.

Hele konceptet taler selvfølgelig til civilisationskrigerens ego: Når man nu er i gang med at genudkæmpe 2. Verdenskrig, og allerede har gjort islam til den nye nazisme, uanset forskellene mellem al-Qaeda (ultra-wahhabisme), Saddam Hussein (sekulær, pseudosocialistisk diktator) og Khomeinis iranske styre (skindemokrati kastreret af shi'itisk fundamentalisme), for ikke at sige noget om forskellene mellem islamisme og nazisme generelt, så ville det passe som fod i hose, hvis den hjemlige opposition også var del af denne fascisme. Kampen mod topskatten er Slaget Om England, DR er Göbbels propagandakontor, og skolelærere opdrager vores børn til Hitlerjugend. I denne kamp er vi alle Churchill, og hvert år er 1938. Stort set.

Hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg sige, at folk som Jalving og Goldberg ikke tager civilisationskrigen særligt alvorligt.

Substans

Carsten Agger kommenterer:

Gode borgerlige støtter McCain, for McCain er Borgerlighedens Stemme, og alle medier, der vover at antyde, at han måske kunne have et eller andet problem (eller to), er følgelig købt og betalt af de røde. Og så er han sort, og de sorte stemmer altid på de sorte. Eller noget.

Og linker til et læserbrev af Dennis Nørmark, der fylder på:

Nu kender jeg Mikael Jalving som en kompetent, borgerlig liberal kritiker

Bortset fra det, lol...

Støtten til McCain bliver nemlig overraskende ofte nævnt i sammenhæng med en kritik af venstrefløjens forelskelse i demokraternes kandidat.

Derfor bliver McCain til ”vores fjenders fjende” og dermed til ”vores ven”. Hvis Villy og Helle kan lide Obama, så kan vi naturligvis ikke.

På den måde gør borgerlige debattører sig skyldig i nøjagtigt den samme idiotiske kassetænkning, som op igennem dette århundrede placerede venstrefløjen på den forkerte side af den moralske skillelinje. Ud fra betragtningen om, at alle, der hadede USA, Vesten og kapitalismen sådan generelt, var på rette vej, gjorde man sig venner med en række udemokratiske, terroristiske og menneskefjendske ideologer og grupper. Den moralske pil pegede altid i modsat retning af USA, og man støttede alt, hvad man så den vej.

Tja. Lur mig, om ikke de borgerlige ville have meget nemmere ved at støtte Hillary Clinton. For Barack Obama repræsenterer, alene ved sin baggrund, en multiracialitet, der i sig selv provokerer de nationalkonservative. Hans mor var en hvid agnostiker fra Kansas, hans far en sort muslim fra Kenya, han blev født på Hawaii, fik et arabisk mellemnavn, voksede op nogle år i muslimske Indonesien, og flyttede tilbage til USA, hvor han har levet siden.

Det er sgu da provokerende!

Og mest af alt siger det noget om højrefløjen herhjemme, hvis kritik mest går ud på, at Obama er en tomhjernet mediedarling, på trods af, at det er McCain, der ikke rigtigt har styr på det med økonomi og budget, og hellere vil tale om noget andet - f.eks. Obamas angivelige forbindelser til terrorister. Det er vel den slags substans, man foretrækker til højre nutildags.

Dagens tanke

Det ville være rart, hvis "dansker" og "muslim" ikke var gensidigt udelukkende definitioner i undersøgelser.

Fordi folkefjender

Virakken om tøjhandleren, der fik sin betaling til en klædehandler fra Pakistan indefrosset af USA, understreger en vigtig pointe: Folk accepterer brud på borgerrettighederne, så længe det kun går ud over brune og/eller muslimer. Forskellen på denne sag og så mange andre er, at offeret er pæredansk: Christa Møllgaard-Hansen fra Maribo. Det er jo os. Derfor opstandelsen.

Og det er basalt sådan erosionen af borgerrettighederne stoppes: Når der kommer lig af de forkerte slags på bordet. Overvågning rettes i folkets øjne aldrig mod folket selv, men folkefjenderne - det får man jo fortalt. Når det så viser sig ikke helt at fungere sådan i praksis, så vender folkestemningen. Men lektien skal læres hver eneste evige gang.

Så det er stadigt et spørgmål om overvågning af fremmedelementet.

Kontakt og konflikt

Sammenstød mellem gruppeidentiteter er en selvfølge når grupperne ikke blandes, ikke kender noget til hinanden, men alligevel færdes blandt hinanden. Efter det samme princip, der gør dårlige nyheder til de mest interessante, bliver kontakten mellem to sådanne grupper kogt ned til dårligdomme. Det kan være vold, voldtægt, tyverier, ydmygelse, undertrykkelse, eller blot opfattelsen deraf. Da de dårlige nyheder ikke afbalanceres af nogen erfaring med gruppen (min gode ven Hassan/Peter/Uri/Wong er skam fin nok), så fører denne tilstand uværgerligt til mistro og det, der er værre. Ser man på de europæiske minoriteter, der gennem eksklusion fra majoriteten har værnet om sin identitet, så er de tit blevet forfulgt og forsøgt udryddet. For hvad ved man om sigøjnere, andet end at de stjæler?

Nej, dette indlæg handler faktisk ikke om muslimer i Europa, selv om det sagtens kunne, men om COIN. De vestlige hære i både Irak og Afghanistan har ikke alverden med kontakt til de lokale, hvilket er netop sådan en situation. Derfor kan en hændelse som denne gøre stor skade:

Fallujah, the scene of a bloody U.S. offensive against Sunni insurgents in 2004, has calmed and grown less hostile to American troops since residents turned against al Qaida in Iraq, which had tried to force its brand of Islamist extremism on the population.

Now residents of the city are abuzz that some Americans whom they consider occupiers are also acting as Christian missionaries. Residents said some Marines at the western entrance to their city have been passing out the coins for two days in what they call a "humiliating" attempt to convert them to Christianity.

Jeg har ikke læst om noget sådant før, og det er stensikkert ikke noget de amerikanske soldater gør ellers. Men hvad hjælper det, når den irakiske befolkning ikke har megen anden kontakt med amerikanerne end det allerhøjst nødvendige? Denne historie skal nok brede sig som en steppebrand, på samme måde som historien om snigskytten, der skød til måls efter en koran, og de irakiske kvinder, der af nød måtte prostituere sig selv. Det er sådanne historier, man af god grund kalder en "PR-katastrofe". Og når COIN-styrkerne kommer langvejs fra, og simpelthen ikke har den kontakt med civilbefolkningen der er nødvendig for at begrænse skaderne, så går det meget nemt den gale vej.

Det gælder i øvrigt begge veje. På samme måde som politifolk ikke kender noget til indvandrere ud over de kriminelle, så kender COIN-styrkerne ikke meget andet til de lokale end dem, der skyder.

COIN er meget svært.

Vores Land

Folk verden over vil bestemme selv. Det er en drift, så at sige, at hvert identitetsbærende område ønsker at lede sig selv: Man foretrækker altid sin egen usle diktator fremfor en godhjertet hersker udefra. Identitet og ønsket om selvbestemmelse er to sider af samme mønt. Ser man nationalisme og fremmedfjendskhed fra denne vinkel, er der en del, der giver mere mening.

For eksempel; den vesteuropæiske nationalismes opblussen de senere år. Muslimske indvandrere ses stadig som et fremmedelement i Vesteuropa, som gæster. I nationalisternes øjne er alle forsøg fra muslimsk side på at ændre værtssamfundet som en gæstefamilie, der - efter nådigt at være inviteret indenfor i varmen - begynder at stille krav til højre og venstre til sine værter om hvordan alting bør foregå. Og får de ikke deres vilje, kan de ikke garantere at deres uvorne børn ikke ødelægger flere møbler end de allerede har gjort.

Grundindstillingen er, at i Vores Land bestemmer Vi, og ingen skal komme udefra og lave om på os. Gør de det, så smider vi dem ud i kulden igen.

Og se så krigene i Irak, Afghanistan, Vietnam, og alle deres lige, i dette lys. De famøst uafhængige pashtun-stammer, i hvilkes hængedynd adskellige af verdenshistoriens største imperier sad fast. Anti-amerikanismen, næret af supermagtens indblanding i alt mellem himmel og jord. Russofobien, ikke blot et levn efter Sovjetunionen, men spillevende ved Ruslands brutale armvridning af sine naboer. Raseriet mod EUs ubesjælede standardiseringer og globaliseringens massemord på lokale kulturer. Og så fremdeles.

Folk er hamrende ligeglade med demokrati, menneskerettigheder, kalifat, ytringsfrihed, klassekamp, og anden teori. Men at bestemme selv; det kan få folk på gaden.

Sociokultur

I halen på et godt indlæg fra Raapil om indvandring:

For mig at se, er problemerne med indvandring både sociale og kulturelle. Det er fordi der er noget, der hedder sociale lag, og hvert socialt lag har sin egen kultur. Ikke isoleret, selvfølgelig, men der er stor kulturel forskel på rige og fattige. Til det kan man føje forskellen mellem by og land, og så har man et sociokulturelt gitter, som kan lægges ned over de fleste samfund. Det er ligetil.

De flygtninge og indvandrere, som Vesteuropa har fået fra udviklingslande, er som oftest fra de lavere sociale lag, og fra landlige samfund. Det betyder en indvandrerkultur som er dybt konservativ, patriarkalsk, underuddannet, eller endda uuddannet. Når mennesker fra en sådan kultur flytter til vestlige storbyer, bliver de store forskelle mellem den gamle og den nye kultur oversat til en gigantisk generationskløft mellem indvandrerne og deres børn. Det er derfor at indvandrerne, skønt de tit er arbejdsløse, ikke er særligt mere kriminelle end indfødte - hvis overhovedet, mens børnene render rundt og laver lort.

Løsningen er at fjerne generationskløften mellem forældre og børn. Det sker ved at børnene gifter sig med etniske hvide eller hinanden. Og det er derfor man må sætte stop for importerede ægtefæller, fordi denne skik nulstiller det sociale ur, der ellers var godt igang med at løfte næste generation væk fra det lavere sociale lag, som deres forældre var født i. Så det er derfor jeg støtter 24-års-reglen: For at bekæmpe den sociale arv.

Islam er kun en faktor, i og med at man har importeret den politiske opposition fra muslimske lande, som tit er islamistisk - og tirrer europæisk identitet gevaldigt. Ingen tvivl om at islamisme er en negativ faktor, men mest fordi den provokerer indfødte, og sætter gang i en vældig selvforstærkende chauvinisme, som vi også kender under navnet Civilisationskrigen. Jeg kan forstå hvorfor nogle vil markere deres identitet på mere eller mindre anstændig vis; men det gør det ikke meget nemmere, og har ikke alverden med problemerne at gøre. Det har islamisme så for i øvrigt heller ikke.

Men visse identitetsryttere gør alligevel islam til problemet, og har dermed på forhånd udelukket alle muslimer fra samfundet, og indirekte peget på løsningen: Omvendelse, tvangsomvendelse, udvisning, eller udryddelse.

Grundlæggende tror jeg ikke nogen af fløjene fatter det. Til højre trives identitetsangsten, mens tolerance er løsningen på alt til venstre. Kold sociologisk analyse har ingen tid til, desværre.

Obama Sort

En tanke jeg har tænkt. Der er en del racisme i verden. Efter århundreder med europæisk verdensherredømme har den ganske verden internaliseret racehierarkiet: Hvid, brun, sort.

Uanset hvor meget medierne wanker løs om Hillarys "comeback", så er Obama stadig USAs mest sandsynlige næste præsident. Spørgsmålet er ikke kun, om USA er parat til en sort præsident, men om verden er. Vi kender til de racistiske karikaturer af Condoleeza Rice; det bliver sandsynligvis et diplomatisk minus at Obama er sort.

På den anden side kunne det måske hjælpe hos den jævne befolkning. Vi Får At Se.

Islamomani

Memo til selvet:

Når et menneske ser islam som grunden til alt ondt, så lider dette menneske af islamomani. Det er en type monomani med islam som objekt.

Alt ligger under for manien: Småforbrydelser, vold og hærværk forklares med islams ringeagt overfor anderledes tænkende eller dens karakternedbrydende moralkodeks. Mandschauvinisme forklares med koranens ord og profetens eksempel. Og så videre. I islamomanikerens univers er der ikke andre faktorer, så længe objektet der skal forklares er en muslim. Er der uundgåeligt andre faktorer, føres disses oprindelse tilbage til islam.

Det er temmeligt udbredt i øjeblikket. Mest interessant synes jeg er genfortolkningen (h/t raapil) af de jugoslaviske krige, der hos de islamomaniske ses som en konflikt mellem kristne og muslimer. Det er faktuelt forkert, da de ortodokst kristne serbere sloges med de slovenske og kroatiske katolsk kristne, før de for alvor kom op at slås med de bosniske og kosovo-albanske muslimer.

At fortolke de jugoslaviske krige som en religionskrig er åbenlys historieforfalskning, men de islamomaniske er bedøvendes ligeglade og køber stort ind af de serbiske nationalmyter, som tit handler om krigene mod de osmanniske muslimer for mange hundrede år siden.

Vor tid vader i eksempler, men jeg kan hurtigt nævne i flæng:

a. Borgerkrigen i Irak, der forklares med muslimsk fanatisme, og absolut intet har at gøre med samfundets nedbrydelse efter invasionen, eller de etnisk-sekteriske uretfærdigheder der løb forinden.

b. Optøjerne i Paris' forstæder, der fortolkes som et muslimsk oprør, og ikke som klassiske raceoptøjer, i stil med LA i '92.

c. Kvindelig omskæring ses som en unik islamisk tradition, selv om den kun praktiseres i det østlige Afrika, og her også blandt kristne, jøder og animister.

Islamomaniens skader forvoldes først og fremmest ved dens konfliktskaben og tvangsidentificering. Mindre tydeligt er den skade der sker, når en islamomaniker på grund af sin mani ikke kan vikle et problem fra hinanden, og derfor ikke kan løse det, jævnfør ovennævnte eksempler.

Så har vi styr på det.