Kurdistan?

Hvis Syrien falder fra hinanden, vil de syriske kurdere udråbe en kurdisk stat og søge støtte hos det irakiske Kurdistan? Og hvad gør hhv. Tyrkiet og Irak så?

At love at bryde love

Læk, læk, læk løs...

Selvfølgelig skal man tage amerikanske ambassadørers ord med et gran salt, det er trods alt kun zladr...men Tacan Ildem er Tyrkiets "permanente repræsentant ved Nato" og rapporteres her at sige, at Tyrkiet gav Fogh lov at være generalsekretær for Nato mod, at Danmark til gengæld "klargjorde de juridiske krav til at lukke Roj TV". Noget af en offentlig hemmelighed - gaaaaab - men ikke helt i tråd med den ukrænkelige ytringsfrihed eller adskillelsen mellem den udøvende og dømmende magt.

Vi små skal blot tænke på, at det gavner vores nations interesser, når vores ledere knytter bånd til hinanden ved at love at bryde love på den ene eller den anden måde; ergo er det landsforræderi at undergrave deres gode netværk ved ligefrem at afsløre for os, hvor korrupt det foregår.

Iran, Irak og Moktada al-Sadr

Mine forudsigelser om Irak har været decideret rådne. Jeg har hele tiden ventet, at landet faldt tilbage til borgerkrigen, når USA var ude af billedet. Indtil videre holder det dog imponerende godt sammen. Valget foregik i det store og hele uden snyd, og der har ikke været nogen særlig uro.

Men alligevel...

Når jeg ser på valgresultaterne, så har jeg svært ved at se, hvordan der kan laves en fornuftig regering. Det mest sandsynlige er vel, at det fortsætter som før. Siden våbenhvilerne mellem Mahdi-Hæren og regeringshæren, som Iran fik i stand, og de efterfølgende fængslinger af Sadr-loyalister, har jeg haft svært ved at se Moktada al-Sadr som andet end en nationalist, der er blevet kapret af Iran. Han var i fare i Irak, så han tog til Qom i Iran, på Irans nåde. Meget sigende gik sadristerne i valgforbund med Det Øverste Islamiske Råd (ISCI), Iraks khomeinister.

Det giver derfor udmærket mening, at der forhandles en regering på plads, hvor al-Maliki fortsætter som statsminister, med støtte fra den kurdiske blok og Den Irakiske Nationale Alliance, hvor Sadr tog de fleste pladser:

Maliki's people travelled to Qom after having seriously miscalculated the outcome of the 7 March election and having overestimated their support base, figuring that they would win enough votes to be able to ignore Sadr's MPs in the inevitable post-election coalition-building.

It was a momentous about-face, which may have paid off. According to one key Maliki aide, Sami al-Askari, Sadr has shown a change of heart.

"He lifted his veto over Maliki," said Askari. "The Sadrists have said there are no longer any red lines for [Maliki'scoalition], or for Maliki himself."

På denne måde bliver al-Maliki afhængig af Irans uofficielle repræsentanter. Ikke at sadristerne er Iran-tro - det er de ikke - men Moktada er nok. Alternativet er den saudi- og USA-venlige Ayad Allawi, og det ser Iran helst ikke. Iran og kurderne har også interesse i, at al-Maliki (og Irak) ikke bliver alt for stærk og enerådig. Han skulle nødigt blive den nye Saddam Hussein.

(Al-Maliki regnede åbenbart også med at vinde. Det forklarer, at der ikke blev snydt. Eller er det mig, der er kynisk? Det ville ikke være første gang, han har været overmodig.)

Indtil videre kan det dog tage rigtig lang tid, før regeringen er på plads, og i mellemtiden er al-Maliki stadig statsminister med portefølje, som han har tænkt sig at gøre brug af: 

BAGHDAD — At least four Sunni Muslim candidates who appear to have won parliamentary seats on the winning ticket of secular leader Ayad Allawi have become targets of investigation by security forces reporting to the narrowly defeated Iraqi Prime Minister Nouri al Maliki, according to interviews Saturday with relatives, Iraqi security forces and the U.S. military.

Bagsiden er, at demokratiet ikke ser alt for godt ud for det utrænede øje. Allawi vandt en stor sejr, men kommer ikke magten et hak nærmere. Imens forhandles bag lukkede døre, og nogle fra oppositionen ryger i fængsel.

30. juni: En sejr for Irak

To yderligere ting om amerikanernes tilbagetog fra de irakiske byer og de mange bomber:

1. De amerikanske soldater har været en modererende faktor. Med det mener jeg, at de opfører sig mere civiliseret end de irakiske og får disse til at opføre sig mere civiliseret. Fordi man gør, hvad amerikanerne siger - de er nu engang de dygtigste til organiseret vold. Når amerikanerne trækker sig ud af bykernerne, vil vi ikke blot se en opblussen af vold, men også en forråelse af samme. Det kan sammenlignes med at trække kontrolstængerne ud af en atomreaktor.

2. Dette er, hvad irakerne ønsker. SOFA-aftalen, der fastlagde tidsplanen for USA's retræte, blev nærmest dikteret Bush-administrationen af de irakiske regeringspartier, der tilmed har erklæret 30. juni en national helligdag. Al-Maliki render pt. rundt og kalder USA's tilbagetrækning en sejr for Irak, der kan sidestilles med det mislykkede oprør mod briterne i 1920: Ud med den fremmede besættelsesmagt. Samtidig har parlamentet afsat en klat penge til en folkeafstemning om selve SOFA-aftalen ved parlamentsvalget næste januar. Hvis irakerne stemmer nej, så skal USA holde sig helt og aldeles til egne baser for senere at forlade landet. Folkeafstemningen var al-Sistanis hjertebarn, og oprindeligt planlagt til denne juni, men udskudt af parlamentet. Det antages, at afstemningen blev tænkt og anvendes som en garant for, at amerikanerne rent faktisk gør det, de har lovet. Og man må sige, at det har virket.

Jeg gider ikke høre noget lort om, at dette er Obamas skyld. Men det skal nok komme. Alle dem, der vil anklage Obama for at ødelægge det gode arbejde, som Bush/Cheney lavede, og den fine stand, de efterlod Irak i, vil utvivlsomt ikke engang være klar over, at alt dette er irakernes ønske. Sådan noget gider de ikke sætte sig ind i - for dem er det hele alligevel et stort rollespil om hvem, der er Churchill og Hitler, og hvad vedkommer den irakiske virkelighed dagdrømmerne?

Og jeg har ikke orket at skrive om kurderne. Det er tilstrækkeligt at sige, at de har vedtaget en forfatning, der dekrerer, at Ninevah og Dijala-provinserne samt Kirkuk er kurdisk land. Det er, som hvis vi skrev ind i Grundloven, at Skåne, Halland og Blekinge tilhører Danmark. Og Riga med, for god ordens skyld. Åh jo; og forbudt undervisning i arabisk i Ninevah har en lokal kurdisk leder også. Efter tyrkisk forbillede, velsagtens.

Se nu bare at få det overstået. Træk plasteret af, eller hvad skal man sige. Det hele er som en dårligt skrevet tragedie; måske når de alle sammen er døde til sidst, kan publikum slippe ud i dagslyset.

Aftale?

Jeg vil nødigt lægge en dæmper på Danmarks jubel over, at vores statsminister har vundet Nato Faktor, men vil dog gerne gøre opmærksom på, at politisk pres på justitsvæsenet for tiltaler, frafald o.l. er ulovligt, og, jf. udtalelser fra Fogh, Erdogan og Berlusconi om Roj TV, at det nok bør undersøges, om det påfaldende sammenfald mellem Foghs udnævnelse og Statsadvokatens nyligt udsendte i Tyrkiet er et eksempel på et sådant forhold.

Hmm

Jeg må sige, at kurdernes omfavnelse af styrkestatusaftalen med USA gør mig lidt mistænksom, de er jo glade for amerikanerne. Ved Zebari noget, vi andre ikke ved? Mere om aftalen her. der bl.a. også forlanger, at USA overdrager alle sine fanger til irakisk varetægt. Og så fremdeles. Men hvor meget er et stykke papir egentlig værd i Irak? Hmm.

Hussein Obama!

Jamen, altså.

BAGHDAD - Iraq's cabinet overwhelmingly approved a security pact on Sunday that will enable a continued American military presence in Iraq for up to three more years, overcoming protests from hard-line Shiite nationalists and pressure from Iran to block the deal. It is expected to go before the parliament for final approval by the end of this month.

Key revisions on sovereignty issues, demanded by Iraq and accepted by the US during months of fractious negotiations, led Iraq's highest-ranking Shiite religious figure, Grand Ayatollah Ali al-Sistani, to indicate over the weekend he would not object to the sweeping deal. Although the pact has experienced pockets of resistance, many Iraqis say the victory of US President-elect Barack Obama was a factor because of his promise to withdraw troops within 16 months of taking office.

The pact specifies that US units are to withdraw from Iraqi cities by June 2009, with a final countrywide pullout by the end of 2011. US diplomats have grown increasingly desperate to conclude the deal before a United Nations mandate, under which US forces currently operate, expires at the end of this year.

Passage through parliament is expected, since the cabinet vote showed that key political blocs support the deal, said government spokesman Ali al-Dabbagh.

"They all expressed a positive position because they consider it the best [agreement] possible, because it will manage and end the military presence and guarantee the complete withdrawal of the troops," said Mr. Dabbagh.

Og så et par uger efter jeg spåede aftalen død. Hvor vover de. Nu skal den dog gennem parlamentet, og en ja-stemme kan godt blive en møllesten om halsen på partiernes lokale repræsentanter, når der er lokalvalg d. 31 januar. Stemningen er imod enhver aftale med USA, selv om den er den bedste for Irak, og en stor sejr for irakisk suverænitet i forhold til det, USA diskede op med i starten. Al-Dabbagh forsømmer heller ingen muligheder for at understrege dette. Alternativerne er:

1. Forlængelse af FN-mandatet, der stort set giver USA fri hånd i Irak, eller
2. At USA fortsætter som nu, men uden tilladelse fra Iraks regering og parlament, eller
3. At USA trækker sine styrker tilbage til deres baser helt og aldeles.

Hvorimod denne aftale:

1. Kræver alle amerikanske styrker ude af irakiske byer før juli 2009,
2. Kræver alle amerikanske styrker ude af landet før slutningen af 2011,
3. Forlanger, at amerikanske aktioner bliver godkendt af den irakiske stat,
4. Hvilket inkluderer alle angreb mod nabolande, som mod f.eks. Syrien og Iran, og
5. At alle fremmede styrker på irakisk territorie (dvs. ikke USAs baser), der ikke er i tjeneste, hører under irakisk lov.

Slet ikke dårligt. Det er nok det bedste, denne tragedie kunne ende med, fordi aftalen sætter en tidsramme for amerikansk tilbagetrækning. Obama er en faktor, fordi hans retorik har overbevist irakerne om at få deres sager i orden så hurtigt som muligt, før USA trækker sig ud.

Der er stadig Kirkuk. Man må håbe, at kurderne bliver lidt mere realistiske ved synet af amerikanske tropper, der tager hjem. Der er stadig masser af vold; Baghdad er ved at blive hed igen. Aftalen er ikke stemt igennem. Er sikkert lige så fuld af huller som Baghdads betonmure. Intet er afgjort.

It's been a while but I'm back in style

Ikke alle hader Saddam.

TIKRIT, Iraq (AFP) – Iraqi tribes held demonstrations across the country on Saturday to protest a Kurdish leader's criticism of new alliances emerging between the clans and Prime Minister Nuri al-Maliki.

Hundreds of people turned out for demonstrations in the the northern Sunni town of Tikrit -- the hometown of executed dictator Saddam Hussein -- and the mostly Shiite southern cities of Karbala, Nasiriyah, Samawah, and Hilla, AFP correspondents said. (...)

In the oil-rich Kirkuk province -- hotly disputed and fractured into Arab, Kurdish and Turkmen communities -- thousands of Arabs gathered at a football stadium outside Hawijah, once a hotbed of the country's Sunni insurgency.

"All of Hawijah calls out to Maliki, Glory of our country!" the crowd chanted, reprising a slogan once used at rallies for Saddam. "With our souls, with our blood, we sacrifice for you, Kirkuk!" they cried.

Det virker som om, at sammenligningerne mellem al-Maliki og Saddam Hussein er ønsketænkning. "Gid han var, bare han er," tænker araberne. Kurderne har til gengæld ingen grund til at længes efter fortiden, og det her må være ret behåret at høre på.

Jeg ved ikke, hvordan man skal skære den. Og det er alligevel teori; i virkeligheden er den moderate kurdiske leder Talabani ved at tabe brydekampen med Ælde, mens den bryske nationalist Barzani dominerer. Og for kurderne er der kun de to at vælge imellem. Barzani:

ARBIL, Iraq (AFP) – A top Iraqi Kurdish leader has said the US military could have bases in northern Iraq if Washington and Baghdad fail to sign the controversial security deal, a local newspaper reported on Sunday.

Massud Barzani, the president of northern Iraq's regional Kurdish administration, said that his government would "welcome" such a move, the Khabat, the newspaper run by Barzani's Kurdistan Democratic Party, quoted him as saying.

Talabani:

BAGHDAD (AFP) – Iraqi President Jalal Talabani has said that American troops can set up bases in northern Iraq's Kurdish region only if the Shiite-led government in Baghdad gives its approval.

"It is not possible for US troops to stay in Kurdistan without the approval of the central government," Talabani said in an interview with state television Al-Iraqiya late on Sunday.

"Kurdistan is part of Iraq, and all of the country's constitutional laws apply to it."

Kurderne har overspillet deres hånd, de er simpelthen i en elendig magtposition. Talabani ved det, men Talabani er svækket.

Saddam 4eva...

Et fyrtårn af velstand

Fareed Asasard, højt på strå i PUK (det ene af de to altdominerende partier i Irakisk Kurdistan):

"Turkey is Iraqi Kurdistan’s gateway to the European Union."

Skal vi lige tage det roligt!!

Altså; det er meget smigrende, at EU er blevet et symbol på orden og velstand verden over, men - altså. For guds skyld.

Det kan være, Asasard kun sigter på handel med EU, hvilket næsten ikke kan undgå at foregå gennem Tyrkiet. Jeg synes, det lyder af mere. Vi bliver i hvert fald nødt til at vente med at tage dem med, til vi har absorberet Georgien, Ukraine, Serbien og Tyrkiet. Jeg forudser ingen problemer overhovedet.

---

I øvrigt en interessant artikel, om mulige tilnærmelser mellem Irakisk Kurdistan og Tyrkiet. Dette:

Turkey is seeking to use Iran and political instruments (the Supreme Council, Dawa Party, Sadr stream and al-Tawafuq), to block the oil law which would allow the Kurdish Region to invest in oil fields discovered in its territory without the interference of the central government. The recent visit of the Iranian president Mahmoud Ahmadinejad to Istanbul came as the two countries seek to coordinate their efforts on the Kurdish question.

Samt dette:

Although apparently [the Kurds] went to Tehran to try to get Maliki to back off in Khanaqin.

...giver et Iran, der i den grad er i centrum af irakisk politik. Kurderne er også ved at miste deres bedste forbindelse til Team Shi'a: Jalal Talabani, livstidsleder af PUK, og efter sigende ved skrantende helbred. Barzani, leder af KDP, og Talabanis rival, har altid slået mig som langt mindre pragmatisk end Talabani, og lige nu er der brug for en kurdisk ledelse, der kan gå på line.

Fortiden igen

Marc Lynch har et gæsteindlæg om stridighederne mellem kurderne og centralregeringen i Baghdad. Grundlæggende er problemet begyndt at være dette; at den stærkere (i mine øjne temmeligt overvurderede) irakiske regering og hær begynder at minde kurderne om fortiden, hvor araberne var ovenpå. Det var ikke så rart. Hvis man lægger USAs planlagte tilbagetrækning oveni - magtbalancens garant, og dermed kurdernes - så ligner det et politisk miljø, hvor kurderne er ved at blive alvorligt nervøse, og ikke kan vente meget længere med Kirkuk.

Kirkuk

Da brune mennesker ikke tæller, forventer jeg flere erklæringer om Irakkrigens sejrrige udgang efter denne måned, hvor kun ni amerikanske soldater hidtil er slået ihjel.

I al alvorlighed: Den gamle analyse af Irakkrigens mange lag har stået distancen. Der var en borgerkrig mellem sunnier og shi'iter; den vandt shi'iterne, Baghdad er ved at blive helt og aldeles shi'itisk, og de sunni-arabiske og kristne irakere i Damaskus og Amman ser ikke ud til at have den store lyst til at vende hjem. Da denne krig langt om længe er ved at være forbi, falder volden. Dernæst er der intra-shi'a-krigen, som regeringspartierne (indtil videre) har vundet. De Sadr-tro politikere bliver lagt i lænker landet over, mere eller mindre permanent. Sadr-bevægelsen vender således tilbage til undergrundstilværelsen den førte under Saddam Hussein.

Det sidste alvorlige stridspunkt er Kirkuk. Alle er så nervøse for det, at ingen kan - vil - enes om en dato for den forfatningsgaranterede folkeafstemning om byens fremtidige tilhørsforhold. En af bombningerne i dag var i Kirkuk.

Magten konsolideres. Det er godt; det, der var før, var anarki, og anarki er det værste. Selv om medierne - ledt ved næsen af Det Hvide Hus - har skudt skylden for Basras elendighed på Mahdi-Hæren, så var Basras problem netop at der ikke var et magtmonopol. Det var kaos. Jeg kan ikke huske hvor, men i 2006 læste jeg om 166 forskellige militser. Den mest berygtede af de store var Thar'Allah, der betyder "Guds Hævn". Nabolagets skræk, i al fald. Mahdi-Hæren havde aldrig magten i byen, og var faktisk et fremmedelement.

Jeg ved ikke hvad der vil ske i Kirkuk; hvordan magtspillet forløses. Kurderne får den, men hvordan? Temmeligt meget afhænger af, om de nationalistiske sunni-arabere kan sluge endnu en kamel, her efter Baghdad. Og det var en stor én.

Og Kirkuks turkmenere, olien, og Tyrkiet. Kompliceret.

---

NYTimes:

General Taha denied that Turkmen — or anyone else — had subsequently attacked the Kurdish demonstrators, though he said security forces who arrived to secure the scene and take the wounded to the hospital had shot into the air to clear the route for ambulances and police cars.

He said the demonstrators had “burned Turkmen buildings and they burned many cars.”

Farouk Abdullah, a senior Turkmen politician, said offices belonging to every Turkmen political party in the city had been attacked following the bombing. Mr. Abdullah said the Kurdish rioters had destroyed a number of Turkmen buildings and that many Turkmen political officials inside had been injured.

Hvad mon Tyrkiets Erdogan og Gül tænker? En militæraktion, der kunne lette presset fra domstolene? Det må være fristende.

Ynk

Røgen begynder at lette over hvad der er sket i Irak de seneste dage. Kort fortalt, så fik regeringstropperne nogle gevaldige stryg. Det blev ikke den kamp til døden som al-Maliki proklamerede, åbenbart fordi offensivens fiasko var så tydelig, at al-Maliki skyndte sig at sige ja til alt, al-Sadr forlangte. Sadristerne kan kun have vundet politisk på dette, og synes at se fremad mod lokalvalgene til oktober - jeg går også ud fra at de ikke har lyst til at slås med USA, og se deres byer lagt i grus. Og vice versa: Petraeus er ingen morder.

Opsummering af status lige nu inde fra Irak her.

Nu får vi se hvor let kampene kan stoppes, og hvor meget kontrol der egentlig er med Jaish al-Mahdi. Visse tolker de samtidige sammenstød mellem Mahdi-Hæren og regeringsaksens tropper over hele syden som en velkoordineret reaktion på offensiven. Jeg tror bare at militsfolkene var ved at koge over, og gik til den så snart de fik lov, landet over. Vi får se om de kan tøjles.

Men hold da kæft en ydmygelse. For al-Maliki, Bush og Rådet. Al den teatertorden endte i nederlag. Ynk ynk ynk.

I øvrigt lover dette ikke så godt for fremtiden, hvis USA skulle trække sig ud:

Another measure of GZG desperation is that they used peshmerga forces in Basrah (and in Baghdad). I find it hard to find the words to describe how thoroughly hated the Peshmerga regiments have made themselves in the central and southern governorates. They see themselves as entitled to exact every piece of revenge they possibly can at every possible opportunity and do so. This may be understandable but it is very bad tactics.

Peshmerga (kurdere) har i lang tid været brugt som billige landsoldater af USA, men er åbenbart ikke disciplinerede nok til at holde sig fra overgreb mod arabere hvor de bruges. De forestiller sig vel det er hævn for Anfal, eller noget lignende. Men vold avler vold, og kurderne har valgt side mod nationalisterne. Dumt.

Kirkuk

Afstemningen udskudt. Fornuftigt, med alle de turkmenere i byen. Kurderne får desuden ingen hjælp fra Baghdad med arrangementet.

Ifølge Tyrkiets luftvåben blev 150 PKK peshmerga dræbt ved bombningerne en fire dage siden. Det slog mig som bollocks: De kan ikke bekræfte tallet, da Tyrkiet ikke har soldater på landjorden, og, så vidt jeg ved, ikke engang helikoptere. Ydermere kan de heller ikke bekræfte, at det var guerillasoldater og ikke civile, der blev dræbt, af samme grund. Tallet er slunget ud,

1) For at gøre tyrkerne stolte af luftvåbenet, og det af sig selv, og

2) For at mætte tyrkernes blodtørst indtil videre.

Simpel nationalisme, som jeg skyder på Erdogan spiller på, og derfor er der ingen grund til at provokere med Kirkuk lige nu. Men det kan ikke udskydes for evigt.

Ikke nødvendigvis folkemord

Men det er sådan de starter:

"There are rumours that in some neighbourhoods people are making lists of their Kurdish neighbours. And shops owned by Kurds are being labelled as the places to stay away from."

Grækere, armenere, og så kurdere. Hvem ved.

Folkestyre

To links og et argument. Folkestemningen i Tyrkiet kræver krig, og et flertal af amerikanere går ind for at bombe Iran. Så hvis demokratiet fungerer, så burde både Tyrkiet og USA opføre sig som kraftidioter. Et eksempel på at demokrati kun er det mindst dårlige styresystem. Erdogan har ingen lyst til at hjælpe PKK tilbage til tidligere tiders glansrolle, men hvis presset bliver for stort, kan det blive politisk umuligt at lade være at eskalere.

Akilleshælen i alle styresystemer er menneskets dumhed. Uanset hvem der bestemmer - om det er diktator, politisk elite eller folket - så har de alle i sidste ende en overhængende risiko for både akut og længerevarende dumhed. De vulgære forestiller sig selvkritik som en svaghed, men arrogance er en langt større trussel. Vi er vores egen største fjende.

Gamle ven, gamle fjende

Evigt pålidelige Christopher Allbritton skriver om PKK og Tyrkiet:

What Turkey is really attempting to do is to force the U.S., Iraq and the Kurdistan Regional Government to act against the PKK to pre-empt any action by Turkey. The Turks figure that the KRG and its American backers will choose to crack down on Kurdish rebels if they're faced with the prospect of a Turkish invasion and the collapse of the Kurdish economic miracle in the north - much of which relies on trade with Turkey and Iran. It would be the lesser of two evils.

But if the U.S. and its allies don't or can't tackle the PKK, Turkey will be forced to act. Right now, there seems to be no great thirst for incursions that almost inevitably would lead to a larger and more permanent ground force and the Kurdish insurgency that almost certainly would follow.

Dette er problemet: PKK er ikke under nogens kontrol, og Qendil-bjergene beskytter dem ikke kun fra Tyrkiet, men også fra de andre kurdiske fraktioner. Så selv hvis Barzani og KDP prøvede at gøre noget ved dem er det ikke sikkert at de kunne, med mindre de kaster en pæn klat af hvad de har mod PKK. Not bloody likely, og slet ikke med Kirkuk i spil. Barzani har desuden sendt erklæringer om kurdisk solidaritet, og al det gejl. Han holder ikke af PKK - hvem gør også det - men sympatiserer åbenlyst med de tyrkiske kurderes selvstændighedskamp. Jeg tror derfor ikke han har i sinde at løfte så meget som en finger for at stoppe PKK. PUK kan ikke gøre noget, de har ingen magt i norden, selv om Talabani lyder lidt mere klar over situationens alvor end Barzani. Amerikanerne har slet ikke mandskab til at gøre noget ved PKK, på trods af at de er håbløst afhængige af forsyninger nordfra.

Og hvad så? I øjeblikket bombarderer tyrkerne grænseregionen. Det er ikke nok. For hver ny bombe PKK sprænger, for hver tyrkisk soldat der bliver dræbt i baghold, kommer invasionen tættere på. Og indtil den kommer vil vi se symbolske handlinger fra alle sider; a phony war. Barzani vil true PKK, Tyrkiet vil true Barzani, USA vil måske bombe lidt hist og pist, måske fra tyrkiske baser for symbolikkens skyld. Artilleri, flyangreb, døde civile. Men ingen invasion før Erdogan ikke ser anden politisk udvej. Ikke militær udvej, for som Allbritton skriver, så er Qendil-bjergene det værste møg at invadere.

Sanktioner? Det går ud fra at Barzani kerer sig om sine medborgere. Som jeg ser det, så vil situationen langsomt men uafladeligt kræve invasion og besættelse. Selv om det var til at forudse vil jeg ikke tørre den af på USA, for amerikanerne har knap været til stede i irakisk Kurdistan. Problemet er blotlagt, resten følger logisk.

Blowback

Ikke ustraffet lader man en oprørsbevægelse operere fra éns territorie. Barzani, den idiot, har tilladt PKKs aktioner mod Tyrkiet fra irakisk Kurdistan, nu får vi konsekvenserne at se. Sandsynligvis en tyrkisk invasion, med iransk og syrisk støtte. Hvor meget, hvor lidt; ikke til at sige. Hvis meget, så bliver det langvarigt og blodigt, og kurderne er dem, der vil dø flest af. Igen. Hvad amerikanerne vil gøre, ingen anelse. Lade kurderne dø, velsagtens, hvad andet kan de? De vil næppe slå igen mod Tyrkiet, selv om de ifølge Weekendavisen sandsynligvis støtter PJAK, PKKs tvillingeorganisation i Iran. Means to an end, og behandlet derefter.

Blowback, med Ron Pauls ord. USA støttede Israel og korrupte arabiske ledere, det fik 9/11. Talebanerne beværtede al-Qaedas ledere, de blev væltet af Nordalliancen og USA. Så vidt, så godt. Men konsekvenserne af indblanding, reaktion, og modreaktion, det er kaotisk. Hvis Tyrkiet kun invaderer området lige over grænsen, vil det ligne en fiasko hvis PKKs bomber bliver ved at sprænge. Og i så fald vil Tyrkiet alligevel blive nødt til at eskalere, om ikke andet, så for at redde Erdogans ære. Lidt som Israels mislykkede krig mod Hizbollah.

---

Og lad mig ej forglemme folkemordsresolutionen. Mage til miskalkuleret kraftidioti. USA kunne officielt have anerkendt det armenske folkemord de sidste gud ved hvor mange år, men vælger det i særklasse værste tidspunkt overhovedet at sende det til afstemning. Idiotisk, fordi USA ikke får en dyt eller en døjt ud af det, ud over de amerikanske politikere med armensk-amerikanske vælgere. Latterligt, fordi det i øvrigt ikke bør være politikeres bord at bestemme hvad der er folkemord eller ej. Åndssvagt, fordi folkemordet er komplet irrelevant og fuldstændigt periferisk i forhold til nutidens skrøbelige situation i regionen.

Perspektivet på denne sag er forskelligt fra USA og EU. Jeg kan til dels se hvorfor det kunne banke lidt fornuft ind i tyrkernes hoveder at stemple det armenske folkemord Godkendt Af Staten, fra EUs perspektiv. Men Tyrkiet bør alligevel ikke være med i EU, så knep det. Det eneste hensyn man bør tage er det til Mellemøsten, og dem, der bor der. Dette tjener ingen nytte. Ingen overhovedet.

Med det sagt, så er Poul Høis sammenligninger forkerte:

Tilhængerne af resolutionen minder mig ikke så lidt om de neokonservative, der invaderede Irak, og de tegnere, der tegnede Muhammed, og i princippet har de jo alle ret. Saddam fortjente at blive fjernet, og irakerne fortjener demokrati; hvis vi vil håne muslimerne, så skal vi ikke spørge imamerne om lov til det, og vi skal heller ikke spørge tyrkerne om lov til at vedtage resolutioner om folkemordet på armenerne.

Tegningerne havde jeg det fint med, fordi princippet om at have lov at gøre grin med religion er centralt for de vestlige samfund; det er simpelthen ikke noget at gå på kompromis med. Hvis man flytter til Danmark, så må man finde sig i det, eller også lade være at flytte til Danmark. At hele sagen blev kidnappet af forskellige muslimske lande i indenrigspolitiske hensyn (Mubarak kom Broderskabet i forkøbet, tog æren) er ikke Danmarks skyld, det var kun endnu et arabisk selvmål. Men anerkendelsen af det armenske folkemord er ikke central for USA, de har intet at gøre der. Og invasionen; mord uden motiv. Ikke sammenlignelige med nogen skide tegninger som ingen burde have ondt over.

Propaganda

I Berlingske:

Den nordlige kurdiske del af Irak fremhæves af landene bag Irak-krigen som en succeshistorie. Men for nabolandet Tyrkiet er Nordirak en terrorrede, hvorfra de kurdiske oprørere frit kan operere. Den tyrkiske regering er med god grund ved at miste tålmodigheden. (...) Men fra Ankara spørger man igen og igen – og ikke uden grund: Hvad vil I så have, at vi skal stille op?

Hvad med, fra hoften: Anerkende kurderne som minoritet? Tillade deres sprog i alle offentlige institutioner? Tillade kurdiske partier? Fuld politisk frihed? Eller endda, lade dem få deres uafhængighed, hvis det er det, de vil have?

Lad det ikke siges at jeg er naiv mht. kurderne i Irak og Tyrkiet, og slet ikke mht. PKK. Jeg deler ikke manges optimisme om irakisk Kurdistan, eller sympatiserer med de tyrkiske og iranske kurderes frihedskamp mere end moralsk forsvarligt - nej tak til blod på hænderne. Det er endnu en af Hitchens' barnagtige frihedsfetischer jeg ikke deler. Men at se så pro-tyrkisk en artikel i en dansk avis er beskæmmende. Intet om kurdiske ofre, eller om nogen af de andre minoriteter tyrkisk nationalisme træder på dagligt. HRW:

Security forces in Turkey forcibly displaced Kurdish rural communities during the 1980s and 1990s in order to combat the Kurdish Workers’ Party (PKK) insurgency, which drew its membership and logistical support from the local peasant population. (...) Evacuations were unlawful and violent. (...) The operations were marked by scores of “disappearances” and extrajudicial executions. By the mid-1990s, more than 3,000 villages had been virtually wiped from the map, and, according to official figures, 378,335 Kurdish villagers had been displaced and left homeless.