Gæt hvem der var keynote speaker på CEPOS' vækstkonference i går?

Det Radikale Venstre: De sofistikerede neandertalere.

(Har stadig tennisalbuer, burde ikke skrive)

Kedeligt men ret vigtigt: "Købekraftskorrigeret"

Når liberale som f.eks. Kurrild-Klitgaard omtaler Danmark som et økonomisk hul i jorden, vil han og hans lige ofte bruge såkaldt "købekraftskorrigerede" tal for det økonomiske produkt, dvs. hvor meget af økonomisk værdi, som vi laver i Danmark.

Det tror pokker: hvis man ser på tal, der ikke er købekraftskorrigerede, ender Danmark højere end USA, og det går ikke.

Så hvad går det ud på? Dansk wikipedia forklarer:

Ved at bruge KKP [købekraftsparitet] valutakurser når man sammenligner levestandarden i forskellige lande, opnår man et mere detaljeret billede, end hvis man bare sammenligner nominel bruttonationalprodukt (BNP). Det skyldes at KKP valutakurser tager højde for forskellige relative leveomkostninger og inflationsrater i forskellige lande.

Og det lyder da yderst fornuftigt. Problemet er, at det ikke er alle værdifulde ting, man sådan kan gå ud og købe. Her et par eksempler:

• Et sundhedsvæsen for alle
• Længere levetid
• Mindre kriminalitet
• Mere lighed
• Bedre social mobilitet
• Tryghed i dagligdagen
• Osv.

Selv om man er af den politiske overbevisning, at disse samfundsgoder ikke bør efterstræbes, kan man næppe undslå sig, at der er nationer, der bruger mange penge på netop dette. Og da sådanne goder ikke regnes med i en købekraftskorrigeret sammenligning af levestandarder, kan man ikke bruge en sådan sammenligning til meget andet end netop at se på direkte leveomkostninger. Det kan i hvert fald ikke bruges til at sammenligne økonomien.

Hvis man alligevel bruger købekraftskorrigeret BNP, hvem vinder og taber så? Taberne er europæiske velfærdsstater som f.eks. Danmark, der har en høj moms, fordi moms er en direkte købsafgift, der regnes med i KKP. Hvorimod lande som USA, der ikke har moms overhovedet, stiger betragteligt.

Nogle ville derfor kalde en sådan sammenligning misvisende. Hvis f.eks. netop USA og Danmark sammenlignes, kunne man jf. eksemplerne ovenfor anføre, at USA ikke har et sundhedsvæsen for alle; at der er langt flere mord; at uligheden er langt større; at den sociale mobilitet er mindre; og at alt dette burde regnes med. Fordi det er et valg, man træffer, om hvordan man anvender det økonomiske produkt. Men udkommet er det ikke.

(billede af Big Mac-indekset. Heller ikke den bedste måle at måle en økonomi på...)

Krugman! UAahr!

Det ekstra gode er, at Krugmans opponenter lever op til alle klichéerne om overklassebriter. Der er ikke noget så sødt som at få bekræftet ens yndlingsfordomme.

Dagens propaganda

Fra JP:

Dansk kontanthjælp er i top

Det danske niveau for kontanthjælp ligger betydeligt over flere af vores nordiske nabolandes og er med til at fastholde folk på overførselsindkomster og holde dem væk fra arbejdsmarkedet.

Sådan lyder det fra både Dansk Arbejdsgiverforening, DA, og den borgerlig-liberale tænketank Cepos, som via tal fra Nordisk Råd har sammenlignet rådighedsbeløbene for forskellige kontanthjælpsmodtagere i Danmark, Sverige, Island og Finland.

Fra Verdensbanken:

Employment to population ratio, 15+, total (%)

Employment to population ratio is the proportion of a country's population that is employed. Ages 15 and older are generally considered the working-age population.

Seneste tal, 2007-2011:

Danmark: 60%
Sverige: 58%
Norge: 64%
Finland: 55%
Island: 69%

Røvhuller.

Min nationaløkonomi: Et langt og kedeligt indlæg

Jeg er ret konventionel, når det drejer sig om økonomisk politik. Man skal have en markedsøkonomi, der er reguleret, så den fungerer. Dvs. der er reel konkurrence (ingen monopoler eller karteller), gennemsigtighed for forbrugere, lovgivning mod fejl og mangler. Profit beskattes, i afvejning mod fradrag for investering (investering skal kunne betale sig, men det kan også skabe bobler eller unyttige reserver). Skatten bruges til at lave infrastruktur, som erhvervslivet og resten af samfundet gør brug af (inkl. uddannelse, retvæsen, brandvæsen, postvæsen, sundhedsvæsen etc - ikke bare gods, men hele samfundets infrastruktur - faktisk vigtigt for et velfungerende erhvervsliv). Løn og forbrug beskattes også. Finanssektoren bakkes op af en centralbank, statsfinanserne styres af en konjekturformindskende finans- og pengepolitik (spar op under optur, brug løs under nedtur), og kortsigtet spekulation holdes nede. Erhvervslivet driver økonomien og laver penge og arbejde, mens staten gør det nemmere at lave penge og arbejde, i en god cirkel.

Det er det. Ikke noget fancy. Europa fandt frem til denne model efter først Depressionen og så 2. Verdenskrig, hvor nationalt sammenhold var noget, man gik og tænkte på, og det har sgu fungeret meget godt. Centrum-venstre har siden da så ikke gjort meget andet end at udvide og forsvare velfærdssamfundet, fordi det nu engang fungerer. Det er de skandinaviske lande et levende eksempel på.

Efter oliekriserne i 70'erne, hvor kerneinflation pga. dyrtidsregulering af løn kom i vejret, gik særligt den britiske og amerikanske højrefløj til angreb på modellen. Siden har det været dem, der har været ideologiske korsfarere, mens venstrefløjen har ført en bevarende linje.

Men bevaring er kedeligt, og modellen er som sagt ikke særlig fancy; der er ikke noget ideologi i den. Så folk glemmer hurtigt, hvorfor en pragmatisk opbygget struktur er som den er, og banen overlades mere og mere til ideologerne. Med tiden begynder alle tanketomt at gentage ideologernes argumenter, fordi der ikke er intellektuel struktur i en pragmatisk model. Folk holder endda helt op med at tage sig af virkeligheden, hvis den ikke passer ind i ideologien. Når først virkeligheden tager revanche - og det gør den altid - tager folk ideologien op til overvejelse.

Det er så det, der er sket inden for økonomisk tænkning de sidste årtier. Så nu har Danmark en angiveligt socialdemokratisk statsminister, der uden videre gentager borgerligt vrøvl, fordi det gør man jo bare, alt imens ideologerne når til tops i vigtige organisationer, hvorfra de driver deres vanvidsregime. De driver i hvert fald mig til vanvid.

Måske er det bare nødvendigt med en økonomisk depression hver tredje eller fjerde generation for at minde os om, at det ikke er en god ide at slippe finanssektoren løs, dyrke spekulativ rigdom, og så skære hårdt ned under lavkonjekturen bagefter.

Solidaritet på tværs af landegrænser & Grønland

De Sjældne Jordarter igen igen...

China has come under pressure for its refusal to budge on some of its questionable practices, such as maintaining a currency peg at an artificially low level relative to that of many of its major trade partners. China’s latest trial balloon is that it want to trade some free passes on this front for easier access to so called rare earths, on which is has a stranglehold.

- og:

A shortage of raw materials has become a systemic risk for the global economy, the European Union trade chief Karel De Gucht said. (...) To lessen Europe's dependence on foreign raw materials the EU should reopen existing mines and back rare earth operations in Greenland, a landmass that could harbour as much as 25 percent of the world's rare earth supplies, he said.

Den større pointe er ikke, at vi bør hade Kina for at opføre sig bøllet. Vi gør det samme, eller gjorde engang, før vi mere eller mindre holdt op med at tænke som nationer og i stedet internaliserede en økonomisk liberalisme, som reelt er en klasseklamp: rige mod ros. Et Vesten, hvor den formuende klasse har allieret sig på tværs af landegrænser, som socialisterne engang før 1. Verdenskrig drømte at arbejderklassen ville, og som arbejder hårdt på at nedbryde meningen med nationer og ledelse. Det kaldes globalisering, og det betyder lavere selskabsskatter, skattely og redningspakker til obligationsejere og aktieholdere. Se det her igen - det kaldes en fælles interesse på tværs af grænser:



Hvis der er et "vi", så er vi dumme, og Kina kloge. Der er ingen grund til at kalde Kina øgenavne; vi kan kun skyde skylden på os selv for at danse rundt som idioter om guldkalven og stemme på de politikere, vi gør. Lektien er, at dem med magt knepper dem uden magt. Det er fint; sådan er det. Vi kneppede Irak, de kunne bare have været stærkere. Hvis man har magt, så kan man være venner, men hvis man er en dørmåtte, vil folk også behandle én derefter. Det er derfor jeg er noget venstreorienteret efterhånden, for penge er magt, og det bliver man bare nødt til at tage hensyn til. Ellers bliver man kneppet af rige mennesker. Man kan bare se på hvordan Kinas fabriksejere behandler deres arbejdere.

Grønland...

Monopol

Hvis magt drejede sig om andet end selvtillid og lækkert hår, burde nogle måske tage det her alvorligt:

Beijing set off shockwaves in early July when it announced a 72pc reduction in rare earth exports over the second half of this year. The country has acquired a near monopoly, with 97pc of global output after under-cutting the rest of the world with Mongolian ores in the 1990s. The sudden cut-off since July has drastically restricted supplies to the rest of world. (...)

Baotou Steel High Tech Co said in February that it was building storage space for 200,000 tonnes of rare earth oxides. The company has since been told to stockpile metals by party bosses in Inner Mongolia. China Daily reports that Baotou and Jiangxi Copper are aligning their policies and now "virtually control" the market. 

Det er ikke frihandel, det er merkantilistisk planøkonomi. Og det ser ud til at virke, selv om Kinas fremgang ifølge vores egne kloge hoveder er den rene produktivitet. Eliten vil nok ikke gøre noget ved dette af samme grund til, at de ikke gør noget ved skattelyene; det kommer dem til gode. Den økonomiske teori har jo også skrevet ressourcer ud af ligningerne, så ideologien passer med klassens interesser.

Jeg er ved at blive lidt træt af min egen sarkasme, men hold kæft hvor er vi blevet dumme til det her. Er der overhovedet et 'vi' længere, eller er nationer og samfund bare folk og deres familier? Er 'vi' så naive?

Udliciteringsforvirring

Fra Informations forsideartikel:

Social innovation vinder frem og skaber flere stedet rundt om i landets kommuner nye eller supplerende tilbud til den offentlige service, der er ramt af stadigt stigende krav fra borgerne, færre hænder til at løse opgaverne og stadigt stigende økonomiske underskud.

Tanken er, at man udliciterer statens opgaver til ildsjæle, og det kan man så spare en masse penge på. Kæden er hoppet af, når man tror, at man ved privatisering - dvs. udbud - kommer af med udgiften. At sætte et statsligt eller kommunalt tilbud i privat regi betyder ikke, at udbudsvinderen også selv betaler for driften. Det er stadig staten, der betaler - over skatten.

På Center for Socialøkonomi, der hjælper borgere og foreninger i gang social­økonomiske virksomheder, har direktør Lars René Petersen i år fået dobbelt så mange henvendelser som sidste år og har kontakt med en fjerdedel af landets kommuner omkring at skabe gode rammer for socialøkonomiske virksomheder.

»I stedet for at sidde med hænderne skødet, hvis man synes noget er forkert, så gør mange mennesker i dag noget. De er drevet af den gode idé og den sociale indignation, fordi der er kommet mere pres på velfærden og de svage grupper, og det animerer flere til at handle i stedet for at skyde skylden politikerne og den offentlige sektor,« forklarer Lars René Petersen.

Jeg tvivler også stærkt på, at det er en god idé at forlade sig på menneskers sociale indignation som motivationen for at påtage sig at afhjælpe årsagen til den sociale indignation. Det er ikke bæredygtigt, og dermed er det ustabilt - hvilket er det modsatte af formålet med velfærdsstaten; at skabe tryghed.

Det er fint nok, hvis folk personligt vil gøre noget, men det er virkelig ikke en model, der skal understøttes ved systematisering. Inspirationen kommer fra USA og Storbritannien, så spørgsmålet er, om vi vil efterligne de to samfund og kaste en masse af statens ansvar over på religiøse velgørenhedsorganisationer. Spørgsmålet er ikke, hvordan velfærdsstaten overlever, men hvor meget af den.

Kan vi ikke lige tænke over, om det i det hele taget er mere effektivt, og i så fald om effektiviteten er tabet af den statslige troværdighed og driftsstabilitet værd? Det er ikke en automatisk proces; vi kan godt stadig vælge, hvor vi vil hen.

Apropos Storbritannien:

(Reuters) - The coalition government defended plans Sunday to consider far deeper public spending cuts than expected after opponents warned that it could trigger a second recession and a wave of strikes.

The Labour Party, which lost power in May after 13 years, said the government's decision to look at cuts of up to 40 percent, instead of the 25 percent announced last month, could lead to one million job losses.

However, Transport Secretary Philip Hammond said departments were unlikely to see full 40 percent cuts, a level rarely seen in developed countries, despite being asked to consider them.

"What we are not going to do is just slice 25 percent off every department. We will look at the menu of options for each department," he told the BBC. "I don't expect any departments will see a 40 percent cut, but some departments may see cuts a bit higher than 25 percent."

At bede de enkelte styrelser om at planlægge besparelser er at flygte fra ansvaret for de konkrete nedskæringer. Jo, vist går folk ind for at mindske underskuddet, men når det ligefrem bliver virkelighed, så kan det ses på meningsmålingerne.

Men i forhold til besparelser social innovation: Hvis der skal skæres ned, så skal det være programmer, der skæres ned på. Idéen om, at der er milliarder og atter milliarder at spare på administration vil kun føre til dårligere administration og dermed flere huller, inkonsistens, skandaler og mistillid.

Det er nu ikke andet end hvad man kan forvente fra de britiske konservative.

Redaktøren lægger sin vinkel

Overskrift på epn om indførslen af afdragsfrie lån dengang:

Statsoppustet boligboble koster danskerne dyrt 

...indførslen var en deregulering af lånemarkedet - der var noget, der ikke var tilladt før, som så blev tilladt. Statens magt blev altså indskrænket. Man skal have hovedet fyldt med bras om, at alle ubalancer i økonomien skyldes statsindgreb, for at få konsekvenserne af deregulering til at blive statens skyld i stedet for folketingets.

Artiklen er fin nok, og jeg ved ikke, om modstanden mod denne konklusion i Økonomi- og Erhvervsministeriet og realkreditøkonomer ikke bare bunder i at dække over egne fejl. Men overskriften er en af de der redaktøridiotier.

Bah.

Om straftold, fra hoften

Den generelle modvilje mod protektionisme, selv når protektionisme er berettiget, skaber et internationalt handelsklima, hvor der konkurreres på indirekte statsstøtte til virksomheder for at sikre markedsdominans, eller simpelthen arbejdspladser. Det rationelle ville være at indrette sit eget land således, at man kun, hvor det var nødvendigt, greb ind i markedskræfterne - for at håndhæve forbrugerbeskyttelse, brancestandarder og fri konkurrence - og ellers sørgede for straftold mod de udenlandske industrier, der fik statsstøtte eller andre fordele.

Men sådan leger vi ikke. Derfor er en konsekvens af - ikke frihandel i sig selv - men liberalismens ideologi, der underbygger fokus på frihandel, at erhvervslivet har set sin reelle skattebyrde falde voldsomt, foruden at man har tolereret skattely og givet statsstøtte på forskellige, udspekulerede måder.

Jeg synes, at denne historie, om svindel for 5 mia. € med EU's emissionshandelsordning for drivhusgasser, fortjener lidt mere opmærksomhed. 

In announcing its investigations into the pan-European racket, Europol, Europe's criminal intelligence agency, said that as much as 90 percent of the entire market volume on emissions exchanges was caused by fraudulent activity, undermining the very viability of the ETS just as the EU is touting a similar scheme for the rest of the world.

Systemet er unødigt kompliceret og vidt åbent for misbrug. Det er meget nemmere simpelthen at lægge en afgift på udslip af drivhusgasser, alt inkl. Men det kan ikke lade sig gøre, fordi det ville skade den nationale konkurrenceevne. EU kan jo ikke sætte et fælles afgiftniveau.

Men man ville sagtens kunne selv - så længe man kunne lægge en kompenserende straftold på udenlandske varer uden en tilsvarende afgift. Hvis en klimaprotektionisme blev brugt ærligt, og ikke blot som netop skjult almindelig protektionisme, ville man faktisk stå med et meget stærkt våben til at påvirke andre lande med. Men sådan leger vi ikke, og slet ikke inden for EU.

Tys

Lidt om ideologi. Ultraliberale bevæger sig sjældent ned i en diskussion om det finansielle værktøj, der rent faktisk blev brugt op til finanskrisen. Kurrild-Klitgaards indlæg forleden er typisk: Der tales om generel statistik, der bruges overfladiske makroøkonomiske betragtninger. Her og hos andre ideologer finder man ingen diskussion af f.eks. tranching, hvad en collateralized debt obligation er, kreditvurderingsselskaberne og disses rolle i oppustningen af finansmarkederne. "Ekspansiv pengepolitik" får hele skylden, ergo er de mange keynesianske tiltag at sammenligne med Greenspans rentesætning. Beskidt virkelighed ville jo ikke passe ind i Ayn Rands infantile univers, på samme måde som praktiseret kommunisme ikke kunne forliges med Lenins propaganda.

"Frihandel"

Det er ironisk, at liberalisterne burde have et godt argument mht. depressionens ophav i den skæve handelsbalance mellem USA og Kina (og resten af verden). Finanserne søger altid mod en balance (at opnå den er en anden sag...), og et handelsunderskud burde af sig selv føre til en svækket valuta, eftersom dens værdi er en konsekvens af udbud og efterspørgsel, som en anden vare. Det, vi i stedet har set, er, at Kina har bevaret yuanen på et stabilt, lavt niveau på trods af sit gigantiske handelsoverskud over for USA og Europa år efter år. Forklaringen er, at Kina kunstigt holder yuanen nede. Det er efterhånden lige så hemmeligt som Israels atomvåben, USAs torturprogram og Ruslands giftmord.

I sidste ende er det ikke til gavn for nogen: Kineserne får ganske vist flere arbejdspladser, men gør det på de facto eksportstøtte, således at de eroderer profit og effektivitet - som sådan noget jo gør. USA og Europa mister til gengæld arbejdspladser mod billige varer, hvilket går ud over fordelingen af rigdom, så uligheden bliver større. Og i sidste ende vil handelsmæssige ubalancer alligevel afvikles, og det gør nas, som vi erfarer nu.

Man skulle tro, at en liberal ville anklage Kina for at manipulere med det frie marked og bede om handelsbarrierer pronto. Men nej: At gå ind for "frihandel" betyder at lukke øjnene for eksportstøttens forvridninger. Jf. reaktionerne på USA's forkætrede finansminister Geithners bemærkninger om Kinas manipulation, f.eks. Edward Harrison Fra RGE:

I have mentioned in the past that Barack Obama does not have a consistent record on promoting free trade and many are worried, including Free Trade guru Jagdish Bhagwati, that we are about to see protectionism hit with full force. So, while the White House backpedaled from the protectionist sentiment, Geithner’s comments cannot be taken lightly.

Her fra EU Observer om stearinlys:

Despite G20 commitments last week to avoid protectionist measures, European Union authorities on Tuesday (7 April) agreed to impose anti-dumping taxes of up to 50 percent on Chinese-made candles sold in the EU.

En straftold på varer, der sælges under materialeprisen. Og det er altså "protektionisme".

---

Lad mig gerne påpege EU's hykleri, idet vi åbenbart ikke lider moralske kvaler ved at dumpe vores EU-støttede tomater i hovedet på resten af verden, så de ikke har en chance for at få landbrug op at køre. Frankrig, Afrikas ven.

Behavioristisk økonomi

Måske økonomi som fag er ved at være parat til at tage springet fra Oplysningstiden til Moderniteten.

"We don't know"

I was there when the secretary and the chairman of the Federal Reserve came those days and talked to members of Congress about what was going on… Here’s the facts. We don’t even talk about these things.

On Thursday, at about 11 o’clock in the morning, the Federal Reserve noticed a tremendous drawdown of money market accounts in the United States to a tune of $550 billion being drawn out in a matter of an hour or two.

The Treasury opened up its window to help. They pumped $105 billion into the system and quickly realized that they could not stem the tide. We were having an electronic run on the banks.

They decided to close the operation, close down the money accounts, and announce a guarantee of $250,000 per account so there wouldn’t be further panic and there. And that’s what actually happened.

If they had not done that their estimation was that by two o’clock that afternoon, $5.5 trillion would have been drawn out of the money market system of the United States, would have collapsed the entire economy of the United States, and within 24 hours the world economy would have collapsed.

---

Det skræmmende ved situationen er ikke, at de ultraliberale ville lade det hele falde sammen, så de kunne få sig den ultimative økonomiske darwinisme, som de forestiller sig er himmerige - det ville i stedet være Ayn Rand i baronens seng. Nej, det skræmmende er, at alle økonomerne - alle eksperterne - alle politikerne og direktørerne - de ved ikke, hvad de skal gøre, eller hvad dette er. Liberalismen har indpodet dem en klippefast tro på, at markedet ikke kan fejle, og de er fuldstændigt i vildrede. Derfor stavrer de fra position til position. Og dem, der forstod markedet, der forstod, hvad der var på vej, er henvist til den politiske periferi.



Finanskrisens opståen kan diskuteres. Om det var USAs underskud, der sugede kinesiske lån til sig, og derved skabte den likviditetsoverflod, der førte til det finansielle pyramidespil, Greenspans rentesætning, dereguleringen af finanssektoren over hele verden, eller mexikanske indvandrere, kan diskuteres. For gennemskueligt er det ikke. Men det er tydeligt, at politikerne omkring centrum ikke kan eller vil indse, at banksystemet er insolvent, og at den bedste løsning er midlertidig nationalisering og efterfølgende salg, efter den svenske model. Og det kan de ikke, fordi de er opflasket med den frimarkedsbegejstring, der i sin tid også lukkede deres øjne for boligboblen, selv om den stod så klart frem som sommersolen på en skyfri himmel.

Det er alt sammen ideologisk bagage. Væk med det. Ideologi er noget bras.

Værdier

Via Krugman, Grover Norquist om USAs nominelt højere virksomhedsskatter:

Obama is a more international guy, so we should be close to the European average. We’ll stop torturing people, we’ll stop torturing corporations, and that will make us more like Europe.

Jeg tror ikke, at noget illustrerer højrefløjens nuværende værdivakuum bedre, end når den sammenligner skat med tortur, eller mener, at kampen for frihed først og fremmest er en kamp mod skatteraten og miljøregulering. Derfor glæder det mig, at CEPOS så småt er begyndt at snakke om andet end topskat, når nu de er bedre til at komme i medierne end Socialdemokraterne.

Og hvorfor er de egentlig det?

Samfundets moralske skrog

Finans- og aktiemarkederne har atter pustet sig op og sprængt sig selv i luften, hvilket ser ud til at ske omtrent hvert 25. år. Pr. sædvane er det ramte erhvervsliv med tilhørende direktører er blevet anklaget for grådighed, da nogle af dem har hevet en årsløn hjem på mange, mange millioner for til gengæld at køre deres virksomheder i sænk. Tilmed har mange direktører gyldne faldskærme og/eller pensionsordninger, der vil sørge for, at de ikke nogensinde vil lide nød igen, i modsætning til dem, der skal rydde op efter eksplosionen: Skatteyderne.

Svaret er kommet prompte; at det er absurd at anklage folk for at ville tjene hurtige, nemme penge. Folk er grådige! Og man bør ikke være overrasket, ej heller fordømme menneskets natur, forklares det. Da direktørerne endda fik verden serveret på et sølvfad af bestyrelsen, så skulle de være idioter for ikke at sige ja og amen. Enhver ville gøre det; jeg også.

Er alt godt, så? Var fejlene kun systematiske, og ikke menneskelige? Værdiskredet siden halvfjerdserne, fra rigdom til sex og berømmelse, kom af, at der blev færre og færre fattige. Fattigdommen blev uddrevet fra arbejderklassen i takt med, at den selv svandt ind. Lidelsen forsvandt fra de små lejligheder, og flyttede ud blandt de hjemløse på gaden. Rigdommen mistede sit gyldne himmerigsskær, fordi fattigdommen ikke længere var der til at sluge de fortabte. Hvad skulle man da sætte pris på? Sex, udseende, berømmelse og ungdom, til at begynde med. Tabere var først og fremmest fattige seksuelt, snarere end økonomisk.

Samfundet formede værdierne, ikke omvendt. Økonomien ændrede menneskers holdning til sig selv.

Betragt da finanskrisen: Hvem er vindere, hvem er tabere? Vinderne er dem, der har tjent kassen på at puste boblen op, spekulere i den, og løbe fra regningen. Taberne er dem, der arbejder og betaler skat, og småaktionærer. Hvad er moralen i den historie?

At grådighed er godt. Ikke for samfundet, men for dig alene. Såmænd.

Liberalismens selvbedrag var at tro, at egoismens implicitte ligegyldighed overfor andre ikke ville få konsekvenser for samfundets moral. Læren, folk vil drage af finanskrisen, er, at vindere spekulerer efter kortsigtet gevinst i bobler, og lader taberne om regningen. Taberne passer til gengæld deres arbejde og betaler skat. Regningen er dermed ikke bare økonomisk, men moralsk.

Liberale holder meget af at skrive om incentiver. Så lad os. Incentiverne i finanssektoren var fuldstændigt forvredet. Boligmæglerne tænkte kun på at sælge lånet videre, ikke om lånet var sundt. Investeringsbankerne tænkte ikke på, om lånene de købte var sunde, men om de kunne puste boligboblen endnu mere op. Direktørerne med kortsigtede bonusordninger havde interesse i at løfte regnskabet midlertidigt, for derefter at indløse optioner og andet, før skidtet brasede sammen.

Når støvet har lagt sig og nødlovene afblæst, bør noget af det første, man bør gøre, være at få incentiverne i orden. Der bør være en lige linie fra låner til udlåner. Direktør og bestyrelse bør have personlig interesse i langsigtede resultater for koncernen. Gennemsigtigheden bør være næsten total. Det skal lovgives - fanden tag det - for finanssektoren er for vigtig for resten af økonomien til, at den kan få lov at gå under. Det er netop denne implicitte statsgaranti, som alt for store finansinstitutioner kan regne med, der i sidste ende er den største incitamentsforvrængning; derfor må og skal finanssektoren i kort snor. Reguleringen af finanssektoren har dermed to mål; at forhindre yderligere nedbrydning af samfundets moral, samt at genskabe båndet mellem godt, solidt håndværk og belønning i selve bankbranchen.

Det er ironisk, at det netop var bankmanden, der engang var symbolet på den tørre, men ærlige borgerlige forretningsdrivende. Det siger noget om, hvor vi er henne i dag. Finanskrisen og den verdensomspændende recession skal de fleste af os nok overleve, men samfundets moral skal holdes ved lige, eller ruste væk ved spekulationsbobler som skroget på et gammelt skib.

Hul på!

Efter LO har givet sin velsignelse til at slibe noget af topskatten, ser det ud til at være en smal sag for regeringen at få gennemført sin skattereform til foråret - måske med lidt ekstra til DF, som populisterne kan bruge til Den Evige Valgkamp.

Så mit spørgmål er: Hvor smart er det at gå ind for en lettelse af topskatten, når man ikke er regeringen?

Den går ud til S, SF og LO, som bryster sig af en "social profil". Sådan vil det ske:

1. Regeringen vil bruge den politiske kapital, den har fået af S, SF og LO, til at gennemføre sine skattelettelser sammen med DF, der vil få nogle store indrømmelser på andre områder. Vil trommen lyde. DF vil ligne en sejrherre, samtidig med, at skattelettelserne vil gå til de rigeste i Danmark.

1b. Valgfrit - regeringen vil indføre flere grønne afgifter, der af deres natur rammer de fattigste hårdest.

2. Skattelettelserne vil ikke, som visse ideologer tror, få flere i arbejde. Danskere arbejder allerede hårdt, og har en meget høj procentdel af befolkningen i arbejde. Der er meget lidt at vinde.

3. Samtidig er olieprisen faldet så meget, at statens indtægter fra Nordsøen vil falde med tyve til tredive milliarder kroner i løbet af næste år.

4. Danmark, der allerede nu er i recession, vil få det værre endnu pga. stormvejret i den internationale økonomi. Eksporten vil gå ned, etc. Færre skatteindtægter, flere arbejdsløse.

5. Statskassen vil få sig et stort, fint hul.

Ved vejs ende vil vi altså stå i en situation, hvor de mest fattiges vilkår er blevet svækket, måske endda med grønne forbrugsafgifter som ekstra byrde, og hvor en skabsliberal regering vil præsidere over store budgetstramninger. Hvor tror S, SF og LO så, at de stramninger vil ske? Til fordel for dem, der tjener mindst? Not bloody likely.

Nej, til den tid vil det jo nok heller ikke komme på tale at hæve topskatten og sænke bundskatten. For at indrømme egne fejl har både S og R vist sig ude af stand til mht. de afdragsfrie lån, der om noget skabte den største - og nok mest ufortjente - økonomiske ulighed i Danmark i nyere tid; mellem boligejerne og boliglejerne. Nej, der er ikke noget at komme efter.

CEPOS's frimarkedsfundamentalistiske velgørere har givet pengene godt ud. Det må man sige. I tandem med OECD har de virkelig fået rykket debatten. Næse for investeringer, har de. Det er selvfølgelig sjovt, at en ideologi, der er blevet så diskrediteret af finanskrisen, kan få så stor en indflydelse hos Danmarks velfærdsglade venstrefløj. Synd for dem med de laveste indkomster, selvfølgelig, men altså, sådan er det nu bare. Lad os i stedet se fremad.

Tankens sorte hul

For liberale er regulering en stor, grå masse. De kan ikke forstå, at der er forskel på regulering. At "regulering" er en lige så bred betegnelse som "lov" og "regel".

Er alle love gode? Nej. Er alle love dårlige? Nej. Svarer fornuftige mennesker.

Men se de liberale. Anders Samuelsen argumenterer - i fuld alvor - at centralbankernes rentesætning er regulering, fordi renten fastsættes af folk i staten. Ergo skyldes kreditkrisen for meget regulering. Jacob Mchangama argumenterer - i fuld alvor - at, fordi der bliver brugt mange penge på administration af banksektoren i USA, så er der rigeligt med regulering.

Som alting kunne gøres til et spørgsmål om produktionsmidler og klassebevidsthed i marxismen, eller drifter og subliminering i freudiansk psykoterapi, så er alt et spørgsmål om regulering og incentiver i liberalismen. Vi skal genkende dette tankens sorte hul: Det er det indavlede univers, som al ideologi med tiden ender i.

De liberale ignorerede kreditkrisen, selv da den kom på forsiden verden over, indtil de fandt nogle vinkler, der passede med liberalismens læresætninger. Liberale skribenter skriver normalt ikke om økonomi, det interesserer dem ikke særligt. Men finder de lejlighed til at øve sig i liberalismens aksiomer, er de der med det samme. Skattetryk, velfærdsstaten, venstreorienterede medier, privatisering, globalisering: Det er emnerne. Længere ud når tankerne ikke fra ideologiens sorte hul.

Brede rygge uden byrder

Stiglitz (Nobelprisvinder!!! Nobelprisvinder!!! Nobelprisvinder!!!):

"Krigen I Irak var dårligt planlagt. Det slog bunden ud af statskassen, at USA var tvunget til at blive i landet i lang tid. Krigen var for dyr, og det skabte et underskud på statsfinanserne. For at dække dette underskud måtte regeringen optage lån," forklarer Stiglitz. Konsekvensen af denne låntagning var [etc.]

Det er faktisk noget vås, eller forkert skudsmål. Det var ikke at USA ikke kunne bære Irakkrigens omkostninger, men at de ikke gad. Republikanernes ideologi er at sætte skatterne ned uanset situationen, og de har aldrig været mere ideologisk ekstreme end nu. Det er det latterlige ved situationen: Hvis USA bare havde haft basal regulering af finanssektoren, og hvis Bush havde sat skatten op i stedet for ned, så ville økonomien have haft det fint nu. Men sådan ruller vi ikke med de ultraliberale.

Fik jeg nævnt at Stiglitz er nobelprisvinder?

Fokus

Vores danske liberale blogosfære.





Måske det bare er mig, der er lidt fjollet, men jeg synes, at blogs med (et vist) fokus på økonomi bør ofre et par ord på den største finansielle redningsaktion i flere årtier. 180 Grader har faktisk en enkelt annoteret pressemeddelelse fra ritzau - ganske vist ti dage gammel, fra dengang, hvor Fannie Mae og Freddie Mac ikke endnu var sat under statsadministration.

Hvad siger du, Lassie? Går de her sider ikke ud på økonomi, men har i stedet et monomanisk fokus på skattetryk? Så er dagen reddet!