Solidaritet på tværs af landegrænser & euroen

Jeg læste engang, at kommunisterne ved Første Verdenskrigs udbrud troede, at solidariteten arbejderne imellem på tværs af landegrænserne var så stor, at de ikke ville gå i krig med hinanden for overklassens skyld. Det var et håb, som man nærede ud fra erfaringen, at man havde opnået solidaritet imellem de forskellige fagarbejdere indadtil i nationerne, så f.eks. minearbejdere strejkede sammen med fabriksarbejdere i stedet for at tæske dem, og omvendt.

Det viste sig ikke at holde: Europas arbejdere slog hinanden ihjel i millionvis i et anfald af blodtørst og nationalisme.

Nationalisme er afgørende for hvem, der står sammen. I dagens Europa sætter euroen dette på spidsen. Således anledningen til dette indlæg, som er Krugman, der i dag gør opmærksom på Portugal, der sandsynligvis er næste kandidat til et nyt nødlån fra troikaen ECB, EU og IMF, hvis ikke Slovenien kommer først.

Portugals arbejdsløshed er nu oppe over 18%. Lidelserne øges dag for dag, og på trods af den herskende klasses gentagne forsikringer om, at opsvinget er lige om hjørnet (det hører vi også herhjemme), er der ikke udsigt til andet end fortsat økonomisk depression, så længe nedskæringerne fortsætter i det uendelige.

Halvdelen af Europa er i dyb krise. Den anden halvdel har det ikke godt, men kan dog holde hovedet over vandet pga. en fælles valutazones indbyggede fordele for konkurrencestærke regioner, som opnås på bekostning af de svage regioner. Men i modsætning til nationale valutazoner er den stærkere halvdel i eurozonen ligeglad med den svækkede, hvis ikke endda direkte fjendtligt indstillet overfor at skulle hjælpe de svage ud af sumpen.

Der er ikke noget voldsomt galt indadtil i hver nation med at hjælpe de svage; kun nedgangstiders sædvanlige angreb på samfundets svageste. Her løber man dog på, at der pga. EU og euroens begrænsninger for statslån ikke er penge til at gøre noget, uanset om lånene er billigere end gratis.

Men hjælpe folk i andre lande - fandeme nej.

Således bør venstrefløjen endnu engang lære lektien, at internationalisme fremmer ulighed gennem svækket solidaritet, mens nationalisme modsat fremmer lighed gennem øget solidaritet.

Dagens fangst / Amerikansk nationalisme

Amerikansk nationalisme er noget underligt selvdestruktivt noget, og ganske anderledes end europæisk.

Eksempel 1: Obama siger, at en tostatsløsning i Palæstina bør tage udgangspunkt i grænserne før 1967. Så går den amerikanske højrefløj amok, ført an af den israelske leder Netanyahu, selv om det er en linje, USA og Israel har haft udadtil i mange år.

Ja, så sent som i november sagde Clinton og Netanyahu i en pressemeddelelse... (via/via)

The Prime Minister and the Secretary agreed on the importance of continuing direct negotiations to achieve our goals. The Secretary reiterated that "the United States believes that through good-faith negotiations, the parties can mutually agree on an outcome which ends the conflict and reconciles the Palestinian goal of an independent and viable state, based on the 1967 lines, with agreed swaps, and the Israeli goal of a Jewish state with secure and recognized borders that reflect subsequent developments and meet Israeli security requirements." Those requirements will be fully taken into account in any future peace agreement.

Man ville normalt tage sådan noget internt i stedet for at tage en udenlandsk leders kritik af statsoverhovedet for gode varer. Men et Storisrael er vigtigere end USA, i hvert fald for amerikanske patrioter.

Eksempel 2: Mens europæiske konservative ser statskonkurs - selv hos globalt ubetydelige lande som Grækenland - som verdens ende, leger republikanerne med tanken om at tvinge USA i betalingsstandsning, selv om amerikanske statsobligationer fungerer som finansverdens sikre havn. Spørgsmålet er, om ratingfirmaerne bare vil lade som ingenting, for en AAA-rating er faktisk nødvendigt for, at et aktiv fuldt ud kan tælle som kernekapital.

Trussel: Epic Fail

Glædeligt nytår derude, og pas på den sorte is. Har selv fundet ud af hvor glat det er, ret utroligt.

---

Euroen:

Sarkozy: EU dør med euroens fald

Hvis den europæiske valuta euroen falder fra hinanden, falder også EU fra hinanden, advarer Sarkozy.

Uffemanden, tidligere:

...naturligvis skulle [grækerne] reddes. For ellers ville euroen bryde sammen. og – som både kansler Merkel og finansminister Schäuble sagde: Uden euro – intet EU!

Hvorfor?

Hvorfor skulle EU bryde sammen, hvis euroen gør? Er det her noget som helst andet end et glidebaneargument? Jeg kan ikke se hvorfor ophørelsen af et monetært samarbejde skulle gå ud over de mange andre urelaterede institutioner i EU - hvor er sammenhængen mellem årsag og virkning? Der er ikke nogen, vel? Det er simpelthen en uudtalt tanke, som siger, at EU eksisterer, fordi folk tror på, at EU er en succés, og hvis folk holder op med at tro på EU, så ophører EU med at eksistere, fordi EUs medlemmer så vil...øh...holde op med at samarbejde?

Det er bare en underlig ting at sige. Det er måske også nødvendigt, for hvis Frankrig og Tyskland sætter spørgsmålstegn ved euroen, så går der ikke længe til, at rentespændet for de svage økonomier øges meget voldsomt, og det vil i sig selv gøre det af med euroen. Selv om rentespænderne er meget høje allerede...så der er vi alligevel på vej hen.

Men det var det, der slog mig: Når establissementpolitikere som Sarkozy siger sådan noget, skal det opfattes som en trussel? At de vil lade EU gå i opløsning, hvis euroen ikke støttes til det sidste? At det er dem - centrumpolitikerne - der holder pistolen mod vores hoved, og ikke andre? For hvad skulle dette andet være?

Som jeg ser det, er den eneste mulighed for at holde euroen gående, at ECB, den europæiske centralbank, trykker en masse penge og låner dem meget, meget, meget billigt til randøkonomierne, og dermed reelt lader de overskudsskabende eurolande sluge bankernes dårlige lån.

Politisk lyder det umuligt, men ECB har faktisk læst min blog skriften på væggen og køber løbende ind i mindre grad af græske og irske obligationer ol. Men der skal meget mere til, og så kommer balladen. Men måske kan det lade sig gøre, når vi står endnu tættere på afgrunden.

Og hvis det ikke kan lade sig gøre, så vil det måske vise sig, at EU godt kan køre uden euroen alligevel, og at sloganet om intet EU uden euro var varm luft.

---

PS. Det giver al mening, at modstanden mod EU er nationalistisk, når EUs konstruktion er internationalistisk. Men som det ser ud nu, er der ikke andre udveje. Hvis overhovederne insisterer på at redde euroen og finanssystemet på bekostning af manden på gaden, så vil de fremprovokere mere nationalisme - og det bliver rigtig grimt. Når ultranationalister som vores egen Morten Uhrskov Jensen og Englands Nigel Farage siger mere fornuftige ting om eurozonen end dem, der har magten, så er den hel gal.

Solidaritet på tværs af landegrænser 2

For at betale de irske bankers gæld til andre europæiske banker skal Irland tage fra sin offentlige pensionsopsparing.

EU ministers tonight spelt out the terms of Ireland's €85bn international financial rescue package, and revealed the Dublin government will have to raid its national pension fund and other cash reserves for €17.5bn as a condition of the deal to bail out its banks and debt-laden economy.

Nationalismen står over for en heftig genkomst. Men det er åbenbart den eneste vej til solidaritet?

Sinofobi

Lær ordet at kende før din nabo. Der skal nok komme en dansk wikiversion.

It's been a while but I'm back in style

Ikke alle hader Saddam.

TIKRIT, Iraq (AFP) – Iraqi tribes held demonstrations across the country on Saturday to protest a Kurdish leader's criticism of new alliances emerging between the clans and Prime Minister Nuri al-Maliki.

Hundreds of people turned out for demonstrations in the the northern Sunni town of Tikrit -- the hometown of executed dictator Saddam Hussein -- and the mostly Shiite southern cities of Karbala, Nasiriyah, Samawah, and Hilla, AFP correspondents said. (...)

In the oil-rich Kirkuk province -- hotly disputed and fractured into Arab, Kurdish and Turkmen communities -- thousands of Arabs gathered at a football stadium outside Hawijah, once a hotbed of the country's Sunni insurgency.

"All of Hawijah calls out to Maliki, Glory of our country!" the crowd chanted, reprising a slogan once used at rallies for Saddam. "With our souls, with our blood, we sacrifice for you, Kirkuk!" they cried.

Det virker som om, at sammenligningerne mellem al-Maliki og Saddam Hussein er ønsketænkning. "Gid han var, bare han er," tænker araberne. Kurderne har til gengæld ingen grund til at længes efter fortiden, og det her må være ret behåret at høre på.

Jeg ved ikke, hvordan man skal skære den. Og det er alligevel teori; i virkeligheden er den moderate kurdiske leder Talabani ved at tabe brydekampen med Ælde, mens den bryske nationalist Barzani dominerer. Og for kurderne er der kun de to at vælge imellem. Barzani:

ARBIL, Iraq (AFP) – A top Iraqi Kurdish leader has said the US military could have bases in northern Iraq if Washington and Baghdad fail to sign the controversial security deal, a local newspaper reported on Sunday.

Massud Barzani, the president of northern Iraq's regional Kurdish administration, said that his government would "welcome" such a move, the Khabat, the newspaper run by Barzani's Kurdistan Democratic Party, quoted him as saying.

Talabani:

BAGHDAD (AFP) – Iraqi President Jalal Talabani has said that American troops can set up bases in northern Iraq's Kurdish region only if the Shiite-led government in Baghdad gives its approval.

"It is not possible for US troops to stay in Kurdistan without the approval of the central government," Talabani said in an interview with state television Al-Iraqiya late on Sunday.

"Kurdistan is part of Iraq, and all of the country's constitutional laws apply to it."

Kurderne har overspillet deres hånd, de er simpelthen i en elendig magtposition. Talabani ved det, men Talabani er svækket.

Saddam 4eva...

Ikke for klog

Dårlig idé.

Nicolas Sarkozy risked blowing apart the European consensus over how to deal with the financial crisis by proposing today that each country launch sovereign wealth funds to take stakes in key industries to stop them falling into foreign hands.

The French President argued that falling share prices meant that big industries were in imminent danger of being taken over and called for the EU to follow the US Congress pledge to take $25 billion stakes in the country's three main car-making companies.

Det kan godt være, at USA begyndte, men at lade staten købe ind af ikke-essentiel industri, kun for at holde udlændinge ude af markedet, er økonomisk idioti og selvdestruktiv nationalistisk populisme. Lige nu har Europa og USAs økonomi faktisk godt af, at asiater køber op af vestlig industri og pumper lidt penge ind i økonomien, der ved gud kunne bruge lidt liv udefra. Sarkozy siger videre:

"We should be able to manufacture ships, cars, aeroplanes in Europe because Europe needs a strong industry and on that policy the presidency will stand up and fight."

Jeg går ikke ud fra, at folk udefra har tænkt sig at købe industri for at køre den i sænk, eller outsource noget, som europæiske ledere ikke allerede har set økonomisk fordel i at outsource. At lade staten eje industri skaber også tit interessekonflikter og tilskynder konkurrenceforvridning. USAs manøvrer er udmærkede eksempler, og hvis der er et problem, så er det op med handelbarriererne og WTO. Jeg håber da sandelig også, at planen er at sælge statens andel i finanssektoren, så snart den er kommet på benene.

---

Ah, bollocks.

German and French carmakers, which have asked the European Commission for €40bn ($53bn) in cheap loans, are eligible to tap their governments’ banking rescue plans, according to government officials.

Both the German and French finance ministries said on Monday that the financing arms of carmakers could use the state guarantees for new lending of up to €400bn and €320bn respectively.

Ikke direkte statsstøtte, men indirekte. Åndssvagt, fordi:

The availability of government credit guarantees comes as the European car industry faces up to its toughest time in decades as demand is plummeting in countries including the US, the UK and Spain.

Efterspørgslen er i bund, så der er ikke et marked til statens billige lån. Måske man ikke får de penge at se igen. Det ville være en bedre idé at bruge pengene på, hvad ved jeg, at skabe arbejdspladser eller endda skattelettelser til lavere indkomster, i stedet for at smide dem efter en industri, der nødvendigvis må skrumpe.

Tænk jer ikke om.

Dem, der går ind for små ekspeditionsangreb over Pakistans grænse, skylder os en forklaring på hvordan det skulle hjælpe på situationen, som er: De militante har en sikker havn i grænseregionerne i Pakistan, hvorfra de både kan angribe ind i Afghanistan, samt planlægge bombeattentater i det indre Pakistan. De nyder beskyttelse af visse dele af hæren og store dele af hærens efterretningstjeneste, og den pakistanske hærs aktioner mod dem er - skønt blodige - ikke en reel trussel mod de militantes fodfæste, men snarere foretaget for at berettige den amerikanske administrations massive pengestøtte til den pakistanske stat.

Hvad, præcis, gør de små nålestikangreb ved dette? Hvad gør de, andet end at underminere den nyvalgte regering og præsidents troværdighed hos befolkningen? En regerings troværdighed hænger gerne sammen med om den kan forsvare sit territorie - spørg bare Libanons 14. Marts-koalition. Og som man så i Libanon, så kræver en væsentlig indsats mod guerillastyrker en titusindtallig invasion fra landjorden. Luftkrig og nålestik gør det ikke.

Og alt dette, mens noget nær 90% af alle forsyninger til Afghanistan går gennem Pakistan. Ja, Pakistans ramponerede økonomi er lige så afhængig af denne navlestreng, som ISAF-styrkerne er afhængige af forsyningerne fra Karachi. Men hvis jeg kender folk ret, så vinder krigerisk nationalisme over økonomisk omtanke, når det kommer til stykket. Det er en møgskrøbelig situation, tilsat atomvåben.

I hvert fald er det ligegyldigt, hvad de herrer Pind, Behnke og Espersen synes om dette. NATO har meldt ud, at det ikke vil blande sig, og USA har meldt ud, at det vil handle alene. Selvfølgelig vil enhver pakistansk reaktion ramme USAs og NATOs styrker lige meget, men hvad angår det os? Vores strategi er klar: Måden at vinde militære konflikter i udlandet på er at tale hårdt i hjemlandets aviser. At tænke sig om var noget man gjorde før 9-11. Det er ikke længere nødvendigt.

Eurofobi

Et estisk medlem af EU-parlamentets kulturudvalg foreslår at det skal forbydes at blogge anonymt. Det udløser en ildstorm af kritik, som mestendels går ud på at skælde EU ud for at ville forbyde anonym blogging.

Jeg ved ikke helt hvad der er mest idiotisk, forslaget eller kritikken.

Altså: Blot fordi et parlamentsmedlem får en komité til at sende et forslag til debat i parlamentet, betyder det ikke at det vedtages. Eller at det er parlamentets vilje. Eller kommissionens. Det betyder kun, at parlamentet vil diskutere forslaget. Hvis det ganske EU skulle tages til indtægt for alle de forslag, der er kommet op til diskussion i parlamentet, ville skandalerne ingen ende tage.

I stedet for at slippe forargelsen løs over et muligt, skønt tvivlsomt, EU-indgreb mod borgerrettigheder, burde folk i stedet bruge deres tid og energi på de ganske virkelige indgreb, som de nationale parlamenter allerede har foretaget. Men folk har det vist fint med politistater, så længe de følger subsidiaritetsprincippet.

---

Fremragende eksempel: Denne sag var åbenbart stor i Sverige, der lige har vedtaget en overvågningslov, der ikke lader Stasi noget tilbage. Kompenserer vi lidt?

"Vi er den nye Falanks"

Næsten som for at bekræfte mine nye regler nedenfor bryder Berlusconi ud med en klokkeklar reference til de spanske fascister, netop som landet økonomisk er ved at slå sig selv til idiot. Sarkozy gjorde noget lignende, da han begyndte med at snakke om "identitet", som er et nøgleord for det ekstreme højre i EU. Der er nogle forskelle: "Identitet" har som ord alene ingen fascistiske aner, det er nyt. Sarkozy fik også suget stemmerne ud af det imploderende Front National, hvor Berlusconis koalition i den grad bygger på det fremmedfjendske Lega Nord og partiet Alleanza Nazionale, der har nyfascistisk fortid.

Hvorom alt er, så gjorde Berlusconi intet godt for Italiens økonomi sidst han var ved magten, tværtimod. Og da var betingelserne langt mere gunstige.

Demokrati & Nationalisme

Demokrati og national autonomi er tæt forbundne. Det giver sig selv, da demokrati er folkets selvbestemmelse. Autonomi og nationalisme er, om ikke ét, så tæt beslægtede. Nationalisme er en nation sig selv nærmest; det er subsidiaritetsprincippet, internationalt - ikke intranationalt. Alle overnationale institutioner har derfor et problem med demokrati, særligt hvis den pågældende overnationale institution har et "demokratisk underskud".

Men dette indlæg handler ikke om EU. I de sidste måneder har USA valgt side mod demokratiet i både Irak og Pakistan. I lang tid har det været tydeligt at USA har været bedøvendes ligeglad med demokrati i andre lande (Egypten, Uzbekistan, med flere), på trods af retorikken. Fint nok, eller måske ikke, men i hvert fald ligetil propaganda. Men i Irak og Pakistan har udviklingen været anderledes, og med parallelle mekanikker: Stort Land ønsker at bruge Lille Land til egne formål. Lille Lands borgere vil ikke, ønsker Stort Land ud. Demokratiet kræver sin ret. Stort Land finder derfor sammen med Diktator fra Lille Land, der vil give Stort Land det, det ønsker.

Det er den naturlige imperialistiske konstruktion, hvor imperiet finder sammen med en magt i provinsen, der er afhængig af imperiet, og derfor loyal. I Irak: Al-Maliki. I Pakistan: Musharraf, og nu også Asif Zardari. Men USA søger ikke et imperie; jeg er faktisk dybt overbevist om at de ikke aner hvad de foretager sig. Den imperialistiske magtkonstruktion er i Irak og Pakistan netop ikke påtvunget udefra, men sat i værk indefra. Etiopien kunne også bruges som eksempel. USA er i disse hyssede tider nem at manipulere med, og i nogle lande har visse politikere været dygtige til at udnytte kæmpen med det lille hoved.

Hvor imperier er, går demokratiet tilbage. Hvis en stormagt ønsker at udbrede demokrati, så kan det sætte skub i den institutionelle udvikling som i Irak, men det burde blive bekymret for demokratiets sundhed, hvis det ikke hurtigt får besked på at humme sig. Det er blot endnu en selvmodsigelse i Terrorkrigen at føje til de andre.

Vores Land

Folk verden over vil bestemme selv. Det er en drift, så at sige, at hvert identitetsbærende område ønsker at lede sig selv: Man foretrækker altid sin egen usle diktator fremfor en godhjertet hersker udefra. Identitet og ønsket om selvbestemmelse er to sider af samme mønt. Ser man nationalisme og fremmedfjendskhed fra denne vinkel, er der en del, der giver mere mening.

For eksempel; den vesteuropæiske nationalismes opblussen de senere år. Muslimske indvandrere ses stadig som et fremmedelement i Vesteuropa, som gæster. I nationalisternes øjne er alle forsøg fra muslimsk side på at ændre værtssamfundet som en gæstefamilie, der - efter nådigt at være inviteret indenfor i varmen - begynder at stille krav til højre og venstre til sine værter om hvordan alting bør foregå. Og får de ikke deres vilje, kan de ikke garantere at deres uvorne børn ikke ødelægger flere møbler end de allerede har gjort.

Grundindstillingen er, at i Vores Land bestemmer Vi, og ingen skal komme udefra og lave om på os. Gør de det, så smider vi dem ud i kulden igen.

Og se så krigene i Irak, Afghanistan, Vietnam, og alle deres lige, i dette lys. De famøst uafhængige pashtun-stammer, i hvilkes hængedynd adskellige af verdenshistoriens største imperier sad fast. Anti-amerikanismen, næret af supermagtens indblanding i alt mellem himmel og jord. Russofobien, ikke blot et levn efter Sovjetunionen, men spillevende ved Ruslands brutale armvridning af sine naboer. Raseriet mod EUs ubesjælede standardiseringer og globaliseringens massemord på lokale kulturer. Og så fremdeles.

Folk er hamrende ligeglade med demokrati, menneskerettigheder, kalifat, ytringsfrihed, klassekamp, og anden teori. Men at bestemme selv; det kan få folk på gaden.

Jus' cruisin'

...is McCain.

Men mon ikke det meste af USAs højrefløj selv tror at Iran og al-Qaeda er i forbund, at Iran også forsyner talebanerne, og at begge arbejdede sammen med Saddam Hussein; netop fordi alle muslimer er del af en verdensomspændende fællesbevidsthed (kaldet islamofascismen), der vil underlægge sig resten af verden. Det står nemlig i Koranen, som alle muslimer følger blindt.

Så at McCain hægter shi'a-dræberne al-Qaeda sammen med det shi'itiske Iran fortæller os blot hvor han kommer fra.

---

Det er svært at skelne; det kræver hjerne. Vesten havde det samme problem under Den Kolde Krig, hvor man ikke tillagde konflikter kommunisterne imellem nogen betydning. De var jo alle kommunister. Og ikke nationalister, der i den senkoloniale og postkoloniale tid faldt i armene på kommunismen, fordi den nominelt var anti-imperialistisk. Således blev talrige sprækker i den røde beton overset, til egen skade.

Et eksempel var det historiske fjendskab mellem Vietnam og Kina - samt bruddet mellem Mao og Krushchev - der på forhånd gjorde USAs krig i Vietnam overflødig, såfremt hensigten var at holde Kina ude af Sydøstasien. I de fem år efter Nordvietnam indtog Saigon, sloges det forenede Vietnam først mod Kinas stedfortræder Khmer Rouge i Kambodia, og siden med selve Kina i 1979, i Den Sino-Vietnamesiske Krig.

Blodig ironi.

Her er en liste af McCains udenrigspolitiske rådgivere, marginalt mindre tossede end Guilianis hold.

Recession/Reaktion

En af de sjove bivirkninger ved kreditkrisen er hvordan de "heterodokse" - venstreorienterede - økonomer har overtaget diskursen, mens frimarkedsfundamentalisterne bænkes. Med "venstreorienterede" mener jeg selvfølgelig ikke socialister, men pragmatikere som Krugman og Roubini, der udmærket ved, at det frie markeds selvregulerende mekanismer tit virker ved at kneppe mennesker i stykker. Det var lektien fra 1929, som verden skal lære om igen. Dyrekøbt visdom.

Markedet skal reguleres for at fungere. Man kan tænke på markedet som en vandstrøm, der driver velfærdens møllehjul. Politikernes opgave er ikke at kvæle strømmen, men at rette den ind, hvor den gør nytte.

Så, altså: I USA alene taler vi om 40.000 milliarder kroner i ejendomsværdi, der er i fare. Problemet med boligbobler er, at de sprænges langsomt. Krugman gav et eksempel (via Calculated Risk) fra LA fornyligt, hvor boligboblen den gang var seks år om at forsvinde helt.

Seks år. Ifølge teorien vil de 40.000 milliarder kr. kneppe os seks år endnu, og det inkluderer ikke engang det europæiske marked, ej heller den gensidige påvirkning fra de østasiatiske økonomier.

De vestlige lande skal nok klare sig, som nationer. Der bliver politiske omvæltninger, i stil med halvfjerdserne, men så længe det politiske miljø holdes sobert, vil vi genfinde balancen, og da med fornuftig regulering. Jeg er mere bekymret for Kina, fordi Kinas industriboom er helt afhængig af de vesteuropæiske markeder. Efter manuskriptet:

China's stock market will collapse some time next year. China will go into a recession. There will be huge amounts of violence and the Chinese government will redirect anger towards the US and Japan.

Som kapitalismens excesser engang provokerede marxismen, vil vor tids excesser provokere merkantilistisk nationalisme, og regeringer verden over vil gribe til nationalismens lette afledningsmanøvre og derved forstærke tendensen. Depressionen fra 1929 bragte Hitler til magten, så jeg håber Kina har styr på deres lort.

Nå, lad os ikke male fanden på væggen.

EUs virkelige krise

Vedr. EU.

Internationalisterne - hvormed jeg mener dem blandt den politiske elite, der ser international sammenfletning som et gode i sig selv - er ikke rationelle, men drives af idealisme. Sympatisk og forkert. Så vidt jeg ved, har EU aldrig smidt et land ud af et samarbejde, hvad enten det drejede sig om ECU, Schengen, eller selve EU. Det virker ikke politisk muligt, hvorfor kan jeg ikke greje lige nu. Men derfor er ethvert nyt tiltag og indtag uigenkaldeligt, og skal gøres med stor og mægtig forsigtighed. Men internationalisterne er alt andet end forsigtige, da de ikke mener at EU kan knækkes af nogen magt på denne jord. Dette på trods af den folkelige modstand, som synes at være et lige stort chok for dem hver gang nogen får lov at stemme.

Man vil bestemme selv. Dette er nationalismens grundfølelse, og sætter sig igennem, når folk ikke aner hvad der foregår, når de føler magten glider dem af hænde. Man kan altid regne med nationalismen; i Irak og Afghanistan, såvel som blandt EUs nationer.

Folk er ikke med. Så glem alt om, at EU skulle være i krise, når det ikke er i konstant udvidelse og integration. Krisen er, at folk ikke er med. Løsningen er at tage det roligt, og lade EU hvile i sig selv, indtil folk har gennemskuet magten, forhåbentligt med hjælp fra medierne og lovpligtig gennemsigtighed. Men internationalisterne helmer ikke, og løfter byrder med EU til det knækker midt over.

Derfor ikke glad for Rumænien og Bulgarien. Ikke glad.