b fra det genopståede Moon of Alabama følger udviklingen i logistikken i Afghanistan-Pakistan-USA-trekantskrigen, eller hvad man skal kalde den. The story so far:
- Pakistan (Pak) støttede et styre (Talib) i nabolandet Afghanistan (Afg). Kommer af en gammel historie med Indien, et andet naboland, og Paks store rival.
- Afg husede en terroristorganisation (al-Q).
- Al-Q slog en masse tilfældige amerikanere ihjel.
- For at bekæmpe al-Q væltede USA Talib, og truede sig til Paks støtte, som USA fik.
- Amerikanske tropper (+allierede) blev plantet i Afg for at stive det nye styre af og bekæmpe rester af Talib.
- USA og allierede havde så forsyningslinjer gennem Pak; det var det mest praktiske.
- Men Pak støttede stadig dele af Talib, som kæmpede mod USA og Afg.
- USA begyndte at bombe i grænselandet mellem Afg og Pak (over en dårligt defineret grænse).
- USA slog en del tilfældige mennesker ihjel, senest 26 Pak soldater.
- Pak lukkede grænsen.
USA ser sig nu om efter nye forsyningslinjer. Det bliver gennem luften (dyrt) og jernbane gennem Rusland (langsomt, usikkert, politisk ubekvemt).
Det kan blive ekstra spændende, hvis krigen med Iran bryder ud op til det amerikanske præsidentvalg i november. Vil Pakistan i givet fald stoppe helt med støtten til USA? Og hvad med store Indien, som har gode forbindelser til Iran?
(med tak til)
Viser opslag med etiketten Pakistan. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Pakistan. Vis alle opslag
mandag den 2. januar 2012
torsdag den 17. december 2009
Apropos Blair
Jeg læser det her:
Hvis de virkelig vil tillade i Pakistan, at Musharraf og Zardari kan retsforfølges for korruption, så bliver USA nærmest nødt til at tilbyde dem asyl, da de begge er eller har været USAs politiske spydspids i pakistansk politik. Ellers vil det blandt den politiske elite blive set som dybt illoyalt, og USA vil få svært ved finde andre troværdige spydspidser. Men kønt bliver det ikke.
The real problem is the double-standards of pretty much everyone involved in international relations. We don’t want to upset democratic governments, particularly if they are a key ally in an unstable region, even if they do violate the principles of international law. (...) This is not just about democracies, though; we have had plenty of allies over the past few decades who did nasty things to their own people, and at the time we didn’t want to upset them either (think Saddam Hussein, although there are plenty of others). (...)Og tænker, at det var et af argumenterne for Irakkrigen dengang, og ikke mindst en af Blairs: At man ikke længere skulle tolerere en verden, hvor diktatorer kunne slippe afsted med folkemord, bare fordi de var ved magten i deres eget land. En ny verdensorden. Og her er vi så.
Yet, this was the whole point of the modern concept of universal jurisdiction: to stop governments breaching what were, after the second world war, regarded as univeral moral truths, encoded in the Geneva convention.
Hvis de virkelig vil tillade i Pakistan, at Musharraf og Zardari kan retsforfølges for korruption, så bliver USA nærmest nødt til at tilbyde dem asyl, da de begge er eller har været USAs politiske spydspids i pakistansk politik. Ellers vil det blandt den politiske elite blive set som dybt illoyalt, og USA vil få svært ved finde andre troværdige spydspidser. Men kønt bliver det ikke.
tirsdag den 1. december 2009
Det sker i dag
Irak: Veto mod valglov, pga. underrepræsentation af denne og denne folkegruppe. Libanonisering, ingen vil risikere en folketælling. Og Kirkuk igen-igen, der bare får lov at ligge og syde. Amerikanerne er faktisk på vej ud, så vinduet, hvor Kirkuk kunne løses ved amerikansk pres, er ved at være lukket.
Pakistan: Det går faktisk godt med hærens krig mod talibberne. Vi får se hvad vinteren bringer, men det ser lovende ud. Imens er Zardari på ud og Sharif på vej ind.
EU: Blair blev ikke el presidente. Der gik vi glip af en stor personlighed. Ikke til at vide hvad parlamentet gør med sin nyvundne magt.
Iran leger med ilden. Idioter. På den anden side ville et israelsk angreb hjælpe højrefløjen i den indre strid.
USA eskalerer i Afghanistan. Imens er venstrefløjen deprimeret over de få fremskridt. Der er altid tendens til, at en regering mister popularitet over tid, men i USA går det meget hurtigere pga. det dysfunktionelle parlament. Republikanerne er stadig kolossalt upopulære, selv om tilliden til demokraterne falder.
Emiraterne: Dubai vil ikke redde et statsejet, falleret byggeselskabs kreditorer. Verden skælver en anelse ved denne tossede tanke. Er vist mest en strid mellem de herskende familier i hhv. Dubai og Abu Dhabi. Findes der et ord for en styreform, hvor det er et par familier, adelige eller ej, der sidder på det hele?
Hvad sker der i Kina?
EU: Blair blev ikke el presidente. Der gik vi glip af en stor personlighed. Ikke til at vide hvad parlamentet gør med sin nyvundne magt.
Iran leger med ilden. Idioter. På den anden side ville et israelsk angreb hjælpe højrefløjen i den indre strid.
USA eskalerer i Afghanistan. Imens er venstrefløjen deprimeret over de få fremskridt. Der er altid tendens til, at en regering mister popularitet over tid, men i USA går det meget hurtigere pga. det dysfunktionelle parlament. Republikanerne er stadig kolossalt upopulære, selv om tilliden til demokraterne falder.
Emiraterne: Dubai vil ikke redde et statsejet, falleret byggeselskabs kreditorer. Verden skælver en anelse ved denne tossede tanke. Er vist mest en strid mellem de herskende familier i hhv. Dubai og Abu Dhabi. Findes der et ord for en styreform, hvor det er et par familier, adelige eller ej, der sidder på det hele?
Hvad sker der i Kina?
fredag den 30. oktober 2009
onsdag den 9. september 2009
Agent provocateur
Eric Martin skriver kort og klart om Pakistans syn på sagerne. Det er værd at forstå for de interesserede. Det, der kan ses som konstruktivt ved USA i Pakistan, er, at USA fremprovokerer en konflikt mellem centralmagten og de paramilitære landsbytosser i yderkanten - og det kunne der måske komme noget godt ud af, men først efter en masse blodsudgydelser. Irak kan man bruge som et eksempel: Al-Qaeda-i-Irak, bygget på al-Zarqawis lille netværk, blev en magtfaktor i Irak, fordi USA invaderede og trak jihadierne med sig i kølvandet. AQI blev så grundigt upopulære, fordi de opførte sig som de røvhuller, de er, og det er nok en vægtig grund til, at støtten til selvmordsbomber o.l. er faldet som en sten i regionen.
Bagsiden er så alle de mennesker, der er døde af borgerkrigen, langt ud over hvad al-Zarqawi kunne have formået selv - fordi enkelte radikale terrorister nu engang ikke er særligt farlige i forhold til det, stater og stammer kan udrette. Men da de døde mennesker næsten alle er brune muslimer, er det jo ikke Vestens problem...
Bagsiden er så alle de mennesker, der er døde af borgerkrigen, langt ud over hvad al-Zarqawi kunne have formået selv - fordi enkelte radikale terrorister nu engang ikke er særligt farlige i forhold til det, stater og stammer kan udrette. Men da de døde mennesker næsten alle er brune muslimer, er det jo ikke Vestens problem...
søndag den 2. august 2009
COIN
Talebanernes fordel er, at de bor der. Hvis de afghanske og pakistanske stater var stærke nok til at stå imod, så ville der ikke være noget problem. Men NATO's styrker er nærmest irrelevante i den ligning. At NATO ville lide flere tab under aktionen i Helmand er til at forudse; det er bare ikke første gang. Hver gang skulle gerne være sidste gang, men den afghanske stat kan simpelthen ikke fylde tomrummet ud, når de militante trækker sig tilbage. Og så er det forfra næste år, men med mindre og mindre samarbejdsvillige civile.
lørdag den 1. august 2009
Grøn klassekrig
Jeg håber virkelig ikke, at de pakistanske talebanere formår at gøre deres sag til folkets. Men i Swat-dalen har de gjort et ærligt forsøg (via).
Den sociale struktur er, med andre ord, moden til klassekamp. Man kunne vel rose talebanerne for at gøre noget ved uretfærdighederne, skønt man ville erklære sig uenig i metoderne etc. Men de er og bliver gedigne røvhuller - og det er nok den største grund til, at de ikke er kommet længere i både Pakistan og Afghanistan. Hvis de ser ud til andet, så er det kun af taktiske grunde - men det bliver det kun mere farligt af: Slutresultatet er ikke et socialt paradis.
Modstandsbevægelser er for et samfund, som sygdomme er for kroppen: Hvor der er brist, kommer sygdommen ind. I Afghanistan drejer det sig om lov og orden, i Pakistan kan det blive et bondeoprør. Viet Minh i Vietnam fik sin næring fra bondeklassens vrede over sine uretfærdige kår under mandarinklassen. Viet Minhs rødder var mere nationalistiske end noget andet, og stifteren Ho Chi Minh havde også først forsøgt sig hos USA, men da USA ikke ville støde manchetterne på sine europæiske allierede, der jo dengang stadig havde imperier, faldt Ho i armene på kommunismens revolutionslære.
Tehrik-e-Talibans sociale profil kan selvfølgelig gå i sig selv, men det er værd at være bekymret over...ved ikke, om der rent faktisk er modstandsbevægelser derude, der har fusioneret islamisme og væbnet socialisme på andet end et teoretisk plan.
Even as hundreds of thousands of people stream back to the Swat Valley after months of fighting, one important group is conspicuously absent: the wealthy landowners who fled the Taliban in fear and are the economic pillar of the rural society. (...)Pakistans samfundselite er fabriks- og landjordsejerne. De sidder på flæsket, helt og aldeles (måske der er en mere halal talemåde). Mange pakistanere arbejder som disses daglejere eller har lejet et stykke jord fra dem på ulige vilkår, og har derved bragt sig i en håbløs gæld, og er stavnsbundet til lensherren. Som den jordløse klasse derefter går hen og stemmer på, når der er valg.
The landlords, many of whom raised sizable militias to fight the Taliban themselves last year, say the army is again failing to provide enough protection if they return.
Another deterrent to returning, they say, is that the top Taliban leadership, responsible for taking aim at the landlords and spreading the spoils among the landless, remains unscathed.
If it continues, the landlords’ absence will have lasting ramifications not only for Swat, but also for Pakistan’s most populated province, Punjab, where the landholdings are vast, and the militants are gaining power, said Vali Nasr, a senior adviser to Mr. Holbrooke, the American envoy.
If the large landowners are kept out by the Taliban, the result will in effect be property redistribution,” Mr. Nasr said. “That will create a vested community of support for the Taliban that will see benefit in the absence of landlords.”
Den sociale struktur er, med andre ord, moden til klassekamp. Man kunne vel rose talebanerne for at gøre noget ved uretfærdighederne, skønt man ville erklære sig uenig i metoderne etc. Men de er og bliver gedigne røvhuller - og det er nok den største grund til, at de ikke er kommet længere i både Pakistan og Afghanistan. Hvis de ser ud til andet, så er det kun af taktiske grunde - men det bliver det kun mere farligt af: Slutresultatet er ikke et socialt paradis.
Modstandsbevægelser er for et samfund, som sygdomme er for kroppen: Hvor der er brist, kommer sygdommen ind. I Afghanistan drejer det sig om lov og orden, i Pakistan kan det blive et bondeoprør. Viet Minh i Vietnam fik sin næring fra bondeklassens vrede over sine uretfærdige kår under mandarinklassen. Viet Minhs rødder var mere nationalistiske end noget andet, og stifteren Ho Chi Minh havde også først forsøgt sig hos USA, men da USA ikke ville støde manchetterne på sine europæiske allierede, der jo dengang stadig havde imperier, faldt Ho i armene på kommunismens revolutionslære.
Tehrik-e-Talibans sociale profil kan selvfølgelig gå i sig selv, men det er værd at være bekymret over...ved ikke, om der rent faktisk er modstandsbevægelser derude, der har fusioneret islamisme og væbnet socialisme på andet end et teoretisk plan.
lørdag den 25. juli 2009
Engang for længe siden, i en galakse langt, langt væk...
...i et land, der hed Pakistan, skulle der indledes en offensiv i Syd-Waziristan mod de formastelige Tehrik-i-Taliban, i forlængelse af offensiverne i Buner- og Swat-provinserne. Nu skulle slaget stå!
Men så, i et land vest for Pakistan, der hed Iran, blev der holdt et præsidentvalg, og hundredetusindvis af iranere gik på gaden for at protestere mod et resultat, de ikke troede på var rigtigt. Lidt efter døde Kongen af Pop, og verden græd i dagevis, og på TV tog begravelsen flere uger.
Og ingen tænkte længere på offensiven mod Syd-Waziristan.
Men så, i et land vest for Pakistan, der hed Iran, blev der holdt et præsidentvalg, og hundredetusindvis af iranere gik på gaden for at protestere mod et resultat, de ikke troede på var rigtigt. Lidt efter døde Kongen af Pop, og verden græd i dagevis, og på TV tog begravelsen flere uger.
Og ingen tænkte længere på offensiven mod Syd-Waziristan.
The idea of a South Waziristan offensive began in May. The military had just launched its ground invasion into Swat and Buner districts, routing Taliban forces and seemingly finding a groundswell of popular support. A buoyant President Asif Ali Zardari pledged that soon the offensive would expand to South Waziristan.Skeptisk er jeg.
But the days stretched into weeks, and the feeling that an attack is eminent has diminished. For its part, the Army says its airstrikes are a preliminary step before ground operations.
(...)
Leaders like Mr. Afridi who represent Pashtuns living in Pakistan's tribal areas express strong doubts that Islamabad has turned completely against the Taliban.
They point out that only one top commander has been captured or killed so far in Swat, leaving the command and control structure intact. The weeks of delay in South Waziristan, they say, is another chance to let leaders slip away ahead of time.
"If the Army will be starting a ground offensive, against whom? Against the trees. The livestock," says Said Alam Mehsud, the leader of a new Pashtun nationalist group in Peshawar called the Pashtun Awareness Movement.
This strain of popular Pashtun thinking that Pakistan is playing a double game has its critics among some Pashtun leaders, including Rustam Shah Mohmand, a former ambassador to Afghanistan.
"They forget there is an American factor. They forget Pakistan is very closely coordinating with the Americans," says Mr. Mohmand. "The Army now means business and the proof of the pudding is in the eating."
onsdag den 17. juni 2009
Syd-Waziristan
Jeg tror, at den seneste udvikling i Pakistan viser, at det ikke gør noget, at din COIN-praksis er dårlig, så længe fjendens er værre.
Nu falder bomberne snart tæt over Syd-Waziristan. Hvis Baitullah Mehsud har inderside, vil han få så meget blod og indvolde ud i æteren som overhovedet muligt. Hamas er generelt nogen cirkusklovne, men de er dygtige til at bruge medierne. Det kunne talibberne lære noget af.
Jeg er stadig skeptisk: Syd-Waziristan har været talibanland i mange år nu, i modsætning til Swat.
Nu falder bomberne snart tæt over Syd-Waziristan. Hvis Baitullah Mehsud har inderside, vil han få så meget blod og indvolde ud i æteren som overhovedet muligt. Hamas er generelt nogen cirkusklovne, men de er dygtige til at bruge medierne. Det kunne talibberne lære noget af.
Jeg er stadig skeptisk: Syd-Waziristan har været talibanland i mange år nu, i modsætning til Swat.
lørdag den 30. maj 2009
En logisk fremtid
Med forbehold for min overfladiske viden om regionen:
Hvis pakistanerne virkelig har besluttet sig for at nedkæmpe talibanerne, så er det vel godt. Pakistans problemer har været et klassisk geopolitisk rod: Man har støttet paramilitære organisationer, der er gået løs på nabolande, i nærmest selvstyrende grænseregioner, som del af et større strategisk spil. En af disse har så haft at gøre med en terrorgruppe, der angreb verdens mægtigste land, og dette land har slået ned med al sin vælde mod gruppen og de paramilitære, der husede gruppen. Men statens og ikke mindst hærens bånd til de paramilitære blev ikke brudt helt, og med en nærmest ikke-eksisterende kontrol med de paramilitæres regioner voksede disses magt ud over alle grænser og begyndte så småt at true selve hovedlandet.
Så: Hvis Pakistan får styr på sit territorie, så er det godt. Løs kontrol med grænsen ender tit i et blodigt rod. Men det er så spørgsmålet, om de gør det. Jeg er stadig skeptisk mht. hærens hensigter og befolkningens støtte: Slår man hårdt ned nu, fordi Swat-provinsen var en provins for langt? Vil man føre krigen til de andre provinser? Ville Pakistan overhovedet gøre dette, hvis landets økonomi var stærk nok til at modstå presset fra USA?
Det har åbenbart hjulpet, at talibanerne endnu engang har vist sig som de røvhuller, de er. Historierne fra Swat er mange - mest berygtet var piskningen af en pige på 16 år. Hvor stærk deres støtte i de pashtunske kerneområder er svært at gætte, men det er værd at bide mærke i, at talibanerne er en relativt ny politisk struktur, der har fortrængt gamle stammestrukturer i løbet af de sidste to årtier. Så ældre er de altså ikke. De er dog heller ikke en decideret fremmed organisation som al-Qaeda.
Faren er, at dette bliver en borgerkrig. Punjabere og sindhere, Pakistans største befolkningsgrupper, har det efter sigende med at se ned på pashtunere, som barbariske bjergfolk. Jeg ved ikke, om det er rigtigt - ved som sagt ikke så meget om området - men talibanernes primært pashtunske identitet er der ikke tvivl om. Den pakistanske hær farer hårdt frem i Swat, og der er nu millioner af flygtninge, de fleste pashtunere. De civile tab må være store; jeg kan ikke forestille mig andet. Og lidelserne vil blive langt større endnu, hvis hæren tager kampen op i resten af Pakistan. Imens sprænger bomberne i Lahore. Det kunne sagtens udarte sig til etnisk krig.
Pakistan er ikke en logisk stat. Bevares, der er minoriteter i de fleste lande, men Pakistan var endnu en af de underlige konstruktioner, som briterne efterlod sig, og som siden har ført til så meget skidt for indbyggerne. Durand-linien mellem Afghanistan og Pakistan, der deler pashtunerne i to, er aldrig blevet fastlagt. Der er striden om Kashmir og krigene med Indien, der førte til en pakistansk strategi om dominans af Afghanistan via talibanerne mod den indisk-støttede Nordalliance, efter USSR trak sig ud. Der er en slumrende opstand i Baluchistan, som rækker ind i Iran. Osv.
Europas homogene nationer er vokset ud af etniske myrderier og tvang. Folk er tvunget til trofasthed, eller også er de illoyale blevet slået ihjel eller fordrevet. Det er også det, man kalder en stærk stat. Europas imperier har samtidig efterladt lande i Asien og Afrika, hvor etniciteterne er rodet sammen - tit med vilje, efter del-og-hersk-princippet - og hvor staten er svag, fordi folk ikke er særligt loyale mod netop den etnicitet, der sidder på magten.
Det får så sine konsekvenser, når nye verdensmagter vælter ind, og så at sige udløser spændingerne. Irak var et pragteksempel. Pakistan kan nu være et andet. Men som man med Irak må håbe på en mere logisk stat, hvor kurderne har sit eget, og shi'a-araberne har lov at fejre deres utallige højtider, må man håbe på en mere solid pakistansk stat i sidste ende. Eller måske en pakistansk og en pashtunsk. Det ville være mere logisk.
Hvis pakistanerne virkelig har besluttet sig for at nedkæmpe talibanerne, så er det vel godt. Pakistans problemer har været et klassisk geopolitisk rod: Man har støttet paramilitære organisationer, der er gået løs på nabolande, i nærmest selvstyrende grænseregioner, som del af et større strategisk spil. En af disse har så haft at gøre med en terrorgruppe, der angreb verdens mægtigste land, og dette land har slået ned med al sin vælde mod gruppen og de paramilitære, der husede gruppen. Men statens og ikke mindst hærens bånd til de paramilitære blev ikke brudt helt, og med en nærmest ikke-eksisterende kontrol med de paramilitæres regioner voksede disses magt ud over alle grænser og begyndte så småt at true selve hovedlandet.
Så: Hvis Pakistan får styr på sit territorie, så er det godt. Løs kontrol med grænsen ender tit i et blodigt rod. Men det er så spørgsmålet, om de gør det. Jeg er stadig skeptisk mht. hærens hensigter og befolkningens støtte: Slår man hårdt ned nu, fordi Swat-provinsen var en provins for langt? Vil man føre krigen til de andre provinser? Ville Pakistan overhovedet gøre dette, hvis landets økonomi var stærk nok til at modstå presset fra USA?
Det har åbenbart hjulpet, at talibanerne endnu engang har vist sig som de røvhuller, de er. Historierne fra Swat er mange - mest berygtet var piskningen af en pige på 16 år. Hvor stærk deres støtte i de pashtunske kerneområder er svært at gætte, men det er værd at bide mærke i, at talibanerne er en relativt ny politisk struktur, der har fortrængt gamle stammestrukturer i løbet af de sidste to årtier. Så ældre er de altså ikke. De er dog heller ikke en decideret fremmed organisation som al-Qaeda.
Faren er, at dette bliver en borgerkrig. Punjabere og sindhere, Pakistans største befolkningsgrupper, har det efter sigende med at se ned på pashtunere, som barbariske bjergfolk. Jeg ved ikke, om det er rigtigt - ved som sagt ikke så meget om området - men talibanernes primært pashtunske identitet er der ikke tvivl om. Den pakistanske hær farer hårdt frem i Swat, og der er nu millioner af flygtninge, de fleste pashtunere. De civile tab må være store; jeg kan ikke forestille mig andet. Og lidelserne vil blive langt større endnu, hvis hæren tager kampen op i resten af Pakistan. Imens sprænger bomberne i Lahore. Det kunne sagtens udarte sig til etnisk krig.
Pakistan er ikke en logisk stat. Bevares, der er minoriteter i de fleste lande, men Pakistan var endnu en af de underlige konstruktioner, som briterne efterlod sig, og som siden har ført til så meget skidt for indbyggerne. Durand-linien mellem Afghanistan og Pakistan, der deler pashtunerne i to, er aldrig blevet fastlagt. Der er striden om Kashmir og krigene med Indien, der førte til en pakistansk strategi om dominans af Afghanistan via talibanerne mod den indisk-støttede Nordalliance, efter USSR trak sig ud. Der er en slumrende opstand i Baluchistan, som rækker ind i Iran. Osv.
Europas homogene nationer er vokset ud af etniske myrderier og tvang. Folk er tvunget til trofasthed, eller også er de illoyale blevet slået ihjel eller fordrevet. Det er også det, man kalder en stærk stat. Europas imperier har samtidig efterladt lande i Asien og Afrika, hvor etniciteterne er rodet sammen - tit med vilje, efter del-og-hersk-princippet - og hvor staten er svag, fordi folk ikke er særligt loyale mod netop den etnicitet, der sidder på magten.
Det får så sine konsekvenser, når nye verdensmagter vælter ind, og så at sige udløser spændingerne. Irak var et pragteksempel. Pakistan kan nu være et andet. Men som man med Irak må håbe på en mere logisk stat, hvor kurderne har sit eget, og shi'a-araberne har lov at fejre deres utallige højtider, må man håbe på en mere solid pakistansk stat i sidste ende. Eller måske en pakistansk og en pashtunsk. Det ville være mere logisk.
fredag den 8. maj 2009
Hallo?
Mere Afpak. Josh Faust om USA's nyfundne finfølelse for, at bombardementer muligvis har slået en masse civile afghanere ihjel:
These are good moves, and a healthy sign the Coalition has realized that civilian casualties are as vitally important to the war effort as base security and securing the roads.Dette gælder naturligvis ikke for Pakistan, hvor befolkningens støtte er ligegyldig, og det eneste, man skal have med sig, er generalerne.
Altid skeptisk
Vedr. den pakistanske offensiv (hærens!), der bliver solgt som en ny, afgørende vending i krigen, alternativt som en altødelæggende kampagne, hvor (indtil videre) en halv million mennesker er flygtet i rædsel: Det er sket før, i Bajaur og andre steder, for ikke så mange måneder siden.
Jeg vil stadig se det, før jeg tror det. Måske det blot er mere af det sædvanlige, ubeslutsomme dobbeltspil, hvor Pakistan prøver at formilde USA uden at gøre noget for alvor. Måske ikke. Det går i hvert fald ud over de civile. Inde i knibtangen er der jo en masse mennesker.
An estimated 200,000 people from the tribal areas bordering Afghanistan have been displaced since the Pakistani army launched the Bajaur operation early this month in response to growing U.S. pressure to take action against the Taliban in the region, according to the International Committee of the Red Cross. Local officials say the flood of refugees into northwestern and central Pakistan has overwhelmed cities such as Peshawar. And as the army began to push into the tribal area of Kurram last week, government officials in cities as far away as Karachi were bracing for more waves of people.Og da offensiven var forbi - uden større resultat - flyttede langt de fleste af flygtningene tilbage igen. Jeg vil tro, at dette er mere af det samme, blot med ekstra accent, fordi der har været møde mellem præsident dit, dat og dut, fordi Petraeus nærmest har truet regeringen på livet, og fordi USA vifter en bunke uimodståelige pengesedler om næsen på det snart ludfattige Pakistan, der skal få dem med i knibtangsmanøvren.
Jeg vil stadig se det, før jeg tror det. Måske det blot er mere af det sædvanlige, ubeslutsomme dobbeltspil, hvor Pakistan prøver at formilde USA uden at gøre noget for alvor. Måske ikke. Det går i hvert fald ud over de civile. Inde i knibtangen er der jo en masse mennesker.
tirsdag den 5. maj 2009
Knibtang
Sharif i regering med Zardari - eller militærkup.
USA's strategi er vist at foretage en art knibtangsmanøvre meget snart på de militante, med den pakistanske hær som det ene led i tangen og ISAF/USA som den anden. Derfor er presset på Pakistan øget voldsomt. Sharif skal med i regeringen og derved give den politisk kapital til at føre kampen med hård hånd - og vil han ikke, så er det direkte militærstyre. Sharif vil vist, men det er kun rygter. Ikke desto mindre er det en farlig udvikling, idet:
1. Sharif har været det demokratiske fokus for den folkelige modstand mod Terrorkrigen og præsidentdiktaturet. Hvis han hopper af, så ved jeg ikke, hvor det pakistanske folk er på vej hen - for jeg tror ikke, at holdningen ændrer sig særligt. Måske en smule. Men islamisterne er et oplagt bud, og de klæder sig gerne i nationalistiske gevandter, hvis det er opportunt.
2. Sharif kan ikke med Zardari, og vice versa. De hader hinanden. Regeringen vil sandsynligvis være aldeles dysfunktionel.
3. Der er en god chance for, at et evt. militærkup vil skabe massive optøjer, og hærens efterfølgende nedslagtninger vil igen være en total PR-fiasko for USA og fantastisk rekrutteringsværktøj for jihadierne.
Det kan godt være, at Sharif går i regering, og at der ikke vil ske mere end nu; de vil holde USA hen med symbolske aktioner. Men det ser alvorligt ud, og Pakistans mere end almindeligt rådne økonomi gør det reelt umuligt at opretholde national suverænitet. Men pres på et råddent hus gør det ikke stærkere. TTP & Co. vil presse igen fra anden side; måske det braser sammen fra to sider. Jeg ved det fandeme ikke.
Jeg ved heller ikke, hvad man ellers kunne gøre, hvis man ikke vil gå uden om Pakistan. Planen nu for krigen er vist at få den afghanske hær på fode, men efter syv år er den næsten fjenden til større hjælp end NATO:
---
Steve LeVine mener, at Sharif er militært irrelevant. Men han er sgu ikke politisk irrelevant, med 80% tilslutning blandt befolkningen. Måske han skal give politisk dække for en paladsrevolution i hærens favør, men måske et, hvor det er hæren og Sharif, der sammen spiller USA. Hverken hæren eller Sharif er jo særligt begejstrede for Terrorkrigen. Det kunne være, at hæren så Sharif som en mulighed for at slippe af med Zardari, så hvorfor ikke lege med?
Aner det selvfølgelig ikke.
USA's strategi er vist at foretage en art knibtangsmanøvre meget snart på de militante, med den pakistanske hær som det ene led i tangen og ISAF/USA som den anden. Derfor er presset på Pakistan øget voldsomt. Sharif skal med i regeringen og derved give den politisk kapital til at føre kampen med hård hånd - og vil han ikke, så er det direkte militærstyre. Sharif vil vist, men det er kun rygter. Ikke desto mindre er det en farlig udvikling, idet:
1. Sharif har været det demokratiske fokus for den folkelige modstand mod Terrorkrigen og præsidentdiktaturet. Hvis han hopper af, så ved jeg ikke, hvor det pakistanske folk er på vej hen - for jeg tror ikke, at holdningen ændrer sig særligt. Måske en smule. Men islamisterne er et oplagt bud, og de klæder sig gerne i nationalistiske gevandter, hvis det er opportunt.
2. Sharif kan ikke med Zardari, og vice versa. De hader hinanden. Regeringen vil sandsynligvis være aldeles dysfunktionel.
3. Der er en god chance for, at et evt. militærkup vil skabe massive optøjer, og hærens efterfølgende nedslagtninger vil igen være en total PR-fiasko for USA og fantastisk rekrutteringsværktøj for jihadierne.
Det kan godt være, at Sharif går i regering, og at der ikke vil ske mere end nu; de vil holde USA hen med symbolske aktioner. Men det ser alvorligt ud, og Pakistans mere end almindeligt rådne økonomi gør det reelt umuligt at opretholde national suverænitet. Men pres på et råddent hus gør det ikke stærkere. TTP & Co. vil presse igen fra anden side; måske det braser sammen fra to sider. Jeg ved det fandeme ikke.
Jeg ved heller ikke, hvad man ellers kunne gøre, hvis man ikke vil gå uden om Pakistan. Planen nu for krigen er vist at få den afghanske hær på fode, men efter syv år er den næsten fjenden til større hjælp end NATO:
There is an arrangement between the Taliban and ANA all over the south of Afghanistan, especially in Khost, Paktia, Paktika, Helmand and Ghazni provinces.Møde på onsdag mellem USA, Afghanistan og Pakistans ledere.
Under this, when ANA troops are sent on patrol inside Taliban areas, they pay the Taliban to avoid being killed. The price is arms, ammunition or rockets, which is handed over and then reported as having been lost during an encounter with the Taliban. In turn, when ANA arrests any Taliban fighters, they demand cash money for their release. If the fighters are Pakistani or non-Afghan, ANA takes a little longer to negotiate a price, but if the fighters are Afghans, ANA personnel will not take unnecessary risks. Either they strike a deal then and there and release the Taliban fighters, or within a few days they hand them over to NATO. The reason is to avoid direct confrontation with the Afghan Taliban and their tribal constituencies, which could cause problems in any prolonged negotiations.
---
Steve LeVine mener, at Sharif er militært irrelevant. Men han er sgu ikke politisk irrelevant, med 80% tilslutning blandt befolkningen. Måske han skal give politisk dække for en paladsrevolution i hærens favør, men måske et, hvor det er hæren og Sharif, der sammen spiller USA. Hverken hæren eller Sharif er jo særligt begejstrede for Terrorkrigen. Det kunne være, at hæren så Sharif som en mulighed for at slippe af med Zardari, så hvorfor ikke lege med?
Aner det selvfølgelig ikke.
lørdag den 2. maj 2009
Obmar IV
Meget underligt sammenfald, men Christian fra Ghosts of Alexander har lige anmeldt Rambo III, apropos mine egne skriverier. Noget i luften?
I hvert fald, vedr. den to-ugers frist, som Petraeus ifølge "anonyme kilder" har udstukket for Pakistans civile regering, og som jeg har grublet over: Obamas administration snakker om, at regeringen vakler, er skrøbelig og handlingslammet, mens barbarerne står ved porten, etc.
Men hvordan præcis skulle regeringen falde, hvis ikke ved at miste sit parlamentariske flertal? Jeg kan ikke læse historien som andet end at USA vil forsøge at vælte regeringen med den pakistanske hær. Hvordan fanden skulle den ellers falde? Ikke for TTP's hånd - det er latterligt at tro - men det kan sagtens være, at amerikanerne tror på terroristernes superskurkbarhed, en arv fra Bush's mareridtsdemagogi (terrorister er jo langt, langt farligere end seriemordere).
Og nu vil administrationen åbenbart have Sharif med i kampen mod talibberne, fordi Sharif er så populær. Uagtet at Sharif er så populær, fordi han ikke vil være med i kampen mod talibberne.
I hvert fald, vedr. den to-ugers frist, som Petraeus ifølge "anonyme kilder" har udstukket for Pakistans civile regering, og som jeg har grublet over: Obamas administration snakker om, at regeringen vakler, er skrøbelig og handlingslammet, mens barbarerne står ved porten, etc.
Men hvordan præcis skulle regeringen falde, hvis ikke ved at miste sit parlamentariske flertal? Jeg kan ikke læse historien som andet end at USA vil forsøge at vælte regeringen med den pakistanske hær. Hvordan fanden skulle den ellers falde? Ikke for TTP's hånd - det er latterligt at tro - men det kan sagtens være, at amerikanerne tror på terroristernes superskurkbarhed, en arv fra Bush's mareridtsdemagogi (terrorister er jo langt, langt farligere end seriemordere).
Og nu vil administrationen åbenbart have Sharif med i kampen mod talibberne, fordi Sharif er så populær. Uagtet at Sharif er så populær, fordi han ikke vil være med i kampen mod talibberne.
Fra sildesalat til sildesalat
Præsidentgeneralissimo Petraeus om Pakistan (via):
Men det ser ud til, at dette er lækket med vilje for at få Pakistan til at gå til den i de næste to uger, ellers vil USA trække sin finansielle og øvrige støtte væk under regeringen, og tillade hæren at tage over, fordi hæren åbenbart er den civile regering - og jeg citerer - "overlegen".
Og så ikke et ord om, at ISI, der opfostrede talibanbevægelsen, er hærens efterretningstjeneste; at hæren er manisk fokuseret på Indien og Kashmir; at talibanerne var Pakistans stedfortræder i krigen om Afghanistan, hvor Indien støttede Nordalliancen. Musharraf var hærens mand; han så advokaterne og højesteretten som langt større trusler end de militante.
Den militariserede amerikanske udenrigspolitik søger mage. Intet demokrati, når generalerne overtager. Og hvad så, når det ikke virker? Flere kup?
Gen. David Petraeus, commander of U.S. Central Command, has told U.S. officials the next two weeks are critical to determining whether the Pakistani government will survive, FOX News has learned.Som man siger på godt amerikansk: This is fucked up on so many levels.
"The Pakistanis have run out of excuses" and are "finally getting serious" about combating the threat from Taliban and Al Qaeda extremists operating out of Northwest Pakistan, the general added.
But Petraeus also said wearily that "we've heard it all before" from the Pakistanis and he is looking to see concrete action by the government to destroy the Taliban in the next two weeks before determining the United States' next course of action, which is presently set on propping up the Pakistani government and military with counterinsurgency training and foreign aid.
Petraeus made these assessment in talks with lawmakers and Obama administration officials this week, according to individuals familiar with the discussions.
They said Petraeus and senior administration officials believe the Pakistani army, led by Chief of Staff Gen. Ashfaq Kayani, is "superior" to the civilian government, led by President Ali Zardari, and could conceivably survive even if Zardari's government falls to the Taliban.
Men det ser ud til, at dette er lækket med vilje for at få Pakistan til at gå til den i de næste to uger, ellers vil USA trække sin finansielle og øvrige støtte væk under regeringen, og tillade hæren at tage over, fordi hæren åbenbart er den civile regering - og jeg citerer - "overlegen".
Og så ikke et ord om, at ISI, der opfostrede talibanbevægelsen, er hærens efterretningstjeneste; at hæren er manisk fokuseret på Indien og Kashmir; at talibanerne var Pakistans stedfortræder i krigen om Afghanistan, hvor Indien støttede Nordalliancen. Musharraf var hærens mand; han så advokaterne og højesteretten som langt større trusler end de militante.
Den militariserede amerikanske udenrigspolitik søger mage. Intet demokrati, når generalerne overtager. Og hvad så, når det ikke virker? Flere kup?
fredag den 1. maj 2009
TTP
Der er megen snak blandt de skriftkloge om de pakistanske militantes magt: Vil de kunne ødelægge, eller ligefrem overtage Pakistan? Eller er det vestlig islamofobisk paranoia; absurd overhovedet at forestille sig?
Det virker absurd: Tehrik-i-Taliban-Pakistan (TTP), den største paraplyorganisation for de militante i Pakistan, er næppe flere end 10.000 paramilitære. Og Pakistan har 173 mill. indbyggere. Men Pakistan bevæger sig som en søvngænger. Befolkningen er halvt opgivende og halvt ligegyldig over for de militante, og er alligevel overbevist om, at det hele er USA's skyld. Og USA, der ikke forstår denne mentalitet, eller hvad der skal til for at ændre den, kaster bomber over pakistanere fra pakistansk jord, som for bevidst at trodse offentligheden.
Jeg har teoretiseret, at islamisme er den bedste kur for islamisme. Men det er ikke noget, jeg ville ønske for nogen.
Destabilisere Pakistan: Det vil de militante kunne. Det gør de allerede strålende.
Det virker absurd: Tehrik-i-Taliban-Pakistan (TTP), den største paraplyorganisation for de militante i Pakistan, er næppe flere end 10.000 paramilitære. Og Pakistan har 173 mill. indbyggere. Men Pakistan bevæger sig som en søvngænger. Befolkningen er halvt opgivende og halvt ligegyldig over for de militante, og er alligevel overbevist om, at det hele er USA's skyld. Og USA, der ikke forstår denne mentalitet, eller hvad der skal til for at ændre den, kaster bomber over pakistanere fra pakistansk jord, som for bevidst at trodse offentligheden.
Jeg har teoretiseret, at islamisme er den bedste kur for islamisme. Men det er ikke noget, jeg ville ønske for nogen.
Destabilisere Pakistan: Det vil de militante kunne. Det gør de allerede strålende.
torsdag den 30. april 2009
Var det virkeligt nødvendigt?
Behøver AFP bruge en Huey til en artikel om Pakistan?
---
Fordi udenrigspolitik ikke bare går ud på at give penge til andre lande, men at få dem til at bruge pengene til at købe éns militærudstyr. Så er de militært og derfor politisk afhængige af dig som leverandør, samtidig med du får pengene igen.
---
Fordi udenrigspolitik ikke bare går ud på at give penge til andre lande, men at få dem til at bruge pengene til at købe éns militærudstyr. Så er de militært og derfor politisk afhængige af dig som leverandør, samtidig med du får pengene igen.
onsdag den 8. april 2009
Supertanker
Obamas tilgang:
a. Økonomi. USA træder med sin gældsætning en farlig linie, og det er ved at gå op for Kina, at de sidder med Sorteper, når inflationen kommer. Den monetære terrorbalance kan ikke opretholdes uendeligt, og finanskrisen - kan vi efterhånden kalde den en depression? - har afsløret, hvor skrøbeligt den globaliserede økonomi er opbygget. Obamas budget føjer til gælden, og han har ført kampagne på skattelettelser. Men der skal betales for skidtet. Hans finansminister har samtidig en redningsplan for bankerne, der enten er fantastisk dum eller dybt korrupt, og hvis forudsigelige fiasko sandsynligvis vil dræne Obamas indenrigspolitiske kapital voldsomt. Heller ikke mht. sundhedssystemet ser det godt ud: Det eneste, som administrationen åbenbart ikke vil være med til, er at skære netop de fordyrende sundhedsforsikringsselskaber væk, med et statsfinansieret system.
b. Udenrigspolitik. Skønt Obama sender de rigtige signaler (gerne på tværs af Hillarys egne), så skal der mere til end bare ord. Ud af Irak, ser det ud til, men optrapning i Afghanistan og, hvad værre er, decideret eskalering til Pakistan. Det kan ikke ende godt. Han påstår stadig, at Iran er ved at udvikle atomvåben, uden beviser, jf. NIE 2007. Og at Al-Qaeda er en kolossal trussel. Det neokonservative perspektiv har bidt sig fast som en parasit i hjernen.
c. Retsorden. Obama-administrationen er nu ved at gå længere end Bush/Cheney i diktatoriske beføjelser, der eksplicit er formuleret til at undgå lovens lange arm. Justitsministeriet ser ud til at være fast besluttet på at blokere ethvert tilløb til et retsopgør om den forrige administrations forbrydelser. Konsekvensen er en stærkt svækket retsstat, og modsat civilisationskrigernes antagelse om, at loven svækker os, fordi den forhindrer en jernnævepolitik, så holder den os faktisk stærk, fordi en retsstat betyder gennemsigtighed, ansvarsplacering og social tillid. Obama-administrationens dedikation til den totale uigennemsigtighed - af hensyn til nationens samhørighed, vil jeg nådigt gå ud fra - vil på lang sigt sikre, at forbrydelse kan betale sig.
Det er ikke ligefrem "the fierce urgency of the now", vi bevidner. Ironisk nok har depressionen styrket USA i forhold til resten af verden pga. dollaren og de amerikanske statsobligationers gode ry. Den har afsløret eurozonens manglende finanspolitiske værktøjer og økonomiske skrøbelighed, Østasiens dybe afhængighed af vestlige markeder, og de resourcerige landes overfladiske velfærd, fra Saudi-Arabien til Rusland. Men det langsigtede problem er USA's indre ideologiske selvmodsigelser, der enten skal afvikles eller svække landet til ukendelighed, som tilfældet Californien så fint demonstrerer.
Obamas projekter ser ud til at blive nogle gedigne fiaskoer, og uden politisk diesel kan retningen på supertankeren ikke ændres i tide.
Der er så en anden supertanker i billedet: Europa. Siden 2. Verdenskrig har vi knyttet os til USA, og godt det samme. Men vi bliver nødt til at tænke selv. Vi bliver nødt til at tænke over, hvad det er, vi vil. Vi kan ikke bare lægge os i kølvandet på USA, mod- eller velvilligt, uden at blive trukket med eller med ned af ren apati. Irak har vist det, torturprogrammet har vist det. Det er den samme apati, der i mine øjne har gjort et decideret anti-demokratisk projekt som EU muligt at få igennem. Vores ligegyldighed er de koloniseredes apati over for tilværelsen, og den går ikke længere: Vi skal tage vores egne beslutninger, sætte vores egne mål. Jeg udbeder en selvstændig eksistens - at vi er midten i vores eget univers.
Det lyder måske langt ude. Men de rigtige problemer er ved at tårne sig op. Det første årti i det nye årtusinde var faktisk en fortsættelse af de ubekymrede halvfemsere, blot blev kedsommeligheden afløst af selvforherligende ondskabsfuldhed. Der var ikke modstand nok til at fostre ansvarlighed og modenhed. Det er der så nu, og forandring skal der nok komme, uanset hvor meget Obama står imod.
States are like big tankers, they're not like speedboats. You can't just whip them around and go in a new direction. Instead you've got to slowly move it and then eventually you end up in a very different place.Her er problemet: Supertankeren er på vej mod et isbjerg. At skifte retning langsomt er bare ikke godt nok. Måske denne holdning kommer af det amerikanske politiske system, hvor specielt Senatet er fantastisk tungt at danse med. Måske er det Obamas typiske forsigtighed. Det er i og for sig også lige meget. Problemerne har rod i USA's barnagtighed efter sejren over USSR i Den Kolde Krig. Ligegyldighed over for retsstaten, tortur, krig, diplomati, gæld, alliancer, og jeg kunne blive ved.
a. Økonomi. USA træder med sin gældsætning en farlig linie, og det er ved at gå op for Kina, at de sidder med Sorteper, når inflationen kommer. Den monetære terrorbalance kan ikke opretholdes uendeligt, og finanskrisen - kan vi efterhånden kalde den en depression? - har afsløret, hvor skrøbeligt den globaliserede økonomi er opbygget. Obamas budget føjer til gælden, og han har ført kampagne på skattelettelser. Men der skal betales for skidtet. Hans finansminister har samtidig en redningsplan for bankerne, der enten er fantastisk dum eller dybt korrupt, og hvis forudsigelige fiasko sandsynligvis vil dræne Obamas indenrigspolitiske kapital voldsomt. Heller ikke mht. sundhedssystemet ser det godt ud: Det eneste, som administrationen åbenbart ikke vil være med til, er at skære netop de fordyrende sundhedsforsikringsselskaber væk, med et statsfinansieret system.
b. Udenrigspolitik. Skønt Obama sender de rigtige signaler (gerne på tværs af Hillarys egne), så skal der mere til end bare ord. Ud af Irak, ser det ud til, men optrapning i Afghanistan og, hvad værre er, decideret eskalering til Pakistan. Det kan ikke ende godt. Han påstår stadig, at Iran er ved at udvikle atomvåben, uden beviser, jf. NIE 2007. Og at Al-Qaeda er en kolossal trussel. Det neokonservative perspektiv har bidt sig fast som en parasit i hjernen.
c. Retsorden. Obama-administrationen er nu ved at gå længere end Bush/Cheney i diktatoriske beføjelser, der eksplicit er formuleret til at undgå lovens lange arm. Justitsministeriet ser ud til at være fast besluttet på at blokere ethvert tilløb til et retsopgør om den forrige administrations forbrydelser. Konsekvensen er en stærkt svækket retsstat, og modsat civilisationskrigernes antagelse om, at loven svækker os, fordi den forhindrer en jernnævepolitik, så holder den os faktisk stærk, fordi en retsstat betyder gennemsigtighed, ansvarsplacering og social tillid. Obama-administrationens dedikation til den totale uigennemsigtighed - af hensyn til nationens samhørighed, vil jeg nådigt gå ud fra - vil på lang sigt sikre, at forbrydelse kan betale sig.
Det er ikke ligefrem "the fierce urgency of the now", vi bevidner. Ironisk nok har depressionen styrket USA i forhold til resten af verden pga. dollaren og de amerikanske statsobligationers gode ry. Den har afsløret eurozonens manglende finanspolitiske værktøjer og økonomiske skrøbelighed, Østasiens dybe afhængighed af vestlige markeder, og de resourcerige landes overfladiske velfærd, fra Saudi-Arabien til Rusland. Men det langsigtede problem er USA's indre ideologiske selvmodsigelser, der enten skal afvikles eller svække landet til ukendelighed, som tilfældet Californien så fint demonstrerer.
Obamas projekter ser ud til at blive nogle gedigne fiaskoer, og uden politisk diesel kan retningen på supertankeren ikke ændres i tide.
Der er så en anden supertanker i billedet: Europa. Siden 2. Verdenskrig har vi knyttet os til USA, og godt det samme. Men vi bliver nødt til at tænke selv. Vi bliver nødt til at tænke over, hvad det er, vi vil. Vi kan ikke bare lægge os i kølvandet på USA, mod- eller velvilligt, uden at blive trukket med eller med ned af ren apati. Irak har vist det, torturprogrammet har vist det. Det er den samme apati, der i mine øjne har gjort et decideret anti-demokratisk projekt som EU muligt at få igennem. Vores ligegyldighed er de koloniseredes apati over for tilværelsen, og den går ikke længere: Vi skal tage vores egne beslutninger, sætte vores egne mål. Jeg udbeder en selvstændig eksistens - at vi er midten i vores eget univers.
Det lyder måske langt ude. Men de rigtige problemer er ved at tårne sig op. Det første årti i det nye årtusinde var faktisk en fortsættelse af de ubekymrede halvfemsere, blot blev kedsommeligheden afløst af selvforherligende ondskabsfuldhed. Der var ikke modstand nok til at fostre ansvarlighed og modenhed. Det er der så nu, og forandring skal der nok komme, uanset hvor meget Obama står imod.
fredag den 13. marts 2009
Siden sidst
Jeg tror, at man skal holde øje med Pakistan de næste par dage. Siden sidst...
En dum amerikansk senator kom til at afsløre, at Pakistan bombes fra pakistansk territorie. Ikke godt modtaget.
Fred mellem Tehrik-e-Nafaz-e-etc. i Swat-dalen og den pakistanske regering, mod indførelse af hård sharia.
Fred og forsoning mellem stridende pakistanske militante, mhp. forårsoffensiv i Afghanistan. Bl.a. gjort mulig af freden i Swat.
Den pakistanske højesteret, proppet med Musharraf-tro dommere, ulovliggør meget populære Nawaz Sharifs deltagelse i politik på korruptionsanklager tilbage fra 1999, hvor han blev kuppet ud af Musharraf. Også dømt ude: Nawaz' bror Shahbaz, der er - var - Førsteminister for Punjab, Pakistans folkerigeste provins.
Dette i forventning om Shahbaz' støtte til Nawaz' protestmarch mod Islamabad (nu i forbund med de aktivistiske advokater), hvorfor regeringen indfører direkte styre ("guvernør-styre", dvs. over det lokale parlament) over Punjab for at "forebygge uroligheder". Ikke populært. Uroligheder.
Ligner en stor manøvre fra USAs mand Zardari, der går ud på at fjerne den politiske trussel, som Sharif udgør mod ham. Vi får se, om USA er lige så ligeglade/dumme, som de plejer at være, og lader dette skride frem. Det kan godt være, at andre aktører i Pakistan er ved at få nok af Zardaris politiske egoisme.
Men pakistansk politik er ikke cricket. Eller?
En dum amerikansk senator kom til at afsløre, at Pakistan bombes fra pakistansk territorie. Ikke godt modtaget.
Fred mellem Tehrik-e-Nafaz-e-etc. i Swat-dalen og den pakistanske regering, mod indførelse af hård sharia.
Fred og forsoning mellem stridende pakistanske militante, mhp. forårsoffensiv i Afghanistan. Bl.a. gjort mulig af freden i Swat.
Den pakistanske højesteret, proppet med Musharraf-tro dommere, ulovliggør meget populære Nawaz Sharifs deltagelse i politik på korruptionsanklager tilbage fra 1999, hvor han blev kuppet ud af Musharraf. Også dømt ude: Nawaz' bror Shahbaz, der er - var - Førsteminister for Punjab, Pakistans folkerigeste provins.
Dette i forventning om Shahbaz' støtte til Nawaz' protestmarch mod Islamabad (nu i forbund med de aktivistiske advokater), hvorfor regeringen indfører direkte styre ("guvernør-styre", dvs. over det lokale parlament) over Punjab for at "forebygge uroligheder". Ikke populært. Uroligheder.
Ligner en stor manøvre fra USAs mand Zardari, der går ud på at fjerne den politiske trussel, som Sharif udgør mod ham. Vi får se, om USA er lige så ligeglade/dumme, som de plejer at være, og lader dette skride frem. Det kan godt være, at andre aktører i Pakistan er ved at få nok af Zardaris politiske egoisme.
Men pakistansk politik er ikke cricket. Eller?
tirsdag den 3. februar 2009
Seneste nyt fra Centralasien
Khyber er en bro mindre:
Og Iran? Mildere toner fra USA - men ikke fra Israel. Det ville jo dog være den letteste løsning, men der er mange på begge sider, der ikke gerne ser det ske. Gates, f.eks.:
Gates har også en fortid mht. Iran. Jeg ved ikke, om det betyder noget. Men det er spøjst at tænke på.
Endvidere: Uanset hvilke lande, som den nye forsyningslinie til Afghanistan vil løbe over, så vil de pågældende lande have et fast greb om nosserne på NATO. Det kan jo så være Rusland eller Iran, eller måske Uzbekistan eller endda Kina.
Det var så det seneste fra det logistiske mareridt kendt som "indsatsen i Afghanistan".
Militants blew up a bridge in northwest Pakistan on Tuesday, cutting the major supply line for U.S.-led troops in Afghanistan with an explosion that turned the narrow span into a jagged metal "V." (...)Så, ja, når forsyningerne til en styrke på 70.000 mand afhænger af en enkelt bro langt væk, så ... ja. I mellemtiden forstår de omliggende lande at presse citronen:
The latest attack on the famous Khyber Pass highlights the urgent need NATO and the U.S. have for alternative supply routes to landlocked Afghanistan through nations to its north, especially as the U.S. plans to double its troop numbers in the country this year.
Kyrgyzstan will close an air base used by the U.S. as a staging point for operations in Afghanistan, potentially undermining U.S. President Barack Obama’s planned troop increase aimed at defeating the Taliban.Læs: Flere penge, tak. Og fra Rusland:
For three years, the Kyrgyz government tried to renegotiate the amount paid by the U.S. to use the base, “but we encountered no understanding from the U.S. side,” Kyrgyz President Kurmanbek Bakiyev told reporters in Moscow today. The decision was made “in the last few days,” he said.
Russia could help NATO re-supply its forces in Afghanistan if the alliance restores contacts with Moscow that were put on hold over the war with Georgia, a senior Russian envoy was quoted as saying on Thursday.Det var så efter Petraeus havde annonceret en aftale om samme...
Og Iran? Mildere toner fra USA - men ikke fra Israel. Det ville jo dog være den letteste løsning, men der er mange på begge sider, der ikke gerne ser det ske. Gates, f.eks.:
"I'm concerned about the level of frankly subversive activity that the Iranians are carrying on in a number of places in Latin America," Gates said in response to a question from Sen. Mel Martinez, a Florida Republican.Iran er det nye USSR: De åbner kontorer i Sydamerika. Kontorer! Og de blander sig i andre landes affærer - ganske uhørt! Så går det jo ikke at diskutere rapprochement, selv om NATO står med håret i postkassen, eller hvad de unge kalder det nutildags. Det er jo realpolitik, og det går ikke.
"They're opening a lot of offices and a lot of fronts behind which they interfere in what is going on in some of these countries," Gates said, without elaborating.
Gates har også en fortid mht. Iran. Jeg ved ikke, om det betyder noget. Men det er spøjst at tænke på.
Endvidere: Uanset hvilke lande, som den nye forsyningslinie til Afghanistan vil løbe over, så vil de pågældende lande have et fast greb om nosserne på NATO. Det kan jo så være Rusland eller Iran, eller måske Uzbekistan eller endda Kina.
Det var så det seneste fra det logistiske mareridt kendt som "indsatsen i Afghanistan".
Abonner på:
Opslag (Atom)