Venter på et stjerneskud

Der er en chance for, at det vil gå godt i Libyen - med hvilket jeg mener, at Gaddafis støtte siver væk, indtil nogen skyder ham i ryggen, eller at han tilfældigvis bliver ramt af en bombe, hvis han på et tidspunkt savner solen og dukker op fra bunkerens dyb. Men det er en stor chance at tage i forhold til risikoen for en lang og ødelæggende borgerkrig.

Grundlæggende er folk ligeglade med hvad der sker i Libyen. De er i hvert fald ligeglade med Afghanistan, og de var ligeglade med Irak. Det er i det hele taget noget pis. Men der er da en chance. Så er der selvfølgelig bagefter, men den tid den sorg, ikke?

At love at bryde love

Læk, læk, læk løs...

Selvfølgelig skal man tage amerikanske ambassadørers ord med et gran salt, det er trods alt kun zladr...men Tacan Ildem er Tyrkiets "permanente repræsentant ved Nato" og rapporteres her at sige, at Tyrkiet gav Fogh lov at være generalsekretær for Nato mod, at Danmark til gengæld "klargjorde de juridiske krav til at lukke Roj TV". Noget af en offentlig hemmelighed - gaaaaab - men ikke helt i tråd med den ukrænkelige ytringsfrihed eller adskillelsen mellem den udøvende og dømmende magt.

Vi små skal blot tænke på, at det gavner vores nations interesser, når vores ledere knytter bånd til hinanden ved at love at bryde love på den ene eller den anden måde; ergo er det landsforræderi at undergrave deres gode netværk ved ligefrem at afsløre for os, hvor korrupt det foregår.

Krigen i Afghanistan: Sandhed og konsekvens

En masse missionsrapporter fra en amerikansk base i Afghanistan er blevet lækket, som alle der ikke lever under en sten nok ved. Der er ikke særligt meget nyt i dem, hvis man følger med. Men situationen er i sig selv så stort et rod, at omtale ikke er ønsket.

Mange af argumenterne for og imod lækken drejer sig om moral og tangerer diskussionen om selve krigen. Et af de mest brugte argumenter for at blive er nu, at det er godt for afghanerne, og at det tilsvarende vil være rigtigt skidt, hvis NATO trækker sig ud.

Dette indlæg er for at få styr på mine tanker om det her.

Jeg er nok utilitarist. Jeg mener ikke, at en god sag er værd at kæmpe for, hvis kampen og sagen i virkeligheden gør verden værre. Jeg savner imidlertid tit den vinkel, at det at stå fast på et princip kan gøre verden bedre, fordi et principløst menneske og samfund uvægerligt vil føre til en dårligere verden. Men i sidste ende er det også et utilitaristisk argument.

For krigen, imod tilbagetrækning:

1. Talibanerne er decideret onde mennesker, og de vil vinde kontrol over landet og behandle afghanerne forfærdeligt, hvis NATO trækker sig ud. Implicit er, at man opgiver i kampen mod en håndgribelig ondskab, og at dette vil give os et moralsk knæk. Det vil også give talibanernes ideologi rygstøtte, og vi kan risikere, at det breder sig til andre lande.

2. Hvis vi, og i særdeleshed USA, genopbygger militærets reservekapacitet, vil vi uundgåeligt bruge den til at angribe og besætte et andet land, som vil ende som et nyt Irak eller Afghanistan. For dette lands skyld bør vi holde soldaterne i Afghanistan, for at begrænse skaden de kan gøre på vores vegne.

Imod krigen, for tilbagetrækning:

a. Krigen går ad helvede til. Vi kan ikke opnå det, vi gerne vil, og på et tidspunkt skal vi ud. Hver dag, vi bliver der, udsætter kun denne dato, så vi kan lige så godt sætte forløbet i gang før som siden. Indtil da er NATO bare en destabiliserende parentes i Centralasiens lange historie. Ja, Afghanistan vil sandsynligvis gå gennem endnu en borgerkrig, før en sejrherre er på plads, men det er ikke noget, vi kan gøre særligt meget ved. De ressourcer, som vi bruger på krigen, kan bruges langt bedre andre steder – også hvis det drejer sig om humanitære formål. Det ville være bedre at bygge infrastruktur et sted, hvor det ikke bliver sprængt i luften igen.

b. Krigen radikaliserer muslimer både herhjemme og andre steder i verden, fordi den opfattes som en krig mod islam. Det er for mange af krigstilhængernes vedkommende heller ikke helt hen i vejret. Krigen øger med andre ord risikoen for terrorisme. Radikaliseringen fungerer gensidigt, så mere muslimsk terrorisme vil øge støtten til de antimuslimsk radikale, og det kan i sidste ende føre til en sønderriven af de vestlige nationer. Det ville hjælpe meget, hvis vi trak os ud.

c. Krigen militariserer vores eget samfund, som hver eneste dag trækker i retning af mere bevidstløs overvågning og mistænkeliggørelse, mindre gennemsigtighed, mere aggressiv maskulinitet og disciplineret dumhed. Jeg kan besidde al mulig respekt for den enkelte soldat – det kommer an på individet, som med alle andre mennesker – men jeg er ikke i tvivl om, at en krigs institutionelle værdier er som anført ovenfor. En krig kan være godt for en nation, hvis den samler befolkningen (det forudsætter, at nationen heller ikke samtidig bliver sønderlemmet). Men selv denne virkning ser vi ikke i en kolonikrig som Afghanistan, fordi det foregår langt, langt væk, og afstanden mellem folket og hæren i både fysisk og mental forstand er kolossal.

d. Vi bliver nødt til at have et militær, der kan sættes ind, hvis det for alvor brænder på, f.eks. hvis der udbryder krig mellem Nord- og Sydkorea. Afghanistan er simpelthen ikke værd at binde hele ens militære kapacitet op på.

e. Krigen understøtter i sig selv argumentet om, at man kan bekæmpe terrorisme med kanoner. Det er idioti.

Det er de legitime argumenter for og imod, som jeg ser dem. Jeg går ind for tilbagetrækning.

Ad 1, se a. Krigen i Afghanistan er relativt lille, og det er en udgift, som vi nok skulle kunne bære længe endnu. Men vores verden står ikke og falder med Kabul, og jeg har ikke særlig meget tilovers for tanken om ultimativ sejr eller nederlag.

Ad 2; risikoen er først og fremmest, at Israel angriber Iran for at starte en krig mellem Iran og USA. Israel vil være ligeglade med, om USA kan bære det. Hvis de ikke var ligeglade, ville det slet ikke komme på tale.

Nu stopper jeg. Lækken i næste indlæg.

Signal

Obama siger, at han vil begynde at trække styrkerne ud i 2011.

Det virker umiddelbart som noget, der skal få venstrefløjen til valgboksen i november 2012, og intet andet. Det er både for langt væk og lidt tilfældigt sat, hvis man altså ikke har præsidentvalget i tankerne. Hvorfor tre år? Hvorfor ikke fem, eller to? Talibberne mv. vil stadig være der, og den afghanske regering vil stadig være møgkorrupt; de grundlæggende forhold vil tage årtier at ændre. Så hvad kan det ellers være? En kortvarig eskalering for at redde ansigt (vi prøvede da!), når man efterfølgende tager retræten?

I hvert fald tror jeg, at canadierne og europæerne vil gribe dette med kyshånd og efterlade USA alene i rodet til den tid. Det passer i hvert fald fint med Canada og Hollands planer. Så denne plan, som jeg ærligt ikke tror er andet end valgflæsk, kan der blive kød på. Fjerne signaler og store overskrifter tager betydning, når der ikke er indbyrdes samråd.

Theirs not to reason why

Vores aktive udenrigspolitik i Afghanistan skal aktiveres, ifølge Berlingske.

Hvis kursen i Afghanistan skal fastholdes, så er det nødvendigt, at NATO hurtigt finder en fælles strategi, som man kan blive enige om.

Gode idéer modtages gerne. Har Berlingske noget på sinde?

Obama må hurtigst muligt beslutte en ny strategi og få de øvrige NATO-lande med på den.

Aha. Obama skal beslutte for os. Hvilke beslutninger drejer det sig om?

Svære spørgsmål som kræver et hurtigt svar fra USA.

Jo, bevares. Med denne lillebror-holdning mener krigstilhængerne herhjemme ikke, at de behøver tage stilling til krigen, så længe der sendes rigeligt med danske soldater til Afghanistan. Er det en undskyldning for ikke at svare på de svære spørgsmål, fordi man ikke kan overskue situationen og hellere overlader beslutningerne til storebror?

Man har ingen svar.

Af hensyn til NATO's sammenhold

Det er måske lidt billigt at slå løs på Uffes forudsigeligt russofobiske prædken om missilforsvaret, som Obama-administrationen har droppet. At "forsvaret" ikke virker, at det aldrig har virket, at det har kostet kolossalt mange penge, at det ikke gjorde meget andet end at provokere Rusland, og at det ikke kunne have "forsvaret" Georgien mod konsekvenserne af sin angrebskrig sidste år alligevel, er givet. Men det, der bliver ved at forbavse mig, er hvor lidt, Afghanistan fylder hos Uffe.

Opgivelsen af missilskjoldet – og fornemmelsen af et svækket amerikansk engagement i Europa – vil for alvor sætte sammenholdet i EU og i den europæiske del af NATO på prøve.

Senere samme dag:

Italien vil hente sine soldater hjem fra Afghanistan så hurtigt som muligt. Det siger premierminister Silvio Berlusconi, som dog ikke vil tage et ensidigt skridt i spørgsmålet.

Berlusconi kom med udtalelsen i forbindelse med EU-topmødet i Bruxelles, efter at seks italienske soldater tidligere på dagen blev dræbt af en selvmordsbombe i den afghanske hovedstad, Kabul.

Altså: Truslen "for alvor" mod NATO's sammenhold er ikke, at alliancen rent faktisk falder fra hinanden på slagmarken, men at et missilforsvar, der ikke var andet end et svinedyrt symbol på "strategisk samarbejde", bliver trukket tilbage, før det overhovedet er blevet bygget. Denne tankegang trives, mens Rusland er ved at positionere sig som NATO's livslinie til Afghanistan.

Russia has authorized the United States to use its airspace for flights carrying troops and military supplies to Afghanistan. (...)

Moscow had previously limited U.S. shipments across its territory to non-military supplies carried by train. (...)

The two presidents also agreed to boost joint anti-terrorism and anti-crime measures, including cooperation in sharing financial intelligence in the fight against heroin trafficking.

Polens tossehøge er dog ikke i tvivl om betydningen:

- Det ville være meget skidt. Uden skjoldet vil vi de facto miste en strategisk alliance med Washington, siger en sikkerhedsrådgiver for den polske præsident, Lech Kaczynski, til Reuters.

Og ikke et ord om Iran, som skjoldet angiveligt var rettet mod. For Polen, de baltiske lande og den centraleuropæiske højrefløj drejer dette sig kun om Rusland. En heldig bivirkning ved krigen i Afghanistan er således, at den tvinger NATO til at holde sig på nogenlunde god fod med Rusland.

I øvrigt også en demonstration af, at Obama er at foretrække frem for McCain, selv om der er noget langt mellem snapsene.

COIN

Talebanernes fordel er, at de bor der. Hvis de afghanske og pakistanske stater var stærke nok til at stå imod, så ville der ikke være noget problem. Men NATO's styrker er nærmest irrelevante i den ligning. At NATO ville lide flere tab under aktionen i Helmand er til at forudse; det er bare ikke første gang. Hver gang skulle gerne være sidste gang, men den afghanske stat kan simpelthen ikke fylde tomrummet ud, når de militante trækker sig tilbage. Og så er det forfra næste år, men med mindre og mindre samarbejdsvillige civile.

Folkets visdom, nationens styrke

Hvis det virkelig ender i et tilbagetog fra Afghanistan, så mener jeg, at det er vigtigt, at det først sker, når et flertal af amerikanere har vendt sig afgørende mod krigen. Obama førte kampagne på at eskalere i Afghanistan; det er det, amerikanerne har stemt på, og i den demokratiske selvkritiks hellige navn bliver de nødt til selv at forstå konsekvenserne af deres egne valg, så de ikke gør det igen.

Jeg mener, at der er to scenarier forude: Det første er, at NATO henholdsvis får drevet de militante på flugt og indlemmet andre i den afghanske stat, for derefter gradvist at trække sig ud, mens NATO-landene giver økonomisk, logistisk og rådgivende støtte til en svag, men stadigt stærkere afghansk stat.

Det andet scenarie er et nationsgradvist tilbagetog, indledt af Canada og Holland, efterhånden som befolkningerne herhjemme mister tålmodigheden. Det vil efterfølges af en afghansk borgerkrig, der vil være langt, langt mere ødelæggende end krigen nu mellem NATO og de militante. Det er ikke sikkert, at dette vil ske, da de krigsførende godt kan huske tilbage til den forrige, og måske vil undgå endnu en sådan katastrofe. Men jeg tror, det er sandsynligt. I sidste ende vender Afghanistan tilbage til et talibanstyre - eller noget, der ligner til forveksling.

Det kommer meget an på, hvad der sker i Pakistan. Det er ikke til at vide.

I hvert fald: Når en nation invaderer en anden nation langt, langt væk, risikerer den at løbe ind i en guerillakrig, som den sandsynligvis hverken har den politiske tålmodighed eller den militære og sociologiske kunnen til at vinde. Den sandsynlige udvikling er fra succesrig invasion til politisk uro, gryende militær modstand, statsmæssigt kaos, faldende opbakning, klodset tilbagetog og ødelæggende borgerkrig. Og en masse døde mennesker, der ellers ville være i live.

Det skidt bør undgås a priori, og det er vigtigt, at amerikanerne (endnu engang) får banket det ind i hovedet. Europæerne gør intet uden USA, og er i al fald langt mere skeptiske over for alskens militæraktioner. Kina er nok det eneste land, der pt. kunne gennemføre lignende aktioner, men ser i øjeblikket ikke ud til at ville andet end et økonomisk imperie.

Ikke at jeg tror, at Obama-administrationen vil trække sig ud, før der er overvældende folkeligt pres herfor. Tidsånden i DC er så militaristisk, at det opfattes som politisk selvmord overhovedet at nævne muligheden. Og det er svært at pege på en ny Cronkite. Så det var vist et lidt formålsløst indlæg. Men jeg ser ikke mange tegn på, at man har lært særligt meget af Irak - hverken i Europa eller Nordamerika. Hvor mange ville i dag være med på en invasion af Burma? Alt for mange, gætter jeg på.

NATO's militær vil nok endnu engang drage den lære, at krigen blev tabt på hjemmefronten. Jeg vil gerne tage fejl.

Kup og kup

Åbenbart gik det "russiske kup" i Georgien ud på, at en enhed holdt sig til sin base og ikke adlød ordrer. Hvis det var mig, der orkestrerede et kup, så ville det ikke være sådan, jeg greb det an. Det ville nok være noget i retning af en hurtig, overraskende overtagelse af magtens tinder, eller sådan noget. Et mytteri er ikke det samme som et kup, men måske det er sådan, Saakashvili opfatter verden. Tossede mennesker.

Og endnu en gang må man tage hatten af for, at NATO driller Rusland, alt imens styrken i Afghanistan gisper efter forsyninger.

Dårlig smag og zombiefilm

Ikke nogen hemmelighed med "araberne" i Afpak, men behøver nutiden ligne fortiden så meget? Jeg foretrækker mine historiske paralleller knap så grove.

The US has told its Nato partners that funds from individuals in Gulf states such as Saudi Arabia now rival drug money as a source of financing for Taliban insurgents in Afghanistan. (...)

The Saudi embassy in Washington did not immediately reply to a request for comment late on Wednesday.

Måske Zombie-Carter og Zombie-Reagan også bidrager fra graven til de brave mujahideen i kampen mod Zombie-USSR NATO? Kender vi ikke til visdommen i vor egen filmskat?

- This is Afghanistan... Alexander the Great try to conquer this country... then Genghis Khan, then the British. Now Russia. But Afghan people fight hard, they never be defeated. Ancient enemy make prayer about these people... you wish to hear?

- Um-hum.

- Very good. It says, 'May God deliver us from the venom of the Cobra, teeth of the tiger, and the vengeance of the Afghan.' Understand what this means?

- That you guys don't take any shit?

- Yes... something like this.

Ikke for at sige, at afghanere er uovervindelige, men at Rambo næsten er et anagram for Obama.

Dinosaur

C diskuterer formålet med NATO, mit eget svar på spørgsmålet om alliancens eksistensberettigelse vil jeg citere her til fornøjelse og overvejelse for denne blogs læsere:

At NATO er et produkt af Den Kolde Krig, at produktet var rettet mod Warszawapagten, og at produktets formål er forsvundet, mens selve produktet stadig står på hylden. Der kunne det have stået og samlet støv til evighed, hvis ikke man havde udløst musketer-éden pga. 9/11.

Jeg har svært ved at se, hvordan Afghanistan/Pakistan ender med andet end tilbagetrækning, og sandsynligvis vil Canada + vesteuropæiske lande trække sig ud først og lade de andre tilbage. Og eftersom en alliance er baseret på solidaritet, så står alliancen måske over for sit sammenbrud. Men mere sandsynligt; et dybt sår i den politiske og militære troværdighed.

En militæralliance skal have en modstander, der berettiger de resourcer, alliancen tildeles af medlemslandene. Ellers er den unødvendig eller unødvendigt stor. Sagt på en anden måde: Hvis man ikke kan sige, hvad man skal forsvare sig mod, så giver en forsvarsalliance ikke mening.

Og hvad det angår: Den mere eller mindre hypotetiske civilisationskrig er ikke engang tæt på at være eksistensgrund for et monstrum som NATO, og Europas befolkninger er heller ikke med på den, selv hvis nogle politikere synes godt om krig i fjerne lande. Det er også derfor, krigen i Afghanistan kun tildeles en brøkdel af NATO’s mandskab, selv om det går ned ad bakke. Indre uroligheder og raceoptøjer blandt minoriteter er heller ingen berettigelse for militæret - det er politiarbejde. Der er ikke nogen eksistensberettigelse, indtil Kina eller et andet land uden for NATO bliver stærkt nok til at udfordre alliancen.

Så NATO er en dinosaur, der er ved at drukne i Afghanistans tjæregrav. Det er mit syn på sagen.

Aftale?

Jeg vil nødigt lægge en dæmper på Danmarks jubel over, at vores statsminister har vundet Nato Faktor, men vil dog gerne gøre opmærksom på, at politisk pres på justitsvæsenet for tiltaler, frafald o.l. er ulovligt, og, jf. udtalelser fra Fogh, Erdogan og Berlusconi om Roj TV, at det nok bør undersøges, om det påfaldende sammenfald mellem Foghs udnævnelse og Statsadvokatens nyligt udsendte i Tyrkiet er et eksempel på et sådant forhold.

Politique perverse

Den enes fæle mavefornemmelse er den andens ligefremme antagelse.

Danmark har arbejdet hårdt for at komme tilbage til en position, hvor en dansk politiker overhovedet kunne tages i betragtning som NATO-chef.

Og det har haft en pris. I bogstaveligste forstand i blod, sved og tårer. Med helhjertede danske militære indsatser for at beskytte landsbyerne i det grønne bjerg-landskab i Bosnien og Kroatien, i Kashbaen i Basra og langs de støvede veje i Irak, og ikke mindst i Helmand-provinsen i Afghanistan.

Jeg er sikker på, at soldaternes efterladte vil blive meget skuffede, hvis deres sønners ihjelslåen ikke bringer Fogh til posten som generalsekretær.

Maskine

C foreslår vedr. NATO:

I dag marcherer NATO lige så meget i takt som EUs udenrigspolitik tilsat USAs ønske om at sætte sig tungt på alting. Hvilket vil sige ikke ret meget.

Institutionel automatik? Forstået som institutionernes egne mekanismer, der er gået grassat, og løber hurtigere end politikerne kan følge med.

Det er igen Per Stigs maskine, vi har at gøre med. Men USAs forsvar er kun én maskine; EU er en anden, og NATO en tredje. Krugman skrev forleden om EUs og Den Europæiske Centralbanks passivitet i forhold til den økonomiske krise. Passiviteten er indlejret både i den vesteuropæiske mentalitet og selve systemet: Et er at opføre sig som imperiets provinser, et andet er, at EU i sig selv - og særligt inden for eurozonen - simpelthen ikke har institutioner til at tage hårde beslutninger, når krisen virkelig kradser. Sagt på en anden måde, så er der ingen politisk union.

Det er ikke nyt. C peger på udenrigspolitik, her er det økonomi. EU er en amøbe, der udvider sig overalt, men ikke kan meget andet end det. Selve udvidelsen er den største del af grunden til paralysen. Men EUs opbygning er slet ikke lavet til så mange medlemmer - og der er alligevel ingen politisk loyalitet overfor EU. I sidste ende er det altid ens eget land, der kommer først.

USAs forsvarspolitik er fuldautomatisk: Budgettet skal bruges, krigene skal findes, egoet skal pudses. Som et orkester, der spiller uden dirigent, fører militæret store dele af USAs udenrigspolitik, der ikke kan adskilles særligt fra militærpolitikken. Den går stort set ud på at bygge en masse baser over hele verden, sælge våben og fyre penge af på det ene sjove projekt efter det andet, uanset hvor meget det kommer på tværs af en fornuftig udenrigspolitik.

NATO kommer ind i midten: Organisationen er pt. USAs reservehær, og ses som en del af pakken "vesteuropæisk integration". Oprindeligt var organisationen en forsvarsalliance; nu er den bare noget, man skal være med i, hvis man vil være med, hvor det sker. Husk: Vi bliver nødt til at være med til alt, for at få indflydelse på alt det, vi bliver nødt til at være med til.

Og sådan kører det. Prioritetsløs internationalisering og industrialisering af udenrigspolitik og økonomi hiver tænderne ud på demokratiet og gør selve de internationale organisationer ude af stand til at handle - hvis overhovedet reagere. Afghanistan kan måske gøre det af med endnu et imperie, og tage en superalliance med i købet. Den globale økonomiske krise kan gøre det af med euroen og den globaliserede økonomi. Men se, om man gør noget ved det.

Det seneste i hybris

Sverige og Finland i NATO?

Sweden — long a neutral state — has been toying with the idea of joining NATO since its center-right coalition government took power in 2006. (...)

The rumors of Sweden’s interest in NATO membership are growing stronger as Stockholm prepares to assume the European Union presidency on July 1. The Swedes see this as their time to shine, and one of the top issues on its EU agenda is to counter Russia’s influence in Europe. (...)

But as much as Sweden’s inclusion in NATO would irritate Russia, it is the possibility of Finland joining the alliance that truly terrifies Moscow. (...)

For Finland, having its neighbor in the club would be incentive to join as well, rather than being left as a vulnerable no-man’s-land between NATO and the Russians.

På et eller andet tidspunkt bliver NATO nødt til at bestemme sig for, om de vil have forsyningslinien til Afghanistan, eller om de foretrækker fornøjelsen ved at stikke fingrene i øjnene på Rusland ved hver lejlighed.

Rusland har interesse i at holde liv i ISAF ved at lade NATO oprette en toglinie fra Riga til Keleft i Afghanistan, og derefter bruge truslen om at lukke den til at presse sine venner vestpå til det ene og det andet. De har dermed også interesse i at forhindre en alternativ forsyningslinie fra Iran...

Jeg har lidt svært ved at se, hvordan det ender godt med Afghanistan, særligt med Pakistan i frit fald. Og hvis Afghanistan ikke ender godt, hvad sker der så med NATO? Canada har formelt sat sig for at trække soldaterne ud i 2011, ergo USAs overraskende nominering af Canadas forsvarsminister til NATOs generalsekretær, for at give dem en grund at blive (hvorfor det egentlig skulle virke, ved jeg ikke...modstanden mod krigen i Canada er bred og dyb, og ikke et spørgsmål om politiske studehandler). Hvis Canada går ud af Afghanistan, står NATO nok i sin værste krise nogensinde. I det lys er det imponerende, hvor lidt NATOs medlemslande tænker fremad. På den anden side er det sikkert ret sjovt at stikke fingrene i øjnene på USSR Rusland.

Hvis Fogh får posten: God fornøjelse.

Interessepolitik

Jf. pkt. 1, 2, 3 og 4, samt Foghs kandidatur til posten som generalsekretær for NATO, sidder jeg nu med en fæl fornemmelse i maven af, at Danmarks udenrigspolitik dette årti blev ført for at fremme Foghs karriere i stedet for Danmarks interesser.

Afprogrammering

Jeg har svært ved at bestemme mig, men måske den dummeste idé fra Bush-æraen var, at terrorisme var noget, man skulle gå i krig med. Bush/Cheney-administrationen var på udkig efter en krig fra starten. Den neokonservative klike, der havde - har - stor indflydelse på amerikansk udenrigspolitik, kunne ikke bestemme sig mellem muslimer og Kina - men 9/11 afgjorde den tvist. Muslimsk terrorisme blev til Fjenden, og det var derfor ikke den store kunst at få amerikanerne til at hoppe med på krigen mod Irak, som administrationen havde planlagt fra nærmest dag ét, otte måneder før 9/11 skete. Også en del mere overkommeligt end Kina. Men retorikken, der er blevet brugt til at forklare hvorfor det var nødvendigt at invadere både Afghanistan og Irak, og hvorfor det stadig er nødvendigt med soldater i Afghanistan, har slået dybe, dumme rødder i den offentlige bevidsthed.

Men nu bør afprogrammeringen komme i gang. Greg Djerejian har et af sine sjældne indlæg - læs det hele. Om Afghanistan, om hvilket det siges, at det ikke igen må være et safe-haven, et tilholdssted, for terrorister:

...what was it about the 9/11 hijackers, say, that made it so critical that they’d enjoyed a safe-haven in Afghanistan? Was this safe haven needed to allow some of the hijackers to attend flight school in Florida, say, as former UK diplomat Rory Stewart has quipped? Can one only learn the finer usages of box-cutters—or more ambitious chemical and biological schemes for that matter—in far-away Afghanistan (...)?

In fact, our most worrisome terror threats are probably far afield from Afghanistan, no matter how intellectually consuming and fodder for myriad think-tank ‘studies’ the latest folly-like fantasy of turning Afghanistan into a modern state might be (...) Put simply, any rational cost/benefit analysis should have us, not only forging and speedily implementing a responsible exit strategy from Iraq, but also accomplishing the same in Afghanistan. As I’ve said, the realer threats instead persist in Internet cafes and empty store-fronts in portions of the Parisian banlieu, the fringes of East London, and so on.

Ikke uden problemer: Jeg havde regnet med, at der ville komme en lind strøm af jihadi fra Irak tilbage til Europa og de arabiske lande, nu hvor jihadismen reelt er blevet besejret (ganske vist af de tidligere så terroristiske sunni-oprørere, men skidt pyt). Men i stedet er de taget til Afghanistan. Hvis NATO trækker sig ud af Afghanistan, vil dette nok ske:

1. Kollaps af den afghanske stat.

2. Ny borgerkrig i Afghanistan om magten. Muligvis med støtte til forskellige stridende fra Iran, Pakistan og NATO.

3. Jihadi, der vender tilbage til deres ophavslande, og ikke kan lægge vanen med at sprænge folk i luften fra sig.

Vigtigst af alt; så vil det være endnu en sejr for jihadismen, der vil juble over at have jaget både Sovjetunionen og NATO på flugt, verdens to mægtigste militærmagter. Det vil så give tosserne politisk vind i sejlene og føre til flere ruiner (men - som sædvanligt - først og fremmest i muslimske lande). Det er ad helvede til.

Det kommer i sidste ende af, at slagmarken ligger, hvor den gør. Civilisationskrigerne var jo vilde med 300, men lektien fra slaget ved Termopylæ var, at hvis man vælger sin forsvarsposition nøje, kan man vinde mod en overlegen fjende. Osama bin Laden planlagde at gøre ved USA, som hans venner havde gjort ved USSR. Det ser ud til at lykkes.

Prop ops

ICOS (tænketank, whatever) siger, at taleban er til stede i 72% af Afghanistan, hvortil NATO svarer, at det er umuligt, at fjenden kontrollerer så meget land, fordi fjenden fordufter, når NATO og ANA kommer løbende.

NATO er selvfølgelig ude i noget modpropaganda, fordi kampen ikke står om territorie, men om blot at være der. I oprørsbekæmpelse er omdrejningspunktet civilbefolkningen. De fortæller dig, hvor våbnene og vejsidebomberne ligger begravet; hvem, der er ude i noget snavs; hvad, de har brug for lokalt, etc. Al den information, som ligger til grund for COIN, får man fra civile. Så når en gruppe militante uhindret kan køre ind og ud af landsbyer på motorcykler som en bunke rockere i en amerikansk b-film, så er det kun for at sige til bønderne, at vi er her - og hvis I samarbejder med NATO, så ryger hovedet.

Det er rigeligt for at få de civile til at holde sin mund. De militante kontrollerer ikke området, men det gør NATO og Kabul heller ikke. Og det er det; for NATO er gæster, og Kabul svagt. COIN er svært, og USA+NATO har, som sagt, 400.000 soldater for få i Afghanistan. Til gengæld ser det ud til, at de militante allerede er begyndt at kvæle forsyningslinierne fra Pakistan i stor stil, hvilket vil blive endnu nemmere, hvis Pakistan skal flytte noget af hæren fra grænsen mod Afghanistan til grænsen mod Indien som svar på indiske troppeopmarcheringer. Det eneste, jeg pt kan forestille mig kunne redde situationen fra en ydmygelse, er, at de semi-friske soldater fra Irak får presset de militante tilpas langt nok tilbage til, at der kan forhandles for alvor. Den Store Aftale med Iran tror jeg ikke længere på.

Jeg ved ikke, hvad der vil ske. Men det bliver et stort rod.

Er vi stadig alle georgiere?

NATO er ikke det, alliancen var engang.

One veteran Nato diplomat told me that in the 1990s the alliance was able to come together and deal with strategic difficulty.

"What's happening now in the early 21st Century," he said, "is that Nato is becoming the battle-ground for competing national positions rather than being the place where things are resolved.

"The Nato brand-name," he went on, "is no longer sufficiently attractive to make people sink their differences."

Vi kan føje NATO til listen over internationale organisationer, der er ved at udvide sig ihjel. Mere båret af storpolitiske ambitioner end af egen indre logik, men med samme resultat.

Det er stadig lidt underligt, så let der tages på spørgsmålet om Georgien. Ukraine er et politisk galehus, og selv Rusland gider ikke rigtigt have noget med dem at gøre, ud over at kræve penge ind for gas. NATO-venlige og russisk-fjendtlige Jushchenko falder nok som præsident ved næste valg, hans linie har ikke støtte blandt ukrainere. Så det er, som man siger på engelsk, et overflødigt argument.

Georgien er en anden sag, fordi Saakashvili er bindegal. Han gider knap nok tilsløre sit ønske om at starte en krig mellem NATO og Rusland, så Georgien kan få sine tabte områder tilbage. Og alligevel diskuteres Georgiens NATO-medlemskab som om det var et spørgsmål om geopolitik og ikke atomkrig. Er jeg den eneste med sved på panden?

I hvert fald kommer Georgien ikke med i NATO, så længe Saakashvili er ved magten. Det bør noteres, at Powell, på trods af sine fejl, var en af de få fornuftige og indflydelsesrige stemmer i USA i denne sag.





Man kan bruge en del tid på at brokke sig over USAs udenrigspolitiske "realister", men jeg vil til enhver tid foretrække en hjerteløs kyniker som Kissinger fremfor en galning som McCain.

---

Og nej, jeg er ikke særligt glad for Hillary som udenrigsminister. Det er nok hendes svageste felt, men hendes trofaste støtter blandt demokraterne skulle vel neutraliseres; det skulle så gå ud over resten af verden. Bah. Nå. Hun er professionel, lidt af en nørdet stræber, hun skal nok gøre, som Obama siger. Hvad det så end bliver.

Ja så.

Det her...

Russiske soldater affyrede i dag skud nær en bilkortege med præsidenterne fra Georgien og Polen tæt ved den georgiske udbryderrepublik Sydossetien.

Det siger en talskvinde for Georgiens præsident, Mikheil Saakashvili.

...tror den polske efterretningstjeneste ikke på (via).

Poland’s Minister of the Interior, Grzegorz Schetyna, announced today that Prime Minister Donald Tusk will receive the official report regarding the shooting in Georgia on Sunday this afternoon, and claimed that, according to the Internal Security Agency (ABW) investigation, it was a “Georgian provocation.”

This is at odds with Poland’s President, who declared immediately after the incident that the incident was a “Russian provocation.”

Schetyna expects that the full report will show that the shooting at President Lech Kaczynski and Georgian President Mikhail Saakashvili near the South Ossetian border at 17:40 on Sunday was a provocation by the Georgians.

However, “I prefer to leave the decisive conclusion to the Prime Minster,” after he reads the full report, saysSchetyna.

Noget om at starte en krig mellem NATO og Rusland. Det lyder vigtigt. Men hvad ved jeg.

Lad os atter dvæle et øjeblik ved McCains tætte forhold til Saakashvili.