Intet nyt

Politiken er bekymret:

IAEA drager i en ny rapport den skræmmende konklusion, at Iran er godt på vej til at kunne producere, fremføre og udløse en atombombe. Det er ikke, hvad det i forvejen turbulente Mellemøsten har brug for.

Her er IAEAs konklusion (PDF, side 8):

45. The information indicates that prior to the end of 2003 the above activities took place under a structured programme. There are also indications that some activities relevant to the development of a nuclear explosive device continued after 2003, and that some may still be ongoing.

Før 2003 var der noget. Nu er der indikationer om, at nogle aktiviteter, som kan bruges til atomvåben, muligvis stadig er i gang.

IAEA har fået ny chef. ElBaradei, hvis linje USA var utilfreds med, blev erstattet af Amano, som har erklæret sig (omend ikke åbent) på USAs side "i hver central strategisk beslutning". IAEAs rapport skamrider ovenstående usikkerheder, nærmest som en hyldest til Rumfelds bevingede ord om, at "absence of evidence is not evidence of absence".

Men der er ingen beviser overhovedet, og der er ikke kommet noget afgørende nyt frem overhovedet, som man ikke vidste i forvejen. Læs her for en grundig nedsabling af rapporten. Der er også en lektie til venstrefløjen om, at man faktisk ikke kan stole på en institution, bare fordi den har FN på ryggen.

Politiken har slugt krigspropagandaen igen sammen med resten af de vestlige medier. Det er skammeligt og frastødende, at vi er så lette at manipulere, når det drejer sig om at gå i krig med lande langt væk, men sådan er det bare. Intet nyt siden Irak.

Vi prioriterer muslimer

Opfølger til Citizens skarpe argument mod mit fokus på Kinas merkantilisme - fra FT:

In June, the Obama administration persuaded frustrated Democratic legislators to postpone pushing ahead with a bill that would target China for its alleged currency undervaluation because the White House wanted China’s support for a UN resolution targeting Iran, which it received.

Dvs. forudsigeligt nytteløse sanktioner for at afværge en teoretisk trussel (iransk atomvåben) mod et andet land (Israel) blev prioriteret højere end at sætte ind mod en merkantilistisk politik, som forgælder egen nation og undergraver samfundet. Hvorfor mon?

Passende citat fra den klassiske litteratur:

You know, Burke, I don't know which species is worse.  You don't see them screwing each other over for a fucking percentage.

Når diplomater skændes

China Hand har dækket de diplomatiske forviklinger om Iran storartet. Læs endelig. Det ser fuldstændigt forvirret ud, og jeg håber meget på, at nogen har et mål i sigte. Der er umiddelbart to modeller:

1. USA havde gang i noget, der ville føre til, at Israel ville medvirke ved Ikkespredningstraktatens årlige statuskonference og måske sige noget om sine atomvåben, fordi Obama gerne vil have en atomvåbenfri verden / hul på bylden. Sanktioner mod Iran var en del af handlen, og Brasilien-Tyrkiet-Iran-aftalen kom i vejen.

2. USA ser kun Iran gennem Israels prisme: Iran kan man ikke stole på, og man skal sætte hårdt igen mod forsinkelsestaktik. Inden længe giver de sig, og hvis ikke...

Ingen af modellerne indgyder tillid. De udelukker ikke nødvendigvis hinanden.

Tyrkiet, Brasilien og Iran

Uanset hvordan det gik for sig, så betyder USAs afvisning af atomberigelsesaftalen mellem Brasilien, Tyrkiet og Iran med henvisning til en netop færdiggjort aftale i Sikkerhedsrådet om nye sanktioner, at disse nye sanktioner får svært ved at slå igennem i Tyrkiet. Og det er jo et ret vigtigt land i det henseende.

Et eller andet er koordineret helt galt her. Men måske kan sådan noget ikke koordineres længere, i denne multipolære verden.

Bevis og bevis

CIA praktiserer sine koldkrigsteknikker i Iran, og har fået en højerestående atomfysiker til at hoppe af til USA. Et point til dem, der sagde, at USA faktisk blander sig i Irans indre anliggender. Og det er da godt, at spionerne har et nyt Ondskabens Imperium at rive i. Alle, der er interesseret i konflikten, er sikkert tilfreds med forløbet. De iranske høge kan sige; se der. De amerikanske høge kan...ja, hvad egentlig? Be- eller afkræfte?

Den stadigt gældende vurdering fra de samlede amerikanske efterretningstjenester er, at der ikke er bevis på, at Iran er ved at udvikle et atomvåben (via).

We continue to assess Iran is keeping open the option to develop nuclear weapons though we do not know whether Tehran eventually will decide to produce nuclear weapons.

Det må nødvendigvis inkludere CIA's vurdering. Og de kan ikke være helt ved siden af, sådan som de får sådan en fin herre til at hoppe af.

Men det kommer alt sammen an på, om han er sådan en fin herre. Hvis afhopperen siger, at der udvikles atomvåben, vil dem, der ønsker fred, sige at han er marginal og sikkert taler høgene efter munden - som Curveball med Irak (og glem ikke Chalabi). Han vil til gengæld fremhæves af de krigsglade. Det modsatte vil være tilfældet, hvis han siger, at der ikke udvikles atomvåben. Vurderingen er derfor mere af CIA's evner end noget andet.

Måske han er en dobbeltagent, som Iran har ladet hoppe af, for at fejlinformere? oooh. De er godt nok snu, de persere.

Der er ikke håndfaste beviser for noget. Ud over, at CIA har folk i Iran.

Til de interesserede

China Hand har skrevet en glimragende artikel om Indien og Kina og de stormfulde højder. Det har været underrapporteret i vestlige medier, men USA's aftale med Indien fra 2006 om samarbejde om atomkraft mv. gav arbejdet med ikke-spredning en skalle lige i integriteten. Jeg tænker her på Iran, der er omgivet af mere eller mindre fjendtlige atommagter, som har skidt højt og helligt på ikke-sprednings-traktaten og ikke er blevet straffet, tværtimod. Det er og bliver min holdning, at Iran sandsynligvis prøver at skaffe sig atomvåben, eller balancere på kanten af muligheden for samme, af fuldstændigt rationelle grunde, selv om der stadig ikke kan bevises en dyt. En aftale med De Fem må forudsætte, at Iran kan stole på USA, og det ligger det så endnu lidt tungere med.

Flot, Bush! Nuvel, en ny præsident er ved magten i USA, og denne ser ud til reelt at prioritere ikke-spredning over smålige magtspil og muslimbaskeri. Men det er skidt for verden, at USA i den grad svinger fra det ene udenrigspolitiske ståsted til det andet, alt efter den amerikanske økonomi og dennes indflydelse på vælgerne. Jo: Som i USSR var der også udsving i amerikansk udenrigspolitik under Den Kolde Krig (bl.a. da de neokonservative viste deres grimme fjæs under Reagans første periode, inden han af oprigtig bekymring for atomkrig besindede sig og satte sig ned med Gorbatjov), men i det store og hele fulgte de amerikanske præsidenter en lige linie i udenrigspolitikken fra 1947 til 1989. Til at regne med, også i kynisk forstand.

Men læs artiklen, om Nepal, Dalai Lama, Tibet, Pakistan, og noget om ikke at vikle sig ind i en landkrig i Asien, tror jeg.

Moderat vesterlænding

Når alle muslimer skal fordømme alle ekstremistiske muslimers ekstremistiske handlinger for at vise, at de ikke stiltiende samtykker, vil jeg gerne følge denne regel og fordømme massakren i Gaza. Jeg har ikke gjort noget fra eller til, men jeg vil nødigt have nogen til at tro, at blot fordi jeg er hvid og bor i Vesten, så støtter jeg Israel.

Pinligt er ikke ordet; jeg har ikke noget med det her at gøre. Når argumentet lyder, at vi bør støtte Georgien mod Rusland og Israel mod muslimerne, fordi de to lande er demokratier, så ses der bort fra, at handlingerne, der åbenbart skal støttes, ikke har noget med demokrati at gøre. Det, der egentlig menes, er, at de er som os - fordi man med "demokrati" ikke forstår egentlig selvbestemmelse, men vesterlændinge. Ergo den neokonservative tanke om, at et demokratisk Irak ville støtte Israel. Sådan er det ikke gået, hvilket man ville forstå, hvis man vidste, hvad "demokrati" går ud på.

Men hul i det: På et tidspunkt, inden for de næste tredive år, får Iran eller et arabisk land atomvåben, og Israel vil da atombombe dette land og slå millioner af mennesker ihjel, fordi de potentielt kunne være slået ihjel selv - hvilket er rationalet bag Israels små krige; barbarerne skal holdes nede. Og det går det da også meget godt med, selv om det selvfølgelig giver ammunition til de muslimske civilisationskrigere. Man vil jo ikke risikere noget.

Når bomben falder, er fanden løs, og intet vil holde nogen tilbage. Det tror jeg egentligt også, at muslimhaderne vil have det bedst med, da enhver god realpolitisk analyse ender i deprimerende konklusioner om, hvor lidt Vesten kan opnå ved at øse penge ud til usle diktatorer og slå mennesker ihjel på konventionel vis. Det vil alligevel være folk en lettelse, når vi alle kaster civilisationens snærende gevandter af os og fremstår som de intelligente og krigeriske aber, vi er. I hvert fald et lille øjeblik.

Jeg er temmeligt ligeglad med moral og etik i denne stupide konflikt - palæstinensernes og israelernes liv er ikke mere værd end andres, af hvilke langt flere går tabt. Men Palæstinas lille, tætte konflikt når ud over hele verden og trækker os alle ned, som et sort hul, mod en ny mørk alder. Hitlers hævn over verden.

Det bør noteres

Jeg er vist ved at være parat til at skrive lidt igen. Jul + Israel/Palæstina tog pusten fra mig.

So, anyway. Irak er ved at smide Mujahideen e-Khalk ud. MEK er en iransk friheds/terroristbevægelse, og har været under først Saddam Husseins og siden USAs beskyttende vinger, og naturligvis en stor torn i siden på Iran. Dette træk kan ikke - bør ikke kunne - misforstås mht. hvilken side, Irak vil falde i fremtiden. De vil ikke kunne balancere på knivspidsen for evigt.

Det bør noteres, at Bush/Cheney-administrationens anklager om Irans atomvåbenprogram i det store og hele er baseret på en enkelt laptop, som MEK producerede. Der kommer nok ikke mere derfra.

Al-Malikis anti-kup blev forresten annulleret af indenrigsministeren, da han kom tilbage udefra. Åbenbart blev aktionen udført af en enhed, der er under al-Malikis personlige kontrol. Jeg ved ikke, hvor demokratisk det er?

Also Sunday, Iraq's Interior Ministry issued a statement calling the recent detention of ministry officials by a special unit that reports directly to Prime Minister Nouri al-Maliki "a brazen act of political retribution."

Interior Minister Jawad al-Bolani had dismissed reports that the roughly two dozen detained officials were plotting to reconstitute Saddam Hussein's Baath Party, possibly to stage a coup. The statement makes clear Bolani was deeply unsettled by the detentions. Bolani, an independent, secular Shiite, has not previously criticized the Maliki government in such stark terms. With provincial elections a few weeks away, competition among Shiite parties has intensified. Bolani recently created his own party, and the statement appears to indicate he believes that the prime minister ordered the raid to undermine him.

Magt ud ad geværløbet, etc. Der kommer nok lidt mere vold i opløbet til lokalvalgene, og indenrigsministeriet er godt at have i den sammenhæng.

Krig og fred

Vedr. Georgien: Jeg er faktisk en anelse betuttet over, at det udenfor Tyskland og Frankrig nærmest er accepteret, at Rusland var aggressoren i krigen om Syd-Ossetien - i direkte modstrid med det, der skete, og uden at inddrage det, der gik forud. Så Glenn Greenwald priser Europa mere, end vi fortjener. Man bliver vist altid lidt overrasket, når sandheden begraves levende.

Og ikke bare det: Også mht. Iran. Den offentlige mening har fastslået, at Iran er i gang med at udvikle atomvåben, selv om der ikke er skyggen af håndfaste beviser. Det eneste, man holder sig til, er en bærbar, som den iranske modstands/terroristgruppe Mujahideen e-Khalq (det skifter med de politiske vinde) har afleveret til CIA. IAEA har siden kaldt informationen om det iranske atomvåbenprogram på den bærbare for "tvivlsom". Og mere er der ikke - pr. de amerikanske efterretningstjenesters National Intelligence Estimate fra 2007, der konkluderede, at Iran ikke pt. har et atomvåbenprogram.

Jeg spekulerer på, at grunden til, at vi har så nemt ved at tro det værste om lande som Iran, Rusland og Irak, er, at de er rådne lande: Elendige, korrupte autokratier, hvor uretfærdighed er livets lod, og hvor gode mennesker dør som køtere, hvis de gør oprør. Jeg vil tro, at det ikke er den store kunst at få folk til at tro på en løgn om et sådant land, fordi det passer godt med resten. Dertil skal man lægge disse landes opsætsighed: De dukker sig ikke under radaren, men signalerer deres modstand mod Vesten med stolthed, skønt de ikke har noget at have det i.

Nuvel. Jeg er overbevist om, at McCain som præsident vil være en katastrofe for verden. Han skal have sig en krig: Hans livsprincip er ære, militær ære. Han har både en far og en bedstefar at leve op til. Patetisk er det, men det bliver det ikke mindre farligt af.

Spørgsmålet er bare, om det bliver en stedfortræderkrig mod Rusland via Georgien, eller om det bliver mod Iran i Golfen. McCains udenrigspolitiske toprådgiver er som sagt Randy Scheunemann, der indtil for nyligt var lobbyist for Georgien. McCain er desuden rigtigt gode venner med Saakashvili. En McCain-administration vil sandsynligvis overøse Georgien med amerikanske våben, og verden vil på et tidspunkt få en situation, der ligner Cubakrisen.

Iran er mere ligetil: McCain og hans bindegale rådgivere forestiller sig, at man kan bombe atomvåbenprogrammet væk, uden at vide hvor eller om det er, og at det selvmorderiske Iran - det er derfor, de skal bombes - vil tigge om nåde. Nyd selvmodsigelsen. Valgkampagnen er endda temmeligt kry; her er en af McCains talsmænd fra i forgårs:

"Let me assure you of this," Grayson said after the student presentation on foreign policy. "The next president, whether it is Senator Obama or John McCain, will go to war, and he will go to war with Iran.

"They are very busy developing nuclear weapons. They will use those nuclear weapons against Israel or any of its allies, and that is a war that we're going to fight," Grayson said.

Situationen er den absurde, at det er den politiske ledelse, der er stopklodsen for begge krige, fordi den brede offentlighed har accepteret løgnene, der er gået forud. Og skønt en krig med enten Iran eller Rusland nok vil ødelægge resterne af USAs verdensdominans på hver sin måde, så vil en noget vigtigere konsekvens være, at en masse uskyldige mennesker bliver slået ihjel.

Så det er et vigtigt valg. Og jeg gider ikke høre på folk, der siger, at der ikke er forskel på Obama og McCain. Obama, med sit instinkt for fornuft, forhandling og forbrødring, vil til gengæld løbe hovedet ind i Washington DCs udenrigspolitiske establissement, der er mere cement-idiotisk end nogensinde. Under valgkampagnen er han rykket et godt nøk til højre, men det er svært at sige, om han er assimileret, eller lader som om. Det er det absurde; når krigstrommer er musik for vælgernes ører. Obama spiller flot.

I front

Noget af det skræmmende ved hele postyret om A.Q. Khans atomvåbenbutik var, at CIA var meget alene om at gøre noget ved det. Europæerne var vandbærere og tilskuere. Vi kan ikke forvente at USA rager kastanjerne ud af ilden for os, og særligt ikke i disse tider, hvor manisk-depressive USA er på vej ned i en bølgedal. Det er pinedød vigtigt at EU får en samlet og mere aktiv udenrigspolitik - vel at mærke ikke én, der går ud på noget militært-politisk, men én, der begrænser sig til det absolut ukontroversielle. Såsom begrænsning af atomvåbenspredning, mægling o.a.

Det er ikke bare fejt, men direkte dumt at overlade førerpositionen til USA. Vi kan ikke stole eller forlade os på dem; det burde de sidste syv år have vist, og for vores egen skyld bliver vi nødt til at føre an i international diplomati, og samle trådene, eller i det mindste gøre et ærligt forsøg.

Så må anklagerne om kolonialisme komme; jeg bekymrer mig inderligt om atomvåbenspredning, og mener det er et større problem end sårede egoer.

Signalpolitik

Jeg tror, Karzai prøver at sende et signal til NATO/USA her:

Hamid Karzai, Afghanistan's president, has sacked an army general and a major after more than 100 civilians were reported to have been killed in an attack by US-led coalition forces.

Eyewitnesses and local people say more than 100 civilians, many of them women and children, were killed in the attack.

US officials say only three civilians were killed along with 25 Taliban fighters.

General Jalandar Shah Behnam, the head of the corps for western Afghanistan, and commando major Abdul Jabar, were fired for "negligence and concealing facts," a presidential decree issued on Sunday read.

Signalet er, at man fyrer dem, der bomber civile og lyver om det senere. Det har NATO/USA gjort en del. Ingen anelse hvorfor. Måske for at sælge krigen derhjemme. For det virker kun modsat hos afghanerne, der tager på vej over at få at vide at deres døde kvinder og børn var terrorister. Underlige mennesker.

Jeg ved faktisk ikke hvad man skal gøre ved Afghanistan; jeg er ikke sikker på, at flere soldater kan gøre det længere. Men det kan heller ikke blive ved på denne måde. Inden længe vender afghanerne sig også mod de vestlige styrker, de har jo set forestillingen før.

Jeg har altid syntes, at indsatsen var idiotisk: 9-11 kan ikke ske igen, fordi der nu er lås på cockpitdørene i jumbojets. De, der begik udåden, hoppede fra land til land, og levede det meste af deres liv i Tyskland og Saudi-Arabien. Tilbage er der kun uofficielle spilleregler om magt og dominans: Afghanistan burde have fået nogle missiler i hovedet, eller også burde Vesten have nøjedes med at støtte Nordalliancen udefra.

Som situationen er nu, er NATO Sovjetunionen i 1982, men med langt mere skrøbelige forsyningslinier. Fair enough: Afghanistan er en værdiløs sten. Men jeg er bange for hvad der så vil ske i Pakistan. Terrorisme er et blålys, et stupidt angrebspunkt. Pakistans atomvåben, til gengæld: De bekymrer mig. Og jeg er bange for, at et gentalebaniseret Afghanistan vil trykke så hårdt mod Pakistan, at landet falder fra hinanden, eller lige ned i et utilsløret og talebanvenligt militærdiktatur.

Jeg har ingen anelse. Men det her ender galt.

I eget spind

Der rapporteres om et diplomatisk tøbrud mellem USA og Iran. Måske, måske ikke (men det bliver sjovt at se hvordan Berlingskes lederskribenter skærer den). Nadezhda fra American Footprints spekulerer på, om den amerikanske administration langt om længe er ved at tage Pakistan alvorligt:

I think the White House has finally become seriously spooked about Pakistan. When Benazir was assassinated, they lost Plan A and there never was a Plan B. They've been treading water while watching things go from bad to worse in both Pakistan's domestic political chaos and in the border areas with Afghanistan.

Hvilket også giver mening, når der rent faktisk ikke er nogen beviser for et iransk atomvåbenprogram eller samarbejde med al-Qaeda, i modsætning til Pakistan. Iran blev syndebukken for USAs trængsler i Irak - sandsynligvis efter pres fra de arabiske regeringer, der ikke kunne fatte at USA fjernede den (for andre lande) harmløse Saddam Hussein, og dermed bolværket mod perserne - og alt fulgte derfra. Løgn hele vejen.

Høi opsummerer:

De eksploderende oliepriser har bragt den vestlige økonomi på bristepunktet, og en konfrontation med Iran kan ikke blot lukke for den iranske olie, men også for al den olie, der går ud af Hormuz-strædet. Det vil få økonomien til at gå i sort.

Bush-regeringen håber at få hånd om sikkerheden i Irak i løbet af det kommende år, og den vil have iranerne til at forholde sig i ro. »Se på et kort. Se hvor nemt iranerne f.eks. kan true trafikken mellem Kuwait og Bagdad,« siger tidligere general Daniel Christman til Kiplinger.

Hvortil Nadezhda tilføjer det vestlige Afghanistan og Pakistan, der begge deler grænse med Iran.

Men hvorfor skulle Iran give USA noget som helst? Har de sidste par års irrationelle sabelraslen fra USA ikke overbevist iranerne om, at de bliver nødt til at få atomvåben for at forsvare sig? Og, givet USAs penible situation fra Irak til Afghanistan, så fint opsummeret ovenfor, hvorfor skulle Iran give USA nogen indrømmelser overhovedet?

Iran har krammet på USA. De har krammet på USA, som de aldrig har haft det før. Og det er ene og alene USAs egen skyld. USA har gjort sig sårbar. USA er imponerende afhængig af et uland, der ledes af en morderisk, intolerant og korrupt magtelite; hvis økonomi er planlagt i stykker; hvis ungdom flygter; og hvis revolutionsbudskab forlængst er falmet.

Jeg leder efter en sammenligning fra kunsten. Måske jeg finder en senere.

Dramadronninger

Vedr. Rusland og missilskjold: "Militær-tekniske metoder" er ikke det samme som at true med "militær magt". Det betyder blot at våbenkapløbet er skudt i gang. Men vrid endelig det drama I kan ud af det, alle.

For what it's worth: USA og Rusland er lige åndssvage i denne sag. USA ved godt at missilskjoldet ikke virker (Pentagon gør i hvert fald...), og Rusland ved godt at selv hvis det gjorde, så kunne det næppe fange mere end en enkelt ICBM ad gangen. Og forskningen er ikke afhængig af disse installationer, den pågår alligevel. Jeg ruller hermed med øjnene.

Nordkoreas fornemmelse for diplomati

Man kunne tolke Nordkoreas nyfundne eftergivenhed som en sejr for diplomatiet. Særligt, eftersom neandertalere som Bolton og Cheney var lodret imod. Hvis de er imod noget, så må det ipso facto være godt.

Men jeg tror nu snarere at Nordkoreas atomvåbenprogram har været en fiasko. Kun en mavefornemmelse, men deres prøvesprængning tilbage i 2006 så temmeligt mislykket ud. Og nu gør de med resterne, som de altid har gjort: Afpresser naboerne.

Hvad tænker Kinas ledere egentlig om Nordkorea? I wonder...

Kina og Hormuzstrædet

Hvis man ser bort fra, at et israelsk angreb mod eller amerikansk blokade af Iran vil forvandle Mellemøsten til en ildkugle, og udsætte USAs samlede og sårbare aktive hær i Irak for store risici - i så fald de Iran-venlige shi'itiske partier i Irak vil vende sig mod USAs styrker - så vil den største taber være Kina. Den umiddelbare konsekvens af et angreb vil være voldsomt forhøjede oliepriser, hvilket fuldstændigt vil ødelægge den i forvejen godt ramponerede økonomiske globaliseringsmodel, der er helt og aldeles afhængig af lave brændstofpriser.

Det kan vel være at Iran bliver forvandlet til en ruinhob, at der vil dø tusindvis af amerikanere og titusindvis af irakere i sammenstød, før støvet lægger sig (grundlæggende skal amerikanerne bare sultes ud af deres baser, og det vil tage lidt tid alligevel - men de amerikanske søfolk er toast). Men Kina vil opleve en decideret depression, som i bund og grund er temmeligt selvforskyldt. De kunne bare have sigtet på en mere balanceret økonomi, og investeret i egen økonomi, i stedet for at købe dollars for overskuddet, og forlade sig fuldstændigt på omverdens luner. Mage til idioti. (Indiens økonomi er slet ikke så hårdt spændt op på international samhandel, de har gang i noget mere fornuftigt.)

Det er derfor, jeg ikke kan tage højrefløjens monotone angreb mod Obamas kritik af frihandel alvorligt. Som om han vil hæve vindebroen. Hvis man vil ødelægge frihandel, så angrib endelig Iran. Så er McCain din mand, han skal nok sætte gang i en verdensomspændende recession, hvis ikke Bush/Cheney når det inden McCain kommer til.

Og i øvrigt: Hvis nogle er ude på at tjene masser af penge, så vil de købe aktier o.l. i olie inden angrebet. Måske nogen burde holde øje med hvad der sker der. Men det er næsten lidt komisk at skulle holde øje med store prishop og klodsede opkøbere i det marked.

Man må for i øvrigt sætte pris på det vanvittige i at USAs ledelse stiler mod en krig med Iran, samtidig med at USAs hær er så sårbar, som den er i Irak (og glem ikke naboen mod øst, Afghanistan). Det er - om noget - beviset på administrationens irrationalitet.

Dette er en genudsendelse

Alt imens oliepriserne løftes mod nye højder af israelske ministres trusler mod Iran, og Bush/Cheney-administrationen advarer om alvorlige konsekvenser af Irans samarbejde med terrorister og udvikling af masseødelæggelsesvåben, så er der stadig ikke nogen dokumentation for at Iran rent faktisk har et atomvåbenprogram.

Knight Ridder var ved Irakkrigens begyndelse det eneste amerikanske nyhedsbureau, hvis nyhedstelegrammer bestred administrationens mange påstande. Tiden klædte siden administrationen af og gav Knight Ridder ret. Knight Ridder blev i 2005 købt op af McClatchy, der lod nyhedsredaktionen fortsætte stort set intakt. Så når McClatchy på basis af IAEAs undersøgelser og amerikanske efterretningstjenesters vurderinger skriver, at der ikke er et sådant program, bør man ikke høre efter? Denne gang?

Israel & Bomben

Israel føler sig med rette truet af muligheden af en iransk atombombe. Jeg tror ikke at Iran ville bruge den, men med den retorik, som visse lægger for dagen, og med den historie, som det jødiske folk har haft, så er der ikke noget at sige til at blodet løber lidt hurtigere, hvad enten det nytter eller ej.

Jeg er decideret pessimist når det drejer sig om atomvåbenspredning, ene og alene af den grund at der er for mange penge at tjene. Jeg har allerede diskuteret konventionelt våbensalg, som er noget nært umuligt at stoppe, særligt i en kaotisk borgerkrigszone som Irak. Det er derfor USAs seneste bredside mod Kina virker lidt søgt: Med alle de penge i omløb kan en driftig befalingsforretningsmand skaffe sig en livstidsformue på ingen tid. Våbenspredning fungerer som diffusion; det er derfor man, via Irakisk Kurdistan, også ser amerikanske våben i hænderne på PKK.

Tag så atomvåbnet, enhver tosset diktators våde drøm. Det nærmest garanterer mod invasion. Det kuer naboerne, indtil de uundgåeligt selv får atomvåben. Pakistans nationalhelt Abdul Kadeer Khan tjente både sit land og sig selv gode penge ved at sælge atomvåbenteknologi til lande som Iran, Libyen og Nordkorea. Der er sagen om Sibel Edmonds: En amerikansk-tyrkisk tolk, der gennem sit job overhørte højtstående amerikanske embedsfolk og politikere sælge atomvåbenteknologi til Pakistan gennem tyrkiske mellemmænd. Hvis de er falske, kunne hendes påstande nemt modbevises; det er ikke sket.

I Weekendavisens artikel om A.K. Khan spiller USA rollen som atompolitiet. Man kan sige meget om Den Kolde Krigs skrøbelige terrorbalance, men atomvåbenspredning var nemmere at hindre i en bipolær verden: De to supermagter havde ingen national interesse i at se andre lande få bomben - de havde den selv, og det var mere end rigeligt. Den bipolære verden blev kortvarigt afløst af en unipolær verden, hvor USA forsøgte at fylde Sovjetunionens magtrum ud. Men det varede ikke længe: Verdens generelle økonomiske fremgang har eksploderet magtbilledet, og i så kaleidoskopiske magtstrukturer ser atomvåbenbesiddende lande ikke de store knaster i at sælge teknologien videre til lande på den anden side af jordkloden, skønt det som regel foregår udenfor statslig regi.

Der er for mange penge i lortet. Israels knibe i dag har derfor været godt og vel uundgåelig: Hvis ikke Iran får bomben først, så bliver det Egypten, Syrien eller Saudi-Arabien. Det internationale fokus på palæstinenserne er fuldstændigt ude af proportioner med deres lidelser, men sådan er det nu engang; det er en arabisk-muslimsk fremmedfjendsk reaktion, der kan sammenlignes med europæiske nationalisters overdrevne fokus på islamisme. Hvis Israel var rationelt, ville det derfor sørge for sig selv ved at sørge for palæstinenserne, og således berøve sine fjender deres vigtigste propagandavåben.

Men Israel er ikke rationelt, ikke i øjeblikket. I sin mere eller mindre velbegrundede paranoia overvejer det alvorligt et nytteløst bombetogt mod Iran, hvis mest sandsynlige virkning vil være at starte en krig mellem USA og Iran, som igen ville firedoble oliepriserne, vælte den internationale økonomi, og i øvrigt fortsætte verdens march mod atomvæbning. Jeg har lidt svært ved at se hvordan det her ender godt.

Iran & Bomben

Nu vi er ved dumme ledere. Ahmadinejad kaldte Israel et "stinkende lig" for godt og vel en uge siden, og fører sig frem med taler så tossede, at oppositionen - både den konservative og den reformistiske - stejler. Så det er forståeligt at Israel tænker alvorligt over et luftangreb mod Irans atomfaciliteter. Men det ændrer ikke noget ved de grundlæggende fakta:

1. Israel ved ikke, hvor disse er. USAs famøse NIE fra sidste november konkluderede at Iran ikke har haft et atomvåbenprogram siden 2003. Det følger, at USA ikke ved hvor et sådant skulle være, hvis det eksisterer. Og hvad USA ikke ved, ved Israel heller ikke.

2. Et israelsk bombetogt vil derfor ikke kunne ødelægge de væsentlige dele af et sådant program.

3. Et israelsk bombetogt skal foretages tværs over Irak, hvis luftrum kontrolleres af USA. USA skal derfor være varslet og indforstået på forhånd - nogle fortolkede Bush's tale for nogle dage siden som et grønt lys - og vil derfor, med rette, ses som medskyldig.

4. Et ganske begrænset bombetogt, i stil med det mod Syrien, vil måske ikke provokere en reaktion mod USAs styrker. Men jeg har svært ved at se hvad et sådant togt skulle nytte: Irans hypotetiske atomvåbenprogram må være spredt over hele landet - og det er stort. Et mindre begrænset bombetogt vil højst sandsynligt starte en krig mellem USA og Iran, særligt fordi både USAs og Irans præsident ser ud til at ønske den.

Så vi ender samme sted som sidst.

"It's just a dumb thing."

Hvad? At smide Rusland ud af G8. McCains idé.

Hvis McCain bliver valgt, får vi en ny kold krig. Og det er jo fantastisk. Så jeg vil gerne benytte lejligheden til at begrave en myte: Verden er ikke farligere nu end under Den Kolde Krig. Mere forvirrende for nogle, måske, men ikke farligere. Da USA og Sovjetunionens brintbombe-bevæbnede ICBMer pegede på hinanden, var verden flere gange alt, alt for tæt på en verdensødelæggende atomkrig. Gerne ved de rene tilfældigheder:

What happened was this: half past midnight on September 26, 1983, the radar screen in the Serpukhov bunker showed several missile launches on U.S. territory. Petrov was the ranking officer on site. The protocol that he himself had authored dictated that he inform his superiors immediately. They, in turn, would have contacted the ailing, paranoid, and hawkish Soviet premiere at the time, Yuri Andropov.

With his computer screens beeping havoc, Petrov was forced to think fast. Under unimaginable pressure, he reasoned that because of the small number of launches, the alarm was likely false. “In a real first-strike, they would have hit us with hundreds of missiles,” he said. And so he sat tight and never kicked the alert up the chain of command.

It was the right call. It turned out the alarm was the result of sunlight reflecting off low-altitude clouds above several U.S. missile silos. A satellite misread.

Og mange andre ligesådan.

Risikoen nu er spredning af atomvåbenteknologi, og dertil destabiliserende lokale våbenkapløb. Måske nogle endda eskalerer til gensidig udslettelse. Jeg tror det ikke, men hvem ved. Men i så fald vil det ske lokalt, og ikke ramme resten af verden, udover naboerne, der får en gang nedfald. Terrorister med atombomber mener jeg er et temmeligt usandsynligt scenarie, og vil i al fald ikke udrydde mere end en enkelt bymidte: Atombomber skal gerne sprænges mindst hundrede meter over målet for fuld effekt.

Ok?