Kortere Morten Bødskov, Danmarks justitsminister

Bødskov erkender at ny lov vil skjule dagpengetal

Der er behov for et fortroligt rum mellem ministre og embedsmænd, så folk ikke finder ud af, når vi lyver.

Online underskriftsindsamlinger gør sjældent indtryk, men alligevel:
www.skrivunder.net/nej_tak_til_den_nye_offentlighedslov

Hvis eliten ellers kunne bestemme sig

Kortere Kathrine Lilleør

Grækenlands Tsipras er muligvis en diktator.

Kortere Frederik Wiedemann (hvem? blogger på Politiken?)

Demokratiet er i vejen for løsningen. Bare se Grækenland og ham Tsipras de har valgt.

Mere Draghi

Intet at tilføje:

“In order to continue, the monetary union needs . . . the willingness to be subject to a discipline that cannot be changed by any government whatsoever.”

Artikel 130 og de et tusinde milliarder euro

Det vigtigste, der er sket i verdensøkonomien inden for de sidste to år, var ECBs beslutning over november til februar om at trykke 1.000 mia. euro og låne dem meget billigt ud til bankerne. Alligevel ønskede politikerne på det seneste EU-topmøde hinanden tillykke med, at den i bedste fald irrelevante finanspagt har afværget euroens krise.

Spiller politikerne blot deres rolle i en farce om demokratiet, eller er de ikke engang selv klar over, at de er med i et teaterstykke? Den eneste grund til, at Italien nu kan sælge sin gæld billigere, er at en brøkdel af de 1.000 mia. euro er lånt videre til staterne. Det har intet med pagten at gøre.

Artikel 130 fra Lissabon-traktaten cementerer, at centralbankerne skal holdes uden for politisk indflydelse. Vi hører desuden ofte centralbankdirektører som Bernstein og Draghi komme med politiserede meninger - senest Draghi om den europæiske 'sociale model':

"You know there was a time when (economist) Rudi Dornbusch used to say that the Europeans are so rich they can afford to pay everybody for not working. That’s gone."

En højreorienteret joke, som man ikke ville acceptere fra en departmentschef. Men fordi centralbankdirektøren står over demokratiet, så er det i orden.

En centralbank er en konservativ institution, som skal holde styr på pengemængderne og således sikre tilliden til valutaens værdi. Man vælger derfor en ældre, velklædt mand til direktør. Han skal udstråle troværdighed, sikkerhed og mådeholdenhed. Vi forventer at røgtes af den højre herre i habitten, som en streng lærer fra den sorte skole. Vi små mennesker har alligevel ikke forstand på penge og bruger altid flere end vi har. Så kommer far og giver os smæk og sætter os i skammekrogen. Det er kun godt; det er for vores egen skyld.

Teknokratiet marcherer videre, hen over demokratiet, og det er et højreorienteret teknokrati. Politik føres for kreditor, mod debitor, for arbejdsgiver, mod arbejdstager, stok frem for gulerod. Europas millioner af arbejdsløse er en af konsekvenserne, for et af målene er billigere arbejdskraft.

En variant af popsamfundet er, at middelklassen tror, at alle kan blive chefer, ligesom alle kan blive stjerner. Det er som i USA, hvor man nødigt vil hæve skatten på millionærer, for på et tidspunkt skal det jo nok lykkes for én selv. Jeg tror det er det, der er sket her.

Centralbanker er vigtige

En mand på BBC skriver noget fornuftigt om, at centralbanker er del af staten, og derfor måske, muligvis, bør underlægges demokratisk kontrol.

Der er mange ting, som Ungarns regering kan kritiseres for. Men netop politisk indflydelse på centralbanken synes jeg er meget fornuftigt, så det er lidt sjovt, at det netop er det, IMF og EU finder på at kritisere først. Lige nu er problemet, at Ungarn bliver nødt til at indføre kapitalkontrol - dvs. kontrol af og tilsyn med, hvor mange penge der føres ind og ud af landet - for at overleve stormen, der sikkert vil følge. Det har man naturligvis ikke lov til i EU.

Centralbanker i dag, og ECB i særdeleshed, fører de riges politik - frem for alt at banker og obligationsejere beskyttes mod tab. Det er på høje tid, at man indfører demokrati i Europa. Men folkeafstemninger ved vi, hvad EU synes om.

Bah 2

Og nu kan Guardian rapportere, at EU-kommissionen faktisk har planer om at tage stemmeretten fra lande, der bryder budgetbalancereglerne. Det plejer at foregå mere gedulgt med de antidemokratiske forslag i EU.

The European commission could be empowered to impose austerity measures on eurozone countries that are being bailed out, usurping the functions of government in countries such as Greece, Ireland, or Portugal.

Bailed-out countries could also be stripped of their voting rights in the European Union, under radical proposals that have been circulating at the highest level in Brussels before this week's crucial EU summit on the sovereign debt crisis.

Euroen er altså ikke værd at ofre demokratiet for.

Zum Teufel

En valutaunion kan kun fungere, hvis der overføres midler fra mere produktive egne til mindre produktive. Tyskerne sørgede for, at netop dette ikke måtte ske i eurozonen, da aftalerne blev lavet. Det gjorde de, fordi de ikke støttede en reel møntunion med alt, det indebærer. Det gør de stadig ikke. Der har aldrig været demokratisk opbakning til euroen, og det er derfor tyskerne ønsker det hele ad helvede til. Tyske banker kan fare med, så. Men det er fandens til måde at afvikle skidtet på.

Meningsløs grundlovsændring eller kup?

De fleste mennesker burde af økonomisk egeninteresse stemme til venstre, men mange gør det ikke pga. bæ som dette:

Regeringen har besluttet at nedsætte en kommission, der skal komme med et bud på en moderniseret version af Danmarks Riges Grundlov, som senest er blevet revideret i 1953. Og nu løfter de Radikale, Socialdemokraterne og SF sløret for sine ambitioner for en ny grundlov. De europæiske menneskerettigheder skal skrives ind i grundloven, kongehuset skal have en langt mindre central placering, der afspejler virkelighedens danske demokrati, og sproget skal være langt mere tidssvarende, foreslår de tre regeringspartier.

Dyrt og fuldstændigt unødvendigt, med mindre det er med den hensigt at føre politik via grundloven, og det er korrupt. Jeg er økonomisk godt til venstre, men jeg får selv røde knopper af sådan noget.

Der er selvfølgelig også denne mulighed, som professor i retsfilosofi Henrik Palmer Olsen lufter:

Hvad angår suverænitetsafgivelse og samarbejde med internationale organer gør grundloven det nemlig ret vanskeligt for politikerne at ændre noget. Der står i paragraf 20, at et lovforslag på det område ”kræver et flertal på fem sjettedele af folketingets medlemmer.” Hvis ikke det lykkedes, skal det til folkeafstemning.

- Danmarks deltagelse i internationale organer har i vores verden i dag meget stor betydning. Verdenssamfundet bliver i stigende grad regeret af internationale organisationer. Derfor skal vi sikre, at vi har en rimelig procedure for de her ting, siger han.  

Ja, så kan vi endelig få afskaffet de besværlige folkeafstemninger om det ene og det andet, jf. vores nye statsminister:

"Hvorfor ikke vedtage paragrafændringer i enstemmighed - den nationale vetoret bevares med andre ord - og så anvende det direkte demokrati, folkeafstemningerne, dér, hvor de giver mest mening: i store spørgsmål, hvor der er et klart valg. F.eks. om man vil være med i fællesskabet eller ikke. Det skal naturligvis afgøres demokratisk, og det kan man så spørge befolkningerne om f.eks. hvert syvende eller hvert tiende år."

Ja, hvorfor ikke?

"...med stemmer fra alle partier undtagen Enhedslisten."

Helle Thorning er en Tony Blair. Har ingen tillid.

Stemte selv på Enhedslisten, men er bekymret for, om de egentlig forstår koalitionspolitik. Vil nødigt se et nyvalg alt for hurtigt.

Den politiske union er stået op fra graven

Det er godt, at ECB endelig fik fingeren ud og gjorde noget ved Italien og Spaniens accelererende gældsspiral. Men de ville have noget til gengæld:

The European Central Bank asked the Italian government to implement further austerity measures in return for buying its debt, its president Jean-Claude Trichet said in an interview on Tuesday.

The Corrierre della Sera newspaper first reported that Prime Minister Silvio Berlusconi received a “secret letter” from the ECB, insisting on tougher austerity measures to balance the country’s budget by 2013.

Trichet confirmed the existence of the letter in a French radio interview.

“We asked the Italian government to take a certain number of decisions, which have been taken, and in particular to speed up their return to a normal budgetary situation. We asked the same of the Spanish government.”

Armod for pengesedler. I hvilken verden kan et lands centralbank diktere økonomisk politik til regeringen?

Det kan være, at det er et skintræk for at behage det tyske publikum, og brevet er blevet lækket med vilje. Men konceptet er sygt. Hvem har stemt på Trichet?

Regnvejrstanke

Noget underligt ved det 19. og 20. århundreders demokratiske imperier i Europa var, at de havde oprigtige idealer om medbestemmelse og borgerrettigheder, samtidig med idealerne blev trådt under fode i det daglige, beskidte arbejde i kolonierne. Denne dobbelttænkning kunne lade sig gøre pga. god, gammeldags racisme, eller det jeg kalder stammelov, hvor der er rettigheder for éns egen stamme, men ikke for andre.

Min tanke var, at de sidste årtiers tilbagegang for demokrati og menneskerettigheder kan være pga. en svindende racisme, som er katalyseret af globaliseringen og medier, og udvisker grænserne for stammerne. Det skaber så nogle heftige modreaktioner fra nationalister, som prøver at genskabe grænserne, gå imod overnationale institutioner (EU, FN) og smide de mørke ud af landet. Det er den dialektik, kan man sige (takket være børneudgaven af wikipedia har jeg endelig fundet af, hvad dialektik betyder).

PS.

En lille, men vigtig tilføjelse hertil: Det er som regel en dårlig idé at lave rod i andre lande, og det inkluderer også at yde støtte (militært, politisk, økonomisk) til diktatorer. Så det burde vi holde op med. Det fungerer alligevel dårligt, og så er det umoralsk, på trods af at det for det meste ikke går ud over os selv.

Tvang, afpresning og Libyen

Fra Libyen:

Libya has told the European Union it will stop cooperating on illegal migration if the EU continues to encourage pro-democracy protests in the country, the bloc's Hungarian presidency said on Sunday.

Europa bør ikke støtte diktaturer i grænselande, blot fordi europæerne selv er bundet af rettighedslove og derfor kun har den mulighed at udlicitere tvang mod indvandrere til diktaturernes håndlangere, som godt kan lide at tæske folk, og så endda for penge. Det ville derfor være bedre, hvis man lavede om på rettighederne, så man kunne sende indvandrere hjem igen, hvis de var uønsket, og så til gengæld ikke støtte diktatorer og modarbejde demokratiske bevægelser.

Kald mig et røvhul, men der er altså problemer med masseindvandring fra fattige lande. Demokrati er, omend ikke en garant, så i det mindste en mulighed for et bedre liv. Selv fremmedfjendske burde af egen drift kunne se, at diktaturer er storeksportører af ulykkelige mennesker, og at det af ren selviskhed ikke er en god idé på lang sigt at støtte diktatorer, selv om de mod betaling lige nu holder de håbefulde væk fra kysterne.

Jeg ved godt, at det hele alligevel er båret af racisme, og at man bare ville behandle indvandrere dårligere og stadig være imod demokrati i udvandringslandene, fordi barbarerne skal jo holdes nede, og så selvfølgelig Israel 4eva. Men jeg har lov at drømme.

PS. Jeg tror, at det er rigtig, rigtig godt, at begrebet demokrati mentalt frigøres fra USA og Europa, da vi åbenbart stadig ikke kan lade være med at holde af diktatorer, der holder af os.

PPS. Der er lige nu flere tyskere, der tager til Tyrkiet end omvendt. Måske det har noget at gøre med AKP's håndtering af den tyrkiske økonomi, og måske AKP har noget med demokrati at gøre, selv om mange forsikrer verden om, at de gamle islamister tager stormtroppeskridt mod Hitlersharia, selv om det ser nok så demokratisk ud.

Reagan! Cairo-talen!

Zenia Stampe:

Arabisk demokrati druknes i vestlig tavshed

Tænk på da muren faldt, og den folkelige demokratibevægelse skyllede hen over Østeuropa. Dengang var Ronald Reagan hurtig på aftrækkeren. Han havde allerede i 1987 holdt sin berømte tale i Berlin, hvor han op­fordrede Gorbatjov til at rive muren ned. (...)

Tavshedens tid er forbi. Lad os sende et klart budskab.

Mr. Mubarak, tear down this wall!

Muren faldt altså ikke, fordi Reagan holdt en tale. Den faldt, fordi supermarkederne var tomme i østblokken og fyldte i Vesteuropa, og det var godt hjulpet på vej af USSR's økonomiske vakkelvornhed.

Et af de neokonservative argumenter for Irak-invasionen var netop at sætte gang i en udvikling som den i Østeuropa. Det skete ikke, fordi Nordafrika og Mellemøsten (for ikke at tale om Afghanistan...) ikke er Østeuropa. Der er mange forskelle, og man kan ikke bare trække en linje fra det ene til det andet.

Det handler ikke om os! Det er nok en svær én at fordøje for politikere herhjemme, både til højre og venstre, men demokrati handler meget om at bestemme selv, og det er som regel kontraproduktivt, at vi mægtige mennesker blander os i, hvordan andre indretter deres samfund. Og det er særligt ikke kønt at bruge andre nationers kamp for et anstændigt liv til at score point mod den hjemlige opposition.

Mente I det?

Der er grund til at være bekymret for, at Broderskabet måske får magten i Egypten. Men hvad gik alt det med at skabe demokrati i Mellemøsten med våbenmagt ud på? Folk får det de vil have, dybt og hårdt. Det er det, demokrati går ud på. Eller er demokrati kun ok, hvis det kommer i stand ved hjælp af vores krudt og kanoner?

En anden fortolkning kunne være, at alt det med demokrati kun gik ud på at spejle os selv i en politisk forplantning, og at det i virkeligheden drejede sig meget mere om en selvforherligende, psykopatisk onani og at slå nogle brune muslimer i hovedet end at forfølge et ideal. Det forklarer jo også hvorfor det er gået, som det er gået. Men lad det ikke gå jer på, o disciple af Churchill og Orwell.

Det er blandt andet effekten af krigene i Irak og Afghanistan, vi ser, når almindelige borgere i Mellemøsten går på gaden og kræver demokrati og ytringsfrihed.

Det mener Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen.

Fyr den løs.

Dagens dumme spørgsmål

Hvis det nu skulle ske - skulle - at Tunesien faktisk ender med et selvskabt demokrati med mediefrihed, uden at det fører til islamisme, betyder det så, at civilisationskrigerne ikke længere kan sige, at muslimer ikke kan finde ud af demokrati, eller at tunesere ikke er rigtige muslimer? (alternativt, at Tunesien er en undtagelse, der bekræfter reglen?)

Aftentanker

UK er så lig os selv, at det eneste spændende ved valget netop er, om det vil rykke ved briternes udemokratiske valgsystem. Centrumpartiernes kvælertag kan kun slækkes, hvis de reelt kan udfordres politisk.

(elendigt comeback indlæg. Ja ja da.)

Iran, Irak og Moktada al-Sadr

Mine forudsigelser om Irak har været decideret rådne. Jeg har hele tiden ventet, at landet faldt tilbage til borgerkrigen, når USA var ude af billedet. Indtil videre holder det dog imponerende godt sammen. Valget foregik i det store og hele uden snyd, og der har ikke været nogen særlig uro.

Men alligevel...

Når jeg ser på valgresultaterne, så har jeg svært ved at se, hvordan der kan laves en fornuftig regering. Det mest sandsynlige er vel, at det fortsætter som før. Siden våbenhvilerne mellem Mahdi-Hæren og regeringshæren, som Iran fik i stand, og de efterfølgende fængslinger af Sadr-loyalister, har jeg haft svært ved at se Moktada al-Sadr som andet end en nationalist, der er blevet kapret af Iran. Han var i fare i Irak, så han tog til Qom i Iran, på Irans nåde. Meget sigende gik sadristerne i valgforbund med Det Øverste Islamiske Råd (ISCI), Iraks khomeinister.

Det giver derfor udmærket mening, at der forhandles en regering på plads, hvor al-Maliki fortsætter som statsminister, med støtte fra den kurdiske blok og Den Irakiske Nationale Alliance, hvor Sadr tog de fleste pladser:

Maliki's people travelled to Qom after having seriously miscalculated the outcome of the 7 March election and having overestimated their support base, figuring that they would win enough votes to be able to ignore Sadr's MPs in the inevitable post-election coalition-building.

It was a momentous about-face, which may have paid off. According to one key Maliki aide, Sami al-Askari, Sadr has shown a change of heart.

"He lifted his veto over Maliki," said Askari. "The Sadrists have said there are no longer any red lines for [Maliki'scoalition], or for Maliki himself."

På denne måde bliver al-Maliki afhængig af Irans uofficielle repræsentanter. Ikke at sadristerne er Iran-tro - det er de ikke - men Moktada er nok. Alternativet er den saudi- og USA-venlige Ayad Allawi, og det ser Iran helst ikke. Iran og kurderne har også interesse i, at al-Maliki (og Irak) ikke bliver alt for stærk og enerådig. Han skulle nødigt blive den nye Saddam Hussein.

(Al-Maliki regnede åbenbart også med at vinde. Det forklarer, at der ikke blev snydt. Eller er det mig, der er kynisk? Det ville ikke være første gang, han har været overmodig.)

Indtil videre kan det dog tage rigtig lang tid, før regeringen er på plads, og i mellemtiden er al-Maliki stadig statsminister med portefølje, som han har tænkt sig at gøre brug af: 

BAGHDAD — At least four Sunni Muslim candidates who appear to have won parliamentary seats on the winning ticket of secular leader Ayad Allawi have become targets of investigation by security forces reporting to the narrowly defeated Iraqi Prime Minister Nouri al Maliki, according to interviews Saturday with relatives, Iraqi security forces and the U.S. military.

Bagsiden er, at demokratiet ikke ser alt for godt ud for det utrænede øje. Allawi vandt en stor sejr, men kommer ikke magten et hak nærmere. Imens forhandles bag lukkede døre, og nogle fra oppositionen ryger i fængsel.

Irak, Iran, Syrien?

Berlingskes leder:

Irakerne trodser farerne og går til stemmeurnerne. Men det er de kommende uger, der kommer til at afgøre, om Irak udvikler demokratiet. Der begynder nemlig regeringsdannelsen og de vanskelige koalitionsforhandlinger. De kommer til at afgøre, om Irak fortsætter en fredelig udvikling. Hvis det sker, så kan man håbe, at det er startskuddet til mere demokrati i Mellemøsten. Iran og Syrien står så for tur.

Eh? Kortere implicit Berlingske: "Hvis Irak får en koalitionsregering inden for de kommende uger, skal vi invadere Iran og Syrien, i nævnte rækkefølge"? Eller hvordan f skal det ellers forstås?

Irak, valg

Musings on Iraq har en god opsummering af valget på søndag. For så vidt angår dem, som folk rent faktisk vil stemme på, så vil de nok ikke stemme på de politikere, der har magten, eller også vil de bare ikke stemme. Mod det bestående, fordi det bestående er noget møg.

Det, der kan være bekymrende, er hvis al-Maliki ikke vinder en klar sejr, og hans statsministerpost er i fare. Så vil jeg tro, at han vil se lidt pro-aktivt på stemmefordelingen, og det vil næppe se bedre ud end det gjorde i Afghanistan. Irak er ikke det statsmæssige hul i jorden som Afghanistan er, så muligheden for omfattende snyd er ikke så stor - men måske heller ikke så påkrævet.

Jeg har bare svært ved at forestille mig, at al-Maliki frivilligt vil give magten fra sig. Så vidt jeg ved, har han stadig sit personlige korps af elitesoldater. Og en masse andre, um, privilegier. Det er måske ikke, at han ikke er meget for at miste kontrollen over i hvert fald den del af statsapparatet, men at han ikke vil risikere, at det falder i hænderne på rivalen og (mere eller mindre) tidligere CIA-ansat Ayad Allawi.