Jus sayin

Det ville være det nemmeste i verden for de syriske oprørere at beskyde Tyrkiet for at provokere en invasion. Det ville så ende med en masse tyrkere i Syrien. Det er nok ikke det, som Saudi-Arabien, oprørernes primære støtte, ønsker, men det er måske ikke styr på.

Kold krig i varme lande

Det burde nævnes oftere, at borgerkrigen i Syrien er frontlinje i den kolde krig, som Saudi-Arabien og Israel i løst forbund fører mod Iran. Jeg stiller spørgsmålstegn ved det kloge i, at vi her er på Saudi-Arabien og Israels side.

Saudi-Arabien er den primære kraft i radikaliseringen af islam gennem udbredelsen af wahhabisme, en ekstremistisk udgave af sunni-islam. Israel er en af de primære drivkrafter bag konflikten ml USA og den muslimske verden. Iran er mest shi'a og har ingen eller minimal religiøs indflydelse på sunni-muslimer, som udgør ml 75 og 90% af alle muslimer. Iran har kun fundet politisk genlyd på 'gaden', som det hedder, fordi det i kraft af sin egen overbevisning om Irans islamiske republiks fortræffeligheder har en forkærlighed for at stikke fingre i øjnene på stormagter verden over.

Konflikten mellem Iran og Saudi-Arabien er gammel som arvesynden. Wahhabismen ser shi'a-islam som kættersk, og der er en masse shi'a-muslimer i den østlige del af den arabiske halvø, der bliver behandlet dårligt af sunni-herskerne. Og f.eks. Bahrain har tidligere været iransk territorie. Striden mellem sunni og shi'a går tilbage til islams skabelse, og Mellemøstens historie har ofte haft indslag af krige mellem øst og vest for Mesopotamien - i dag bedre kendt som Irak. Så scenen er sat.

Mit syn på Syrien er, at det er en opstand, der er blevet til en borgerkrig. Borgerkrige skal afgøres så hurtigt som muligt, for jo længere de pågår, jo mere ødelægger de, og borgerkrige er noget af det mest ødelæggende, der findes. Bare fordi en side er den stærkeste og slår flere uskyldige ihjel end den anden side, behøver vi ikke holde med den anden side. Den anden side får i det her tilfælde hjælp fra Iraks sunni-islamiske ekstremister, der har hærget Irak i det sidste årti med terrorbomber. Det er ikke flinke mennesker.

Med sine oliepenge til wahhabistiske moskéer er Saudi-Arabien en langt større trussel mod Europa og resten af verden end Iran med sine ikke-eksisterende atomvåben. Så hvorfor er det egentlig, at vi blander os i det her?

Yemen også: USA bomber gladeligt yemennitiske shi'a-muslimer på Saudi-Arabiens opfordring. Bomber fra luften er altså ikke skidesmarte, hvis man vil bekæmpe terrorisme. Det er nok heller ikke det, det drejer sig om.

Dårlig smag og zombiefilm

Ikke nogen hemmelighed med "araberne" i Afpak, men behøver nutiden ligne fortiden så meget? Jeg foretrækker mine historiske paralleller knap så grove.

The US has told its Nato partners that funds from individuals in Gulf states such as Saudi Arabia now rival drug money as a source of financing for Taliban insurgents in Afghanistan. (...)

The Saudi embassy in Washington did not immediately reply to a request for comment late on Wednesday.

Måske Zombie-Carter og Zombie-Reagan også bidrager fra graven til de brave mujahideen i kampen mod Zombie-USSR NATO? Kender vi ikke til visdommen i vor egen filmskat?

- This is Afghanistan... Alexander the Great try to conquer this country... then Genghis Khan, then the British. Now Russia. But Afghan people fight hard, they never be defeated. Ancient enemy make prayer about these people... you wish to hear?

- Um-hum.

- Very good. It says, 'May God deliver us from the venom of the Cobra, teeth of the tiger, and the vengeance of the Afghan.' Understand what this means?

- That you guys don't take any shit?

- Yes... something like this.

Ikke for at sige, at afghanere er uovervindelige, men at Rambo næsten er et anagram for Obama.

Hvilken vej falder Pakistan?

Jeg kan anbefale China Hands analyse af Pakistans situation mht. IMF, Kina, Saudi-Arabien og USA. Han/hun er én, der i mine øjne griber for hurtigt til sammensværgelsesteorier. Men denne gang tror jeg, at der er noget om det. Kan ikke forklare det med andet.

Altså...

First, it’s quite likely that the U.S. government is trying to control the provision of financial aid to Pakistan in order to exert pressure on [the Pakistani] government to support and implement pro-U.S. policies more enthusiastically. And don’t be surprised if the United States is close to giving up on Pakistan’s civilian government and wouldn’t mind fomenting a national crisis that forces Army Chief of Staff Kiyani or some other military savior to step up and take over for the good of the nation. (...)

Second, the reason that neither China nor Saudi Arabia have stepped up to help out is because they feel that the Zardari government’s policy of acting as a U.S. client and signing on to the whole counter-insurgency package in Pashtun areas of Pakistan is catastrophically wrong-headed and contrary to their best interests and they wouldn’t mind your government falling either, to be replaced either by a new government headed by Nawaz Sharif and the PML-N, or some general.

Det er meget, at de vil tage chancen. Vanvittigt, faktisk. Men hvad ved jeg?

Engang var det Afghanistan, der var tumlepladsen for de centralasiatiske magter, i konstant splid og uro. Det ser nu ud til at være blevet Pakistans rolle.

Olie

Selve problemet er at margenen mellem produktionen og forbruget af olie er så lille, at selv en kvart procents forøgelse af produktionen kan sænke markedsprisen på en tønde. Det er derfor vi kan mærke det heroppe i Danmark, hvis olieledningerne saboteres i Nigeria. Og på trods af dette øges forbruget alligevel støt. Så Saudi-Arabien får sig lidt tiltrængt godvilje i verdenspressen uden at det får langsigtede konsekvenser.

Gud ved hvor det ender. Industriens energiforbrug er ikke mere fleksibelt end industrien selv, så selv om nogle allerede nu overvejer at trække produktionen ud af Sydøstasien, så vil det tage nogle år før det hele kommer på plads. På samme måde tager det lidt tid før folk flytter tættere på deres arbejde, eller byerne investerer mere i kollektiv transport. Det tager tid og penge at omjustere. Så jeg venter at oliepriserne stiger et par år endnu. Omvendt proportionelt med dollarens fald, og ud i det ukendte.

Peak-a-boo

Saudi-Arabien er vist ved at løbe tør (via Newshoggers):

Saudi Arabia's King Abdullah said he had ordered some new oil discoveries left untapped to preserve oil wealth in the world's top exporter for future generations…

"When there were some new finds, I told them, 'no, leave it in the ground, with grace from god, our children need it'," King Abdullah said…

Naturligvis vil de ikke sætte produktionen i vejret: Fra nu af gælder det kun om at få så meget som muligt ud af det, der er tilbage.

Løsningen (for os) er elektriske biler og atomkraft, hvor den overskydende strøm om natten bruges til at genoplade bilerne. Man kan selvfølgelig også bare bruge kul, hvis man ser bort fra miljøet. Det er nok også det, der vil ske, det er det billigste. Suk osv.

Diumvirat

Topartisystemer er djævleværk. Jeg præsenterer for læserens åsyn; Storbritannien, hvor de konservative sammen med Labour lægger låg på sagen om flysalget til Saudi-Arabien. Hvem at stemme på, Kang eller Kodos?

Det har længe været tydeligt at Brown er Blair, minus den idealistisk-idiotiske udenrigspolitik, til gengæld også uden Blair-flair. Man undrer sig i tilbageblik over at der nogensinde var en Brown- og en Blairfløj i Labour - hvad i alverden havde de at være uenige om, udover hvem, der skulle sidde med magten? Men det er New Labour i en nøddeskal.

(Sigende, at vores Thorning er tæt på New Labour og elsker Giddens. Samme tomme magtbegær. Jeg har aldrig kunnet lide hende. Og uden politisk snilde - hvilket Thorning bestemt ikke har - er der ingenting tilbage.)

Labour skal ud under den kolde bruser, ASAP, pronto, tjep tjep. Det er ikke menigheden i partiet der er noget galt med, men ledelsen, der er blevet ét med Blairs gejl. Ledelsens skidt skal vaskes af kroppen. I mellemtiden må briterne finde sig i konservativ ledelse, når nu de åbenbart ikke gider migrere til Lib-Dems.

Det her bør gøre ondt, hvis den ærede hr premierminister har et politisk hjerte:

Brown’s poll rating has fallen to minus 37, down from plus 48 last August. The collapse is the most dramatic of any modern-day prime minister, worse even than Neville Chamberlain who in 1940 dropped from plus 21 to minus 27 after Hitler’s invasion of Norway.

En gang til for Prins Knud

Måske min blog kører lidt i tomgang i øjeblikket, men mht. stormoskéen, der mangler 400 mill. kr. for at bygges; de penge kunne godt tænkes at komme fra en rig saudi. Og det ville ikke være så godt. Måske min ateisme skinner igennem, men udenlandske donationer til religiøse formål bør kigges efter i sømmene, mht. til sektens tolerance overfor anderledes tænkende.

Fingrene Vor

Jeg har fulgt sagen om gruppevoldtægten af den saudiske pige, hvor hun blev dømt til 200 piskeslag for at have været sammen med en fremmed forinden. Jeg kan ikke påstå at jeg er ked over den diplomatiske fordømmelse, som saudierne nu møder. Det wahhabistiske styre sviner islam til ved sin blotte eksistens, og har godt af at møde sjælden modstand i medierne. De har det ellers med at slippe under radaren, fanden tag dem.

Men der er noget besynderligt ved det her: Hvorfor netop denne sag? Hvorfor prøvede Per Stig Møller ikke at samle EU om en fælles protest mod den egyptiske stat, da den senest slog ned på oppositionen og medierne? Eller mod Etiopiens kolonikrig i Somalia? Eller mod massevoldtægterne i Burundi? Eller mod Uzbekistans torturpolitik? Og så fremdeles. Er det fordi uretfærdigheden er så provokerende? Eller er det fordi den tirrer de vestlige værdier? Fordi den er begået af de officielle justitsorganer? Der kunne der sikkert køres en masse diskursanalyse af på. Jeg ved det ikke. Men jeg er ikke glad for selektive protester, og kritikken af voldtægtsdommen er selektiv, fordi der er så mange andre ting, man ligeså godt kunne protestere imod.

Det er en lorteverden. Og vi kunne bruge resten af vores liv på at brokke os over andre landes møg. Jeg holder meget af princippet om ikke-intervention, og den stabilitet, det skaber lande imellem - Irak i mente. Min mening er, at for så vidt de holder fingrene væk fra vores eget land, så er det deres egen sag. Og skal der protesteres, må det ikke foregå selektivt, for det er dobbeltmoralsk: En handling bliver ikke mere eller mindre god, alt efter hvem der udfører den.

Det, der irriterer mig mest ved dette, er at ingen - endnu - gider tale om privat og statslig saudisk finansiering af moskéer og trossamfund verden over. Det er netop noget som angår os, for jeg vil fandeme ikke have det lort i mit eget land. Det bør ingen ønske sig. Men alligevel slår verdensopinionen ned på dette i grunden ganske normale udtryk for det saudiske retsvæsen.

Subteksten er tegneseriekrisen. Hvis Danmark finansierede undergrundsaviser i Saudi-Arabien for at trykke ulækre tegninger af profeten, ville det være ganske berettiget at smide danske penge ud af landet. Men det gjorde vi ikke. Og Saudi-Arabien ejer ikke islam, og taler heller ikke på dets vegne. Det er der ingen, der gør. Så at en sølle dansk avis trykker nogen sølle danske karikaturer, det angår ikke dem. Simpelthen. Og denne sag angår ikke os.

Lad private og NGOer protestere, det har de ret til. Men det offentlige Danmark bør holde sig væk. Det burde i stedet tage sig af hvad vi selv har fingrene i, og hvem der har fingrene i os.

Små hurtige

1. Rusland og Iran har fælles interesser, vil ikke op at toppes. Der er azerierne i Iran og Rusland, og Azerbadjan imellem. Både Iran og Rusland kan rode med hinandens minoriteter, og har dermed et gensidigt afskrækkelsesvåben. Så er der olie og gas, og rørledninger, rørledninger, rørledninger. Rusland ønsker en fredelig sydlig grænse, som man kan eksportere gas ud af uden besvær. Det Store Spil, som har en del mere med virkelighedspolitik at gøre end de neokonservative fantasier om Iran.

2. Badger og Marc Lynch får en stor del af deres info om Irak fra arabiske aviser. Det er værd at huske at disse er pro-sunni, anti-amerikanske og anti-iranske, og at det tit er fra det perspektiv de to skriver.

3. God lille undersøgelse, sober endda, af ekstremistiske tekster i britiske moskéer. Hver fjerde er inficeret, jeg vil tro det samme gælder for Danmark. Mange af de kedelige bøger kommer fra wahhibi-miljøet i Saudi-Arabien, og en del er endda trykt af staten. Også en god opsummering af de forskellig tossefraktioner i det muslimske miljø, jeg lærte en del. Hvis PET vil bekæmpe muslimske ekstremister kan de jo begynde med belyse saudiske donationer til danske organisationer. I hvert fald Islamisk Trossamfund, gætter jeg på.

4. Exile.ru er dejlig. Læs om silovikernes magtkamp, og Putins vaklende trone. Stof til mange film med Gene Hackman. Et civiliseret samfund er et, hvor lederne kan trække sig tilbage uden at blive slået ihjel. Vi får se om Rusland stadig er et sådant.

AIPAC & Co.

Lidt sent, men ville gerne linke til et indlæg på American Footprints om den israelske lobbys begrænsede indflydelse i Washington DC, og hvorfor man også bør lægge mærke til den saudiske lobby. Og De Forenede Arabiske Emirater, ikke at forglemme. Kort fortalt: AIPAC påvirker kongressen og senatet mere end den udøvende gren, dvs. administrationen.

Ét er dog sikkert: Det var ikke med Saudi-Arabiens velsignelse at Irak blev invaderet.

De moderate

Kommentar til Ole Bang Nielsen:

Men derfor er det ikke sådan, at Europa blot vil sidde med hænderne i skødet og se Irak blive forvandlet til en ny fundamentalistisk islamisk stat efter iransk model

Jo, det vil vi, og det bør vi. Det er ikke vores sag at bestemme om andre må lege islamister eller ej, ligesom det ikke er andres sag om vi tegner profeten på en sjov måde.

eller synke ned i årelang borgerkrig.

Irak er sunket ned i en årelang borgerkrig. Og med mindre vi vil stikke fingrene i den hvepserede, så foreslår jeg at vi holder os langt, langt væk. Hvis vi partout vil hjælpe, så er det bedste at sørge for flygtningene i Jordan og Syrien. Ikke flere storpolitiske cirkusnumre.

Fra europæisk side er man imidlertid overbevist om, at vejen til at sikre et bestående Irak med i hvert fald en vis provestlig politik går gennem de moderate arabiske lande, der hidtil har holdt sig på sidelinjen.

"Moderate arabiske lande" er diplomatjargon for pro-vestlige arabiske diktaturer.

Lande som Saudi-Arabien og Egypten kan heller ikke leve med et fjendtligt og fundamentalistisk Irak, påpeger europæiske diplomater.

Skal vi tage den igen: Saudi-Arabien kan ikke leve med et fundamentalistisk Irak. Jeg græmmes. Det, de ikke kan leve med, er et shi'itisk styret Irak i forbund med Iran. Hvis "europæiske diplomater" er så naive, så er det endnu mere grund til at holde sig langt, langt væk fra regionen, for hele afsnittet sætter en tyk streg under hvordan Vesten i Mellemøsten er en elefant i en porcelænsbutik. Og vice versa, faktisk.

Det sidste ord om Iraks fremtid er ikke sagt endnu. Efter en amerikansk tilbagetrækning fra Irak kan der opstå en ny situation, hvor der er brug for en europæisk indsats i det mindste diplomatisk og økonomisk for at finde en regional løsning på konflikten.

Det sidste ord bliver hverken sagt af Europa eller USA, men af landene i regionen. Så længe vi er vores egne begrænsninger bevidst, så kan vi gøre et forsøg på mægling. Men det forudsætter også at vi er klar over hvad der foregår, og ikke gør os illusioner om "moderate arabiske landes" rolle. Virkelighed, virkelighed, virkelighed bør sætte dagsordenen. Skriv jer det bag øret, "europæiske diplomater".

En mulig forklaring

Det havde jeg ikke tænkt på:

I'd contend, we've already begun our war against Iran. Arming Sunni tribal sheiks and Saudi Arabia and other Sunni Gulf nations, are the opening rounds of our war with Iran. Bush will do all he can to instigate an Iranian military response. I'd guess, in the near future, sometime this year, if Sunnis begin battling Shia in open militia combat, al-Maliki will ask Iran for Quds Brigade support in the south. Bush won't allow that. He'll intervene, hoping -- hoping -- he can finally precipitate an open military strike against Iran.

USA går ind på Saudi-Arabiens side i shi'a-sunni-krigen. Det er en forklaring på væbningen af sunni-militser og angrebene på Sadr By, der har længere sigte end blot Magiske September. På et magtpolitisk plan giver det mening, hvis man mener at Iran er den store trussel. Det vil så for alvor gøre Irak til Storlibanon, hvor de regionale stormagter spiller skak med menneskebrikker. Saudi-Arabiens strategi er via Iraks borgerkrig at dræne Iran for kræfter i en finansiel udmattelseskrig, og, om muligt, at få USA til at bombardere Iran tilbage til stenalderen.

Al-Qaeda indgår ikke i ligningen.

Hvad Ahmadinejad egentligt vil, har jeg ingen anelse om. Med sine flammetaler mod Israel har han lagt perfekt op til Saudi-Arabiens smash. Hvis han har gjort det med vilje, har han ofret Iran for styrets skyld. Hvis det er tanken. Sandsynligvis er han bare for dum til at tænke før han taler, universitet eller ej.

Mecca Media

Mere om Saudi-Arabiens mediestrategi, via jordsvinet. Nøglecitat:

Arab media have largely gone along with a Saudi media campaign against Iran over its growing influence in the Arab world, though many Arabs consider Israel more of a threat.

Også USA, der bliver spillet som en luder uden alfons, fra Afrikas horn til Central-Asien.

Nøglespilleren

En noget overset vinkel på Irakkrigen er Saudi-Arabiens rolle. For at få hele perspektivet må vi få lidt baggrund. Saudi-Arabiens uofficielle statsreligion er wahhabisme, som er en art ultra-ortodoks sunni-islam, der gør et stort nummer ud af at kalde shi'aer for vantro. Det er heller ingen hemmelighed at dette islamistiske monarki officielt er USAs bedste arabiske allierede, og øver en vis indflydelse på Det Hvide Hus, både som allieret, handelspartner og lobbyist.

Saddam Hussein var instrumentet der holdt shi'ismen nede i Irak og tilbage fra Iran. Med næsten hele verdens mere eller mindre stiltiende støtte angreb Irak et Iran, der stadig lå og skvulpede i revolutionens efterdønninger. Iraks største pengetank under krigen var Saudi-Arabien. Da Irak efter krigen stod med en overdimensioneret hær og en kolossal gæld til bl.a. Kuwait, mente Saddam at en invasion af kreditoren var den skæreste logik. Nu var instrumentet ved at komme ud af kontrol, så Saudi-Arabien var en nøglespiller i den første krig mellem USA og Irak.

Efter begge krige stod Saudi-Arabien med et ødelagt Irak og et udmattet Iran, og havde det egentlig meget godt. Men med nederlaget og de voldsomme tab til koalitionsstyrkerne i 1991 blev Ba'ath-partiets greb om det sydlige, shi'itiske Irak løsnet. Med den slagne irakiske hær i en kaotisk tilbagetrækning kom oprøret nærmest som en selvfølge, men da det var den CIA-ejede radio Voice of Free Iraq der opfordrede til oprøret, forventede oprørerne også amerikansk støtte.

Den kom aldrig. I bogen Occupation of Iraq: Winning the War, Losing the Peace, skriver tidligere regeringsmedlem Ali Allawi om hændelserne:

...SCIRI, in coordination with the Iranian Revolutionary Guards, controlled the entry of large-scale forces from bases in Iran. There was some infiltration into the border towns, especially Basra, where they helped to spread the notion that the uprising was Islamist. Pictures of Khomeini were distributed and banners demanding an Islamic republic were displayed. These created an erroneous impression that pro-Iranian groups controlled the uprising and that its success would considerably extend Iranian influence. This raised alarm bells in Arab capitals, particularly in Saudi Arabia, and played a large part in confirming the decision of the USA and its allies to refuse to give any support to the uprising.

Min fremhævning. SCIRI er den engelske forkortelse for Det Øverste Råds tidligere navn, "Det Øverste Råd for den Islamiske Revolution i Irak". Det er i dag det største shi'a-parti i Irak, og USAs allierede. Irans tilmed.

Men lad det nu ligge. Saudi-Arabien har det svært med shi'aer, og USAs drejning væk fra al-Qaeda og mod Iran som hovedfjenden det sidste år har måske noget med saudierne at gøre. På trods af, at de fleste 9/11 flykaprere var saudier, at Osama bin Laden er saudi, og at over 90% af alle amerikanske tab i Irak er til sunni-arabere, så fokuserer Bush-administrationen på Iran, og gør den skyldig i alt, der er gået galt. Ja, ikke at angribe Iran ville være ulogisk, for vi har sådan set været i krig siden 1979.

Galskab og bedrag.

Jeg er ikke så glad for Saudi-Arabien. Jeg ser en gruppe indflydelsesrige teokrater, der uden skrupler støtter en sunni-diktator så længe han holder shi'aere nede, og skulle det fejle, så hellere et land i blodigt anarki end en shi'a-kontrolleret stat. Nogen er måske ved at lugte lunten. Artiklen her er pro-saudi, og går i en stor bue udenom Saudi-Arabiens rolle i borgerkrigen. De anti-saudiske følelser i Irak forklares som iransk manipulation, eller baseret på løse og usande rygter. Propaganda, intet andet. Intet andet.