And there you have it

Berlingskes leder i dag:

Spørgsmålet, om den danske Afghanistan-indsats har været omkostningerne værd, er svært at komme udenom. Men det er forkert at stille og umuligt at besvare.

Ole Sohn (V)

Mit arbejde har en vis sammenhæng med centraladministrationen, og det er mit tydelige indtryk, at embedsværket i langt højere grad lader politikeres dårlige idéer påvirke forvaltningen, end de burde. Men Ole Sohns vandring som vejrhane og formand for Danmarks Kommunistiske Parti til Dansk Industris personlige sexarbejder viser, hvor hurtigt et ministerium kan omvende en minister til at spy det samme lort som ministeriet.

 Danskerne får for meget i løn, og det er til stor skade for Danmarks konkurrenceevne.

Det mener SF's netop afgåede erhvervsminister Ole Sohn, der vil have både lønningerne og skatten sat ned, så det kan betale sig at gøre en ekstra indsats.  

To punkter:

1. Ole Sohn er en klam opportunist med en svag sjæl.
2. Danmark har stort overskud på handlen med udlandet. Vores lønninger bliver allerede holdt nede af, at Nationalbanken holder kronen nede i ly af eurosamarbejdet. Det er ikke lønnen, der er problemet i Danmarks økonomi, men folk som Ole Sohn og organisationer som DI, der ikke vil tale om indenrigshandel, om de så fik en pistol for panden.

Nutidens totalitarisme: Børnehavebørn tidligere ud på arbejdsmarkedet

vhs fangede denne her i Berlingske:

I 2008 blev det gjort obligatorisk for seksårige at begynde i børnehaveklasse. Det koster samfundet mange penge at udskyde børnenes debut på arbejdsmarkedet og holde dem i børnehave et år til, lød en af begrundelserne. Dog har det siden været muligt at udskyde skolegangen ved at søge dispensation.

Det r fkd up. Når man underlægger mennesket et system, så har man at gøre med totalitarisme.

Det er en blød totalitarisme, vi har: systemet er økonomien, og systemet kan ikke svigte. Men vi kan svigte systemet, f.eks. ved at komme sent i børnehave og dermed senere ud på arbejdsmarkedet, så lønnen ikke trykkes nok ned og skaber konkurrenceevne. Vi skal blot tage del i systemet; indtage vores plads i den guddommelige maskine, fra og med børnehaveklassen.

Man ser også sådan noget i innovationspolitik, hvor entreprenørskab og iværksætteri skal være del af uddannelsessystemet, og man vil opdyrke en iværksætterkultur og en mentalitetsændring blandt befolkningen, således at vi har innovationskapacitet og konkurrenceevne til at imødegå den globale udfordring fra vækstøkonomierne...

Det var klamt bare at skrive det afsnit, men det er den slags bæ, der bliver produceret i spandevis hver eneste dag i erhvervsministerier verden over. Og det går faktisk ud på at ændre folks måde at tænke på.

Det ironiske er, at det ikke hjælper økonomien, som udviklingen i det seneste årti burde have påvist. Men vi mangler et underholdende ikon til et ideologisk oprør og opgør, så f.eks. alle dem, der stemmer til venstre for Enhedslisten, indser hvad fanden de har gang i. Det er jo søde mennesker (ikke som de gnavne stoddere, der faktisk stemmer på Enhedslisten) og skal bare finde ud af, om de virkelig vil aflevere deres børn til systemet på børnehaveklassetrinet.

Min nationaløkonomi: Et langt og kedeligt indlæg

Jeg er ret konventionel, når det drejer sig om økonomisk politik. Man skal have en markedsøkonomi, der er reguleret, så den fungerer. Dvs. der er reel konkurrence (ingen monopoler eller karteller), gennemsigtighed for forbrugere, lovgivning mod fejl og mangler. Profit beskattes, i afvejning mod fradrag for investering (investering skal kunne betale sig, men det kan også skabe bobler eller unyttige reserver). Skatten bruges til at lave infrastruktur, som erhvervslivet og resten af samfundet gør brug af (inkl. uddannelse, retvæsen, brandvæsen, postvæsen, sundhedsvæsen etc - ikke bare gods, men hele samfundets infrastruktur - faktisk vigtigt for et velfungerende erhvervsliv). Løn og forbrug beskattes også. Finanssektoren bakkes op af en centralbank, statsfinanserne styres af en konjekturformindskende finans- og pengepolitik (spar op under optur, brug løs under nedtur), og kortsigtet spekulation holdes nede. Erhvervslivet driver økonomien og laver penge og arbejde, mens staten gør det nemmere at lave penge og arbejde, i en god cirkel.

Det er det. Ikke noget fancy. Europa fandt frem til denne model efter først Depressionen og så 2. Verdenskrig, hvor nationalt sammenhold var noget, man gik og tænkte på, og det har sgu fungeret meget godt. Centrum-venstre har siden da så ikke gjort meget andet end at udvide og forsvare velfærdssamfundet, fordi det nu engang fungerer. Det er de skandinaviske lande et levende eksempel på.

Efter oliekriserne i 70'erne, hvor kerneinflation pga. dyrtidsregulering af løn kom i vejret, gik særligt den britiske og amerikanske højrefløj til angreb på modellen. Siden har det været dem, der har været ideologiske korsfarere, mens venstrefløjen har ført en bevarende linje.

Men bevaring er kedeligt, og modellen er som sagt ikke særlig fancy; der er ikke noget ideologi i den. Så folk glemmer hurtigt, hvorfor en pragmatisk opbygget struktur er som den er, og banen overlades mere og mere til ideologerne. Med tiden begynder alle tanketomt at gentage ideologernes argumenter, fordi der ikke er intellektuel struktur i en pragmatisk model. Folk holder endda helt op med at tage sig af virkeligheden, hvis den ikke passer ind i ideologien. Når først virkeligheden tager revanche - og det gør den altid - tager folk ideologien op til overvejelse.

Det er så det, der er sket inden for økonomisk tænkning de sidste årtier. Så nu har Danmark en angiveligt socialdemokratisk statsminister, der uden videre gentager borgerligt vrøvl, fordi det gør man jo bare, alt imens ideologerne når til tops i vigtige organisationer, hvorfra de driver deres vanvidsregime. De driver i hvert fald mig til vanvid.

Måske er det bare nødvendigt med en økonomisk depression hver tredje eller fjerde generation for at minde os om, at det ikke er en god ide at slippe finanssektoren løs, dyrke spekulativ rigdom, og så skære hårdt ned under lavkonjekturen bagefter.

Hvad fremhæves, hvad ignoreres?

Jeg er vel også skyldig i at fremhæve det, der godter mig, og ignorere det, der ikke passer mig - men alligevel: Jeg kan ikke huske Kurrild-Klitgaards indlæg om alle de undersøgelser, der ikke fandt belæg for beskyldninger om videnskabelig uredelighed fra CRU i Climategate-sagen. Og når man så tænker lidt dybere over det, så er det ret imponerende, at man vælger at ignorere en velunderbygget antagelse om en igangværende global katastrofe, fordi man har valgt side i den politiske debat.

Penge eller ting

Åbenlyst men overset er, at baggrunden for finanskrisen er tilbedelsen af penge. Man har i de sidste årtier set outsourcing af produktion til Fjernøsten mv., mens finanssektoren her i Vesten er vokset ud over alle grænser og produktionsapparatet faldet tilsvarende.

Finans drejer sig om penge, mens produktion drejer sig om at lave ting. Med højredrejningen af samfundsværdierne er man gået fra det sidste til det første. Dikotomien mellem højre og venstre har bund i opfattelsen af, hvad økonomien egentlig er for en størrelse: Penge eller ting. Marxismen og dens arvinger ignorerede - så godt som det kunne lade sig gøre - spørgsmålet om penge. Det var en meget materialistisk isme, hvor produktionen af ting var alt, fordi ting var det, der havde værdi.

Nu er pendulet svunget i den anden retning: Dereguleringen af finans og lavere og lavere diskontorenter, så vi får flere og flere penge pá flere og flere sjove måder. Derfor har vi den situation, vi har nu: Masser af penge, men mindre og mindre arbejde, hvor vi laver ting. Tingene laver de i Kina, Tyskland, Vietnam, Malaysia, Indonesien, etc. Og vi køber tingene med de penge, vi laver. Problemet er, at den model er ved at gå i stykker, fordi penge i sig selv ikke har nogen værdi, det er kun et symbol på værdi, og det er dem, der laver ting, efterhånden ved at finde ud af.

Det er mere end bare udhulingen af vores produktionsbase; det er værdier, der står bag finanskrisen og ubalancen i verdenshandelen. Det kan være en af de ting, som er så åbenlyse, at ingen gider sige det. Hermed sagt.

Redaktøren lægger sin vinkel

Overskrift på epn om indførslen af afdragsfrie lån dengang:

Statsoppustet boligboble koster danskerne dyrt 

...indførslen var en deregulering af lånemarkedet - der var noget, der ikke var tilladt før, som så blev tilladt. Statens magt blev altså indskrænket. Man skal have hovedet fyldt med bras om, at alle ubalancer i økonomien skyldes statsindgreb, for at få konsekvenserne af deregulering til at blive statens skyld i stedet for folketingets.

Artiklen er fin nok, og jeg ved ikke, om modstanden mod denne konklusion i Økonomi- og Erhvervsministeriet og realkreditøkonomer ikke bare bunder i at dække over egne fejl. Men overskriften er en af de der redaktøridiotier.

Bah.

Problemets kerne

Lene Espersen har tillid til bankerne

»Set i lyset af det sidste års store finansielle krise har jeg en klar forventning om, at den finansielle sektor opfører sig ansvarligt – også i forhold til bonusordninger for såvel ledelsen som medarbejderne«, skriver Lene Espersen i en mail til politiken.dk.

For guds skyld. Det er ikke bonusserne; de er mest et problem for aktieholderne; det er holdningen.

Den tossede tredjedel

Det drejer sig ikke om, at USA grundlæggende er godt eller skidt - entydige holdninger hører kun autoritetsdyrkende borgerlige og autoritetshadende venstreorienterede til - men om, at totredjedele af amerikanere er søde og fornuftige mennesker, og at den sidste tredjedel er aldeles bindegal. Og at den tossede tredjedel har haft magten i verdens mægtigste land de sidste otte år.

Mange borgerlige har et abstrakt forhold til USA, hvorfor støtten til Bush's udenrigspolitik var et spørgsmål om at støtte USA i det hele taget, i stedet for at diskutere, om det konkret var en god idé at invadere Irak eller ej. Det svarer til EU-tilhængere, der hellere vil diskutere EU's betydning for trans-europæisk fred siden 2. Verdenskrig end fiskekvotefiaskoen, eller socialister, der hellere vil snakke marxistisk teori end kommunismens praksis, og nok egentlig mest af alt skælde ud på USA.

Dette.

They have always been with us, the people who believed in manifest destiny, who delighted in the slaughter of this land's original inhabitants, who cheered a nation into a civil war to support an economic system of slavery that didn't even benefit them. They are the people who bashed the unions and cheered on the anti-sedition laws, who joined the Pinkertons and the No Nothing Party, who beat up Catholic immigrants and occasionally torched the black part of town. They rode through the Southern pine forests at night, they banned non-European immigration, they burned John Rockefeller Jr. in effigy for proposing the Grand Tetons National Park.

These are the folks who drove Teddy Roosevelt out of the Republican Party and called his cousin Franklin a communist, shut their town's borders to the Okies and played the protectionist card right up til Pearl Harbor, when they suddenly had a new foreign enemy to hate. They are with us, the John Birchers, the anti-flouride and black helicopter nuts, the squirrly commie-hating hysterics who always loved the loyalty oath, the forced confession, the auto-de-fe. Those who await with baited breath the race war, the nuclear holocaust, the cultural jihad, the second coming, they make up much more of America then you would care to think.

Vinkling

Skønt Moon of Alabamas dækning af det iranske valg generelt har været indsølet i stupide, anti-amerikanske reflekser, så er det altid godt med folk, der bevidst udforsker andre kilder, historier og vinkler end de traditionelle medier. Det gælder tosser fra både højre og venstre.

Ikke fordi det alternative perspektiv altid har ret! Men der er mange tråde derude, der aldrig bliver samlet op af Google News' algoritmer og spundet sammen til et forløb, der giver mening.

Hvad vejen til helvede er brolagt af

Det hører med til historien, at en karikaturkonkurrence i Danmark for over tre år siden gav os et særligt ry i mange muslimske lande, og at det nok ikke ligefrem ville hjælpe demonstranterne i Iran, at vi gav dem vores støtte, uanset hvor moralsk påkrævet Holger K. Nielsen end måtte synes det er, at vi kæfter op.

Men til disse moralske fantaster: God moral er at forhindre lidelse. Eller: At man når derhen, hvor man vil. Hvis det ønskede slutresultat er, at demonstranterne vinder, så bør vi holde vores mund.

Men det bevidner Holgers primitive moralske tankegang, at han forveksler at ville det gode med at gøre det gode. Kommunismen havde skam gode hensigter, men endte med at sulte en masse mennesker ihjel. Er det så stadig god moral at være kommunist, når man har erfaret, hvad den fører til? Invasionen af Irak havde skam også nominelt gode hensigter, men førte til kolossale lidelser for irakerne. Er neokonservatisme god moral? Er alle handlinger i orden, så længe hensigten er god?

Nej - det vigtigste er, at man handler på en måde, der fører frem til et godt slutresultat. Det er derfor typisk, at moralister som Holger og Pind har svært ved at forklare, hvad det egentlig er, man skal gøre, og hvordan det skulle hjælpe. Hør f.eks. Pind:

Det, Vesten kan gøre, er så vidt muligt at sikre, at demokratibevægelsen i Iran har kommunikationsmidler og får sine budskaber ud. Det kan ske ved at stille internet og bredbåndskommunikation til rådighed - f.eks. via Irak. Samtidig må der lyde et utvetydigt krav til det iranske styre om at overholde FN-pagtens grundlæggende menneskerettigheder. Og at holde fokus på styrets adfærd overfor sin befolkning.

Bortset fra, at Irak formelt er en suveræn nation, hvis amerikansk-installerede, iransk-venlige magthavere næppe vil underminere sine vigtigste internationale allierede, og bortset fra, at Irans demonstranter næppe kan gøre brug af irakisk telekommunikations-infrastruktur (de er i et andet land!), så sætter jeg pris på, at Pind her lyder præcis som den type menneskerettighedsforherligende, brevskrivende bløddyr, han normalt revser for ikke at ville bombe onde lande - som Iran.

Næse i grus, numse i vejr

Det er faktisk ikke det frie markeds skyld, at VKO har betalt alt, alt for meget til privathospitalerne. Regeringen har simpelthen ikke sendt udliciteringen i udbud, som Region Hovedstaden og Midtjylland forunderligt nok fandt ud af bragte priserne voldsomt ned. Man har regnet priserne (DRG-taksterne) til privathospitalerne ud fra et indeks, der inkluderer dyre operationer og lange indlæggelser, som privathospitalerne ikke står for. Så de har fået alt for mange penge. Vi ved endnu ikke hvor meget, fordi DF, de fattiges ven, blokerer for offentliggørelsen af Rigsrevisionens rapport. Og selvfølgelig også V og K.

Det, vi har at gøre med, er simpelthen en næsegrus beundring for "det private erhvervsliv".Det er det fænomen, der gør, at hverken USA eller Tysklands regeringer kan få sig selv til at gribe til midlertidig nationalisering af banksektoren, som Valutafonden normalt regner for den mest effektive og billigste løsning (selvfølgelig uden at dette er tilstrækkeligt - det er kun til begrænsning af skaden), og i stedet griber til kreativ bogføring. Det er grunden til, at man er veget tilbage fra at gribe ind mod konkurrenceforvrængende erhvervsstøtte. Det er grunden til, at man ikke forstår, at grundlaget for effektivitet er konkurrence og ikke bare, at en opgave bliver udført af private.

Det får vi alle lov at betale for. Hvis regeringen genindfører behandlingsgarantien på en måned, vil det alligevel stadig være dyrere end simpelthen at give flere penge til overarbejde i det offentlige, idet den i hvert fald midlertidige underkapacitet giver udbyderne fordelen i forhandlingerne. Det ville være et ret oplagt sted at spare, når nu Danmark åbenbart styrer mod et anseligt underskud.

Tys

Lidt om ideologi. Ultraliberale bevæger sig sjældent ned i en diskussion om det finansielle værktøj, der rent faktisk blev brugt op til finanskrisen. Kurrild-Klitgaards indlæg forleden er typisk: Der tales om generel statistik, der bruges overfladiske makroøkonomiske betragtninger. Her og hos andre ideologer finder man ingen diskussion af f.eks. tranching, hvad en collateralized debt obligation er, kreditvurderingsselskaberne og disses rolle i oppustningen af finansmarkederne. "Ekspansiv pengepolitik" får hele skylden, ergo er de mange keynesianske tiltag at sammenligne med Greenspans rentesætning. Beskidt virkelighed ville jo ikke passe ind i Ayn Rands infantile univers, på samme måde som praktiseret kommunisme ikke kunne forliges med Lenins propaganda.

Kortere Peter Kurrild-Klitgaard

Myten om de uregulerede markedskræfter

Jeg behøver ikke læse noget om finanskrisen, fordi jeg har nogle tal fra de her ultraliberale institutioner.

Behavioristisk økonomi

Måske økonomi som fag er ved at være parat til at tage springet fra Oplysningstiden til Moderniteten.

"We don't know"

I was there when the secretary and the chairman of the Federal Reserve came those days and talked to members of Congress about what was going on… Here’s the facts. We don’t even talk about these things.

On Thursday, at about 11 o’clock in the morning, the Federal Reserve noticed a tremendous drawdown of money market accounts in the United States to a tune of $550 billion being drawn out in a matter of an hour or two.

The Treasury opened up its window to help. They pumped $105 billion into the system and quickly realized that they could not stem the tide. We were having an electronic run on the banks.

They decided to close the operation, close down the money accounts, and announce a guarantee of $250,000 per account so there wouldn’t be further panic and there. And that’s what actually happened.

If they had not done that their estimation was that by two o’clock that afternoon, $5.5 trillion would have been drawn out of the money market system of the United States, would have collapsed the entire economy of the United States, and within 24 hours the world economy would have collapsed.

---

Det skræmmende ved situationen er ikke, at de ultraliberale ville lade det hele falde sammen, så de kunne få sig den ultimative økonomiske darwinisme, som de forestiller sig er himmerige - det ville i stedet være Ayn Rand i baronens seng. Nej, det skræmmende er, at alle økonomerne - alle eksperterne - alle politikerne og direktørerne - de ved ikke, hvad de skal gøre, eller hvad dette er. Liberalismen har indpodet dem en klippefast tro på, at markedet ikke kan fejle, og de er fuldstændigt i vildrede. Derfor stavrer de fra position til position. Og dem, der forstod markedet, der forstod, hvad der var på vej, er henvist til den politiske periferi.



Finanskrisens opståen kan diskuteres. Om det var USAs underskud, der sugede kinesiske lån til sig, og derved skabte den likviditetsoverflod, der førte til det finansielle pyramidespil, Greenspans rentesætning, dereguleringen af finanssektoren over hele verden, eller mexikanske indvandrere, kan diskuteres. For gennemskueligt er det ikke. Men det er tydeligt, at politikerne omkring centrum ikke kan eller vil indse, at banksystemet er insolvent, og at den bedste løsning er midlertidig nationalisering og efterfølgende salg, efter den svenske model. Og det kan de ikke, fordi de er opflasket med den frimarkedsbegejstring, der i sin tid også lukkede deres øjne for boligboblen, selv om den stod så klart frem som sommersolen på en skyfri himmel.

Det er alt sammen ideologisk bagage. Væk med det. Ideologi er noget bras.

97%

Klimaskeptikernes store propagandasejr har været at få sået tvivl om enigheden blandt klimaforskere om den globale opvarmning; at få folk til at tro, at der er "betydelig akademisk dissens".

Det er lodret forkert - lige så forkert som at sige, at to og to giver fem. The American Geophysical Union har fået undersøgt forskeres holdninger, og fået svar fra 3.146 fagfolk. Summa summarum:

Two questions were key: have mean global temperatures risen compared to pre-1800s levels, and has human activity been a significant factor in changing mean global temperatures.

About 90 percent of the scientists agreed with the first question and 82 percent the second.

In analyzing responses by sub-groups, Doran found that climatologists who are active in research showed the strongest consensus on the causes of global warming, with 97 percent agreeing humans play a role. Petroleum geologists and meteorologists were among the biggest doubters, with only 47 and 64 percent respectively believing in human involvement. Doran compared their responses to a recent poll showing only 58 percent of the public thinks human activity contributes to global warming.

"The petroleum geologist response is not too surprising, but the meteorologists' is very interesting," he said. "Most members of the public think meteorologists know climate, but most of them actually study very short-term phenomenon."

He was not surprised, however, by the near-unanimous agreement by climatologists.

"They're the ones who study and publish on climate science. So I guess the take-home message is, the more you know about the field of climate science, the more you're likely to believe in global warming and humankind's contribution to it."

97% af klimaforskere mener altså, at menneskeskabte faktorer har "væsentlig indflydelse" på verdens temperatur. Så det.

Men der er en grund til, at opfattelsen af "betydelig akademisk dissens" er har slået rod. Det er ikke fordi, at skeptikere som Lomborg og Svensmark har ret, at de er på tv og i aviserne. Det er ikke, fordi de er misforståede genier, der er jaget ud af de gode cirkler, fordi de tør sige sandheden. De er i medierne, fordi der er folk, der kan lide det, de siger. Og fordi de og andre skeptikere er så meget i medierne, ja, så tror folk, at der er voldsom uenighed blandt forskere. Og længere er den ikke, for man kan jo ikke selv sætte sig ind i det.

Raapils analyse er i øvrigt skarp: Det er fuldstændigt rigtigt, at den mytologiske idé om syndfloden er lige så gammel som selve mennesket; at tilhængere og skeptikere af teorien blandt lægfolk fordeler sig langs politiske linier; og at visionen om en apokalyptisk afstraffelse af kapitalismens hensynsløse overforbrug tiltaler venstrefløjen. Det er heller ikke, fordi tiltro til videnskab præger venstre mere end højre; jeg har selv langet ud en del gange efter venstrefløjens frygt for atomkraft, der har mere at gøre med koldkrigspacifisme end empiri.

Men gyldigheden af teorien om den globale, menneskeskabte opvarmning har røv og nøgler at gøre med politik og ideologi. Den har at gøre med naturvidenskab, og naturvidenskaben beviser sin sandhedsværdi hvert eneste øjeblik i vor liv: Hver gang, vi tænder for et elektrisk lys, hver gang, vi tænder for computeren, hver gang, vi hører radio, vi ser tv, vi kører i bil, tog eller flyver fra land til land, så er det naturvidenskabens fortjeneste. Så når 97% af de, der bruger deres liv på at forske i klimaet, siger ét, så skal man være mere end bare dum for at lukke ørerne.

Politisk praksis

Eftersom den bærende følelse i liberalisme ikke er frihed, men egoisme, så følger den amerikanske administrations afsindige redningsaktion af finanssektoren af sig selv. Nogle vil indvende, at liberalisme som ideologi er dybt imod en sådan indgriben. Liberalisme i praksis, til gengæld, er i dyb harmoni med den. For liberalisme er at lade egoismen råde, efter den teori, at dette vil indrette samfundet på den mest effektive måde. Et liberalt domineret demokrati vil derfor se egoister danne regering. Og hvorfor skulle disse egoister ikke udnytte regeringsapparatet til egen vinding?

Man er jo ikke idiot. Man er egoist.

Hvilket er et af mine hovedargumenter: De politiske bevægelser er følelser. Venstrefløjen er godhed. Højrefløjen er styrke. Kommunisme er kontrol. Socialdemokratisme er hjælpsomhed. Konservatisme er sømmelighed. Liberalisme er egoisme.

I grove træk. Man finder ikke dette i partiprogrammer, men man finder det i praksis. Liberalisme er derfor uegnet til at styre et land. Det er udmærket i opposition til en socialdemokratisk omklamring, en konservativ reaktionisme, eller en kommunistisk totalitarisme. Dets teorier fortjener sin plads i midten af alle diskussioner om økonomi. Men på sigt vil liberalisme uhindret ikke kunne styre et land uden at styre det mod korruption.