Gah!

Det er ikke magtspillet som sådan i international politik, der generer mig, men det utrolige hykleri. Det burde være åbenlyst, at spillet om Ukraine og Syrien drejer sig om magt uden nogen højere moral, men alligevel!...så skal medierne partout slå følge med magthaverne og udråbe snart den ene, snart den anden leder af vestblokkens modstandere til Årets Hitler. Og man gør moral og etik til de vigtigste våben i arsenalet, midler til målet om magt. Det er så perverst at se og høre, og kreperende at se og høre påvirke ens medmennesker.

Kortere Information

Nødvendigt angreb på Syrien

Selv hvis det var oprørere, der stod bag giftangrebet i Damaskus, bør Assad bombes som straf for ikke at holde bedre styr på sine kemiske våben. 

Krig er Fred - "just to keep fighting"

Fra FT:

The UK is poised to ship arms to some rebel factions in Syria as soon as this summer if a planned peace conference in Geneva this month fails to make significant progress, according to British officials. (...)

Britain’s Foreign Office insists that no final decision on whether to arm the rebels has yet been made. But a senior UK diplomat told the Financial Times that Britain could be in a position to arm the rebels this summer if, as many expect, the planned peace conference in Geneva fails to make headway.

“The precise timing has not yet been finalised and no decision has yet been taken. But we are likely to be ... shipping arms to the rebels by August,” the official said.

“What I expect is that over the next two or three months western powers will move low-grade arms supplies in bulk to the rebels. The rebels need ammunition, and a lot of it, just to keep fighting.”

Kan vi være enige om dette:

1. Syrere blev ikke slået ihjel i større tal før borgerkrigen.
2. Det er den syriske borgerkrig, der slår syrere ihjel.
3. Hvis en side i borgerkrigen taber, er borgerkrigen slut.
4. Hvis borgerkrigen er slut, slår den ikke flere syrere ihjel.
5. Hvis man forhindrer, at en side taber, forhindrer man også, at borgerkrigen slutter.
6. Hvis man forhindrer, at borgerkrigen slutter, får man flere syrere slået ihjel.

- Så hvis oprørerne har brug for ammunition blot for at blive ved med at kæmpe - "just to keep fighting" - så lad dog være med at give dem det. Hvis altså formålet er at forhindre lidelse og død, og ikke har noget at gøre med en stedfortræderkrig mod Iran.

Hvis man tror, at al-Assad er et monster, som vil slå mange flere ihjel, hvis han vinder, så ja. Men det tror jeg ikke.

Bo Lidegaard kæmper sig ud af forvirringen

Jeg er begyndt at småhade Politikens udenrigsaktivistiske chefredaktør. Han er tidligt slået ind på linjen, at Assad er ond, så nu må han begrunde alt, der ikke stemmer med den fortolkning, med at Assad er superond.

Ergo er der ekstremistiske oprørere, fordi Assad har fremelsket dem, og ikke fordi oprøret består af Det Omrejsende Cirkus Jihad:

[Assads] del og hersk-strategi, hvor regimet aktivt og effektivt puster til etniske og religiøse modsætninger og bevidst søger at styrke de mest radikale dele af oprøret, virker efter hensigten.

Ergo er borgerkrigen sekterisk, fordi Assad har fremprovokeret det, og ikke fordi religiøst ekstremistiske oprørere anser andre sekter og religioner for kættere og hedninge.

Assads voldsstrategi virker også i forhold til hans eget bagland, ikke mindst blandt alawitterne og de kristne syrere, hvoraf stadig flere frygter for deres skæbne, hvis oprøret vinder.

Med sin uhæmmede brug af vold mod civile har Assad taget hele sit eget bagland som gidsel i et ubønhørligt opgør, hvor der er grund til at frygte, at nederlag betyder udslettelse. 

Krig nu vil således også være for at dæmme op for ekstremisterne, og mange i den "offentlige opinion" - dvs. lederskribenter som Lidegaard - er helt enige heri:

Når mange i Europa alligevel mener, vi skal handle – nu – er det for at dæmme op for de velbevæbnede islamistiske gruppers fremmarch.

Lidegaard mener dog ikke længere, at der "skal handles", men forhandles. Assad kan imidlertid ikke forblive præsident...

Ikke fordi præsident Assad kan eller bør spille en rolle i Syriens fremtid – men fordi en aftale om hans regimes afvikling er så langt at foretrække for en afgørelse på slagmarken.

...selv om han ifølge Lidegaard ikke "har nogen vej tilbage"...

Præsident Assad har for længst passeret det punkt, hvor der for ham personligt og hans regime er nogen vej tilbage.

Og forhandlingerne skal starte uden forhåndsbetingelser for at lykkes...

Skal det lykkes, må alle parter inddrages – og uden forhåndsbetingelser, der gør et kompromis umuligt. Hvor tungt det end forekommer, må der ved forhandlingsbordet være plads til alle sider i konflikten – herunder også Iran og Assads regime.

Forklar mig, Lidegaard: Hvordan er "ingen fremtid med Assad" ikke en forhåndsbetingelse, når Assad ikke har nogen vej tilbage? Hvordan er det ikke den mest blokerende forhåndsbetingelse, når man for at forhandle med et diktatur kræver, at diktatoren går af?

Og han var højtstående embedsmand i Udenrigsministeriet...

Irak, Syrien

Irak er blevet værre.



Jeg tror, at der er en betydelig vekselvirkning med borgerkrigen i Syrien. Fra Reuters:

The most feared and effective rebel group battling President Bashar al-Assad, the Islamist Nusra Front, is being eclipsed by a more radical jihadi force whose aims go far beyond overthrowing the Syrian leader.

Al Qaeda's Iraq-based wing, which nurtured Nusra in the early stages of the rebellion against Assad, has moved in and sidelined the organization, Nusra sources and other rebels say.

Al Qaeda in Iraq includes thousands of foreign fighters whose ultimate goal is not toppling Assad but the anti-Western jihad of al Qaeda leader Ayman al-Zawahri - a shift which could extend Syria's conflict well beyond any political accord between Assad and his foes. The fighting has already cost 90,000 lives.

Sandsynligvis er grænsen mellem Syrien og Irak så godt som ubevogtet, eller snarere i hænderne på sunni-militser af den ene og anden slags. Bomberne, der nu sprænger i Irak, kan være affødt af al den ammunition, som Saudi-Arabien og Qatar fodrer oprørerne med.

Og mange politikere mener, at vi bør gå ind på Al-Qaeda-i-Iraks side mod Assad; de er bare ikke klar over hvad der foregår. Alternativt ser de Iran som en større trussel end sunni-fanatikere, og fordi Syrien er allieret med Iran, skal Syrien ned med nakken. Det er Israels prisme, deraf israelske bombetogter over Syrien og seminarer arrangeret af den israelske lobby i DC med deltagelse af Den Frie Syriske Hær.

Syrien: Sluk ilden med benzin

USAs nye udenrigsminister har en snu plan:

The US is to step up its support for the Syrian opposition as it fights to topple President Bashar al-Assad, Secretary of State John Kerry says. Mr Kerry said the US would provide direct support to rebel forces in the form of medical and food supplies. (...)

Mr Kerry was speaking at a gathering of the Friends of Syria group in Rome. After the meeting, the European Union announced changes to its arms embargo on Syria, allowing EU states to provide armoured vehicles, non-lethal military equipment and technical aid to the rebels, but not weapons.

Hvis det var syrerne, man var så bekymret for, ville man ikke støtte oprørere, der har svært ved at klare sig selv. Det sikrer højst, at borgerkrigen fortsætter og slår mange flere mennesker ihjel, end hvis én side fik lov at vinde.

Men nej:

Other countries are making their own shifts. "Britain's policy couldn't remain static in the face of an ever-deteriorating situation," said the UK Foreign Secretary William Hague as he left the meeting.

Britain, he said, would be using any changes in the EU arms embargo on Syria to the full.

"We will send equipment that we haven't sent before," he asserted, but for now this will still not include weaponry, though he would not rule out the future supply of arms if the situation continued to deteriorate.

Dvs. hvis borgerkrigen bliver værre, vil man give våben til oprørerne. Som vi ved er dybt splittede og har stærke islamistiske fraktioner.

Hvilken humanisme!

Op på fars jihad

Sidste uge hørte vi om Danmarks Big Brother-i-Guantanamo-deltager, der var taget til Syrien på jihad og døde af det. Så sprænger en bilbombe i Damaskus, der slår mindst 53 civile ihjel.

Hvornår får folk som f.eks. Politikens kronikredaktør Anders Jerichow tiltrækkelig information til at hive hovedet ud af sin folkedrabsdyrkende numse og se, at "oppositionen" i Syrien ikke består af særligt flinke mennesker?

...Orwell, a constant struggle, etc...

Jus sayin

Det ville være det nemmeste i verden for de syriske oprørere at beskyde Tyrkiet for at provokere en invasion. Det ville så ende med en masse tyrkere i Syrien. Det er nok ikke det, som Saudi-Arabien, oprørernes primære støtte, ønsker, men det er måske ikke styr på.

Kurdistan?

Hvis Syrien falder fra hinanden, vil de syriske kurdere udråbe en kurdisk stat og søge støtte hos det irakiske Kurdistan? Og hvad gør hhv. Tyrkiet og Irak så?

Syrien er fkd

Jeg ved ikke så meget om Syrien, men når en minoritet hersker over en majoritet, er det nemt for folk udefra at lave rav i den ved at støtte majoriteten. Sunni-islam har en god lang tradition for at slå folk af andre overbevisninger ihjel - specielt andre muslimer - og de mange minoriteter i Syrien har sikkert grund til at holde flertallet nede, særligt i betragtning af den inspiration med mere, som oprørerne har fra Irak og Saudi-Arabien. Men det falder fra hinanden så let; det skal bare have et lille stød.

I det mindste holdt Vesten sit militær ude af denne hvepserede, bortset fra de obligatoriske specialstyrker.

Tyrkiets rolle kan jeg overhovedet ikke regne ud. Der er et historisk fjendskab mellem Syrien og Tyrkiet, men kan det forklare Erdogans aktivistiske udenrigspolitik? Hvordan passer det ind i den kolde krig ml Iran og Saudi-Arabien? Jeg ved nada.

Vi kan se frem til flygtninge.

Kold krig i varme lande

Det burde nævnes oftere, at borgerkrigen i Syrien er frontlinje i den kolde krig, som Saudi-Arabien og Israel i løst forbund fører mod Iran. Jeg stiller spørgsmålstegn ved det kloge i, at vi her er på Saudi-Arabien og Israels side.

Saudi-Arabien er den primære kraft i radikaliseringen af islam gennem udbredelsen af wahhabisme, en ekstremistisk udgave af sunni-islam. Israel er en af de primære drivkrafter bag konflikten ml USA og den muslimske verden. Iran er mest shi'a og har ingen eller minimal religiøs indflydelse på sunni-muslimer, som udgør ml 75 og 90% af alle muslimer. Iran har kun fundet politisk genlyd på 'gaden', som det hedder, fordi det i kraft af sin egen overbevisning om Irans islamiske republiks fortræffeligheder har en forkærlighed for at stikke fingre i øjnene på stormagter verden over.

Konflikten mellem Iran og Saudi-Arabien er gammel som arvesynden. Wahhabismen ser shi'a-islam som kættersk, og der er en masse shi'a-muslimer i den østlige del af den arabiske halvø, der bliver behandlet dårligt af sunni-herskerne. Og f.eks. Bahrain har tidligere været iransk territorie. Striden mellem sunni og shi'a går tilbage til islams skabelse, og Mellemøstens historie har ofte haft indslag af krige mellem øst og vest for Mesopotamien - i dag bedre kendt som Irak. Så scenen er sat.

Mit syn på Syrien er, at det er en opstand, der er blevet til en borgerkrig. Borgerkrige skal afgøres så hurtigt som muligt, for jo længere de pågår, jo mere ødelægger de, og borgerkrige er noget af det mest ødelæggende, der findes. Bare fordi en side er den stærkeste og slår flere uskyldige ihjel end den anden side, behøver vi ikke holde med den anden side. Den anden side får i det her tilfælde hjælp fra Iraks sunni-islamiske ekstremister, der har hærget Irak i det sidste årti med terrorbomber. Det er ikke flinke mennesker.

Med sine oliepenge til wahhabistiske moskéer er Saudi-Arabien en langt større trussel mod Europa og resten af verden end Iran med sine ikke-eksisterende atomvåben. Så hvorfor er det egentlig, at vi blander os i det her?

Yemen også: USA bomber gladeligt yemennitiske shi'a-muslimer på Saudi-Arabiens opfordring. Bomber fra luften er altså ikke skidesmarte, hvis man vil bekæmpe terrorisme. Det er nok heller ikke det, det drejer sig om.

Opsamling

Belgisk-fransk-luxembourgske Dexia Bank, der blev vurderet som en stor, sund og glad bank af ECB for tre måneder siden, skal have statsindskud og statsgaranterede lån for mindst 700 mia. kr. for at overleve.

Ifølge Europol er der blevet snydt for ca. 5 mia. € med EU's udledningshandelsordning, også kendt som cap'n'trade i USA. Handel med udslipskvoter.

Irak vil ikke undtage amerikanske "rådgivere" for irakisk lov, hvilket gør et endeligt amerikansk exit meget sandsynligt, selv om Obama har kæmpet hårdt for det modsatte.

I samme dur har Irak proklameret sin støtte til Syriens styre, på trods af USAs ønsker.

Rusland og Kina har desuden stoppet ethvert tiltag til sikkerhedsrådsresolutioner mod Syrien, fordi USA og Europa misbrugte resolutionen om beskyttelse af libyske civile til at angribe Libyen.

S-R-SF's regeringsprogram, i det store og hele en videreførelse af VKO. Indtil videre har jeg ikke fortrudt min stemme på Enhedslisten.

Hvis vi skal støtte kampen mod nazisterne

Weekendavisen.dk har lagt ugens leder om Syrien op på nettet. Gæt hvem der er den nye Hitler!

Syriens al-Assad regime udgør den sidste repræsentant for en politisk tænkning, der har sine rødder i Nazityskland. (...)

Baath-partierne var og er opbygget med tysk hjælp og efter nazistisk model (...)

Om Baath-partiet er der imidlertid det samme at sige som om andre nazi-partier (...)

Fascismen i Syrien påstår, at Baath og al-Assad beskytter de kristne og alawitterne mod de vilde sunnier. Akkurat som nazisternes race-teorier tjener denne forståelsesramme til at binde folk uløseligt til regimet (...)

Ikke alene driver al-Assad klanen Syrien som sin egen slaveanstalt; man er også involveret med terrorister og gemene gangstere fra hele det store mellemøstlige lager af den slags. Også på dette punkt ligner regimet andre nazi-styrer (...)

Hvis vi skal støtte syrerne på den rigtige måde i deres kamp for frihed, må vi hellere forstå dem ret.

Jo, vi forstår godt, hvor du vil hen: Fyr den løs og spil den af. Men er det ikke nok med to krige ad gangen? Eller får mennesker som dig aldrig nok?

Ba'ath-partiet kan man læse mere om på internettet, hvis man vil vide noget om det.

---

Glemte i skyndingen at sige, at det er Anne Knudsen, der har skrevet lederen.

Dagens dobbeltmoral

Politiken 16. marts om Libyen:

Europa kan ikke se passivt til, mens voldsomme overgreb på civile finder sted i vores eget nærområde. (...)

Militærmagten kan ikke skabe et nyt demokratisk regime, men drabene på civile kan i det mindste standses.

Politiken 7. maj om Syrien:

Vi kan og skal ikke gribe ind i konflikten militært, og vi kan og skal ikke blive en central aktør i det opgør, der forestår. Vi ved, at der blandt oprørerne er vidt forskellige kræfter, og at der blandt dem er elementer, vi ikke sympatiserer med.

Dobbeltmoral er fint nok, hvis det er for at slå færrest mulige ihjel i sidste ende ved ikke at 'gribe ind' - netop af hensynet; at hindre civile i at dø. Men var overvejelser om de menneskelige omkostninger ved en lang borgerkrig i Libyen med i disse overvejelser, eller var det for tungt at tænke på, at en enkelt massakre var at foretrække? Drejede det sig i virkeligheden igen om vores egen moralske forfængelighed og ikke om brune mennesker har det godt eller dårligt?

Hvor er vi gode.

Hussein Obama!

Jamen, altså.

BAGHDAD - Iraq's cabinet overwhelmingly approved a security pact on Sunday that will enable a continued American military presence in Iraq for up to three more years, overcoming protests from hard-line Shiite nationalists and pressure from Iran to block the deal. It is expected to go before the parliament for final approval by the end of this month.

Key revisions on sovereignty issues, demanded by Iraq and accepted by the US during months of fractious negotiations, led Iraq's highest-ranking Shiite religious figure, Grand Ayatollah Ali al-Sistani, to indicate over the weekend he would not object to the sweeping deal. Although the pact has experienced pockets of resistance, many Iraqis say the victory of US President-elect Barack Obama was a factor because of his promise to withdraw troops within 16 months of taking office.

The pact specifies that US units are to withdraw from Iraqi cities by June 2009, with a final countrywide pullout by the end of 2011. US diplomats have grown increasingly desperate to conclude the deal before a United Nations mandate, under which US forces currently operate, expires at the end of this year.

Passage through parliament is expected, since the cabinet vote showed that key political blocs support the deal, said government spokesman Ali al-Dabbagh.

"They all expressed a positive position because they consider it the best [agreement] possible, because it will manage and end the military presence and guarantee the complete withdrawal of the troops," said Mr. Dabbagh.

Og så et par uger efter jeg spåede aftalen død. Hvor vover de. Nu skal den dog gennem parlamentet, og en ja-stemme kan godt blive en møllesten om halsen på partiernes lokale repræsentanter, når der er lokalvalg d. 31 januar. Stemningen er imod enhver aftale med USA, selv om den er den bedste for Irak, og en stor sejr for irakisk suverænitet i forhold til det, USA diskede op med i starten. Al-Dabbagh forsømmer heller ingen muligheder for at understrege dette. Alternativerne er:

1. Forlængelse af FN-mandatet, der stort set giver USA fri hånd i Irak, eller
2. At USA fortsætter som nu, men uden tilladelse fra Iraks regering og parlament, eller
3. At USA trækker sine styrker tilbage til deres baser helt og aldeles.

Hvorimod denne aftale:

1. Kræver alle amerikanske styrker ude af irakiske byer før juli 2009,
2. Kræver alle amerikanske styrker ude af landet før slutningen af 2011,
3. Forlanger, at amerikanske aktioner bliver godkendt af den irakiske stat,
4. Hvilket inkluderer alle angreb mod nabolande, som mod f.eks. Syrien og Iran, og
5. At alle fremmede styrker på irakisk territorie (dvs. ikke USAs baser), der ikke er i tjeneste, hører under irakisk lov.

Slet ikke dårligt. Det er nok det bedste, denne tragedie kunne ende med, fordi aftalen sætter en tidsramme for amerikansk tilbagetrækning. Obama er en faktor, fordi hans retorik har overbevist irakerne om at få deres sager i orden så hurtigt som muligt, før USA trækker sig ud.

Der er stadig Kirkuk. Man må håbe, at kurderne bliver lidt mere realistiske ved synet af amerikanske tropper, der tager hjem. Der er stadig masser af vold; Baghdad er ved at blive hed igen. Aftalen er ikke stemt igennem. Er sikkert lige så fuld af huller som Baghdads betonmure. Intet er afgjort.

"En kæmpe maskine"

I forlængelse af forrige indlæg: En artikel, som NYTimes nok har siddet på et stykke tid, hvori det fortælles, at Rumsfeld gav militæret fuldmagt til selv at foretage angreb i fremmede lande, hvis målet var mod AQ eller lignende.

Selvfølgelig i kontekst af togtet mod Syrien. Men når jeg tænker over det, så er det jo overhovedet ikke nyt; USA har trådt på suveræne landes fødder i et godt stykke tid. Det nye er, at det åbenbart ikke engang skal godkendes af den civile ledelse først. Det hænger meget godt sammen med Bush's villige afhænden af autoritet, i militær- og udenrigspolitik til Petraeus, i økonomi og finanspolitik til Paulson og Bernanke. Bush er så upopulær (mest upopulære nogensinde, siden man begyndte at måle), at han ikke kan få noget igennem, med mindre han sætter et andet ansigt på.

Klogeligt har hæren valgt ikke at angribe Iran. De kunne jo ligefrem finde på at skyde igen, og så har vi balladen. Men det er værd at notere, at togterne ind i Pakistan virkeligt er taget til på det seneste, og at Syrien nu også er inkluderet. Det bliver to lange måneder, før Obama får roret - men de kan sagtens vare længere endnu, for som Per Stig Møller forklarer så fint:

»Jeg vil bare understrege, at den amerikanske udenrigspolitik er en kæmpe maskine, som grundlæggende har kørt i det samme spor fra præsident til præsident«, siger Per Stig Møller.

Man skulle tro, at han var helt glad ved tanken om en kæmpe, fuldautomatisk krigsmaskine, modsat Eisenhower, den vatnisse. Men Obama er dog mere til venstre, end de herrer Møller og Pind håber på, f.eks.:

Obama bridled at the sometimes mindless rituals and one-upmanship of a national political campaign in the age of cable news. He resented the pressure he felt to declare, as he put it to NEWSWEEK, that you "want to bomb the hell out of someone" to show toughness on terrorism.

Obama kom også for skade til at sige, at han som præsident ville forhandle med fjender uden forbetingelser. Det var jo åbenbart en stor fejl, ifølge maskinen, selv om det er det, man altid har gjort. Men det er rigtigt, at maskinen måske vil sluge Obama med hud og hår. Og lige nu kontrolleres den faktisk af militæret. Med det i mente giver det mere mening, at USA søger at militarisere forholdet til Pakistan - sådan tænker militærfolk nu engang.

Ang. Syrien

Interessant.

Israels fungerende premierminister Ehud Olmert vil snart genindlede indirekte forhandlinger med Syrien med Tyrkiet som mellemmand.

Det fremgår af samtaler mellem den danske udenrigsminister Per Stig Møller og Israel i denne uge. En dansk diplomatisk delegation har i løbet af ugen besøgt både Syrien og Israel og ageret som uformelt sendebud. Den israelske avis Haaretz citerede i går danske diplomatiske kilder for, at den syriske præsident, Bashar Assad, under et to timer langt møde med danskerne udtrykte stor entusiasme omkring fortsatte forhandlinger med Israel. Præsidenten var »meget seriøs« omkring forhandlingerne, sagde han til den danske delegation.

Dette er før USAs angreb på Syrien.

Udsigten til nye forhandlinger besværes imidlertid af det amerikanske luftangreb på syrisk territorium i søndags, der tilsyneladende havde til formål at få ram på en ledende ekstremist med bånd til al-Qaeda.

En af spekulationerne om motiverne for USAs angreb på Syrien er netop, at det var for at ødelægge mulighederne for fred mellem Syrien og Israel, og give Likud en hjælpende hånd i det forestående valg. Ville meget gerne se kommandogangen for ordren.

Per Stig er normalt gevaldigt dum at høre på, men det kan være ligemeget nu, for dette rehabiliterer ham, og mere til, i mine øjne. Selv om Syrien ikke fortjener nogen hjælp overhovedet, efter alt det lort, de hældte ud over os under Tegneseriekrisen. Bliver stadig forbandet af at tænke på det. På den anden side er det jo godt for Israel, og regionen i det hele taget.

Firs dage tilbage før en ny amerikansk administration.

Iraq-rolled

Irakerne tog ikke vel imod USAs togt mod Syrien.

The United States raid on Syria on October 27, which led to the killing of eight civilians, sent shockwaves throughout Iraq, mainly enraging the Sunni community, former Ba'athists and tribal leaders who are pro-Syrian.

It came as such a surprise to Prime Minister Nuri al-Maliki that he was completely dumfounded at commenting. Here was the prime minister of Iraq, an ally of Iran and a former resident of Syria, watching Syria being attacked from his own territory - without his knowledge.

Læs endelig det hele. Syrien er i en særlig position, i midten af mellemøstlig magtpolitik, uden for alvor at være draget ind i den. Indbyggerne er sunni, og en del af Iraks største stammer har store syriske kontingenter. I spidsen er Assad-familien, der er alawi, en noget obskur gren af shi'a-islam, som både konservative sunni og shi'i anser for kættere. Landspartiet er Ba'ath-partiet, ophav og søsterparti til den irakiske fraktion. Og rivaler. Men rivaliseringen er gået noget i glemmebogen på det seneste. Syrien har selvfølgelig haft gang i Libanon, og har en bunke kurdere i østen, og sikkert en masse andet, jeg ikke er klar over.

Sum: Både de irakiske sunni og shi'i ønsker et godt forhold til Syrien, shi'a-araberne ikke mindst for at gøre Iran glade. Mod det taler intern irakisk realpolitik, hvori den irakiske regerings magt afhænger af USA. Mon olieprisens fald også har noget at sige? Mon dog ikke.

SOFA-aftalen med USA er så godt som død, tyder det på, så al-Maliki vil nok vride så meget politisk kapital som muligt ud af den. Men USA skal nok til at passe på ikke at lægge for meget pres på ham, med yderligere togter mod Syrien. Spørgsmålet er nu, hvor langt en udgående Bush/Cheney-administration vil gå, hvis Obama vinder. Realpolitik interesserer dem jo ikke, hverken irakisk eller amerikansk.

Måske underligt

Jeg kan heller ikke se megen anden grund til angrebet mod Syrien, end at det er for at hjælpe McCain. Men det forklarer angrebet rationelt; det behøver det ikke have været. En talsmand fra USAs hær har bekræftet aktionen.

A U.S. military official in Washington confirmed that special forces had conducted a raid in Syria that targeted the network of al Qaeda-linked foreign fighters moving through Syria into Iraq.

The Syrian government said four U.S. military helicopters attacked a civilian building under construction shortly before sundown Sunday, killing eight people in the village of Sukkariyeh -- about five miles inside the Syrian border.

"We are taking matters into our own hands," the official told the Associated Press Sunday, speaking on condition of anonymity because of the political sensitivity of cross-border raids.

Hvorfor anonymt? Var aktionen ikke godkendt ovenfra? Syrien er ikke Pakistan, grænsen er ikke Durand-linien, og der var ingen chance for, at aktionen bare kunne skjules. Er det for at give indtrykket, at USAs hær er ude af kontrol, eller den civile ledelse utilregnelig, og at Syrien derfor bør være meget bange, og adlyde?

Der foregår noget sprødt her. USAs tabstal i Irak er lavere end nogensinde (dog ikke irakernes), og de fremmede jihadi var aldrig det, medierne gjorde ud af dem. Jeg kan overhovedet ikke se nogen grund til, at USA slår til netop nu. Jo, valget. Men derfor behøver det ikke nødvendigvis være godkendt fra oven. Den irakiske regerings talsmand, al-Dabbagh, har anerkendt og godkendt angrebet, men spørgsmålet er, om regeringen var blevet oplyst om det på forhånd. Sandsynligvis ikke. Og hvad vil Iraks partier og fraktioner sige, og Iran?

Developing...

Kviksand

Hvis historien om, at amerikanske soldater angreb inde i Kambodia Syrien, er god nok, så spørger jeg mig selv, om der er fuld kontrol med hæren. Det er sådan noget, jeg normalt spørger mig selv om lande som Iran og Pakistan.