Pro-selv

Der er et pro-Israel argument, som jeg kan lade som om jeg ikke forstår: At Israel bliver behandlet uretfærdigt af verden, fordi de bliver kritiseret for ting, som andre lande ikke bliver kritiseret for.

Der er ikke noget af det, som Israel gør, som ikke også sker i andre lande som Rusland, Nordkorea eller USA. Alligevel bliver Israel, og kun Israel, ved navns nævnelse anklaget af FN-komiteer for den ene og den anden forbrydelse. Derfor er det hykleri og/eller anti-semitisme at skrige op om Israel, så snart de kilder sin næse eller rører en storetå. Der var jo ingen, der brokkede sig over Sri Lankas massakre af tamiler.

Hvordan kommer man frem til, at det betyder, at Israel skal støttes? Hvorfor skal man støtte aktioner, som man implicit mener er forkerte, hvis andre udfører dem?

Jo...hvis man ikke mener, at aktionerne er forkerte, men del af en uværgelig stammekrig, hvor man ikke kan tillade sig at være blødsøden.

Og jeg kan spille hård og sige, at det ville være mig det samme, hvis det ikke var fordi, at jeg og mine medmennesker ikke kan vælge at sætte sig uden for krigen. Det er naivt at tro andet. Det særlige ved Israel/Palæstina er netop, at folk over hele verden vælger side i konflikten. Så derfor er det rigtige at modsætte sig det forkerte, for min og mit eget lands skyld.

De tre b'er

Bosættelser.



Besættelser.



Og blokade.



En længere diskussion af disse komponisters betydning for Israel og Palæstina på Citizens blog, for de masokistiske og musikalske.

Obama akbar!

Mine håb for Obama-kalifatet var ellers ved at synke i grus - han har været ved magten i næsten en uge nu, og har ikke engang indført tvungen halal-mad i Det Hvide Hus - men se her! Det første interview siden indsværgelsen giver han på al-Arabiya, Saudi-Arabiens konkurrent til al-Jazeera. Han ofrer praktisk taget Israel på et fad. Inden længe tilhører vi alle Dar al-Islam, og det grønne flag vil veje over hver en metropol på kloden.





Men alvorligt talt...det er en god start. En rigtig god start. Obama er i tal lige så populær i både USA og resten af verden Europa, som Bush var upopulær, og glæden ved ham er simpelthen en glæde over, at vi er ved at vende tilbage til mindre sindssyge tider. USAs udenrigspolitik vil stadig være dum og arrogant, men ikke mere end andre landes, kun mere magtfuld. Det ser i hvert fald lovende ud.

Ikke helt symbiose

Så Olmert siger, at han med et telefonopkald til Bush fik vredet armen om på Condoleeza Rice. Jo, Wag the Dog. Men det er gået begge veje. Så vidt jeg kan læse mig frem til, så er israelerne alvorligt opskræmt over Irans støtte til Hamas, og forestiller sig, at det nærmest er Iran, de bomber i Gaza. Hvis USA havde sagt ja til Irans store tilbud (jeg elsker det link) i 2003 om normalisering af forholdet, ville Iran også have kappet båndene til Hamas.

A two-page summary was attached. Scanning it, Mann was startled by one dramatic concession after another -- "decisive action" against all terrorists in Iran, an end of support for Hamas and the Islamic Jihad, a promise to cease its nuclear program, and also an agreement to recognize Israel.

This was huge. Mann sat down and drafted a quick memo to her boss, Richard Haass. It was important to send a swift and positive response.

Then she heard that the White House had already made up its mind -- it was going to ignore the offer. Its only response was to lodge a formal complaint with the Swiss government about their ambassador's meddling.

Bush/Cheney-administrationen har også forsøgt at sabotere fredsforhandlingerne mellem Syrien og Israel. Så den fred, Israel så inderligt længes efter, er blevet skudt i stykker af deres nærmeste allierede.

Og det er måske det største problem: At der er en gruppe temmeligt indflydelsesrige mennesker, som faktisk ikke vil frem til freden. Det gør det jo lidt omsonst at diskutere vejen derhen.

Det gode

Der er noget underligt over diskussionen om proportionalitet mht. I/P. Der er et lille, godt interview med en Etgar Keret af Krasnik i Weekendavisen denne uge (ikke online). Sætter god, tyk streg under besynderligheden med dette citat:

"[Israels] kritikere antyder, at der er en slags kvote af civile ofre, der er i orden og acceptabel i en konflikt som denne. Som om man kan føre statistik over krig som en eksakt videnskab. 10 døde civile er okay, men 30 er ikke. 600 er slet ikke. Hvad ville have været det rette tal på den anden side af ligningen? 12,5?"

Og giver modeksemplet Afghanistan:

"Tag nu angrebet den 11. september 2001. Hvor mange blev dræbt? Var det 3000? Det var da ikke en eksistentiel trussel mod USA. Det er småting i forhold til det antal, der dør i trafikken. Og alligevel accepterede alle det massive angreb på Afghanistan med tusinder af ofre."

Jeg tror, at folk kommer forskellige steder fra: Israel - og man kan vist efterhånden godt sige israelerne - mener faktisk, at krigen mod Hamas vil hjælpe på sikkerheden. De kan pege på militære pejlemærker: Hvor mange Hamas-folk, tunneler og knudepunkter, der er slået ihjel, ødelagt eller indtaget. Den europæiske kritik af "manglen af proportionalitet" har en anden vinkel: Dette vil ikke føre noget med sig, på samme måde som krigen mod Hizbollah ikke førte til nogen varig fred. Derfor er det intet andet end en straffeaktion, hvor straffen er voldsomt ude af proportioner med forbrydelsen, og i øvrigt kun vil gøre tingene værre.

Men Kerets sammenligning med Afghanistan mangler lidt historie: USA havde - så vidt jeg ved - ikke krummet et hår på talebanerne, da 9-11 skete. Da talebanerne husede al-Qaedas ledelse, ikke ville straffe dem og ikke ville udlevere dem, var det så godt som en krigserklæring ud af det blå. USAs invasion var derfor fuldt ud folkeretsligt forsvarlig (men ikke militært).

Men konflikten mellem Israel og palæstinenserne begyndte ikke i går, som Keret ellers lader som om i diskussionen om proportionalitet. Når folk diskuterer ret og uret i denne konflikt, ender det tit med en diskussion om hvem, der begyndte. Ja, Hamas fyrede Kassam-raketter af, og slog israelere ihjel. Hvad så med Israels brud på våbenhvilen d. 4. november, hvor de slog nogle palæstinensere ihjel? Eller blokaden af Gaza, der går tilbage til før Hamas kom til magten, og udsultede alle og enhver i Gaza-striben, civile såvel som paramilitære? Hvad med den langsomme etniske udrensning af arabere på Vestbredden, der ikke engang er israelsk territorium? Palæstinenserne må jo derfor være i deres gode ret at handle udenfor alle proportioner for at stoppe Israel - hvis de kunne. En handlings moral afhænger jo ikke af hvem, der udfører den. Så alle har vel ret til at slå hinanden ihjel, ikke?

Alt dette skyder forbi målskiven. Spørgsmålet er: Hvad er det gode i dette? Fred. En handling er ikke god, hvis den modvirker det gode. Israels handlinger vil ikke føre til fred. Israelerne tror det åbenbart; jeg gør ikke. Ergo er der ingen godhed i dette, mener jeg. Hvis Israel leder efter en langsigtet militær løsning på en konflikt, der grundlæggende er politisk, så burde de udrydde palæstinenserne. Det ville jo være ironisk.

Moderat vesterlænding

Når alle muslimer skal fordømme alle ekstremistiske muslimers ekstremistiske handlinger for at vise, at de ikke stiltiende samtykker, vil jeg gerne følge denne regel og fordømme massakren i Gaza. Jeg har ikke gjort noget fra eller til, men jeg vil nødigt have nogen til at tro, at blot fordi jeg er hvid og bor i Vesten, så støtter jeg Israel.

Pinligt er ikke ordet; jeg har ikke noget med det her at gøre. Når argumentet lyder, at vi bør støtte Georgien mod Rusland og Israel mod muslimerne, fordi de to lande er demokratier, så ses der bort fra, at handlingerne, der åbenbart skal støttes, ikke har noget med demokrati at gøre. Det, der egentlig menes, er, at de er som os - fordi man med "demokrati" ikke forstår egentlig selvbestemmelse, men vesterlændinge. Ergo den neokonservative tanke om, at et demokratisk Irak ville støtte Israel. Sådan er det ikke gået, hvilket man ville forstå, hvis man vidste, hvad "demokrati" går ud på.

Men hul i det: På et tidspunkt, inden for de næste tredive år, får Iran eller et arabisk land atomvåben, og Israel vil da atombombe dette land og slå millioner af mennesker ihjel, fordi de potentielt kunne være slået ihjel selv - hvilket er rationalet bag Israels små krige; barbarerne skal holdes nede. Og det går det da også meget godt med, selv om det selvfølgelig giver ammunition til de muslimske civilisationskrigere. Man vil jo ikke risikere noget.

Når bomben falder, er fanden løs, og intet vil holde nogen tilbage. Det tror jeg egentligt også, at muslimhaderne vil have det bedst med, da enhver god realpolitisk analyse ender i deprimerende konklusioner om, hvor lidt Vesten kan opnå ved at øse penge ud til usle diktatorer og slå mennesker ihjel på konventionel vis. Det vil alligevel være folk en lettelse, når vi alle kaster civilisationens snærende gevandter af os og fremstår som de intelligente og krigeriske aber, vi er. I hvert fald et lille øjeblik.

Jeg er temmeligt ligeglad med moral og etik i denne stupide konflikt - palæstinensernes og israelernes liv er ikke mere værd end andres, af hvilke langt flere går tabt. Men Palæstinas lille, tætte konflikt når ud over hele verden og trækker os alle ned, som et sort hul, mod en ny mørk alder. Hitlers hævn over verden.

Selvkørende

Jeg har ikke haft lyst til at skrive om Gaza. Konflikten er deprimerende, fastlåst, og voldsomt overeksponeret. Men skidtet går mig på, jeg bliver nødt til at rede mine tanker ud, det kan jeg lige så godt gøre her.

Fundamentalt set er begge sider irrationelle - som Marc Lynch skriver, så er det svært at se, at dette kan føre til andet end højst midlertidige indenrigspolitiske vindinger for både Hamas og den israelske regering. På lang sigt er situationen for regionen uændret, og den er:

• Bosættelserne fortsættes med at udvides, på trods af den israelske befolknings ønsker. Der bor over en kvart million israelere på Vestbredden, og der er ikke nok politisk kapital i det ganske land til at fjerne dem. Selv pogromen ved Hebron for nyligt vil ikke ændre noget, for politikere er nu engang politikere.

• Det apartheidsystem, som israelerne har måttet indføre for at beskytte bosættelserne, radikaliserer palæstinenserne, der lever en kummerlig tilværelse under Israels styre.

• Israels ønske om sikkerhed er blevet til en politik, der kun har som mål at dominere naboerne militært - en grund til angrebet mod Gaza var angiveligt, at man måtte angribe nu, da det ellers ville blive for kostbart senere.
  

• Det gør Israel meget nemt at provokere til overilede aktioner, som mod Libanon i 2006 og denne mod Gaza i dag, samt blokaden af Gaza. Aktionerne slår civile ihjel, og øger hadet til Israel. De skaber flere fanatikere, der vil prøve at skade Israel, Israel vil overreagere, cirklen er sluttet. Dertil de, der er vrede over bosættelserne. De fleste palæstinensiske fraktioner dyrker samtidig en martyrideologi, hvor en ligegyldig raket mod Sderot eller et bulldozer-angreb på en eller anden måde gør mænd af drenge. De er parat til at dø, hvad enten det hjælper eller ej.

Israel gør, hvad de vil. De gør langt fra alt, de kan - de kunne såmænd godt udradere de halvanden million gazaboere, hvis de ville - men deres nær totale militære dominans gør, at Israel ikke behøver tænke, kun reagere. Israel skal kun tage hensyn til indenrigspolitik og til USA, for USAs støtte til Israel er massiv, og uden denne ville situationen se anderledes ud. USA er dermed det eneste land i verden, der har reel indflydelse på Israel. Men i USA dyrkes historierne om jødernes lidelser under nazisterne så hårdt, at enhver kritik af Israel er bandlyst fra de toneangivendes rækker. Og så længe USA støtter Israel, er der ikke nogen faktor udefra, der kan ændre konfliktens retning. Den er selvkørende.

Så det her møg vil blive ved. Om Hamas vil sættes fra magten i Gaza: Muligvis, og erstattes af endnu mere tossede mennesker med endnu mindre magt. Med mindre Israel vil besætte Gazastriben igen. Bosættelserne vil vokse, ligeledes Israels indre splid. Og Israel vil kaste sig ud i disse straffeaktioner fra tid til anden. En masse mennesker vil dø, langt de fleste palæstinensere. Uanset hvilke småting, der fik Arafat til at sige nej til Ehud Baraks tilbud tilbage i 2000, så ville aftalen have været langt bedre end situationen er nu. Smukke tabere.

Og lur mig, om ikke nogen idiotiske muslimer tænker på at sprænge noget i luften i Europa pga. dette, fordi de er for chauvinistiske til at kende forskel på europæere, israelere og amerikanere. Tilbage fra 2006:

German investigators said Friday that bombs found on two trains last month might have been planted by two young men angered by the war in Lebanon.

Civilisationskrigen går sin gang.

Undermineret virkelighed

Det dumme smitter:

Udenrigsminister Per Stig Møller mener, at Frankrigs føler til den palæstinensiske bevægelse Hamas underminerer den palæstinensiske præsidents autoritet.

Per. Ved du hvad der for alvor underminerer Mahmoud Abbas' autoritet? At det er Hamas, der styrer Gaza, og ikke Fatah. Tror du, at Fatah på en eller anden måde vil genvinde magten i Gaza hvis vi nægter at tale med Hamas - som i øvrigt, pr. demokratisk valgsejr, burde kunne danne regering i Palæstina? Hvis nej, hvad præcis er målet her? Er der overhovedet en langsigtet strategi, eller har vi som sædvanligt hovedet oppe i egen numse?

Måske det snarere er virkeligheden der underminerer dit verdenssyn, måske omvendt. Hvad ved jeg.

---

Jeg må snart lave en liste over alle selvmodsigelserne i vestlig udenrigspolitik. Jeg må have fod på skidtet.

Terrrorrr

Dette underbelyste begreb. Nej, alvorligt talt: Hvorfor er det, at Israels kollektive udsultning og bombninger af Gazas civile ikke er terrorisme, mens Hamas' og Hizbollahs selvmordsbomber og missiler mod israelske civile er? Hvis det drejer sig om statsmagtens monopol på vold, og at det er terrorisme at udfordre denne, hvordan får man det til at stemme med at Hamas de facto er Gazas statsmagt? Er det fordi Hamas ikke er anerkendt af udlandet? Er det ikke en irrelevant politisk skelnen, idet en anerkendelse ikke vil betyde alverden for terrorismens ofre? Og hvis det er en relevant skelnen, gør det så ikke begrebet "terrorisme" politisk diskriminerende?

Jo. Lad nu være med at spille dum: Ordene "terrorisme", "terrorister" og "terrorbevægelse" bruges kun om muslimske militante organisationer, der angriber civile, og som ikke er i forbund med Vesten. Det er derfor Hizbollah er en terroristorganisation, mens falangisterne ikke er. Og lad os endelig ikke tale om Quds-styrkerne. Jeg kan ikke vente på at forlade dette årti.

Idiot m. magt

Idioter.

---

Når idioten har magt, har idioten magt til at tvinge sine idiotier ned over andre.

Hvor mange dage endnu? 320?

Min ideelle politiske verden er én, hvor ingen har magt over noget de ikke forstår. Men magt vil altid udad; som mennesker kan den ikke hvile i sig selv. Det er ét, at identitet skabes ved opposition, men et andet, at magt er meningsløs i et politisk tomrum. Derfor vil den ud og se verden.

Rocket Science

En tråd på Daily Kos beretter om Golflande, der har bedt sine landsmænd om at forlade Libanon pronto.

Mit gæt er, at Golflandene frygter nye israelske bombninger af Sydlibanon, hvis Hizbollah vil angribe Israel med raketter - i "solidaritet" - pga. hændelserne i Gaza, nogenlunde som det skete for halvandet år siden.

Det interessante er hvem, der har sagt hvad til hvem. Efterretningsstrømmen plejer at fortælle en del om hvor landene står i forhold til hinanden i øjeblikket.

Are you the Judean People's Front ?

Fuck off! We're the People's Front of Judea!

Del og hersk, som læren går.

Femdøgnsprognose for Gaza

Spekulationer om situationen i Gaza og på Vestbredden.

Hamas sikrer kontrollen over Gaza, Fatah over Vestbredden. Israel og USA tisser i bukserne, og gør helvede hedt for Hamas, presser Egypten til at hjælpe sig. Ikke så svært, når Mubarak allerede er i USAs lommer (2,5 milliarder $ om året). Egypten lukker grænserne, Israelerne blokerer for alt andet end det livsnødvendige, og USA sørger via diplomati for at pengene bliver væk.

Hamas's ynkelighed bliver udstillet, samt de arabiske landes impotens, nok engang. Gaza-palæstinenserne bliver langsomt kvalt, og rapporterne strømmer ud om deres nød. Men Hamas er for dumstædige til at forhandle, og sværger martyrdom for hele Gaza. Den arabiske gade bliver vred og ophidset, over arabiske lidelser og arabisk magtesløshed.

Abbas bliver stillet et ubehageligt valg, da Olmert tilbyder en art normalisering med Vestbredden. Tager han imod det, vil han også i Vestbreds-palæstinenseres øjne ligne en Judas, eller snarere Israels velafrettede hund. Siger han nej, er en stor chance for et bedre liv for Vestbredden gået af hænde. Eller også bare en større bankkonto, Fatah er jo gennemkorrupte. Han afslår, bl.a. fordi risikoen for en folkelig opstand på selve Vestbredden er for stor.

Forholdet mellem USA og Vesteuropa forsures igen. Sarkozy og Bush's hvedebrødsdage er ovre, og selv Merkel udtrykker betænkeligheder ved Israels politik. Putin leger mellemmand mellem Hamas og Israel, men det fører ikke til noget. Ahmadinejad hoster flere trusler op mod Israel, og soler sig i opmærksomheden. Han kan ikke få nok. USA truer tilbage, flere flådemanøvrer i Golfen. Oliepriserne får endnu et nøk.

De ubekendte er først og fremmest hvordan Hamas opfører sig, ansvarligt eller ej. De kan puste til ilden, for eksempel ved at fortsætte udrensningen af illoyale i Gaza, samt sværge hævn over Israel. De kan prøve at dæmpe volumen, og fremstille sig som den forfulgte uskyldighed, hvilket nok vil fungere bedre. Hver bandbulle mod Israel flytter EU mod Israels og USAs position.

En anden ubekendt er Hizbollah, som jo i sin tid kidnappede de to israelske soldater i sympati med palæstinensernes aktioner. Nasrallah ser muligvis sit snit til at fremstå som den eneste stærke arabiske leder endnu engang, og beordrer raketangreb mod det nordlige Israel.

En tredje er selvfølgelig Israel, og hvordan Julikrigen har påvirket styrkeforholdet mellem duerne og høgene.

En fjerde er om de neokonservative i Bush-administrationen vil udnytte øjeblikket til at rykke magtbalancen i deres favør og angribe Iran.

Jeg håber jeg tager fejl.