Anstændighed

Kommentar til en artikel i Weekendavisen (abonnement).

Det drejer sig om anstændighedsargumentet, om indvandring, og om den rigtige handling. Skribenten Arne Hardis skriver om Ny Alliances politik, eller mangel på samme. En god og nøgtern analyse, der viser, hvordan partiets hidtil vage linier kun adskiller sig symbolsk fra Fogh-regeringens førte politik, med undtagelse af skattepolitikken. Seebergs bemærkninger under tegneseriekrisen tages under kærlig behandling. De mindede meget om Nyrups, og at Seeberg dengang fandt 'behov for, at vi fra dansk side kigger ud og ser på, hvorfor næsten alle er uenige med Danmark' tegner et billede af et EU-parlament, der lever under en osteklokke.

Men lad det ligge. Jeg bider mærke i denne sætning:

Med dannelsen af Ny Alliance er endnu en større gruppe vælgere på vej til at acceptere hovedlinierne i den udlændingepolitik, som ingen anstændige mennesker kunne forestille sig for en halv snes år siden.

Min fremhævning. For det er et meget vigtigt tillægsord i disse tider. Måske jeg lægger for meget i det, men i en ellers holdningsfri artikel er det et stærkt udsving på værdiskalaen.

Hvad er anstændighedsargumentet? At indvandrings- og flygtningepolitik bør føres med anstændighed. Det vil sige, at man behandler folk ordentligt, både når de er her og vil hertil. Det vil sige, at stramningerne i udlændingepolitikken siden 2001 er uanstændige, idet de bevidst blokerer for mennesker, der har legitim grund til at søge væk fra deres moderland. For flygtninge er medmennesker, og man hjælper sine medmennesker, hvis de er i knibe. Bliver de forfulgt på den ene eller anden måde, er det kun almindelig anstændighed at tage dem ind i sikker havn.

I 2006 var der i alt 12 millioner flygtninge i verden. Dertil 21 millioner interne flygtninge. Jeg vil tro, at det ikke ville være noget problem at få 100.000 flygtninge om året til Danmark. For selv før 2001 var der love, der forhindrede en sådan anstændighed. Jeg skriver anstændighed, for blandt de 100.000 flygtninge ville der ikke være én, der ville have mindre ret til eller mindre brug for at komme i sikkerhed i Danmark end nogen anden. Og der ville sikkert være mange af de 11,9 millioner andre flygtninge og de 21 millioner internt fordrevne, der ville have lige så meget ret til at komme til Danmark, og som man i anstændighedens navn burde tage indenfor i varmen.

Dette er ikke reductio ad absurdum, for moral kan ikke gradbøjes. Anstændighedsargumentet kan ikke pludselig blive ugyldigt, fordi antallet af flygtninge vokser. Enten er det rigtigt, eller også er det ikke.

Det fører så frem til den naturlige konsekvens: At føre en pragmatisk indvandringspolitik. Den høje moral bliver gradbøjet i virkeligheden og af virkeligheden, af pragmatisk nødvendighed. Dette er argumentet om, at det er i orden at stjæle brød, hvis man er fattig og sulten. At leve under nødvendighedens lov, eller så megen anstændighed, som man har råd til.

Og Danmark har ikke råd til alverden. Den sociale arv blandt de forskellige indvandrergrupper skal brydes, og den skal brydes nu. Det gør man ved at stoppe for indvandringen, og sørge for gode jobs og forhold for dem, der er her. For Europa er i øjeblikket ikke i balance, og den etniske underklasse kan meget vel blive lige så permanent som USAs. Med arbejdsløshed, kriminalitet, racisme og had som følge. Det er allerede den virkelighed, som indenfor de sidste ti år har sat pragmatikken foran anstændigheden.

Næsten alle vejer det altruistiske af mod det pragmatiske. Kun de mest behjertede ofrer deres eget liv for andres. Derfor skurrer det mod mine ører, når jeg læser om en anstændig flygtningepolitik. Det er anstændigt at tage ansvar, at handle på virkelighedens præmisser. Det er uanstændigt at lade situationen sejle. Det er uanstændigt at gøre ingenting.

Men frem for alt er det uanstændigt at gøre det forkerte. Tolk det, som du vil.

Piv

Kommentar til et par artikler.

Det lyder som om, at Asger Aamund ønsker indflydelse til gengæld for sin donation. Speget. Og her gik man og troede, at det var K, som var arbejdsgivernes lobbygruppe. Det virker næsten som om, at erhvervslivet prøver at kapre det nye parti med penge.

Selvfølgelig vil en øget indvandring og lavere skatter fornøje erhvervslivet, men hvis der er nogen, der skal stoppe piveriet, er det DI. Danmark er et af verdens førende økonomier, og jeg er gevaldigt træt af frimarkedsfundamentalister der ser den skandinaviske velfærdsstat som en økonomisk humlebi, eller en skatteflugtens Ikaros. Med de nordiske lande konsekvent i toppen af internationale undersøgelser af forskellige økonomiske kriterier må de gribe til argumentet: Det vil gå galt. Derfor bliver vi nødt til at sætte skatterne ned. Jens Schröder fra Brøste A/S:

Det handler blandt andet om skat på lønindkomster, som Ny Alliance jo slår på. Og det er noget af det allervigtigste for Danmarks fremtid, at vi får reduceret skat på lønindkomster, så vi gør det attraktivt at arbejde og tjene nogle penge.

At fjerne topskatten og gå efter 40% over hele linien vil jo få alle de subsistensløse med en årlig indkomst på over 400.000 kr. om året i arbejde! Selvfølgelig! Argumentets uærlighed skinner igennem, når skattenedsættelser menes at skulle redde velfærdssamfundet. Skattenedsættelser financierer ikke sig selv, og erfaringerne viser, at skattekagen ikke bliver større. For folk arbejder. I min virkelighed arbejder folk forbandet hårdt. Men i bedste CEPOS-stil trumfer ideologien virkeligheden.