Hvis eliten ellers kunne bestemme sig

Kortere Kathrine Lilleør

Grækenlands Tsipras er muligvis en diktator.

Kortere Frederik Wiedemann (hvem? blogger på Politiken?)

Demokratiet er i vejen for løsningen. Bare se Grækenland og ham Tsipras de har valgt.

Det bør noteres

Jeg er vist ved at være parat til at skrive lidt igen. Jul + Israel/Palæstina tog pusten fra mig.

So, anyway. Irak er ved at smide Mujahideen e-Khalk ud. MEK er en iransk friheds/terroristbevægelse, og har været under først Saddam Husseins og siden USAs beskyttende vinger, og naturligvis en stor torn i siden på Iran. Dette træk kan ikke - bør ikke kunne - misforstås mht. hvilken side, Irak vil falde i fremtiden. De vil ikke kunne balancere på knivspidsen for evigt.

Det bør noteres, at Bush/Cheney-administrationens anklager om Irans atomvåbenprogram i det store og hele er baseret på en enkelt laptop, som MEK producerede. Der kommer nok ikke mere derfra.

Al-Malikis anti-kup blev forresten annulleret af indenrigsministeren, da han kom tilbage udefra. Åbenbart blev aktionen udført af en enhed, der er under al-Malikis personlige kontrol. Jeg ved ikke, hvor demokratisk det er?

Also Sunday, Iraq's Interior Ministry issued a statement calling the recent detention of ministry officials by a special unit that reports directly to Prime Minister Nouri al-Maliki "a brazen act of political retribution."

Interior Minister Jawad al-Bolani had dismissed reports that the roughly two dozen detained officials were plotting to reconstitute Saddam Hussein's Baath Party, possibly to stage a coup. The statement makes clear Bolani was deeply unsettled by the detentions. Bolani, an independent, secular Shiite, has not previously criticized the Maliki government in such stark terms. With provincial elections a few weeks away, competition among Shiite parties has intensified. Bolani recently created his own party, and the statement appears to indicate he believes that the prime minister ordered the raid to undermine him.

Magt ud ad geværløbet, etc. Der kommer nok lidt mere vold i opløbet til lokalvalgene, og indenrigsministeriet er godt at have i den sammenhæng.

"Kup"

Al-Maliki foretager politiske udrensninger i Indenrigsministeriet, under påskud af at nedkæmpe et "neo-ba'athisk" kup. Indenrigsministeriet var delvist under Det Øverste Råds (ISCI) kontrol, og var temmeligt berygtet for sine forbindelser til Rådets paramilitære gren, Badr-Korpset, som udførte mange sekteriske drab under ministeriets dække, da borgerkrigen i Baghdad stod på sit højeste. Nu er det al-Malikis med hud og hår. Det er sådan, han rager magt til sig selv, i stil med hans "støtteråd" i Sydirak, der direkte udfordrer Rådets politiske magt:

Nuri al-Maliki is apparently building ties to southern tribes at the expense of – and sometimes to loud protests from – ISCI and Badr. The latest case to receive some attention in the Iraqi press is Nasiriyya and Dhi Qar. Today, leaders of the recently-formed “support councils” (majalis asnad) of Dhi Qar will meet with local security officials, including the police chief (who was appointed by the Iraqi interior ministry and with the support of the Daawa but to strong protests from ISCI in Nasiriyya). At least one Iraqi press report suggests this is an attempt by Maliki to weaken ISCI's local support base in the forthcoming provincial elections.

Begge dele er gode at have før lokalvalgene sidst i januar, hvor de to store konkurrerende lister i syden netop er bygget op omkring al-Malikis parti, al-Da'wa, og Rådet. Rivalerne bliver færre, en efter en. Det bliver interessant at se, om Rådet vil gøre modstand, eller om de også lægger sig på ryggen efter Irans ordrer, ligesom sadristerne.

Hvad er penge værd?

Rusland bløder penge. Det er faktisk meget rart at se. De udenlandske investorer er vist blevet mistroiske overfor diktatorens humørsvingninger. Og krigen om Syd-Ossetien har forsuret stemningen, der er en lektie at lære: Kapital holder af politisk stabilitet. Men olieprisen har nok også en del at sige.

Det er nu vi finder ud af hvor meget af globaliseringen, der har været båret oppe af amerikansk - og europæisk - gæld. Spændende uhyggeligt spændende.

Muntz time

Kinas Olympiske Lege bliver nok ikke den propagandasejr, vokskabinettet kunne have tænkt sig. Fra BBC:

Smog obscures Beijing's stadium

(...)

The spokesman for the organisers, Sun Weide, said pollution control measures over the past decade would work.

According to data from Beijing Environmental Protection Bureau, air quality on Monday was still considered a "blue sky day".

But the BBC’s own test found one major pollutant, particulate matter, was almost six times higher than the recommended level.

Fra LA Times:

Despite a string of pyrite promises by both Chinese representatives and the IOC, Internet access at the Olympics was cratered with blacked-out sites, including Amnesty International, the L.A. Times Olympics Blog and Wikipedia. (Which left, what, MySpace and online backgammon?)

Rob Faris of Harvard’s Berkman Center for Internet and Society called China's approach puzzling. "Providing a large number of journalists with a censored Internet connection when they were promised an open Internet is naturally going to draw a lot of critical stories in the media," he said.

And so it did. It seemed that every major U.S. newspaper and broadcast network had its own story on China’s "Great Firewall," many stating how outrageous it was that Western media should have its information controlled by an oppressive regime.

Fra Berlingske:

To udenlandske journalister er blevet overfaldet og tævet af det kinesiske politi. De to journalister var i den kinesiske grænseby Kashgar i Xinjiang for at dække terrorangreb mandag, hvor to mænd dræbte 16 paramilitære politibetjente.

Når man slår løs på udenlandske journalister, kommer de dårlige historier. Man skulle tro at politistaten kunne besinde sig en enkelt måned, men undertrykkelsen og manipulationen er vist blevet en vanesag. Så derfor, til de totalitære bæster:

Nye regler

Jeg er tilhænger af en udenrigspolitik, der fokuserer på stabilitet fremfor forandring, af flere grunde. De er det 21. århundredes nye regler:

1. Historien har vist, at idealistiske forsøg på at forandre andre lande med statsmagt - militær såvel som diplomatisk - som regel har givet bagslag. Det er en kendt sag.

2. Imperier er blevet noget nær umulige at skabe - om end ikke at opretholde, indenfor en nations veletablerede grænser - da globaliseret våbensalg og international medieopmærksomhed kan gøre alle lokale modstandsbevægelser til en kongelig smerte i numsen på hvem som helst.

3. De rigeste lande er de militært mægtigste lande, men også de militært dovneste lande. Derfor ser man, når rige landes regeringer begiver sig ud på militære eventyr på den anden side af jordkloden, at kun en forsvindende lille del af befolkningen følger med. Således er de mægtigste lande også de mest ineffektive til aggressionskrig, fordi rige mennesker ikke gider sætte livet på spil; sådan har det altid været, sådan vil det altid være. Desværre betyder det ikke at rige nationer ikke vil kaste sig ud i noget snask, da særligt rige mennesker har det med at drømme om at udrette store ting. Men det betyder dog, at nationer med en stor andel af fattige - så stor, at den kan understøtte et imperialistisk felttog - ikke er rige nok til at bygge en tilsvarende stærk hær i forhold til rige nationer.

4. Globaliserings- og informationsalderen har gjort det overmåde vanskeligt for autokratier at monopolisere medierne, hvilket på sigt er pinedød nødvendigt for at forherlige og derved immunisere magten mod kritik. Og man kan ikke tage del i en velfungerende produktionsøkonomi uden også at åbne op for nymodens informationsteknologi - netop dette er det moderne Kinas største selvmodsigelse. Og deres partidiktatur har helvedes til besvær med at tøjle internettet.

Hvilket bringer mig frem til min pointe: Unge mennesker. Først Zbigniew Brzezinski:

According to the Gallup Organization's Russian affiliate, 71 percent of Russians under the age of 30 believe that democracy is the best political system, whereas only 50 percent of those over the age of 50 believe this. Whatever its current political views, before too long such exposure is bound to have a political effect, gradually redefining the outlook of Russia's elite.

Det svarer til udviklingen i Iran, og mange andre autokratier verden over: Vestens bløde magt fornægter sig ikke. Både it-teknologiens og popkulturens implicitte værdier gør demokratiet til ungdommens våde drøm om vestlig lykke. Det siver ud i verden, giv det tid. Lad det sive i fred.

---

Jeg vil for i øvrigt anbefale Brzezinskis artikel om Putins Rusland. Han er a-okay, og jeg kan kun være enig med Steve LeVine:

One amusing aspect of the foreign policy debate that has taken place is hoopla among some in the expert community over Obama's reliance on Zbigniew Brzezinski, the Carter-era national security adviser, as a chief foreign policy expert. These experts see Brzezinski as a relic of the Cold War. Perhaps such younger specialists see themselves as more authoritative. But a reading of his writing over the last decade and a half shows Brzezinski proving himself again and again as one of the most realistic and wise hands on the former Soviet Union.

Russisk valgflæsk

Det er sigende at ingen, udover Ruslands nabolande, tager Putins demagogi voldsomt alvorligt, samtidig med at handelsunderskuddet med Kina får hele armen. Det er rigtigt læst. Rusland er et land i forfald. Velfærdsfordelingen er ad helvede til, folk får ingen børn, mange emigrerer, endnu flere ønsker at emigrere, korruptionen er overalt. Ruslands BNP internationalt er på størrelse med Hollands, befolkningstallet knap større end Japans, og daler endnu hurtigere. Så vidt gaspriserne er stabile, går det kun nedad. Et cetera.

Hvorimod Kina er Østens stigende sol, den kommer til at stege hedt, når den står højest på himlen. Men det er stadigt kreperende at skulle lægge øre til Putins svinerier. Valget er lige om hjørnet, Putin sidder ikke helt sikkert - ikke pga. Kasparov, herregud, men pga. sit eget bagland. En rigtig diktator ville nu have myrdet sine nærmeste medarbejdere, de er altid hans største rivaler. Putin er endnu ikke gået så langt. Spørgsmålet er, om hans provokationer kun er for at vinde valget, eller om han og hans klike virkelig er så klamme i hovedet. Hvis temperaturen daler efter valget og/eller Kosovo, så går det lidt bedre i verden. Ellers er der altid atomkraft og kul.

Overvågning

Jeg prøver at forstå hvorfor Vesten i dag har grebet til langt mere overvågning mod langt mindre trusler end under Den Kolde Krig. Tracking af alle telefonopkald og internetbrowsing vil om ganske kort tid være normen i både USA og EU. Og andre ting.

Teori: USA påvirker Vesteuropa kulturelt, og dette gælder også den politiske kultur. Med et fundament af paranoid individualisme var USAs reaktion på 9/11 forudsigelig. Det var dog ikke til at forudse at det ville blive så slemt, dengang var Bush/Cheney-administrationens exceptionelt depraverede natur ikke gået op for verden. Men mere overvågning. Og det er så kommet til Vesteuropa, på samme måde som jitterbug og Bev Hills 90210.

Teori: Usikkerhed i globaliseringens tidsalder. Et Vesten, der definerede sig selv mod Østblokkens ufrihed under Den Kolde Krig, fandt sin identitet i et åbent samfund. Med kommunismens fald, tomheden der fulgte, derpå en stadig mere forvirret verdenspolitisk situation, indvandring fra fremmede lande, identitetserodering, er politikernes drift mod mere og mere overvågning en reaktion på al denne usikkerhed. Der skal styr på sagerne, Mauer im Kopf for ikke at falde fra hinanden, kan man sige.

Teori: Halvgamle politikermenneskers frygt overfor ny teknologi. Slå ned på det, må ikke miste kontrol.

Teori: Tilbagevenden til tidligere tiders normale statsforråelse med 2. Verdenskrig på længere og længere afstand. Tiden mellem 1945 og 2001 var en historisk undtagelse.

Teori: Internettets natur betyder at der egentlig kun er to modeller: Anarki eller politistat. Anarki kan vi ikke have.

Vælg og vrag.

Civilisationskrigens Skabelse, del 3

Den islamistiske undergrund, der havde bidt sig godt og grundigt fast i det muslimske bælte, forplantede sig til Europas forvirrede muslimer. Den identitetskrise, som specielt araberne sloges med, født af impotens og globalisering, oplevede indvandrerne endnu stærkere. De kom fra landet, og deres verdenssyn var dybt konservativt, passivt paternalistisk, og dyrkede et macho-patriarkalsk værdisæt. Det skurrede fælt mod et noget så frigjort Vesteuropa, hvor internettets hyperseksualisering havde taget ungdommen på alle leder og kanter. Og i det tomme Vesten var ungdommen det bedste i verden. Indvandrerne, der allerede var ghettoiseret - som indvandrere jo typisk er - enten svævede frit eller hærdedes ideologisk. Hærdningen kom fra den islamistiske undergrund, gerne i moskéer, og gerne med en importeret imam med importerede værdier. Ghettoen blev mental.

Irakkrigens vanvittige grundløshed blev afsløret i etaper, som de syv slørs dans. Der var ingen masseødelæggelsesvåben, og intet atomvåbenprogram. Der var intet samarbejde mellem al-Qaeda og Saddam Hussein. Hæren faldt sammen af rust. Den kolossale trussel, som den amerikanske administration havde malet af Irak, manifesterede sig aldrig som andet end endeløs løgn. Konklusionen var derfor: Krigen var ren aggressionskrig mod et sagesløst land, hvis eneste forbrydelse var at være muslimsk. De arabiske satellitkanaler gjorde deres til at ophidse masserne med bestandige billeder af døde eller lemlæstede irakere; det gav gode seertal. Bush/Cheney-administrationen viste sig også at være moralsk korrupt, og leverede med sine forskellige torturskandaler en konstant strøm af materiale til de oprørte. De europæiske nationer, som havde deltaget i invasionen og besættelsen, blev gjort delagtige i disse forbrydelser, og da mange af disse var ledet af dem, der førte an i kampen mod den globale islamiseringsbevægelses spøgelse, blev konturerne af en civilisationskrig alt for tydelige for mange europæiske muslimer.

Med invasionen af Irak blev jihadismen en af Europas eksportvarer. Jihads idé er et fælles muslimsk forsvar af muslimsk jord mod invasionsstyrker, og Irakkrigen blev den perfekte rekrutteringsmaskine for de ekstremistiske islamister, som i forvejen ikke havde alverden med besvær med at finde rekrutter blandt Europas forbitrede minoriteter. Mange af de politiske flygtninge i Vesteuropa fra det muslimske bælte var jo netop de qutbistiske islamister der havde bekæmpet de sekulære diktatorer med vold, og fra deres moskéer kunne de gøre som i gamle dage: Med islams historie og nyhedsbilledet bore uretfærdighedshuller i de unges hoveder og lægge æg af helligt had. Og på sand takfiri-manér blev målet for nogle af disse nyudklækkede jihadister udvidet til også at omfatte civile blandt de nationer der tog del i invasionen og besættelsen. Alle var amatører, de fleste blev taget, gav op forinden, eller legede kun med tanken. Men enkelte gange lykkedes det at sprænge civile vesterlændinge i luften, og hver gang pustede det nyt liv i muslimhadernes væren og gøren. Civilisationskrigen, som i Huntingtons hænder kun var en tese, blev skabt for vor øjne.

Således gik det til.

Civilisationskrigens Skabelse, del 2

Imens i USA: Clinton-årene var stille og rolige, med fyldt mave og tomt hoved. Postmodernismen, med sit mantra om historiens endeligt, havde kronede dage på universiteterne, og meningsløst tankespind blev symbolet på mental ophøjelse. Men i visse gnavede tomheden. Vesten havde vundet Den Kolde Krig, og koldkrigerne kunne ikke finde sig selv uden deres gamle ærkefjende. Med Gingrich-kongressens tiltræden i 1994 så man reaktionen på tomheden, dovenskaben og korruptionen som havde inficeret den tidligere demokratisk kontrollerede kongres: Clinton blev af Gingrich og Limbaugh gjort til syndens ikon, selve inkarnationen af de dekadente 90'ere. Han blev jaget vildt, og jagten blev afsindig og absurd. I Whitewater-sagen blev der brugt 50 millioner dollars for at finde smuds på Clinton-parrets bolighandler. Intet blev fundet. Ved nærmest et tilfælde faldt undersøgelsesdommeren Kenneth Starr over det famøse blowjob i Det Ovale Værelse, og så blev hundene sluppet løs. Clinton måtte bruge det meste af sin anden embedsperiode på at forsvare sig mod højrefløjens personangreb; han var ikonet og angrebspunktet i opgøret med samtiden.

Det førte, alt i alt, til meget lidt. Men det sagde alt om hvad der foregik på USAs højrefløj: Man søgte fjender. Indre fjender, ydre fjender, det var ét fedt. Uden en rigtig fjende faldt man fra hinanden, og angrebene på Clinton holdt én sammen. Men som med Iago var hadet uden motiv, og Clinton blev kun endnu mere populær jo længere farcen trak ud. 9/11 kom derfor som en åbenbaring fra himlen og helvede på én gang: Fjenden. Der. USAs fabulerende højrefløj ønskede sig en god krig, som den mod nazisterne, for at hæve sig over hverdagens formløse fladhed. Og nu blev den sagnomspundne globale islamiseringsbevægelse til det nye Nazityskland, og Osama bin Laden til Årets Hitler.

Vesteuropas højrefløj fandt derfor sammen med USAs, fælles om at udnævne islam til den nye store trussel. Talebanerne blev væltet pr. stedfortræder og al-Qaedas ledere sendt på flugt, en af CIAs få succéser i nyere tid. Det var for lidt og for nemt, ingen katharsis. Og en ny krig mod Irak - en tanke, der havde luret i kulissen blandt den neokonservative klike i 90'erne - ville endeligt udløse alle de opsparede følelser hos høgene i USA.

Men typisk for disse høge, der vil drømme om den gode krig til deres dages ende, var virkeligheden for meget at tage livtag med. Besættelsen af Irak, der på tegnebordet alene havde al mulig grund til at gå galt, blev misrøgtet fra første dag af disse krigsliderlige dagsdrømmere. Der blev ikke krævet nogen ofre af Vestens civile, alt fortsatte som hidtil. Ingen højere skatter for at betale for krigen. Ingen værnepligt for at skaffe soldater nok til besættelsen. Ingen inddragelse af oppositionen i et krigskabinet. De moderne amerikanske politikere havde brugt hele livet på at føre valgkamp og skrabe kampagnebidrag sammen, og kendte ikke til meget andet end kampen mod oppositionen om medieæteren. Der blev krigen om krigen kæmpet, mens den virkelige krig fik lov at sejle.

Civilisationskrigens Skabelse, del 1

Faktorerne er disse: Kommunismens anti-imperialistiske retorik tiltrak mange blandt Europas kolonier verden over, blandt andet i det muslimske bælte fra Marokko til Pakistan, og videre ned til Indonesien. I de arabiske lande blev den postkoloniale politik derfor formet som en bleg kalkering af kommunismen. Til det hørte en mere eller mindre totalitær stat - efter evne - og en offentligt skamdrevet økonomi. De spæde arabiske nationer holdt knap nok sammen. Efter århundreder som anonyme osmanniske provinser, og et halvt som europæiske kolonier, var landene sakket gevaldigt bagud, økonomisk og politisk, såvel som mentalt. Den dominerende samfundsform var stadig stammen. Kombineret med socialismens uundgåeligt uduelige diktatur blev resultatet en skålfuld miserable lande.

Imens i Europa: Efter jødeudryddelserne tog zionismen fart. Koncentrationslejrene beviste at zionismens grundidé - jøder måtte have deres egen stat for at være i sikkerhed - var den rigtige. Israel blev skabt på arabisk jord, de arabiske lande erklærede krig, og fik læsterlige klø. Elendige som de jo var til alt de gjorde.

Det gik på et stykke tid. Efter at både pan-arabismen og socialismen havde vist sig nytteløse mod Israel og til alt i øvrigt, begyndte de politisk aktive at søge frelse andetsteds, og fandt det i islam. Det religiøst-politiske grundlag var allerede til stede i religionens skrifter - koran, sunna og hadith - og når socialismen ikke virkede, så skulle islam prøves.

Men magten lod sig ikke rykke så let. En diktator giver meget nødigt magten frivilligt fra sig, sekulær eller ej, og Egypten var det bedste eksempel på magtkampen mellem den sekulære diktator - Nasser - og islamismens politiske fortrop - Det Muslimske Broderskab. Qutb søgte et alternativ til Vest- og Østblokken, men diktatorer tåler ikke alternativer, og Qutb blev tortureret halvt ihjel i Nassers fængsler. Han radikaliseredes af oplevelsen, og hans islamisme ligeså. Qutbismen og dens aner blev drevet under jorden, hvor de til dags dato stadig er det eneste reelle politiske alternativ til de korrupte diktaturer.

Efter jødeudryddelserne i Europa fik racismen et dårligt ry, og Vesteuropa i særdeleshed vendte sig væk fra alt, der lugtede af ekstremer. Der blev lukket op for indvandring, specielt fordi et Europa i ruiner skulle bygges op igen fra bunden, og der var brug for arbejdskraften. Denne tolerante holdning til indvandring og minoriteter holdt sig helt til slutningen af det 20. århundrede, hvor facaden krakelerede. En massiv tilstrømning af fattige og uuddannede muslimer fra landlige områder bragte en masse problemer med sig - netop de problemer, de flygtede fra. Og skabte nogle nye: Europas nationer var ikke indvandrernationer, som USA og Canada. Fundamentalt var de stadig monokulturelle, og en voksende og overkriminaliseret etnisk underklasse vakte racismen til live igen. Aviserne begyndte at acceptere læserbreve der anklagede muslimerne for ikke blot at være dårlige mennesker, men del af netop den verdensomspændende hær, som mange af de islamistiske undergrundsbevægelser i Mellemøsten og andetsteds drømte om. Den, hvormed den muslimske verdens gyldne tidsalder skulle genskabes, fra al-Andalusia til og med Indien. Således gav den politiske undergrund i det muslimske bælte næring til de europæiske nationalisters paranoia, og i alle europæiske lande - inklusive Rusland - så man ekstremisterne vinde politisk terræn. Venstrefløjen mente, at problemerne med indvandring - hvis de da overhovedet eksisterede - var pga. hvid racisme. Men de borgerlige gik, efter et lille stykke tid, i pragmatisk forbund med de ekstreme nationalister - f.eks. i Danmark - eftersom nationalismen finder sit naturlige hjem på højrefløjen, og vilje mod det fremmede går hånd i hånd med nationalismen. Andre steder søgte de at overtage ekstremisternes vælgere ved at gøre indvandringsstramninger og nationalistisk selvhævdelse til del af deres egen dagsorden - f.eks. i Frankrig. Overalt blev lovgivningen strammet.

Frihed / Fascisme

Værd at læse, et lille referat af de seneste afsløringer om Bush/Cheneys omfattende og ulovlige overvågning. Den begyndte før 9/11, og ikke mere end en måned inde i første embedsperiode. Tænk over det.

Fronten

Mere om Irak, og en simpel pointe. Det amerikanske udenrigsministerium prøver at skjule sine egen vurderinger af korruptionen i Irak fra offentligheden, de er simpelthen for dårlige. Hensigten er at den offentlige mening ikke må påvirkes i al for negativ grad. Og i mange henseender har det været hensigten fra starten. Jeg spekulerer, at man blandt de øverste cirkler i administrationen har tænkt at USA tabte Vietnamkrigen på hjemmefronten, og at det derfor var der, Irak skulle vindes. På højrefløjen er det temmeligt udbredt at tænke sådan: Krigen blev tabt, fordi vi ikke holdt fast. Det er også Bush's holdning:

HANOI, Vietnam - President Bush said Friday the United States’ unsuccessful war in Vietnam three decades ago offered lessons for the American-led struggle in Iraq. “We’ll succeed unless we quit,” Bush said shortly after arriving in this one-time war capital.

Derfor har man gjort så meget som muligt for at den amerikanske befolkning skulle mærke så lidt som muligt til krigen: Antallet af udstationerede soldater blev holdt til det absolutte minimum, og brugen af lejesoldater maksimeret. Skatterne blev ikke blot ikke hævet for at betale for krigen, men sat ned, noget der i USA - så vidt jeg ved - aldrig er sket før under en større krig. Gælden er bl.a. derfor vokset eksplosivt. Selve mediefladen blev ikke domineret, og det var nok administrationens største fejl, for skønt tabene har været små, er der ingen udsigter til at de bliver mindre lige foreløbig. Selvfølgelig ville en diktatorisk dominans af medierne have været for stor en mundful alligevel for amerikanerne at sluge, så det var aldrig på tale. Og det var et forudsigeligt og meget stort hul i strategien. Man kompenserede ved at skælde kritikerne hæder og ære fra, kalde dem upatriotiske, osv. Men man kan ikke blive ved at narre folk, hvis man hele tiden bliver taget i at lyve.

Det siger også noget om amerikansk politik: Man anser i dag kampen om mediebilledet for at være den egentlige kamp. Det forklarer også hvorfor demokraterne er så forsigtige og kuede, selv mod en præsident med tredive procents opbakning: De er hunderædde overfor anklager om landsforræderi, svaghed, etc., fordi de mener det vil koste dem stemmer i sidste ende. Og det er en meget dårlig udvikling for en nation. Det har længe været mit største kritikpunkt af den muslimske verden, og til dels den latin-europæiske, at man lægger mere vægt på fremtoningen end substansen: hellere lyve end indrømme problemer. Dette er også en konsekvens af diktatur, en diktator tager sjældent særligt godt mod kritik. Og alle Bush Jr's tiltag peger i den retning. Men et råddent hus bliver ikke holdt sammen af et nyt lag maling.

By the book

Premier Putin. Et gammelt trick, skift stilling og overfør magten til det nye embede. Alt i alt, nok det bedste for Rusland. Skal man have et diktatur, skal der ikke være tvivl om hvem der bestemmer.

Watch and learn

Rove, din lille amatør. Sådan skal det gøres.

He loved Big Brother

Vores kamp er en kamp med vores egen stædighed. Idet vi knuses, genfødes vi, som sande medborgere. Og vi ser, at lederen vil os det godt. Og at alt han gjorde ved os, var for vores egen skyld. Det eneste, som blev knust, var vores stædige insisteren på vores autonomi. Hvor har vi været dumme.

Om selvkritik

Selvkritik er intet andet end at kende til konsekvenserne af ens egne handlinger. Det er kilden til integritet. Mangler selvkritikken, så forsvinder integriteten, og korruptionen og ineffektiviteten træder i dens sted.

Men det kræver, at ens egne handlinger påvirker verden. Lever man under et diktatur, vel at mærke en af de værre, er éns liv altid i andres hænder. Man er et nummer der kan lægges til eller trækkes fra, alt efter magthavernes behag. Éns eget liv er uden indflydelse, og man hensættes først til en frustreret passivitet, og snart en apatisk afstumpethed. Selvkritik er her meningsløst, det giver sig selv.

Belejringsmentalitet hæmmer selvkritik, fordi trykket kommer udefra. Når man er under angreb, står man skulder ved skulder, og indadvendt kritik er ikke andet end et angreb udefra under et andet navn. Denne mekanik er meget nem at udnytte, og man bør gøre alt for at modstå den, for i en kamp er det vigtigste at kende virkeligheden, om fjenden og om en selv.

Demokratiet er selvkritikkens ven, for det giver folk mulighed for at påvirke deres land. Men det kræver et rigtigt demokrati, hvor valget har virkelige konsekvenser. Når feedbackprocessen går i gang, modnes man politisk, for man forstår mere og mere ens eget ansvar for sine omgivelser, både som gruppe og som individ. Det tager tid, og mange unge demokratier falder i demagogiens fælder inden de bliver voksne.

Og derfor:

Forfatningssikrede rettigheder bør holdes til et minimum, da demokratiet skal stå over retsstaten. Selv om folk kan være nogle bæster. Lad dem forstå at de er.

Enhvert forsøg på ansvarsforskubbelse skal imødegås. Man skal lære at genkende de politiske typer der benytter sig af det, og ikke give dem muligheden. Militær indblanding i andre lande bør kun være gennem FN, og helst ikke, folkemord eller ej. Angreb skal slås tilbage. Detente. Forandringer må forstås som noget der kommer indefra, og ikke som noget der kan installeres udefra.

Beslutninger taget ved folkeafstemninger bør ikke være for små, valget skal have mærkbare konsekvenser. Ikke schweiziske tilstande.

Ingen imperier. Ikke overnationale institutioner, men internationale fora. Internationalt samarbejde må gøres så gennemsigtigt som det politisk kan lade sig gøre.

Ansvarsplacering er det bedste i verden.

Og så forbehold:

Grupper påvirker hinanden, og ingen gruppe kan isoleres. Der vil altid være muligheder for at skyde skylden over på andre. Der vil også altid være, i hvert fald midlertidigt, indenrigspolitisk bonus ved at forskubbe ansvar, og det gælder både i et demokrati og et diktatur. Den mekanik kan ikke ophæves, kun imødegås.

Medier vil altid kunne manipulere og manipuleres med, og via dem demokratiet. Udenrigspolitisk indblanding vil ikke påvirke vælgerne i samme grad som indenrigspolitiske beslutninger, og vil derfor ikke forstås så godt. Spin trumfer ofte virkeligheden når det gælder om at kapre folkets gunst, for virkeligheden er grim.

Mange internationale institutioner er nødvendige, specielt de økonomiske.

Eksempler på ansvarsforskubbelse:

Tyskland tabte Den Store Krig pga forræderiske politikere.
USA tabte i Vietnam, og nu også i Irak, pga sin indre opposition.
Afrika bliver lænset af Vesten for penge.
Globalisering har ansvaret for Den Tredje Verdens fattigdom.
De arabiske lande er i dårlig stand pga jødernes jerngreb om økonomien.
De muslimske lande er under angreb fra Vesten. Derfor har de det dårligt.
Pakistan er et skidt land pga Indien.
Indien er et skidt land pga Pakistan.
Rusland mistede sit imperie pga amerikanerne gennem Verdensbanken og NATO.
Rusland tabte ikke i Afghanistan, det trak sig bare ud.

Der er mange.

Knageri

Lille referat af en artikel i Washington Monthly om forurening i Kina.

Spændende dynamik. Spændende spændende spændende. Kina løsnede for de økonomiske tøjler, og fik til gengæld en dejligt vibrerende økonomi. Oveni blev institutionerne svækket, korruptionen styrket, og partiet mistede kontrollen med de fjerne provinser hvis underbetalte funktionærer nu kunne tjene kassen på at blæse Beijing et langt stykke.

Men! Forureningen eksploderede også. Hos marxismen og alle dens ideologiske børn var verden kun et spørgsmål om den materielle velstands fordeling, miljøet kom kun i vejen, og denne holdning har sandelig ikke ændret sig med den nye egoisme. Så de lokale lensherrer har derfor kun tænkt i personlig profit, og har ikke implementeret flere af Beijings miljø- eller arbejdsmiljølove end allerhøjst nødvendigt.

Forureningen er dog blevet så slem at Beijing har givet miljøforkæmpere lov til at miljøforkæmpe. Men at tillade sådanne græsrodsbevægelser kan give den menige borger en uheldig selvtillid, hvis han finder ud af at han faktisk er stærkere end Die Partei. Tanken har længe været at det er lykkedes Kina at gøre det umulige, og kombinere økonomisk frihed med politisk diktatur. Men hvor det knager nu.

Hvad kan det ikke ende med.

Nashi-Rusland

Om Rusland, i lyset af denne IHT artikel og Ellemanns udmærkede kronik for nogen dage siden i Berlingske.

Rusland er et de facto diktatur. Et skin-demokrati med perfekte betingelser for fascisme. 'Ruslands Ungdom', som tjener samme rolle som brunskjorterne under Hitler og basijierne i Iran, er et stort skridt på vejen derhen. Jeg tvivler på at nogen regeringer i Europa ikke er klar over dette, uanset hvad de siger. Del-og-hersk via gasvåbenet har været strategien fra Putin, og Ellemann har ret, når han siger, at EU burde få sig en fælles modstrategi. Det er simpel magtpolitik, og det er ikke klogt at vige for Putins bøllerier.

Men ro på. Før vi udråber Putin til den nye Hitler (en ny om året, for i øjeblikket er året altid 1938...), bør vi se på Ruslands tilstand.

Fødselsraten er 1.3. Levealderen for mænd er 59, 15 år mindre end kvinder. De drikker sig ihjel. Økonomien hviler på gaseksport. Antallet af selvmord er mindst det firedobbelte af Danmarks. Velstandsfordelingen er til rotterne.

Alene det at Rusland er afhængig af gaseksporten gør landet ude af stand til andet end at bruge et økonomisk våben, som sagtens kan eksplodere i hovedet på dem selv. De kan også myrde kritikere i andre lande, men kun hvis de vil betale prisen, som er et endnu værre ry end det, de har i forvejen. Vi skal heller ikke glemme, at de allerede har elendige forhold til stort set alle naboer. Selv Kina er varsom.

Nazityskland var ved krigens begyndelse den førende industrination i Europa. Rusland er ikke engang i nærheden. En nutidig økonomi kan hverken separere sig fra den frihed som teknologien skænker, eller omverdenen. Korruptionen er kun blevet værre under Putin, selv om den har skiftet ham, og har fundet sig til rette på et mindre offentligt niveau end det under Yeltzin. En økonomi der kører sort kan sagtens fungere, men aldrig særlig godt. En stærk stat må nødvendigvis bygges af og på statstro borgere, og en politistat er en ringe erstatning.

I øvrigt må læseren gerne tænke over hvor klam Schröder er. Læs artiklen fra International Herald Tribune, og tænk på, at Schröder ledte Tyskland i syv år, før han kastede sig i armene på Putin.

Lemmings

Bush har benådet Libby. Ikke en egentlig benådning, men en forkortelse af straffen. Logikken er hæslig: Bush var enig med afgørelsen, men ikke straffen, selv om den var udmålt efter al gældende retspraksis. Det gør det selvfølgelig så tydeligt som sommersolen hvad det her gik ud på: Libby måtte ikke i fængsel. Uanset. For han er en af vor egne.

Det er ikke populært blandt de uafhængige vælgere. Med de latin-amerikanske vælgeres vandring over mod demokraterne efter den hadske indvandringsdebat blandt de højreorienterede radioværter, ser The Grand Old Party ud til at kaste sig ud i politisk eksil ved det næste valg, og det uden at kny.

Og hvorfor så det? Enhver politisk pragmatiker, eller blot politisk egoist, ville stejle ved sådan en udvikling. Men den moderne inkarnation af GOP er autoritetstro så det basker. Nixon gik, fordi republikanerne ikke ville være med til at støtte ham længere, og havde Ford ikke benådet Nixon, er det ikke sikkert Carter havde vundet sin ene periode.

Men det parti har længe været ormeføde. Republikanerne i dag kan med et grimt ord kaldes autoritarianere. Det handler stort set om at have en stærk leder og et lydigt folk. Uanset hvad den kære leder gør, er det altid det rigtige, og han gør det for vores skyld. Hvis man taler ham imod, er man derfor en fjende af folket. Han kan bryde loven så stærkt en hest kan rende, og vi jubler, for han gør det for vores skyld. Faktisk, jo længere han går, desto stærkere en leder er han.

Derfor er det helt i tråd med denne mentalitet at højtstående medlemmer af administrationen står over loven. Præsidenten kan smide folk i fængsel når han vil, så længe han vil. Han kan også få folk ud af fængsel hvis han ønsker, selv om de har brudt loven.

Det er administrationens fortolkning af executive privilege i en nøddeskal. Love skrives under med præsidentielle forbehold, såkaldte signing statements. Hverken præsidenten eller vicepræsidenten er underlagt noget tilsyn fra den lovgivende magt. I vicepræsidentens tilfælde fordi han er del af både den lovgivende og udøvende magt (prøv at få det til at give mening). Clinton-administrationen, der adlød senatets og kongressens stævninger, frigav i snit 4000 siders dokumentation om dagen til offentlig skue. Bush/Cheney efterkommer nødigt en eneste stævning, og risikerer nu, langt om længe, at blive anklaget for foragt for kongressen.

Undersåtterne protesterer ikke, de adlyder. Så skønt Det Republikanske Parti er på vej ind i Dødens Dal, er protesterne i geleddet få og spage. Ganske som de var, da de havde kontrollen med kongressen og senatet. Den totale mangel på tilsyn og ansvarsplacering under det republikanske senat og kongres har, som en anden bulldozer, skubbet skandalerne foran sig i en kolossal bunke, og de mange afsløringer siden magtoverdragelsen er simpelthen sparegrisen, der er slået i stykker. Det vælter ud.

Blandt autoritarianerne vægtes loyalitet højere end sandhed, kunnen og retfærdighed. En god soldat som Libby (ikke en rigtig soldat, selvfølgelig, som dem i Irak) skal ikke lide nød. Ligesom Gonzales og Oliver North har han kun gjort sin pligt, ved at lyve hvor der skulle lyves. Libby ofrede sig for lederen. Hvilken større ære kunne man ønske selv?

Not tho' the soldier knew
Someone had blunder'd:
Theirs not to make reply,
Theirs not to reason why,
Theirs but to do and die.