Viser opslag med etiketten islamisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten islamisme. Vis alle opslag

onsdag den 19. januar 2011

Dagens dumme spørgsmål

Hvis det nu skulle ske - skulle - at Tunesien faktisk ender med et selvskabt demokrati med mediefrihed, uden at det fører til islamisme, betyder det så, at civilisationskrigerne ikke længere kan sige, at muslimer ikke kan finde ud af demokrati, eller at tunesere ikke er rigtige muslimer? (alternativt, at Tunesien er en undtagelse, der bekræfter reglen?)

søndag den 3. januar 2010

Somalia og Westergaard

Mordforsøg på Westergaard. Først det her:



Godt. Hvis man synes de her billeder er grund til at slå ihjel, er man syg i hovedet. Og det er der en solid understrøm i islam, der er. Ét er, at den 28-årige somalier sikkert var af den type forsmåede egoer, der falder for alskens elendige demagogi. Det er den individuelle del - den slags mennesker vil der altid være. Et andet er, at hans handlinger ikke er tilfældige, men opstår ud af de strømninger, der er omkring os. Det nytter ikke noget at overse, at en af disse strømninger er en blodrådden version af islam. Strømningen er virkelig, og den er stærk.

Men jeg ville ikke være en dhimmificeret, kulturradikal landsforræder, hvis jeg ikke også noterede mig den nylige historiske udvikling på Afrikas Horn, der har styrket denne undergrund blandt somaliere: USAs småtilfældige bomberier af somaliske civile og den USA-støttede etiopiske invasion af Somalia i 2006, der væltede Unionen af Islamiske Domstoles styre og efterlod landet i anarki.

Unionen af Islamiske Domstole var islamistisk, men så heller ikke mere. De havde ikke jihadistiske ambitioner udadtil, som al-Shabaab nu. I forhold til det kaos, der kom før og fulgte efter, var Domstolenes styre fløde og honning og bare super. Al-Shabaab er oprindeligt en fanatisk udbrydergruppe fra Domstolene, og gruppen har vokset sig større og stærkere takket være udlandets morderiske roderier i Somalia. Al-Shabaab dominerer nu, og det gør deres ideologi også.

Vi kommer ikke uden om det her: Somalia er blevet mere ekstremt pga. USAs handlinger. Al-Qaeda og deres lige har ganske vist penge og propaganda, men de er ingenting, hvis de ikke også kan få folk til at hade vantro udlændinge. Efter myrderierne i Irak har al-Qaeda mistet næsten al støtte blandt arabere, og er blevet nødt til at køre på velkendte, evigt-unge temaer for at vinde folkets opbakning tilbage: Israel, USA og udenlandsk støttede muslimske diktatorers svinestreger. Det viser sig nemlig, at den jævne muslim faktisk er langt mere optaget af konkrete uretfærdigheder end et utopisk verdensherredømme, uanset hvad hystader ellers måtte sige.

Så når USA, NATO, Etiopien mv. invaderer muslimske lande, så...ja, ikke?

Problemet er nu, at civilisationskrigerne herhjemme ikke vil vide af denne mekanisme. I deres øjne drejer det her sig om dominans og underkastelse. For de vestlige nationalister i det hele taget er denne konflikt simpelthen en styrkeprøve med "islam". For dem hænger det altså sammen at gå i krig med Årstidens Muslimske Terrorrede, hvis man vil bekæmpe terrorisme. Begrebet "terrorisme" er tilmed blevet til noget, som kun muslimer gør - hvem fangede de svenske nynazisters terrorplaner ifb. tyveriet af "Arbeit Macht Frei"-skiltet fra Auschwitz? Sikkert en del færre end dem, der fangede den om nigerianeren, der sprængte sit eget skridt i luften.

Yada yada yada. Vi kender argumenterne til hudløshed. Men Somalia er så klokkeklart et eksempel på, hvordan europæiske og nordamerikanske magters indgreb i muslimske lande har gødet jorden for den ekstremisme, som indgrebene angiveligt skulle bekæmpe.

Det skal nok blive ved i lang tid endnu. USAs hysterianfald og de henkastede bemærkninger om at invadere Yemen pga. nossebomberen siger alt. Og der skal nok være en jihadi eller to, der på et tidspunkt faktisk lykkes i at slå nogle vestlige civile ihjel.

Jeg havde faktisk et stille håb om, at udviklingen var ved at vende, pga. assimileringen af muslimer i Europa og Irakkrigens lektier. Men nu tør jeg ikke tro alt for meget på det.

onsdag den 19. august 2009

Ahh, durka durka burka

Ja, jeg har altid set Lene Espersen som en douchebag, der har været god til at komme i medierne med tomme, populistiske udmeldinger mod kriminelle og onde muslimer, men til gengæld er løbet fra ansvaret, når hendes faktiske administration (eller mangel på samme) af lov og orden har vist sig at være katastrofal for borgernes sikkerhed.

fredag den 7. august 2009

Tis

(...nu jeg skrev om, at Obama-administrationen ikke i særlig høj grad har skiftet spor fra Bush)

BBC:
US Secretary of State Hillary Clinton has warned that the US will "take action" against Eritrea if it does not stop supporting militants in Somalia. (...)

At a joint news conference with him after the meeting, she said: "It is long past time for Eritrea to cease and desist its support of al-Shabab and to start being a productive rather than a destabilising neighbour.

"We are making it very clear that their actions are unacceptable. We intend to take action if they do not cease."

She added: "There is also no doubt that al-Shabab wants to obtain control of Somalia to use it as a base from which to influence and even infiltrate surrounding countries and launch attacks against countries far and near."

Mrs Clinton said if al-Shabab obtained a haven in Somalia "it would be a threat to the United States".
Jeg havde ikke energien til at skrive om Hillarys seneste, så vil blot henvise blot til Bjornson fra Newshoggers. Men hvor er det vildt. Fuldstændigt, for at bruge hedengangne Aukens ord, som at pisse på nogen og så sige, at de lugter.

Jeg tror virkelig ikke, at nogen amerikanske politikere er klar over hvilken katastrofe, Etiopiens invasion var for Somalia. Og, for igen at dække den vinkel; hvor mange flere somaliske flygtninge, der pga. det nye sammenbrud er kommet og vil komme til Europa.

Det er ikke ondskab, det er dumhed. Det er virkelig The Quiet American. Måske erfaringerne fra Afghanistan vil gøre en forskel, når nu fiaskoerne i Vietnam, Libanon, Irak og Somalia i 1992 ikke gjorde det.
Forty-one percent of people questioned in a CNN/Opinion Research Corp. survey released Thursday say they favor the war in Afghanistan -- down 9 points from May, when CNN polling suggested that half of the public supported the war.

Fifty-four percent say they oppose the war in Afghanistan, up 6 points from May.
Men hvad er et folk mod en forretning?

På den ene side vil det være skræmmende, hvis USA løber tør for penge. På den anden side kan det ikke gå hurtigt nok. Mentaliteten skal resettes.

lørdag den 1. august 2009

Grøn klassekrig

Jeg håber virkelig ikke, at de pakistanske talebanere formår at gøre deres sag til folkets. Men i Swat-dalen har de gjort et ærligt forsøg (via).
Even as hundreds of thousands of people stream back to the Swat Valley after months of fighting, one important group is conspicuously absent: the wealthy landowners who fled the Taliban in fear and are the economic pillar of the rural society. (...)

The landlords, many of whom raised sizable militias to fight the Taliban themselves last year, say the army is again failing to provide enough protection if they return.

Another deterrent to returning, they say, is that the top Taliban leadership, responsible for taking aim at the landlords and spreading the spoils among the landless, remains unscathed.

If it continues, the landlords’ absence will have lasting ramifications not only for Swat, but also for Pakistan’s most populated province, Punjab, where the landholdings are vast, and the militants are gaining power, said Vali Nasr, a senior adviser to Mr. Holbrooke, the American envoy.

If the large landowners are kept out by the Taliban, the result will in effect be property redistribution,” Mr. Nasr said. “That will create a vested community of support for the Taliban that will see benefit in the absence of landlords.”
Pakistans samfundselite er fabriks- og landjordsejerne. De sidder på flæsket, helt og aldeles (måske der er en mere halal talemåde). Mange pakistanere arbejder som disses daglejere eller har lejet et stykke jord fra dem på ulige vilkår, og har derved bragt sig i en håbløs gæld, og er stavnsbundet til lensherren. Som den jordløse klasse derefter går hen og stemmer på, når der er valg.

Den sociale struktur er, med andre ord, moden til klassekamp. Man kunne vel rose talebanerne for at gøre noget ved uretfærdighederne, skønt man ville erklære sig uenig i metoderne etc. Men de er og bliver gedigne røvhuller - og det er nok den største grund til, at de ikke er kommet længere i både Pakistan og Afghanistan. Hvis de ser ud til andet, så er det kun af taktiske grunde - men det bliver det kun mere farligt af: Slutresultatet er ikke et socialt paradis.

Modstandsbevægelser er for et samfund, som sygdomme er for kroppen: Hvor der er brist, kommer sygdommen ind. I Afghanistan drejer det sig om lov og orden, i Pakistan kan det blive et bondeoprør. Viet Minh i Vietnam fik sin næring fra bondeklassens vrede over sine uretfærdige kår under mandarinklassen. Viet Minhs rødder var mere nationalistiske end noget andet, og stifteren Ho Chi Minh havde også først forsøgt sig hos USA, men da USA ikke ville støde manchetterne på sine europæiske allierede, der jo dengang stadig havde imperier, faldt Ho i armene på kommunismens revolutionslære.

Tehrik-e-Talibans sociale profil kan selvfølgelig gå i sig selv, men det er værd at være bekymret over...ved ikke, om der rent faktisk er modstandsbevægelser derude, der har fusioneret islamisme og væbnet socialisme på andet end et teoretisk plan.

onsdag den 24. juni 2009

Den, der tier, er måske bare ligeglad

Socialdemokraten Søren Krarup Lars Aslan Rasmussen fra KK's borgerrepræsentation ønsker en troskabsed i form af en fordømmelse af den iranske stats undertrykkelse fra Islamisk Trossamfund, efter de kritiserede Søvndal for at slå politisk plat på iranernes lidelser. Hvilket Villy gjorde - med mindre han er lige så moralsk underudviklet som Søren Pind og Holger K. Nielsen, og rent faktisk tror på sin egen fordømmelses iboende magt. Eller blot vil hævde sig selv.

Det er godt gjort, at man er nødt til at forsvare rådne lande som Iran og Rusland og salafier som Islamisk Trossamfund mod løgne, fordrejelser og demagogi fra centerpartierne. Med mindre vi gør denne moralske tommelfingerregel universel, og derudfra konkluderer, som Edith Tingstrup tidligere gjorde i Berlingske, at venstrefløjens manglende fordømmelse af Colombias FARC i sig selv er et udtryk for solidaritet.



---

Også.

---

Denne er også værd at overveje (via).
...consider the following thought experiment. In 1963, as King delivers his famous speech to the March on Washington, Soviet premier Nikita Khrushchev delivers a public message of his own to the protesters. “We would like to tell these brave voices of freedom,” Khrushchev says, “that they have the full support and solidarity of the USSR. The Soviet Union and the United States Communist Party are ready and willing to perform any measures within our power to help our American brothers and sisters obtain their rights from this oppressive regime. And although Dr. King pretends that he holds no hostility toward the American capitalist system of government itself, and wishes only to secure the ideals of the American founding for all of its citizens, we all know that he and his supporters really yearn for complete regime change in Washington. We in Moscow will do whatever it takes to help you achieve this goal.”

Let us ignore the question of Khrushchev’s intentions here: whether he is motivated by genuine sympathy and desire to aid the civil rights marchers, or a more cynical hope of destabilizing a rival government, or a narcissistic and self-righteous wish to take credit for the marchers’ achievement in order to feel better about himself and appease his domestic critics. (And before anyone gets up in arms about “moral equivalence,” let me note than I am not equating Obama’s America and Khrushchev’s Russia, merely noting that Obama and Khrushchev occupy structurally similar positions as leaders of distrusted rival powers.)

Let us focus only on a simple tactical question: would Khrushchev’s statement aid the civil rights movement? Would it be welcomed by King and his associates? Why or why not?
Afleveringsfrist kl. 12:00 d. 5. tir 1388.

torsdag den 4. juni 2009

Lidt om fordomme

Obama: Se en flot ballon!

Hamas og Hizbollahs Fadlallah: Det er en fin ballon, men vi vil hellere have konkrete forandringer.

Berlingske: Hvilket fuldstændigt uforsonligt raseri!

fredag den 1. maj 2009

TTP

Der er megen snak blandt de skriftkloge om de pakistanske militantes magt: Vil de kunne ødelægge, eller ligefrem overtage Pakistan? Eller er det vestlig islamofobisk paranoia; absurd overhovedet at forestille sig?

Det virker absurd: Tehrik-i-Taliban-Pakistan (TTP), den største paraplyorganisation for de militante i Pakistan, er næppe flere end 10.000 paramilitære. Og Pakistan har 173 mill. indbyggere. Men Pakistan bevæger sig som en søvngænger. Befolkningen er halvt opgivende og halvt ligegyldig over for de militante, og er alligevel overbevist om, at det hele er USA's skyld. Og USA, der ikke forstår denne mentalitet, eller hvad der skal til for at ændre den, kaster bomber over pakistanere fra pakistansk jord, som for bevidst at trodse offentligheden.

Jeg har teoretiseret, at islamisme er den bedste kur for islamisme. Men det er ikke noget, jeg ville ønske for nogen.

Destabilisere Pakistan: Det vil de militante kunne. Det gør de allerede strålende.

fredag den 21. november 2008

Krudt & Kugler

Danmarks akstiveste tatsminister.


Nu er det Somalias tur til at være den nye front i Krigen Mod Terror.
Etiopien: Somalia er på vej til at blive terroristrede på niveau med Afganistan under Taleban-styret. Derfor må hele verden vende blikket mod Somalia og få gjort op med de muslimske fundamentalister.

Det siger Anders Fogh Rasmussen (V), som under sit besøg i Etiopien netop har diskuteret Somalia.

- Jeg vil gerne sige, at det samlede indtryk fra de samtaler, jeg har haft, er, at vi står over for en meget skræmmende situation i Somalia, siger den danske statsminister.

- Hvis ikke vi for stoppet og vendt udviklingen i Somalia, så ender Somalia ganske enkelt med at blive en terroriststat, som kan skabe ikke bare regional ustabilitet, men også kan true den internationale sikkerhed. Det kan blive et nyt Afghanistan på Talebans tid, hvor terroristgrupper får et fristed til at operere fra, lyder det fra Fogh.
Fogh har vist fået sig en slurk etiopisk propaganda lige ned i løgneren. Har han egentlig noget begreb om, hvad der er foregået på Afrikas Horn de seneste par år? Kender han noget til borgerkrigen og anarkiet i Somalia, de hundredetusindvis af døde, de millioner, der er fordrevet og flygtet til bl.a. Europa, freden efter de islamistiske råd tog magten, Etiopiens invasion, Somalias nye sammenbrud og borgerkrig, Etiopiens efterfølgende tilbagetrækning, Somalias anarki og det opblussede pirateri som følge deraf, samt det nye had til USA, der bombede landsbyer og støttede Etiopiens invasion?
- Min konklusion på de møder og samtaler, jeg har haft, er at det internationale samfund ganske enkelt er nødt til at engagere sig stærkere i at få stoppet og vendt udviklingen i Somalia.
Jeg gætter nej.

onsdag den 19. november 2008

Bør menneskets tanker kontrolleres?

Jeg ville ønske, jeg kunne fordømme Pia Kjærsgaards krav om en undersøgelse af Bonnichsen helhjertet. DF gør det for at intimidere; for at knægte ytringer, de ikke bryder sig om. Forsvarere af ytringsfriheden er de ikke, kun hyklere.

Men fordømme det med hele mit hjerte kan jeg ikke, for venstrefløjen har ikke været for god selv. I mange, mange år har den hevet folk i retten for racisme. Og skønt nogle et godt stykke til venstre går ind for rigtig ytringsfrihed, så har jeg aldrig set nogen blandt centrum-venstres politiske elite - som nu må inkludere SF - gå ind for afskaffelse af racismeparagraffen.

Sindelagskontrol er det. Intimidering har det været. Ikke at venstrefløjen har været uærlig - had mod minoriteter har en grum historie, og jeg klandrer ikke nogen for at sammenligne DF med fascister - men nationalisterne er lige så ærlige, når de mener, at tilbederne af multikulturalisme er idioter, der i antiracismens navn nægter at se sandheden om den muslimske religions totalitære natur i øjnene. Dem klandrer jeg heller ikke for mene, hvad de gør; der er rigeligt med inspiration.

Jeg forestiller mig heller ikke, at "vi bør kunne diskutere det i ro og fred", i god tone. Det er emnet alt for eksplosivt til.

Men jeg vil have, at vi diskuterer det åbent. At vi ikke stævner hinanden fra hoften, eller blot truer med det. Det er en uvane, og nedbryder demokratiet. For hvis sindelagskontrol er nødvendigt, hvordan er det demokratisk? Lever vi da i et demokrati, hvis man ikke kan sige og stemme sin mening? Hvad er vi så; tvungent tolerante? Og hvordan fanden giver det mening?

I mine øjne overhovedet ikke. Så den dag, hvor centrum-venstre går ind for ophævelse af racismeparagraffen, da kan vi tale, og tale frit. Jeg slutter derfor af med mit yndlingscitat af Chomsky, der selv er en mere veltalende forsvarer af ytringsfrihed end jeg:
"If you're really in favor of free speech, then you're in favor of freedom of speech for precisely for views you despise. Otherwise, you're not in favor of free speech."
Så simpelt kan det siges.

mandag den 18. august 2008

Specificér!

Raapil skriver om en meningsundersøgelse af pakistanere, og stridspunktet er spørgsmålet om indførelse af "striks sharia". Problemet med disse undersøgelser er, at sharia er så mange ting, og at graden af intolerance ikke kan indfattes i et enkelt spørgsmål. For eksempel er det også sharia at overholde ramadanen, spise halal-slagtet kød, holde sig fra bacon og alkohol, osv. Så der burde være en række spørgsmål i stedet, på formlen: Mener du, at [X] bør indføres ved lov? Hvor X så kan være:

At kvinder skal gå seks fod bag mænd.
At de ikke må køre bil.
At de skal gå i burka/nikab/whatever.
At tyveknægte bør få hånden hugget af.
At utro bør stenes.

Og mere i den stenalderdur.

Hvad undersøgelsen desværre viser er, at pakistanere stadig mener at problemerne med de militante skyldes at USA har presset Musharraf til at presse de militante, der så bare har slået igen. Det er bollocks, men svært at gøre noget ved, idet ethvert pres udefra kun vil bekræfte vrangforestillingerne. Men Musharrafs tilbagetrædelse kan ikke skade; nu mister de i hvert fald den undskyldning.

Til sidst er der at sige, at hvis pakistanere virkeligt ville have et kalifat, så er der et parti at stemme på: Muttahida Majlis-e-Amal. Men de fik 2,2% sidst.

fredag den 1. august 2008

Over Indus

Fra et udmærket interview i Harper's med en Ahmed Rashid:
FATA is now almost entirely controlled by the Pakistani Taliban militias who in turn provide cover, protection, and sanctuary to the Afghan Taliban and to Al Qaeda. (...)

Now the Pakistani Taliban are expanding their area of control in the settled areas of the North West Frontier Province. They have reached Attock on the Indus river, which is really the cultural and social dividing line between Afghanistan-Central Asia and Punjab and the Indian subcontinent. This is a very dangerous development for Pakistan and the world.
Forudsat at krigen i Afghanistan skal vindes, må talebanerne i Pakistan imødegås. Dette kan kun ske fra pakistansk side, da en krig mod selve Pakistan er urealistisk, mildt sagt. Tricket er at få dem til det. Hæren vil ikke af sig selv, den tænker mere på Indien. Om en omfattende "normaliseringsplan" i grænseområderne:
...until Pakistan takes some radical political steps in FATA, this development money should be held back. At the moment, any aid money would end up either with the army or the Taliban. At the same time it would be ruinous if U.S. troops were to cross the Durrand Line and attack FATA. It would unleash a storm of unrest in the Pashtun belt which could lead to major destabilization of the government through suicide bombings and so forth.
Og sandsynligvis afskaffe Pakistans civile institutioner og cementere militæret i rollen som den egentlige overherre.

Hvordan kunne man dog tro, at Musharraf, militærets mand, ville konfrontere sine egne?

Det er spøjst. Det, som Vesten bør gøre i Pakistan, er det, vi påstår at ville: Støtte demokratiet. Men i virkeligheden ønsker vi ham med sildesalat på brystet - demokratiet er jo vægelsindet; man kan ikke stole på det. Var Vestens accept af Musharrafs militærdiktatur et spejl af en fascistisk undertone i Europa og USA? En stærk mand, der tager sig af sagerne? Vores accept af Karimovs brutale styre i Uzbekistan er en lignende situation:
President Islam Karimov has run a highly repressive, corrupt and totalitarian political system and he has refused to carry out even the basic economic and political reforms that other post-Soviet states have done. There is no democracy and no opposition, and as a result the opposition tends to become radicalized quickly, and then forced underground. Many young people are subsequently lured to Islamic militancy, which today means going to FATA and Afghanistan for training with the Islamic Movement of Uzbekistan and other such radical groups allied to Al Qaeda and the Taliban. Such groups have now become pan-Central Asian in that they take in recruits from Xinjiang in China and Chechens in the Caucasus. The U.S. relationship with Uzbekistan has been complex, but under Bush it has come to focus entirely on the need to use Uzbekistan as a support base for military operations.

A real crisis in Uzbekistan is likely to develop over the succession to Karimov. He is old and ill. There is infighting between the power brokers of his regime over who would succeed him, while he is trying to secure his family’s wealth by insisting upon his daughter Gulnara as his successor. Any succession crisis that would divide the regime would be immediately exploited by the Islamic Movement of Uzbekistan and other such groups because there is no democratic opposition in the country. These militant groups are in the process of creating an underground Islamist movement in Central Asia–what is now being termed the “Central Asian Taliban.” The shock waves from a destabilized Uzbekistan will be felt throughout the region.
Terrorkrigens fremtid synes at ligge i at give penge til diktatorer, der slås med indre islamistisk opposition - om ikke andet, så fordi Vesten ikke vil eller kan lægge soldater til. Men penge har vi, penge til hele verden.

fredag den 27. juni 2008

Fra nu af!

Via en diskussionstråd hos Idioten, Hedegaards forsvar mod anklager som Mchangamas:
Selskabets store internationale konference, som vi afholdt med støtte af Kulturministeriet, fandt sted i denne sal den 4. november 2007 og havde som tema ytringsfriheden i Kina. Vi fandt, at emnet var velvalgt i lyset af den standende diskussion om menneskerettighederne i Kina.

Desuden fandt vi i bestyrelsen, at det var på tide, at Selskabet i praksis beviste, at vi interesserer os for andre overgreb på ytringsfriheden end dem, der skyldes islam.
Det synes som om der var noget om anklagen alligevel, når den skulle tilbagevises ved at ændre praksis.

onsdag den 4. juni 2008

Skamløst dumt

Angrebet på Danmarks ambassade i Pakistan har røv og nøgler med vores udenrigspolitik at gøre, og alt med tegningerne. Der er lige nu en million lande i OEF, og der har været en million i OIF tilmed, og det er det, vores særligt "aktivistiske udenrigspolitik" består af. At Danmark udenrigspolitisk skulle have ført sig specielt hårdt frem i forhold til andre lande (hårdere end Canada i Afghanistan? Eller Armenien Georgien i Irak? For de har begge sat mere til i forhold til os), og at det er det, der har bragt vores ry i uføre og dermed ambassader i fare i muslimske lande verden over, opfatter jeg som et skamløst politisk misbrug af døde mennesker.

Men det er det, der argumenteres. Og argumentet er i tråd med visse dele af venstrefløjens monolitiske opfattelse af regeringen og verden, sammenfattet i Tøger Seidenfadens besynderlige tolkning af Muhammedkrisen, hvor det indenrigs- og udenrigspolitiske blev blandet sammen til ét stort motiv. Således demonstrerede folk i Pakistan og andre steder over hvordan den danske regering behandlede muslimer herhjemme.

Jeg kan ikke tro, at nogen for alvor mener dette. At det var en oprigtig vrede over starthjælpen og 24-års-reglen, der fik brændt KFC ned i Islamabad. Men det er åbenbart opfattelsen. Der er altså to muligheder:

1) "Eksperterne" mener alvorligt, at Danmarks internationale ry er blevet alvorligt plettet af regeringens indenrigspolitiske "værdikamp", herunder 24-års-reglen, Muhammedkrisen, starthjælp, tørklædehys, DF, etc.

2) Eller også udnytter de dette til at angribe regeringen, som led i selvsamme indenrigspolitiske værdikamp.

I andet tilfælde er det at udnytte uskyldige døde. I første tilfælde er det ideologisk og/eller partisk forblændethed. Danmark har ikke lavet noget, som de fleste andre europæiske lande ikke også har. Man kan mene hvad man vil om den hjemlige debat og stramme indvandringspolitik, men begge deles efterhånden af næsten hele Europa.

Det er tegningerne. Det er det, der adskiller Danmark fra alle andre vestlige lande.

Og tegningerne var et indenrigspolitisk anliggende - og jeg friholder sandelig ikke JP for antimuslimsk chikane - indtil den egyptiske regering benyttede sig af dem, i sit sædvanlige indenrigspolitiske spil mod Det Muslimske Broderskab, ved at ophidse masserne mod Danmark, der alligevel var så lille et land, at dets forhold til Egypten sagtens kunne ofres til lejligheden. Og så fik andre regeringer samme idé, båret godt på vej af saudi-arabiske husmødre, der med deres kedsommelige tilværelse manglede noget at forarges over.

Det er tegningerne, South Park lavede et dobbeltafsnit om.

Det er tegningerne, al-Zawahiri kaldte til krig over.

Det er tegningerne, der bragte Danmark i The Daily Show. Flere gange.

Det er tegningerne, der fik disse små fætre til at skyde op på alverdens fremmedfjendtlige blogs.

Tegningerne!

---

Fanden tag det, hvor kan folk være dumme. Forbandede, fortvivlede gruppetænkning.

mandag den 2. juni 2008

Fra had til vold

Jeg bør vel ofre nogle ord på de pikslikkere der angreb den danske ambassade i Pakistan.

Dette er frugten ved hvilken islamisterne skal kendes. Den eneste grund nogen ville have til at angribe netop den danske ambassade er opfattelsen af, at Danmark har "fornærmet islam" igen og igen. Så kan de gejstlige beklage og begræde, men deres bandbuller mod Danmark har atter båret rådden frugt. Der løber en linie fra retorik til handling, fra had til vold, klar som sommersolen. Den ender i dag i otte døde mennesker.

Det var så fordømmelsen. Nu til Pakistan: Jeg har før blæret mig med mit overfladiske kendskab til nationen, men har dog fulgt en anelse mere med på det seneste. Så vidt jeg har forstået, så hersker der blandt de sekulære pakistanere - først og fremmest punjabier og sindher, disse udgør langt det meste af befolkningen - en opfattelse af, at USA tvang Pakistan til at angribe de militante pashtun-organisationer i grænseområderne til Afghanistan i forbindelse med krigen i Afghanistan, og at de seneste års vold i det centrale Pakistan derfor er udlandets skyld. Ved valget for nyligt blev en regering derfor valgt ind, som lige nu er i gang med at underskrive våbenhviler med de militante fra nord til syd. Man forventer så at mareridtet går væk, og alt bliver som før.

Så nemt får Pakistan det ikke. Talebanbevægelsen blev skabt af den pakistanske efterretningstjeneste ISI, som en stedfortrædermilits, der skulle underlægge Afghanistan på Hatfields Pakistans vegne, selvfølgelig i konkurrence med McCoys Indiens støtte til Nordalliancen. Det burde være åbenlyst for Pakistans politiske elite at de har skabt et Frankensteins monster, og at det har ikke tænkt sig at lade sin skaber være i fred. Men denne bevidsthed mangler. En Daniel Simons skrev denne lille artikel i februar om USAs støtte til Musharraf; på ganske få linier favner den bredt, så jeg vil anbefale den og afslutte mit eget indlæg med et citat derfra:
For Pakistan to undertake a successful counterterrorism campaign against the troika of dangerous Islamists within its borders -- al Qaeda, the Afghan Taliban and domestic militants -- its people must believe that such an effort is in their self-interest. We know from Iraq that winning over the populace is vital to a successful counterinsurgency or counterterrorism campaign. Pakistanis need to be convinced that Islamist extremism threatens their way of life.

Presently, though, many Pakistanis attribute the rise of Islamist extremism in Pakistan to Musharraf's ill-fated alliance with the United States. Given his role in sacking the chief justice last March and declaring a state of emergency in November to ensure his re-election as president, Musharraf's unpopularity seems irreversible.

Accordingly, the appeal of a Musharraf-centric explanation for domestic terrorism will fade only if Pakistan continues to experience militant attacks after the president's downfall. This is why Musharraf ultimately must go. Until he does, Pakistanis will not accept that the fundamentalists have a more expansive goal: to impose strict Islamic law on all of Pakistan.

mandag den 19. maj 2008

Stunt

DF vil måske trække støtten til militæraktionen i Afghanistan, hvis dødsdom for blasfemi mod islam over afghansk journalist ikke omstødes. Om dette siger Lykketoft:
»Sådan en dødsdom vil jo i alle landene undergrave forståelsen for vores tilstedeværelse i Afghanistan«, siger Lykketoft.

Men det undrer Mogens Lykketoft, at Dansk Folkeparti har »behov for at gå ud i denne fase«.

»Dansk Folkeparti ved jo lige så godt som os andre, hvilket pres man forsøger at øve på den afghanske regering for at forhindre den dødsdom. Så det er bare et politisk stunt«.
Da det meste af Afghanistan udenfor Kabul ikke adskiller sig synderligt fra talebanland, så burde denne dom ikke være overraskende for andre end de uoplyste. Det politiske stunt er tværtimod at få dommen omstødt, så de vestlige lande stadig kan bibeholde illusionen om at slås for rødgrød med fløde.

Det korte af det lange er, at hvis militæraktionen i Afghanistan går ud på at gøre afghanere til danskere, så er det umuligt, og DFs trussel om tilbagetrækning er derfor logisk. Så NATOs lande må hellere tænke den her igennem.

lørdag den 3. maj 2008

Spin jer rundtosset

Det kører derudad for S:
Et medlem af folketingsgruppen, klima- og energiordfører Mette Gjerskov, afviser, at integrationsordfører Henrik Dam Kristensen taler på gruppens vegne, når han støtter et forbud.
Nej, for han er jo kun Socialdemokraternes skide integrationsordfører.

Amatører.

---

Mere. Hvorfor Ny Alliance ikke brugte mere tid på islam og islamister under valgkampen ved jeg ikke. Måske for mange spindoktorer. Listen to the man:
»Det er nærmest at gå islamisternes ærinde, når Socialdemokraterne ekskluderer alle troende muslimske kvinder fra det offentlige arbejdsmarked. 'Hvad sagde vi', vil det lyde fra imamerne. 'De vil ikke vide af jer'«, siger Naser Khader.

fredag den 21. marts 2008

Vores Land

Folk verden over vil bestemme selv. Det er en drift, så at sige, at hvert identitetsbærende område ønsker at lede sig selv: Man foretrækker altid sin egen usle diktator fremfor en godhjertet hersker udefra. Identitet og ønsket om selvbestemmelse er to sider af samme mønt. Ser man nationalisme og fremmedfjendskhed fra denne vinkel, er der en del, der giver mere mening.

For eksempel; den vesteuropæiske nationalismes opblussen de senere år. Muslimske indvandrere ses stadig som et fremmedelement i Vesteuropa, som gæster. I nationalisternes øjne er alle forsøg fra muslimsk side på at ændre værtssamfundet som en gæstefamilie, der - efter nådigt at være inviteret indenfor i varmen - begynder at stille krav til højre og venstre til sine værter om hvordan alting bør foregå. Og får de ikke deres vilje, kan de ikke garantere at deres uvorne børn ikke ødelægger flere møbler end de allerede har gjort.

Grundindstillingen er, at i Vores Land bestemmer Vi, og ingen skal komme udefra og lave om på os. Gør de det, så smider vi dem ud i kulden igen.

Og se så krigene i Irak, Afghanistan, Vietnam, og alle deres lige, i dette lys. De famøst uafhængige pashtun-stammer, i hvilkes hængedynd adskellige af verdenshistoriens største imperier sad fast. Anti-amerikanismen, næret af supermagtens indblanding i alt mellem himmel og jord. Russofobien, ikke blot et levn efter Sovjetunionen, men spillevende ved Ruslands brutale armvridning af sine naboer. Raseriet mod EUs ubesjælede standardiseringer og globaliseringens massemord på lokale kulturer. Og så fremdeles.

Folk er hamrende ligeglade med demokrati, menneskerettigheder, kalifat, ytringsfrihed, klassekamp, og anden teori. Men at bestemme selv; det kan få folk på gaden.

tirsdag den 18. marts 2008

Jus' cruisin'

...is McCain.

Men mon ikke det meste af USAs højrefløj selv tror at Iran og al-Qaeda er i forbund, at Iran også forsyner talebanerne, og at begge arbejdede sammen med Saddam Hussein; netop fordi alle muslimer er del af en verdensomspændende fællesbevidsthed (kaldet islamofascismen), der vil underlægge sig resten af verden. Det står nemlig i Koranen, som alle muslimer følger blindt.

Så at McCain hægter shi'a-dræberne al-Qaeda sammen med det shi'itiske Iran fortæller os blot hvor han kommer fra.

---

Det er svært at skelne; det kræver hjerne. Vesten havde det samme problem under Den Kolde Krig, hvor man ikke tillagde konflikter kommunisterne imellem nogen betydning. De var jo alle kommunister. Og ikke nationalister, der i den senkoloniale og postkoloniale tid faldt i armene på kommunismen, fordi den nominelt var anti-imperialistisk. Således blev talrige sprækker i den røde beton overset, til egen skade.

Et eksempel var det historiske fjendskab mellem Vietnam og Kina - samt bruddet mellem Mao og Krushchev - der på forhånd gjorde USAs krig i Vietnam overflødig, såfremt hensigten var at holde Kina ude af Sydøstasien. I de fem år efter Nordvietnam indtog Saigon, sloges det forenede Vietnam først mod Kinas stedfortræder Khmer Rouge i Kambodia, og siden med selve Kina i 1979, i Den Sino-Vietnamesiske Krig.

Blodig ironi.

Her er en liste af McCains udenrigspolitiske rådgivere, marginalt mindre tossede end Guilianis hold.

søndag den 16. marts 2008

Sociokultur

I halen på et godt indlæg fra Raapil om indvandring:

For mig at se, er problemerne med indvandring både sociale og kulturelle. Det er fordi der er noget, der hedder sociale lag, og hvert socialt lag har sin egen kultur. Ikke isoleret, selvfølgelig, men der er stor kulturel forskel på rige og fattige. Til det kan man føje forskellen mellem by og land, og så har man et sociokulturelt gitter, som kan lægges ned over de fleste samfund. Det er ligetil.

De flygtninge og indvandrere, som Vesteuropa har fået fra udviklingslande, er som oftest fra de lavere sociale lag, og fra landlige samfund. Det betyder en indvandrerkultur som er dybt konservativ, patriarkalsk, underuddannet, eller endda uuddannet. Når mennesker fra en sådan kultur flytter til vestlige storbyer, bliver de store forskelle mellem den gamle og den nye kultur oversat til en gigantisk generationskløft mellem indvandrerne og deres børn. Det er derfor at indvandrerne, skønt de tit er arbejdsløse, ikke er særligt mere kriminelle end indfødte - hvis overhovedet, mens børnene render rundt og laver lort.

Løsningen er at fjerne generationskløften mellem forældre og børn. Det sker ved at børnene gifter sig med etniske hvide eller hinanden. Og det er derfor man må sætte stop for importerede ægtefæller, fordi denne skik nulstiller det sociale ur, der ellers var godt igang med at løfte næste generation væk fra det lavere sociale lag, som deres forældre var født i. Så det er derfor jeg støtter 24-års-reglen: For at bekæmpe den sociale arv.

Islam er kun en faktor, i og med at man har importeret den politiske opposition fra muslimske lande, som tit er islamistisk - og tirrer europæisk identitet gevaldigt. Ingen tvivl om at islamisme er en negativ faktor, men mest fordi den provokerer indfødte, og sætter gang i en vældig selvforstærkende chauvinisme, som vi også kender under navnet Civilisationskrigen. Jeg kan forstå hvorfor nogle vil markere deres identitet på mere eller mindre anstændig vis; men det gør det ikke meget nemmere, og har ikke alverden med problemerne at gøre. Det har islamisme så for i øvrigt heller ikke.

Men visse identitetsryttere gør alligevel islam til problemet, og har dermed på forhånd udelukket alle muslimer fra samfundet, og indirekte peget på løsningen: Omvendelse, tvangsomvendelse, udvisning, eller udryddelse.

Grundlæggende tror jeg ikke nogen af fløjene fatter det. Til højre trives identitetsangsten, mens tolerance er løsningen på alt til venstre. Kold sociologisk analyse har ingen tid til, desværre.