Spies gonna spy

Jeg tror ikke, at særligt mange er overrasket over, at USA spionerer mod EU. Det overraskende er, hvor langt de er gået. Men USAs vildtvoksende efterretningsvæsen måtte i sidste ende også gå ud over de høje herrer i Bruxelles.

Det er misforholdet mellem spionagens udbytte og den krise, der ville komme ved afsløring, som viser, hvor langt pendulet er svunget fra udenrigspolitisk omtanke til spionage for spionagens skyld. Med andre ord har jeg svært ved at se, at så omfattende spionage skulle være den diplomatiske risiko værd.

F.eks. er det også blevet afsløret, at Storbritannien volds-aflyttede et G20-møde, som blev holdt i London. Altså: Et G8-møde er i forvejen en trist affære, hvor udkommet gerne er tomme erklæringer og løfter om at mødes igen. G20 i endnu højere grad. Så hvorfor lave falske webcaféer (4real?) for at høre, hvor de forskellige lande stod i forhold til hvilken tom erklæring?

Det er et kæmpe spionapparat, som tromler resten ned.

Det hører også med, at noget i stil med 70% af budgettet går til private firmaer. Det er for alvor et overvågnings-industrielt kompleks.

Det vil også virke tilbage på mentaliteten hos staten. Spioner har det med at være mistænksomme, og jo mere spionage og overvågning fylder i staten, jo mere vil den gå ud fra, at folk har noget at skjule. De, der er uskyldige, har intet at frygte - men hvem siger, at du, som er uskyldig i dag, også er uskyldig i morgen?

USAs økonomi, skuffenotat

USAs økonomiske vækst vil skuffe i år, fordi The Federal Reserve har mere end antydet, at de vil holde op med at opkøbe statsobligationer, hvilket har skræmt investorer, og fordi kongressen har vedtaget nedskæringer, som IMF siger vil barbere ca. 1,8% af væksten. Det er ret meget.

Læk! ert!

Obamas popularitet verden over er faldet drastisk, efter det er blevet lækket, at han er en hykler med hang til totalitære metoder.

Det er slemt, at han er bedre end alternativet.

Straf dem, der ikke melder sig selv

Så snart man har vænnet sig til musikken, skruer Obama forstærkeren op til 11.

Even before a former U.S. intelligence contractor exposed the secret collection of Americans’ phone records, the Obama administration was pressing a government-wide crackdown on security threats that requires federal employees to keep closer tabs on their co-workers and exhorts managers to punish those who fail to report their suspicions. (...)

The Defense Department anti-leak strategy obtained by McClatchy spells out a zero-tolerance policy. Security managers, it says, “must” reprimand or revoke the security clearances – a career-killing penalty – of workers who commit a single severe infraction or multiple lesser breaches “as an unavoidable negative personnel action.”

Employees must turn themselves and others in for failing to report breaches. “Penalize clearly identifiable failures to report security infractions and violations, including any lack of self-reporting,” the strategic plan says.

Men det er Wikileaks og Snowden, der truer det frie samfund, ikke Obama...

(McClatchy via Digby via Atrios)

Forskellen på DK og USA

I USA skaber det stor furore, når politikerne forsøger at skære i folkepensionen. Herhjemme lyder ikke et kvæk. Hvorfor egentlig?

Kedeligt men ret vigtigt: "Købekraftskorrigeret"

Når liberale som f.eks. Kurrild-Klitgaard omtaler Danmark som et økonomisk hul i jorden, vil han og hans lige ofte bruge såkaldt "købekraftskorrigerede" tal for det økonomiske produkt, dvs. hvor meget af økonomisk værdi, som vi laver i Danmark.

Det tror pokker: hvis man ser på tal, der ikke er købekraftskorrigerede, ender Danmark højere end USA, og det går ikke.

Så hvad går det ud på? Dansk wikipedia forklarer:

Ved at bruge KKP [købekraftsparitet] valutakurser når man sammenligner levestandarden i forskellige lande, opnår man et mere detaljeret billede, end hvis man bare sammenligner nominel bruttonationalprodukt (BNP). Det skyldes at KKP valutakurser tager højde for forskellige relative leveomkostninger og inflationsrater i forskellige lande.

Og det lyder da yderst fornuftigt. Problemet er, at det ikke er alle værdifulde ting, man sådan kan gå ud og købe. Her et par eksempler:

• Et sundhedsvæsen for alle
• Længere levetid
• Mindre kriminalitet
• Mere lighed
• Bedre social mobilitet
• Tryghed i dagligdagen
• Osv.

Selv om man er af den politiske overbevisning, at disse samfundsgoder ikke bør efterstræbes, kan man næppe undslå sig, at der er nationer, der bruger mange penge på netop dette. Og da sådanne goder ikke regnes med i en købekraftskorrigeret sammenligning af levestandarder, kan man ikke bruge en sådan sammenligning til meget andet end netop at se på direkte leveomkostninger. Det kan i hvert fald ikke bruges til at sammenligne økonomien.

Hvis man alligevel bruger købekraftskorrigeret BNP, hvem vinder og taber så? Taberne er europæiske velfærdsstater som f.eks. Danmark, der har en høj moms, fordi moms er en direkte købsafgift, der regnes med i KKP. Hvorimod lande som USA, der ikke har moms overhovedet, stiger betragteligt.

Nogle ville derfor kalde en sådan sammenligning misvisende. Hvis f.eks. netop USA og Danmark sammenlignes, kunne man jf. eksemplerne ovenfor anføre, at USA ikke har et sundhedsvæsen for alle; at der er langt flere mord; at uligheden er langt større; at den sociale mobilitet er mindre; og at alt dette burde regnes med. Fordi det er et valg, man træffer, om hvordan man anvender det økonomiske produkt. Men udkommet er det ikke.

(billede af Big Mac-indekset. Heller ikke den bedste måle at måle en økonomi på...)

Virker Heldigvis Ikke

Mange centrum-venstre-europæere ser amerikanere som dumme og tilbagestående, men hvis der er noget, der er dumt og tilbagestående, er det Europas økonomiske politik i øjeblikket.

Takket være et - i dette tilfælde, heldigvis - dysfunktionelt politisk system i USA, er det meget svært at nedbringe USAs nationale gæld. Offentlig gældsnedbringelse er så også det modsatte af, hvad man bør gøre i en økonomisk depression, så i økonomisk vækst spanker amerikanerne Europas numse.

U S tja

Jeg ville have foretrukket, at både Obama og Romney havde tabt, men når det nu ikke kunne lade sig gøre, var Obama nok det bedste valg. Nogle siger 'jo værre, jo bedre', men jeg tror bare at kaos for det meste fører til fascisme eller dumme revolutioner.

U S eh

Begravet under arbejde. Det amerikanske præsidentvalg er heller ikke så sjovt at skrive om som sidst. I mine øjne er det et valg mellem guvernør Doofus og præsident Douchebag.

Israel...

Obama kan godt tabe præsidentvalget, hvis Israel angriber Iran lige inden valgdagen i november, og han ikke støtter det fuldt ud (som bekendt tror mange amerikanere, at han er socialistmuslim fra KenyaIndonesienHawaii). Netanyahu og Baraks retorik giver ikke mening ellers. Jeg ved ikke, om de har en plan, men hvis de har, så må planen være at piske en stemning op.

Hvis det er sådan de tænker, så tror jeg faktisk ikke de tager fejl, men det er en meget stor risiko at løbe, når nu USA er Israels i særklasse vigtigste allierede. Men hvis de virkelig selv tror på, at Iran forvandler Israel til radioaktivt glas inden længe, så giver det mening at løbe en stor risiko.

Det sikreste væddemål i politik er, at der ingenting sker, uanset hvad folk siger i det offentlige, så lad os håbe det.

AAararrrrrahagh

Søren Pind. DEN Søren Pind. Kritiserer Obama og USA for at myrde uden rettergang med dronebomber.

I dag

Obama er et r-hul

USA bomber nu også i Filippinerne (via). Men det er ok! for det går stadig kun ud over muslimer. På den anden side ser det ikke ud til at hjælpe Obamas chancer for genvalg til november særligt meget, selv om hans mange myrderier spiller en central rolle i valgstrategien.

Når folk som jeg kalder Obama et slimet røvhul og klam lille morder, burde det ellers hjælpe ham med vælgerne, men det ser alligevel ud til, at det er økonomien, der betyder mest.

Nå ja. Hvis Romney vinder, kan det være, at venstrefløjen herhjemme vågner op og igen begynder at kritisere USA for at slå brune mennesker ihjel.

Der er rigeligt skidt at skovle

Sagen om drabet på Trayvor Martin er en påmindelse om, hvorfor sorte amerikanere generelt ikke ofrer megen tid på Obamas oversøiske menneskerettighedsbrud, og hvorfor nogle sorte er forbandede over al den opmærksomhed, som isolationsfængslingen af kridhvide Bradley Manning over Wikilækket fik: Den slags sker med sorte amerikanere hele tiden, og det giver sjældent overskrifter.

Lovløs i Det Vilde Vesten

Jeg har spekuleret over, hvorfor Glenn Greenwald er gået som katten om den varme grød om det emne, han egentlig skriver mest om: Amerikansk retlig dobbeltmoral. Greenwald er jurist og tænker som en jurist: Når der de jure ikke længere nogle grænser for, hvem USAs præsident kan befale henrettet, så kan alle henrettes efter præsidentens befaling. Og det er forfærdeligt. Men de facto er reglerne, at man kun kan blive henrettet uden retssag, hvis man er a. muslim, og b. bor i et muslimsk land.

Det hele ligger i stammetanken; at stammens love gælder for stammens medlemmer, og at folk uden for stammen er lovløse. Derfor gik folk herhjemme i ged over en, der fik konfiskeret 130.000 kr. af USA til cubanske cigarer - hvilken udåd! Men hvis det havde været en muslim, der havde forsøgt at købe - hvad ved jeg - koraner og krumsabler, så ville det være fint. Det er jo ikke fordi vi går i spåner over alle dem, der bliver slået ihjel i kølvandet på vores aktivistiske udenrigspolitik. I mindre grad er man også lovløs, hvis man er it-anarkist, nazi eller anden form for radikal. Man er bare udenfor, og derfor også uden for loven. Det er ikke noget, en ikke-jurist typisk forfærdes over, fordi man tror man ved, hvor grænsen går.

Derfor har jeg fået den kætterske tanke, at det, der sker, egentlig ikke er så vildt. Stammemoralske har mennesker været, lige så længe vi har eksisteret. Vi er altså ikke på vej ned i den totalitære afgrund, vi er halvvejs nede mellem mørket og lyset, hvor vi altid har været.

Jeg er ikke ironisk her. Dobbeltmoral er skidt, og jo mindre jo bedre. Men det er ikke verdens endeligt, hvis man ved hvilken stamme man tilhører. Endemålet er vel, at vi alle er med i den samme stamme. Imagine...

Iran, Israel, USA, AIPAC: Mit besyv

WaPo:

Obama’s meeting with Netanyahu on Monday begins a critical week in his effort to contain Iran’s nuclear ambitions and preserve the trust of the United States’ closest Middle East ally. Israeli leaders have made clear they think time is running out to stop Iran from achieving the ability to build a nuclear weapon.

I modsætning til optakten til Irakkrigen er det ingen andre end Israel, der i dag ser ud til at have lyst til en krig mod Iran. Det er blevet sagt andetsteds, at Israel ikke ville larme så meget, hvis de faktisk havde tænkt sig at angribe. Det er klart; man varsler ikke et angreb. Det er også gentagne gange konkluderet, at Israel ikke kan angribe med særlig stor virkning. Israel kan altså kun håbe på, at USA angriber, eller at USA bliver trukket med ind i en krig, som Israel begynder.

Så det er en laboratorietest af den israelske lobbys magt. Men hvad er egentlig det strategiske mål? Iran er ikke ved at udvikle atomvåben, men vil heller ikke opgive sit atomkraftprogram, så den israelske stilling bliver svækket med tiden. Det virker ikke langsigtet.

Enten må det israelske fremstød være en magtesløshedens panik, eller også går det ud på at skabe støtte til et angreb i oktober hen mod det amerikanske præsidentvalg og satse på, at den amerikanske mediemaskine får USA til at gå med.

Det lyder ikke supersandsynligt, og der er rigtig mange ubekendte.

En sidste mulighed er, at Israel og USA er meget godt tilfredse med, at EU ofrer noget af sin velstand på at skade Irans økonomi, og at det i virkeligheden drejer sig om regional indflydelse. Men så tænker jeg på Tyrkiet, som har langt mere indflydelse, og som Israel helt unødvendigt har pisset på. Der er bare for mange af Israels handlinger, der ikke giver mening i et så rationelt lys. Måske er det bare sådan, at stater sætter en rute, og så kører de derud ad, indtil de ikke kan længere. Alea Iacta Est.

Trekantsdramanyt

b fra det genopståede Moon of Alabama følger udviklingen i logistikken i Afghanistan-Pakistan-USA-trekantskrigen, eller hvad man skal kalde den. The story so far:

- Pakistan (Pak) støttede et styre (Talib) i nabolandet Afghanistan (Afg). Kommer af en gammel historie med Indien, et andet naboland, og Paks store rival.
- Afg husede en terroristorganisation (al-Q).
- Al-Q slog en masse tilfældige amerikanere ihjel.
- For at bekæmpe al-Q væltede USA Talib, og truede sig til Paks støtte, som USA fik.
- Amerikanske tropper (+allierede) blev plantet i Afg for at stive det nye styre af og bekæmpe rester af Talib.
- USA og allierede havde så forsyningslinjer gennem Pak; det var det mest praktiske.
- Men Pak støttede stadig dele af Talib, som kæmpede mod USA og Afg.
- USA begyndte at bombe i grænselandet mellem Afg og Pak (over en dårligt defineret grænse).
- USA slog en del tilfældige mennesker ihjel, senest 26 Pak soldater.
- Pak lukkede grænsen.

USA ser sig nu om efter nye forsyningslinjer. Det bliver gennem luften (dyrt) og jernbane gennem Rusland (langsomt, usikkert, politisk ubekvemt).

Det kan blive ekstra spændende, hvis krigen med Iran bryder ud op til det amerikanske præsidentvalg i november. Vil Pakistan i givet fald stoppe helt med støtten til USA? Og hvad med store Indien, som har gode forbindelser til Iran?

(med tak til)

Intet nyt

Politiken er bekymret:

IAEA drager i en ny rapport den skræmmende konklusion, at Iran er godt på vej til at kunne producere, fremføre og udløse en atombombe. Det er ikke, hvad det i forvejen turbulente Mellemøsten har brug for.

Her er IAEAs konklusion (PDF, side 8):

45. The information indicates that prior to the end of 2003 the above activities took place under a structured programme. There are also indications that some activities relevant to the development of a nuclear explosive device continued after 2003, and that some may still be ongoing.

Før 2003 var der noget. Nu er der indikationer om, at nogle aktiviteter, som kan bruges til atomvåben, muligvis stadig er i gang.

IAEA har fået ny chef. ElBaradei, hvis linje USA var utilfreds med, blev erstattet af Amano, som har erklæret sig (omend ikke åbent) på USAs side "i hver central strategisk beslutning". IAEAs rapport skamrider ovenstående usikkerheder, nærmest som en hyldest til Rumfelds bevingede ord om, at "absence of evidence is not evidence of absence".

Men der er ingen beviser overhovedet, og der er ikke kommet noget afgørende nyt frem overhovedet, som man ikke vidste i forvejen. Læs her for en grundig nedsabling af rapporten. Der er også en lektie til venstrefløjen om, at man faktisk ikke kan stole på en institution, bare fordi den har FN på ryggen.

Politiken har slugt krigspropagandaen igen sammen med resten af de vestlige medier. Det er skammeligt og frastødende, at vi er så lette at manipulere, når det drejer sig om at gå i krig med lande langt væk, men sådan er det bare. Intet nyt siden Irak.

Det Iranske Komplot

Her.

Third Iranian nuclear scientist shot dead

Western security agencies are most likely behind the killing of an Iranian scientist in an operation that underlines the complexities of the conflict over Iran's nuclear programme, analysts say.

Og her.

One of the most sophisticated pieces of malware ever detected was probably targeting "high value" infrastructure in Iran, experts have told the BBC.

Stuxnet's complexity suggests it could only have been written by a "nation state", some researchers have claimed.

Jeg henviser til Glenn Greenwald og Patrick Cockburn ang. det med Quds og mexicanske narkobander. Poul Høi, der gerne vil beholde sit arbejde på Berlingske i disse usikre tider, skriver i dag (ikke online):

Ayatollah-styret er i uføre og desperat, hvis det har brug for at stive sin magt af ved at skabe en international konflikt. (...) Det er den eneste forklaring på en plan, som virker som et manuskript til en B-film. (...) Amerikanske analytikere var i går skeptiske. (...) Det handler i sidste ende om troværdighed. Bevisbyrden ligger måske i USA, men det gør troværdigheden også.

Forelagt et dybt utroværdigt komplot mener Høi altså, at det i sidste ende er et spørgsmål om troværdighed, og at USAs troværdighed er bedre end Irans, for det er den eneste mulige forklaring på dette uforklarligt ulogiske komplot.

Alle står sammen, og dem, som ikke står sammen...

Jeg vil ikke lade som om, at jeg føler noget særligt for de, der døde den 11. september 2001. Jeg kan alligevel godt tillade mig at forarges over, at DF bruger myrdede mennesker til valgkamp.

Her en helsides annonce fra Berlingske i dag:



Teksten er:

Følelsen af påtrængende sørgmodighed var overvældende
tirsdag den 11. september 2001.


Alle frie mennesker lærte på den hårde måde den dag, at vi kun har ét at gøre:
At stå sammen.
Urokkeligt at fastholde vore værdier om frihed, ligeværd og folkestyre.
Og lige så urokkeligt stå sammen i kampen mod vold,
tyranni og ekstremisme af enhver slags.

Det virker ubeskriveligt kynisk, men de mener det jo nok: Vi er under angreb fra de onde, og hvis du ikke er med os, så er du med fjenden. Det er jo en krig, det her.

Patrioternes slagplan er og bliver den samme.