onsdag den 31. oktober 2007

Små hurtige

1. Rusland og Iran har fælles interesser, vil ikke op at toppes. Der er azerierne i Iran og Rusland, og Azerbadjan imellem. Både Iran og Rusland kan rode med hinandens minoriteter, og har dermed et gensidigt afskrækkelsesvåben. Så er der olie og gas, og rørledninger, rørledninger, rørledninger. Rusland ønsker en fredelig sydlig grænse, som man kan eksportere gas ud af uden besvær. Det Store Spil, som har en del mere med virkelighedspolitik at gøre end de neokonservative fantasier om Iran.

2. Badger og Marc Lynch får en stor del af deres info om Irak fra arabiske aviser. Det er værd at huske at disse er pro-sunni, anti-amerikanske og anti-iranske, og at det tit er fra det perspektiv de to skriver.

3. God lille undersøgelse, sober endda, af ekstremistiske tekster i britiske moskéer. Hver fjerde er inficeret, jeg vil tro det samme gælder for Danmark. Mange af de kedelige bøger kommer fra wahhibi-miljøet i Saudi-Arabien, og en del er endda trykt af staten. Også en god opsummering af de forskellig tossefraktioner i det muslimske miljø, jeg lærte en del. Hvis PET vil bekæmpe muslimske ekstremister kan de jo begynde med belyse saudiske donationer til danske organisationer. I hvert fald Islamisk Trossamfund, gætter jeg på.

4. Exile.ru er dejlig. Læs om silovikernes magtkamp, og Putins vaklende trone. Stof til mange film med Gene Hackman. Et civiliseret samfund er et, hvor lederne kan trække sig tilbage uden at blive slået ihjel. Vi får se om Rusland stadig er et sådant.

Gamle ven, gamle fjende

Evigt pålidelige Christopher Allbritton skriver om PKK og Tyrkiet:
What Turkey is really attempting to do is to force the U.S., Iraq and the Kurdistan Regional Government to act against the PKK to pre-empt any action by Turkey. The Turks figure that the KRG and its American backers will choose to crack down on Kurdish rebels if they're faced with the prospect of a Turkish invasion and the collapse of the Kurdish economic miracle in the north - much of which relies on trade with Turkey and Iran. It would be the lesser of two evils.

But if the U.S. and its allies don't or can't tackle the PKK, Turkey will be forced to act. Right now, there seems to be no great thirst for incursions that almost inevitably would lead to a larger and more permanent ground force and the Kurdish insurgency that almost certainly would follow.
Dette er problemet: PKK er ikke under nogens kontrol, og Qendil-bjergene beskytter dem ikke kun fra Tyrkiet, men også fra de andre kurdiske fraktioner. Så selv hvis Barzani og KDP prøvede at gøre noget ved dem er det ikke sikkert at de kunne, med mindre de kaster en pæn klat af hvad de har mod PKK. Not bloody likely, og slet ikke med Kirkuk i spil. Barzani har desuden sendt erklæringer om kurdisk solidaritet, og al det gejl. Han holder ikke af PKK - hvem gør også det - men sympatiserer åbenlyst med de tyrkiske kurderes selvstændighedskamp. Jeg tror derfor ikke han har i sinde at løfte så meget som en finger for at stoppe PKK. PUK kan ikke gøre noget, de har ingen magt i norden, selv om Talabani lyder lidt mere klar over situationens alvor end Barzani. Amerikanerne har slet ikke mandskab til at gøre noget ved PKK, på trods af at de er håbløst afhængige af forsyninger nordfra.

Og hvad så? I øjeblikket bombarderer tyrkerne grænseregionen. Det er ikke nok. For hver ny bombe PKK sprænger, for hver tyrkisk soldat der bliver dræbt i baghold, kommer invasionen tættere på. Og indtil den kommer vil vi se symbolske handlinger fra alle sider; a phony war. Barzani vil true PKK, Tyrkiet vil true Barzani, USA vil måske bombe lidt hist og pist, måske fra tyrkiske baser for symbolikkens skyld. Artilleri, flyangreb, døde civile. Men ingen invasion før Erdogan ikke ser anden politisk udvej. Ikke militær udvej, for som Allbritton skriver, så er Qendil-bjergene det værste møg at invadere.

Sanktioner? Det går ud fra at Barzani kerer sig om sine medborgere. Som jeg ser det, så vil situationen langsomt men uafladeligt kræve invasion og besættelse. Selv om det var til at forudse vil jeg ikke tørre den af på USA, for amerikanerne har knap været til stede i irakisk Kurdistan. Problemet er blotlagt, resten følger logisk.

tirsdag den 30. oktober 2007

Om visse punditokraters særlige forhold til tortur

Moralsk forfald plus indavlet ideologi, så får vi at se: Westy fra Punditokraterne spiller smart med Stougaards uddrag fra Giulianis svar på om vandbrætning er tortur. Giuliani var ikke helt sikker, det er sikkert mange forskellige måder at drukne folk på skrømt på, man kan jo aldrig vide om de venstredrejede medier har forvansket teknikken. På dette punkt er han på linie med Bush's justitsministerkandidat.

En Malcolm Nance fra Small Wars Journal er ikke i tvivl. Han har over 20 års erfaring med efterretningsarbejde og terrorbekæmpelse. Jeg lader ham få ordet.
1. Waterboarding is a torture technique. Period. There is no way to gloss over it or sugarcoat it. It has no justification outside of its limited role as a training demonstrator. Our service members have to learn that the will to survive requires them accept and understand that they may be subjected to torture, but that America is better than its enemies and it is one’s duty to trust in your nation and God, endure the hardships and return home with honor.

2. Waterboarding is not a simulation. Unless you have been strapped down to the board, have endured the agonizing feeling of the water overpowering your gag reflex, and then feel your throat open and allow pint after pint of water to involuntarily fill your lungs, you will not know the meaning of the word.

Waterboarding is a controlled drowning that, in the American model, occurs under the watch of a doctor, a psychologist, an interrogator and a trained strap-in/strap-out team. It does not simulate drowning, as the lungs are actually filling with water. There is no way to simulate that. The victim is drowning. How much the victim is to drown depends on the desired result (in the form of answers to questions shouted into the victim’s face) and the obstinacy of the subject. A team doctor watches the quantity of water that is ingested and for the physiological signs which show when the drowning effect goes from painful psychological experience, to horrific suffocating punishment to the final death spiral.

Waterboarding is slow motion suffocation with enough time to contemplate the inevitability of black out and expiration –usually the person goes into hysterics on the board. For the uninitiated, it is horrifying to watch and if it goes wrong, it can lead straight to terminal hypoxia. When done right it is controlled death. Its lack of physical scarring allows the victim to recover and be threaten with its use again and again.
Resten er her. Spørgsmålet er så om Westy ville lege mediekritiker, eller om han selv ikke er sikker på om vandbrætning er tortur. Nok det første. Håber jeg da. Gad vidst, om det var sådan de Moskva-tro kommunister opførte sig under Ungarn i 1956?

søndag den 28. oktober 2007

Træghed Dagblad

Studsede lidt over trægheden i de etablerede/traditionelle medier mht. radikale skift i verden. Hvorfor synes dagbladsjournalister så ude af stand til at kalde Bush/Cheney antidemokratiske og Putin for en diktator? Det er som om de spiller politikere i stedet for at sige tingene som de er.

Ja, jeg tror det er det. Aviser har sine læsere som den ikke vil støde fra sig, sine kernevælgere. Men stadig; jeg er sateme træt af at læse om "den bekymrende udvikling i Rusland". FFS, udviklingen er forbi, målet er nået år tilbage. Der er ikke flere tæer tilbage at træde på, hvis det er det man er bange for, så prøv at tage et par skridt ind i nutiden.

Gensyn med fornuften

Jeg er ikke Blair, udtaler Brown. Eller næsten.

Blair. Han er stadig en kode jeg ikke helt har knækket. Prøver at finde en historisk parallel. En politisk ål, idealistisk fantast, frihedsbetvinger, autoritetstro puddel, og til sidst med et nærmest skizofrent syn på sine bedrifter og beslutninger. En art Narcissus foran et forvrænget spejl.

lørdag den 27. oktober 2007

Civilisationskrigens Skabelse, del 3

Den islamistiske undergrund, der havde bidt sig godt og grundigt fast i det muslimske bælte, forplantede sig til Europas forvirrede muslimer. Den identitetskrise, som specielt araberne sloges med, født af impotens og globalisering, oplevede indvandrerne endnu stærkere. De kom fra landet, og deres verdenssyn var dybt konservativt, passivt paternalistisk, og dyrkede et macho-patriarkalsk værdisæt. Det skurrede fælt mod et noget så frigjort Vesteuropa, hvor internettets hyperseksualisering havde taget ungdommen på alle leder og kanter. Og i det tomme Vesten var ungdommen det bedste i verden. Indvandrerne, der allerede var ghettoiseret - som indvandrere jo typisk er - enten svævede frit eller hærdedes ideologisk. Hærdningen kom fra den islamistiske undergrund, gerne i moskéer, og gerne med en importeret imam med importerede værdier. Ghettoen blev mental.

Irakkrigens vanvittige grundløshed blev afsløret i etaper, som de syv slørs dans. Der var ingen masseødelæggelsesvåben, og intet atomvåbenprogram. Der var intet samarbejde mellem al-Qaeda og Saddam Hussein. Hæren faldt sammen af rust. Den kolossale trussel, som den amerikanske administration havde malet af Irak, manifesterede sig aldrig som andet end endeløs løgn. Konklusionen var derfor: Krigen var ren aggressionskrig mod et sagesløst land, hvis eneste forbrydelse var at være muslimsk. De arabiske satellitkanaler gjorde deres til at ophidse masserne med bestandige billeder af døde eller lemlæstede irakere; det gav gode seertal. Bush/Cheney-administrationen viste sig også at være moralsk korrupt, og leverede med sine forskellige torturskandaler en konstant strøm af materiale til de oprørte. De europæiske nationer, som havde deltaget i invasionen og besættelsen, blev gjort delagtige i disse forbrydelser, og da mange af disse var ledet af dem, der førte an i kampen mod den globale islamiseringsbevægelses spøgelse, blev konturerne af en civilisationskrig alt for tydelige for mange europæiske muslimer.

Med invasionen af Irak blev jihadismen en af Europas eksportvarer. Jihads idé er et fælles muslimsk forsvar af muslimsk jord mod invasionsstyrker, og Irakkrigen blev den perfekte rekrutteringsmaskine for de ekstremistiske islamister, som i forvejen ikke havde alverden med besvær med at finde rekrutter blandt Europas forbitrede minoriteter. Mange af de politiske flygtninge i Vesteuropa fra det muslimske bælte var jo netop de qutbistiske islamister der havde bekæmpet de sekulære diktatorer med vold, og fra deres moskéer kunne de gøre som i gamle dage: Med islams historie og nyhedsbilledet bore uretfærdighedshuller i de unges hoveder og lægge æg af helligt had. Og på sand takfiri-manér blev målet for nogle af disse nyudklækkede jihadister udvidet til også at omfatte civile blandt de nationer der tog del i invasionen og besættelsen. Alle var amatører, de fleste blev taget, gav op forinden, eller legede kun med tanken. Men enkelte gange lykkedes det at sprænge civile vesterlændinge i luften, og hver gang pustede det nyt liv i muslimhadernes væren og gøren. Civilisationskrigen, som i Huntingtons hænder kun var en tese, blev skabt for vor øjne.

Således gik det til.

Civilisationskrigens Skabelse, del 2

Imens i USA: Clinton-årene var stille og rolige, med fyldt mave og tomt hoved. Postmodernismen, med sit mantra om historiens endeligt, havde kronede dage på universiteterne, og meningsløst tankespind blev symbolet på mental ophøjelse. Men i visse gnavede tomheden. Vesten havde vundet Den Kolde Krig, og koldkrigerne kunne ikke finde sig selv uden deres gamle ærkefjende. Med Gingrich-kongressens tiltræden i 1994 så man reaktionen på tomheden, dovenskaben og korruptionen som havde inficeret den tidligere demokratisk kontrollerede kongres: Clinton blev af Gingrich og Limbaugh gjort til syndens ikon, selve inkarnationen af de dekadente 90'ere. Han blev jaget vildt, og jagten blev afsindig og absurd. I Whitewater-sagen blev der brugt 50 millioner dollars for at finde smuds på Clinton-parrets bolighandler. Intet blev fundet. Ved nærmest et tilfælde faldt undersøgelsesdommeren Kenneth Starr over det famøse blowjob i Det Ovale Værelse, og så blev hundene sluppet løs. Clinton måtte bruge det meste af sin anden embedsperiode på at forsvare sig mod højrefløjens personangreb; han var ikonet og angrebspunktet i opgøret med samtiden.

Det førte, alt i alt, til meget lidt. Men det sagde alt om hvad der foregik på USAs højrefløj: Man søgte fjender. Indre fjender, ydre fjender, det var ét fedt. Uden en rigtig fjende faldt man fra hinanden, og angrebene på Clinton holdt én sammen. Men som med Iago var hadet uden motiv, og Clinton blev kun endnu mere populær jo længere farcen trak ud. 9/11 kom derfor som en åbenbaring fra himlen og helvede på én gang: Fjenden. Der. USAs fabulerende højrefløj ønskede sig en god krig, som den mod nazisterne, for at hæve sig over hverdagens formløse fladhed. Og nu blev den sagnomspundne globale islamiseringsbevægelse til det nye Nazityskland, og Osama bin Laden til Årets Hitler.

Vesteuropas højrefløj fandt derfor sammen med USAs, fælles om at udnævne islam til den nye store trussel. Talebanerne blev væltet pr. stedfortræder og al-Qaedas ledere sendt på flugt, en af CIAs få succéser i nyere tid. Det var for lidt og for nemt, ingen katharsis. Og en ny krig mod Irak - en tanke, der havde luret i kulissen blandt den neokonservative klike i 90'erne - ville endeligt udløse alle de opsparede følelser hos høgene i USA.

Men typisk for disse høge, der vil drømme om den gode krig til deres dages ende, var virkeligheden for meget at tage livtag med. Besættelsen af Irak, der på tegnebordet alene havde al mulig grund til at gå galt, blev misrøgtet fra første dag af disse krigsliderlige dagsdrømmere. Der blev ikke krævet nogen ofre af Vestens civile, alt fortsatte som hidtil. Ingen højere skatter for at betale for krigen. Ingen værnepligt for at skaffe soldater nok til besættelsen. Ingen inddragelse af oppositionen i et krigskabinet. De moderne amerikanske politikere havde brugt hele livet på at føre valgkamp og skrabe kampagnebidrag sammen, og kendte ikke til meget andet end kampen mod oppositionen om medieæteren. Der blev krigen om krigen kæmpet, mens den virkelige krig fik lov at sejle.

Civilisationskrigens Skabelse, del 1

Faktorerne er disse: Kommunismens anti-imperialistiske retorik tiltrak mange blandt Europas kolonier verden over, blandt andet i det muslimske bælte fra Marokko til Pakistan, og videre ned til Indonesien. I de arabiske lande blev den postkoloniale politik derfor formet som en bleg kalkering af kommunismen. Til det hørte en mere eller mindre totalitær stat - efter evne - og en offentligt skamdrevet økonomi. De spæde arabiske nationer holdt knap nok sammen. Efter århundreder som anonyme osmanniske provinser, og et halvt som europæiske kolonier, var landene sakket gevaldigt bagud, økonomisk og politisk, såvel som mentalt. Den dominerende samfundsform var stadig stammen. Kombineret med socialismens uundgåeligt uduelige diktatur blev resultatet en skålfuld miserable lande.

Imens i Europa: Efter jødeudryddelserne tog zionismen fart. Koncentrationslejrene beviste at zionismens grundidé - jøder måtte have deres egen stat for at være i sikkerhed - var den rigtige. Israel blev skabt på arabisk jord, de arabiske lande erklærede krig, og fik læsterlige klø. Elendige som de jo var til alt de gjorde.

Det gik på et stykke tid. Efter at både pan-arabismen og socialismen havde vist sig nytteløse mod Israel og til alt i øvrigt, begyndte de politisk aktive at søge frelse andetsteds, og fandt det i islam. Det religiøst-politiske grundlag var allerede til stede i religionens skrifter - koran, sunna og hadith - og når socialismen ikke virkede, så skulle islam prøves.

Men magten lod sig ikke rykke så let. En diktator giver meget nødigt magten frivilligt fra sig, sekulær eller ej, og Egypten var det bedste eksempel på magtkampen mellem den sekulære diktator - Nasser - og islamismens politiske fortrop - Det Muslimske Broderskab. Qutb søgte et alternativ til Vest- og Østblokken, men diktatorer tåler ikke alternativer, og Qutb blev tortureret halvt ihjel i Nassers fængsler. Han radikaliseredes af oplevelsen, og hans islamisme ligeså. Qutbismen og dens aner blev drevet under jorden, hvor de til dags dato stadig er det eneste reelle politiske alternativ til de korrupte diktaturer.

Efter jødeudryddelserne i Europa fik racismen et dårligt ry, og Vesteuropa i særdeleshed vendte sig væk fra alt, der lugtede af ekstremer. Der blev lukket op for indvandring, specielt fordi et Europa i ruiner skulle bygges op igen fra bunden, og der var brug for arbejdskraften. Denne tolerante holdning til indvandring og minoriteter holdt sig helt til slutningen af det 20. århundrede, hvor facaden krakelerede. En massiv tilstrømning af fattige og uuddannede muslimer fra landlige områder bragte en masse problemer med sig - netop de problemer, de flygtede fra. Og skabte nogle nye: Europas nationer var ikke indvandrernationer, som USA og Canada. Fundamentalt var de stadig monokulturelle, og en voksende og overkriminaliseret etnisk underklasse vakte racismen til live igen. Aviserne begyndte at acceptere læserbreve der anklagede muslimerne for ikke blot at være dårlige mennesker, men del af netop den verdensomspændende hær, som mange af de islamistiske undergrundsbevægelser i Mellemøsten og andetsteds drømte om. Den, hvormed den muslimske verdens gyldne tidsalder skulle genskabes, fra al-Andalusia til og med Indien. Således gav den politiske undergrund i det muslimske bælte næring til de europæiske nationalisters paranoia, og i alle europæiske lande - inklusive Rusland - så man ekstremisterne vinde politisk terræn. Venstrefløjen mente, at problemerne med indvandring - hvis de da overhovedet eksisterede - var pga. hvid racisme. Men de borgerlige gik, efter et lille stykke tid, i pragmatisk forbund med de ekstreme nationalister - f.eks. i Danmark - eftersom nationalismen finder sit naturlige hjem på højrefløjen, og vilje mod det fremmede går hånd i hånd med nationalismen. Andre steder søgte de at overtage ekstremisternes vælgere ved at gøre indvandringsstramninger og nationalistisk selvhævdelse til del af deres egen dagsorden - f.eks. i Frankrig. Overalt blev lovgivningen strammet.

!glaV

Venstre går til valg på velfærdsforbedringer, mens Socialdemokratiet går til valg på skattestop. Go figure.

mandag den 22. oktober 2007

Hvad er det de er bange for ?

Fred.

Frihedens skjold er forbandede mordere. Ikke så langt under ordene er vulgariteten; den, der kræver magt, overvågning, blind lydighed, dominans og underkastelse. Det er driften, den behøver ingen grund, kun undskyldninger.

Sovjetofil

Ikke nyt, men værd at læse. Gode ord:
It's really an appallingly strange time in our country. We have a singularly powerful Vice-President (compared to any of his predecessors)--openly quite enamored by the tactics employed by the Soviet Union--our former arch-foe whose human rights standards we derided. Indeed, we fought a decades-long Cold War so that Western style constitutional freedoms would trump Soviet authoritarianism. But yes, from this Sovietophile posture, use of torture and black-sites and detention without habeas corpus protections makes all the sense in the world, doesn't it? Because we have a Vice-President all but openly emulating and cheer-leading the tactics of the KGB, not in the wilds of Wyoming, but to a soi disant sophisticated audience in Washington DC.
Appallingly strange. Det lyder kønnere end "dum".

søndag den 21. oktober 2007

Blowback

Ikke ustraffet lader man en oprørsbevægelse operere fra éns territorie. Barzani, den idiot, har tilladt PKKs aktioner mod Tyrkiet fra irakisk Kurdistan, nu får vi konsekvenserne at se. Sandsynligvis en tyrkisk invasion, med iransk og syrisk støtte. Hvor meget, hvor lidt; ikke til at sige. Hvis meget, så bliver det langvarigt og blodigt, og kurderne er dem, der vil dø flest af. Igen. Hvad amerikanerne vil gøre, ingen anelse. Lade kurderne dø, velsagtens, hvad andet kan de? De vil næppe slå igen mod Tyrkiet, selv om de ifølge Weekendavisen sandsynligvis støtter PJAK, PKKs tvillingeorganisation i Iran. Means to an end, og behandlet derefter.

Blowback, med Ron Pauls ord. USA støttede Israel og korrupte arabiske ledere, det fik 9/11. Talebanerne beværtede al-Qaedas ledere, de blev væltet af Nordalliancen og USA. Så vidt, så godt. Men konsekvenserne af indblanding, reaktion, og modreaktion, det er kaotisk. Hvis Tyrkiet kun invaderer området lige over grænsen, vil det ligne en fiasko hvis PKKs bomber bliver ved at sprænge. Og i så fald vil Tyrkiet alligevel blive nødt til at eskalere, om ikke andet, så for at redde Erdogans ære. Lidt som Israels mislykkede krig mod Hizbollah.

---

Og lad mig ej forglemme folkemordsresolutionen. Mage til miskalkuleret kraftidioti. USA kunne officielt have anerkendt det armenske folkemord de sidste gud ved hvor mange år, men vælger det i særklasse værste tidspunkt overhovedet at sende det til afstemning. Idiotisk, fordi USA ikke får en dyt eller en døjt ud af det, ud over de amerikanske politikere med armensk-amerikanske vælgere. Latterligt, fordi det i øvrigt ikke bør være politikeres bord at bestemme hvad der er folkemord eller ej. Åndssvagt, fordi folkemordet er komplet irrelevant og fuldstændigt periferisk i forhold til nutidens skrøbelige situation i regionen.

Perspektivet på denne sag er forskelligt fra USA og EU. Jeg kan til dels se hvorfor det kunne banke lidt fornuft ind i tyrkernes hoveder at stemple det armenske folkemord Godkendt Af Staten, fra EUs perspektiv. Men Tyrkiet bør alligevel ikke være med i EU, så knep det. Det eneste hensyn man bør tage er det til Mellemøsten, og dem, der bor der. Dette tjener ingen nytte. Ingen overhovedet.

Med det sagt, så er Poul Høis sammenligninger forkerte:
Tilhængerne af resolutionen minder mig ikke så lidt om de neokonservative, der invaderede Irak, og de tegnere, der tegnede Muhammed, og i princippet har de jo alle ret. Saddam fortjente at blive fjernet, og irakerne fortjener demokrati; hvis vi vil håne muslimerne, så skal vi ikke spørge imamerne om lov til det, og vi skal heller ikke spørge tyrkerne om lov til at vedtage resolutioner om folkemordet på armenerne.
Tegningerne havde jeg det fint med, fordi princippet om at have lov at gøre grin med religion er centralt for de vestlige samfund; det er simpelthen ikke noget at gå på kompromis med. Hvis man flytter til Danmark, så må man finde sig i det, eller også lade være at flytte til Danmark. At hele sagen blev kidnappet af forskellige muslimske lande i indenrigspolitiske hensyn (Mubarak kom Broderskabet i forkøbet, tog æren) er ikke Danmarks skyld, det var kun endnu et arabisk selvmål. Men anerkendelsen af det armenske folkemord er ikke central for USA, de har intet at gøre der. Og invasionen; mord uden motiv. Ikke sammenlignelige med nogen skide tegninger som ingen burde have ondt over.

torsdag den 18. oktober 2007

Miljøkrise

VKO mod videnskaben. Den fornuftige og pragmatiske regering i kriseråd, så ingen kommentarer endnu.

Men ja; udover det rådne i at manipulere med videnskaben er der en anden grund til dele af højrefløjens benægtelse af menneskeskabt global opvarmning - og venstrefløjens tiljubel: Opvarmningen er antikapitalistisk. Miljøbevægelsen har sine populistiske rødder i antikapitalismen, hvor klodens problemer skyldes "rovdrift på naturen" af onde rige hvide mænd. I det evige holdspil mellem højre og venstre er der derfor ingen tvivl om hvem der skal have hvilken holdning.

Selvfølgelig ikke helt logisk, og i al fald dobbeltmoralsk. De kommunistiske lande sked lige så meget på naturen som individet, eftersom marxisme er en af de mest materialistiske filosofier der findes: Alt er produktionen af rigdom og dens fordeling. Resten er for eller imod, eller ligegyldigt. Således er bevidsthed kun et middel til revolutionen, og videre i den dur. Naturen er selvfølgelig irrelevant, særligt hvis den kommer i vejen for industrialisering.

Der er så meget viden der bliver slugt af holdkampen, af folks behov for opposition. Velsignet er det fordomsfrie sind.

tirsdag den 16. oktober 2007

Frihed / Fascisme

Værd at læse, et lille referat af de seneste afsløringer om Bush/Cheneys omfattende og ulovlige overvågning. Den begyndte før 9/11, og ikke mere end en måned inde i første embedsperiode. Tænk over det.

!

Mere om undersøgelsen og rabalder. Ja, den er ubrugelig. Nøglecitat:
The normative framework sets out the policy conditions that are most favourable to immigrant inclusion. The measures are about creating favourable policy conditions for immigrant inclusion - they do not describe immigrants' actual position in society or policy effectiveness. That would require a different type of indicator.The indicators do not establish whether or not inclusion has been successful, but whether or not favourable conditions in policy and law have been created.
Og de "favourable conditions" kan åbenbart ikke måles ved den effekt, de har. Eller ikke har. Og hvor får de så værdirammerne?
The normative judgements are based on mainstream arguments in the inclusion discourse about equal treatment and inclusion.
Altså: Undersøgelsen måler ikke landenes effektivitet indenfor integration, kun om de lever op til det, som undersøgelsen går ud fra er godt. Usagligt. Og pinligt for de politikere, der kun læste overskrifterne uden at se nærmere.

mandag den 15. oktober 2007

Jul, 1914

Dette forklarer dette. Det er til Iraks midlertidige fordel at USA har sluttet fred med visse sunni-oprørere, og at briterne har trukket sig ud af Basra. Så vidt jeg har fanget, er USA også holdt med at gå efter sadristerne i Sadr By. Efterhånden som kontrollen over de forskellige områder falder i hænderne på de fraktioner som de lokale rent faktisk er loyale mod - eller alternativt, frygter mest - bliver gruppeanarkiet erstattet af stammestrukturer, store og små. Uden en stærk besættelsesstyrke til at rode op i skidtet falder det på plads lidt efter lidt. Baghdad er også næsten erobret af shi'aerne, så Iraks største drabsmine er ved at være brugt op.

Men!

For det første tror jeg ikke Iraks Indenrigsministerium over en dørtærskel. Men fred med det.

For det andet, så er den sekteriske front hærdet de seneste måneder. Al-Sadr og al-Hakim har slået fred, sandsynligvis tilskyndet af både Iran og al-Sistani. Som Eric Martin også spekulerer, så er motivet at holde sammen mod en samlet og USA-støttet sunnifront. Det langsigtede mål er at etablere shi'aernes dominans i Irak, eller hvad der nu er tilbage når støvet har lagt sig. Som Marc Lynch også har skrevet om, så er sunnioprørernes mål nogenlunde de samme, i revers, men med større nationalistisk præg. Konflikten er således ikke nærmere nogen løsning, så længe irakerne insisterer på et samlet Irak.

Der er flere ridser i lakken endnu: Kirkuks status; kurderne vil have den for sig selv, turkmenere eller ej. Tyrkiet, selvfølgelig, og deres samarbejde med Iran mod PKK. Hvad AQIs position egentlig er i dette spil, og hvordan andre ser på dem. I det hele taget; at der er så mange uafgjorte konflikter.

Out Of Iraq

Blackwater bliver måske smidt ud af Irak. Kynisk er jeg måske, men jeg vil gætte på at Blackwaters ettusinde lejesoldater skifter til et andet firma - måske et datterfirma, oprettet til formålet - og fortsætter ufortøvet. Al-Maliki får sin propagandasejr, og USA kan køre videre i deres cirkelfure som før. Win-win.

?

Jeg studser lidt over denne undersøgelse som Politiken fejrer. Så vidt jeg kan se, så måler den ikke hvor godt indvandrere er integreret, men kun hvilke tiltag, der er sat i værk for at integrere dem. Kriteriet er:
Policies are given a 1-3 score. A score of 3 signifies that a policy sets the most favourable conditions for migrant integration. Here best practice is defined by European Directives, Council of Europe Conventions and NGO proposals.
Så vil det sige, at Europarådet Og Venner først beslutter hvad der er "best practice", og dernæst bedømmer landene efter denne standard? I så fald, ikke særligt sagligt. Men rapporten er ikke udkommet endnu, så jeg må se nærmere til den tid.

søndag den 14. oktober 2007

Fronten

Mere om Irak, og en simpel pointe. Det amerikanske udenrigsministerium prøver at skjule sine egen vurderinger af korruptionen i Irak fra offentligheden, de er simpelthen for dårlige. Hensigten er at den offentlige mening ikke må påvirkes i al for negativ grad. Og i mange henseender har det været hensigten fra starten. Jeg spekulerer, at man blandt de øverste cirkler i administrationen har tænkt at USA tabte Vietnamkrigen på hjemmefronten, og at det derfor var der, Irak skulle vindes. På højrefløjen er det temmeligt udbredt at tænke sådan: Krigen blev tabt, fordi vi ikke holdt fast. Det er også Bush's holdning:
HANOI, Vietnam - President Bush said Friday the United States’ unsuccessful war in Vietnam three decades ago offered lessons for the American-led struggle in Iraq. “We’ll succeed unless we quit,” Bush said shortly after arriving in this one-time war capital.
Derfor har man gjort så meget som muligt for at den amerikanske befolkning skulle mærke så lidt som muligt til krigen: Antallet af udstationerede soldater blev holdt til det absolutte minimum, og brugen af lejesoldater maksimeret. Skatterne blev ikke blot ikke hævet for at betale for krigen, men sat ned, noget der i USA - så vidt jeg ved - aldrig er sket før under en større krig. Gælden er bl.a. derfor vokset eksplosivt. Selve mediefladen blev ikke domineret, og det var nok administrationens største fejl, for skønt tabene har været små, er der ingen udsigter til at de bliver mindre lige foreløbig. Selvfølgelig ville en diktatorisk dominans af medierne have været for stor en mundful alligevel for amerikanerne at sluge, så det var aldrig på tale. Og det var et forudsigeligt og meget stort hul i strategien. Man kompenserede ved at skælde kritikerne hæder og ære fra, kalde dem upatriotiske, osv. Men man kan ikke blive ved at narre folk, hvis man hele tiden bliver taget i at lyve.

Det siger også noget om amerikansk politik: Man anser i dag kampen om mediebilledet for at være den egentlige kamp. Det forklarer også hvorfor demokraterne er så forsigtige og kuede, selv mod en præsident med tredive procents opbakning: De er hunderædde overfor anklager om landsforræderi, svaghed, etc., fordi de mener det vil koste dem stemmer i sidste ende. Og det er en meget dårlig udvikling for en nation. Det har længe været mit største kritikpunkt af den muslimske verden, og til dels den latin-europæiske, at man lægger mere vægt på fremtoningen end substansen: hellere lyve end indrømme problemer. Dette er også en konsekvens af diktatur, en diktator tager sjældent særligt godt mod kritik. Og alle Bush Jr's tiltag peger i den retning. Men et råddent hus bliver ikke holdt sammen af et nyt lag maling.

fredag den 12. oktober 2007

Stadigt trist

Hirsi Ali, via 'Aqoul:

Reason: Should we acknowledge that organized religion has sometimes sparked precisely the kinds of emancipation movements that could lift Islam into modern times? Slavery in the United States ended in part because of opposition by prominent church members and the communities they galvanized. The Polish Catholic Church helped defeat the Jaruzelski puppet regime. Do you think Islam could bring about similar social and political changes?

Hirsi Ali: Only if Islam is defeated. Because right now, the political side of Islam, the power-hungry expansionist side of Islam, has become superior to the Sufis and the Ismailis and the peace-seeking Muslims.

Reason: Don’t you mean defeating radical Islam?

Hirsi Ali: No. Islam, period. Once it’s defeated, it can mutate into something peaceful. It’s very difficult to even talk about peace now. They’re not interested in peace.

Reason: We have to crush the world’s 1.5 billion Muslims under our boot? In concrete terms, what does that mean, “defeat Islam”?

Hirsi Ali: I think that we are at war with Islam. And there’s no middle ground in wars. Islam can be defeated in many ways. For starters, you stop the spread of the ideology itself; at present, there are native Westerners converting to Islam, and they’re the most fanatical sometimes. There is infiltration of Islam in the schools and universities of the West. You stop that. You stop the symbol burning and the effigy burning, and you look them in the eye and flex your muscles and you say, “This is a warning. We won’t accept this anymore.” There comes a moment when you crush your enemy.

Reason: Militarily?

Hirsi Ali: In all forms, and if you don’t do that, then you have to live with the consequence of being crushed.

Told you so. Manikæisk, krigerisk, bitter, hadefuld. Radikaliseret af et dårligt liv. Det frustrerende ved den europæiske debat er at det netop er muslimhadere som Hirsi Ali, der også får mange af de gode pointer igennem som antiracister ikke tør røre ved. Et enkelt godt afsnit fra interviewet:
Also, in order to get official status here in the U.S., you have to have an employer, so it’s the employable who are coming. The Arabs who live here came as businessmen, and a lot of them come from wealthy backgrounds. There are also large communities of Indian and Pakistani Muslims, who tend to be very liberal. Compare that to the Turks in Germany, who mostly come from the poor villages of Anatolia. Or compare it to the Moroccans in the Netherlands, who are for the most part Berbers with a similar socio-economic background. It’s a completely different set of people.
I Holland har hun f.eks. også belyst problemet med kvindelig omskæring blandt somaliske indvandrere. Som Kjærsgaard, der opfordrede indvandrere i Danmark til at tale dansk med deres børn, netop fordi det er et stort problem at de tosprogede børn er så dårlige til dansk. Men det tør hverken S, R eller SF sige. Det er en af mine gamle kæpheste; at antiracisterne af berøringsangst lader problemerne vokse ind i hænderne på de fremmedfjendske partier. Så i det lys er DF en vagthund. En temmeligt klam, aggressiv og frastødende vagthund, men en vagthund ikke desto mindre.

Glasklokken

Fra Danmark kender vi Folketingets glasklokke. Vi ved, hvordan Borgens journalister indynder sig hos pressecheferne, hvordan de sammen med politikerne deler en fælles virkelighed, der ikke har alt for meget at gøre med den udenfor. Tilsammen er de den politiske elite, fint beskrevet i Kongekabale.

Vi tror vi har det slemt. Men tag glasklokken, og lav den om til et topartissystem, hvor 98% af alle MFere bliver genvalgt ved hvert folketingsvalg. Gør ved checks and balances beslutningsprocessen besværlig og uigennemskuelig. Læg oveni dette et øremærkesystem, integreret lobbyisme, og milliarder af føderale midler at fordele. Så har vi USAs system. Meget værre.

Man taler om The Beltway Establishment i DC. The Beltway er en motorringvej om den føderale hovedstad, indenfor hvilken den politiske elite har sin gang. Det er deres glasklokke, og den er lufttæt. Mange af de politiske problemer, der er i USA, kan uden store problemer føres tilbage til det politiske system. Det er en art social eksperiment, hvor man udsætter en gruppe mennesker for bestemte betingelser, og iagttager deres karakter skifte alt efter disse. For eksempel:

Lav stemmeprocent. Når man kun har to partier at stemme på, ikke stoler på nogen af dem, ønsker noget andet, gider ikke stemme. Også i Storbritannien, til dels i Frankrig.

Træghed. Irakkrigen er et godt eksempel. Lige nu er omtrent 70% af befolkningen imod Irakkrigen, men er reelt uden parti at stemme på. Demokraterne har sagt at de vil ikke affinanciere krigen, ønsker (med Bill Mahers ord) nok snarere at vinde stemmer på den. Stort problem for hele verden, når lederne af verdens mest slagkraftige hær er mere eller mindre isoleret fra virkeligheden udenfor murene.

Nepotisme, smittefare. En opdatering af FISA lægger op til retroaktiv immunitet for teleselskaber der i samklang med administrationen foretog ulovlige aflytninger så langt tilbage som til 2001. Et andet eksempel er sagen om Duke Cunningham, hvor den relevante komité under nyt demokratisk lederskab stadig ikke vil frigive alle dokumenter der vedrører sagen, da det kunne være politisk skadeligt for dem selv.

Etc. Business as usual, siger man. Politiske eliter har man alle vegne. EU er slemt, Frankrig også. Men vi bør være taknemmelige for vores flerpartisystem der gør det muligt at stemme på underlige partier, og af og til gør det muligt at chokere eliten.

Provokeret indlæg.

torsdag den 11. oktober 2007

Om Georgien og NATO

Hurtig kommentar til en lille NY Times artikel om Georgiens bidrag til Irak.

Grunden til at det ville være en dårlig idé at få Georgien med i NATO, er ikke at vi bliver draget ind i en krig, hvis Rusland skulle angribe Georgien. Jeg tror ikke det er særligt sandsynligt. Ruslands raison d'etre disse år synes at være at stive sin egen selvtillid af med sentimentalt-symbolske magtdemonstrationer. Kreperende, men i grunden harmløst. Tjetjenien var undtagelsen, det var for at få Putin til magten. Georgien er en væsentligt større bid, og Tjetjenien har de haft temmeligt svært ved at fordøje.

Nej, faren er, at Georgien provokerer Rusland mere end godt er, fordi de føler sig i sikkerhed under NATOs paraply, og derved destabiliserer området, som vakler i forvejen. Lidt som den lille lort der giver skuldre til folk, fordi han ved vennerne står lidt væk og holder øje med ham. Den type.

tirsdag den 9. oktober 2007

Principielt imod

Espersen er endnu en omvandrende skandale af en minister, måske værre end Sander, men lad det nu ligge. Dette, til gengæld:
Lene Espersen erklærer sig nu enig med PET i, at kampen mod terror begrunder et sådant samarbejde. I den sammenhæng er Lene Espersen også parat til at acceptere, at PET bruger oplysninger fremskaffet gennem andre landes brug af tortur, selv om hun principielt er imod enhver form for tortur.
Skattepige, vi samarbejder jo allerede med USA. Var der andre, der lagde mærke til denne passage fra NY Times' memoartikel?:
With virtually no experience in interrogations, the C.I.A. had constructed its program in a few harried months by consulting Egyptian and Saudi intelligence officials and copying Soviet interrogation methods long used in training American servicemen to withstand capture.
Ja, vi samarbejder med folk, der har kopieret Stalins metoder. Det er farligt at have en parentes af et menneske som justitsminister. Brian Mikkelsen kan i det mindste ikke gøre den store skade fra hvor han sidder.

Propaganda

I Berlingske:
Den nordlige kurdiske del af Irak fremhæves af landene bag Irak-krigen som en succeshistorie. Men for nabolandet Tyrkiet er Nordirak en terrorrede, hvorfra de kurdiske oprørere frit kan operere. Den tyrkiske regering er med god grund ved at miste tålmodigheden. (...) Men fra Ankara spørger man igen og igen – og ikke uden grund: Hvad vil I så have, at vi skal stille op?
Hvad med, fra hoften: Anerkende kurderne som minoritet? Tillade deres sprog i alle offentlige institutioner? Tillade kurdiske partier? Fuld politisk frihed? Eller endda, lade dem få deres uafhængighed, hvis det er det, de vil have?

Lad det ikke siges at jeg er naiv mht. kurderne i Irak og Tyrkiet, og slet ikke mht. PKK. Jeg deler ikke manges optimisme om irakisk Kurdistan, eller sympatiserer med de tyrkiske og iranske kurderes frihedskamp mere end moralsk forsvarligt - nej tak til blod på hænderne. Det er endnu en af Hitchens' barnagtige frihedsfetischer jeg ikke deler. Men at se så pro-tyrkisk en artikel i en dansk avis er beskæmmende. Intet om kurdiske ofre, eller om nogen af de andre minoriteter tyrkisk nationalisme træder på dagligt. HRW:
Security forces in Turkey forcibly displaced Kurdish rural communities during the 1980s and 1990s in order to combat the Kurdish Workers’ Party (PKK) insurgency, which drew its membership and logistical support from the local peasant population. (...) Evacuations were unlawful and violent. (...) The operations were marked by scores of “disappearances” and extrajudicial executions. By the mid-1990s, more than 3,000 villages had been virtually wiped from the map, and, according to official figures, 378,335 Kurdish villagers had been displaced and left homeless.

mandag den 8. oktober 2007

Foragt

4 millioner døde mennesker i DR Congo de sidste par årtier, men hvad med bjerggorillaerne?

Look into the eyes. You know what you see looking back? Us.

They play, they fight, they breastfeed. They are our closest relatives, with the exception of chimpanzees. To me, the mass murder of these beautiful creatures is tantamount to homicide.

On the whole, indeed, I think I'd rather talk to a gorilla. Show me the last time a gorilla brutally raped thousands of people, wiped out another species for sport, and initiated genocide. And though chimps wage nasty internecine warfare, complete with cannibalism, that's still a damned sight less than the aggression, hostility, and brutality that defines Homo sapien sapien.

Ikke så meget som et forsøg på at skjule foragten for mennesket. Som man siger; hadet mod mennesker forklæder sig som kærligheden til dyr.

Legetøj

Mere om Hitchens et al, og intellektuelle tinsoldater. Altid villige til at ofre andre for det gode. Fanden tag dem og deres dagdrømme om 2. Verdenskrig. Vestens eneste fælles fortælling om lys og mørke, som de vil lege: Derfor bliver alle de onde til Hitler, de gode til Churchill, og de forsigtige til Chamberlain.

Man burde lave nogle dukker: Hitler, Göring, Churchill, Chamberlain, De Gaulle, Roosevelt og Stalin, The Complete WWII Playset. Så kunne de få afløb for deres frustrationer over verdens moralske ambivalens dagen lang, uden at det gik ud over andre.

---

Og mere endnu.

søndag den 7. oktober 2007

Quixotisk

Ingeniørens forsideartikel i dag, underoverskrift:
Det nuværende elsystem kan ikke klare mere vedvarende energi. Nyt (sic) teknologi skal mindske risikoen for strømsvigt.
Nøglecitat:
"Hvis man indfører mere vindkraft og anden decentral produktion i elforsyningen, uden at ændre systemet, risikerer vi at få strømafbrydelser hvert andet øjeblik. Det er absolut nu, vi skal i gang med at tilpasse vores systemer til vedvarende energikilder for at undgå det," siger Jacob Østergaard, der er leder af Center for Elteknologi (CET) på DTU.
Dette ud fra politikernes ønske om 30% vedvarende energiforsyning. Ikke produktion, men forsyning - den, der ligger på ca. 8% i dag. 30% alene er ikke nok til at stoppe den globale opvarmning, jeg antager at forbruget ikke går ned lige foreløbigt.

Don Quijote, kamp mod vindmøller, etc. I ved godt hvor jeg vil hen. Om energi; altid besindende at læse Ingeniøren.

Tinsoldaternes tidsalder

Hitchens føler et øjebliks skyld for en andens død, og gyser. Men dvæler ikke ved sit eget ansvar for krigen, og skriver i stedet om hvilket fantastisk menneske Irak flåede fra hinanden. Dostovjevski ville have spundet guld på det her.

Naivitet dræber. Men det her er ikke naive Orwell i Spanien. Hitchens legede krig med rigtige soldater uden at være klar over konsekvenserne. Snarere umodenhed.

fredag den 5. oktober 2007

Fordømmelse

Jeg skulle mene at have meget at mene om det nye torturmemo. Men lige nu, jeg ved ikke. Måske mere senere. Jeg er ikke overrasket. At USA under Bush/Cheney har brugt tortur rutinemæssigt er ikke nogen nyhed. Min største bekymring er at accepten af tortur for at forsvare civilisationen, af en diktator for at forsvare demokratiet, af total overvågning for at forsvare det åbne samfund, ikke kun er til stede på den amerikanske højrefløj, men den vesteuropæiske. For så er vi færdige. Så var demokratiet kun en parentes på et halvt århundrede i verdenshistorien.

Jeg forsvarer ikke islamismens forskellige former, men mener at disses trussel mod Vesten er fantastisk overvurderet. Derfor mener jeg ikke at de fortjener den store opmærksomhed. Men for at gøre det klart: Jeg afviser islamismen, takfirismen, jihadismen, salafismen, og andre totalitære bevægelser med rod i islam. De er ondskab, inkarneret intolerance, forstokkethed, forfærdelighed. Selvfølgelig er de det. Med dette beder jeg om højrefløjens tydelige fordømmelse af USAs excesser.

Hvor er den? Hvor er jeres fordømmelser af de sorte fængsler? Af nedbrydelsen af retsstaten? Af frygtens dominans? Hvor er erkendelsen af det forfærdelige, der er gjort i terrorbekæmpelsens navn? En leder her, en notits der. Ikke nyheder, ikke læserstorm. Hvorfor ikke? Fordi det er pinligt? Jeg håber det. Alternativet er, at man accepterer det og omfavner det. Jeg tænker nødigt den tanke til ende.

Jeg beder om fordømmelse.

torsdag den 4. oktober 2007

Iowa

Kun én ud af ti stemmer til primærvalg i Iowa. Derfor er Clinton ikke en sikker vinder. Det er der ingen, der er. USAs næste præsident kunne sagtens komme an på vejret på valgdagen.

Åndssvagt system.

onsdag den 3. oktober 2007

Høi og Krigen

Michael Kuttner svarer i dag på Poul Høis klumme fra sidste uge, En utvungen krig kan godt være en god krig. Jeg spurgte Høi nærmere, fordi den holdning i mine øjne er det glade vanvid. Så vidt jeg kunne forstå, er det ikke Høis personlige mening, men en betragtning af hvordan man ser på sagerne i USA. For hvis det var, ville jeg afskrive ham med det samme.

Kuttner bruger Europas historie som eksempel på det kaos, doktrinen ville medføre i dag, og som den medførte før i tiden. Men en anden pointe: Selvfølgelig er de to eksempler fra Høis artikel, den Mexikansk-Amerikanske Krig fra 1846-48 og den Spansk-Amerikanske Krig fra 1898, fra før den tid hvor krig var noget, der lagde kontinenter i grus. Nutidig krig er voldsomt ødelæggende. Men USA har ikke oplevet en ødelæggende krig på egen jord siden Revolutionskrigen, for over 200 år siden. Det kan være grunden til at man tager let på begrebet, derfor Krigen Mod Terror, Krigen Mod Stoffer, Krigen Mod Fattigdom, Krigen Mod Julen, og senest Krigen Mod Ulovlige Indvandrere.

I den første halvdel af det 20. århundrede blev over 50 millioner europæere dræbt i to store krige. To gange ødelagde Europa sig selv, og er siden da, af nød og af frygt, blevet moderationens tempel. Krig er ikke noget man tager let på her. Måske det kommer senere, nu hvor de sidste fra 2. Verdenskrig er ved at dø ud, og Europas hukommelse slettes.

Ken Burns, der lavede den lovpriste dokumentar om Borgerkrigen, har lavet en ny serie om 2. Verdenskrig, set fra de amerikanske soldaters synsvinkel. The War. Som han siger, så var 2. Verdenskrig ikke en god krig. Der er ingen gode krige. Men den var nødvendig. Og det gør hele forskellen.

Tilføjelse: Mere endnu. Man må også forstå, at den relative stabilitet, som verden har haft siden 2. Verdenskrig, har sin rod i angrebskrigens død. 2. Verdenskrig blev ikke kæmpet for demokrati - kommunisterne trak langt det største læs - men for national suverænitet. Det var særligt også pga. den industrialiserede krigs ødelæggelser; krig var blevet så ødelæggende, at det simpelthen måtte undgås for fremtiden. Det var også det princip, som FN blev grundlagt på, og det er kun gjort skade at FN sidenhen har fået impotente idiotier som Menneskerettighedsrådet og andre smækket på. Og derfor er Bush-doktrinen om "forebyggende angreb" og den neokonservative holdning (ideologi er for stort et ord til de bæster) om "angreb for demokrati" begge voldsomt destabiliserende for hele verden. Hvis princippet om aldrig at begive sig ud i aggressionskrig bliver afsværget af de mægtigste lande, kan mindre lande ikke længere vide sig sikre, og vil opruste så meget de orker, og søge atomvåben. Iran, f.eks. Andre vil opruste som svar. Saudi-Arabien, f.eks. Og så har vi Hobbes' mareridt.

Det var 2. Verdenskrigs lektie til verden. Må vi aldrig glemme den.

tirsdag den 2. oktober 2007

Primærvalg

Hurtig kommentar til primærvalgets prognoser.

Hillary Clinton ligner en vinder. Obama og Edwards tal har stort set ikke flyttet sig de sidste seks måneder, så den danske presse har udnævnt hende til den næste præsident. Men: Hillary har stor navnegenkendelse (name recognition) i modsætning til de to andre. Dette ændrer sig, når valget begynder for alvor. Gore har omtrent ligeså stor navnegenkendelse, og i meningsmålinger hvor han er inkluderet tager han som regel en stor luns af Clintons støtte. De to tidlige opstillingsvalg i Iowa og New Hampshire har historisk haft (alt for) meget at sige, netop fordi vinderen af de to valg pludselig tiltrækker al rampelyset. Kerry havde 9% støtte nationalt før valgene gik igang i 2004, men vandt pga. denne mekanik.

I øjeblikket er der dødt løb i Iowa mellem Edwards, Clinton og Obama.

mandag den 1. oktober 2007

By the book

Premier Putin. Et gammelt trick, skift stilling og overfør magten til det nye embede. Alt i alt, nok det bedste for Rusland. Skal man have et diktatur, skal der ikke være tvivl om hvem der bestemmer.

Amnesty og historien

Om Iraks palæstinensere og Amnestys pressemeddelelse, via Politiken. Amnesty fortæller om palæstinensernes situation, som er forfærdelig: Ofre for en målrettet kidnapningskampagne fra JAM (Jaish al-Mahdi, Mahdi-Hæren) og Badr Brigaden. Men udelader hvorfor. Det er ikke blot, at palæstinenserne er sunnier. Næ du. Saddam brugte dem som specielt blodtørstige bødler ved ødelæggelsen af marsk-arabernes lande tilbage i 1991. Vi ser hævnen. Som caesars germanske livsgarde er de hjælpeløse uden lederens gunst.

Amnesty giver sjældent det fulde billede af konflikter, men kører efter den officielle protokol. F.eks. anmoder de Iraks regering om at hjælpe palæstinenserne. Right-o. Det kan undskyldes, da det ikke er deres job at politisere eller skrive historien. Politiken - og andre - burde til gengæld ikke bruge Amnesty som historieautoritet, som her.

Selvmål

USA forlanger med en ny lov, at alle containere bliver scannet, inden de kommer ind i landet. Det kan betyde, at danske havne skal investere i scanningsanlæg for flere hundrede millioner kroner.
Eller også betyder det at havnene giver udgiften videre til eksportørerne, som får lov at betale for at handle med USA. Det betyder mindre handel for USA. Sammen med de frastødende antiterrortiltag i amerikanske lufthavne, der driver forretningsfolk andetsteds, er der tale om alvorlig økonomisk skade på sigt.

Så med 9/11 har al-Qaeda fået USA til at slide sit militær i stykker, ødelægge sit ry, øge sin gæld, svække sin valuta, og nu også tære på sit forretningsliv. Og det er skam ikke Bush's skyld det hele, netop fragtscanningerne var et af 9/11-kommissionens forslag, som demokraterne valgte at implementere da de fik majoriteten i de to kamre. Alt i alt, megen større skade end noget nogen terrororganisation nogensinde kunne have drømt om at forvolde.

Sandsynligvis vil de europæiske havne blæse stort på fragtscanningerne. Vi får se om det stiger op til overfladen i den amerikanske presse.