Viser opslag med etiketten indvandring. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten indvandring. Vis alle opslag

søndag den 31. juli 2011

Det er ofrenes skyld

Sørine Gotfredsen, fast skribent i Berlingske, har skrevet en begrundelse for Breivik - dette er essensen:
Ekstremismen skabes gennem følelsen af på grund af indvandring at være truet på eksistensen, og det kan man godt affeje som primitivt og hysterisk, men det er virkeligheden, og den skal tages alvorligt.
Ja, det er vigtigt at forhindre terror. Det er en alvorlig sag. Det er også rigtigt, at der vil være den slags mennesker - specielt i en globaliseret tidsalder - som føler sin kulturelle identitet under pres, og som derfor vil slå ud.

Det betyder dog ikke, at vi er truet på eksistensen. Vestlig popkultur har invaderet hele verden, alt imens muslimer herhjemme assimileres, som man kunne forvente over tid. Indvandrere yngler ikke længere som rotter; fødselsraten er dalet voldsomt.

Hvis Gotfredsen mener, at det er virkeligheden, at vi trues på eksistensen, så er det kun metoderne, der adskiller hende fra Breivik. Hun skriver, han skyder. Onde, kulturmarxistiske tunger vil endda påstå, at det er skribenter som Gotfredsen, der er ansvarlige for at plante sådanne forskruede tanker i hovedet på bødler som Breivik.

Den borgerlige presse var ellers godt i gang med at fraskrive sig enhver medskyldighed i massakren. Når man så trykker en kronik, som bekræfter Breiviks verdensbillede og siger, at vi selv var ude om det, så bliver det svært.
Da Anders Breivik havde opgivet det politiske system, besluttede han at gribe til mere kontante midler, og han vil sandsynligvis blive efterfulgt af andre med samme følelse af at være omgivet af lovgivere, der møder ethvert problem med talen om endnu mere rummelighed. (...)
("Mere kontante midler" som eufemisme for massedrab. Klasse.)

"Det politiske system" er demokratiet. Hvis man vil noget, så må man overbevise andre med ord. Hvis man ikke føler sig repræsenteret, er det måske fordi man ikke har så mange meningsfæller, at man kan opnå repræsentation. Det er psykopatisk at slå folk ihjel, fordi man ikke får sin vilje. Men det er en psykopati, som kan fremmanes gennem længere tids dehumanisering af politiske modstandere.

mandag den 21. februar 2011

Tvang, afpresning og Libyen

Fra Libyen:
Libya has told the European Union it will stop cooperating on illegal migration if the EU continues to encourage pro-democracy protests in the country, the bloc's Hungarian presidency said on Sunday.
Europa bør ikke støtte diktaturer i grænselande, blot fordi europæerne selv er bundet af rettighedslove og derfor kun har den mulighed at udlicitere tvang mod indvandrere til diktaturernes håndlangere, som godt kan lide at tæske folk, og så endda for penge. Det ville derfor være bedre, hvis man lavede om på rettighederne, så man kunne sende indvandrere hjem igen, hvis de var uønsket, og så til gengæld ikke støtte diktatorer og modarbejde demokratiske bevægelser.

Kald mig et røvhul, men der er altså problemer med masseindvandring fra fattige lande. Demokrati er, omend ikke en garant, så i det mindste en mulighed for et bedre liv. Selv fremmedfjendske burde af egen drift kunne se, at diktaturer er storeksportører af ulykkelige mennesker, og at det af ren selviskhed ikke er en god idé på lang sigt at støtte diktatorer, selv om de mod betaling lige nu holder de håbefulde væk fra kysterne.

Jeg ved godt, at det hele alligevel er båret af racisme, og at man bare ville behandle indvandrere dårligere og stadig være imod demokrati i udvandringslandene, fordi barbarerne skal jo holdes nede, og så selvfølgelig Israel 4eva. Men jeg har lov at drømme.

PS. Jeg tror, at det er rigtig, rigtig godt, at begrebet demokrati mentalt frigøres fra USA og Europa, da vi åbenbart stadig ikke kan lade være med at holde af diktatorer, der holder af os.

PPS. Der er lige nu flere tyskere, der tager til Tyrkiet end omvendt. Måske det har noget at gøre med AKP's håndtering af den tyrkiske økonomi, og måske AKP har noget med demokrati at gøre, selv om mange forsikrer verden om, at de gamle islamister tager stormtroppeskridt mod Hitlersharia, selv om det ser nok så demokratisk ud.

søndag den 6. december 2009

Klimaskandale

Hende her tjener tydeligvis rigtig mange penge for at vildlede befolkningen om kuldioxids drivhuseffekt. Det er i hvert fald ikke noget forsøg, som en email ikke kan tilbagevise.

---

Har ikke noget at udsætte på det her.
Lige nu siger miljøaktivisterne og politikerne, at vi ikke må miste håbet. Men faren ved den tilgang er, at der vil udbryde panik om 10-20 år, når vi opdager at vores løsninger ikke duede. Og så vil vi se nogle meget ubehagelige politiske reaktioner på problemer som fx klimaflygtninge.
Jep. Man skulle tro, at DF af den grund alene gerne vil stoppe klimaforandringerne.

søndag den 19. juli 2009

Årsag, virkning og forvirring

Det ville være rart, hvis vores typiske, hjemlige problemer med indvandring fra udenlandske lavindkomstgrupper ikke førte til, at vi førte halvhjertet krig mod indvandrernes hjemlande. Blandt andet fordi det kun gør flygtningeproblemerne værre:
Afghan refugees threaten to overwhelm EU

PATRAS, Greece, July 13 (UPI) -- When Greek police bulldozed a makeshift migrant camp in the western port city of Patras Sunday, they highlighted one of the lesser known consequences of the conflict in Afghanistan. Most of the camp dwellers were Afghans. Many had paid several thousand dollars to people smugglers to get there.
Overskriften er en voldsom overdrivelse, men antallet af afghanske flygtninge er på vej op.
Last year about 18,000 Afghans applied for asylum in Europe, a figure nearly double the 2007 total. The spike was the highest increase for any major country in 2008, according to the United Nations. By comparison, applications from Iraqis fell 10 percent.
Afghanistan kan ikke stabiliseres uden det dysfunktionelle Pakistans hjælp, og med for få soldater og civile til genopbygningsarbejdet - for ikke at nævne problemerne med den voldsomt korrupte afghanske stat - er folk atter begyndt at flygte fra fremtiden, der ikke ser alt for lys ud.

Ligeledes med Irak, der står foran endnu en elendig høst, og Gud ved hvad ellers, når amerikanerne trækker sig ud. Vi får se.

Det er spørgsmålet om flydende magt: Hvis man absolut skal invadere andre lande, skal man gå hele vejen. Og det skader heller ikke at tænke over, om ens mål overhovedet kan opfyldes, og hvad der skal til, for at det kan ske. Ellers ender det i kaos - og flere onde, muslimske flygtninge, der smugler kalifatet til vores kyster.

Skrev jeg, at vi invaderede Irak og Afghanistan pga. problemer med indvandrere herhjemme? Ja! Meget kan man sige om Hells Angels' sjakalmanifest, men de ser da ud til at forstå, at ungdomskriminalitet ikke er et islamisk påbud. Så er de nået længere end Dansk Folkeparti - her er f.eks. Krarup:
[Irakkrigen] var en vestlig nødvendighed. Derom er jeg ikke i tvivl. Den var et vestligt selvforsvar mod den islamistiske terrorisme bla bla bla terrorangrebet mod USA bla bla bla den nyvakte islamisme bla bla bla Khomeini bla bla al Qaeda og Osama bin Laden bla bla bla 1400 års strid mellem islam og kristenheden - f.eks. de islamiske angreb på Europa i 1529 og 1683 bla de bla bla Hitler bla bla Churchill.
Takket være civilisationskrigernes manglende evne til at se forskel på muslimer (kan man kalde det religionsracisme?) samt deres ligegyldighed over for muslimernes skæbne under vestlige "indsatser", har Europa oplevet en øget flygtningestrøm af muslimer. Det er da godt nok pudsigt.

mandag den 13. juli 2009

Ansvar

Raapil om en dansk-tyrker:
Den i grunden flinke unge mand har valget mellem enten at fortsætte sin tilværelse som taxi- eller pizzaperker, eller at tage sig sammen og få en uddannelse, stå på egne ben og tage ansvaret for sit liv på sig selv.
Jeg har intet at udsætte på kritikken af offermentalitet; det er noget skidt. Men den raaborgerlige diskussion om det personlige ansvar nævner ikke det faktum, at arbejdsgivere nødigt ansætter folk med underlige navne. Det skal dog med: Samfundet eksisterer. Det må nødvendigvis også få konsekvenser for individet...
A sociologist at the Sorbonne, Jean-François Amadieu, was the first to systematically document the problem. In 2004, he sent out 500 identical résumés in response to job ads in sales in the greater Paris area. The only difference was that some had Arab-sounding names and others traditional French ones.

Résumés from white male applicants with French names elicited five times more job offers than those that looked like they came from people of North African origin. In 2006, he repeated the exercise: This time, the ratio was 1-to-20.
Tilsvarende, men ikke helt så slemt, fra Sverige (PDF).

Med den undtagelsesvist lave arbejdsløshed i Danmark dette årti er der taget en ordentlig luns ud af blokken af langtidsledige med underlige navne, så det tilsvarende danske tal må være lavere endnu, men var det næppe før. Tror næppe, at vi er særligt mere tolerante end svenskere.

Og så en lille, personlig andenhåndsanekdote: En, der hed Kjartan, som havde svært ved at få arbejde, før han lagde et billede af sit kønne, hvide ansigt i sine jobansøgninger. Det er da også et underligt navn!

---

(Engelbreth havde sjovt nok lidt samme pointe mht. politikeres ansvarssky holdning til bandekrigen i dag)

torsdag den 4. juni 2009

"Hvem vil skaffe mig af med denne besværlige præst?"

Vedr. mordet på den amerikanske abortlæge George Tiller og den voldelige retorik, der ledte op til mordet: Mekanismen er universel, blandt abortmodstandere og vores hjemlige muslimhadere, for ikke at nævne hadske muslimske prædikanter. Man bør også inkludere det stadigt mere militaristiske politiske sprog i USA, inkl. deres mange "krige". Her vil jeg også sende en venlig tanke til Europas autonome, hvis billedsprog er fuld af knytnæver.

Jeg forstår faktisk de ekstremistiske abortmodstanderes perspektiv: Abort er mord, mener de, så det er kun retfærdigt, at morderne får sin bekomst.

Jeg er selvfølgelig rygende uenig. Men vi har jo det her demokrati, og det er inden for demokratiets rammer, at sådanne tvister afgøres, ellers ender vi i blodigt anarki. Som Hilzoy sagde forleden:
If anyone who believes the government had adopted a policy that would lead to the killing of innocent people is justified in killing people to stop this, then we might as well just decide not to have a government at all. During the Bush administration, half the country would have been justified in trying to assassinate the President and members of his administration.
Og det fanger også autonomes holdning til staten i spørgsmålet om indvandring: Når et flertal af den danske befolkning har besluttet sig for en stram indvandringspolitik, og når denne politik går ud over mennesker, så giver det ikke folk etisk ret til at bryde loven eller direkte at angribe dens repræsentanter, under samme princip. Selv om man er frustreret over majoritetens ligegyldighed.

Men den revolutionsromantiske retorik og det voldelige billedsprog, som autonome bruger, har sine konsekvenser. Jeg har kendt to, der var del af miljøet. Meget flinke mennesker. De har begge været med i voldelige aktioner. Det er bare del af den samlede pakke.

For så lige at nævne hærværket i Hyskenstræde, som de borgerlige lykkeligt tærskede halm på, så længe de kunne - når der i programmet står dette:
Cities today are scene for a long series of conflicts between different society groups. It’s a battle going on between those who are forced out into ghettolike districts, those who retreat to gated communities in the suburbs, the creative class in the redeveloped city centres, and the police who increasingly are forced to ensure these separations. The city and its space are more and more becoming battle zones – battle zones which call for a re-conquest of the city space against fences, profit and discrimination. It is a battle to be fought with theoretical inputs, political statements and with the entire spectrum of social, cultural and artistic forms of anti-power. We want to challenge both the capitals, the states, the city governments and the creative class’s ideas of the city. And we want to challenge our own idea of the city. Let’s undo the city.
Så får man det, man beder om.

onsdag den 4. marts 2009

Efter drejebogen

Jeg mener, at dette er forudsigeligt mht. indvandring fra fattige lande til rige:

a. At store sociokulturelle forskelle mellem ind- og udvandringsland skaber store generationskløfter blandt forældre og børn i det nye hjemland.

b. At indvandrere typisk klumper sig sammen, som danskere og englændere i Spanien.

c. At dette skaber gode betingelser for opståelse af ghettoer, hvor børnene mentalt og fysisk er overladt til sig selv.

d. At dette, hvis indvandrerne ser anderledes ud end majoriteten, skaber en fordomsfuld modvilje fra majoritetens side mod den nye minoritet, da der pga. ghettoiseringen er for lidt kontakt mellem de to til, at personlige erfaringer overvinder fordommene.

e. At dette skaber et hårdt, socialt skel og gensidig modvilje mellem en etnisk, overkriminaliseret underklasse og den rigere majoritet.

f. At majoriteten opfatter underklassens overkriminalitet som uopdragen utaknemmelighed, og at majoriteten, i de tilfælde, hvor den bliver ramt af volden, vil gribe til overdrevne midler, som var det et hysterisk barn, der skulle sættes på plads.

g. At de voldsomme midler kun gør situationen værre og får situationen til at eksplodere fra tid til anden i raceoptøjer.

h. Hvilket medfører endnu hårdere tiltag fra majoritetens side. Og så fremdeles.

Ergo MetroXpress's forside i dag:

Politiet er klar til krig

Flere ransagninger, massiv politiopdækning og nye strenge særlove skal stoppe bandekrigen

Oven på den mest blodige weekend i den over seks måneder lange københavnske bandekrig er politi og et politisk flertal i Folketinget parat til at slå tilbage.

Fra politikernes side er der en streng lovpakke på vej, som er direkte rettet mod indvandrerbander og rockere. Og politiet indleder her og nu en omfattende jagt på de kriminelle i bandekrigen.

Ifølge major i Hærens Kampskole Steven Boyle er det på visse punkter samme taktik, som bliver brugt til at jage terrorister i Afghanistan.

»Det handler om at komme ind med en overlegen styrke og få gennemsøgt et område for våben. I Afghanistan foregår det dog langt voldsommere, end nogen politistyrke kunne gøre på Nørrebro,« siger han.

Dertil et interview med tidligere elitesoldat og linselus B.S. Christiansen, med titlen, "B.S. har en løsning".

Nørrebro er dermed blevet til Afghanistan, bekæmpelse af narkokriminalitet er blevet til en krig, og man skal ikke tænke meget over, hvem taleban er i denne sammenhæng, jf. Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksen, der "ser en parallel til terrorisme".

En af tiltagene, der diskuteres, er at udvise udlændinge, der pågribes med våben. At udvises er en meget voldsom straf. Under anklage om, at dette kun vil ramme indvandrerbander og ikke rockere, udtaler justitsminister Brian Mikkelsen: "Reglerne gælder jo alle".

Ja - ligesom forbud mod tiggeri gælder for rige såvel som fattige.

Mit bredere argument er - i kølvandet på forrige indlæg - at man ikke kan forvente andet. Sådan går det. Det er samme historie over hele verden. Indvandring har ikke direkte noget at gøre med bandekrigen, men den har en del at gøre med dens opståen, efter forløbet beskrevet ovenfor.

Hvad, der her og nu skal gøres ved bandekrigen, er en anden sag, og jeg har ingen gode idéer - ud over legalisering af hash, selvfølgelig. Men det står ikke i drejebogen.

mandag den 2. marts 2009

Hjerteløst pragmatisk

Ja - jeg synes, det er underligt, at mange bliver ved at støtte fri indvandring, når ting som det her sker:
Københavns Kommune forsøger nu at sikre madudbringning til ældre på Nørrebro - uden at de kriminelle opdager det.

Det oplyser sundhedsborgmester Mogens Lønborg (K), efter at udbringningen af mad til omkring 30 pensionister i kvarteret er blevet opgivet på grund af dødstrusler mod kommunens madbude.
Men pensionister er vel også DFs kernevælgere. Det er nu langt fra første gang, sådan noget sker. Som regel går det ud over brandmænd.

Jeg er pragmatiker. Vil gerne hjælpe folk i nød. Men det må da forudsætte, at det er samfundsmæssigt bæredygtigt - at tilstandene ikke bare bliver værre og værre.

Det her fungerer ikke. Og ligesom man i Afghanistan efterhånden er ved at indse og indrette sine mål efter, at vi åbenbart ikke er i stand til at lave afghanere om til skandinavere, så burde indvandringspolitik indrettes efter, at vi åbenbart ikke er i stand til at få det til at fungere med indvandring fra visse regioner, hvad enten vi vil eller ej.

onsdag den 24. september 2008

Normalt

Det viser sig, at DF er et normalt politisk parti, som har valgt at fortsætte sin støtte til VK mod endnu en stramning af kravene til statsborgerskab. Ja, det har åbenbart kunnet lade sig gøre.

Det er nok den dårligste løsning, man kan finde. En bæredygtig indvandringspolitik bør bygge på to principper:

1. Begræns hvor mange, der kommer hertil, fra de lande, hvis indbyggere klarer sig dårligst.

2. Behandl alle, der er her, ordentligt.

Diskrimination skal foregå i første led, ikke i andet. Diskrimination i andet led, når folk er i landet, og lever deres liv her, vil kun skabe stress, modvilje, fjendskab, gruppe- og offermentalitet, for ikke at glemme rigtige ofre. Mange ofre. At bygge et liv op et sted, når man er usikker på, om man overhovedet får lov at blive, ødelægger mennesker - æder sjæle op indefra. Når VKO ikke kan eller vil regulere indvandring direkte, så gør de det indirekte ved at stresse indvandrere med stadigt mere indviklede og tossede regler. Det går ud over uskyldige, ødelægger sammenholdet, stækker tilliden, hæmmer økonomien, og virker endda ikke.

Det er klassisk VKO, man ser det andre steder: Velfærdssamfundet er temmeligt populært, og det ville være noget nær politisk selvmord for regeringen at angribe det direkte. Men den kan erodere det i det skjulte; ved at stresse offentlige ansatte, drukne folk i regler, administrere systemet dårligt, og udlicitere kernefunktioner til mindre effektive private, for derefter at kræve nedskæringer, når budgettet ikke holder sammen. Hvor bevidst dette foregår er forskelligt fra politiker til politiker, og er også farvet af, at kampen netop ikke kan foregå i det åbne. Men sygehusvæsenet er et perfekt eksempel på denne taktik: Ved at øge behandlingsgarantierne langt ud over kapaciteten skubbes en masse arbejde over på privathospitalerne, der kan tilbyde sine ansatte langt bedre løn og mindre stressede forhold end dem, som staten giver. Udgifterne eksploderer, og nedskæringerne kommer. Giv det et årti, så skal klassesamfundet nok stå frit frem.

Så vidt jeg ved, så er der ikke blevet smidt noget land ud af EU nogensinde, på trods af at de fleste (alle?) andre lande har været dårligere til at implementere EUs direktiver end Danmark. Så gør det dog: Ignorér EU, og gør et nummer ud af det. Få noget debat i gang. Lad os få det her ud i det åbne. Det her skader kun: Af ovennævnte grunde, og fordi diskursen bliver inficeret af uærlighed, distance og selvbedrag.

---

Har ikke så megen tid til at blogge i øjeblikket, desværre. Der er ellers meget at skrive om.

tirsdag den 16. september 2008

Startskud

Så er racekrigen vist skudt i gang.

Hashmarkedet på Christiania var en slags de facto legalisering af hashhandlen, og det burde være forudset at politiets indsats ville tvinge hashhandlen ud i kamp på det frie forbrydermarked - for efterspørgslen går jo ikke væk. Men mere grundlæggende; så vil hashkrigen være en katalysator for det opsparede racehad. Og dette var også til at forudse.

Jeg har sgu ikke så meget mere at tilføje. Kløft mellem generationer, kulturer, land og by, rig og fattig, far og søn, fortid og nutid, patriarki og ligestilling. Det er ikke noget en socialrådgiver kan gøre noget ved, kun gradvis assimilering over mange generationer. Og det er det.

torsdag den 4. september 2008

Tab & Vind

Pittelkow skriver om Kjærsgaards valg; at presse Fogh til at ignorere EU-domstolen, eller provokere et valg, der vil kaste regeringskoalitionen ud i selvdestruktive kampe. Eller gøre ingenting.

Jeg tror, at Pittelkow, sammen med mange andre af disse professionelle politiske kommentatorer, ikke helt forstår hvor meget dette betyder for DF, og for Danmark. Pittelkow fortolker sagen stort set som en omgang partipolitik, med pres og modpres, studehandler og under bordet; som om DF kunne købes med lidt mere til pensionister. Politics as usual.

Det er meget typisk for hans slags. Men altså: DF som parti giver overhovedet ikke mening, hvis EU-reglerne overholdes. Der er intet, der tyder på, at kommissionen vil komme Fogh i møde, på trods af hans efterhånden lidt latterlige forsikringer. DF har derfor intet at tabe; med EU-domstolens kendelser har de allerede tabt alt.

Og det er et stort problem, der ligger på gulvet: Når de 20% procent af Københavns unge under 18 år, der har indvandrerbaggrund, står for 67% af dem, der bliver fremstillet for Dommervagten for forbrydelser, der kan give over halvandet år, så er der tale om en overkriminalitet på ca. 800%. Med mindre jeg ikke kan finde ud af at regne.

Det er fandeme et stort problem. Og det overrasker mig ærligt talt lidt at VK ikke tager det mere alvorligt - det er selvfølgelig EUs konstruktion, der spiller ind, men således også VKs prioriteter; EU over indvandring. Og det er jo også derfor, DF er kommet for at blive: Fordi ingen andre partier tager det her alvorligt. Så kan man rive sig i håret over DFs indflydelse, men det har sgu sine grunde.

søndag den 24. august 2008

Dagens tanke

Det ville være rart, hvis "dansker" og "muslim" ikke var gensidigt udelukkende definitioner i undersøgelser.

torsdag den 21. august 2008

Data

Jeg har set mit snit til at krydsreferere strafferetlige afgørelser pr. oprindelsesland med folketal efter oprindelsesland, efter Danmarks Statistiks optegnelser for 2006. Kun for at puste til fremmedhadet, I kender jo mig.



Data fra dst.dk, Statistikbanken/Befolkning og Valg/Udlændinge/KRBEF3, og Statistikbanken/Sociale forhold/Retsvæsen/STRAFNA1.

Ok: Forbehold for data for kun et enkelt år, så upålideligt mht. de små nationer. Der er heller ikke skelnet mellem alvorlige og mindre alvorlige forbrydelser. Og, så vidt jeg forstår, så medtager dette ikke efterkommere, kun indvandrere - plus turister og gæstearbejdere. Alle, der er født et andet sted, og som er blevet dømt for noget i Danmark. Indfødte danskere markeret med rødt til sammenligning. Hvis det pågældende land har over 5,000 indbyggere i Danmark, så i lysere blåt. Hvis over 20,000, så tyrkis - forstået som skelnen mellem store og meget store indvandringslande. Tyrkiet er i en klasse for sig, med 55,000 statsborgere i Danmark. Ved ikke hvorfor DST stadig siger Tjekkoslovakiet.

Så tak til Europas vise herrer for Bulgarien og Rumænien i EU. Skidegodt. Data fra 2006 er endda før de kom med. Ellers viser dette:

1. At der er stor forskel på de enkelte lande.
2. At der er store problemer med pakistanere, tyrkere, libanesere og irakere, som alle har, eller har haft, stor indvandring til Danmark.
3. At bosniakker er ok indvandrere, islam eller ej. Bedre end grækere og kroatere...
5. At indonesere er meget flinke. Selv om de også er muslimer. Men lille nation (927 statsborgere), så forbehold.
6. At islændinge aldrig laver noget kriminelt. Eller aldrig bliver dømt for det. Hvad mon det går ud på?

Eureka!

Det viser sig, at indvandreres og flygtninges baggrund har en del at sige mht. om de klarer sig godt. How 'bout that!
»Når det handler om forældre­generationen, så er det derimod ikke overraskende for mig, at det har betydning, hvor man kommer fra. Palæstinensere har været vant til at skulle overleve fra det ene øjeblik til det andet, fordi de har levet i krig. Derfor har de svært ved langtidsplanlægning. Og både for palæstinensere og somaliere er det en meget lille del af forældre­generationen, der er i arbejde på grund af traumer. Det har en afsmittende effekt på deres børn, fordi de slet ikke har fået den ballast, det kræver at få en uddannelse og et arbejde,« siger Tine Nicolaisen.

De indvandrere i Danmark fra ikke-vestlige lande, der klarer sig bedst, når det handler om at være i arbejde eller under uddannelse, kommer fra bl.a. Vietnam, Sri Lanka og Bosnien-Herzegovina.
Mere her (PDF). Det er selvfølgelig lidt af et spark i nosserne, når nu bosniakker er muslimske. Måske det endda ikke har noget specielt med islam at gøre? How 'bout that!

Som sagt, så så jeg gerne en sortering af indvandrere og flygtninge, baseret på hvor godt de klarer sig efter oprindelsesland, måske krydsrefereret med uddannelse og andet kvantificerbart.

mandag den 4. august 2008

Flex

Den eneste grund til, at sagen om EU-domstolen giver DF "strid medvind", er, at de EU-positive partier er kujoner. Store, feje kujoner. De er kujoner, fordi de er bange for en ærlig snak om EU. Men det har sine grunde:

Det drejer sig om fleksibilitet indenfor EU. Der er ingen. Man er med til alt eller ingenting. Forhandlinger er der, javist, men om en model, der skal gælde for alle. Kun undtagelsesvis er der plads til undtagelser. Ha ha. Hvis der derfor viser sig, at en nations mærkesag er kommet i klemme, er det da allerede for sent at gøre noget ved det - så hellere prøve at mørkelægge problemet, fordi det ellers kun kan øge modstanden mod EU, hvis det kommer for dagens lys. Derfor har de EU-venlige partiers strategi været at tysse diskussionen ned; EUs konstruktion tillader dem ikke andet.

DF er mange ting, men de er ikke kujoner.

tirsdag den 29. juli 2008

Amerikanske tilstande

Selv om man er uenig med VKOs indvandringspolitik, så er det en dårlig idé at godte sig over, at EU-domstolen underkender et demokratisk flertal på temmeligt tvivlsomt grundlag. Det er principløst uden videre at acceptere en utilsigtet suverænitetsafgivelse, blot fordi dennes konsekvenser tilfældigvis stryger én med hårene. Næste gang kunne det jo være en af venstrefløjens mærkesager, det gik ud over.

Det er amerikanske tilstande, der er på vej; hvor domstolene har mere at sige i politik end parlamenterne. Og det er en af grundene til at valgdeltagelsen i USA er så lav, som den er. Igen: Jo mere magtesløst man gør det nære demokrati, jo mere korroderes selvkritikkens cirkel, og således bevæger vi os tilbage mod politisk apati, og derfra til autokrati. Ikke godt.

Alt er stadigt i demokratiets hænder: Vi kan altid melde os ud af EU. Men det burde ikke komme dertil. EU låser medlemslandene i "bestandige forhandlinger", og det er godt for freden, og særligt for EUs politiske styrke på det verdensøkonomiske område. En så god ting skulle nødigt splintres af dumme kendelser.

fredag den 11. juli 2008

Mind the gap

Det er ikke ofte og gerne jeg er enig med Lars Hedegaard, men hans indlæg i Berlingske i dag er lige på.

Det drejer sig om hullet, der ikke blev fortalt videre. Hullet er klargjort i dette direktiv, der er baseret på en tidligere kendelse fra EU-domstolen, hvor "arbejdskraftens frie bevægelighed" blev fortolket til også at inkludere familiemedlemmer, der ikke er borgere i EU. Om det kan omgås eller ej vil jeg overlade til juristerne, for dette drejer sig om politik.

Det er nødvendigt at kunne kontrollere indvandring. Simpelthen. At bestemme hvorledes, hvorfra og hvor mange indvandrere er lige så vigtigt som at vedligeholde kloaknettet, styre trafiklysene, levere elektricitet, og holde budgettet. Jeg har efterhånden skrevet om skidtet en del gange, så vil blot linke tilbage til en tidligere skrivelse jeg har begået, og opsummere: Det drejer sig om at bøde for springet mellem land og by, mellem fattig og rig, mellem patriarker og kvindefrigørelse. Det drejer sig om at forhindre at den sociale arv bliver cementeret i hudfarve.

Hvis EU-domstolen ved sin kontroversielle kendelse undergraver vores mulighed for at styre indvandringen, så må vi trække os ud af EU. Ikke blot fordi dette ødelægger VKOs politik, men fordi den også vil ødelægge enhver fremtidig regerings. Det er en suverænitet, man ikke bør afgive. Så vigtigt er det.

---

Kronikken er også god i dag. For i øvrigt.

torsdag den 10. juli 2008

Service

Denne sag, der af en eller anden grund er stor, drejer sig - hvis jeg forstår det ret - om et smuthul gennem Danmarks stramme indvandringslove, som Udlændingestyrelsen hverken har oplyst politikere eller lægfolk om.

Det, jeg ikke forstår, er at de ikke før har oplyst regeringen om hullet, så det kan lukkes. Jeg forventer da, at Skatteministeriet også gør politikerne opmærksom på huller i skattelovgivningen, i stedet for at vejlede firmaer i hvordan man lovligt slipper udenom at betale skat. Ikke?

tirsdag den 8. juli 2008

Bingo!

Hr Stuka:
- Det er uklogt at tilslutte sig EU's udlændingepolitik, for når vi først er med, kan vi ikke komme ud af det igen, siger Morten Messerschmidt.
Så hvis man kunne komme ud igen, ville man måske sige ja, hvor man før sagde nej. Høres der efter nede i Bruxelles og Strasbourg?

tirsdag den 10. juni 2008

Dagens historiske parallel

Europa, velkommen til Nixonland!

As the historian Rick Perlstein documents in his terrific new book “Nixonland,” America’s hard right turn really began in 1966, when the Democrats suffered a severe setback in Congress — and Ronald Reagan was elected governor of California.

The cause of that right turn, as Mr. Perlstein shows, was white fear of urban disorder — and the associated fear that fair housing laws would let dangerous blacks move into white neighborhoods. “Law and order” became the rallying cry of right-wing politicians, above all Richard Nixon, who rode that fear right into the White House.

Og det er grundlæggende det, der er sket i Vesteuropa det sidste årti, med brune muslimer i stedet for sorte kristne. Vores flerpartisystemer gør dog at de antimuslimske (årets ord!) som regel har deres egne partier, i stedet for blot at blive fodsoldater for det økonomiske aristokrati, og derfor ikke nødvendigvis stemmer imod egne økonomiske interesser.