Salgsbare varer i minutter

Anbefalet: et intelligent indlæg på Modkraft om hjemmehjælp og udbud. Essensen:

Sagen er kort fortalt, at den borgerlige regering i 2003 gennemførte en lov, som blev kaldt fritvalgsloven. Formålet var rent ideologisk, nemlig at hjemmeplejen skulle udsættes for privat konkurrence ved, at de ældre skulle kunne vælge private firmaer til at udføre hjemmeplejen. (...)

Konkret kunne man ikke lave systemet, uden at man gjorde plejen til en vare, som kunne afregnes i kroner og ører. Når fru Hansen skulle have hjælp til støttestrømper, tandbørstning og medicingivning, samt toiletbesøg hver dag, så blev man nødt til at gøre det til en vare, som kunne afregnes for at finde ud af, hvor meget et privat firma skulle have i betaling for opgaven.

Derfor opfandt man minuttyranniet. X antal minutter til støttestrømperne, y minutter til tandbørstning, z minutter til medicinen osv. Alt skulle kunne måles og vejes, som en vare der kunne afregnes med de private ud fra en fast timepris.

The rest, as they say, is history.

Det kursus-evaluerings-industrielle kompleks

Der er et problem i nutidens erhvervskultur, der nærer sig selv: Det kursus-evaluerings-industrielle kompleks. Det er identificeret og nu navngivet (patent!).

Jeg vil gerne efterlyse en klar oprørstendens mod den slags. Mod en administrationsform som går ud fra, at folk nok ikke kan lide at gå på arbejde, så derfor må vi hellere lave nogle ordninger, der kontrollerer dem i hoved og hale og tvinger dem til at tælle og afrapportere i ét væk. En administrationsform, som ikke kan finde på noget bedre end at tale om »missioner« og »strategiske kompetencer« og andet af samme skuffe er åndsforladt og skaber åndsforladte og visionsløse medarbejdere, uanset om man så plastrer hele virksomhedens hjemmeside til med formuleringer af visioner og værdigrundlag. Hvorfor skal det flertal, der rent faktisk går på arbejde, fordi de kan lide det og føler at ansvar for deres område, besværes, bremses og få deres arbejdsglæde og motivation ødelagt ved udfyldelse af endeløse rapporteringsskemaer og evalueringer?

Jo tættere folk er på det egentlige arbejde, jo mere ligegyldige virker de her såkaldte strategier. Jo højere oppe, jo mere trang er der til at vise, at man gør noget. Det er egentlig CYA-ledelse og tæt forbundet med kontrolmanien, og samtidens fokus på egoudvikling i øvrigt.

Det er slesk, og det er mest det, der er bekymrende, ud over at det er bragende ineffektivt. For slesk virksomhedskultur sætter sig spor med korrupt og ineffektiv praksis. Man dukker sig for ansvaret ved at kunne henvise til, at man har fulgt reglerne, og også har sat en masse initiativer i gang - det stod sikkert på resultatlønskontrakten. Det kan ledelsen oven over altid forstå. I virkeligheden kommer det hele an på folks egen arbejdsmoral. Det ved vi jo. På samme måde, som det er almindeligt forstået, at man ikke stjæler og snyder, så gør man også et ordentligt stykke arbejde på arbejdet. Sådan er det bare; det er vores kultur. Alle de her ord kommer fra en anden kultur; én, der er mere slesk.

Og man kan være sikker på, at ingen stand vil sige, at den er ubrugelig. Så hvem evaluerer evaluørerne?

---

Eftertanker: Det hænger også sammen med rettigheder, forstået som retten til at klage over noget, og sammenblandingen af det offentlige og det private, som jeg ikke er alt for begejstret for. Det bliver hurtigt noget snask. Ja, det er i høj grad amerikansk ledelseskultur, men retten og trangen til at klage forstås i USA simpelthen som forbrugerbeskyttelse. Det fordrer en arbejdskrævende arkivering, når man lige så godt kan antage, at klagerne kommer alligevel - det er jo folks ret.

D'oh

Kontrolmanien i det offentlige har ikke været vendt mod de, der betjenes, men de, der betjener. Man ser typisk lempelser mht. dokumentation for borgerne og det modsatte for sagsbehandlerne. Hvorfor?

...for at undgå politisk belastende sager. D'oh. Ikke for effektivitet - det er det i hvert fald ikke - og heller ikke mod svindel og korruption - så var det ikke bare vendt mod de offentligt ansatte, eller iværksat på så småt grundlag. Banal lille ting, jeg har bare ikke rigtig tænkt over det før. For også at pleje mit had til USA, så er det altså også noget med amerikansk CYA lovkultur, der kommer ind over vestfra.

Normalt

Det viser sig, at DF er et normalt politisk parti, som har valgt at fortsætte sin støtte til VK mod endnu en stramning af kravene til statsborgerskab. Ja, det har åbenbart kunnet lade sig gøre.

Det er nok den dårligste løsning, man kan finde. En bæredygtig indvandringspolitik bør bygge på to principper:

1. Begræns hvor mange, der kommer hertil, fra de lande, hvis indbyggere klarer sig dårligst.

2. Behandl alle, der er her, ordentligt.

Diskrimination skal foregå i første led, ikke i andet. Diskrimination i andet led, når folk er i landet, og lever deres liv her, vil kun skabe stress, modvilje, fjendskab, gruppe- og offermentalitet, for ikke at glemme rigtige ofre. Mange ofre. At bygge et liv op et sted, når man er usikker på, om man overhovedet får lov at blive, ødelægger mennesker - æder sjæle op indefra. Når VKO ikke kan eller vil regulere indvandring direkte, så gør de det indirekte ved at stresse indvandrere med stadigt mere indviklede og tossede regler. Det går ud over uskyldige, ødelægger sammenholdet, stækker tilliden, hæmmer økonomien, og virker endda ikke.

Det er klassisk VKO, man ser det andre steder: Velfærdssamfundet er temmeligt populært, og det ville være noget nær politisk selvmord for regeringen at angribe det direkte. Men den kan erodere det i det skjulte; ved at stresse offentlige ansatte, drukne folk i regler, administrere systemet dårligt, og udlicitere kernefunktioner til mindre effektive private, for derefter at kræve nedskæringer, når budgettet ikke holder sammen. Hvor bevidst dette foregår er forskelligt fra politiker til politiker, og er også farvet af, at kampen netop ikke kan foregå i det åbne. Men sygehusvæsenet er et perfekt eksempel på denne taktik: Ved at øge behandlingsgarantierne langt ud over kapaciteten skubbes en masse arbejde over på privathospitalerne, der kan tilbyde sine ansatte langt bedre løn og mindre stressede forhold end dem, som staten giver. Udgifterne eksploderer, og nedskæringerne kommer. Giv det et årti, så skal klassesamfundet nok stå frit frem.

Så vidt jeg ved, så er der ikke blevet smidt noget land ud af EU nogensinde, på trods af at de fleste (alle?) andre lande har været dårligere til at implementere EUs direktiver end Danmark. Så gør det dog: Ignorér EU, og gør et nummer ud af det. Få noget debat i gang. Lad os få det her ud i det åbne. Det her skader kun: Af ovennævnte grunde, og fordi diskursen bliver inficeret af uærlighed, distance og selvbedrag.

---

Har ikke så megen tid til at blogge i øjeblikket, desværre. Der er ellers meget at skrive om.

Forsvarets dødskamp

Er Forsvaret virkeligt endnu et offer for regeringens kontrolmani? Det ville da næsten være komisk - er der en eneste gren af det offentlige, der ikke er berørt? Oberst Ib H. Sørensen i Berlingske:

Han tillægger den stærke centralisering i forsvaret og særligt centraliseringen af personeladministrationen i Forsvarets Personeltjeneste et hovedansvar for frustrationerne. Kompagnicheferne har ikke længere nogen indflydelse på deres medarbejderes fremtid eller de daglige forhold.

Det lugter mest af alt af underbemanding, her ifølge Premierløjtnant Rasmus Munck:

»Der er fuldstændigt sindssyge arbejdsdage. Jeg kender ikke en eneste officer, der ikke har overvejet at forlade jobbet,« siger Rasmus Munck. Han har selv gennem flere år hvert år oparbejdet mange måneders overarbejde, fordi hans enheder har været kronisk underbemandede.

Hvor meget kommer af danskernes dækningsløse kærlighed til krig? Jeg har taget de seneste dages postyr om en nødhjælpsinvasion af Burma som endnu et tegn på at folk ikke har lært en dyt af Irak. Selv når nødhjælpsorganisationerne takker nej, og sindigt prøver at forklare hvorfor krig er en dårlig idé, så hører danskerne og deres politikere ikke efter. Hvorfor skulle de også det? Med international udsendelse baseret på frivillighed er det i sidste ende ikke de mange krigsglade mænd, der skal hæfte, men de få, der rent faktisk melder sig. Så tror pokker Forsvaret er ved at segne. Mere hos Citizen.

Et-to

Klassisk DF two-step:

[Karen Hækkerup] beskylder i samme åndedrag DF for dobbeltspil, fordi de hele tiden lover flere betjente, men alligevel stemmer for regeringens nedskæringer.

Formel DF: Skær ned på et område sammen med VK, og når konsekvenserne kommer i medierne, så forlang flere penge til samme. Ældreomsorg, fødevarekontrol, og her politiet.

I øvrigt er politiet hårdt ramt af reformer i øjeblikket, så kunne godt tænke mig statistikker år for år, i stedet for "siden 2000". Blot endnu et offer for kontrolmanien og den efterfølgende nedgang i effektiviteten, gætter jeg på. Måske også noget med resourcer, der er bortdirigeret til at holde øje med muslimer terrorisme. Man må jo prioritere.

Og tillykke til Karen Hækkerup for at komme i medierne uden at tale DF efter munden. For en gangs skyld.

Klassisk VKO

Papirarbejde, dokumentation, bureaukrati.

Måske det er de korte links' dag i dag.

Garanticirkel

Fra tante B:

"Nedsættelsen af ventelistegarantien fra to til en måned er nok snarere en politisk håndsrækning til privathospitalerne, som ikke i realiteten får nogen praktisk betydning for de fleste patienter."

"Politikere slår små sygehuse sammen efter devisen: stort er godt, småt er skidt. Det er paradoksalt, for samtidig skaber man grobund for en masse små privatklinikker."

Jeg har skrevet lidt om det før. Når den nye garanti har fået så mange tæsk af fagfolk, og alligevel ikke trækkes i land, lyder Socialdemokratiets privatiseringsparanoia lidt mindre tosset. Smæk kontrolmanien og DJØF'ificeringen oveni, og det forudsigelige resultat bliver læger og sygeplejere der flygter fra dårlig løn og frustrerende arbejdsforhold til offentligt financierede privathospitaler. Den onde cirkel bliver så et offentligt sygehusvæsen, der pga. personalemangel får endnu sværere ved at opfylde behandlingsgarantierne, og det kaster så flere penge over i det private. Privatisering af bagdøren.

Italiensk

Mere om kontrolmanien. Pragtfuldt citat:

Hovedfilosofien er, at den offentligt ansatte - helt ned til manden på gulvet - skal dokumentere en effekt af sit arbejde. Det eneste sted, hvor den filosofi og det krav ikke gælder, er hos dem, der sætter alt dette i gang. De kan ikke dokumentere, at det har en positiv effekt.

Spørgsmålet er så hvorfor de gør det. Svaret er: Ideologi, ideologi, ideologi. Regeringen er økonomisk højreorienteret, og stoler simpelthen ikke på, at velfærdssamfundet kan køre godt. Det bliver misbrugt, går man ud fra, det kan ikke være anderledes. Det spøjse er, at mistanken er faldet på funktionærerne og ikke brugerne. Og at kontrollen mere går ud over sagsbehandleren i stedet for støttemodtagerne.

Men: Grunden til, at velfærdssamfundet kører så godt i Skandinavien er den tillid, der hersker mellem stat og folk. Længere sydpå er staten ikke din ven, den er din fjende. Den kommer kun i vejen, derfor er det nødvendigt at omgå loven for at få nogetsomhelst udført. Det kaldes også korruption. Som så fører til mere bureaukrati for at knægte korruptionen, som så igen fører til mere korruption. Det er den italienske dødsspiral.

VKO har ikke tillid til folket. Og det er en af de væsentligste grunde til at jeg vil stemme S ved næste valg. Dette land er bygget på tillid, det skal ikke hives fra hinanden.

Hjernedræn med garanti

Hvorfor går kirurger over på privathospitaler?

Når ventetidsgarantien fra den 1. oktober i år sættes ned fra to til en måned, tager flugten ekstra fart. Privathospitalerne vil få endnu flere patienter og skal bruge endnu flere læger.

Hvilket er et klokkeklart argument mod behandlingsgarantier. Den finansielle stivhed de skaber, i lighed med skattestoppet, ødelægger enhver pragmatisk skatteplanlægning med sigte til fremtiden. Ifølge artiklen kommer pengene jo fra det offentlige, som skal leve op til sine garantier. Når det ikke har kapaciteten til det, må det betale et privathospital til at foretage operationerne, i stedet for at investere dem i udvidelse af selvsamme kapacitet. Gode, store penge, der lokker kirurgerne væk fra det offentliges mødelimbo og mistillidskontrol.

Ak ja da.

Kontrol fra diagonalen

Lille kommentar til denne notits i Politiken:

Skuffende, at både Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre hopper med på kontrolvognen. Den forbandede taxameterordning bør forføje sig til det helvede, der fostrede den. Hvorfor i alverden politikerne forestiller sig, at uddannelse og forskning bliver bedre, fordi man straffer universiteterne med de langsomste studerende, har jeg ikke forstået endnu. Det er netop de hårdeste uddannelser - såsom datalogi, naturvidenskab og ingeniørstudierne - der rammes hårdest. Netop de uddannelser, der er mest brug for. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, at institutterne firer på kravene lidt efter lidt. Forbandet forudsigeligt.

Hvis man skal spare penge, foreslår jeg at sætte kvoter på, hvor mange, der må begynde på de forskellige uddannelser hvert år - og afveje det efter behovet.

Burde være nemt nok.

Tillid

En lille kommentar til de seneste dages virvar om at vise lægernes fejl i deres praksis.

Regeringen har foreslået, at alle praktiserende læger skal have hængt et skilt op med deres fejl i deres praksis, og lægerne protesterer vildt og inderligt. Så dårligt et forslag er det, at selv de Konservative og Berlingskes bragehoveder fra Groft Sagt ikke magter at forsvare det. I et større perspektiv er det kun videreførslen af regeringens mistillidspolitik. Praktiserende læge Martin Ryt-Hansen interviewes af Berlingske Tidende, og siger:

'Man skal passe på os som stand. Vi er ikke så mange om det. Der er i øjeblikket lægemangel, og jeg synes, man skal behandle os med lidt mere respekt. Hvis det bliver endnu hårdere at være praktiserende læge, kunne jeg godt forestille mig, at nogen ville forlade faget.'

Den 4/4 har avisen 24 Timer en forsidehistorie om det svindende antal af dagplejere. Konklusionen er, at der er for meget kontrol og for få incitamenter. Jeg har tidligere talt om de forudsigelige, og hermed forudsete problemer med at udvide pligterne samt øge kontrollen med de offentlige ansatte, bl.a. lærere og soldater. Hertil kan vi lægge administratorer og funktionærer, dagplejere, pædagoger, lektorer på gymnasier, forskere på universiteter, og nu også læger. Martin Ryt-Hansens udtalelse kan bruges om dem alle, man skal blot erstatte ordet 'læger' med hvem det nu drejer sig om.

Socialdemokraterne messer velfærd og minimumsgarantier, for de har opdaget, at det er valgflæsk, der sælger. De Radikale har derimod foreslået en tillidsreform. Det er første gang i mange år hvor R har ramt plet, og for en gangs skyld bør S høre efter.

Bloat

Kommentar til dette eksempel på politisk version af bloatware.

Et parlament uden håndfaste problemer at tage sig af har en grusom tendens til at udvide det offentliges pligter af ren kedsomhed. Som en anden svulst udvides den offentlige services funktion, blot fordi der er plads og næring til det - og ofte for at fremme en ministers karriere via profilering. Den vokser og vokser, indtil strukturen ikke længere kan holdes oppe, og knuses under sin egen vægt. Her bygger man så op påny.

Det er en cirkel fra rå kapitalisme over velfærd, til endeløs udvidelse og det endelige kollaps, og så forfra. Cirklen kan kun stoppes på det optimale punkt - velfærd - hvis politikerne var i stand til at holde sig inden for veldefinerede funktionsområder i deres respektive sfærer. Men sådan er man ej beskaffet.

Det bedste eksempel er folkeskolen. Ud over faglig viden og kunnen skal den nu også opdrage børnene i at være gode mennesker. Den skal opdrage forældrene i at være gode forældre. Eleverne skal være de førende indenfor IT, omstillingsparathed, proaktiv tværfaglig videnssøgning. Skolen skal klæde børnene på til det moderne samfund, lære dem at omgås hinanden med respekt og omtanke, gøre dem kompetente i verdens omskiftelighed.

Og lærerne er ved at segne. Færre og færre uddanner sig til lærer. Flere og flere sygedage. Mere og mere stress. Tror pokker.

Forsvaret er også et fint eksempel. Engang Danmarks samvittighed i NATO, nu omrejsende politimænd/fredsbevarere/administratorer /soldater/ambassadører.

Hvor det privatejede firma effektiviserer ved at skære ind til funktionsbenet og gøre underorganisationen adræt i netop dette, kører den politiske højrefløj en topstyret stil, der har mere at gøre med planøkonomi end liberalisme. Men det er også typisk for meget store virksomheder at trækkes med et internt bureaukrati, ineffektivitet og korruption, ganske som alt for centraliserede stater i al almindelighed. Frankrig, SONY, og så fremdeles.

Kontrol

Kommentar til denne artikel i Politiken:

Regeringens kontrolmani har trukket dybe spor over Danmark. Højrefløjens mistro overfor statsmagten bliver i statens hænder til mistro overfor borgerne. Derfor vil en højrefløjsregering, når den præsiderer over et velfærdssystem den ikke kan afskaffe, gøre hvad den kan for at kontrollere dette system. Det er ligetil. En højrefløjsregering går ud fra mistro og ikke tillid til borgerne, ligesom et højrefløjsparti ideologisk går ud fra mistro til staten og sine medmennesker.

Derfor er det grotesk at læse Troels Lund Poulsen sige:

»Når tre ud af fire offentlige chefer advarer mod en mere central styring, så skal vi altså høre efter. De her folk har fingrene nede i arbejdet, og hvis man som chef ikke oplever, at man har frihed til at drive lederskab, så mister man motivationen, og det går naturligvis udover kvaliteten. Derfor advarer jeg også imod Socialdemokraternes minimumsstander, som netop vil fjerne lederansvaret ude omkring i landet«, siger politisk ordfører Troels Lund Poulsen.

Om Troels Lund Poulsen ikke er klar over, at VKO har haft regeringsmagten siden år 2000, og i den grad selv har stået for kontrolmanien, skal jeg ikke kunne sige. Og dog. Han fyrer skidt af. Men hvad angår Socialdemokraternes minimumskrav kan jeg sige, at positive rettigheder er et skråplan. Der er ingen gud, der garanterer et liv uden kamp, og staten er ingen gud at stille i stedet. Rettighedsgarantier er per definition uflexible mht. hvor meget rigdom et land rent faktisk har. Hvis de kommer under pres fordi velstanden falder, vil man hurtigt komme ud i økonomiske tvangstræk der stækker handlefriheden, ligesom skattestoppet gør i øjeblikket.

Og mere: Hele filosofien bag positive rettigheder er krævende. Det er grundlæggende sygt at stille personlige krav over samfundets ve og vel, og vidner om et velfærdssamfund, der er gået fra solidaritet til egoisme. Socialdemokraterne burde tænke over John F. Kennedys ord:

Ask not what this country can do for you, ask what you can do for this country.