Toget er ved at køre

Dennis Ross, neokonservativ, udnævnt til Hillarys særlige rådgiver for Iran og Golflandene.

Der var utallige rygter om, at Ross ville udnævnes til Obamas udsending for Iran, som Holbrooke for Pakistan og omegn, og Mitchell for Palæstina. I stedet er han kommet ind på Hillarys eget hold. Det er ikke det samme, men hvad fanden forventer man, når man vælger en høg som Hillary til udenrigsminister?

Bæ.

Skarpe politiske ændringer er som regel drevet af ydre omstændigheder snarere end beslutninger, og ændrer sig ellers umærkeligt. Det giver derfor desværre mening, at USA indenrigspolitisk går mod venstre pga. den økonomiske krise, men at udenrigspolitikken ikke bliver meget mere fornuftig, når der ikke er sket det store.

Cernig kalder resten af forhandlingerne mellem Iran og USA et skuespil, hvor vi kender slutningen. Ross vil i hvert fald arbejde for en krig. Jeg er nok ikke helt så negativ - det bliver snarere tale om, at linien bliver endnu mere forvirret, sabotører og hvad ved jeg, selv om de ydre omstændigheder burde skabe en vis tilnærmelse baseret på gensidige interesser - Afghanistan for USA, økonomi for Iran. Men der bliver ikke mange chancer. Kun hvis Khatami får lov at blive valgt, og hvis Afghanistan bliver værre endnu. Jeg ville gerne tro på det, men der er for mange i vejen. F.eks. iranske Ayatollah Jannati, der ikke er meget for Khatami og hans lige:

‘At the moment, with the change in the American administration, a number of members of grouplets (hostile opposition groups), who should really be in prisons, have been exploiting their freedom in the Islamic Republic, and have gone to America and have given its officials some hope about the restoration of relations (with Iran).” Jannati added: “If the pro-American tendencies come to power in Iran, then we have to say goodbye to everything. After all, anti-Americanism is among the main features of our Islamic state.’”

Det kunne vel næppe forklares mere tydeligt.

Der er åbenbart også forhandlet en jernbanelinie fra Riga til Afghanistan på plads. Hvis den bliver effektiv, har USA ikke brug for Iran længere. Og det er så det.

Mørk Religion

Godt nytår. Havde en god diskussion med en tilhænger af sammensværgelsesteorier i går nat, det provokerer.

Grundsynet er nærmest religiøst: Der er disse figurer i mørket - mænd i sort - som er nær udødelige, og kontrollerer alt, der sker. Alt, der sker, sker, fordi de ønsker det, med uigennemskuelige endemål. Mystiske, onde halvguder.

Da USA dominerer, er mændene i sort amerikanere (EU, FN, jøder eller Frimurerne kan også bruges). Når jeg som svar påpeger, at USA er blevet svækket ved sin egen politik i dette årti, er svaret enten, at det kun ser sådan ud, men ikke kan passe, da disse folk jo er så udspekulerede, eller at det går ud på at svække USAs egen befolkning for derved at vinde kontrollen med demokratiet og indføre kapitalistisk fascisme (goddag, Naomi Klein), eller at det er med vilje, fordi visse amerikanske individer og/eller skyggefulde organisationer, Femte Kolonne, har interesse i at svække USA, eller at det drejer sig om personlig vinding fremfor nationens.

Det er ulogisk. Første tilfælde: De storpolitiske ligninger foregår i det åbne. Til eksempel: Rusland er svækket, fordi olieprisen er faldet som en sten, siden finanskrisen kom til; USA er svækket, fordi nationen er forgældet, hæren er slidt op, og der ikke er udrykningsstyrker til meget mere end en væltet havegrill. Disse er ikke hemmeligheder; alt dette foregår i det åbne, og verden bevæger sig ikke ved skjult logik, når det drejer sig om storpolitik. At USA, som nation, har scoret et gevaldigt selvmål med invasionen af Irak, er tydeligt for dem, der gider interessere sig for skidtet. At USA vil score endnu et gevaldigt selvmål, hvis de angriber Iran, er heller ikke svært at regne ud. At USA og NATO ser skidt ud, hvis de taber krigen i Afghanistan, er udenfor diskussion. Jeg køber den ikke.

Andet tilfælde: Fascisme, kapitalistisk eller ej, er demokrati underlegent. Demokrati er bare mere effektivt, fordi der indlejret i styreformen er en konstant proces af selvkritik og selverkendelse. Hvis USA bliver fascistisk, vil nationen uværgeligt svækkes til ukendelighed, og andre nationer dominere. Der er heller ingen egeninteresse her i denne teori, andet end orwellsk magtbegær. Ingen international sammensværgelse; kun en bunke antidemokratiske idioter, der skyder deres egen nation i foden.

Tredje tilfælde: Jeg holder af beviser. Men da det ikke er påkrævet i sammensværgelsesteoretikerens hoved - det er jo religion - så er hemmelige organisationer noget svære at modbevise, som det nu engang er med en uverificerbar påstand. Jeg kunne også påstå, at der er en tekande i omløb omkring Aldebaran, og det vil ikke kunne modbevises. Ikke lige foreløbigt.

Fjerde tilfælde: Personlig vinding. At nogen udnytter en given situation til egen vinding er intet nyt. Men dette syn på verden er netop et, der går imod selve idéen om en verdensomspændende sammensværgelse: Hvis aktører er individuelle, så er handlingerne også, og dermed går hele det verdensomspændende aspekt fløjten. Hvis personlig vinding er målet, så er konklusionen en verden, der består af individer, der slås med og mod hinanden, som mennesker jo gør. Nogen vinder, nogen taber, sådan er det, sådan har det altid været.

Til alle tider har der været imperier. De er blomstret og falmet. Alle har søgt at dominere verden, men ingen har formået at gøre det særligt længe. Det amerikanske imperie er ikke anderledes. Der er ingen overordnet plan, ingen orden, det er alle mod alle, i det ene eller det andet forbund. Ellers ville historien ikke være, som den er:

Imperiets provinser?

Opfølger til før. En meget almindelig eftervirkning af imperialisme er, at de underlagte folkeslag skyder skylden for alt dårligt på imperiet. Det er et spørgsmål om magt og selvopfattelse: Når et folk er underlagt et andet, er det fordi, imperiet er mere magtfuldt end de overvundne.

Det følger, at alt, der sker, er imperiets skyld - er opfattelsen. For hvis man havde magten til selv at bestemme, ja, så ville man bestemme selv - og ikke høre under en fremmed fane.

Det er sådan, selvkritik hører sammen med selvbestemmelse. Har vi magten over os selv? Hvis vi ikke har, så er selvkritik meningsløst. Når et imperie trækker sig tilbage eller går i opløsning, vil det derfor efterlade områder, hvor evnen til selvkritik er forsvundet.

Jeg ser ligheder mellem dette og dagens finanskrise, særligt i Vesteuropa. Siden Suéz-krisen har opfattelsen har været, at USA var anføreren. At vi andre bare skulle følge med. I økonomi, udenrigspolitik, kultur og krig. Centrum var USA, vi var periferien. Sig ja eller nej til USA, men gør ikke - skab ikke noget selv. Så nu, hvor finanssektoren er i nedsmeltning, skyder folk skylden på USA.

Lyder det rigtigt? Har opfattelsen i Vesteuropa været, at vi er USAs provinser? At vi derfor er handlelammede handlingslammede, sat udenfor magtens centrum, og har dette had-kærlighedsforhold til imperiets hjerte, som vi skyder skylden for alt på, og alligevel prøver at efterligne?

Jeg synes om tanken, men ved ikke endnu hvor langt den kan nå.

Kæphest og syndebuk

Vil en bieffekt af de ultraliberales kæphest om, at USAs Community Reinvestment Act alene er skyld i den verdensomspændende finanskrise, være, at resten af verden dermed vil kunne bruge USA som syndebuk?

For selvfølgelig: Hvis man kan få en amerikansk lov fra 1977, der blev opdateret i 1995, til i 2008 at få en halv snes store europæiske banker til at brase sammen i løbet af en lille måned, uden at se behovet for nogen mellemled, så kan man alt.

Det kan sagtens lade sig gøre:

Mr Putin said: “Everything happening now in the economic and financial sphere began in the United States. This is not the irresponsibility of specific individuals but the irresponsibility of the system that claims leadership.”

Everything!

Vores Land

Folk verden over vil bestemme selv. Det er en drift, så at sige, at hvert identitetsbærende område ønsker at lede sig selv: Man foretrækker altid sin egen usle diktator fremfor en godhjertet hersker udefra. Identitet og ønsket om selvbestemmelse er to sider af samme mønt. Ser man nationalisme og fremmedfjendskhed fra denne vinkel, er der en del, der giver mere mening.

For eksempel; den vesteuropæiske nationalismes opblussen de senere år. Muslimske indvandrere ses stadig som et fremmedelement i Vesteuropa, som gæster. I nationalisternes øjne er alle forsøg fra muslimsk side på at ændre værtssamfundet som en gæstefamilie, der - efter nådigt at være inviteret indenfor i varmen - begynder at stille krav til højre og venstre til sine værter om hvordan alting bør foregå. Og får de ikke deres vilje, kan de ikke garantere at deres uvorne børn ikke ødelægger flere møbler end de allerede har gjort.

Grundindstillingen er, at i Vores Land bestemmer Vi, og ingen skal komme udefra og lave om på os. Gør de det, så smider vi dem ud i kulden igen.

Og se så krigene i Irak, Afghanistan, Vietnam, og alle deres lige, i dette lys. De famøst uafhængige pashtun-stammer, i hvilkes hængedynd adskellige af verdenshistoriens største imperier sad fast. Anti-amerikanismen, næret af supermagtens indblanding i alt mellem himmel og jord. Russofobien, ikke blot et levn efter Sovjetunionen, men spillevende ved Ruslands brutale armvridning af sine naboer. Raseriet mod EUs ubesjælede standardiseringer og globaliseringens massemord på lokale kulturer. Og så fremdeles.

Folk er hamrende ligeglade med demokrati, menneskerettigheder, kalifat, ytringsfrihed, klassekamp, og anden teori. Men at bestemme selv; det kan få folk på gaden.

Almægtig Ikke Længere

Siden Muren faldt i 1989 har USA været verdens centrum. Den amerikanske nation har domineret militært, økonomisk og kulturelt verden over. Af flere grunde er dette ved at synge på sidste vers.

Globaliseringen har frigjort mange u-landes økonomiske potentiale; med friere økonomier er de som nationer simpelthen blevet rigere, og har derfor fået mere indflydelse. Den højnede industriproduktion og det øgede forbrug har slynget energipriserne i vejret, og det har tæret på energiimportører som Japan, USA og EU-regionen. Denne udvikling har været godt og vel uundgåelig. Oveni det skal vi så lægge de sidste syv års idiotier, hvor Bush/Cheney-administrationen nærmest med overlæg har undergravet USAs magt.

Først og fremmest ved at spilde hæren på Irak. Lige nu er USA militært reelt paralyseret, og selv om en præsident Hillary eller Obama skulle trække hæren ud af Iraks kviksand, så er den slidt i stykker og kan næppe bruges effektivt til noget lige med det samme. Alle lande har siden 1989 regnet USAs hær med i deres planer: Dens vigtigste funktion har været som en potentiel trussel; en hæmsko for alle invasionsplaner, eller udrykning, når det brænder på. At bruge den var faktisk sekundært.

Men USAs magtbase har været økonomien. Den har finansieret den militære industri, og tilsammen har de to givet USA en vældig diplomatisk indflydelse verden over. Den tydeligste faktor er dollaren, der reelt er verdens reservevaluta. Det har været en stor fordel for USA, der har kunnet køre med underskud i den ene og anden retning, fordi disse er blevet dækket af udlandets dollarindkøb. Den har også fungeret som en sikker havn i urolige tider, hvor bange penge har søgt til USAs korkprop-valuta. Og: Alene det, at USAs valuta er verdensvalutaen, har givet USA et vældigt finansielt våben.

Men som vi alle er klar over, så går det skidt for dollaren. Dette, fordi de "finansielt ansvarlige" republikanere har ødslet penge bort: Både den nationale gæld og udlandsgælden er steget heftigt under Bush/Cheney, hvilket har tvunget dollarens værdi i bund. Det eneste, der i dag redder USA fra en klassisk valutakrise, er at udlandsgælden er optaget i dens egen valuta, og derfor ikke forøges i takt med at dollaren falder.

Dertil en del andre økonomiske problemer: Subprime-rodet, hvor en liberalistisk laissez faire attitude til kreditmarkedet har skabt en kolossal ejendomsboble, der i mine øjne ikke ser så forskellig ud fra økonomien i et pyramidespil. Boblen sprænger nu, og tager store dele af finanssektoren med sig. De stigende oliepriser, som gør en del mere ondt på USAs økonomi end Europas, fordi det underlæggende oliemarked måles i dollars. Til sidst fødevareinflationen, som rammer de fattigste hårdest.

Som et sidste element i USAs dalende indflydelse vil jeg regne etikken. Det moralske fald som USA har gennemgået de sidste syv år, hvor ulovligheder, løgne, fortielser og morderiske vrangforestillinger har hørt til dagens orden, har gjort USA ganske meget mere upopulær i næsten hele verden. For resten af verden er der ikke længere en skinnende by på bakken at se op til. I stedet er USA blevet en nation, der er bange for både sig selv og resten af verden. Denne venter til gengæld utålmodigt på den næste præsident, men selv om en ny amerikansk leder vil være en kæmpe til Bush's satyr, vil det vare mange år før USAs selskab ikke trækker andre regeringer ned i meningsmålingerne.

Alt dette er ikke kronisk, men Bush/Cheney-administrationen har med sine grusomme fejltagelser sørget for at alle problemerne nærmest er kommet på en gang. USA skal nok komme på fode igen; selvfølgelig. De er for dygtige til andet. Men den unipolære verden vil til den tid være endegyldigt forbi. Og inden da vil den næste præsident skulle svare for den forriges fortrædeligheder.

Privatiseret krig

Der er tre grunde til at vesteuropæiske højreorienterede sjældent kritiserer Bush/Cheney-administrationens amatørfascisme. For det første; fordi mange deler samme opfattelse af "islamofascismen" som en langt større trussel mod verden end en gennemkorrupt og krigsgal amerikansk regering. For det andet; fordi højrefløjen simpelthen holder med USA, færdig. For det tredje; fordi så meget af kritikken mod administrationen lyder som de værste klichéer fra anti-amerikanismens lille røde. Igen via den orange satan, her en opsummering af en artikel om outsourcingen af USAs mission i Irak:

What the Bush administration has created in Iraq is a sort of paradise of perverted capitalism, where revenues are forcibly extracted from the customer by the state, and obscene profits are handed out not by the market but by an unaccountable government bureaucracy.

Artiklen beskriver detaljeret hvor korrupt privatiseringen er foregået i Irak, og hvordan administrationen aktivt har stoppet alle forsøg på at rydde op i skidtet. Det er korporatisme, et forbund af firma og stat med begges fordele over og udnyttelse af befolkningen, som er en essentiel del af den historiske fascisme. Eller som artiklen siger; American men and women dying by the thousands, so that Karl Marx and Adam Smith can blow each other in a Middle Eastern glory hole.

Oveni dette kan vi lægge Bush's evangeliske kristendom og korsfareri, hans dumhed og dovenskab, hans cowboyhat og Texasbaggrund, hans rige svingdørsfamilie. Vi kan tilføje en administration, der er bedøvendes ligeglad med jævne menneskers vilkår, men gør alt for selv at undgå loven, og et republikansk parti, hvis politiske base er racistisk, chauvinistisk, voldsromantiserende, demagogisk, og generelt bindegal.

Det er perfekt. Det er alle klichéer, alle de værste, udlevet for vores undrende og skælvende åsyn. Og det er for meget at tro på, for så slemt kan det ikke være, det er jo det samme vås, som den skingre venstrefløj har mumlet siden 60'erne. Og det er min pointe; at dette er et tilfælde at at råbe ulv for mange gange. For administrationerne før Bush/Cheney har været eksemplariske i forhold til den nuværende; Reagan var virkelig en helgen, når man sammenligner ham med Bush.

Derfor, når man peger på korruptionen, excesserne og amatørfascismen, er det nemt at forfladige kritikken med anti-amerikanisme, fordi den ikke lyder anderledes end den kritik, man tidligere har hørt.

En pointe til: Frimarkedsfundamentalisterne har en farlig tilgang til privatisering, og deres indflydelse bør holdes nede for alles skyld. I deres øjne er det private, pr. definition, effektivt, og det offentlige, pr. definition, ineffektivt. Dette åbner dørene på vid gab for korporatisme, hvor modtagerne af outsourcingen af essentielle statsfunktioner bliver beskyttet af frimarkedsfundamentalisterne, med det blotte argument at de er private og derfor effektive.

Men det er en grusom misforståelse af hvordan det frie marked fungerer. Effektiviteten kommer kun med konkurrence. Hvis man holder private skadesløse fordi man går ud fra at de er effektive, så bryder markedet sammen, og effektiviteten kommer aldrig. Irak er et grotesk eksempel, men udtryk for netop denne mentalitet. Når staten udliciterer, så kræver det opsyn med dem, der tager kontrakterne på sig. Og hvis de ikke opfylder kontrakten, så fyrer man dem, og finder en bedre. Og så begynder konkurrencen at virke. Ikke før. Capice?

Fascineret af det totalitære

Civilisationskrigernes nye helt:

Moderniteten satsede på, at identiteten kunne bevares, selvom man opgav religion. Jeg tror, den virkelige årsag til terrorismen er den hedenskab, som gradvis breder sig i Vesten. Med hedenskab mener jeg, at troen på en monoteistisk gud udskiftes med en polyteistisk bekvemmeligheds-fetichisme og fejringen af livet som forbruger. Dette er virkelig hedenskab og naturalisme. Og jihad fornemmer dette og siger: her er et vakuum, og nu tager vi over.

Jeg slås for at få dette til at give mening. Siger professor Russell Berman, at bomberne i London og Madrid blev sprængt, fordi folk ikke er kristne længere? Fordi ægtefolk bliver skilt? Fordi folk får for få børn? Mener han virkelig, at bomberne blev sprængt, fordi terroristerne kunne mærke, at de vesteuropæiske lande er svage, og ville udnytte det?

Hvis ja, så er han kun en mere veltalende udgave af Dinesh D'Souza, som er en af de værste skribenter i vores tid. Han skrev i sin bog, The Enemy at Home: The Cultural Left and its Responsibility for 9/11:

In this book I make a claim that will seem startling at the outset. The cultural left in this country is responsible for causing 9/11. (...) I am saying that the cultural left and its allies in Congress, the media, Hollywood, the nonprofit sector, and the universities are the primary cause of the volcano of anger toward America that is erupting from the Islamic world.

D'Souza blev slået til plukfisk af sine konservative åndsfrænder i et underholdende symposium. Hvad Berman angår, kan jeg ikke få øje på forskellen, kun formuleringen. Ligesom D'Souza kan han ikke se ud over sin egen kulturs næsetip, når det drejer sig om muslimsk terrorisme. Stanley Kurtz gendriver D'Souzas tese:

- recruitment to radical Islam first burgeoned in 1970s Egypt, prefigured by Egypt’s 1967 defeat by Israel. That defeat punctured confidence in Nasser’s Arab nationalism and occasioned a series of religiously motivated visions and revivals, in which many argued that God had used defeat in war to punish Egypt for its declining morals. Egypt’s initial success in the 1973 war against Israel seems to have been the immediate impetus for the turn to traditional dress among college students, and for increased organization by radical Islamist groups.

Behind these changes lay larger social factors. Expanding higher education brought increasing numbers of traditionalist youth into coeducational contact to which they were unaccustomed. And large numbers of previously home-bound Egyptian women began doing office work. The extended family system gave way to more nuclear arrangements. And as the traditional Egyptian family seemed to come under threat from the demands of modern life, there was a broad reaction against the image of the Westernized Egyptian working woman, then lionized in the secular media.

All this played into the rise of Islamism. Was disgust with American pop-culture part of the mix? Sure. Yet by far the deeper cause was this whole series of tensions between traditional Islamic mores and modern social life. To say that Qutb was revived after being read through the prism of the Vagina Monologues, without also adding that he was revived after being read through the prism of the wars of ’67 and ’73—and all the profound social tensions between Islamic tradition and modern Egyptian life—is misleading and mono-causal in the extreme. My earlier critique of D’Souza stressed that Muslim objections to Western pop culture serve as proxies for distress over these deeper social changes. D’Souza has not truly responded to this point.

Læg mærke til detaljerne, til begivenhedshistorikken, til den kausale argumentation. Der kunne både Berman og D'Souza lære noget om akademisk pli. Og det bliver nok første og sidste gang National Review bliver citeret som autoritet på denne blog. Nu må jeg ud og vaske hænder.

Tilbage til Berman. Som mange af civilisationskrigerne er hans billede af venstrefløjen forstenet i 70'erne. Venstreintellektuelle er marxister og anti-amerikanske, og besnæret af totalitære systemer. Og derfra går hans verden. Jeg er skam enig i, at højre/venstre distinktionen er ved gravens rand, for i mine øjne holder de autoritetstroende til højre i spektret i dag. Det er dem, der forlanger en stærk leder. Det er dem, der ønsker mere overvågning. Det er dem, der kalder dissidenter for terroristsympatisører. Så når jeg læser dette:

Det er ikke overraskende, at venstrefløjen altid ender i fascination af autoritære, brutale regimer og magtfulde statsformer. For når det kommer til stykket, er dette, hvad den venstreorienterede ønsker. Og derfor fascinationen af enhver luset diktator i uniform: Arafat, Castro, Ahmadinejad. Hvis der er en mand i uniform, falder venstrefløjen på maven.

Tænker jeg:


At han ikke engang kan se dette.

Ti.

Den danske debat om Irak er en stadig kilde til irritation, udslæt og hovedpine. Kommentar dertil.

Verden er for stor til at fattes. Da verden var én stamme, ét sted og én religion, var det til at holde styr på. Da verden blev større, begyndte det at blive svært. Fra én stamme til tusindvis er der langt for sindet at nå. Fra et lille territorie til den ganske jordklode er der langt for benene at gå. Fra en religion og verdensanskuelse til utallige er der langt for tanken at rejse. Og vi har aldrig formået det.

Vi kompenserer ved at gå ud fra at andre er som os. Men når magten overstiger evnen til at fatte magtens konsekvenser, går det ud over magtens objekt. De besejrede og koloniserede afviser sejrherren, eller bliver forvandlet i hans billede, og der er ikke meget mellem de to.

Eksemplet Irak. Et af de oprindelige problemer med neokonservatismen var axiomet at alle ønsker frihed og demokrati. At give disse ting videre var derfor simpelthen et spørgsmål om at fjerne den undertrykkende magt, og friheden og demokratiet ville blomstre af sig selv.

Det er et voldsomt naivt og ahistorisk syn på demokrati. Om noget er det diktaturet, der er den naturlige tilstand, og demokratiet, der kræver konstant pleje og opsyn. Men det er en anden diskussion. Hovedsagen er, at de neokonservative førte deres egne idealer over på andre. De gik ud fra, at andre var som dem. Det var ikke et spørgsmål om at lave irakere til amerikanere, man gik ud fra, at irakere allerede var som amerikanere. Fra Full Metal Jacket:

We are here to help the Vietnamese, because inside every gook, there's an American trying to get out.

De neokonservative fik deres vilje med Irak. 9-11 kom belejligt, og med en svag og hædersbegærlig præsident gik overtalelsen nemt. Således blev Irak kædet sammen med Krigen Mod Terror. Det perspektiv, som Irakkrigen blev solgt på, har siden domineret debatten. Derfor omtales borgerkrigen på højrefløjen oftest som en kamp mellem en legitim regering, som er demokratisk valgt af frihedselskende borgere, mod horder af blodtørstige terrorister, der vil indføre verdenskalifatet hvis de vinder.

---

Efter at arbejderklassen blev rigere, købte bil, hus og græsplæne, kom der en forskubbelse mellem denne og den politiske venstrefløj. Industrialiseringen var på retur, og med en arbejderklasse der opførte sig mere og mere borgerligt, blev mere og mere rig, og i stadig mindre grad arbejdede i fabrikker, måtte de næstekærlige finde sig et nyt objekt for deres godhed.

De fandt den tredje verden. Her var ægte fattige, oprigtigt lidende. Venstrefløjen satte de brune mennesker ind i den marxistiske begrebsverden som man kendte så godt i forvejen. Klasse blev til race, og mærkaterne blev flyttet: Fabriksejerne blev til de hvide, og arbejderne blev til de ikke-hvide. Og man kunne straks køre videre som før. Den tredje verdens historie blev til historien om undertrykkelse og revolution, om kolonialisme og post-kolonialisme, og om hvordan de brune kastede den hvide udbytter af sine skuldre, og knejsede stolt derefter.

Da kapitalisterne var arbejderklassens gamle modstandere kom USAs fjenderolle helt af sig selv. Selveste inkarnationen af kapitalismen. Hvor USA var, måtte undertrykkelse og udbytning derfor være. Og hvor USAs modstandere fejlede, måtte det nødvendigvis være på grund af USAs handlinger.

Enhedslisten, den levende anakronisme, bærer stadig rundt på marxismens slukkede fakkel, og SF er kun svagt bedre. Derfor er deres fortolkning af Irakkrigen spækket med eksempler på amerikansk brutalitet, imperialisme og udbytning, præcis som deres tankegods byder dem. Værst er opfattelsen at der ikke er borgerkrig, men kun opstand mod USAs tilstedeværelse. Man ser det tydeligt hos Søvndal:

USA har udliciteret alle store kontrakter til amerikanske firmaer, hvilket de facto betyder 1) at de amerikanske virksomheder vinder fodfæste i et fremtidigt Irak på unfair og monopollignende vilkår der på længere sigt vil svække den irakiske selvberoenhed og 2) at det økonomiske incitament for at blive er så stort, at den militære tilstedeværelse, som er en torn i øjet på mange irakere, vil være påkrævet længe, hvorfor urolighederne også må forventes at fortsætte. (min fremhævning)

Og hvorfor urolighederne må forventes at stoppe, når USA trækker sig ud. As if.

---

Ingen synes at ville forstå Irak på Iraks betingelser. Venstrefløjen er lige så skyldig i imperialistisk tankevoldtægt som højrefløjen, når den tvinger Irakkrigen ned i sine egne fossilerede rammer. Og hvad højrefløjens tankespind angår; fri mig. I kan begge slås mod jeres egne ideologiske spøgelser hvis I vil, men hold Irak udenfor.

Så her er et par fakta:

1. Shi'a-blokken i parlamentet består af islamistiske partier. Den demokratisk valgte og FN-godkendte regering domineres af islamister. To af de fire største shi'a-partier (Det Øverste Irakiske Islamiske Råd og al-Da'awa) har stærke forbindelser til Teheran.

2. Oprørerne er for 95% vedkommende sunni-arabere, som udgør omtrent 18% af Iraks befolkning. Opstanden er derfor ikke national, men sekterisk. Sunni-oprørerne kan inddeles i forskellige grupper, hvor kun "Al-Qaeda i Irak" er mere islamistisk end shi'a-partierne. "Al-Qaeda i Irak" består kun af irakere, med få undtagelser. Den er i øjeblikket på tilbagetog, under angreb fra andre oprørsgrupper, og er reduceret til en minimal rolle i borgerkrigen. Alle oprørsgrupperne har grader af islamisme.

3. Shi'a-militserne, og frem for alt Det Øverste Råds "Badr-Brigade", har mange steder overtaget politiet, og kidnapper civile sunnier i flæng under dette dække. Det shi'a-kontrollerede indenrigsministerium har hidtil ikke gjort noget for at stoppe dette. Kidnapningerne er ikke baseret på begrundet mistanke om terrorvirksomhed, kun på sekterisk tilhørsforhold, altså sunni eller shi'a. De kidnappede bliver tortureret og myrdet.

4. De tre største shi'a-partier i koalitionen "Den Forenede Irakiske Alliance" bekriger jævnligt hinanden. De udgør også det meste af regeringen.

---

For at udtale sig om Irak i dag, må man som minimum vide:

1. Hvem al-Sistani er.
2. Hvem Abdul Aziz al-Hakim er.
3. Hvor Moktada al-Sadr har sin autoritet fra.
4. Hvem Paul Bremer var.
5. Hvad sunni-trekanten er.
6. Hvem, der leder irakisk Kurdistans to partier.

Og ved du ikke dette, så ti.

Endnu en dag

Kommentar til det seneste nyt fra Washington DC.

Seks år efter indvielsen af USAs 43. præsident er Bush-baskning blevet trivielt, men det gør det ikke mindre nødvendigt. Det er en af grundene til at jeg beundrer Glenn Greenwald. Han bliver ved, uanset. Det bliver sagt, at man fokuserer for meget på Vestens svagheder frem for fjendens grusomheder, som er noget, der godt kan siges om dækningen af Afghanistan. Men, grunden til at det ikke er interessant at skrive om forbrydelser, forrådnelse og korruption på øverste plan i Rusland eller Kina er, at de to lande er nogen forbandede diktaturer, af hvilke man ikke forventer mere. Men Vesten; vi er de gode, vi er de frie. Vi forlanger mere af os selv, og det er vores styrke.

Whatev. Første nyhed er, at administrationen vidste besked om torturen i Abu Ghraib allerede i januar, fem måneder før billederne kom frem. Dette ifølge den to-stjernede general Taguba, som ledte undersøgelsen. Og det eneste de var kede af, var at det blev opdaget. Tagubas undersøgelse blev begrænset til soldaterne, efter ordre fra - administrationen. Rumsfeld løj. Bush løj. Taguba blev fyret.

Anden nyhed er, at hundredtusindvis af emails er blevet slettet, med vilje, ulovligt, fra Republican National Committees servere, som blev brugt til email af 88 mennesker i administrationen. I øvrigt ulovligt, med fare for sikkerhedsbrud. Det får Nixons atten minutter til at ligne et slettet komma.

Trivielt. For det er endnu en dag i Washington DC. Jeg har sagt det før, og jeg gentager det gerne: Denne administration er værre end nogen anden i det tyvende århundrede. Lovløs, skamløs, hæmningsløs. Og jeg spekulerer på, hvordan tiden efter juntaen vil være. Da den romerske republik blev til det romerske kejserrige, da magten gik senatet af hænde og givet til kejseren i stedet, blev den aldrig givet tilbage igen. I 2008 vil Irakkrigen være så upopulær, at en demokratisk præsident er givet. Men det er ikke givet, at en demokratisk præsident vil give den magt, som Bush har tilranet sig, tilbage til kongressen og senatet.

En af de specielle ting ved USA er kanoniseringen af forfatningen. Den gør det nærmest ud for et kongehus: Et objekt, der symboliserer nationen. Derfor må den ikke røres. Men ulig dronning Margrethe har den en reel rolle at spille, og de seneste seks år har vist hvor utilstrækkelig den har været. Det er skam ikke at administrationen ikke jævnligt er blevet underkendt af domstolene. Den er bare ligeglad, og har konsekvent kørt en forhalingstaktik, der har udsat retfærdigheden på ubestemt tid. Og så længe enhver afstraffelse afhænger af en kvalificeret politisk majoritet, er der ingen, der behøver at stå til regnskab for noget.

Så Bush-administrationens tid har afsløret to ting om USAs politiske system: For det første, i hvor høj grad systemet har været baseret på konventioner. Hvis man ignorerer en stævning fra senatet, så ikke noget. For der er ikke politisk flertal for straf, og en retssag tager for lang tid at nå frem til en afgørelse.

For det andet, at 'checks and balances' ikke sikrer mod magtmisbrug, hvis administrationen og begge kamre er i det samme partis hænder. Nu er problemet snarere, at 'checks and balances' forhindrer de eroderede borgerrettigheder i at genindføres. De forskellige mekanismer som skulle forhindre tosserier, forhindrer nu afskaffelsen af samme.

Pudsigt så skrøbeligt systemet har vist sig at være. Og at ingen så det før.

Fetisch For Fuld Blæs

Hvorfor i alverden er det her en nyhed? Politikens webredaktion burde være dygtige nok til at dække deres USA-fetisch med mere rigtige nyheder, for det der er alt for åbenlyst. Herregud da. Kina henretter mindst 10.000 mennesker om året, jeg vil nødigt have en artikel om hver enkelt. Men hvis den tid kommer hvor de er verdens nye centrum, skal vi nok få lov.

Anti-amerikanisme

Kommentar til en lille 'Globalt Udsyn' artikel i dagens Berlingske Tidende.

Det er kolossalt som disse mennesker, der brokker sig over anti-amerikanisme i Europa, fuldstændigt udelader enhver reflektion over tid, rum, sammenhæng, udvikling, kontekst i deres brokkerier. Artiklen citerer en tysker og en amerikaner, der er fælles i deres opfattelse af europæisk anti-amerikanisme som en slags identitetshærdning - et teenageoprør.

Hør Claus Malzahn: 'Der går ikke en dag i Tyskland uden, at nogen kommer med de vildeste påstande (...) eller spreder de mest besynderlige konspirationsteorier om USA. Men der er ingen risiko forbundet med det, og det handler mest om at styrke den tyske selvretfærdighed.'

Andrei Markovitz: 'Anti-amerikanismen tjener som en nyttig mobiliserende faktor for at skabe bevidsthed i Europa om kontinentets nye rolle som en voksende magtblok, der står i direkte kontrast til og i et klart konkurrenceforhold til USA.'

Intet om, hvordan verdens opfattelse af USA er gået dramatisk ned ad bakke siden Bush tog fat. Intet om, hvordan de kolossalt mange skandaler i Washington D.C. har, med rette, skadet USAs image. Intet om forskellen i opfattelsen af Bill Clinton og Bush. Tror fanden anti-amerikanismen vokser. For lige nu, på dette punkt i historien, er USA en større fare mod verdensfreden end både Iran og Nordkorea. Uden tvivl. Skønt Kim Jong-Il er en menneskelig vanskabning på linie med Caligula, har han meget mindre magt at rutte med, og er derfor en væsentlig mindre fare end en evangelist med vrangforestillinger om verdensdominans, der bestemmer over verdens i særklasse dyreste militær.

Multiplicer galskab med magt for at finde den totale fare for verden.

Det er historisk uden sidestykke hvad der er sket i USA de sidste seks år. Danmarks højrefløj kan undskyldes med ikke at vide nok om den nuværende inkarnation af Det Republikanske Parti, og hvad det står for. Og det har mere med stalinismen at gøre end Eisenhowers og Goldwaters republikanisme.

UPDATE: Aha. Besynderlig påstand at anti-amerikanismen voksede i ugerne efter 9-11. Besynderlig.