Velfærdsrytterne

Berlingske har en forsideartikel i søndagsmagasinet, der eksemplificerer højrefløjens forvrængede billede af velfærdsstaten og dens problemer. Den er del af artikelserien "Yderne & Nyderne", der handler om, at "[d]et danske velfærdssamfund er i krise."

Der henvises til den demografiske udvikling - at der bliver flere ældre og færre unge. Det er reelt nok. Denne gang handler det dog om folk, der trækker sig tilbage som pensionister i tidlig alder, og at nogle af dem bor ved Middelhavet. Det lyder som om, de gør det på det offentliges regning. Tidligere overvismand Torben Andersen figurerer tidligt i artiklen således:

Professoren bifalder, at et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en tilbagetrækningsreform og nu vil lukke huller i finansieringen af velfærden med flere reformer. Men det er kun som "bedre sent end aldrig"-ros. Stramningerne falder, efter de store generationer nu pensioneres.

Der føjes imidlertid noget til af en kontorchef Preben Etwil fra Danmarks Statistik:

"Hele vores pensionssystem blev ændret i løbet af 1980erne og 1990erne, og størstedelen af de ældres indkomst kommer ikke længere fra offentlig indkomst, men fra egne pensionsopsparinger.

Dvs. de selv har sparet op til pension. Det er da godt! Det fortsætter:

De 60-69-årige har en større formue end andre aldersgrupper. De er en generation, der har reddet [sic] på velfærdsbølgen. De har haft god beskæftigelse, gode pensionsopsparinger, og selv folk fra arbejderklassen har kunnet købe eget hus. Det giver dem i dag betydelige formuer, lyder forklaringen.

"At ride med på velfærdsbølgen" betyder altså at have et arbejde, spare op og købe hus. I mine ører lyder det ganske a-offentligt, men det er en meget snu offentlig velfærd, vi har at gøre med.

Artiklens primære case er en pensionist, der bor i Sydfrankrig, og som er enig i, at velfærdsstaten er gået for langt:

"Vil I ikke have et glas cremant? Nu nåede vi jo ikke et ekstra glas ved vandet," siger han og hælder op i høje glas. 

Lejligheden er 200 kvadratmeter. Sofaerne er orange, meget af kunsten er hentet på nogle af de 30 ferier i Thailand. Han åbner en cremant. Grisinnierne har han selv bagt.

"Velfærdsstaten har forandret sig på to måder. Mine børn har fået mange flere velfærdsydelser, end vi gjorde i samme alder. De har vænnet sig til, at de skal have, og at de ikke skal aflevere. De ældre er vant til at klare sig. Der er nogle af de unge - de kommer sgu aldrig til at tjene penge. De er gået fra en arbejdsløshedsperiode, så har de været i aktivering og er blevet arbejdsløse igen. Det er sgu et problem. Også for dem selv," siger Jens Vestergaard.

Ja, velfærdsstaten er gået amok i velfærd, fordi de unge kommer fra arbejdsløshed til aktivering og tilbage til arbejdsløshed igen. Vil du ikke have en cremant?

Jeg vil gerne vædde en flaske Chateau de Chasselas på, at hr Vestergaard ikke lever af sin folkepension. Vi får at vide om hans tidligere beskæftigelse, undskyld, velfærdsridt: "Jens har arbejdet som økonom i blandt andet Codan og Grundfos samt været medejer af et brillefirma." Sandsynligvis til en god løn.

Her er mit postulat: Folkepension er en mindre del af udgifterne til ældre. Langt det meste er sundhedspleje. I det omfang, man i kraft af egen opsparing har mulighed for det, vil man gå på pension. Jeg går her ud fra, at man ikke vil forbyde folk at gøre brug af privat opsparing. Derfor vil forhøjelserne af den alder, hvorfra man kan modtage folkepension, gå ud over dem, der tjener mindst og har den mindste opsparing. I et pudsigt sammenfald er det også dem, der har det hårdeste arbejde og slides op hurtigst.

I Finansministeriets modeller er en mindre pensionist én mere i arbejde. Jeg vil også postulere, at dem, der er slidt op og har mest brug for folkepension, ikke kommer i arbejde. De er slidt op! Jeg vil derudover påpege det absurde i, at mange unge er arbejdsløse og dermed ikke bidrager til finansieringen af velfærdsstatens amokløb. Men det er åbenbart ikke noget, vi skal gøre noget ved. Sjovt som det hænger sammen.

Danmark er ikke verden

Danmark er stadig ikke verden, men det kan man ikke se på debatten om økonomien. Vi lever i en tid, der har set den største ophobning af privat gæld og efterfølgende sammenbrud af det private forbrug siden depressionen. Alligevel diskuterer vi Danmarks økonomi, som om den eneste faktor overhovedet er hvor meget velfærd vi har.

Det minder mig om Ole Birk Olesens kronik en gang for længe siden, hvor han skyder skylden for stigende kriminalitet siden 2. Verdenskrig på mere velfærd. Det er det eneste vi har, åbenbart. Der findes intet andet, der kan forklare noget som helst. Og slet ikke udviklingen i udlandet, selv om vi alligevel konstant drøfter hvordan vi bliver bedre til at konkurrere med Kina (se i øvrigt her om konkurrenceevne som mål for nationaløkonomi).

Skatteindtægterne faldt med nær 150 mia kr fra det ene år til det næste, og beskæftigelsen er vist faldet med 300.000. Det er ikke fordi en masse mennesker pludselig er blevet til dovne samfundsnassere, eller fordi regeringen har vanrøgtet økonomien, og det pludselig slår igennem. Det er faktisk irrelevant. Her og nu drejer det sig om privat gæld og forbrug, og hvordan man håndterer det. Men det kan man ikke læse fra debatten i vækstfora, aviser, bloody Davos osv.

Det er rigtigt, at befokningen er ældre end før og bliver ældre endnu. Det kræver nedskæringer (ordet 'reformer' er spin). Det er der ikke nogen vej udenom. De nedskæringer må følge økonomiens bæredygtighed. Men de exceptionelt dårlige økonomiske tilstande vi har lige nu drejer sig om den elendige styring af bankers udlån, og det er over hele Nordatlanten, fra Californien til Ukraine.

Jeg ved ikke, hvad der ellers skal til for at overbevise folk om, at udlandet betyder noget for Danmarks økonomi, hvis finanskrisen ikke kunne magte det. Der tales om, at økonomien er på vej tilbage, men de forhold, der skabte krisen, er der ikke blevet gjort noget ved, og vi mangler stadig en konkurs eller tre fra de mest udsatte eurolande.

Eurabien aflyst

Ahem.



Det viser sig, at muslimske indvandrere til Europa ikke er "DEM!" - men opfører sig som andre indvandrere af menneskearten - hvilket vil sige at blive mere og mere som de indfødte. Dette inkluderer fødselsrater. Fra det amerikanske Woodrow Wilson Center:

Data on birthrates among different religious groups in Europe are scarce, but they point in a clear direction. Between 1990 and 2005, for example, the fertility rate in the Netherlands for Moroccan-born women fell from 4.9 to 2.9, and for Turkish-born women from 3.2 to 1.9. In 1970, Turkish­born women in Germany had on average two children more than German­born women. By 1996, the difference had fallen to one child, and it has now dropped to half that number.

Og det er ikke begrænset til Europa:

The decline of Muslim birthrates is a global phenomenon. Most analysts have focused on the remarkably high proportion of people under age 25 in the Arab countries, which has inspired some crude forecasts about what this implies for the future. Yet recent UN data suggest that Arab birthrates are falling fast, and that the number of births among women under the age of 20 is dropping even more sharply. Only two Arab countries still have high fertility rates: Yemen and the Palestinian territories. (...)

Iran is experiencing what may be one of the most dramatic demographic shifts in human history. Thirty years ago, after the shah had been driven into exile and the Islamic Republic was being established, the fertility rate was 6.5. By the turn of the century, it had dropped to 2.2. Today, at 1.7, it has collapsed to European levels.

Måske Iran er det nye USSR. Og hvad med den ariske race?

The falling fertility rates in large segments of the Islamic world have been matched by another significant shift: Across northern and western Europe, women have suddenly started having more babies. Germany’s minister for the family, Ursula von der Leyen, announced in February that the country had recorded its second straight year of increased births. Sweden’s fertility rate jumped eight percent in 2004 and stayed put. Both Britain and France now project that their populations will rise from the current 60 million each to more than 75 million by mid­century.

In Britain, the number of births rose in 2007 for the sixth year in a row. Britain’s fertility rate has increased from 1.6 to 1.9 in just six years, with a striking contribution from women in their thirties and forties ­ just the kind of hard-to-predict behavioral change that drives demographers wild. The fertility rate is at its highest level since 1980.

Men det er vel bare fordi indvandrerne yngler som rotter?

Immigrant mothers account for part of the fertility increase throughout Europe, but only part. And, significantly, many of the immigrants are arrivals from elsewhere in Europe, especially the eastern European countries admitted to the European Union in recent years. Children born to eastern European immigrants accounted for a third of Scotland’s ­“mini ­baby boom,” for ­example.

In 2007, France’s national statistical authority announced that the country had overtaken Ireland to boast the highest birthrate in Europe. In France, the fertility rate has risen from 1.7 in 1993 to 2.1 in 2007, its highest level since before 1980, despite a steady fall in birthrates among women not born in France. France’s National Institute of Demographic Studies reports that the immigrant population is responsible for only five percent of the rise in the ­birthrate.

Og så lidt om Kina.

Det tager også luften ud af højrefløjens demografiske argument for velfærdsnedskæringer, som påstås at være nødvendige nu, fordi de vil være nødvendige i fremtiden. Det har altid været et uærligt argument: Hvad ville egentlig have forhindret os i at skære ned i fremtiden, hvis underskuddene kommer? Velfærdskommuhammedanazisme? Det fortaber i det uvisse.

Stemmen nede fra statskassen

Kastholm, om støtte til kunstig befrugtning af enlige.

...hvor er vi dog kommet langt ud, når et rimeligt uddannet og, må man formode, ret fornuftigt menneske kan mene, at det er hendes ret at få børn og statens pligt dels at sørge for, at hun får det, dels at betale hende for det bagefter. (...) Ordningen træder først i kraft for børn født efter 1. januar 2009, så den pågældende kvinde berøres ikke af den, men hun har ved sin private disposition sikret sig et ordentligt sug ned i statskassen de næste 18 år. Hvorfor er det aldrig et journalistisk tema?

I betragtning af, at Danmarks fødselstal er for lavt til at holde varslingerne om mere pisk væk, så er det slet ikke så dårlig økonomi i at give støtte til kunstig befrugtning af enlige quinder, samt hjælpe til med børnene. Skønt jeg godt kan se, at det moralsk er noget pjat, så er det godt for samfundet - de skandinaviske velfærdsstater har netop nogen af de højeste fødselstal i Europa. Der er sgu mange andre ting, man kan tage fat på. Jeg mener f.eks. ikke, at Kastholm nogensinde har skrevet noget om statsstøtte til aviser, heraf nær 18 millioner kr. om året til Berlingske. Det kan han jo passende give sig i lag med i næste klumme.