Trussel om afkald

Sidst vi hørte fra USA om Tyrkiet, så var det EUs skyld, at tyrkerne trækker længere mod øst, fordi EU ikke vil lukke dem ind i varmen.

US issues arms deal ultimatum to Turkey

President Barack Obama has personally warned Turkey’s prime minister that unless Ankara shifts its position on Israel and Iran it stands little chance of obtaining the US weapons it wants to buy. (...)

One senior administration official said: “The president has said to Erdogan that some of the actions that Turkey has taken have caused questions to be raised on the Hill [Congress] about whether we can have confidence in Turkey as an ally. That means that some of the requests Turkey has made of us, for example in providing some of the weaponry that it would like to fight the PKK, will be harder for us to move through Congress.”

Grangiveligt har det forhold, at Israel med USAs billigelse pisser på Tyrkiet ved hver lejlighed, der byder sig, intet at gøre med den voksende afstand til Tyrkiet. På den anden side er de jo brune muslimer, og adgangen til og fra Sortehavet er strategisk underordnet ift. at pisse på brune muslimer.

Så: USA truer med at lade være med at sælge våben til Tyrkiet. Jeg er sikker på, at Kina eller Rusland gerne vil træde til i stedet, eller måske Tyskland, som faktisk har en ret stor våbenindustri. Når man er våbenleverandør, er man også ammunitionsleverandør, og har derfor et tag om testiklerne i pressede situationer.

The Bush administration is rushing a delivery of precision-guided bombs to Israel, which requested the expedited shipment last week after beginning its air campaign against Hezbollah targets in Lebanon, American officials said Friday.

Det er både penge og politisk indflydelse, som USA giver afkald på - ganske frivilligt.

Israel, USA, Tyrkiet

Jeg tror ikke på, at det var Netanyahu, der arrangerede annonceringen af 1.600 nye bosættelser i Jerusalem for bevidst at stikke en finger i øjet på USA, da Joe Biden kom forbi; sådan kom det bare til at se ud. Jeg ved ikke særligt meget om israelsk indenrigspolitik, men det ligner et rod - og det er vist også noget med rivalisering inden for det ultraortodokse Shas-parti.

Det ligner også det underlige forløb med Tyrkiet for et lille stykke tid siden, hvor Tyrkiets ambassadør meget bevidst blev ydmyget af Israels viceudenrigsminister Ayalon pga. en racistisk, tyrkisk tv-serie.

At the start of the meeting, Ayalon told cameramen the ambassador was pointedly seated on a sofa lower than his own chair. He also noted there was no Turkish flag on display.

Og intet håndtryk. Tyrkiet og USA er Israels to vigtigste allierede. Tyrkiet er efterhånden ikke allieret længere, og det her hjalp bestemt ikke.

Det er bare dumt, når man ikke har så mange venner. Som Gideon Levy også siger, så ville man komme længere med bosættelserne, hvis man bare lod som om der var en fredsproces.

Der er en skrue løs i israelsk politik. Spørgsmålet er så, hvem USA skal forhandle med.

"Lande som Sydafrika"

Skal lige lukke damp ud. Løkke aflyser et møde med en masse diplomater, som Fogh i sin tid. Men han gør det af private grunde. Jeg tænker så, at det må være alvorligt, og fatter lidt sympati. Det viser sig så at være pga. datterens forstuvede fod.

Altså, hvad fanden. Hvad bilder han sig ind. Når man er statsminister, så prioriterer man fandeme 80 ambassadører over en banalitet som en forstuvet fod. Man har pligt til at leve op til det kæmpe ansvar, der hører til posten som statsminister, og det betyder, at personlige hensyn træder i anden række.

For at sætte prikken over i'et skider Khader og Espersen på nogle få udvalgte lande, der har den egenskab ikke at være særligt vigtige. Lande som Sydafrika. Sådan nogle lande, der brokkede sig over at blive tilsidesat under COP15. Læg to og to sammen.

Mage til arrogant kraftidioti.

Tinsoldater Teater

Jeg faldt over denne strålende kronik af to tidligere medlemmer af USA's National Security Council om Obama-administrationen og Iran. Det ser ikke så godt ud: Administrationen påstår at mene, at Iran bør opgive sit atomenergiprogram til gengæld for, at USA indvilliger i at sidde med ved møder om samme. Det er der jo så nogle i administrationen - Hillary Clinton og Dennis Ross, som jeg har skrevet om før - der heller ikke forventer vil ske, og det er åbenbart del af planen:

As a presidential candidate, then-Senator Clinton ran well to the right of Mr. Obama on Iran, even saying she would “totally obliterate” Iran if it attacked Israel. Since becoming secretary of state, Clinton has told a number of allies in Europe and the Persian Gulf that she is skeptical that diplomacy with Iran will prove fruitful and testified to Congress that negotiations are primarily useful to garner support for “crippling” multilateral sanctions against Iran. (...)

In conversations with Mr. Ross before Mr. Obama’s election, we asked him if he really believed that engage-with-pressure would bring concessions from Iran. He forthrightly acknowledged that this was unlikely. Why, then, was he advocating a diplomatic course that, in his judgment, would probably fail? Because, he told us, if Iran continued to expand its nuclear fuel program, at some point in the next couple of years President Bush’s successor would need to order military strikes against Iranian nuclear targets. Citing past “diplomacy” would be necessary for that president to claim any military action was legitimate.

Så altså: Forhandlinger på skrømt, hvis sammenbrud skal give påskud for sanktioner eller krig. Det er så USA's udenrigsminister og dennes særlige rådgiver for Iran.

I mellemtiden står overskrifterne på blød magt og diplomati. Ved at udbasunere USA's nye imødekommenhed uden at følge op politisk sørger Obama for at miskreditere selvsamme imødekommenhed i medierne, hvis sammenbruddet kommer. Vi ved, hvor dumme folk er udenrigspolitisk til højre i øjeblikket, og at de som små Cheneyer vil tage ethvert tilbageskridt som bevis på, at kun vold og trusler om vold virker, uanset hvor dårligt det fungerede for den forrige administration. Pga. Obamas valenhed mht. Guantanamo har vi allerede artikler som denne: "Why Obama owes Bush an apology". Når Iran meddeler USA, at de ikke har tænkt sig at opgive atomenergiprogrammet, hvilke overskrifter får vi så? Og hvis USA alligevel har tænkt sig at acceptere iransk atomenergi, som Obama antyder i et interview med BBC, hvad er der så at forhandle om? Hvad kan Iran ellers tilbyde USA? Hvad går det her egentlig ud på?

Snart iransk præsidentvalg. Efter Khatami røg ud er Mir-Hossein Musavi Ahmadinejads største konkurrent. Musavi forstår vist, hvordan Irans image har lidt under Ahmadinejads store mund. Det ville hjælpe på stemningen, hvis Musavi kom ind i stedet. Imens presser Israel på for et angreb, men er pga. bosættelserne på konfliktkurs med USA.

Jeg tror: Dette teaterstykke må gå ud på at skabe dække for enten flere sanktioner eller en tilnærmelse mellem USA og Iran. Der er ikke nogen egentlig grund til nogen af delene, men man kan jo ikke bare angribe eller slutte fred uden videre. Og der er åbenbart ingen klar linie inden for administrationen, så det er der, kampen foregår, med den israelske lobby som ivrig deltager. Og gud ved, hvad der foregår i iransk politik.

Der er altid plads til en sanktion til

En dag med smagløse nyheder:

The Iran Sanctions Enhancement Act, introduced by a bipartisan group of US senators, states in its preamble that its purpose is "to enhance US diplomatic efforts with respect to Iran by expanding economic sanctions against Iran to include refined petroleum, and for other purposes". (...)

Coinciding with an Iran-focused annual conference of the powerful pro-Israel lobby group, the American Israel Public Affairs Committee (AIPAC), over the weekend, the purpose of this pending legislation is to provide "a powerful new weapon to use against Iran", to paraphrase Democratic Senator Evan Bayh, one of its sponsors.

Another key sponsor, Senator Joseph Lieberman, has also referred to it as "another stick" and, according to reports in the US media, has solicited the approval of the Obama administration's point man on Iran, Dennis Ross, who is touring the Persian Gulf region to whip up support for the US's diplomacy on Iran. He is an avid supporter of the "tougher sticks rather than carrots" approach toward Iran.

AIPAC, Lieberman, Dennis Ross og Hillary på en gang. Så bliver det da helt antisemitisk...

Jeg er ved at tro, at Obama faktisk ikke helt forstår, hvad der foregår omkring ham. Han tager åbenlyse politiske risici i sine taler og udmeldinger, om samhørighed og retsorden og alt det pjat, som den amerikanske højrefløj ikke tøver med at udnytte, mens hans administration ser ud til direkte at modarbejde Obamas erklæringer.

Eller også forestiller han sig måske, at hans fine taler om samhørighed faktisk er alt, der bør skulle til, jf. DC's surrealistiske politiske virkelighed og Obamas urokkelige tro på egen overtalelsesevne. Iran er ikke dog ikke imponeret og udbeder sig reelle ændringer. Hvilken frækhed.

Jeg tror stadig mest på, at der hverken er hoved eller hale på udenrigspolitikken. Som på alt andet i øvrigt.

Israels nye mund

Det, som Israel lever højt på, er sin højt besungne vilje til fred. Der er gerne en invers proportionalitet i spørgsmål om retorik og reel magt, så folk taler hårdere, jo svagere de er, og omvendt. Israel er som bekendt ca. titusinde gange stærkere end Hamas og bruger derfor nutidens eufemismer om vold og magt, hvilket tjener til at skjule, at Israel gør, hvad det vil. Dette er uanset, om regeringens kerne har bestået af Likud, Kadima eller Havoda.

Dette image er meget vigtigt: Man kan pege på de israelske lederes udtalelser som bevis for, at Israel virkelig vil freden, og samtidigt trække på et arsenal af udtalelser fra Hamas, der lover floder af blod og hellig krig, uden at behøve at diskutere, hvad Israel rent faktisk gør for at fremme freden. F.eks.: "Netanyahu: Jeg er en fredspartner", osv.

Enter Lieberman.

Israels nye udenrigsminister, Avigdor Lieberman, siger, at Israel ikke er bundet af de forpligtelser, som det lovede på en amerikansk-organiseret konference om en fremtidig palæstinensisk stat.

»Der er et dokument, som forpligter os, og det er ikke Annapolis-konferencen, den har ingen gyldighed«, siger Lieberman med henvisning til fredsforhandlinger i 2007 i Annapolis, Maryland.

»Den israelske regering har ikke ratificeret Annapolis-dokumentet og heller ikke parlamentet«.

Signaler om at skrue tiden tilbage er ikke til at misforstå, og er blevet hørt over den ganske Google.

Israeli foreign minister spurns Annapolis peace process

Foreign minister says Israel not bound to follow two-state path

Israeli Foreign Minister Balks at Annapolis Pledges

Israel 'not bound by peace deal'

Og det er amerikanske overskrifter.

Hvis jeg var Netanyahu, ville jeg holde Liebermans kæft lukket.

Men mon ikke han lærer det:

In today's speech, Lieberman was more amiable towards Egypt, which he described as an "important element in the Arab world". This is an improvement on a few weeks ago, when he said the Egyptian president, Hosni Mubarak, could "go to hell".

I front

Noget af det skræmmende ved hele postyret om A.Q. Khans atomvåbenbutik var, at CIA var meget alene om at gøre noget ved det. Europæerne var vandbærere og tilskuere. Vi kan ikke forvente at USA rager kastanjerne ud af ilden for os, og særligt ikke i disse tider, hvor manisk-depressive USA er på vej ned i en bølgedal. Det er pinedød vigtigt at EU får en samlet og mere aktiv udenrigspolitik - vel at mærke ikke én, der går ud på noget militært-politisk, men én, der begrænser sig til det absolut ukontroversielle. Såsom begrænsning af atomvåbenspredning, mægling o.a.

Det er ikke bare fejt, men direkte dumt at overlade førerpositionen til USA. Vi kan ikke stole eller forlade os på dem; det burde de sidste syv år have vist, og for vores egen skyld bliver vi nødt til at føre an i international diplomati, og samle trådene, eller i det mindste gøre et ærligt forsøg.

Så må anklagerne om kolonialisme komme; jeg bekymrer mig inderligt om atomvåbenspredning, og mener det er et større problem end sårede egoer.

Mikkel Vedby Rasmussen

Mikkel Vedby Rasmussen. Chef for Dansk Institut for Militære Studier. Har han nogensinde sagt noget klogt? Noget indsigtsfuldt? Dette er hvad han har at sige til Ruslands anerkendelse af Abkhasien og Syd-Ossetien:

»Rusland er i øjeblikket i gang med at forme sin udenrigspolitik for de kommende 10-20 år. Hvis Vesten accepterer Ruslands handlinger, har de i sinde at blive ved ud af denne galej. Derfor spidser Rusland nu ører for at høre, hvor voldsomt Vesten reagerer på de russiske udmeldinger og handlinger«, siger han og fortsætter:

»Rusland er i gang med at teste Vesten. Rusland vil have en stemme, der magtmæssigt er på lige fod med Vesten. Også selv om det betyder, at man bliver uvenner med Vesten«.

Det er den samme gamle smøre han har fyret af i gud ved hvor lang tid; at udenrigspolitik er en styrkeprøve mellem viljer. Her om USAs missilskjoldsaftale i Polen:

Ifølge Mikkel Vedby Rasmussen trækker USA en streg i sandet efter den russiske fremmarch i Georgien.

»Det er en måde at sige til russerne, at de skal slappe lidt af. Men der er selvfølgelig fare for, at det gør russerne endnu mere sure, så det kan ende med, at de kommer rimeligt meget op at skændes, og det er ikke i hverken USA eller Ruslands interesse«, vurderer han.

Desuden viser aftalen om missilskjoldet, at det har konsekvenser at sætte sig op imod USA.

»Amerikanerne siger til Rusland, 'her var en ting, som I var rigtig meget imod, og som vi gerne ville have forhandlet med jer om - men det gider vi ikke mere'«, siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Eftersom al udenrigspolitik går ud på viljestyrke, så løses alle konflikter ved at de optrappes, for at kue modparten. Se denne udveksling:

Hvad skal Vesten konkret gøre for at få Rusland til at falde til ro?

»Der er en stribe muligheder. Man kunne for eksempel få Georgien ind i Nato, indføre sanktioner mod Rusland eller indkalde til møde i FNs Sikkerhedsråd«, siger Mikkel Vedby Rasmussen.

Han fortsætter:

»Indtil nu har EU og USA reageret ekstremt forsigtigt - og måske også for forsigtigt. Derfor forsøger Rusland nu at optrappe konflikten ved at bryde med alt det, der har været Vestens politik i Georgien. Hvis Vesten vil tages alvorligt af Rusland, så er det nu, der skal siges nej«, vurderer Mikkel Vedby Rasmussen.

Altså: For at få Rusland til at falde til ro, bør det isoleres, provokeres og tirres yderligere.

Idiot.

Sarajevo-metaforen

Jeg er ikke den eneste, der bruger den.

Casus Belli & Carte Blanche

Hvordan det moralske regnskab end går op i sidste ende, så står det nu klart, at Georgien har tabt:

The first thing to understand about the war between Russia and Georgia is that Georgia has lost. As Doug Muir explains, seizing South Ossetia required the quick severing, and then holding, of a single key route leading from the Caucasus peaks to the South Ossetian capital of Tskhinvali. (...)

The Georgians did not get it done.

Og nu slutspillet, hvor vi skal se hvor meget internationalt omdømme Rusland vil ofre på at bombe Georgien i grus. Ansvaret for dette udfald falder på Saakashvili, der faldt for syd-ossetiernes provokationer, og har vist sig som et utål- og overmodigt brushoved. Han har satset sit land på denne ene aktion, og tabt.

Hvem, der her kan kræve sin gode ret, er ligegyldigt. Det er ikke en god allieret, der risikerer en storkrig for et lille, elendigt stykke lands skyld. Ej heller er det en god allieret, der raser i krig for denne første allierede, i så fald McCain var i Det Hvide Hus. Det er det, der er så dumt ved Foghs udenrigspolitik, der kun går ud på at hænge på USA: Vi kan ryge ud i lort, fordi vi giver frikort til ubetænksomme allierede. Irak er et udmærket eksempel; dette kunne have været et andet.

Det gør man bare ikke. Man går ikke med til hvad som helst. Hvis éns ven er fuld, sørger man for at han ikke kører hjem, og man sætter sig i hvert fald ikke ind på bagsædet samtidig. Det er sund fornuft.

Nordkoreas fornemmelse for diplomati

Man kunne tolke Nordkoreas nyfundne eftergivenhed som en sejr for diplomatiet. Særligt, eftersom neandertalere som Bolton og Cheney var lodret imod. Hvis de er imod noget, så må det ipso facto være godt.

Men jeg tror nu snarere at Nordkoreas atomvåbenprogram har været en fiasko. Kun en mavefornemmelse, men deres prøvesprængning tilbage i 2006 så temmeligt mislykket ud. Og nu gør de med resterne, som de altid har gjort: Afpresser naboerne.

Hvad tænker Kinas ledere egentlig om Nordkorea? I wonder...