Mission accomplished: Flere fattige i Danmark

Via /ritzau/:

 Mange af de tusindvis af danskere, der faldt ud af dagpengesystemet i årets første halvdel, er langt fra et liv som lønmodtagere. Det viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen ifølge Jyllands-Posten.

Blandt de godt 18.000 personer, der mistede dagpengene fra januar til maj, var det færre end hver tiende - 8,9 procent - der fandt et ordinært arbejde umiddelbart efter.

Og noget tyder på, at de heller ikke får lettere ved at bide sig fast på arbejdsmarkedet, når der er gået noget tid. Faktisk tværtimod. Ud af de 5072, der løb tør for dagpenge i januar, var kun 5,9 procent lønmodtagere efter fire måneder.

Ja, det viser sig, at det er langt sværere at finde arbejde i en dyb recession, end når økonomien går godt.

Man skal være seriøst dum for at tro andet. Men det er det, som næsten samtlige folketingspolitikere og bankøkonomer har troet i et pænt stykke tid nu.

Med mindre de er onde - dvs. ønsker at trykke løn ved at skabe flere fattige arbejdsløse for at imødegå et ikke-eksisterende konkurrenceevneproblem qua Danmarks meget høje udlandshandelsoverskud, som f.eks. R's arbejdsmarkedsordfører Nadeem Farooq kom til at sige.

Intet overdrevet eller ulødigt i at kalde dem for røvhuller med hjerner af lort...

Et ærligt spørgsmål

Er den her JP-leder ironisk?

...det [kan] se ud, som om de stramme spareprogrammer, som den europæiske trojka EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond har pålagt [Sydeuropa] har en vis virkning på den totale arbejdsløshed.

Ja, arbejdsløsheden er gået gevaldigt i vejret?...

Der er kun én løsning, og den har magtes- og viljeløse europæiske politikere nu uden resultat diskuteret i årevis. Der skal skabes vækst. Men der bliver ikke skabt vækst. (...)

Så lad os med forhåbning se frem til, at optagelsen af Litauen i euroland om kun et halvt år, vil give Europa det spark bagi, som er nødvendigt. (...)

Her har vi et land, som ifølge EU har en stabil økonomi og et solidt finansielt system. Lige præcis, hvad masser af lande i Sydeuropa mangler. Et land, som investorerne vil synes om. Og det kan der næppe herske tvivl om, for samtidig med optagelsen i EU får Litauen nye skattelove, som vil gøre det særdeles attraktivt at placere penge her.

De nye skattelove vil gøre det muligt ikke blot at parkere penge i Litauen til gode renter, men også til lavpris at flytte dem videre til skattely som Cayman Islands, og det vil ikke mindst tiltale de russiske investorer, som fik en blodig næse i Cypern.

Så tillykke til EU. Cypern er ude af billedet. Men med Litauen har EU fået et nyt skatteparadis. Og er der noget, som EU trænger til lige nu, så er det at have et attraktivt ferie- og skatteparadis, som kan tiltrække de internationale investorer. Man kunne selvfølgelig få den tanke, at Litauen med tiden vil ende som Cypern, og at det i længden vil destabilisere den europæiske økonomi yderligere. Men skam få den, som i sommervarmen gør sig sådanne dystre tanker.

Europa får vækst ved at få Litauen som erstatning for Cypern, så rige russere kan kanalisere penge herigennem til Cayman Islands?

Er det ironi? Jeg tror det ikke, men nogen gange kan det være svært at finde ud af.

Af en eller anden grund ligner højrefløjens diskurs om økonomi og Afghanistan lidt hinanden, idet begge fremlægger et stærkt alternativ til virkeligheden.

Pis fra professoren

Dette indlæg i anledningen af et interview i Berlingske med en pro-fessor i velfærdsstaten, Jørn Henrik Petersen, der kan bekræfte, at velfærdsstaten er i store vanskeligheder, fordi den er blevet for stor, og nu går det ikke længere:

»Når du bygger et system, hvor du er idiot, hvis ikke du benytter dig af en samfundsgivet ret eller ydelse, uanset om du har brug for den eller ej, så ender det jo med selvdestruktion. Det bliver normativt godkendt at gå hen og hente ved kasse et, selvom man ikke behøver det. Så velfærdsstaten har måske selv været med til at skabe en adfærd, som gør at velfærdsstaten kommer i vanskeligheder. Enhver økonom vil jo påpege, at alt gratis er der til enhver tid ubegrænset efterspørgsel på,« siger professoren.

...nej. Luft er gratis, men der er stadig noget luft tilbage, fordi efterspørgslen på luft begrænser sig til behovet.

Og nej, Danmark er ikke ved at selvdestruere. Så en gang til - denne gang til ære for den kloge professor, som desværre ikke er bekendt med grundlæggende kendsgerninger om økonomien i den velfærdsstat, han ellers har brugt halvtreds år på at forske i:

• Danmarks statslige nettogæld ultimo 2012 er på 7,6% af Danmarks årlige økonomiske produkt. Dette er så godt som ingenting.
• Danmark har et handelsoverskud på 5,6% af samme produkt. Dette er rigtig, rigtig højt. Kinas mere omtalte handelsoverskud er til sammenligning ca. 4,3%.
• Derfor er Danmarks finansielle position er fuldstændigt sikker. Der er ikke noget sammenbrud her.
• Andelen af befolkningen på arbejdsmarkedet i Danmark i den arbejdsdygtige alder er højere end i næsten alle andre lande. Så der er ikke massevis af dovne mennesker, der feder den på velfærd.
• Det økonomiske produkt pr. indbygger er et af verdens højeste - selv når man korrigerer for købekraft, som jeg mener man ikke bør, fordi denne korrektion ikke iberegner nogle meget vigtige ting, en velfærdsstat bruger skattepengene på.

Så vidt jeg kan se, baseres hele diskussionen på, at Danmark har haft lavere vækst de sidste tyve år end resten af Europa. Man har så ganske fordomsfrit sluttet, at det må være pga. for meget velfærd, og vi bør være mere som det ultraliberale ikon Sverige, der har haft højere vækst, fordi de satte skatterne ned i nullerne, åbenbart med tilbagevirkende kraft (og ikke pga. Sveriges bankkrise af 1992, der satte landet så langt tilbage, at de siden har haft højere vækst ved at hale det tabte ind igen - ligesom Tyskland efter genforeningen).

Det sjove er, at det drejer sig om en moralsk holdning, der pakkes ind som økonomi. Men det har ikke en skid med økonomi at gøre, kun om at man ikke kan lide velfærdssamfundet. Fuck dem alle med en rusten svensknøgle, for man kan kun konkludere, at de er drevet af overtro og ondskab.

Mirakelnedskæringer

Berlingske har startet en artikelserie om "det baltiske mirakel", som går ud på, at hårde nedskæringer har forvandlet særligt Estland, men også Letland og Litauen til de bedste i EU. Argumenterne er, at deres økonomier vokser, at de er kommet med i euroen, og at den offentlige gæld er lav.

Hvad du bør vide

1. De tre lande blev ramt meget hårdt af finanskrisen, med voldsomme dyk i det økonomiske produkt. Det er normalt, at man har høj vækst efter sådan en omgang. Det skete også for USA under Depressionen, men det betød sgu ikke, at det gik godt i USA under Depressionen. Og i modsætning til dagens USA har de baltiske lande endnu ikke genvundet det, de har tabt.

2. Arbejdsløsheden for Estland, Letland og Litauen er på hhv. 8.7, 12.3 og 12,5 %. Jeg har svært ved at se succésen. Man kan sammenligne med Island, et andet lille land, der også blev ramt meget hårdt og foretog nedskæringer. Men Island havde sin egen valuta, som faldt drastisk og ad denne vej forbedrede den skide konkurrenceevne. De har i dag en arbejdsløshed på 5.6 %. De baltiske lande havde endda den fordel, at deres lønniveau var betydeligt lavere end EUs gennemsnit ved krisens udbrud, så de skulle ikke gennem en lang og fantastisk smertefuld 'korrektion' af niveauet som Grækenland.

3. De baltiske lande har haft massiv udvandring af folk, der søger lykken andetsteds. Win!

4. En lav offentlig gæld er ikke en økonomisk succés. Det er i stedet rigdom og velstand, som de fleste tager del i. Økonomien har ikke gavn af lav offentlig gæld, med mindre det er et middel til flertallets rigdom - men det er jo en stor diskussion, om det er sådan det hænger sammen. Så det succéskriterie siger mere om forfatterens emotionelle præferencer, end om økonomien er en succés.

5. Det samme gælder medlemskab af euroen. Det er et politisk succéskriterie, ikke et økonomisk. Se igen på Island (Polen kan også bruges), som har klaret sig bedre i høj grad fordi de er udenfor euroen.

6. De baltiske lande er små lande, hvor meget af efterspørgslen kommer fra udlandet. Så egne nedskæringer påvirker ikke efterspørgslen så meget som i større lande. IMF står fast på sit estimat om, at nedskæringer på 1% af BNP i krisetider gennemsnitligt vil skrumpe økonomien med 1,5%.

Martin Wolf i FT for mere.

USAs økonomi, skuffenotat

USAs økonomiske vækst vil skuffe i år, fordi The Federal Reserve har mere end antydet, at de vil holde op med at opkøbe statsobligationer, hvilket har skræmt investorer, og fordi kongressen har vedtaget nedskæringer, som IMF siger vil barbere ca. 1,8% af væksten. Det er ret meget.

"Jeg har den keltiske tiger på linjen - lige et øjeblik..."

Her optagelse fra 2007 af en samtale mellem to prominente irske bankmænd fra Anglo Irish, som dengang var den største irske bank. Anglo Irish gik konkurs under finanskrisen, hvilket udløste tabsdækkende garantier fra den irske stat på ca. 30 mia. euro, som skatteyderne betalte. I optagelsen afsløres det, at man havde løjet om bankens tilstand.



Men vi må huske på, at finanssektoren er et meget sart og følsomt væsen, som ikke tåler statens hånd. Så hellere holde hånden under.

Om politisk enighed og overvågning

Glenn Greenwald har begået ugens scoop og publiceret lækket dokumentation for, at det amerikanske forsvarsministeries efterretningstjeneste NSA systematisk modtager data fra de største teleudbydere uden retskendelse eller konkret mistanke.

Ikke ligefrem en overraskelse for de mere kyniske af os, men det har lavet et herligt postyr. Det rykker dog næppe ved noget i USA eller her.

Det fik mig til at tænke: Tolerancen overfor overvågning er meget højere i dag end f.eks. tre årtier siden. Jeg kan umiddelbart pege på tre grunde:

1. Den Kolde Krigs afslutning og således også tabet af kommunismens overvågningssamfund som et fjendebillede, man definerede sig imod.

2. Internettets fremmarch og de sociale mediers succés, som gør en dyd ud af ekshibitionisme og voyeurisme.

3. Større personlig liberalisme, f.eks. vedr. homoseksualitet og børn udenfor ægteskab.

Men jeg har tænkt på en fjerde, som jeg tror måske er mere vigtig: Eroderingen af større ideologiske og politiske uenigheder.

Den klassiske liberale modstand mod statsovervågning gik på det politiske. For der var engang, at politiske meninger kunne splitte samfund og nationer - pacifisme, suffragisme, abolitionisme, nazisme, bolsjevisme, til eksempel.

Det er ikke så udbredt længere i de vestlige lande. Den skelsættende begivenhed var Murens fald og dermed også kommunismens, som førte til en større politisk enighed om, hvordan samfundet skulle indrettes, end man ville indrømme.

Nogle kalder den nye enighed for neoliberalisme. Den går ud på, at man opfatter højreorienteret økonomisk politik som grundlæggende rigtig, mens man vil (påstå at) føre en sådan politik for at opnå venstreorienterede mål. Ergo skærer man ned på velfærden for at redde velfærden.

Det blev af Tony Blairs chefideolog Anthony Giddens kaldt 'den tredje vej', fordi det skulle være vejen midt mellem kapitalisme og socialisme. Det eneste, som de politiske partier skulle repræsentere mht. økonomisk politik, var om man foretrak en større eller mindre grad af velfærd. Francis Fukuyama skrev også sin famøse bog om 'historiens endeligt', som gik ud på, at denne samfundsmodel havde vist sig at være den mest fornuftige, og nu var der ikke rigtig mere at diskutere, kun at udbrede modellen til resten af verdenen (bl.a. med krig).

Enigheden knager, for resultatet af den førte politik har været finanskrise og ulighed. Det er nu engang det, der sker, når man kører efter højreorienterede økonomiske principper. Men enigheden dominerer stadig: Både politikere og menigmand har svært ved at forestille sig et alternativ til lavere selskabsskatter, længere arbejdsuger og mere ulighed som svaret på de problemer, selvsamme økonomiske ideologi har forårsaget.

Men hovedsagen er, at folk ikke mener, at de har noget at være bange for. Hvis man ikke har noget at skjule, er der ikke noget at være bange for, og hvad kunne overhovedet være værd at skjule?

...12,2...

BBC:

Unemployment in the eurozone has reached another record high, according to official figures.

The seasonally-adjusted rate for April was 12.2%, up from 12.1% the month before.

An extra 95,000 people were out of work in the 17 countries that use the euro, taking the total to 19.38 million.

Opsvinget er lige om hjørnet, som man kan se på eurostats graf over arbejdsløshed 2000-2013:

Vi også lytter. Ikke økonomer. Til?

Politikens Kristian Madsen bruger en del mere plads, end jeg ville have gjort, på at sige det som jeg havde tænkt mig at sige om Vestagers hjernedødedogmatiske afvisning af vismændenes anbefaling af ekspansiv finanspolitik. Men link.

Solidaritet på tværs af landegrænser & euroen

Jeg læste engang, at kommunisterne ved Første Verdenskrigs udbrud troede, at solidariteten arbejderne imellem på tværs af landegrænserne var så stor, at de ikke ville gå i krig med hinanden for overklassens skyld. Det var et håb, som man nærede ud fra erfaringen, at man havde opnået solidaritet imellem de forskellige fagarbejdere indadtil i nationerne, så f.eks. minearbejdere strejkede sammen med fabriksarbejdere i stedet for at tæske dem, og omvendt.

Det viste sig ikke at holde: Europas arbejdere slog hinanden ihjel i millionvis i et anfald af blodtørst og nationalisme.

Nationalisme er afgørende for hvem, der står sammen. I dagens Europa sætter euroen dette på spidsen. Således anledningen til dette indlæg, som er Krugman, der i dag gør opmærksom på Portugal, der sandsynligvis er næste kandidat til et nyt nødlån fra troikaen ECB, EU og IMF, hvis ikke Slovenien kommer først.

Portugals arbejdsløshed er nu oppe over 18%. Lidelserne øges dag for dag, og på trods af den herskende klasses gentagne forsikringer om, at opsvinget er lige om hjørnet (det hører vi også herhjemme), er der ikke udsigt til andet end fortsat økonomisk depression, så længe nedskæringerne fortsætter i det uendelige.

Halvdelen af Europa er i dyb krise. Den anden halvdel har det ikke godt, men kan dog holde hovedet over vandet pga. en fælles valutazones indbyggede fordele for konkurrencestærke regioner, som opnås på bekostning af de svage regioner. Men i modsætning til nationale valutazoner er den stærkere halvdel i eurozonen ligeglad med den svækkede, hvis ikke endda direkte fjendtligt indstillet overfor at skulle hjælpe de svage ud af sumpen.

Der er ikke noget voldsomt galt indadtil i hver nation med at hjælpe de svage; kun nedgangstiders sædvanlige angreb på samfundets svageste. Her løber man dog på, at der pga. EU og euroens begrænsninger for statslån ikke er penge til at gøre noget, uanset om lånene er billigere end gratis.

Men hjælpe folk i andre lande - fandeme nej.

Således bør venstrefløjen endnu engang lære lektien, at internationalisme fremmer ulighed gennem svækket solidaritet, mens nationalisme modsat fremmer lighed gennem øget solidaritet.

...12,1...

BBC:

Unemployment in the eurozone has surged to a fresh record high, while inflation has fallen to a three-year low, boosting expectations that the European Central Bank will cut interest rates.

Unemployment in the 17 countries using the euro hit 12.1% in March, up from February's 12%, according to official figures from Eurostat.

Til oplysning

The Colbert Report
Get More: Colbert Report Full Episodes,Political Humor & Satire Blog,Video Archive

Vors lederer r gode til økenemi!11!

Om vækstpakken:

På de danske virksomheder vil man formentlig juble over, at selskabsskatten sættes ned fra 25 til 22 procent.

Men også de danske lønmodtager kommer til at strække armene i vejret, forventer regeringen og de borgerlige partier, som onsdag aften blev enige om anden del af vækstplanen.

Lettelsen af selskabsskat koster 4,25 milliarder kroner årligt fra 2016, og den lavere skattebyrde vil betyde, at selskaberne får mulighed for at investere i flere og bedre maskiner, mener aftaleparterne.

Det betyder, at medarbejderne i virksomhederne kan producere mere per arbejdstime.

Og når produktiviteten stiger per medarbejder, så vil det også afspejle sig i højere lønninger til danskerne på arbejdsmarkedet, forventer aftaleparterne.

Vil nogen venligst forklare aftalepartierne;

1. at selskabsskat som udgangspunkt kun betales af overskuddet på driften, dvs. differencen mellem indtægter og udgifter,
2. at investeringer er udgifter, som derfor nedbringer overskuddet,
3. at lavere selskabsskat således - i bedste fald - ikke betyder noget for virksomheders investeringslyst.

Mage til klovnecirkus.

NYTimes BS om DK

New York Times har begået en artikel om det danske velfærdssystem og regeringens nedskæringer (alias: reformer), som Dean Baker tager under behandling. Læs endelig det hele - men her er det i punktform:

• Den danske befolkning bliver langsommere og med mindre negativ effekt ældre end USAs.
• Danmarks nettogæld ultimo 2012 er 7,6% af Danmarks årlige økonomiske produkt, og med et handelsoverskud på 5,6% af produktet er Danmarks finansielle position fuldstændigt sikker.
• Danmark har flere i arbejde end USA og næsten alle andre lande.
• Men dem i arbejde arbejder mindre og har mere ferie - det mener NYT er et problem.
• Danskere arbejder dog stadig 8% længere end tyskerne, hvis økonomi alle vist nok beundrer.

Der er altså ingen nationaløkonomisk grund til nedskæringer. Ingen.

Det, som Dean Baker afdækker med sin analyse, er løgnen om nødvendigheden af reformerne.

Ét er, at folk synes det er uretfærdigt, at folk som I-ved-nok går rundt og får penge for ikke at lave noget, når han godt kunne, mens andre arbejder sig halvt ihjel: spørgsmål om retfærdigheden i socialydelser og samfundskonstruktionen. Det er et legitimt spørgsmål, hvor deltidsansættelse netop er et svar.

Et andet er spørgsmålet om nedskæringernes nødvendighed; at vi bliver nødt til at skære ned, fordi økonomien går dårligt.

Det er en løgn, og en af de store. Hvis man mener det, er man uvidende, blevet løjet for, ellers også lyver man. For det er ikke sandt.

Danmarks økonomi har det overordentligt fint, bortset fra arbejdsløsheden. Det er blot en skam, at alle disse nedskæringer, der skal finansiere skattelettelser til erhvervslivet, ikke vil gøre noget ved lige netop dette punkt.

Cypern: opklaret

Alphaville, førerhunden blandt FTs blogs, har nedsporet forklaringen på de cypriotiske bankers fald. Det viser sig, at de brugte de særlige treårige lån fra ECB til én procents rente til at spekulere i græske statsobligationer i stedet for at omlægge deres andre lån.

Back then (as with the three-year LTROs two years later) this was designed to shore up banks’ cash and help them refinance a mountain of their maturing debt. Which, let’s be clear, is what these liquidity ops were generally used for. Even when there were pretty idiotic calls at the time for the three-year LTROs to be used as giant carry trades in peripheral sovereign paper. This Thursday alone, Mario Draghi pointed to progress in banks repaying funds, “proving wrong all those who thought that huge risks were taken with the [3-year] LTROs”.

Yes well, talking of huge risk.

Endnu et bevis på, at det er bedre at give folk penge i stedet for banker, hvis man skal ud af en økonomisk depression.

...12,0...

BBC:

The rate of unemployment in the eurozone has hit a record high of 12%, official figures have shown.

The number of people unemployed in the 17 member states rose by 33,000 during February, to hit 19.07 million, the statistics agency Eurostat said.

Kedeligt men ret vigtigt: "Købekraftskorrigeret"

Når liberale som f.eks. Kurrild-Klitgaard omtaler Danmark som et økonomisk hul i jorden, vil han og hans lige ofte bruge såkaldt "købekraftskorrigerede" tal for det økonomiske produkt, dvs. hvor meget af økonomisk værdi, som vi laver i Danmark.

Det tror pokker: hvis man ser på tal, der ikke er købekraftskorrigerede, ender Danmark højere end USA, og det går ikke.

Så hvad går det ud på? Dansk wikipedia forklarer:

Ved at bruge KKP [købekraftsparitet] valutakurser når man sammenligner levestandarden i forskellige lande, opnår man et mere detaljeret billede, end hvis man bare sammenligner nominel bruttonationalprodukt (BNP). Det skyldes at KKP valutakurser tager højde for forskellige relative leveomkostninger og inflationsrater i forskellige lande.

Og det lyder da yderst fornuftigt. Problemet er, at det ikke er alle værdifulde ting, man sådan kan gå ud og købe. Her et par eksempler:

• Et sundhedsvæsen for alle
• Længere levetid
• Mindre kriminalitet
• Mere lighed
• Bedre social mobilitet
• Tryghed i dagligdagen
• Osv.

Selv om man er af den politiske overbevisning, at disse samfundsgoder ikke bør efterstræbes, kan man næppe undslå sig, at der er nationer, der bruger mange penge på netop dette. Og da sådanne goder ikke regnes med i en købekraftskorrigeret sammenligning af levestandarder, kan man ikke bruge en sådan sammenligning til meget andet end netop at se på direkte leveomkostninger. Det kan i hvert fald ikke bruges til at sammenligne økonomien.

Hvis man alligevel bruger købekraftskorrigeret BNP, hvem vinder og taber så? Taberne er europæiske velfærdsstater som f.eks. Danmark, der har en høj moms, fordi moms er en direkte købsafgift, der regnes med i KKP. Hvorimod lande som USA, der ikke har moms overhovedet, stiger betragteligt.

Nogle ville derfor kalde en sådan sammenligning misvisende. Hvis f.eks. netop USA og Danmark sammenlignes, kunne man jf. eksemplerne ovenfor anføre, at USA ikke har et sundhedsvæsen for alle; at der er langt flere mord; at uligheden er langt større; at den sociale mobilitet er mindre; og at alt dette burde regnes med. Fordi det er et valg, man træffer, om hvordan man anvender det økonomiske produkt. Men udkommet er det ikke.

(billede af Big Mac-indekset. Heller ikke den bedste måle at måle en økonomi på...)

€ypern

Man kom frem til noget mere fornuftigt. Men der vil nu blive indført begrænsninger på kapitaludførsel, og det er ikke til at sige, hvornår bankerne åbnes igen. Krugman:

Having your own currency raises transaction costs and makes business more difficult; but giving up your own currency means that you have to adjust to overvaluation through deflation, which is much more costly than devaluation. At this point, however, Cyprus has made doing business very difficult via capital controls, while retaining its inability to deal with overvaluation via currency realignment. So it has created a pessimal currency area, offering the worst of both worlds.

Med andre ord burde de trække sig ud af euroen. Det vil de bare ikke, ligesom alle andre svagere eurolande. Det er bizarro: De stærke lande, der høster store fordele af euroen, vil ud, mens de svagere lande, der betaler prisen, vil blive.

Cypern: This is madness!

EU, ECB og IMF, også kendt som troikaen, har aftalt med Cyperns regering, at alle indlånere skal aflevere 6,7 eller 9,9% af indlånet (efter størrelse) mod en redningspakke til Cyperns banker.

En kommentar hertil på EuroTribune:

(1) Seize deposits,
(2) Cause runs on banks,
(3) ?????
(4) Profit! 

Hvis de cypriotiske banker har åbent i morgen, bliver det festligt.

---

Cyperns banker har lukket til på onsdag, parlamentet skal stemme om redningspakken i morgen.

EUs to økonomiske kriser

Der er to eurokriser, som politikere og pressen har svært ved at adskille.

Den ene drejer sig om, at selve euroen vil gå i stykker, hvis et euroland går fallit, fordi det bliver for dyrt at låne. Indtil videre er denne krise sat på hold, efter ECBs præsident Draghi juli 2012 mere eller mindre sagde, at ECB alligevel ville købe eurolandenes statsgæld, hvis gælden blev for dyr at udstede (det er egentlig ikke tilladt, men ingen ateister i skyttehuller osv.).

Den anden drejer sig om den egentlige økonomi, som går ad helvede til. Og i kraft af det demokrati, der er tilbage i Europa, fører det til politisk ustabilitet og usikkerhed om opbakningen til euroen, som så vekselvirker med og forstærker det første problem. Italiens valg forleden er et eksempel herpå.

Van Pompuy, Thorning, Vestager og andre EU-adelige forveksler den ene med den anden, fordi euroen og EU er deres projekt. De siger igen og igen, at nu er det løst, men det er det ikke, for nedskæringerne fortsætter og fortsætter, når eurolandene ikke må låne penge til at bryde den onde cirkel.