Godt stof

Anders Lundkvist på Modkraft har en række gode artikler om nutidens økonomi, som siger det, jeg nok også prøver at sige.

Mobilitet & Klassekamp

Ung business elite vil vist have topskatten ned og kommer med en pointe, som altid er værd at gentage:

The Economist har vurderet, at der reelt set vil være konkurrence mellem nationalstater om højtuddannet og højtlønnet arbejdskraft i fremtiden, da mobiliteten hos de højtuddannede og højtlønnede reelt er større end hos resten af en given befolkning. I EU er der fri bevægelighed, så man kan stort set zappe mellem de forskellige arbejdsmarkeder og nationalstater.

Når markedet er arbejdskraft, er sælgerne arbejdstagere, mens køberne er arbejdsgivere. Hvis arbejdsgiverne er mobile over landegrænser, mens arbejdstagerne ikke er, vil arbejdsgiverne have en indlysende fordel ved forhandling om varens pris, dvs. løn. International frihandel trykker derfor lønnen. Men det gælder ikke for de mest højtlønnede, som også er mobile. De kan i højere grad (selv om meget af det er bs) vælge mellem arbejde i forskellige lande. Derfor har Danmark en forskerskat-ordning, der gælder ikke bare for forskere, men også bare folk med voldsomt høje lønninger. Den er god nok: Folk, der tjener "mindst 69.300 kr. om måneden før AM-bidrag og skat, men efter fradrag af ATP-bidrag" kan slippe med 26% i skat, hvis de kommer udefra. Såre simpelt.

Så mht. løn er frihandel godt for arbejdsgivere (virksomheder) og højtlønnede (eliten). What's not to like?

Velfærdsrytterne

Berlingske har en forsideartikel i søndagsmagasinet, der eksemplificerer højrefløjens forvrængede billede af velfærdsstaten og dens problemer. Den er del af artikelserien "Yderne & Nyderne", der handler om, at "[d]et danske velfærdssamfund er i krise."

Der henvises til den demografiske udvikling - at der bliver flere ældre og færre unge. Det er reelt nok. Denne gang handler det dog om folk, der trækker sig tilbage som pensionister i tidlig alder, og at nogle af dem bor ved Middelhavet. Det lyder som om, de gør det på det offentliges regning. Tidligere overvismand Torben Andersen figurerer tidligt i artiklen således:

Professoren bifalder, at et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en tilbagetrækningsreform og nu vil lukke huller i finansieringen af velfærden med flere reformer. Men det er kun som "bedre sent end aldrig"-ros. Stramningerne falder, efter de store generationer nu pensioneres.

Der føjes imidlertid noget til af en kontorchef Preben Etwil fra Danmarks Statistik:

"Hele vores pensionssystem blev ændret i løbet af 1980erne og 1990erne, og størstedelen af de ældres indkomst kommer ikke længere fra offentlig indkomst, men fra egne pensionsopsparinger.

Dvs. de selv har sparet op til pension. Det er da godt! Det fortsætter:

De 60-69-årige har en større formue end andre aldersgrupper. De er en generation, der har reddet [sic] på velfærdsbølgen. De har haft god beskæftigelse, gode pensionsopsparinger, og selv folk fra arbejderklassen har kunnet købe eget hus. Det giver dem i dag betydelige formuer, lyder forklaringen.

"At ride med på velfærdsbølgen" betyder altså at have et arbejde, spare op og købe hus. I mine ører lyder det ganske a-offentligt, men det er en meget snu offentlig velfærd, vi har at gøre med.

Artiklens primære case er en pensionist, der bor i Sydfrankrig, og som er enig i, at velfærdsstaten er gået for langt:

"Vil I ikke have et glas cremant? Nu nåede vi jo ikke et ekstra glas ved vandet," siger han og hælder op i høje glas. 

Lejligheden er 200 kvadratmeter. Sofaerne er orange, meget af kunsten er hentet på nogle af de 30 ferier i Thailand. Han åbner en cremant. Grisinnierne har han selv bagt.

"Velfærdsstaten har forandret sig på to måder. Mine børn har fået mange flere velfærdsydelser, end vi gjorde i samme alder. De har vænnet sig til, at de skal have, og at de ikke skal aflevere. De ældre er vant til at klare sig. Der er nogle af de unge - de kommer sgu aldrig til at tjene penge. De er gået fra en arbejdsløshedsperiode, så har de været i aktivering og er blevet arbejdsløse igen. Det er sgu et problem. Også for dem selv," siger Jens Vestergaard.

Ja, velfærdsstaten er gået amok i velfærd, fordi de unge kommer fra arbejdsløshed til aktivering og tilbage til arbejdsløshed igen. Vil du ikke have en cremant?

Jeg vil gerne vædde en flaske Chateau de Chasselas på, at hr Vestergaard ikke lever af sin folkepension. Vi får at vide om hans tidligere beskæftigelse, undskyld, velfærdsridt: "Jens har arbejdet som økonom i blandt andet Codan og Grundfos samt været medejer af et brillefirma." Sandsynligvis til en god løn.

Her er mit postulat: Folkepension er en mindre del af udgifterne til ældre. Langt det meste er sundhedspleje. I det omfang, man i kraft af egen opsparing har mulighed for det, vil man gå på pension. Jeg går her ud fra, at man ikke vil forbyde folk at gøre brug af privat opsparing. Derfor vil forhøjelserne af den alder, hvorfra man kan modtage folkepension, gå ud over dem, der tjener mindst og har den mindste opsparing. I et pudsigt sammenfald er det også dem, der har det hårdeste arbejde og slides op hurtigst.

I Finansministeriets modeller er en mindre pensionist én mere i arbejde. Jeg vil også postulere, at dem, der er slidt op og har mest brug for folkepension, ikke kommer i arbejde. De er slidt op! Jeg vil derudover påpege det absurde i, at mange unge er arbejdsløse og dermed ikke bidrager til finansieringen af velfærdsstatens amokløb. Men det er åbenbart ikke noget, vi skal gøre noget ved. Sjovt som det hænger sammen.

Benzin på bålet

Det lyder som en fantasifuld historie, men Storbritanniens konservative har faktisk fremprovokeret en panik over benzinpriser for at nedkæmpe en fagforening og skyde skylden på Labour. The Daily Telegraph (svarer til JP) rapporterer om beskeden fra konservative parlamentsmedlemmer til lokale foreninger:

The private message is as follows. “This is our Thatcher moment. In order to defeat the coming miners’ strike, she stockpiled coal. When the strike came, she weathered it, and the Labour Party, tarred by the strike, was humiliated. In order to defeat the coming fuel drivers’ strike, we want supplies of petrol stockpiled. Then, if the strike comes, we will weather it, and Labour, in hock to the Unite union, will be blamed.” 

Det er da politik.

Krigs sener er penge

- citat Cicero. Så hvis man tænker i nationalistisk dominans, burde man overveje, om det var så godt et tidspunkt at indføre sanktioner mod Iran på, hvis målet var at slå Iran i hovedet. Men for britiske konservative er panik over benzinpriser blot en mulighed for at slå fagforeninger i hovedet. Prioriteter!

The trickle down economy

EBN:

Den Europæiske Centralbanks (ECB) gigantudlån til bankerne på sammenlagt 529,5 mia. euro har allerede sat et tydeligt aftryk på rentemarkedet i Italien. (...)

Med ordningen stiller ECB treårig likviditet til rådighed til en meget lav rente svarende til ECB's gennemsnitlige toneangivende refirente over perioden.

Dermed kan bankerne stikke en relativt stor renteforskel i lommen ved at sætte en del af de billige lån i højere forrentede korte obligationer fra gældsplagede lande som Italien og Spanien.

I det mindste bliver en smule lånt videre til staterne, så lidt gavn får almindelige mennesker også af de mange nye penge til bankerne. Over 8.000 mia. kr. siden november har bankerne fået fra ECB.

Det er fandeme deprimerende at følge med i verden nogen gange. Det er mest, at folk (lader som om de) er ligeglade med det her, men ikke med en rygekabine til 34.000 kr. eller en cykeltur til Paris på 30.000 kr.

Fremhæver sig selv til det ulidelige

Politiken:

Det er en myte, at der findes et globalt arbejdsmarked for danske topdirektører, konkluderer ekspert på baggrund af ny undersøgelse.

Ja, det gjorde jeg, eksperrten jeg. Na na na na na, ha ha ha ha ha.

Topchefernes internationale arbejdsmarked?

C er sur over de stigende lønninger til topchefer:

Hvad bestyrelsen, og dermed aktionærerne, giver cheferne i løn er dybest set deres egen sag.

Men hold kæft hvor klinger det hult, når de samme mænd i jakkesæt prædiker løntilbageholdenhed og askese af deres ansatte – i det omfang de ikke fyrer dem; for alles, og ikke mindst the common wealths gode, naturligvis.

12,5 mille om året og en pensionsopsparing på 86 millioner kroner. Det kan godt være, at det er i den lave ende af “den internationale standard”, men helt ærligt: Jeg brækker mig.

Et tillægsspørgsmål: Er det her overhovedet et internationalt arbejdsmarked? Lad os se på TV2's liste over "Danmarks mest magtfulde topchefer":

1. Mærsk Mc-Kinney Møller, A. P. Møller - Mærsk
2. Niels Due Jensen, Grundfos
3. Kjeld Kirk Kristiansen, Lego
4. Lars Rohde, ATP
5. Ane Uggla, A.P. Møller - Mærsk
6. Nils Smedegaard Andersen, A.P. Møller - Mærsk
7. Jørgen Buhl Rasmussen, Carlsberg
8. Lars Rebien Sørensen, Novo Nordisk
9. Jørgen Mads Clausen, Danfoss
10. Lars Larsen, Jysk

Her er TV2's liste over toplønninger til adm. direktører pr. 2008:

1. Lisa Drakeman, Genmab 28,6 mio. kroner
2. Carsten Mortensen, D/S Norden 22,5 mio. kroner
3. Nils Smedegaard Andersen, A.P. Møller-Mærsk 20,2 mio. kroner
4. Steen Riisgaard, Novozymes 18,3 mio. kroner
5. Jørgen Buhl Rasmussen, Carlsberg 18 mio. kroner
6. Lars Rebien Sørensen, Novo Nordisk 15,9 mio. kroner
7. Ulf Arne Wiinberg, Lundbeck 13,9 mio. kroner
8. Christian Clausen, Nordea 12,5 mio. kroner
9. Ditlev Engel, Vestas 11,6 mio. kroner
10. Stine Bosse, TrygVesta 10,3 mio. kroner
11. Niels Jacobsen, William Demant 9,1 mio. kroner
12. Peter Straarup, Danske Bank 8,6 mio. kroner
13. Tom Knutzen, Danisco 8,5 mio. kroner

Der var en amerikaner på toppen. Her er nogle andre navne fra BT:

Lars Rasmussen (Coloplast), Morten Hübbe (Tryg), Niels Jacobsen (William demant Holding), Jens Bjørn Andersen (DSV), Thomas Hofman-Bang (NKT Holding), Lars Frederiksen (Chr. Hansen Holding), Jørgen Huno Rasmussen (FL Smidth), Christian Sagild (Topdanmark), Mikkel Vendelin Olsen (Pandora), Karen Frøsig (Sydbank).

En ud af ca. tredive er udlænding. I call BS. Det her er bare klassekamp.

Centralbanker er vigtige

En mand på BBC skriver noget fornuftigt om, at centralbanker er del af staten, og derfor måske, muligvis, bør underlægges demokratisk kontrol.

Der er mange ting, som Ungarns regering kan kritiseres for. Men netop politisk indflydelse på centralbanken synes jeg er meget fornuftigt, så det er lidt sjovt, at det netop er det, IMF og EU finder på at kritisere først. Lige nu er problemet, at Ungarn bliver nødt til at indføre kapitalkontrol - dvs. kontrol af og tilsyn med, hvor mange penge der føres ind og ud af landet - for at overleve stormen, der sikkert vil følge. Det har man naturligvis ikke lov til i EU.

Centralbanker i dag, og ECB i særdeleshed, fører de riges politik - frem for alt at banker og obligationsejere beskyttes mod tab. Det er på høje tid, at man indfører demokrati i Europa. Men folkeafstemninger ved vi, hvad EU synes om.

Konkurrenceevnen

Det er sjovt, som et ord kan blive moderne. Konkurrenceevne blev slet ikke nævnt for nogle år siden, og nu er det noget, man bruger som synonym for at forbedre økonomien.

Det bliver det dog ikke mere uskyldigt af: Ordet implicerer, at arbejdere får for meget i løn, og man derfor ikke kan konkurrere med Kina. Derfor går det dårligt! Kina!

Det er noget vrøvl; og ren arbejdsgiverpropaganda. Langt det meste af EUs økonomi er indre handel, i det frie marked. Hvis alle prøver at undertrykke lønningerne - som Tyskland har gjort - falder forbrug og dermed efterspørgsel, og det er idiotisk i den depression, vi befinder os i nu, hvor efterspørgslen er faldet som en sten.

Men tro ikke, at det er dårligt for firmaerne. Jo lavere løn, jo flere penge til ejerne. På lang sigt er det dog skidt, netop fordi forbruget falder.

Vedr. Danmark: Vi har stadig kolossale overskud på betalingsbalancen, dvs. handel med udlandet. Hvis vi ikke havde som politik at binde kronen til euroen, ville den skyde i vejret og gøre konkurrenceevnen dårligere. I stedet vil vi opleve stadig mere inflation. Det er fandeme ikke i konkurrencen med udlandet, vi har problemer; det er dem, der ikke kan konkurrere med os.

Men med udløb af patenter på medicin og mangel på nye vidundermidler vil vores farmabranche nok bidrage med mindre fremover.