Libyen

Jeg håber det bedste for Libyen, men der er ikke noget af det, der er sket, eller det, der vil ske, som ændrer den oprindelige risikovurdering - som er: Hvis man støtter et oprør militært i et andet land, er der større risiko for at det går galt, end at det går godt.

Det kan være, at oprøret ændrer væsen til borgerkrig, som er meget ødelæggende for et land, og jo længere oprøret tager, jo større er sandsynligheden for, at kampene bliver så bitre, og hadet så hårdt, at nationen sættes langt tilbage, hvis der er en vinder. Hvis ikke, er det en katastrofe.

Og så er der bagefter. At bygge et nyt land op fra bunden er svært, og det er dobbelt svært, hvis det er et helt nyt politisk og administrativt system, der skal laves. Det kan sagtens falde fra hinanden, og anarki er værre end diktatur.

Oveni er der: militarisering af hjemlandet (vi er altid i krig et sted), international splittelse, penge og blod.

Libyen har en langt bedre chance end Afghanistan efter 2001. Vi kan ikke rigtig vide det før om mange år, men vi vil nok kunne ane udviklingen.

Venter på et stjerneskud

Der er en chance for, at det vil gå godt i Libyen - med hvilket jeg mener, at Gaddafis støtte siver væk, indtil nogen skyder ham i ryggen, eller at han tilfældigvis bliver ramt af en bombe, hvis han på et tidspunkt savner solen og dukker op fra bunkerens dyb. Men det er en stor chance at tage i forhold til risikoen for en lang og ødelæggende borgerkrig.

Grundlæggende er folk ligeglade med hvad der sker i Libyen. De er i hvert fald ligeglade med Afghanistan, og de var ligeglade med Irak. Det er i det hele taget noget pis. Men der er da en chance. Så er der selvfølgelig bagefter, men den tid den sorg, ikke?

Irak 1991, Libyen 2011

Abu Muqawama og venner om Libyen (PDF):

The most dangerous outcome for the United States is also the most likely, which is a stalemate that prolongs U.S. and allied military intervention in Libya. The relative lack of sophistication and organization among rebel fighting forces means they may be unable to regain the momentum in Libya and defeat Gadhafi’s forces in open combat absent significant direct and indirect support from U.S. and allied militaries – which is not explicitly authorized by UNSCR 1973 and might not be supported by the U.S. Congress.

A stalemate in Libya would effectively result in a de facto partition of the country with a severely undergoverned and disorganized safe haven in eastern Libya for the rebels that could provide refuge for various militant and criminal groups capable of exporting violence and instability to other countries in North Africa and the Middle East. Such a scenario would prolong U.S. and allied military intervention as only a major Western investment in developing the independent governance, economic and security force capacity of eastern Libya would be likely to forestall this outcome. However, such an investment is highly unlikely due to the overarching fiscal constraints facing the United States and NATO countries and competing priorities.

Det gælder for alle krigsførende lande, ikke bare USA, som i øjeblikket fører en tilbagetrukken rolle. Det, man kunne gøre, var ikke at indføre sanktioner bagefter. Blot sørge for, at der ikke bombes over grænserne, når vejene er ødelagt, pigtråden spændt ud og minerne lagt i jorden. Sanktionerne mod Irak ramte almindelige borgere og gjorde ikke noget ved styret. Det samme vil gælde for Libyen, tror jeg. Hvis Gaddafi køber nyt antiluftskyts, så må det bombes ved evt. nyt udbrud af krigen. Her må man tage sit ansvar for libyernes liv og velstand alvorligt og om nødvendigt risikere egne piloter. Østen har også masser af olie og kan købe egne våben.

Hvad man vil gøre ved statsapparatet i østen ved jeg ikke. Det kan sagtens ende som et nyt fristed for kriminelle som Kosova. We can haz nation building?

Fugl mod frø

Der er to konkurrerende fortællinger om storpolitik. Den ene er, at det hele sker efter planer, som de stærke nationer har lagt. Krige føres for at erobre ressourcer, Verdensbanken og IMF holder ulandene fattige, 9/11 var et falsk flag, idealer er bedrag og undskyldninger for at sætte sig på verdensmagten, Zions Vise Protokoller, osv. Grundlæggende sammensværgelsestankegangen. Den anden er, at nationer ikke er enheder, at magtfulde mennesker handler ud fra et umiddelbart og individuelt syn på verden, og at det hele er meget mere kaotisk, end det ser ud til i historiens efterrationaliserende indretning af en rodløs virkelighed. Fugleperspektiv mod frøperspektiv.

Trofaste læsere af denne blog ved sikkert, at jeg er tilhænger af den sidste fortolkning - mest fordi jeg synes, at den første har alt for meget spalteplads i disse ellers så forvirrede tider. De kan sagtens sameksistere: individer kan bruse med kollektivets tanke, hvor stammens, nationens eller klassens interesser vægtes over de personlige. Det gælder også magtfulde mennesker. Samtidig betyder det ikke, at alt, der besluttes, er godt for den interesse, som man prøver at tilgodese. Med andre ord tager statsledere tit grueligt fejl på statens vegne.

Det er ikke noget vanvittigt kontroversielt synspunkt, og ved nærmere eftersyn og -tanke finder de to perspektiver ikke bund i virkeligheden. Der er så mange andre perspektiver - f.eks. det sociale, hvor en uudtalt enighed, en stemning, viser vejen for en gruppe mennesker, uden at stemningen kan håndfæstes i noget konkret. Svært at analysere og tale om, fordi det ikke er til at tage på, men meget vigtigt.

Man ser de to perspektiver folde sig ud i fortolkningen af krigen i Libyen. Krig er noget, der for alvor får fantasien i sving. Jeg kunne godt skrive om Libyen, men jeg kan konstatere, at diskussionen i medierne - selv i Danmark - er meget mere nuanceret end tidligere, på trods af at et helt folketing stemte for krig. Jeg har ikke så meget mere at sige end det, som allerede siges, f.eks. her og her. To essentielle indlæg.

Men Krigsnørden er enig med mig i, at medier betyder fantastisk meget i vor tids krigsførelse:

You have to see the strategic picture, which at this stage is not military but media. The Green March is Qaddafi’s media offensive, with a stealth military purpose under it. If NATO steps wrong and blows up a bunch of Warfalla civilians sitting on a tank, NATO loses and Qadaffi gets ten times more freedom to start cleansing troublemakers. But if Qaddafi’s people do something bloody and cinematic in front of a news crew, like bomb a school or kill some nice-looking well-dressed people in good lighting, then it’s a license to napalm his compound.

Det alene taler for frøperspektivet. Hvis det hele foregår efter nøje tilrettelagte planer, hvorfor så denne dramatik? Ikke at det gør krigen forkert, men det lugter af at sende franske og danske fly i valgkamp. Gaddafi må være en drøm at føre valgkampagne imod. En rigtig skurk. Der er til gengæld ikke mange stemmer at vinde på at mægle i konflikten i Elfenbenskysten. Det fænger ikke, heller ikke hos politikerne selv.

Østlibyen, Vestlibyen, krig for olie

Juan Cole mener at se fra nyhederne, at ikke-overflyvningszonen over Libyen kun lige når til Ajdabiya, den næste by på kysten vest for Benghazi, fordi man ikke har fået nedlagt luftforsvaret i Tripoli. Det er af hensyn til egne tab. Spørgsmålet er, hvor langt man vil gå og hvor meget man vil ofre, for længere kan oprørerne ikke komme. I forvejen er det meget svært at foretage landvindinger i fjendtligt terræn uden tanks, som 1. Verdenskrig viste. Det ligner indtil videre en opdeling.

Jeg vil lige påpege, at krig for olie ikke giver mening. Det kan godt være, at nogen tænker sådan, men Frankrig og USA får altså ikke billigere olie ved at bombe et olieeksporterende land i grus. Oliepriserne sættes i et globalt marked, hvor de afgørende faktorer er det globale udbud og efterspørgsel, og krig vil efter al sandsynlighed kun ødelægge infrastruktur til olieeksport og dermed mindske udbuddet. Det skete i Irak, hvor man stadig er på samme produktionsniveau som før invasionen i 2003, fordi landet stadig ligger i ruiner. De fleste udvindingskontrakter er oven i købet gået til ikke-amerikanske firmaer, så ikke engang den vinkel kan man køre. Hvis man vil have olien til at flyde, skal man lade være med at bombe.

Jeg tror oprigtigt, at den mest vægtige grund til bomberne er Gaddafis ulækre taler. Hvis bare han kunne lyde som en moderat muslim, og så i øvrigt gå i noget mindre tosset tøj, kunne han sikkert få lov at slagte folk i fred for mediernes søgelys. "Vi kan ikke se bort", nej - men det er fordi han er på tv, og det ser vi jo på hele tiden.

Se på mig, f.eks. Hvorfor skriver jeg om det her i stedet for Elfenbenskysten?

SF klar til regering

Aksel Larsens parti udtrykker støtte til lavere løn og landtropper i Libyen.

Det er lige før man bliver kynisk.

Libyen

Som autodidakt ekspert ud i udenrigspolitik er min indstilling, at det er En Dårlig Idé at deltage i borgerkrigen i Libyen. Hvis nogen her er gamle nok til at huske den første Irakkrig, så begyndte den med et forrygende bombardement af Iraks luftværnsudstyr. Det kunne lade sig gøre, fordi de allierede forinden havde opbygget en kæmpe militærmaskine i Saudi-Arabien.

Det gik på i vist nok to måneder, og derefter bliv der krig på landjorden og Irak smidt ud af Kuwait. Rigtig mange døde irakere og udbrændte tanks. Ikke-overflyvnings-zonen over nord og syd kunne senere indføres uden særlige problemer, fordi Irak ikke havde noget tilbage at svare igen med.

Det har Libyen. Så et par hangarskibe ud for Libyens kyster er måske ikke nok, og det ved forsvarsminister Gates:

"Let's call a spade a spade," Gates said at a House Appropriations subcommittee hearing. "A no-fly zone begins with an attack on Libya to destroy the air defenses."

He added that it couldn't be done by a single aircraft carrier off the coast.

"It's a big operation in a big country," Gates said.

Så det er det ene. Dernæst er det implicitte mål at forhindre Gaddafis styrker at vinde. Det kan de stadig, fordi de har tanks. Så det andet er, at landstyrkerne skal bombes. Så er det pat, og ud over en opdeling af Libyen i to stater er den eneste vej frem at armere oprørerne, hvis de skal videre. Det er så spørgsmålet, om en opdeling kan holdes vedlige uden FN-styrker, som vil få til opgave at holde de to stater fra at fare i kødet på hinanden.

Hvis de vestlige magter - først og fremmest UK og Frankrig - ikke vil gå hele vejen, så taber de, og nu, hvor FN har givet sin støtte, vil både de og FN tabe ansigt. Så der vil være tale om en gradvis eskalering og involvering i en borgerkrig.

I en arabisk stat med olie.

-----

Opgaver:

a. Hvor mange af principperne i Powell-Doktrinen bliver her brudt?
b. Hvordan er denne situation forskellig fra Irak-Kuwait i 1991?
c. Hvorfor er flere politikere end borgere glade for krig i fjerne lande?