Hvad Carsten Jensen siger

 – Hvordan sikrer vi os klarhed om mål og opfyldelse af dem på internationale operationer?

»En god ide er at begynde med at finde ud af, hvor det land, vi har en uimodståelig trang til at fladbombe, ligger på verdenskortet, hvilket sprog de taler, hvilken historie de har gennemlevet, om det eventuelt er en borgerkrig, vi er på vej til at blande os i, og hvilken af parterne vi har lyst til at støtte, før vi bilder os ind, at analfabetiske krigsherrer og narkobaroner er vores bedste alliancepartnere i kampen for demokrati, kvinders rettigheder og højere uddannelse til alle, sådan som vi gjorde det i Afghanistan.«

»Vi kunne med andre ord begynde med at bruge hovedet til at udtænke andet end kyniske rænker, der skal skaffe vore førende lystløgnere stillinger i Bruxelles og Washington. Der må være større udfordringer for dansk udenrigspolitik end at finde ud af, hvordan man bedst binder snørebåndene på Pentagons kampstøvler.«

Læs endelig det hele.

Zenia Stampe har ikke ret i, at strategien i Afghanistan har været forkert

Fra Det Radikale Venstres forsvarsordfører Zenia Stampe:

»Vi mente fra starten, at vi var i stand til at gå ud og fjerne al-Qaeda og Taleban fuldstændigt og derefter gå i gang med at uddanne afghanerne til at overtage sikkerheden i landet. Det, mener jeg, var en fejl. Pointen i min kritik er, at den strategi, vi har haft de efterfølgende år, er rigtig, og at vi skulle have været inde på den bane noget tidligere.«

Lådne, rådne nosser. Der har ikke været noget som helst rigtigt ved strategien i Afghanistan, hverken først eller sidst. Man har givetvis opnået små, isolerede sejre - der er sikkert malet mange skoler - som soldaterne kan knuge til sig i efterlivet som bevis på, at det nyttede, selv om Afghanistan i dag efter tolv års krig er en kæmpe lortekage og vil blive endnu værre, når USA trækker sig helt ud.

Krigen var forkert. Det her burde hun have sagt:

Det var en fejl i det hele taget at gå ind i Afghanistan, fordi vi aldrig kunne holde landet mod dets egen befolkning, og vi ikke kunne lave befolkningen om til skandinavere. Så hvis grundene til krigen var stolthed, hævn og hævdelse, kunne man have bombet i stedet for at invadere. Målet skulle ikke have været at nedkæmpe al-Qaeda eller talibanerne, men blot vise flaget. Terror skal bekæmpes med civile midler, og krig som middel mod terrorisme er en militaristisk løgn af de store.

At hun ikke har turdet sige dette har åbnet for angreb på hendes ulogiske synspunkt om, at man skulle have haft fokus på uddannelse fra starten, hvilket naturligvis ikke lade sig gøre, før militæret har fået kontrol med lortet.

Stampes forsigtige udmelding om, at måske er der begået fejl i krigens strategi, har dog fået fascisterne op af hullerne, både hos det civile heppekor og soldaterne. Her fra Konservativ Ungdoms stormtroppeformand:

Det er mangel på respekt, når den radikale forsvarsordfører, Zenia Stampe (R), siger til Berlingske, at danske soldater blev sendt på en forkert mission i Afghanistan. Det mener Konservativ Ungdom (KU), der kalder synspunktet for »usympatisk og usmageligt«.

»Jeg forstår simpelthen ikke, hvad de Radikale mener, de opnår, ved at åbne for den her debat. De pisser de mange udsendte soldater, som har ofret deres liv og lemmer for Danmark, op og ned ad ryggen med den her udmelding«, siger landsformand Kristoffer Beck i en skriftlig kommentar.

De stakkels, stakkels soldater, der må og skal forsikres om, at deres arme og ben blev ofret for et godt formål. Det blev de da også: Takket være de døde danskere er Anders Fogh generalsekretær i NATO. Det må da være ca. 50 danske liv værd?

Jeg er ligeglad. Hvis nogen mener, at en så forsigtig kritik af en så katastrofalt dårligt ført krig ikke kan tillades, er de fascister, uanset om de er civile eller soldater. Knep dem med en AK. De gør bare deres til, at vi skal til et nyt Afghanistan lige om lidt.

De danske soldater kan godt spænde hjelmene. Selv om de sidste danske infanterister – fodsoldaterne – de kommende uger forlader Afghanistan, må soldaterne indstille sig på, at geværpiben forbliver varm. Et bredt flertal vil snart sende soldaterne i krig igen eller på en ny, krævende opgave ude i verden.

Der er jo ikke nogen, der har sagt, at det gik dårligt i Afghanistan, vel?

Fandens idioter.

Isbryder

Indlæg og video til at bryde isen.



Krigsnørden skriver om angrebet på Camp Bastion i Afghanistan.

ISAF dropper sin strategi med at træne den afghanske hær pga. de mange inside jobs, if you will. Ingen strategi længere.

Færre angreb på danskere i Helmand fremstilles som en succés, på trods af at det er fordi danskerne har trukket sig tilbage til baserne. Hvis DK trak sig helt ud, ville det være en endnu større succés.

Mau Mau

Krigsnørden fortæller om Mau Mau oprøret:

Turns out the Brits basically put the whole Kikuyu population in concentration camps—more than 1.5 million civilians inside the wire, and if they died of every African disease that was going, all the better. Actually the Brits used the same technique against the Boer women and children in the Boer War—purposely killed off 25% of the total civilian population to demoralize the guerrillas they couldn’t beat in a fair fight—so it shouldn’t surprise anyone .

Nedkæmpelsen af oprøret bliver ofte fremhævet som bevis på, at oprørsbekæmpelse kan virke, men det her aspekt bliver sjældent nævnt.

Eskalering før vanære

Hvad angår general McChrystals slet skjulte forsøg på at presse Obama til at eskalere i Afghanistan: Jeg tror ikke, at det nødvendigvis er tegn på et egenrådigt militær i en mere og mere militariseret udenrigspolitik - et de facto militærkup af udenrigsaffærer - men at McChrystal nu har ansvaret for krigen, og derfor vil få æren for en sejr og skylden for et nederlag. Og ikke aner sine levende råd.

De militantes infiltrering af tidligere sikre områder, de stigende tabstal, den kolossalt korrupte stat, det katastrofale valg og den faldende opbakning hjemme peger i kun én retning. Hvis situationen skal vendes, så skal den vendes nu - og soldater er nu engang soldater, der tænker i rå magt, når situationen spidser til. Jeg tror derfor, at dette er mere en panikreaktion end rænkespil.

Situationen kunne nok midlertidigt stabiliseres ved en sådan troppeforøgelse, for så at falde fra hinanden senere, hvilket kræver en yderligere forøgelse, etc. Det kan købe tid, men tiden er betalt med blod, så uden en klar idé om, hvad man vil bruge tiden til, er det spild af menneskeliv.

Jeg er egentligt ikke imod en eskalering, så længe den bare ikke inkluderer mig. Jeg tænker: Enten vinder Vesten efter mange pinsler, og det er godt for Afghanistan (alt efter hvad man mener med "sejr"), eller også taber vi med et brag, hvilket vil kastrere den katastrofale militarisme, som vi er stået for siden 9/11. Uanset udfaldet er der mindre lidelse for nogen. Men et nederlag efter en halvhjertet indsats kunne give plads til, at høgene får overbevist andre om, at vi tabte, fordi vi ikke havde viljen til krig. De mest tossede vil insistere på denne fortolkning, selv om der stod en halv million NATO-soldater på afghansk jord, men den brede befolkning skal nok kunne lægge to og to sammen, bare regnestykket står klart frem.

Og så begynder det

Mikkel Vedby Rasmussen (hvem ellers?) om Irak:

Men den danske sikkerhedsforsker, Mikkel Vedby Rasmussen, lektor på institut for Statskundskab på Københavns Universitet, er ikke sikker på, at der bliver så mange sejre at fejre i den nærmeste fremtid. Ham mener, at de amerikanske styrker simpelthen har været for hurtige til at trække sig ud i forhold til, hvad de irakiske sikkerhedsstyrker selv kan kapere.

Det var det, irakerne ville! Det var ikke amerikanernes beslutning - aftalen blev tvunget igennem af al-Malikis regering, og under Bush-administrationen. Fanden i helvede.

Vedby fortsætter:

»Præsident Obama er meget bange for en sammenligning med den amerikanske tilbagetrækning fra Saigon under Vietnetmankrigen, og at det skal se ud som om amerikanerne forlader et land i kaos. Det har han ikke brug for. Han har brug for at vise, at han kan lave resultater, og det er svært nok i Afghanistan. Derfor har han jo hele tiden sagt, at de ikke vil trække sig tilbage, hvis sikkerhedssituationen gjorde det fuldstændigt umuligt.«

Så vidt jeg husker, så var det ikke den sydvietnamesiske regering, der bad amerikanerne om at fordufte fra Vietnam. Men evnen til at skrive brune menneskers beslutninger ud af verdenshistorien har vi hvide mennesker stadig!

COIN

Talebanernes fordel er, at de bor der. Hvis de afghanske og pakistanske stater var stærke nok til at stå imod, så ville der ikke være noget problem. Men NATO's styrker er nærmest irrelevante i den ligning. At NATO ville lide flere tab under aktionen i Helmand er til at forudse; det er bare ikke første gang. Hver gang skulle gerne være sidste gang, men den afghanske stat kan simpelthen ikke fylde tomrummet ud, når de militante trækker sig tilbage. Og så er det forfra næste år, men med mindre og mindre samarbejdsvillige civile.

Folkets visdom, nationens styrke

Hvis det virkelig ender i et tilbagetog fra Afghanistan, så mener jeg, at det er vigtigt, at det først sker, når et flertal af amerikanere har vendt sig afgørende mod krigen. Obama førte kampagne på at eskalere i Afghanistan; det er det, amerikanerne har stemt på, og i den demokratiske selvkritiks hellige navn bliver de nødt til selv at forstå konsekvenserne af deres egne valg, så de ikke gør det igen.

Jeg mener, at der er to scenarier forude: Det første er, at NATO henholdsvis får drevet de militante på flugt og indlemmet andre i den afghanske stat, for derefter gradvist at trække sig ud, mens NATO-landene giver økonomisk, logistisk og rådgivende støtte til en svag, men stadigt stærkere afghansk stat.

Det andet scenarie er et nationsgradvist tilbagetog, indledt af Canada og Holland, efterhånden som befolkningerne herhjemme mister tålmodigheden. Det vil efterfølges af en afghansk borgerkrig, der vil være langt, langt mere ødelæggende end krigen nu mellem NATO og de militante. Det er ikke sikkert, at dette vil ske, da de krigsførende godt kan huske tilbage til den forrige, og måske vil undgå endnu en sådan katastrofe. Men jeg tror, det er sandsynligt. I sidste ende vender Afghanistan tilbage til et talibanstyre - eller noget, der ligner til forveksling.

Det kommer meget an på, hvad der sker i Pakistan. Det er ikke til at vide.

I hvert fald: Når en nation invaderer en anden nation langt, langt væk, risikerer den at løbe ind i en guerillakrig, som den sandsynligvis hverken har den politiske tålmodighed eller den militære og sociologiske kunnen til at vinde. Den sandsynlige udvikling er fra succesrig invasion til politisk uro, gryende militær modstand, statsmæssigt kaos, faldende opbakning, klodset tilbagetog og ødelæggende borgerkrig. Og en masse døde mennesker, der ellers ville være i live.

Det skidt bør undgås a priori, og det er vigtigt, at amerikanerne (endnu engang) får banket det ind i hovedet. Europæerne gør intet uden USA, og er i al fald langt mere skeptiske over for alskens militæraktioner. Kina er nok det eneste land, der pt. kunne gennemføre lignende aktioner, men ser i øjeblikket ikke ud til at ville andet end et økonomisk imperie.

Ikke at jeg tror, at Obama-administrationen vil trække sig ud, før der er overvældende folkeligt pres herfor. Tidsånden i DC er så militaristisk, at det opfattes som politisk selvmord overhovedet at nævne muligheden. Og det er svært at pege på en ny Cronkite. Så det var vist et lidt formålsløst indlæg. Men jeg ser ikke mange tegn på, at man har lært særligt meget af Irak - hverken i Europa eller Nordamerika. Hvor mange ville i dag være med på en invasion af Burma? Alt for mange, gætter jeg på.

NATO's militær vil nok endnu engang drage den lære, at krigen blev tabt på hjemmefronten. Jeg vil gerne tage fejl.

Syd-Waziristan

Jeg tror, at den seneste udvikling i Pakistan viser, at det ikke gør noget, at din COIN-praksis er dårlig, så længe fjendens er værre.

Nu falder bomberne snart tæt over Syd-Waziristan. Hvis Baitullah Mehsud har inderside, vil han få så meget blod og indvolde ud i æteren som overhovedet muligt. Hamas er generelt nogen cirkusklovne, men de er dygtige til at bruge medierne. Det kunne talibberne lære noget af.

Jeg er stadig skeptisk: Syd-Waziristan har været talibanland i mange år nu, i modsætning til Swat.

Hallo?

Mere Afpak. Josh Faust om USA's nyfundne finfølelse for, at bombardementer muligvis har slået en masse civile afghanere ihjel:

These are good moves, and a healthy sign the Coalition has realized that civilian casualties are as vitally important to the war effort as base security and securing the roads.

Dette gælder naturligvis ikke for Pakistan, hvor befolkningens støtte er ligegyldig, og det eneste, man skal have med sig, er generalerne.

Var det virkeligt nødvendigt?

Behøver AFP bruge en Huey til en artikel om Pakistan?



---

Fordi udenrigspolitik ikke bare går ud på at give penge til andre lande, men at få dem til at bruge pengene til at købe éns militærudstyr. Så er de militært og derfor politisk afhængige af dig som leverandør, samtidig med du får pengene igen.

Prop ops

ICOS (tænketank, whatever) siger, at taleban er til stede i 72% af Afghanistan, hvortil NATO svarer, at det er umuligt, at fjenden kontrollerer så meget land, fordi fjenden fordufter, når NATO og ANA kommer løbende.

NATO er selvfølgelig ude i noget modpropaganda, fordi kampen ikke står om territorie, men om blot at være der. I oprørsbekæmpelse er omdrejningspunktet civilbefolkningen. De fortæller dig, hvor våbnene og vejsidebomberne ligger begravet; hvem, der er ude i noget snavs; hvad, de har brug for lokalt, etc. Al den information, som ligger til grund for COIN, får man fra civile. Så når en gruppe militante uhindret kan køre ind og ud af landsbyer på motorcykler som en bunke rockere i en amerikansk b-film, så er det kun for at sige til bønderne, at vi er her - og hvis I samarbejder med NATO, så ryger hovedet.

Det er rigeligt for at få de civile til at holde sin mund. De militante kontrollerer ikke området, men det gør NATO og Kabul heller ikke. Og det er det; for NATO er gæster, og Kabul svagt. COIN er svært, og USA+NATO har, som sagt, 400.000 soldater for få i Afghanistan. Til gengæld ser det ud til, at de militante allerede er begyndt at kvæle forsyningslinierne fra Pakistan i stor stil, hvilket vil blive endnu nemmere, hvis Pakistan skal flytte noget af hæren fra grænsen mod Afghanistan til grænsen mod Indien som svar på indiske troppeopmarcheringer. Det eneste, jeg pt kan forestille mig kunne redde situationen fra en ydmygelse, er, at de semi-friske soldater fra Irak får presset de militante tilpas langt nok tilbage til, at der kan forhandles for alvor. Den Store Aftale med Iran tror jeg ikke længere på.

Jeg ved ikke, hvad der vil ske. Men det bliver et stort rod.

"En kæmpe maskine"

I forlængelse af forrige indlæg: En artikel, som NYTimes nok har siddet på et stykke tid, hvori det fortælles, at Rumsfeld gav militæret fuldmagt til selv at foretage angreb i fremmede lande, hvis målet var mod AQ eller lignende.

Selvfølgelig i kontekst af togtet mod Syrien. Men når jeg tænker over det, så er det jo overhovedet ikke nyt; USA har trådt på suveræne landes fødder i et godt stykke tid. Det nye er, at det åbenbart ikke engang skal godkendes af den civile ledelse først. Det hænger meget godt sammen med Bush's villige afhænden af autoritet, i militær- og udenrigspolitik til Petraeus, i økonomi og finanspolitik til Paulson og Bernanke. Bush er så upopulær (mest upopulære nogensinde, siden man begyndte at måle), at han ikke kan få noget igennem, med mindre han sætter et andet ansigt på.

Klogeligt har hæren valgt ikke at angribe Iran. De kunne jo ligefrem finde på at skyde igen, og så har vi balladen. Men det er værd at notere, at togterne ind i Pakistan virkeligt er taget til på det seneste, og at Syrien nu også er inkluderet. Det bliver to lange måneder, før Obama får roret - men de kan sagtens vare længere endnu, for som Per Stig Møller forklarer så fint:

»Jeg vil bare understrege, at den amerikanske udenrigspolitik er en kæmpe maskine, som grundlæggende har kørt i det samme spor fra præsident til præsident«, siger Per Stig Møller.

Man skulle tro, at han var helt glad ved tanken om en kæmpe, fuldautomatisk krigsmaskine, modsat Eisenhower, den vatnisse. Men Obama er dog mere til venstre, end de herrer Møller og Pind håber på, f.eks.:

Obama bridled at the sometimes mindless rituals and one-upmanship of a national political campaign in the age of cable news. He resented the pressure he felt to declare, as he put it to NEWSWEEK, that you "want to bomb the hell out of someone" to show toughness on terrorism.

Obama kom også for skade til at sige, at han som præsident ville forhandle med fjender uden forbetingelser. Det var jo åbenbart en stor fejl, ifølge maskinen, selv om det er det, man altid har gjort. Men det er rigtigt, at maskinen måske vil sluge Obama med hud og hår. Og lige nu kontrolleres den faktisk af militæret. Med det i mente giver det mere mening, at USA søger at militarisere forholdet til Pakistan - sådan tænker militærfolk nu engang.

Betingelser

Mht. krigen i Afghanistan, og hvorvidt den kan vindes eller ej: Før man begiver sig ud i sådan noget, må man forstå, at offentlighedens tålmodighed med tab er begrænset, og at man kan forvente en indsats, der manøvrerer i det fremmede som en elefant i en porcelænsbutik. Netop fordi det er så langt væk, og så forskelligt fra os. Og fordi soldater ikke er antropologer.

Derfor bør en militærindsats kun sættes i gang, hvis den kan overstås i løbet af højst et halvt dusin år, og ikke forlanger den store finfølelse med den lokale kultur. Ellers går det galt i sidste ende, og det er hermed erklæret forudsigeligt og forudsagt for al fremtid. Ja.

De halvfems

Det ser ud til at amerikanerne blev vildledt af en afghaner ved navn Nadir Tamakil, da de bombede halvfems civile ihjel - eller hvor mange, det nu var.


COIN er svært.

Does not compute

Jeg har efterhånden set det en del gange; at Irak er blevet fredeligt, fordi amerikanerne er blevet dygtige til militær oprørsbekæmpelse.

Bortset fra, at Irak målt på drab alene (ifølge IBC, hvis stringente optælling er et absolut minimum) er tredive gange så voldeligt som Danmark, så er det en forkert fortolkning - mere her. Men at de afgørende faktorer i voldens fald i Irak skulle være politiske skift og demografiske ændringer, og ikke amerikansk militær kunnen og styrke, ville ikke passe ind i de neokonservatives fortælling om USAs almagt og den unipolære verden. At der skulle være grænser for voldens magt til at omskabe verden ville ødelægge deres verdensbillede helt og aldeles.

Uacceptabelt. Ideologisk uacceptabelt. Så vi siger i stedet at Irak er fredeligt nu, fordi USAs hær sparker numse. Kun virkeligheden kommer på tværs. Det er det samme fænomen, som Anatol Lieven skrev om her:

In the United States, the infantile illusion of omnipotence, whereby it doesn’t matter how many commitments the United States has made elsewhere—in the last resort, the United States can always do what it likes;

Problemet er selvfølgelig, at hvis man ikke lærer af sine fejl, så begår man dem igen.

Signalpolitik

Jeg tror, Karzai prøver at sende et signal til NATO/USA her:

Hamid Karzai, Afghanistan's president, has sacked an army general and a major after more than 100 civilians were reported to have been killed in an attack by US-led coalition forces.

Eyewitnesses and local people say more than 100 civilians, many of them women and children, were killed in the attack.

US officials say only three civilians were killed along with 25 Taliban fighters.

General Jalandar Shah Behnam, the head of the corps for western Afghanistan, and commando major Abdul Jabar, were fired for "negligence and concealing facts," a presidential decree issued on Sunday read.

Signalet er, at man fyrer dem, der bomber civile og lyver om det senere. Det har NATO/USA gjort en del. Ingen anelse hvorfor. Måske for at sælge krigen derhjemme. For det virker kun modsat hos afghanerne, der tager på vej over at få at vide at deres døde kvinder og børn var terrorister. Underlige mennesker.

Jeg ved faktisk ikke hvad man skal gøre ved Afghanistan; jeg er ikke sikker på, at flere soldater kan gøre det længere. Men det kan heller ikke blive ved på denne måde. Inden længe vender afghanerne sig også mod de vestlige styrker, de har jo set forestillingen før.

Jeg har altid syntes, at indsatsen var idiotisk: 9-11 kan ikke ske igen, fordi der nu er lås på cockpitdørene i jumbojets. De, der begik udåden, hoppede fra land til land, og levede det meste af deres liv i Tyskland og Saudi-Arabien. Tilbage er der kun uofficielle spilleregler om magt og dominans: Afghanistan burde have fået nogle missiler i hovedet, eller også burde Vesten have nøjedes med at støtte Nordalliancen udefra.

Som situationen er nu, er NATO Sovjetunionen i 1982, men med langt mere skrøbelige forsyningslinier. Fair enough: Afghanistan er en værdiløs sten. Men jeg er bange for hvad der så vil ske i Pakistan. Terrorisme er et blålys, et stupidt angrebspunkt. Pakistans atomvåben, til gengæld: De bekymrer mig. Og jeg er bange for, at et gentalebaniseret Afghanistan vil trykke så hårdt mod Pakistan, at landet falder fra hinanden, eller lige ned i et utilsløret og talebanvenligt militærdiktatur.

Jeg har ingen anelse. Men det her ender galt.

Over Indus

Fra et udmærket interview i Harper's med en Ahmed Rashid:

FATA is now almost entirely controlled by the Pakistani Taliban militias who in turn provide cover, protection, and sanctuary to the Afghan Taliban and to Al Qaeda. (...)

Now the Pakistani Taliban are expanding their area of control in the settled areas of the North West Frontier Province. They have reached Attock on the Indus river, which is really the cultural and social dividing line between Afghanistan-Central Asia and Punjab and the Indian subcontinent. This is a very dangerous development for Pakistan and the world.

Forudsat at krigen i Afghanistan skal vindes, må talebanerne i Pakistan imødegås. Dette kan kun ske fra pakistansk side, da en krig mod selve Pakistan er urealistisk, mildt sagt. Tricket er at få dem til det. Hæren vil ikke af sig selv, den tænker mere på Indien. Om en omfattende "normaliseringsplan" i grænseområderne:

...until Pakistan takes some radical political steps in FATA, this development money should be held back. At the moment, any aid money would end up either with the army or the Taliban. At the same time it would be ruinous if U.S. troops were to cross the Durrand Line and attack FATA. It would unleash a storm of unrest in the Pashtun belt which could lead to major destabilization of the government through suicide bombings and so forth.

Og sandsynligvis afskaffe Pakistans civile institutioner og cementere militæret i rollen som den egentlige overherre.

Hvordan kunne man dog tro, at Musharraf, militærets mand, ville konfrontere sine egne?

Det er spøjst. Det, som Vesten bør gøre i Pakistan, er det, vi påstår at ville: Støtte demokratiet. Men i virkeligheden ønsker vi ham med sildesalat på brystet - demokratiet er jo vægelsindet; man kan ikke stole på det. Var Vestens accept af Musharrafs militærdiktatur et spejl af en fascistisk undertone i Europa og USA? En stærk mand, der tager sig af sagerne? Vores accept af Karimovs brutale styre i Uzbekistan er en lignende situation:

President Islam Karimov has run a highly repressive, corrupt and totalitarian political system and he has refused to carry out even the basic economic and political reforms that other post-Soviet states have done. There is no democracy and no opposition, and as a result the opposition tends to become radicalized quickly, and then forced underground. Many young people are subsequently lured to Islamic militancy, which today means going to FATA and Afghanistan for training with the Islamic Movement of Uzbekistan and other such radical groups allied to Al Qaeda and the Taliban. Such groups have now become pan-Central Asian in that they take in recruits from Xinjiang in China and Chechens in the Caucasus. The U.S. relationship with Uzbekistan has been complex, but under Bush it has come to focus entirely on the need to use Uzbekistan as a support base for military operations.

A real crisis in Uzbekistan is likely to develop over the succession to Karimov. He is old and ill. There is infighting between the power brokers of his regime over who would succeed him, while he is trying to secure his family’s wealth by insisting upon his daughter Gulnara as his successor. Any succession crisis that would divide the regime would be immediately exploited by the Islamic Movement of Uzbekistan and other such groups because there is no democratic opposition in the country. These militant groups are in the process of creating an underground Islamist movement in Central Asia–what is now being termed the “Central Asian Taliban.” The shock waves from a destabilized Uzbekistan will be felt throughout the region.

Terrorkrigens fremtid synes at ligge i at give penge til diktatorer, der slås med indre islamistisk opposition - om ikke andet, så fordi Vesten ikke vil eller kan lægge soldater til. Men penge har vi, penge til hele verden.

Death from above

En lillebid med Joe Klein:

JG: But most Israeli politicians, left and right now, seem to be believing that Iran does pose an existential threat to Israel's existence.

JK: That's because they fucked up the war in Lebanon. The lesson here is, don't let an Air Force guy run your military

Halutz. Og Rumsfeld. Rumsfeld omorganiserede den samlede amerikanske hær til at vinde krige med luftvåbnet og specialstyrker. Det gjorde samtidig hæren komplet uegnet til COIN. Det er bl.a. derfor der ryger et bryllupsselskab hver anden måned i Afghanistan. Det er lidt af en gammel nyhed, men ISAF slår flere civile afghanere ihjel end talebanerne. Dog langtfra kun Rumsfelds skyld; angreb fra luften kompenserer for mangel på infanteri. Ugodt.

Basra Bollox

JPs leder i dag er noget hø. Den postulerer, at de danske Irakstyrkers tilknyttede tolke aldrig var i livsfare, og at det hele var en mediestorm pisket op af de røde lejesvende i DR. Det skulle Moayar Ahmed Khalaf bare vide. Men han blev slået ihjel, fordi han var tolk for briterne. Sådan kan det jo gå.

Kan JP huske, at den danske styrke var stationeret i Basra? Og ved JP, hvordan det er gået i Basra, siden danskerne tog hjem?

09.12.07:

Yderligtgående muslimske kræfter er ved at tage magten i byen Basra i det sydlige Irak - området, hvor Danmark havde tropper indtil august.

(...)

Udenrigsordfører Søren Pind (V) påpeger, at den irakiske regering bad de danske tropper om at vende hjem. Samtidig skoser han oppositionen for, at den krævede tilbagetrækning.

- Oppositionen påstod, at det ikke ville have nogen konsekvenser at trække tropperne hjem. De har et medansvar, mener han.

Kvindedrabene bedrøver tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft (S). - Men det var ikke en opgave, som de danske soldater tog på sig at forhindre den slags. Til gengæld viser situationen, at når man sagde, at de irakiske styrker kunne overtage kontrollen, passede det ikke, siger Mogens Lykketoft.

25.03.08:

Der udbrød i dag hårde kampe i Basra i det sydlige Irak mellem den irakiske hær og medlemmer af Moqtada al-Sadrs milits, beretter øjenvidner.

(...)

Basra er Iraks næststørste by og en vigtig havn for udskibning af irakisk olie. Byen er skueplads for en indbyrdes strid mellem flere shiitiske grupper. Byen hærges desuden af kriminelle bander.

18.07.08:

Knap et år efter, at de danske soldater lukkede Camp Danevang i Basra for at tage hjem, er freden ved at vende tilbage til den krigshærgede by i det sydlige Irak. Situationen er nu så god, at Dansk Flygtningehjælp overvejer at vende tilbage med flere rådgivere, skriver Berlingske Tidende lørdag.

- Vi afventer, om situationen holder, og tager stilling efter sommerferien, oplyser chefen for Dansk Flygtningehjælps internationale afdeling, Arne Vågen.

Oplysningerne om den nye fred får Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, til at lægge pres på regeringen for at få sat gang i hjemsendelserne af de omkring 500 afviste asylansøgere fra blandt andet Sydirak.

- Vi vil bruge oplysningerne til at presse yderligere på, for at alle irakerne bliver sendt hjem, siger Søren Espersen til avisen.

Kunne det tænkes, at de danske styrkers regeringstro tolke flygtede fra Basra, fordi den blev overtaget af regeringsfjendtlige militser, der så tolkene som landsforrædere? Og at tolkene nu kan vende tilbage, fordi byen er kommet på regeringens hænder igen? Når selv Søren Espersen kan se udviklingen...