tirsdag den 31. januar 2012

Det må være en joke

Virkelig?
EU vil gøre mere for at sætte gang i væksten og forhindre, at arbejdsløsheden bliver ved med at stige. (...)

EU sætter sin lid til, at den billigste måde at skabe vækst på, som samtidig har størst potentiale, er det indre marked, og de muligheder der allerede er for at handle over nettet i EU.

I erklæringen fokuserer man på at gøre det nemmere for mindre virksomheder (som i Danmark udgør over halvdelen af virksomhederne), at handle over grænserne. Mindre papirarbejde og mere ens standarder skal lette den administrative byrde for de små erhvervsdrivende.

»Det er en klar prioritet«, som der står i erklæringen. 
De gør grin med os. Internethandel skal modvirke kolossale offentlige nedskæringer over hele kontinentet?

Internethandel? Er dette halvfemserne? Er Steve Jobs genopstået?

Det ville være morsomt, hvis ikke det var for de indtil videre 23 mio. arbejdsløse europæere.

fredag den 27. januar 2012

Kronikforslag: Man vil sige

Her er et forslag til kronik, som Politiken afviste. Jeg kan ikke finde ud af at skære halvdelen væk, så den kunne optages i andre aviser, så her er den hele. Et indlæg af en længde, som er vhs værdig. Enjoy.

---

Man vil sige, at det var uundgåeligt. Jovist blev der lavet fejl, men i det lange løb var Vestens tilbagegang konsekvensen af en aldrende befolkning, forvoksede velfærdsstater, dovenskab og moralsk forfald. Man vil fortælle den gamle historie om et imperie, der falder i grus, fordi det rådner op indefra.

Det er vrøvl, og det er farligt vrøvl. Der foregår lige nu en kamp om historieskrivningen. For vores og fremtidens skyld må denne kamp vindes for sandheden. Og sandheden om Nordamerika og Europas seneste årti er, at tilbagegangen er en konsekvens af elendige beslutninger og ikke på nogen måde uundgåelig. Udviklingen kan endda vendes. Men det kræver, at man forstår, hvad der er sket. Jeg håber, at denne kronik hjælper.

2. Verdenskrig var en krig mellem nationer, og nationalisme var krigens foretrukne ideologiske våben. Efter krigen kom nationalt sammenhold derfor i højsædet, og det moderne velfærdssamfund blev skabt for at samle de mange samfundslag og dæmpe kommunismens appel til arbejderklassen. Men halvfjerdsernes oliekriser og stagflation gav anledning til et politisk opgør med velfærd og løse statsfinanser. Den britiske og amerikanske højrefløj førte an: ’Government is the problem’, sagde Reagan. ‘There is no such thing as society’, sagde Thatcher. Fagforeninger blev stækket, finans dereguleret og statsindustri privatiseret. Den nyliberale bevægelse var skabt, og firserne blev yuppiernes årti. Det endte med bankkriser i Skandinavien og USA, hvor hundredevis af kreditselskaber gik ned pga. ringe kontrol og tilsyn med spekulative udlån til boligsektoren. Det er et tema, der kommer igen senere.

Halvfemserne var en rolig tid. Økonomien blomstrede efter kommunismens fald, og fjender var svære at få øje på. Nogle blev rastløse af manglen på konflikt. Den amerikanske højrefløj, der i jagten på stemmer havde kastet sig i armene på kristne fundamentalister, indledte et korstog mod Bill Clinton. Ingen symboliserede værdiernes forfald bedre end den amoralske, liderlige løgnhals, der sad i Det Ovale Værelse.

Det var en kamp mod skygger, og Clinton blev bare mere populær af heksejagten. Den lille men indflydelsesrige gruppe af neokonservative tænkere – og det ord bruges nådigt – ville have en ordentlig fjende, da krig var nobelt og fred fremmede dekadence. Både Kina og den muslimske verden blev overvejet. George W. Bush besluttede sig for Irak, allerede inden han blev indsat som præsident; det var vist noget med hans far. Så kom 9/11, og alle politiske hindringer forsvandt som dug for solen: Er du ikke med os, er du imod os, sagde Bush. Vesten invaderede først Afghanistan og siden Irak. Den europæiske højrefløj, der indadtil bar på en nationalistisk vrede over halvfemsernes katastrofalt store indvandring fra fattigere muslimske lande, var med på den værste, og således også Irak. Centrum-venstre, der efter borgerkrigen i Jugoslavien og folkemordet i Rwanda havde overbevist sig selv om den præventive krigs fortræffeligheder, sluttede sig også til felttoget.

Irak faldt sammen i borgerkrig efter invasionen, og millioner flygtede. Krigen mod Terror, som den kaldtes, skabte et sikkerhedshysteri uden lige, og de værdier, man angiveligt havde kæmpet for under Den Kolde Krig, blev kastet overbords på et øjeblik. NATO sidder nu fast i en guerillakrig i Afghanistan, hvor modstanden og volden vokser år efter år. Blod og penge er fosset ud i sand og mudder. Skaderne for Vesten har dog været begrænsede i forhold til den totale magt, man besidder. Men det har styrket Iran, der har fået byttet to fjendtlige nabostater med to venligtsindede.

Så det var de par selvmål. De er dog for ingenting at regne imod den skade, der er sket på økonomien. Efter Berlinmurens fald var socialismen diskrediteret, og centrum-venstre overtog højrefløjens præmis om, at det frie marked vidste bedst. Bill Clinton var her foregangsmanden. I samarbejde med den republikanske kongres fjernede han finansregulering, der ellers havde fungeret fint siden Franklin Roosevelts tid. Bush fortsatte i samme spor, selv efter dotcom-boblen brast. Basel II-reglerne, der åbnede op for langt højere gearing, blev vedtaget og indført i Europa. Nye måder at udregne kernekapital på gjorde det muligt for europæiske banker at låne og udlåne op til tredive gange det beløb, man havde stående hjemme. Hvis man kom for tæt på kanten, kunne man alligevel købe forsikring af amerikanske selskaber som AIG, som på magisk vis fjernede al risiko og dermed tillod endnu højere gearing.

Boligboblen kom, og appetitten efter kapital blev umættelig. Kreditvurdering af boliglåntagere blev så at sige nedprioriteret, da de dårlige lån ved hjælp af et andet instrument – en Collaterized Debt Obligation – kunne bundtes, skives og gensælges som AAA-investeringer, det mest sikre overhovedet. De tre store kreditvurderingsselskaber, Standard & Poor’s, Fitch og Moody’s, var her behjælpelige med AAA-vurderingen, da de også tjente penge på det øgede antal lån, der skulle anerkendes som sikre.

I EU havde man samtidig indført euroen. Den kunne dog ikke trylle de store forskelle på medlemslandenes konkurrencestyrke væk, og eurokapitalen samlede sig derfor i Nordeuropas stærkere økonomier. Nordeuropæiske banker var dog ikke sene til at låne pengene tilbage til Sydeuropa til meget lave renter, da der jo som sagt var et stort boom i gang på boligmarkedet. Entreprenører kunne smække den ene betonklods op efter den anden, og da boligpriserne steg og steg, og blev ved med at stige, var det ikke noget problem at betale af på lånene. Om ikke andet kunne man altid tage et lån i boligen og bruge det til afbetalingerne. Flekslån, afdragsfrie lån og centralbankernes rekordlave toneangivende renter gjorde det endnu nemmere at låne og udlåne. Lønningerne i Sydeuropa steg i samme hast som boligpriserne, da der var rigeligt med arbejde at få.

Irland, der oplevede samme udvikling, men endnu mere ekstremt end Sydeuropa, blev fremhævet af ultraliberale som et eksempel til efterfølgelse og hyldet som ’den keltiske tiger’. Alan Greenspan, chefen for den amerikanske centralbank, lovpriste de nye finansinstrumenter, der gjorde det muligt ”ganske effektivt at vurdere risici ved individuelle låneansøgere og prissætte disse risici fornuftigt”. Hjemme i andedammen sagde Peter Straarup, chef for Danske Bank, at bankerne ”er blevet stadigt bedre til at leve af at formidle risiko, frem for blot at tage risiko. [...] Meget tyder således på, at finansielle derivater faktisk har bidraget til finansiel stabilitet.” Økonomen Jakob Brøchner Madsen, der nærmest ene mand råbte op om farerne, blev samtidig latterliggjort i den borgerlige presse over sine mange advarsler.

Alt blomstrede. Intet kunne gå galt.

Boligboblen sprang; det gør bobler jo. Det viste sig, at de lovpriste instrumenter ikke fjernede risici, men blot gemte dem væk. Bankerne begyndte at tage tab, og så begyndte de at falde. Wall Streets investeringsbanker, der ved hjælp af Clintons initiativer kunne undslippe det meste af den regulering, der trods alt stadig galdt for almindelige banker, faldt sammen med et brag i sensommeren 2008. AIG, der havde forsikret alt og alle mod en sådan hændelse, gik næsten øjeblikkeligt konkurs, da selskabet selvfølgelig ikke kunne dække en brøkdel af det forsikrede. Den amerikanske stat overtog straks AIG og udbetalte herefter over 50 mia. dollars af borgernes penge til genparterne.

Lige meget hjalp det. Da ingen vidste, hvem der sad med de dårlige lån, blev bankerne panisk angste for at handle med hinanden, og hele økonomien gik i baglås. Så faldt det hele sammen.

Bankerne var så heldige at blive reddet af deres skytsengle, centralbankerne. Den amerikanske centralbank og ECB, eurozonens centralbank, trykkede hundredevis af milliarder af dollars og euro og delte dem ud til nødlidende banker. Men den private sektor, der var tynget af gæld, kunne nu ikke låne flere penge af bankerne, og forbruget faldt som en sten, da der nu skulle afdrages på gælden. Arbejdsløsheden eksploderede, da der nu ikke var salg i varerne. Statsgælden voksede lige så hurtigt som arbejdsløsheden, da de mange arbejdsløse betød både færre skatteindtægter og større udgifter til understøttelse.

Islands banker gik konkurs, da de i ultraliberalismens risikovillige ånd havde lånt penge i udlandet for ni gange den islandske økonomis størrelse. Det var simpelthen ikke muligt for Island at betale lånene – og hvorfor skulle man i grunden også betale andres lån, spurgte islændingene ganske fornuftigt sig selv. Bankerne gik derfor nedenom og hjem. Økonomien punkterede, og den islandske krone faldt voldsomt. Men så blev der indført kontrol med ind- og udførsel af penge, og efter ca. 40 pct. var høvlet af kronen blev faldet stoppet.

Den mulighed havde Grækenland ikke. Som det eneste vestlige land havde Grækenland en hastigt voksende statsgæld, før boblen sprang. Da en ny regering kom til, viste det sig, at den tidligere regering havde løjet om statsgælden, der var langt højere, end man havde troet. Renterne, som Grækenlands stat skulle betale for at låne flere penge, steg som en raket, og en statsbankerot truede.

Da euroen blev konstrueret, havde man end ikke turde overveje muligheden af, at et euroland gik fallit. Nu stod man midt i det og vidste ikke, hvad man skulle gøre. Tyskland var jo gået med i euroen på betingelse af, at ECB’s seddelpresse ikke blev brugt til at købe statsgæld. På den anden side kunne man ikke overskue konsekvenserne for det vakkelvorne finanssystem. Den eneste mulighed var derfor at lade Grækenland bede andre stater og Den Internationale Valutafond om nødlån. Det fik man overtalt grækerne til.

Senere kom Irland og Portugal til. Irlands stat havde opført sig eksemplarisk under boblen og havde i modsætning til Frankrig og Tyskland aldrig brudt eurotraktatens regler om for meget statsgæld. Men lige lidt hjalp det. For at forhindre pengeflugt fra de irlandske banker havde Irlands regering nemlig garanteret samtlige indlån. Konkurs gik de nu alligevel, og gælden, der skulle betales jf. de udstedte statsgarantier, var så stor, at Irland pludselig så ud til også at risikere fallit.

Og så fremdeles. I starten af krisen var de fleste med på, at det ville være forkert at skære ned. Det varede dog ikke længe, før fortællingen blev, at nedskæringer var nødvendige for at få statsgælden under kontrol. At Grækenland var det første euroland, det gik galt for, betød en del for denne fortællings succes. Pressen kogte over med forargede historier om, hvor meget grækerne havde løjet om statsgælden, hvor lidt offentligt ansatte grækere lavede, og hvor galt det var, at andre lande nu skulle betale for den offentlige sektors uansvarlighed. Som betingelse for lånene til Grækenland skulle der derfor skæres voldsomt ned på det offentlige forbrug.

Tyskerne var naturligvis dybt forurettede: Her havde de opgivet deres elskede D-mark på betingelse af, at de aldrig skulle ud i sådan noget – og her stod man så. Så fortællingen om, at det hele skyldtes de dovne sydeuropæeres høje statsgæld, blev gentaget i nær og fjern, og blev til sidst den vedtagne forklaring. Offentlige nedskæringer blev således også den vedtagne løsning, og den nye britiske, konservative regering lancerede nogle af de mest omfattende nedskæringer nogensinde, selv om Storbritanniens stat kunne (og stadig kan) låne penge næsten gratis på markederne. ’Austerity’ blev filosofien kaldt – det betød strenghed, eller måske armod. Resten af Europa fulgte snart efter.

Forklaringen var rent vrøvl. De europæiske landes statsgæld steg stærkt først efter krisen brød ud, med undtagelse af Grækenland. Den øgede statsgæld var altså en konsekvens af krisen og ikke dens årsag. Men nervøsiteten bredte sig, efterhånden som investorerne opdagede, at ECB ikke ville garantere eurozonens statsgæld, ulig andre centralbanker under tilsvarende kriser. ECB havde nemlig ikke lov. Det sørgede Tyskland for, da euroen blev lavet. Så risikoen for statsbankerot var ikke bare reel, men langt højere end for lande med egen valuta. Selv Holland, Finland og endda Tyskland mærkede de højere krav til eurolande. Hos de svageste lande steg prisen på lån hastigt, hvilket gjorde det sværere at holde sammen på statsfinanserne. Det gjorde så investorerne mere nervøse, hvilket igen førte til dyrere lån, og den onde cirkel var sluttet. Nedskæringer og massefyringer fulgte i desperate forsøg på at undgå fallit, men det gjorde bare arbejdsløsheden og dermed statsunderskuddene endnu værre. Man forsøgte så med endnu større nedskæringer, som gjorde det endnu værre endnu.

Lønnen i de konkurrencesvage eurolande steg som sagt under boblen, hvor kapitalen flød i lind strøm fra de stærke lande. Dette var to sider af samme sag: Lønnen kunne ikke være steget så meget, hvis det ikke havde været muligt at låne så mange og så billige penge af de stærke lande, og de stærke lande ville ikke have haft så mange penge at låne ud, hvis handelsbalancen ikke havde været så skæv pga. forskellen i konkurrencestyrke.

Nu var lånene tørret ud, fordi betonklodserne viste sig at være en skidt investering. De konkurrencesvage lande var efterladt med et alt for højt lønniveau i forhold til produktiviteten og kunne ikke konkurrere med de stærke lande. Lønnen gik kun meget langsomt ned, selv om arbejdsløsheden var høj - løn er ’klistret’, hedder det på fagsprog. En løsning ville have været at devaluere som Island. Det ville sænke lønniveauet over for udlandet med det samme og derved styrke konkurrenceevnen og udjævne handelsbalancen i et hug. Men det kunne ikke lade sig gøre, fordi man var med i euroen og ikke længere havde egen valuta. En alternativ løsning ville have været at lade centralbanken skabe mere inflation, så lønnen i de stærke lande kunne stige i takt med inflationen, mens den blev holdt nede i de svage. Det burde have været muligt. Men det kunne heller ikke lade sig gøre, fordi ECB med et fanatisk vanvid holdt fast i sin traktatbestemte målsætning om højst to pct. årlig inflation.

Så det er jo mægtigt. Offentlige nedskæringer under en kraftig økonomisk nedtur er forkert økonomisk politik. Det gør simpelthen økonomien dårligere på kort og lang sigt. Vi lærte det under Depressionen i trediverne, der først blev løst med 2. Verdenskrigs gigantiske offentlige forbrug. Men vi har åbenbart glemt det igen. Vi kan derfor se frem til en lang, ødelæggende og helt aldeles unødvendig økonomisk depression i de svage eurolande, som vil splitte Europa ad. Og det er jo ironisk, når nu euroen blev markedsført med, at den skulle fremme samarbejde og fred i Europa.

Så lad mig opsummere forløbet: Først deregulerede man finanssektoren. Så lod man stå til, mens privatsektorens gæld voksede og pustede luft i en boble – eller også påstod man, at den økonomiske vækst fra boblen viste, at deregulering virkede. Da boblen så sprang og ødelagde statsfinanserne, sagde man, at det hele var på grund af for høj offentlig gæld. Man skar derfor ned i det offentlige, og det forværrede nedturen. Samtlige værktøjer, der kunne afbøde den økonomiske nedtur, havde man forinden bandlyst gennem en idiotisk møntunion. Møntunionen tillod dog allernådigst, at bankerne blev reddet fra egen uansvarlig långivning.

Uundgåeligt var det bestemt ikke.

tirsdag den 17. januar 2012

Harder faster louder

Om det her fra Politiken:
En SU-reform ligger næppe først for, desværre. Til gengæld kan Morten Østergaard passende gå i gang med den reform, der har potentiale til at blive S-R-SF’s helt store genistreg: nemlig, som der står i regeringsgrundlaget, »at tilrettelægge uddannelserne anderledes, så de kan gennemføres på kortere tid – f.eks. ved kortere ferie og overgang fra to til tre årlige semestre«.
Nu er det nogle år siden jeg studerede. Men allerede dengang var der besparelser og beskæringer i lind strøm, og en af måderne at spare på var at klemme semestrene sammen på så kort tid som muligt. Så skulle der bruges færre penge på at holde hele maskineriet i gang. Så hvis nogle undrer sig over, at et 'semester' kun ser ud til at vare tre måneder, så er det derfor. Det betyder så ikke, at uddannelsen bliver bedre, tværtimod. Og at klemme tre klemte semestre ned på et år vil bestemt ikke hjælpe.

onsdag den 11. januar 2012

Åh ja

Faktisk er Europa ude i en ny finanskrise. Er det allerede blevet så kedeligt at høre om?

Min nationaløkonomi: Et langt og kedeligt indlæg

Jeg er ret konventionel, når det drejer sig om økonomisk politik. Man skal have en markedsøkonomi, der er reguleret, så den fungerer. Dvs. der er reel konkurrence (ingen monopoler eller karteller), gennemsigtighed for forbrugere, lovgivning mod fejl og mangler. Profit beskattes, i afvejning mod fradrag for investering (investering skal kunne betale sig, men det kan også skabe bobler eller unyttige reserver). Skatten bruges til at lave infrastruktur, som erhvervslivet og resten af samfundet gør brug af (inkl. uddannelse, retvæsen, brandvæsen, postvæsen, sundhedsvæsen etc - ikke bare gods, men hele samfundets infrastruktur - faktisk vigtigt for et velfungerende erhvervsliv). Løn og forbrug beskattes også. Finanssektoren bakkes op af en centralbank, statsfinanserne styres af en konjekturformindskende finans- og pengepolitik (spar op under optur, brug løs under nedtur), og kortsigtet spekulation holdes nede. Erhvervslivet driver økonomien og laver penge og arbejde, mens staten gør det nemmere at lave penge og arbejde, i en god cirkel.

Det er det. Ikke noget fancy. Europa fandt frem til denne model efter først Depressionen og så 2. Verdenskrig, hvor nationalt sammenhold var noget, man gik og tænkte på, og det har sgu fungeret meget godt. Centrum-venstre har siden da så ikke gjort meget andet end at udvide og forsvare velfærdssamfundet, fordi det nu engang fungerer. Det er de skandinaviske lande et levende eksempel på.

Efter oliekriserne i 70'erne, hvor kerneinflation pga. dyrtidsregulering af løn kom i vejret, gik særligt den britiske og amerikanske højrefløj til angreb på modellen. Siden har det været dem, der har været ideologiske korsfarere, mens venstrefløjen har ført en bevarende linje.

Men bevaring er kedeligt, og modellen er som sagt ikke særlig fancy; der er ikke noget ideologi i den. Så folk glemmer hurtigt, hvorfor en pragmatisk opbygget struktur er som den er, og banen overlades mere og mere til ideologerne. Med tiden begynder alle tanketomt at gentage ideologernes argumenter, fordi der ikke er intellektuel struktur i en pragmatisk model. Folk holder endda helt op med at tage sig af virkeligheden, hvis den ikke passer ind i ideologien. Når først virkeligheden tager revanche - og det gør den altid - tager folk ideologien op til overvejelse.

Det er så det, der er sket inden for økonomisk tænkning de sidste årtier. Så nu har Danmark en angiveligt socialdemokratisk statsminister, der uden videre gentager borgerligt vrøvl, fordi det gør man jo bare, alt imens ideologerne når til tops i vigtige organisationer, hvorfra de driver deres vanvidsregime. De driver i hvert fald mig til vanvid.

Måske er det bare nødvendigt med en økonomisk depression hver tredje eller fjerde generation for at minde os om, at det ikke er en god ide at slippe finanssektoren løs, dyrke spekulativ rigdom, og så skære hårdt ned under lavkonjekturen bagefter.

mandag den 9. januar 2012

Hoocoodanode

Hvem kunne også vide, at et system, der belønner forskere efter antallet af publikationer, ville skabe flere publikationer af dårligere kvalitet?

Eller også, at et system, der belønner universiteter efter hvor mange studerende, der består eksamen, ville sænke eksamenskravene?

Bah...

søndag den 8. januar 2012

Folkemordsbenægtelse

Information kan godt lide at være kontrære og trykke kontrære tænkeres tanker. I praksis betyder det fra neokonservative, selvforherligende pikhoveder som Hitchens, Kaplan og, igen, Bernard Henry-Levy. Så nu denne klumme om Frankrigs planlagte lov mod benægtelse af det armenske folkemord:
Kriminaliseringen af folkemordsbenægtelse betyder ikke, at den franske stat har gjort sig til dommer over historiens sandhed
Jo, det er præcis det, den gør. Præcis netop dette.
Loven mod folkemordsfornægtelse er ikke et af disse farlige tiltag, som åbner op for dusinvis, ja hundredvis af absurde reglementer, hvor tvivlsomme individer vil kodificere, hvad man har ret til at sige om Bartolomæus-nattens massakre på huguenotterne, om kolonialismen, om slaveriet, om undertrykkelsen af occitanerne eller andre menneskers religiøse ’helligdomme’. 
En lov er altid principiel. Hvis den ikke er det, så er den ikke en ordentlig lov.

Og her den store:
Dette er en lov om folkemord — punktum. Det er en lov, som straffer dem, der vil gentage et folkemord på det abstrakte plan ved at benægte det.Folkemord er, Gud være lovet, sjældne. I historien findes der kun tre af dem eller fire måske, hvis vi til folkemordet på armeniere, jøder og Rwandas tutsier også føjer Pol Pot-styrets tilintetgørelse af 1,7 millioner cambodjanere.

Skal disse tre eller fire folkemord sættes på niveau med resten, risikerer kriminaliseringen unægtelig at invitere til mere af den politiske korrekthed, som ønsker at indføre meningsløse historiske ’mindelove’.
Hold da kæft. Tre til fire folkemord i historien? Jeg foreslår Henry-Levy at konsultere i hvert fald Wikipedia, før han skriver noget igen, men bare ud fra hukommelsen: Stalins folkemord på volga-tyskere (m.m.) i USSR, indianerne i Amerika, alle på Tasmanien, alle succesfulde stammekrige siden tidernes morgen har involveret udryddelse af fjenden. Og ikke mindst Boskop-mennesket, som Cro Magnoner som os vist gjorde det helt af med. Jeg kan også henvise til Krigsnørden, som ved ca. en mia. gange mere om historiens virkelighed end Henry-Levy, men af samme grund aldrig vil få ørenlyd hos franske præsidenter:
...As the Anglos muscled in on them, North American tribes fought, negotiated or ran. The ones who fought lost. They won some battles along the way, but they were little tribes against the Anglos, the biggest and scariest tribe in the world. The ones who negotiated knew from the start that the stronger tribe always takes what it wants, sooner or later. The ones who ran faced the same old problem: the only places you could run to were already claimed by other tribes. The only solution, in the simple hard rules of primitive warfare, was to wipe out the other tribe.

That was how the Sioux decided to wipe out the Crow in 1860. The Sioux were fierce people. Don't believe that Kevin-Costner Dances-with-Wolves bullshit. The Sioux ate wolves for breakfast. They took what they wanted -- land, horses, slaves -- from anybody they could. But they were already beginning to realize they couldn't fight the white men. Basically, it was the Navajo vs. Ute story on a bigger scale: farmers always beat hunters in the long run, because they can feed so many more mouths. The nomadic, buffalo-hunting Sioux were some of the finest light irregular cavalry in the world -- Genghis Khan would've admired them. But they couldn't cope with the sheer numbers of white farmers overrunning the Sioux lands on the plains.

The Crow tribe's country, in Eastern Montana and Wyoming, was still beyond the range of the whites, so the Sioux decided to wipe out the Crow and take their land. The Sioux chief made a speech setting out the strategic goals of primitive warfare with classic simplicity:

"Today when the sun sets, there will be no more Absarokee [Crow] left! We will kill all their warriors and even the old men; we will save their young boys and raise them to become Dakota [Sioux] warriors, and we shall marry their wives and daughters to raise more warriors to fight the whites when they follow us to our new land."
Uden at vide bedre har Henry-Levy har med sit udsagn fjernet alle andre folkeudryddelser fra historien. Det er jo ironisk. Der er meget historisk ironi i omløb for tiden.

fredag den 6. januar 2012

Mm hm baby

Mads Kastrup er en talentfuld, ung blogger...

Centralbanker er vigtige

En mand på BBC skriver noget fornuftigt om, at centralbanker er del af staten, og derfor måske, muligvis, bør underlægges demokratisk kontrol.

Der er mange ting, som Ungarns regering kan kritiseres for. Men netop politisk indflydelse på centralbanken synes jeg er meget fornuftigt, så det er lidt sjovt, at det netop er det, IMF og EU finder på at kritisere først. Lige nu er problemet, at Ungarn bliver nødt til at indføre kapitalkontrol - dvs. kontrol af og tilsyn med, hvor mange penge der føres ind og ud af landet - for at overleve stormen, der sikkert vil følge. Det har man naturligvis ikke lov til i EU.

Centralbanker i dag, og ECB i særdeleshed, fører de riges politik - frem for alt at banker og obligationsejere beskyttes mod tab. Det er på høje tid, at man indfører demokrati i Europa. Men folkeafstemninger ved vi, hvad EU synes om.

mandag den 2. januar 2012

Trekantsdramanyt

b fra det genopståede Moon of Alabama følger udviklingen i logistikken i Afghanistan-Pakistan-USA-trekantskrigen, eller hvad man skal kalde den. The story so far:

- Pakistan (Pak) støttede et styre (Talib) i nabolandet Afghanistan (Afg). Kommer af en gammel historie med Indien, et andet naboland, og Paks store rival.
- Afg husede en terroristorganisation (al-Q).
- Al-Q slog en masse tilfældige amerikanere ihjel.
- For at bekæmpe al-Q væltede USA Talib, og truede sig til Paks støtte, som USA fik.
- Amerikanske tropper (+allierede) blev plantet i Afg for at stive det nye styre af og bekæmpe rester af Talib.
- USA og allierede havde så forsyningslinjer gennem Pak; det var det mest praktiske.
- Men Pak støttede stadig dele af Talib, som kæmpede mod USA og Afg.
- USA begyndte at bombe i grænselandet mellem Afg og Pak (over en dårligt defineret grænse).
- USA slog en del tilfældige mennesker ihjel, senest 26 Pak soldater.
- Pak lukkede grænsen.

USA ser sig nu om efter nye forsyningslinjer. Det bliver gennem luften (dyrt) og jernbane gennem Rusland (langsomt, usikkert, politisk ubekvemt).

Det kan blive ekstra spændende, hvis krigen med Iran bryder ud op til det amerikanske præsidentvalg i november. Vil Pakistan i givet fald stoppe helt med støtten til USA? Og hvad med store Indien, som har gode forbindelser til Iran?

(med tak til)

Dagens indlæg

AAAAaaaarhgh hafaaa aAAAAaa AAAaaa ghghgghghghghghgh ralle ralle.